Kommentar

En kandestøber lægger sig fladt ned

For Enhedslisten – og måske for en ny trend?
Debat
4. december 2012

Nu står verden ikke længere. Trofaste, ufatteligt udholdne læsere går – om ikke Gud være lovet så dog naturen være det samme – nok ud fra, at denne konstatering om verden sikkert har noget at gøre med dels Jesper Løvenbalk Hansens løbende reportager fra klimatopmødet, COP18, i Qatar. Dels Jørgen Steen Nielsens bagsideleder i går om kapitalismens – den for tiden suverænt sejrende verdensøkonomis – stadig mere ’kreative destruktioner’ til fremkaldelse af stadig mere af DØV, Den Økonomiske Vækst. Og den sig ifølge naturvidenskaben stadig mere nærliggende sandsynlighed af, at økonomen bag udtrykket, Joseph Schumpeter, også får ret i sin forudsigelse af, at kapitalismens ’kreative destruktion’ til sidst vil destruere også det fundament, den selv står på: Naturen for højerestående planter, dyr og mennesker. Som netop COP’erne år efter år konstaterer stadig mere ødelagt af menneskearten selv uden hidtil at have kunnet standse destruktionen trods opbuddet af alverdens topledere.

Men nej: I dag står verden ikke længere, fordi en af medieverdenens utallige politiske kandestøbere omsider har fundet et guldkorn. Forhåbentlig med forbindelse til COP og verdensøkonomiens kreative (selv)destruktion, men her først guldkornet, nippet af forstå-sig-på’eren fra TV 2 Henrik Qvortrup. Som for et par dage siden skrev:

»Enhedslisten topper ugens ’Momentumeter’. Vi kan passende toppe ugens ’momentumeter’ med at lægge os fladt ned. For stik imod forudsigelser fra såkaldt kloge hoveder som undertegnede har Enhedslisten faktisk fået tur i den. For få uger siden fastslog kommentator-Danmark, at Enhedslisten havde grebet kommunikationen af årets finanslov ’elevrådsagtigt’ an. Hvorfor dog highlighte nederlag frem for at betone sejre? spurgte vi. Personligt står jeg ved vurderingen. Det ændrer dog ikke på, at Enhedslisten ser ud til at have ramt en vælgermæssig åre ved åbent og nærmest selvpinerisk at erkende egen begrænsning. Enhedslisten er således ugens absolutte topscorer i Megafon. Det må således være første gang i nyere dansk, politisk historie, at vælgerne præmierer et parti, der åbent erkender, at man er blevet løbet om hjørner med. En ny trend er født.«

Julehumør

Vi gentager: Vælgerne præmierer et parti, der åbent erkender, at man er blevet løbet om hjørner med. En ny trend er født.

Det er – trods COP18 og Schumpeter – ikke til at undgå at komme i julehumør af. Tænk, det er ved at gå op for mediernes såkaldte politiske eksperter og analytikere, eller i hvert fald en enkelt af dem i et enkelt øjeblik – disse politiske kandestøbere, der hele tiden skal forklare seere og lyttere og læsere, hvad den og den samfundsaktør ’egentlig’ mener og ’egentlig’ burde have gjort for at erobre magten, fastholde magten, undgå at tabe magten (da det jo alene er magten, der betyder noget) – at der faktisk er vælgere, som foretrækker aktører, der holder sig til sagen:

Hvorfor skulle den berømte/berygtede Johanne fra Enhedslisten dog stå sammen med regeringen og lade sig hylde for en finanslov, som hun og hendes parti – og vælgere og potentielle vælgere – fandt elendig? Bare for at lade sig hylde som magthaver? Bare for at foregive sejr? Ja, hvorfor prale med et nederlag? Som efter Enhedslistens skøn dog var blevet endnu større, hvis regeringen havde indgået det forlig med Venstre, som den i ramme alvor truede med?

Trods folkefordummelsen er der vælgere nok, som spurgte. Og kvitterer for, at der blev svaret af Enhedslisten i overensstemmelse med sagen og på bekostning af magtliderligheden. Så Qvortrup må lægge sig fladt ned.

