Jamen, du må da gøre noget, sagde Pia Kjærsgaard (DF) til kirkeminister Manu Sareen (R) i Deadline 9. december. Som om man fra politisk hold med salgstaler kan lokke folk hen i kirken. Det kan man ikke. Slet ikke i dag. Kirkegang må bygge på en indre motivation. Hvad man derimod kan gøre, er stilfærdigt at prøve at overveje og pege på, hvad kirken egentlig kan tilbyde det moderne menneske, som det ikke kan få andre steder. Og dermed indirekte begrunde kirkens mulige værdi for den enkelte og for et moderne samfund.
Udgangspunktet for overvejelsen må være, hvad kirken i bund og grund handler om: åndelighed, dybde og refleksion over tilværelsens fundamentale spørgsmål. Kirken handler om at give mening til de tidløse dimensioner af menneskelivet, som overskrider, hvad vi kan sanse, måle, bevise og overhovedet helt forstå: Hvad vil det sige at være menneske? Er der liv efter døden? Hvad er døden? Er der mening at hente uden for mig selv og den sanselige verden? Osv. Altså: Hele kirkens meningsfuldhed forudsætter grundlæggende en tro på noget større, end hvad øjnene kan se og fornuften forstå.
Men dette ’større’ – hvad er det? Kan man ikke få det andre steder end i kirken? Behøver vi den overhovedet i dag? Det er en udbredt antagelse, at lidelse, sorg og døden tæt på skaber eksistentiel intensitet og behov for ekstra mening. Der findes ikke mange ateister i et styrtende fly, som man siger. Det er ikke forkert, men heller ikke hele historien. Det er idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz’ pointe, at de sidste 250 års teknologiske, videnskabelige, økonomiske og materielle udvikling – moderniteten – har givet os mangt og meget, men at moderniteten ikke kan indfri alle menneskets behov. Selv om togene kører, køleskabet virker, og tandlægen kan hjælpe med tandpinen, er disse pragmatiske og materielle anliggender ikke nok. Der er dimensioner og spørgsmål i den menneskelige tilværelse, som moderniteten ikke giver mening. Her er, påpeger Schanz nøgternt, religionen ’ét tilbud’ ved siden af særligt sporten og kunsten.
Følelsen af noget større
Sport, kunst og religion kan altså give os, hvad mange mennesker af og til har behov for: En erfaring af noget større – en fornemmelse for en immateriel instans uden for os selv, der taler til vores behov for mening og dybde i alt det flade. I filosofien ville man tale om ’transcendens’: Det at ens erfaringsverden overskrides. Michael Laudrups ypperste driblinger og stikninger i dybden gav os en sådan oplevelse af noget større. ’Det er sublimt!’, eller ’det er sgu smukt, det der’, sagde vi helt overvældede og frydefuldt, når Laudrup pludselig forvandlede det hele til meget mere end summen af delene.
Kunsten kan det samme. Inger Christensens digtsamling Sommerfugledalen om døden vil mange nok nævne, hvis de skal pege på et stykke kunst, der i dén grad kan få det hele til at svimle. Ikke mindst ved læsningen af samlingens sidste digt, som sammenfattende og smukt består af de første 14 digtes slutlinjer. Og hvem kan nå til og læse slutkapitlet i Pontoppidans storværk Lykke-Per uden at fornemme, at ens verden er blevet en anden. Og temmelig meget større. På samme måde kan religion tilbyde os en fortælling om noget større.
Sportens særpræg
Hvor sporten, kunsten og religionen således er fælles om at kunne tilbyde transcendens, er der dog samtidig afgørende forskelle på de tre fænomener. Sporten er blevet kaldt en erstatningsreligion, men afviger særligt fra religion og kunst ved at være, hvad nogle formulerer som ’et ordløst kaos’. Her foregår en kropslig aktivitet uden sprog og uden en egentlig rettethed mod erkendelse. Den storhed, sporten kan tilbyde, er ordløs.
Heroverfor står kunsten og kirken, som indebærer et sprog; kirkens skrifter og salmer kommunikerer refleksioner, og også det æstetiserede kirkerum formidler en reflekteret intention. Og i kunstens verden formidler selv det abstrakte værk en art erkendelse. Hvor det smukke ved sportens menneskelige handlinger baserer sig på kroppes perfektionerede bevægelser og mål om sejr, baserer kunsten og kirken sig sprogligt på tanker, bevidsthedsudtryk og mål om erkendelse. Det gælder videre, at både kunsten og kirken i modsætning til sporten er eksistentielt orienteret: Begge er afsøgende optaget af, hvad det vil sige at være menneske.
Yderligere er kunsten oftest ligesom kirken værdiorienteret: Den peger på forskelle i verden og udpeger noget som godt og andet som mindre godt. Kunsten og kirken tilbyder mere eller mindre klare erkendelser og værdihierarkier. Kort sagt: Sporten kan give mening, men ikke som kunsten og kirken en mening, vi kan vælge at forme vores liv efter.
Kunsten og kirken
Men hvad er da den væsentlige forskel på kunsten og kirken? Min pointe er, at hvor kunstens emotionelle og erkendelsesmæssige appel – dens skabelse af transcendens – er formidlet af værket selv – bogen, skulpturen, musikstykket, maleriet – da foregår og formidles kristendommens tilbud om transcendens og åndelighed for det første både sprogligt og rumligt. Kristendommen kan praktiseres i et særligt rum. Kirkens rum er uadskilleligt forbundet med den åndelighed og vertikalitet, kirken handler om.
Kirkerummet er smukt og fyldt med betydning. Alene dets højde og pegen opad lader det med storhed. Derfor er alene det at være i kirkerummet, også helt alene, noget særligt for de fleste. Derudover har kirkerummet den kvalitet, som digteren Søren Ulrik Thomsen træffende pointerer: Det er det eneste rum i vores hastige og flade hverdag, der er totalt hævet over nytte- og markedstænkning, og hvor ingen forlanger noget af os. Rummer minder os dermed også om, at ethvert menneske har en værdi i sig selv. I dag findes opiummen for folket – det afgørende bedrag – således snarere i den kapitalismegenererede kommercielle materialisme uden for kirken, der bilder os ind, at lykken og menneskets værdi findes i forbrugskulturen.
Dertil kommer noget afgørende, nemlig at selve gudstjenesten adskiller sig fra kunstoplevelsen ved at være fællesmenneskelig. Læsningen af en roman er et privat, ensomt og tavst foretagende. Ikke engang forfatteren har vi nogen adgang til. Oftest er han død. Omend relationen til Gud kan siges at være personlig, så praktiseres den i et menneskeligt fællesskab – et fællesskab, hvor man i en følelse af samhørighed er sammen om liturgien, om at synge, lytte og søgende være involveret i noget større end os selv.
I en tid, hvor acceleration af fladpandet massekultur og individualisme dominerer, tilbyder kirken et snart unikt tilbud om ikke bare fællesskab eller åndelighed, men fællesskab og åndelighed.
