Jamen, du må da gøre noget, sagde Pia Kjærsgaard (DF) til kirkeminister Manu Sareen (R) i Deadline 9. december. Som om man fra politisk hold med salgstaler kan lokke folk hen i kirken. Det kan man ikke. Slet ikke i dag. Kirkegang må bygge på en indre motivation. Hvad man derimod kan gøre, er stilfærdigt at prøve at overveje og pege på, hvad kirken egentlig kan tilbyde det moderne menneske, som det ikke kan få andre steder. Og dermed indirekte begrunde kirkens mulige værdi for den enkelte og for et moderne samfund.
Udgangspunktet for overvejelsen må være, hvad kirken i bund og grund handler om: åndelighed, dybde og refleksion over tilværelsens fundamentale spørgsmål. Kirken handler om at give mening til de tidløse dimensioner af menneskelivet, som overskrider, hvad vi kan sanse, måle, bevise og overhovedet helt forstå: Hvad vil det sige at være menneske? Er der liv efter døden? Hvad er døden? Er der mening at hente uden for mig selv og den sanselige verden? Osv. Altså: Hele kirkens meningsfuldhed forudsætter grundlæggende en tro på noget større, end hvad øjnene kan se og fornuften forstå.
Men dette ’større’ – hvad er det? Kan man ikke få det andre steder end i kirken? Behøver vi den overhovedet i dag? Det er en udbredt antagelse, at lidelse, sorg og døden tæt på skaber eksistentiel intensitet og behov for ekstra mening. Der findes ikke mange ateister i et styrtende fly, som man siger. Det er ikke forkert, men heller ikke hele historien. Det er idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz’ pointe, at de sidste 250 års teknologiske, videnskabelige, økonomiske og materielle udvikling – moderniteten – har givet os mangt og meget, men at moderniteten ikke kan indfri alle menneskets behov. Selv om togene kører, køleskabet virker, og tandlægen kan hjælpe med tandpinen, er disse pragmatiske og materielle anliggender ikke nok. Der er dimensioner og spørgsmål i den menneskelige tilværelse, som moderniteten ikke giver mening. Her er, påpeger Schanz nøgternt, religionen ’ét tilbud’ ved siden af særligt sporten og kunsten.
Følelsen af noget større
Sport, kunst og religion kan altså give os, hvad mange mennesker af og til har behov for: En erfaring af noget større – en fornemmelse for en immateriel instans uden for os selv, der taler til vores behov for mening og dybde i alt det flade. I filosofien ville man tale om ’transcendens’: Det at ens erfaringsverden overskrides. Michael Laudrups ypperste driblinger og stikninger i dybden gav os en sådan oplevelse af noget større. ’Det er sublimt!’, eller ’det er sgu smukt, det der’, sagde vi helt overvældede og frydefuldt, når Laudrup pludselig forvandlede det hele til meget mere end summen af delene.
Kunsten kan det samme. Inger Christensens digtsamling Sommerfugledalen om døden vil mange nok nævne, hvis de skal pege på et stykke kunst, der i dén grad kan få det hele til at svimle. Ikke mindst ved læsningen af samlingens sidste digt, som sammenfattende og smukt består af de første 14 digtes slutlinjer. Og hvem kan nå til og læse slutkapitlet i Pontoppidans storværk Lykke-Per uden at fornemme, at ens verden er blevet en anden. Og temmelig meget større. På samme måde kan religion tilbyde os en fortælling om noget større.
Sportens særpræg
Hvor sporten, kunsten og religionen således er fælles om at kunne tilbyde transcendens, er der dog samtidig afgørende forskelle på de tre fænomener. Sporten er blevet kaldt en erstatningsreligion, men afviger særligt fra religion og kunst ved at være, hvad nogle formulerer som ’et ordløst kaos’. Her foregår en kropslig aktivitet uden sprog og uden en egentlig rettethed mod erkendelse. Den storhed, sporten kan tilbyde, er ordløs.
Heroverfor står kunsten og kirken, som indebærer et sprog; kirkens skrifter og salmer kommunikerer refleksioner, og også det æstetiserede kirkerum formidler en reflekteret intention. Og i kunstens verden formidler selv det abstrakte værk en art erkendelse. Hvor det smukke ved sportens menneskelige handlinger baserer sig på kroppes perfektionerede bevægelser og mål om sejr, baserer kunsten og kirken sig sprogligt på tanker, bevidsthedsudtryk og mål om erkendelse. Det gælder videre, at både kunsten og kirken i modsætning til sporten er eksistentielt orienteret: Begge er afsøgende optaget af, hvad det vil sige at være menneske.