Det parlamentariske grundlag

I det indtrufne julehumør er det derfor også Johannes parti vel undt – til en vis grad – at det i disse dage rister en kulturminister over en stille ild, fordi regeringen pludselig er kommet i den situation, at det her ikke længere bare kan true sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten, med at indgå forlig med sin arve- og ærkefjende Venstre.

Allermest spændende er dog Qvortrups forkyndelse tilslut: »En ny trend er født.«

Første reaktion er, at den aldeles ikke er ny. Nyt er derimod, at der åbenbart (igen) er kommet politiske eksperter, analytikere, forstå-sig-på’ere, kandestøbere (i hvert fald en enkelt), som er i stand til at opfatte, er der stadig er demokrater, for hvem kampen om magten ikke totalt overskygger ethvert spørgsmål om, hvilken sag der kæmpes om magt over.

Anden reaktion er, at ’trenden’ forhåbentlig har med indledningen at gøre. At det – stadig forhåbentlig – er ved at gå op for stadig flere, at det nu i den grad haster med at få standset verdensøkonomiens kreativitet. At efterstræbelsen af magt og forbrug og økonomisk vækst ikke længere kan tilsidesætte sagen – forsvaret for naturgrundlaget, selve fundamentet for højerestående planter, dyr og menneskearten selv.

Så når Enhedslisten her på Qvortrups givne foranledning har fået så positiv omtale, må det være på sin plads at udtrykke ønske om, at Johanne nu også tager regeringens afvisning af en bæredygtighedskommission med i sine beklagelser over alt det, som ’hendes’ regering skal skældes ud for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den omtalte meningsmåling kan ses her:

http://www.megafon.dk/362/seneste-megafon-meningsm%C3%A5ling

Niels Engelsted

Qvortrup er en lille smule anderledes end de fleste andre af hans kolleger, og det tjener til hans ære.

Lige mine ord, Ejvind. Især din sidste bemærkning omkring Johanne og bæredygtighedskommissionen.

Niels-Simon Larsen

Jeg må indrømme, at magtspillet på Chr.borg har kørt mig helt ud i hegnet. Jeg har ikke tid til at følge med i, hvem der tager rø… på hvem. Folkene bag EL er åbenbart dygtige til spillet og bliver så belønnet for det.
Det hele drejer sig selvfølgelig om at erobre stemmer fra de andre, og når EL har vælgerne bag sig, må de naturligvis gå videre.
Hvorfor lægger EL ikke pres på regeringen for at få den bæredygtigheds-kommission?

Jeg kan så passende indrømme, at jeg i det store og hele er holdt helt op med at følge med i politik, se nyheder (jeg tjekker dog lige tekst-tv), og læse mere end nogle ganske få avisartikler.

Hvorfor? Fordi det i mine øjne næsten alt sammen uden undtagelse handler om den samme uendeligt banale fortælling: at nogen (gennem aggression) skal vinde over andre, hvad enten det er mellem individer, mellem byer, mellem landsdele, mellem nationer, mellem virksomheder, mellem religioner, mellem ideologier, etc. Jeg kan ikke holde det ud længere, for det fører absolut ingen steder hen. Lad mig bare nøjes med at gencitere fra “Frihed i nuet” af den indiske filosof Krishnamurti::

"Jeg tror der er forskel på mennesket og enkeltmennesket. Enkeltmennesket er et stedfæstet væsen, som lever i et bestemt land, tilhører en bestemt kultur, en bestemt religion. Mennesket er ikke et stedfæstet væsen. Mennesket er overalt. Dersom enkeltmennesket blot handler i et særligt hjørne af livets vidtstrakte område, så er dets handling uden nogen som helst forbindelse med helheden. […] Enkeltmennesket er det lille begrænsede, triste, skuffede væsen som er tilfreds med sine små guder og sine små traditioner, hvorimod alles vé og vel, summen af verdens nød, elendighed og forvirring ligger mennesket på sinde."

og

"Læg engang mærke til, hvad der virkelig sker inden i Dem selv og udenfor Dem selv i den konkurrencekultur, hvori De lever, med dens begær efter magt, anseelse, prestige, berømmelse, succes og alt det andet - læg mærke til Deres bedrifter, som De er så stolt af, hele dette område, som De kalder at leve og hvor der i ethvert menneskeligt forhold er konflikt, som avler had, fjendskab, brutalitet og krige i det uendelige."