Kirkens åbenhed
Men er kirkens åndelighed ikke også uløseligt forbundet med en dogmatisk og moraliserende fasthed i forståelsen af menneskelivet, som afviger fra kunstens afsøgende tilgang? Ikke nødvendigvis. Er den stivnakkede, moraliserende præst ikke lige så håbløst utiltalende som den meget moraliserende kunst? Jo. Jeg har dog aldrig mødt ham eller hende. Men endnu en parallel mellem kunsten og kirken er værd at nævne: Alle kristendomsfortolkninger og kunstfortolkninger er ikke lige rigtige – men kristendommen er åben for fortolkning, ligesom kunstværket er det.
Kristendomsbegrebet har ingen præst patent på. Ved siden af den bogstavtro kristendom er der i kirken både rum til glæden ved muligheden for at komme i kirken, sjældne kirkebesøg eller præstens sorgerfaring, til en ’værdierne er gode’-kristendom og til den ambivalente omgang med kristendommen, som Karen Blixen fint udtrykte: Hun forholdt sig kritisk til kristendommens dogmer og forklaringer på verdens beskaffenhed, men sagde samtidig, at »jeg kan ikke forklare det, jeg kan ikke definere det, men jeg tror på Gud.«
Gud kan betyde, at der er noget i menneskelivet, der er større, end hvad vi kan se og forstå. Det er netop derfor ikke muligt at definere det nærmere. Men i kirkerummet kan man sansende og eftertænksomt søge det sammen med andre, uden at man skal præstere noget som helst.
Jan Maintz Hansen er cand.mag. i dansk og filosofi
Åndsvidenskab er et begreb, som i udstrakt grad anvendes af Martinus ifm. det af ham skitserede verdensbillede eller kosmologi.
Et verdensbillede, som er baseret på, at alt levende betragtes som evige væsener indbyrdes forbundet gennem reinkarnation og karma. Dette perspektiv er udviklet igennem de åndelige sanser, som foreløbig stort set er latente i de fleste mennesker, men efterhånden vil blive udviklet hos stadig flere, idet dette erfaringsområde vil blive gjort til genstand for stadig mere omfattende videnskabelig forskning.
Sjovt nok findes der på Wikipedia endnu ingen opslag på andre sprog svarende til det danske ord "åndsvidenskab", hvilket afspejler, at begrebet hidtil især er blevet anvendt i forbindelse med Martinus' forfatterskab. Et næsten parallelt begreb er kosmologi, hvor Wikipedia udover dansk indtil videre har opslag på Engelsk, Estisk, Finsk, Fransk og Polsk. Skøjter man lidt videre på nettet, kan man tillige finde en del henvisninger til "spiritual science", især knyttet til Rudolf Steiners værk og antroposofien, som jo også på mange måder er beslægtet med Martinus' værk. Det synes i hvert fald interessant, at Martinus er internationalt banebrydende hvad denne terminologi angår, og fremtiden må vise, hvorvidt "åndsvidenskaben" kommer til at bære frugt i videre sammenhæng. Der er i øvrigt også flere paralleller mellem Martinus' og H. C. Andersens begrebsverdener, hvilket Martinus selv gjorde opmærksom på - og begge havde i øvrigt den skæbne at være født som svaner i en andegård.
http://da.wikipedia.org/wiki/%C3%85ndsvidenskab
http://www.livetseventyr.dk/4-47Frame.htm
Mht. at stå på skuldrene af hinanden, så er det ifølge en åndelig betragtning lige præcis, hvad vi alle gør, ligesom vi i sidste ende alle er i Guds varetægt. Mange bilder sig i vore dage ind, at det hele gælder om at klare sig selv og gerne på andres bekostning. Det er de vilkår, som hersker i dyreriget, og som materialismens bannerførere også vil gøre til vores. Dog er det (ifølge åndsvidenskaben) netop menneskehedens mål at hæve sig over dyrenes kamp for føde og sexuel dominans, idet stadig flere ikke mere tilfredsstilles ved denne livsform, men længes efter et liv baseret på samarbejde i stedet for fjendskab.
En celle eller et organ i en krop kan kun overleve ved at samarbejde med de andre celler og organer. En celle, som unddrager sig dette samarbejde, er i færd med at udvikle sig til en kræftcelle, og noget lignende kan man sige om de mennesker og organisationer, som ikke tjener helhedens interesser. Det er omtrent, hvad åndsvidenskabens præmisser kortfattet går ud på. Hvorledes dette udmønter sig i virkeligheden, må naturligvis gøres til genstand for omfattende forskning, og de mennesker, som interesserer sig for dette synspunkt, vil nok fortsat arbejde for at udbrede forståelsen heraf.
Som endnu engang demonstreret er det aldeles umuligt at få sat et "godt punktum" i denne form for "debatter" over disse til alle tider evigt aktuelle emner - ikke engang en velanbragt humor er åbenbart i stand til dette - og det skyldes ikke kun mangel på humor, men sikkert også, at anskuelserne i bund og grund er inkompatible i hele deres grundlæggende universelle forskellighed - man må desværre vælge - enten-eller - her dur intet både-og eller ligefrem en demokratisk afstemning ...
Forfatterne Bernhard Shaw og G.K Chesterton var gode venner. Shaw var ateist og Chesterton var katolik. En dag sagde Shaw til sin ven( med formoder jeg stor stemme): Du vil da ikke bilde mig ind at du er skabt i Guds billede?? Hvorpå chesterton lidt stille sagde: Joe , men måske er han ikke helt færdig.
Jan Weis:
"der findes vel ingen dansk kulturpersonlighed, hvorom der er skrevet mere"
Du ved utvilvlsomt hvor dumstædig jeg er, hvad angør min rigide sværgen til en 'ad fontes' tilgang ;-)
Jeg er sikker på, at der er skrevet yderst kompetente og forstandige værker om Grundtvig, men jeg nægter kategorisk at tro noget jeg læser, med mindre jeg har undersøgt og reflekteret selv. Alt andet finder jeg uhæderligt. Risiciene for at blive fodret med nonsens, eller i det mindste at man i sin uvidenhed og fordomsfuldhed fejltolker andres ord, er altid overvældende til stede.
Jeg har én gang gennemført den øvelse, der går ud på at beslutte sig for at betvivle alt hvad jeg hidtil har troet og ment at vide, og på basis af en renskuret tavle søgt at finde holdepunkter, så fodfæstet kunne blive genvundet. Jeg ønsker ikke at sjuske og nøjes med at tro, når det er muligt at vide. Hvilket det måske ikke er, hvad angør Grundtvigs værker, men der er ingen grund til udelukkende at gnaske i hvad andre allerede har fortygget.
Søren Tolsgaard:
"det danske ord “åndsvidenskab” "
Ordet er da også dybt tåbeligt, og man må glæde sig over at den danske syge i det konkrete tilfælde, ikke har spredt sig til andre sprog ;-)
Hvad vi forstår ved videnskab, burde være begrænset til hvad der er faktuelt og stofligt. Hvad der er faktuelt og tælleligt, hhv. abstrakt og hinsides muligheden for at blive observeret, mener jeg ikke kan/bør betegnes videnskab.