Yderligere er kunsten oftest ligesom kirken værdiorienteret: Den peger på forskelle i verden og udpeger noget som godt og andet som mindre godt. Kunsten og kirken tilbyder mere eller mindre klare erkendelser og værdihierarkier. Kort sagt: Sporten kan give mening, men ikke som kunsten og kirken en mening, vi kan vælge at forme vores liv efter.
Kunsten og kirken
Men hvad er da den væsentlige forskel på kunsten og kirken? Min pointe er, at hvor kunstens emotionelle og erkendelsesmæssige appel – dens skabelse af transcendens – er formidlet af værket selv – bogen, skulpturen, musikstykket, maleriet – da foregår og formidles kristendommens tilbud om transcendens og åndelighed for det første både sprogligt og rumligt. Kristendommen kan praktiseres i et særligt rum. Kirkens rum er uadskilleligt forbundet med den åndelighed og vertikalitet, kirken handler om.
Kirkerummet er smukt og fyldt med betydning. Alene dets højde og pegen opad lader det med storhed. Derfor er alene det at være i kirkerummet, også helt alene, noget særligt for de fleste. Derudover har kirkerummet den kvalitet, som digteren Søren Ulrik Thomsen træffende pointerer: Det er det eneste rum i vores hastige og flade hverdag, der er totalt hævet over nytte- og markedstænkning, og hvor ingen forlanger noget af os. Rummer minder os dermed også om, at ethvert menneske har en værdi i sig selv. I dag findes opiummen for folket – det afgørende bedrag – således snarere i den kapitalismegenererede kommercielle materialisme uden for kirken, der bilder os ind, at lykken og menneskets værdi findes i forbrugskulturen.
Dertil kommer noget afgørende, nemlig at selve gudstjenesten adskiller sig fra kunstoplevelsen ved at være fællesmenneskelig. Læsningen af en roman er et privat, ensomt og tavst foretagende. Ikke engang forfatteren har vi nogen adgang til. Oftest er han død. Omend relationen til Gud kan siges at være personlig, så praktiseres den i et menneskeligt fællesskab – et fællesskab, hvor man i en følelse af samhørighed er sammen om liturgien, om at synge, lytte og søgende være involveret i noget større end os selv.
I en tid, hvor acceleration af fladpandet massekultur og individualisme dominerer, tilbyder kirken et snart unikt tilbud om ikke bare fællesskab eller åndelighed, men fællesskab og åndelighed.
Kirkens åbenhed
Men er kirkens åndelighed ikke også uløseligt forbundet med en dogmatisk og moraliserende fasthed i forståelsen af menneskelivet, som afviger fra kunstens afsøgende tilgang? Ikke nødvendigvis. Er den stivnakkede, moraliserende præst ikke lige så håbløst utiltalende som den meget moraliserende kunst? Jo. Jeg har dog aldrig mødt ham eller hende. Men endnu en parallel mellem kunsten og kirken er værd at nævne: Alle kristendomsfortolkninger og kunstfortolkninger er ikke lige rigtige – men kristendommen er åben for fortolkning, ligesom kunstværket er det.
Kristendomsbegrebet har ingen præst patent på. Ved siden af den bogstavtro kristendom er der i kirken både rum til glæden ved muligheden for at komme i kirken, sjældne kirkebesøg eller præstens sorgerfaring, til en ’værdierne er gode’-kristendom og til den ambivalente omgang med kristendommen, som Karen Blixen fint udtrykte: Hun forholdt sig kritisk til kristendommens dogmer og forklaringer på verdens beskaffenhed, men sagde samtidig, at »jeg kan ikke forklare det, jeg kan ikke definere det, men jeg tror på Gud.«
Gud kan betyde, at der er noget i menneskelivet, der er større, end hvad vi kan se og forstå. Det er netop derfor ikke muligt at definere det nærmere. Men i kirkerummet kan man sansende og eftertænksomt søge det sammen med andre, uden at man skal præstere noget som helst.
Jan Maintz Hansen er cand.mag. i dansk og filosofi
Parthenon i- undskyld
jeg kan i øvrigt langt hen dele Jans ide her
'Gud kan betyde, at der er noget i menneskelivet, der er større, end hvad vi kan se og forstå. Det er netop derfor ikke muligt at definere det nærmere. Men i kirkerummet kan man sansende og eftertænksomt søge det sammen med andre, uden at man skal præstere noget som helst.'
jeg elsker stilheden og fornemmelse af tidløshed i tomme kirkerum - især de ældste af slagsen - men jeg kunne ikke drømme om at spilde min tid med at gå til gudstjenester hvis ikke det var fordi høflighed og famile af og til byder en at gøre det. Men den meditation og reflektionen man kan hente i stilhed i et gammel kirkerum er kan vanskeligt beskrives i ord.