Enig i det ser skidt ud Fredsted, men! Der er kun 16 dage- så løber kalenderen ud. Så fat mod. :)

Niels-Simon Larsen

Jeg tænker somme tider på, hvor mange penge der går til rådgivning, og hvor pengene kommer fra. Hvordan har partierne råd til at betale alle disse spinddoktorer? Og hvem betaler kommentatorerne? Kommunikationsrådgiverne kan snart danne deres eget lille kompagni til fagenes fest (nå, nej, den er afskaffet). Martin CEPOS Ågerup og den garde, hvem i alverden giver penge ud på deres bras? Til den anden side leverer CEVEA guldkorn til taknemmelige bidragydere.

Nu er jeg trods alt ikke dummere, end jeg godt kender svarene. Dig og mig. Jeg er dog aldrig blevet spurgt, om jeg ville være med til dette cirkus, og det er du nok heller ikke. Tænk, hvis der var en, der kunne regne og ville stille alle udgifterne op. Indtægtssiden ville nok være blank, men alene det, at få tingene stillet op sort på hvidt.

Hvad er alle disse åndelige vejlederes kærneydelse? Det gælder også vores 2000 præster. Kan det demokratiske menneske ikke stå på egne ben? Vi kunne jo evt. støtte hinanden.

De folk, der tænder de alvorligste advarselslamper (klimaforskerne), er de mest oversete. Meget mærkeligt!

Michael Kongstad Nielsen

Fuldstændig enig i, at EL gjorde ret i at følge deres
følelser, og undlade at stille op til jubelscener foran rullende TV-kameraer: - se hvilken pragtfuld finanslov.

Nej, den var ikke pragtfuld, men den var det bedst opnåelige lige nu. Og vi (EL) holdt V og K fra fadet, og vi undgik en afskedigelse af hele regeringen. Mere er der ikkeat sige, og det er ikke noget at fejre.

Hvis det er en ny trend at være ærlig, så hilser jeg den nye trend velkommen.

Niels-Holger Nielsen

I stedet for en anbefaling

Jeg kan godt følge dig Michael, men mener dog, at der er hel del at sige om spørgsmålet, men at det ikke kan besvares ud fra enkelthændelser. Derfor: skærp din politiske og historiske bevidsthed, med henblik på, at se alle handlinger og hændelser i en sammenhæng - og på lang sigt. Sidste sætning er ikke specielt henvendt til dig, Michael, men er mere et 'mene tekel' for os alle.

Kristian Rikard

Jeg er fuldstændig bjergtaget af din kommentar kl. 01.30 N-H N.

Niels-Simon Larsen

”Vi bliver nødt til at stemme for, men er kede af det” (vi vil nemlig ikke have Løkke igen).

Hvor længe kan EL køre på den måde?
Det er selvfølgelig et flot (medie)cirkusnummer, EL har lavet der, og det fremkalder medlidenhed med EL. Det er synd for EL, at EL skal bøje sig så meget. Men den går ikke i længden, for nu handler det om (og det har det nok hele tiden gjort), hvor megen gift regeringen kan lægge for EL. Hvis EL ikke gør som mor Helle, mor Margrethe og mor Annette siger, så kommer lille Johanne over knæet.

Johanne EL’s eneste chance er at blive så stor, at de andre bliver bange for hende. Det har hun en god chance for at blive. Problemet i sidste ende er, at borgerne ikke er røde, men blå (hvis der blev valg i dag…).
Jeg vil virkelig ønske, at EL presser citronen med kommissionen. Den vil have sympati langt ud over traditionelle EL-stemmer.

Sikke en sprogligt elendig artikel. I hvert tilfælde de første 7 linier - så orkede jeg ikke mere ...

Niels-Simon Larsen

@Peter: Du er sikkert ikke tilgængelig for belæring, men alligevel, du må gerne konkludere, at artiklen er elendig, men kom med nogle begrundelser, så vi andre kan være med. Det rager så at sige ikke andre, hvad du mener, kun hvorfor du mener, som du gør.
Jeg kan se, at du er ny i trafikken her, så du har noget at lære.