Ligesom man kan tale om naturvidenskab, kan man også tale om naturfilosofi. Det var først i 1700-tallet, at de første begreb vandt indpas, mens det andet begyndte at blive fortrængt (på trods af, at det havde været anvendt gennem mere end 2000 år (og formodentligt langt længere)). Jeg er af den opfattelse, at begge har fuld berettigelse.
Heinrich R. Jørgensen
"Hvad vi forstår ved videnskab, burde være begrænset til hvad der er faktuelt og stofligt. Hvad der er faktuelt og tælleligt, hhv. abstrakt og hinsides muligheden for at blive observeret, mener jeg ikke kan/bør betegnes videnskab."
Der røg big-bang teorien vist;-)
Glædelig Jul.
Niels Mosbak:
"Der røg big-bang teorien vist"
Gjorde den?
Jeg synes sådan set, at det er et imponerende udtryk før lødighed og seriøsitet, at videnskabsfolk ikke forholder sig til hvad der lå forud for dette "Big Bang". Begreber som tid og rum giver det ikke mening at tale om før det punkt (Big Bang), hvor begge var nul. Eller måske rettere: var ingenting, eller: ikke var?
Nå ja.
Man observerer jo eftervirkningerne af Big Bang ved målinger og ved at skue lang ud i universet.
Teorier opstilles, konsekvenser beregnes, observeringer foretages.
Om det er nok til 100% at bevise, vides ikke endnu.
Men Videnskaben arbejder ustoppeligt videre mens de religiøse står stille og håber.
Heinrich - det var bare en velment julegave til dig - det står dig naturligvis altid frit for, om du med din formodentlig endnu frie vilje ønsker at pakke den op ...
Enig i det der med "åndsvidenskab" - det noget katten har slæbt ind - bla. alle disse utallige fans af Mr. G. - der forøvrig også gik rundt i sin tid, og var fast overbevist om, at apokalypsen var lig oppe over præstegården - når han fik sine anfald ...
En interessant følge af den moderne videnskab er, at den anskueliggør et forhold, som ofte er blevet postuleret fra religiøst hold: At materien er en illusion!
En hvilken som helst genstand kan splittes til mindre dele, som igen kan splittes, osv. Selv de enheder, som i et begejstret øjeblik blev benævnt atomer, er heller ikke udelelige, men sank ind i en afgrundsdyb tomhed, i hvilken endnu mindre partikler i stadig bevægelse fortsat er genstand for overvejelser om, hvorvidt de egentlig er stof eller energi eller begge dele. Vi betragter noget tilsyneladende, som nok er baseret på noget virkeligt, men det virkelige får vi aldrig at se. Den "væren", der ikke kan gøres til genstand for ydre betragtning, måles og vejes, men opleves i det indre, er således trods sin uhåndgribelighed nok mere virkelig end de ydre former. Det er derfor en basal videnskab, som beskæftiger sig med den indre erfaring, omend den i vor kultur endnu ikke er gjort til genstand for eksperimenter, som giver afgørende beviser for denne "værens" natur. I Indien har Yogaen længe tilbudt en påstået vej til en sådan indsigt, som er bygget på åndsvidenskabelig erfaring.
Ifølge åndsvidenskaben (og de fleste religioner, især de esoteriske) findes der bag den materielle illusion noget virkeligt, men usynligt, som de religiøse kalder den skabende Gud. Altomsluttende og allestedsnærværende, idet guddommens essentielle "væren" er indeholdt i alle de skabte fremtoninger, som oceanet i en dråbe vand. Skaberen er uhåndgribelig, men manifesterer sig i kraft af sine skabninger, som hver især rummer en del af guddommens væsen og en nøgle til at vende tilbage til dennes "væren", til at erfare en tilstand, der betegnes som himlen.
Himlen er således netop ikke et fysisk manifesteret sted, men en bevidsthedstilstand, hvor den skabte verden erkendes som sådan, idet bevidstheden hviler i guddommens ikke-manifesterede "væren" i sig selv. Vi får af og til en forsmag på denne tilstand, ikke mindst i tilværelsen mellem døden og det følgende liv, hvor vi også får indsigt i karma og de årsager, som ligger til for næste inkarnations jordiske omstændigheder.
Også i søvnen kan vi ubevidst være i denne tilstand, ligesom den kan opleves gennem meditation og andre former for åndelige øvelser - ifølge åndsvidenskaben, som naturligvis indtil videre i høj grad må betragtes som byggende på en teori.
Det giver heller ingen mening, at tale om, hvad der præcist skete under Big Bang - her bryder vores feltligninger nemlig sammen og kan dermed ikke fortolkes - fysikerne kalder sådan noget for en - singularitet ...
"Som endnu engang demonstreret er det aldeles umuligt at få sat et “godt punktum” i denne form for “debatter” over disse til alle tider evigt aktuelle emner - ikke engang en velanbragt humor er åbenbart i stand til dette - og det skyldes ikke kun mangel på humor, men sikkert også, at anskuelserne i bund og grund er inkompatible i hele deres grundlæggende universelle forskellighed."
Bevares Jan Weis, jeg var da lige nødt til at parere din arrogante påstand om, at "det er umuligt for de hellige at fatte at alle andre ikke tilbeder et eller andet Carsten, og alene påstanden ‘åndsvidenskab’ documentere at nogen her ikke fatter hvad videnskab er."
Jeg vil ikke udslynge tilsvarende postulater om din formodede fatteevne, kun pointere, at vi ikke er enige, samt at Hitchens retorik virker banal og end ikke nærmer sig en forståelse af, hvad det er, åndsforskere som Martinus har leveret til menneskeheden. Ifølge Wikipedia var Hichens i øvrigt storforbruger af tobak og alkohol (også en slags guder, som mange tilbeder), og hans potentielle evner for klarsyn derfor formentlig temmelig slørede, og ligefrem underholdende synes jeg heller ikke, han er. Dog, fred være med ham!
Det "dybt tåbelige ord" åndsvidenskab er dog ikke kun dansk, det er overtaget fra tysk i det 19. århundrede og er en betegnelse for humanvidenskaberne, fx filologi og lingvistik, historie, psykologi, samfundsvidenskab.
På tysk hedder åndsvidenskab Geisteswissenschaften.
Jo, men - Søren - "din arrogante påstand", du omtaler var ikke fra mig, arrogance vil også ligne mig dårligt - og for øvrigt har jeg ikke søgt at promovere personer som Martinus og Hitchens - her må du nok rette skytset andre steder hen - selv om jeg også nyder spirituosa o g alskens livsensvand - og er en mangeårig inkarneret tabacgrino ...
Undskyld Jan Weis, her forvekslede jeg med et indlæg af Robert O Jensen, som du ikke skal stå til regnskab for :)
Så lidt ufrivillig humor får vi da med, og det er altid den morsomste!
Jan Weis:
"Det giver heller ingen mening, at tale om, hvad der præcist skete under Big Bang"
Enig.
Som jeg har forstået det, er det også hvad der skete (umiddelbart) efter Big Bang, naturvidenskabsfolk beskæftiger sig med.
Hvis jeg måtte bestemme over ordene og dermed forme verden også på andres vegne, ville jeg klassificerede en del af den teoretiske fysik som 'naturfilosofi'.