Gorm Petersen spørger mig om jeg tror den teknologiske udvikling vil stoppe, og om menneske og maskine alligevel ikke vel smelte sammen?
Nej, jeg tror den teknologiske udvikling vil fortsætte indtil den eventuelt ødelægger sig selv eller menneskets maskinbrug gør Jorden ubeboelig (temperaturstigning). Babelstårnet der bliver knust af en hånd fra oven, om man vil.
Mennesker og maskiner er allerede ”smeltet sammen” så at sige, for så vidt som der findes mennesker, der er forsynet med kunstige lemmer som styres af elektriske impulser fra hjernen.
Men det menneskelige individ som helhed vil altid være bevidst i en betydning, som maskiner ikke vil kunne blive. Maskiner kan alt det de kan uden at være bevidste, nøjagtigt som mennesker kan det meste af det de kan ubevidst.
Man kan så spekulere over hvorfor mennesker (og mange dyr) alligevel er bevidste. Jeg synes selv, jeg har en plausibel forklaring, men den vil jeg spare dig for nu.
Men det er fortsat et mysterium, også for hjerneforskere, og det vil det blive ved med at være, hvordan elektrokemiske processer i hjernen kan blive til bevidsthed, til subjektiv oplevelse af virkeligheden. Hvordan bliver resultatet af hjernens objektive dataanalyse transformeret til en subjektivt oplevet erkendelse? Hvordan opstår bevidsthedsoplevelsen? - Som formuleret af hjerneforskeren Peter Lund Madsen i hans folkeoplysende bog om hjernen ”Dr. Zukaroffs testamente”, Gyldendal 2012.
Robert O. Jensen:
"Heinrich teosofien er fyldt med dogmer og det er Steiner etc så sandelig også"
Den del af teosofien jeg kender noget til, beskæftiger sig med undersøgelser af interessante ikke-kanoniserede skrifter, kildekritiske reflektioner osv.
En forsker som G.R.S. Mead var på mange måder en pioner. Hans bestræbelser på at oversætte hidtil ukendte og oversete værker, er noget af det meste interessante jeg har læst, der kan siges at have relation til de kanoniserede ny-testamentelige fortællinger.
Jeg har intet indtryk af, at 1800-tallets skarpeste tænkere og skribenter der var tilknyttet den teosofiske bevægelse, var tågehorn og fantaster. Tværtimod. De forsøgte at tilgå gamle tekster, for hvad de var, og ikke med henblik på at de skulle bekræfte dogmatiske vrøvlerier og fantasier.
Heinrich
jeg er meget enig langt hen. Der var bestemt mange store og interessandte pesonligheder i den bevægelse. Men som du selv skriver et sted ovenfor bør man jo læse bredt inden man tager stilling - der var bestemt også mange tågehorn og bevægelsen under Besants ledelse og med udråbelsen af J Krisnamurti som den nye Messias imploderede sgu ikke uden grund.
Alle der kunne noget forlod skuden for de fleste i flov stilhed dengang og der har reelt ikke været noget tilbage siden. Folk stemte med fødderne og det hele blev så til new age bevægelserne, antroposofi etc . Men - som sagt - holder man fast i sine kritiske fakulteter og ignorere de talkrige opfordringer til at lade dem, hjernen og tvivlen blive hjemme, så kan man såmæn stadig få vældig meget inspiration ud af et besøg i deres skrifter og blandt de mange genier der bestemt var knyttet til bevægelsen i dens storhedstid.
Den var fandeme stor da den var stor - Irland alene fik ufattelig meget ud af det - den keltiske og gæliske renaissance skyldes næsten alene nøglemedlemmer fra denne bevægelse i de tidlige år. Det førte så også en masse fanatisme og uhyrlighede med sig men så sandeliog også en genopluivbning af stolte litterære og kunstneriske traditioner som vi stadig kan nyde godt af.
Men er der noget der beviser at tro ogspå mkan være farlig og føre begavede ind i blindgyder... Der er skrevet flere bøger om bevægelsens historie der er værd at læse, men man skal holde sig fra de spytslikkende og bruge de faglige referenceværker her, de er så desværre meget få -bevægelsen store indflydelse er frygtelig overset
reinkarnation alene er et dogme her og der er mange mange flere af den slags ting gemt i folderne
hvad Irland angår var det især W. B. Yeats arbejde jeg havde i tankerne
Det overordnede projekt teosofien udgjorde, havde selvfølgelig også et oplysende og emanciperende sigte.