Er det i øvrigt ikke den måske vægtigste (i det mindste den lødigste) årsag, at vores fjerne åndsslægtning, Albert Curly Einstein, aldrig blev tildelt Nobelprisen i fysik for sine to relativitetsteorier? Det var jo egentlige filosoferen, snarere end observation, han bedrev?
John,
jeg takker for korrektionen.
Jan Weis (16.16)
Jeg faldt ind her, selvom jeg ikke har fulgt med i debatten, men din kommentar om det umulige i at få sat punktum og om anskuelsernes inkompatiblitet fik mig til at tænke på en bog, jeg kan anbefale: Graham Greens: "Monsignor Quixote", om en katolsk præst i Sydspanien, der er lettere forskruet og fantaserer som sin ældre navnebroder, men efter at have hjulpet en højtstående gejstlig får titlen Monsignor. Den lokale biskop ordinerer ham orlov, som han tager sammen med er kommunistisk borgmester, der har mistet sin post, og de to kører i Monsignorens gamle Seat Spanien tyndt, og fører de mest forrygende samtaler om livet og religionen og kvinderne og hvad ved jeg. De to er så forskellige som ild og vand, og dog nærmer de sig hinanden i en eller anden forståelse. Sådan husker jeg det, men det er længe siden, jeg kan have forskudt noget, og huske fejl - men alligevel, jeg fik lyst til at anbefale den.
"Det “dybt tåbelige ord” åndsvidenskab er dog ikke kun dansk, det er overtaget fra tysk i det 19. århundrede og er en betegnelse for humanvidenskaberne, fx filologi og lingvistik, historie, psykologi, samfundsvidenskab."
Det har du formentlig ret i John Mogensen, og nok derfor er begrebet også flittigt anvendt i antroposofiske samenhænge.
De humane videnskaber tager ifølge deres natur udgangspunkt i en hel anden sfære end naturvidenskaberne, idet deres erfaringer ikke i samme grad kan gøres til genstand for ydre, såkaldt objektive forsøg. Forskningsfeltet omfatter ikke blot den kvantitative sum af menneskelige tanker og handlinger, men også den kvalitative oplevelse, som hvert enkelt menneske har.
Og Martinus anvender så endvidere begrebet om sit overordnede forsøg på at sammenfatte disse humanvidenskaber til en åndsvidenskabeligt baseret kosmologi, hvilket er en ordentlig mundfuld, men dog næppe irrelevant.
Når jeg hører voksne mennesker diskutere tilværelsens mening ud fra fysiske lovmæssigheder og Big Bang, idet livet opfattes som en kausal konsekvens af disse fænomener, så forekommer det mig, at man måske netop der anvender videnskabeligt baserede teorier på områder, hvor de ikke hører hjemme. Man søger livets mening i ydre, formodet objektive sammenhænge. Den dybeste mening finder man muligvis i det indre, måske har man her adgang til en indsigt om den sjælelige sammenhæng, som ingen ydre forskning kan give.
Det kan man naturligvis mene er usandsynligt og spild af tid, men videnskaben kan dog ikke afvise, at der kan være mere mellem himmel og jord, end de fænomener, som vi kan måle og veje. Åndsvidenskaben forsker i netop dette uhåndgribelige terræn.
Carsten Hansen
"Man observerer jo eftervirkningerne af Big Bang ved målinger og ved at skue lang ud i universet."
Man observerer "hvad man tror" er eftervirkningerne af big-bang.
Der er en forskel...
Jeg mindes ikke at huske at en videnskabsmand har sagt at Big Bang er andet end en teori !.
Men udfra teorien kan videnskabsmænd tegne et billede af udviklingen derfra og begrunde dette.
Så hvor er det du vil hen Niels Mosbak ?
@Carsten Hansen: "Teorier opstilles, konsekvenser beregnes, observeringer foretages. Om det er nok til 100% at bevise, vides ikke endnu. Men Videnskaben arbejder ustoppeligt videre mens de religiøse står stille og håber."
En generalisering. Der gives desværre også mange videnskabsmænd, som ikke kan se deres egne begrænsninger og derfor er gået i stå. Ligesom der findes religiøst indstillede mennesker, som forsker i bl.a. åndsvidenskab - idet de kæmper utrætteligt mod både det religiøse og det videnskabelige parnas.
Man kan jo alene observere hvad der er "her og nu". At det man observerer har tilbagelagt store afstande i tid og rum, er interessant, da "her og nu" kan give indivier om hvad der skete, fortidigt og fjernt.
Data om noget faktuelt, er ikke fakta i sig selv. Alle data må tolkes, førend det blive til 'viden'. Der spiller gamle spilopmagere som perception, forudindtagethed og bevidsthed ind...
Er der nogen her der har hørt nogen sige/skrive at Big Bang er uigendriveligt fakta ?.
I så fald vil jeg gerne have en henvisning. Det kunne da være interessant at læse om .
Ja, Hans Scherfig skrev ikke "Idealister" forgæves for 60 år siden...
Det man observerer er vores opfattelse(r) af nogle logiske sammenhænge bestemt af videnskaben ved hjælp af bl.a. matematikkens ligninger - aber "Das Ding an Sich" - dérom må vi tie, men dog håbe på, at der er overensstemmelse mellem vores teori og "praksis" - en virkelighed med baggrund i bl.a. vores fornuft og intuition vi mener at kunne observere - hvem er det nu lige, der har fundet ud af das ...
Big Bang, Big Crunsh, Big Whopper - that's the question ...
Søren Tolstrup: ”Man søger livets mening i ydre formodet objektive sammenhænge”.
Ja, det er en udbredt trang mennesker har til at få deres livsbetragtnings sandhed gjort utvivlsom ved at den fremgår af noget videnskabeligt og objektivt. Man begår det, der er i filosofien er tradition for at kalde den naturalistiske fejlslutning, dvs. at man slutter fra kendsgerningsudsagn til værdiudsagn, eller fra hvad der er tilfældet til hvad der bør være tilfældet. Det er en fejl, for i en logisk slutning kan der ikke være noget i konklusionen, der ikke allerede er indeholdt i præmisserne.
Gorm Petersens stædige tro på at hjerneforskerne en dag vil kunne afgøre om hans liv er værd at leve eller ej, er et godt eksempel på ”den naturalistiske fejlslutning”, der i sin overtro på naturvidenskab netop bliver uvidenskabelig.
Søren Kierkegaards forfatterskab var den energiske indvending mod overtroen på objektiviteten. Han benægtede ikke at sandhed i almindelighed er objektiv, en sætnings overensstemmelse med sit objekt. Men han benægtede at den væsentlige sandhed, sandheden om hvad der er livets mening, sandheden om hvad man bør stræbe efter osv. , er objektiv. Derfor var det at han lod sit pseudonym Johannes Climacus hævde at ”Subjektiviteten er Sandheden”. Den eksistentielt væsentlige sandhed lader sig ikke udlede af videnskabeligt fastslåede objektive sandheder. Det ville være at begå den naturalistiske fejlslutning, et udtryk som Kierkegaard dog ikke kendte.
At de humanistiske videnskaber eller åndsvidenskaber er noget 'katten har slæbt ind' og 'tåbeligt' det er ikke en ny indsigelse. Materialister og ultralib'ere, røde blå eller grønprikkede ufortalt, harsiden oplysningstidens start harcelereret som sorte præster over alt hvad der ikke kan 'bevises' - Man er på Herrens Mark (der som bekendt nok er Guds Eget Land men ikke Paradis ...) --- det eneste man kan gøre mod det ubeviseliges antastninger er at blive krænket på sin overbevisning og ringe efter sin advokat.
Medens humaniora er degenereret tilprofessions-mæssig jagt på citationer for 'beviser' på smådetaljer, selvfølgeligheder og ligegyldigheder.
Men det er en håbløs indsigelse håber jeg da. Jeg personligt synes den bringer i dårligt selskab. Og at noget ikke kan bevises er, om end ikke beviseligt, så dog empirisk nok til at jeg tør udsige det: den skyldiges omkvæd.
Heinrich - Mr. Albert the Great bedrev teoretisk fysik - lod andre om at observere og verificere hans feltligninger - hvilket lykkedes over al forventning- sikkert også Nobelkomiteens ...
Åndsvidenskab er ikke et ord der er skabt i danmark eller et ord der har sin oprindelse i hverken antropåsofi eller mejerist Martinus Thomsens åbenbaringer.
Det stammer fra det tyske sprog i videnskabens barndom i det 18 århundrede (i mine øjne har det aldrig flyttet sig fra denne barndom signaleret med påstanden om at der kan uddragen 'en lære' hvad jeg skal komme tilbage til)
På tysk er det Geisteswissenschaft og blev i et vist omfang genoplvivet for en periode med Hegels filosofi.
I videnskabens barndom var videnskab noget med at samle og gruppere viden, og ikke så meget om verificering og falcifisering af påstande relateret til det indsamlede. Men når de nyreligiøse tog ordet op under indtryk af Darwinismens frontal angreb på klassisk kristendom og skabelseslæren, skete dette først og fremmest i form af den teosofiske bevægelse (teosofisk samfund) som grundlagedes i New York i 1875 eller der omkring. Denne organisation, dette samfund, skabte begrebet 'new age' og blev senere moder til denne idag bedre klendte og mangefoldige bevægelse (hvad Tolsgaard burde vide), og den er også moder til Steiners antroposofi (Rudolph Steiner startede som præsident for teosofisk samfund i Tyskland men meldte sig ud i protest mod Krisnamurti og hvad han så som budhaiseringen og hinduiseringen af bevægelsens ideer - han troede på noget han opfattede som okkult urkristendom). Teosofien var bestemt også en oprindelig inspirationskilde for mejeristen Martinus Thomsen, men han ankom først på den okkulte scene da denne oprindelige bevægelse havde imploderet med Krisnamurtis flugt fra hovedsædet i Adya og hans rolle som ny messias i 1920 (ja det var sgu et fareverigt foretagende det).
Teosofien og new age var i øvrigt i vid udstrækning netop et feministisk båret fænomen og 'new age' er det stadig den dag idag, hvad igen er en modificereing af de tidligere i mine øje rigtige generelle iagtagelser (at jeg var enig synes at havwe druknet her) bemærkninger fra Ribens om religion som et produkt af mandsamfundet og et redskabe til undertrykkelse af kvinder.
Når folkekirken idag står over for det problem at næsten halvdelen af dens medlemmer tror på reinkarnation, en opfattelse som bestemt er uforenelig med Luthersk, romersk og klassisk Kristendom og judaismen som sådan, så skyldes det først og fremmet det nu næsten glemte Teosofiske Samfunds kollosale succes i perioden 1890 til 1920. Mere end nogen anden skyldes det Annie Besant. Hun startede i øvrigt netop som feminist og som journalist. Hun var en Germaine Greer agtig skikkelse, blot langt mere indflydelsesrig end Greer nogensinde har været, og hun var tæt kytte til kvuindevalgrtetsbevægelsen, blåstrømperne og den fabianske socialistiske bevægelse i England. En upper middelclass lady som pludselig meldte sig under det teosofiske new age banner. Før hende 'var den stærke skilkkelse russerinden Helena Blavatsky - men det var Besant der gjorde bevægelsen til den i især den uddannenede middel- og overklasse hastigst voksende og mest indflydelsesrige religion i perioden op til 1920.
Ghandi var f.eks stærkt inspireret og bevægelsen var stærkt engageret i indiens frigørelse og det indiske kongresparti og der var over hele jorden adskillige fremtrædende politikere i bevægelsen, ikke nidst i USA Austraklien og England. Men teosofien var i mangt og meget netop en religion som var skabt af store 'larger than life' kvinder og en der bestemt anvendtes til kvinders magt over mænd - så her har vi et eksempel der er endog bedre end vores hjemlige 'Faderhus' - mændende var i TS næsten allle på side linien som vandbærere for disse kvinder og dette fortsatte i flere af bevægelsens senere aflæggere. Bl.a. med den noget fascistoide og neo-platonistiske lære som skabtes af amerikaneren Alice Bailey.
Sjovt nok var man i de kredse så optaget af ideer om 'de særligt indviede', og 'udvalgte' årnder, ofte kaldet 'mestre' som skulle styre verden væk fra afgrunden, at Benito Mussolini på et tidspunkt blev opfordret til at skive artikler til visse af deres publikationer, også naziemen, med Himmler og Rosenberg hentede inspiration til deres mere okkulte opfattelse i disse new age bevægelser.
Når disse bevægelser anvender ord relateret til ånds- eller Geisteswissenschaft så taler de typisk om 'en lære'. Now ingen virkelig videnskab er 'en lære'. Dogmer og tekster der fremkommer med færdigsygede forklaringer hører ind under begrebet 'lære' men ikke videnskab. Moderne videnskab er ikke lærer om nogesomhelst. Det er allerhøjst hypoteser og muligheder som konstant skal angribes ogb kræver kritsik forholden sit til da de kan vise sig at være forkerte og vildledende. 'En lære' er - og da især når vi taler om påstanden 'ånd' som er en helt udokumenteret påstand - noget der falder ind under bergrebet religion. Det er er absolut og fundamentalt uforeneligt med videnskabelig metode og indeholder da heller ikke nogen form for redskaber for verifuicering eller falcifisering af hypoteser og teorier. Ja kritik og kritiske instilling opfattes typisk i de kredse som noget negativt, men skal møde op med et åbent sind og efterlade sine kritsike fakulteter hjemme eller uden for templets dør. Helt modsat rigtig videnskab som mkræver at du møde op med den skarpest og bdst mulige funderede kritiske iundstillin g til enhver påstand. 'Ånnsvidenskb' er videregiveler af dogmer som er funderet i de okkulte drømme og åbenbaringer disse menneker (f.eks. Steiner, Martinus Thomsen og Blavatsky, Alice Baley og mange andre har modtaget ofte fra uangribelige navngivne ånder fra mystiske stewder i den åndelige verden, altså helt på linie med når man i det gamle testamente fik budskabe fra gud. Blavatsky fik sine budakaber fr en afdød tibetans mester fortalte hun. Hende sbøger var ikke skrevet af hende sel, de var åbenbaringer. Bailey påstod at hun havde overtaget denn e 'mester' etc. andre navgiver ikke deres kilder, men påstanden er at det er overnmaturligt og derfor hævet over menneskeligt kritik. Man anvende ofte udtryk som adepter, store indvidede eller mestre og lignende om de åndelige og ikke jordiske vejledere man påstår man har fået sine budskaber og ideer fra som åbenbaringer.