Den slags er dødsensfarligt for de magtfulde, såfremt deres magt ikke hviler på, at de er blevet denne myndighed magt givet af dem de hersker over. Når deres magt hviler på løgne og bedrag, er det en trussel at nogle truer med at afsløre narrestregerne og metoder bag.
Den teosofiske bevægelse måtte ødelægges. Stærke kræfter ønskede det, og det er sjældent svært at afspore sådanne projekter.
Jo og der var i al dette, som i al religion, en ide om den absolutte løsninger og den totale forklaring på alt, og den slags er i sig selv farligt og virkelig arrogance. Et element af åndelig totalitarisme.
Robert O Jensen
Mit indtryk fra de seneste 150 indlæg her er at du dels forsøger at starte en diskussion om muslimer,
Da det naturligvis ikke lykkes forsøger du at så tvivl om religion ved at angribe religiøse læremestre og ikoner og du påpeger hvor farlige disse er.
Sagen er derimod denne; at personer med reel erfaring inden for religiøs søgen kaldet guruer og profeter og så videre blot er det "åbne religiøse universitets" professorer og læremestre.
Desuden kan disse personer (normalt) ikke slippe af sted med at lyve og vejlede imod al religions hensigt som er at udsprede den gode nyhed ; At GUD eksisterer.
Du kalder religiøse Guruer og andet præsteskab farlige - men hvorfor bruger du ikke hellere din debattid på de rigtig farlige "falske profeter" nemlig politikerne som den ene gang efter den anden demonstrerer at de kun stjæler folkets penge tid og energi og sundhed - hvis de ikke ligefrem får arrangeret en ny kunstigt skabt krig mellem USA og Israels mange fjender med millioner af døde og lemlæstede ?
Hvis en religiøs debat som denne er som en trædesten på vejen til Gud – så burde man have tid nok til at se sig omkring.
De søgende på vejen til Gud burde ellers nok frygte at passere dette sted sted; hvor den sidste tvivl holder til i form af desillusionerede ateister som interssant nok - dog at vidt forskellige årsager har fundet vej hertil.
Men måske er det fordi; at vejen til Gud deler sig her i en sidevej der fører tilbage til troen på videnskab og Darwin og verdens mørke fyrste. (Voldemort ?)
Helt Inde fra det buskadserne der ses på begge sider af denne vanskelige vej til Gud kan glimtvis ses små røde øjne der som ork-øjne lurer på begivenhederne ude på vejen. Det er satanister som sikkert uden at vide hvorfor har svoret loyalitet til alt der ikke er skabt af Gud som f.eks Ny-Liberalisme og atombomber og AIDS og nazismen og meget meget andet som mennesker godt kan undvære.
Disse satanister kommer ikke selv frem og råber mod de vejfarende så længe der er ateister som larmer og regerer medens nogle af dem svinger sig ligefrem som hanbavianer i træerne medens at de synger sømandssange.
Det er et underligt skue - men skal sandhed fortælles ser det sådan ud.
Men der også nogle ateister som hemmeligt håber på at få et eneste solidt bevis for Guds eksistens inden de som planlagt vender tilbage til troen på fysik og videnskab.
Det er tvivlerne.
Nu er det næppe de religiøst søgendes opgave at berette for tvivlerne om lige det Guds-bevis der har sendt den pågældende søgende ud på vejen til Gud.
Tit og oftest er det da også spild af tid at forklare miraklet for tvivlerne, som kan finde på at forsøge at gribe miraklet og trampe på det. Måske for at se om det holder til behandlingen.
Derfor er det bedst at de søgende vejfarende tier og husker at tavshed er Guld og tale kun er sølv når de passerer dette vejstykke med ateisterne og de skeptiske og de tvivlende.
Gud selv sender måske sine religiøse politibetjente ud for at patruljere på vejstykket af og til og for at formane de søgende til hurtig passage af præcis dette befængte vejstykke.
Det ville desuden være synd hvis de der har fundet troen på Gud -Som er den største skat af alle- at de skulle miste den.
Ikke at troen kan stjæles – men den kan mistes og gå itu i tusind stykker og de der mister den – kommer alligevel aldrig til at høre den rå latter der grines ud over trætoppene fra ateisterne (og Voldemort ? ) når endnu en troende begynder at tvivle og slår ned af vejen der fører tilbage til Darwin og videnskaben og verdens onde fyrste's befalinger. (Bilderberg ?)
Her er det vigtigt, at man husker sine arketyper fra børnelærdommene.