Hele dette kompleks af new age var fundamentalt en panik resktion på Darwinismens afvisning af skabelsen og dermed smadring af et afgørende kristent dogme. Man skabte sig en helt leksikon af omforklaringer og indkopiererede ideer hentet fra videnskab på tidspunktet, selvom man typisk ikke ville vedkende sig dette. Meget af det sidste var yderst tvivlsomt gods - ikke mindst fordi race-hypoteser og Social Darwinisme var på mode og hærgede videnskaben som en pest i samme periode. Du finder derfor en masse vås i de bøger der blev skrevet om over- og under racer og hele ideen endte i denne udgave af reinkarnation blev sådan et pendant til den darwinistiske udviklings lære. Påstanden går på at ikke kun biologien udvikler sig rfra 'et højere' til et mere 'avanceret niveau' med den hvide race på toppen af kranbsekagen flankeret af enkelte andre racer (en temmelig vulgær udgave af darwinismen forresten) men også menneskeånden udvikler sig successivt fra inkarnation til inkaranation mod 'lyset' og en 'højere bevidsthed'.
New age er i denne udgave er ganske enkelt en form for åndelig vulgærdarwiniisme og når det går rigtig galt er den iblandet ideer (som nu er blevet religiøse dogmere som enm del af 'en lære), om lavere og underudviklede racer der er af den 'højere styrelse' dømt til undergang grundet på deres manglende evner til at bære de mere udviklede ånder som denne udvikling medfører. Også her var den hvide race den højest udviklede og man tale oprindeligt meget om den ariske race og anvender flere andre nu forlængst modbeviste og forkastede hypoteser hentet fra datidens videnbskabe. Blandt andet om jordens geologiske udvikling og fortidskontinente som f.eks. 'Lemurien' og 'Atlantis' og iblanden påstande om ny tabte civilisationer. Der er ufatteligt meget vås i al dette og med jævne mellemrum opstår der så sekter med guruer i spidsen, enklete har været dumme nok til at sætte dato på dommedag og lignende og de dør sædvaligvis ret huirtigt igen. Men man er som i al religion eksperter i at bortforklare sine fejltagelser, man nhar som nævnt et hel leksikon fyld med bortforklaringer og påstande om ti8dligere successer.
Ok - hvad har det så med den Lutherske folkekirke at gøre. Jo meget mere enmd man skulle tro. For den teosofiske bevægelse og dens ideer om een religion som moder til alle religioner og dens inspirationer fra buddisme og hinduisme, samt naturvidenskab etc lykkedes i den grad at vi idag har henved halvdelen af kristenheden som tror på reinkarnation og det helt uanset at folk som Kristian Randlev og mig bestemt vil hævde at det er ganske uforeneligt med klassisk kristendom. Prøv selv at lave en lille meninbgsmåling bland deine folkekirkevbenner og du vil hurtigt opdage at rein kanationslæren ikke ankom forgæøves fra indien til Europa og USA - og godstoget var Britsik indien og den teosofiske bevægelse.
I virkeligheden er den teosofiske bevægelse - i bred forstand - en af de mest indflydelsesrige og samtidig mest oversete religiøse bevægelser i de vestlige lande i de sidste 150 år.
Det er i øvrigt karakteristisk for disse bevægelser at de afviser at de er religiøse bevægelser eller en religion. Man vil ikke længere være en religion - man vil være en videnskab eller en kosmologi eller noget andet der lyder mere videnskabeligt. Men samtidig vil man ikke vide af kritik - kritik er nagative bølger og vibrationer som ødelægger muligheden for at modtage åndelige åbenbaringer :) (det sidste er udtryk for min manglende humor - :)) Hvilket indirekte fortæller historien om bevælgelsernes oprindelse som en reaktion på Darwinismens frontal angreb på skabelsesberetningen.
Ja, det er fantastisk, som vi kloge mennesker kan formulere os og overgå hinanden i detaljeret videnskabelig indsigt. Det synes, som om naturvidenskaben er blevet nutidens religion, og alle vi frelste og bedrevidende disciple, som gerne udmærker os ved at være endnu bedre orienteret end de andre, er dens skriftkloge og farisæere.
Så du får endnu en skriftklog returnering Robert. Mig bekendt blev reinkarnationstanken allerede fremsat af Ephraim Lessing i 1780 (Menneskehedens opdragelse: At mennesket kan opnå mere end fem sanser), som var frimurer i Hamburg. Hans synspunkt blev supportet af Goethe (og siden videreudviklet af Steiner), og således søsat længe før Charles Darwin og Annie Besant trådte i karakter. Som åndsvidenskabelig betragtning lå Lessings synspunkt ikke fjernt fra Lamarcks naturfilosofiske betragtninger, der også talte om en guddommelig gnist i de enkelte væsener, og som faktisk i de senere år har vist sig korrekte i flere henseender, dvs. at erhvervede egenskaber i visse tilfælde kan nedarves, hvilket i øvrigt også Darwin var inde på. Først de neo-darwinistiske prædikanter gjorde det til et dogme, at kun tilfældige mutationer nedarves.
Så uanset hvor meget føleri og populisme senere tiders kvindeligt dominerede teosofiske kredse måtte have tilsværtet dette synspunkt med, så var det allerede fremsat af oplysningstidens store ånder, og måske er det stadig en eftertanke værd. At afvise enhver overvejelse med henvisning til nazisme, raceteorier og gurudyrkelse er ligesom en anelse plat. Men tag endelig den "klassiske kristendom" i hånden og forsøg at drive dette djævelskab ud - det bør vel handle om intet mindre end en korsfæstelse i tilfælde af så indflydelsesrig blasfemi, som denne konspiration står bag?
Da glæder det en udmattet sjæl, at Jesus sagde til de fattige, elendige og udstødte, at vejen til Guds rige ikke ligger i beherskelsen af indviklede love og foreskrifter, men ganske enkelt i at tro på Gud og i at udøve næstekærlighed, idet han samtidig viste med sit eksempel, hvad vejen til livet handler om. Resten er underordnede detaljer.
Glædelig Jul eller *Krist-Messe* ;)
Nej Tolsgaard (beklager et jeg et par gange skrev Tolstrup - det var ikke ment disrespectful) - enhver videnskab ophører med at være en videnskab fra det øjeblik en person gør den til genstand for manglende kritik og tilbedelse - fra det øjeblik den gøres til 'en lære' og dermed bliver en religion.
Så skulle du eller andre formaste dig til at tilbede en videnskab, så forbliver den stadig en videnskab for dem der ikke gør det, men for dig og dem er den ophørt med at være videnskab.
Det var præsist på dette punkt at de der teosoffer antroprosoffer og mejeristen og de andre tog så grueligt fejl.
Og nej jeg anklager ingen og bebrejder ikke nogen for noget andet end deres faktiske handlinger. Men det ændrer ikke ved det faktum at de tog fejl. På visse punkter endog grueligt fejl og enkelte af dem m,ed forfærdende koinsekvenser for andre. Men det meste af detteher er en ten dødt eller seklterisk, mend er er b estemt dele imellem som indehiolde meget problematiske endog direkte farlige tankeformer.
ideer om genfødsel har givet været afloat i Europa mange gange i historien, men for at de skal få bredere fodfæste og som her begynde at erstatte klassisk kristendom kræves der en eller anden større sammenbrudsbegivenhed i den hidtidige tros forklariungskraft. Et paradigmeskifte om du vil og et sådan kom først for alvor med Arternes Oprindelse fra 1859 og dermed det som, mange kristne så som sammenbrudet i skabelsesberetningen. De slås stadig med problemet i USA og det er det Hitchens på udmærket vis angreb. Men de trosformer som du repræsentere er ganske rigtigt meget anderledes og har arbejdet meget b evidst på at vaccinere sig selv mod netop dele af den kritik han fremfører, men her fik du så min vesionb og jeg har været retr langt inde i det her i fortiden - for mig var det nboget man voksede fra - for andre er det nogfet man vokser til. Jeg respektere enhver holdning, jeg påpeger bare at der er elementer i new age bevægelsernes tankegang som er endog stærkt problemeatisk hvios det skulle gribe om sig, og hvad det angår foretrækker jegh bestemt Randlevs klassiske kristne tankegang.
Begrebet næstekærlighed bliver ofte kædet sammen med kristendommen alene.
Men næstekærlig er ikke noget kristendommen har patent på.
I de tidligste samfund har der været bånd mellem mennesker og i tusinder af år før kristendommen har der været folk af den opfattelse, at fred med naboen ikke er dårligt. men givende.
En opfattelse mange kristne korsfarere ikke har delt og som stadig ikke deles af kristne generelt.
Men naturligvis kan det ikke tages fra kristendommen at næstekærlig prædikes i denne ; Men det gør jo ikke en gud mere sandfærdig af den grund.
Bestemt man finder nedskrevne regler om næsterkærtlighed i Babylonske skrifter, hos Laozi og hos Confucius og alt tyder på at det er tale om komplekser og forestillinger som er fundamentale for mennskets fælleskab og overlevelse. Vi behøver ikke bibler, apostle eller mestre til at fortælle os om det - vi ved det godt - det er i os fra fødslen . Hvad mere er - ingen religion har til dato evnet at få folk til at leve efter forskriften og adskillige har selv animeret folk og tilhængere at gøre det stik modsatte af hvad næstekærligheden foreskriver du skal gøre
Næ; Men behøver ikke at ty til religion for at fremme et humanistisk menneske-samfundssyn.
Og ret beset er det jo ikke ideologien bag et religiøst skrift der er det afgørende, men derimod præmissen om at der findes en skabende gud.
Man kan ikke argumentere for guds eksistens ud fra at ideologien passer en fint.
Men det at det er tilstde overalt, er medfødt er nu heller ikke i modstrid med f.eks. teosofisk, new age eller antroposofisk tankegang - det er faktisk helt i overensstemmelse med samme. Det er ikke mindst på dette punkt disse new age movement er ret vaccineret mod den klassiske religionskritik.
pådet punkt kan jeg godt følge Tolsgaard i at Hitchens argumentation retter sig mod nogle meget forenklede klassisk judæisk fundamentalistisk religiøs dogmer og tradition er. De store svaghederne i new age traditionerne og den påståede 'åndsvidenskab' ligger på flere punkter andre steder. Men de er der bestemt, ikke midst dokumenteret deri at man oipøjede åbenbaringer til dogmer som siden er blevet udhulet af ny viden - åbenbaringerne og beskeden fra den åndelige verden viste sig at have nogle grimme huller - den forudså ikke - og det burde den jo hvis den kommer fra overmenneskelige kilder - at videnskaben ville kunne udhule og modbevise flere punkter - og det i øvbrigt helt uden at videnskabsfolkene der gjorde det overhovedet vidste hvem og hvad Steiner, Martinus eller Bailey eller hvad de nu hedder, har fået ad vide i åbenbaringer fra et højere sted mange år tidligere. Igen det ewr menne´sker ikke overnaturlige væsner eller en ufejlbarlie gud der skaber religion og reliiøse forestillinger og alt hvad mennesker skaber har en use by date - det er netoip deri det menneskelige ophav ubønhørligt afsløres
JM:
Uden “naturvidenskabeligt” science fiction vrøvl a la “Illustreret videnskab” fik Jesus humanismen og monoteismen til at gå op i en højere enhed. Gud lod sig føde som menneske (eller lod sin søn føde som menneske). Det viser at Gud i følge Jesus var humanist. I “Det gamle testamente” var han nærmest nationalist, forekommer det mig. Hverken i Det nye eller Det gamle testamente var han scientist.
GP:
Tror du den teknologiske udvikling vil gå i stå ? At mennesker og maskiner alligevel ikke vil smelte sammen ? At et hånd fra oven (Babelstårnet) vil stoppe os ?
Det kan være på sin plads at advare mod selvbestaltede guruer, og sådanne har i vor tid utvivlsomt forårsaget mange ulykker, idet de har udnyttet den åndelige hunger, som har bredt sig i kølvandet på materialismens fremmarch. Udover disse guruer har dog også det påstået "frie" forhold til narkotiske stoffer og sex bidraget til at føre ungdomskulturen på afveje.
Alt dette kan man dog næppe laste åndspersonligheder som Lessing, Goethe, Steiner og Martinus, hvis tanker ganske vist har ført til et paradigmeskift i de humane videnskaber, der kan sammenlignes med de ændringer, som også den moderne fysik har gennemgået. Det er endnu op til kommende tiders forskning at afklare, hvorvidt reinkarnation og karma får en tilsvarende og afgørende rolle for human- eller åndsvidenskabens udvikling.
Det siger en del om dig selv Robert, når du "foretrækker" en såkaldt klassisk kristendom, der kan personificeres ved Luther, Calvin og måske endda de katolske kirkefædre, hvis bidrag i hvert fald skriger på modernisering. Vestens klassiske forestillinger om død og genopstandelse, himmel og helvede, giver ikke længere tilstrækkeligt grundlag for menneskehedens trosforestilinger, som tværtimod fordrer, at vi igennem personlig fordybelse giver os i lag med en langt dybere indsigt i disse forhold. Jeg vil også lige gøre opmærksom på, at Martinus flere steder har fremhævet, at han ikke ønsker sit værk gjort til genstand for sektdannelse, og at han ikke ønsker nogen som helst autoritet i den ydre verden, men kun at den enkelte ved kritisk gennemgang af hans værk tager de dele til sig, som man evt. måtte være enig i.
Det er muligt, at en og anden helt kan undvære religion, læremestre og enhver form for åndelig vejledning. Alle står vi dog på skuldrene af store ånder, og det ville nok være dumt at lade sine fordomme spærre vejen for en fortsat udvikling, som utvivlsomt bliver mere og mere tiltrængt i den stærkt forandrede tidsalder, menneskeheden uundgåeligt er på vej ind i.
Robert O. Jensen:
"Det er i øvrigt karakteristisk for disse bevægelser at de afviser at de er religiøse bevægelser eller en religion. "
Selvfølgelig vil de ikke forbindes med 'religion'. Religion er et spørgsmål om få personer til at følge en praksis, udarbejdet af et klerikrati. Spiritualitet behøver end ikke at være en forudsætning for religion (dets konkrete manifestationer), omend det måske må formodes at en vis grad af spiritualitet (at forstå som en indsigt om, at man er mere en flæsk og knogler) i religiøsitet.
Teosofi adskiller sig fra teologi, alene med sin betegnelse. Det handler om indsigt og at forholde sig viiseligt til denne, snarere end at fokusere på det doktrine, dogmatiske og dermed det kontrollerede, lukkede og statiske system, som nogen har forsøge at opnå magten over.
Samme skelnen ses faktisk også i ord som filosofi versus filologi. Filologi handler om ordene, deres ophav, deres rette anvendelse, grammatiske regler og andet, der i fald det bliver underlagt en magtfuld instans, meget nemt kan blive til doxa, kanoniseret vrøvl og strukturel afmagt, der gør at ingen kan tænke og fatte en brik. Filosofi og filosofisk metode handler om at kunne skelne mellem hvad der måske er sandt og hvad der er ikke-sandt, og videre beskrive hvad der er virkeligt (den "virkelige" verden) gennem en meningsfuld anvendelse af sprog. Altså en forandringer af hvordan sproget anvendes, således at sproget udtrykker hvad der er virkeligt, frem for at gestalte vrangforestillinger.
Folk der er flasket op med religiøs påvirkning af den ene eller den anden art, kan man til nøds forstå, hvis de vælger den ene religion frem for andre.
Mest pudsige er dog de mennesker der læser de forskellige "hellige" skrifter igennem og vælger at tro på den gud der passer bedst i ens eget kram.
Uanset hvad indholdet af den religion man vælger at tilslutte sig er, så er det da brandærgeligt hvis man har tilbedt den forkerte gud, hele sit liv.
.;-)
Heinrich teosofien er fyldt med dogmer og det er Steiner etc så sandelig også, det er bare dogmer af en anden type end dem vi finder i klassisk kristendom og anden judæistisk tradition.
Tolsgaard - der er ganske enkelty ikke redskaber i de der new age 'åndsvidenskaber' der kan udstyre folk med den der 'skelneevne' der gør det muligt at forsikre dig imod faldgrupper, falske profeter og feres ideer. Det er kun rigtig videnskabelig kritik der kan give lidt garanti hvad angår det, men selv her er der jo begået kollosale brølere over tid. Væsentligst fordi folk ikke evnber at være tilstrækkelig kritisk hvis noget synes at have forklaringskraft - de begynder ofte istedet at sætte kikkerten for det blinde øje hvis nogfet ikke rigtig passer, det er altsammen såre menneskeligt. Meqn din 'åndsvidenskab' er fulkdkommen uden forsikringsmulighder og deri adskille den sig ikke fra al anden religion - tro er ganske enkelt farlig. Tvivl og stædig opretholdelse af sine kritiske fakulteter uanset hvor overbevisende noget forekommer - er det eneste redskab der dur til lidt her og det er ikke just 'åndsvidenskabesn' stærke siden - tværtimod. Jag havde min iungdoms gang i de der kredse, det var voldsomt interessandt og lærerigt og også god inspiration, men jueg kunne uinderholde i timevis med historier om selv veluddannede og begavde folk der totalt gik fra snotten og i næsegrus ukritisk beundring bevægede sig ud i det totale idioti. Enkelte kom aldrig tilbage, men i reglen så man dem år senere bevæge sig rundt langs væggende med halen mellem benene eller også med den mest enestående evne til at lyve for sig selv og andre. Men hvis bare en af disse vanvittige udskejelser udviklede sig til en massebevægelse - herree jeremi siger jeg bare - måtte verden frelse os fra de helliges selvforgøjlelser - for de kan isand hed føre os langt ud i forfærdeligheder. Jeg kunne fortælle side op og ned om den slags udskejelser i 'åndsvidenskabernes' navn, episoder som jeg selv har været vidne til.
Jeg er så sandelig heller ikke vidende om de der store 'paradigme skift' dine guruer har skabt i videnskaben. Du burde slå det ord op - det er fandme en tung kanon at køre i stilling. Einstein begik paradigme skift men sgu ikke Steiner eller Martinus, det er nonsens, også uanset et par enkelte guldkorn man kan finde i krogene ikke mindst hos Steiner.
Du tager også munden lovlig fuld der. Steiner har bestemt hentet nogen fortjenste og givet anledning til nogen nytænkning inden for sustainable landbrug, arkitektur og i en periode i pædagogikke (det sidste er dog er noget overvurderet af hans tilhængere) og den slags. Men - 'paradigme skifte' og i videnskab - you got to be kidding me - eller måske snarere dig selv!
Det er igen det der med at i der er næsegruse beundrere er utrolig dygtige til selvgratulationer og vilde påstande og samtidig ekstremt dygtige til at overse de mange åbenlyse fejl i 'åbenbaringerne' - fejl som alle dokumentere det der yderst menneskelige ophav bag disse visioner - hvad ikke tager noget væk fra de små men også gode ting - men omvendt ikke efterlader ret meget kredit til troen på åndelige overmenneker der kan se ret meget ud over deres egen samtid.
Der er så sandelig al mulig grund til at udstede generelle advarsler mod at lade sig lure ud i ukritisk kæbefaldende beundring for 'åndsvidenskabelige' påstande. Vi bør værne om tvivlen - der er ingen grund til at svælge i troen
Jeg kan sagtens finde punkter hvor også teosofien har indlagt sig store foirtjenester - jeg allerde nævnt indiens frigøreklse fra koloniostyre og også den kredit man gav hendes mange religiøse og filosofiske bevægelser. Det var i meget høj grad med til at styrker indernes selvværd. Der er også fortjenester inden for kunst etc. og Krisnamurti var da en hyggelig fyr som godt kunne sige interesandte ting ind imellem. Man kan sige tilsvarende ting om andre grene af disse bevægelser. Men fortjenesterne overskygges på flewre punmkter af farlige faldgrupper som stribevis af mennesker faldt i med begge ben og hele hjernen opslugt til langt over skorstenen
Alk tro har igennem tiden indlagt sig fortjenste - det kan ingen benægte - når jeg lytter til Händels Messias er jeg henført i næsegrus beundring, når jeg ser partanin - det samme - men men men - tviv ig kritisk sindelag - kriutiske fakulteter - er stadig den bedsste forsikring vi har mod faldrupper. beundring og tro - er meget farlige ting at omgås
Sider