For er det ikke bedre at være en rar lille Smeagol end en forbrændt Gollum der har været på tæt på magten ?
Derfor skal man forblive en rar Smeagol-hobbit i stedet for at vende tilbage idiotverdenen for at ernære sig på kul og menneskekød med Voldemort og Darwin og George Bush.
Ellers er vejstykket ikke et rart sted at opholde sig.
Dog endda er senest set en patrulje fra Pentagonen siges der; som sidder i en Hummer og spreder løgne og propaganda om muslimer og religiøse læremestre og alt andet som er af det gode.
Dette kan man dog blot tage om et tegn på at Voldemort og Bilderberg og Zionisterne mangler soldater til den næste krig mod Iran.
Senest har det efter sigende væltet ind med mails i Gud's mailbakke der opfordrer til at få ryddet det pågældende vejstykke især for satanister og
patruljen fra Pentagon som har været stærkt kritiseret i disse mails.
Ateisterne derimod - ses af mange religiøse der har klaret denne vanskelige passage som en del af lærdommen om religion.
Thi - Selv af mørket og af mørkets manifesteringer kan jo læres omend lærdommene er tragiske.
Og derfor altid skal undgås fremefter.
@Robert O Nielsen:
Såvidt din opfattelse er, at "mine guruers" største bidrag til videnskaben er en smule nytænkning indenfor landbrug, arkitektur og pædagogik, så er der langt til et paradigmeskifte. Samtidig har du dog netop selv udpenslet, hvor omfattende indflydelse disse "guruer" tillige har haft på et åndeligt plan, som du ser bort fra, formentlig fordi du finder den så foruroligende.
Går vi til kilderne selv, er der ingen tvivl om, at de ihvertfald selv betragtede deres position på en anden måde. Om Lessing skriver Wikipedia bl.a.:
"As a child of the Enlightenment he trusted in a "Christianity of Reason", which oriented itself by the spirit of religion. He believed that human reason (initiated by criticism and dissent) would develop, even without help by a divine revelation. In addition, he spoke up for tolerance of the other world religions in many arguments with representatives of the predominant schools of thought. He also worked this position into his dramatic work when he was forbidden to publish further theoretical writings. In his writing "The Education of Humankind" he extensively and coherently lays out his position."
Om Goethe kan man tilsvarende sige, at hans skønlitterære produktion er vidt anerkendt, mens hans naturfilosofiske eller åndsvidenskabelige værker, hvor han selv mente at have ydet et stort bidrag til forskningen, farvelæren og planternes metamorfose, blev stillet i skammekrogen af det akademiske establishment. De passede, ligesom Lamarcks evolutionslære, ikke ind i det rent materielt og naturvidenskabeligt baserede verdensbillede, som modernismen siden har stræbt imod med Darwin som "guru" eller åndelig fader. Selv humanvidenskaberne er blevet stadig mere materialistisk orienterede.
Den teosofiske bevægelse, Rudolf Steiner, Martinus og flere andre bryder afgørende med dette livssyn, idet de arbejder udfra et åndeligt orienteret synspunkt, hvor den "guddommelige gnist" eller sjælens iboende livskraft, bevidsthed og kontinuitet, lægges til grund for et grundliggende anderledes sæt af eksistentielle værdier og teorier, end den materialistisk orienterede videnskab arbejder på.
I sandhedens interesse må vi erkende, at der gives erkendelsesfelter, hvor videnskaben endnu halter, mens divergerende teorier danner grundlag for forskellige teorier, som den enkelte kan have større eller mindre tro eller tillid til. Ligesom man kan have større eller mindre mistillid til forskellige teorier eller tendenser. Overdreven skepsis kan vist i øvrigt lede til ligeså fortvivlede tilstande, som overdreven tro :(
Den åndsvidenskabeligt baserede teori om reinkarnation og karma angår et mindst ligeså stort paradigmeskifte, som de største vi ellers har kendt siden Middelalderen. Da Kopernikus satte det heliocentriske verdensbillede på dagsordenen kunne han endnu langtfra bevise sine antagelser, som i øvrigt havde været kendt langt tidligere, men var blevet fortrængt. For den vanetænkende almenhed, de "klassiske kristne" og magthaverne, var det nærliggende at forholde sig yderst skeptisk til disse tanker, ikke mindst, da de blev fordømt af højeste jordiske instans i Rom. Et par hundrede år efter var stemningen gradvis vendt, og enhver kunne se, at Kopernicus havde været sandheden nærmere end de banale forestilllinger, som længe havde hersket.
I vor tid ser vi, at de middelalderlige forestillinger om arvesynd og nåde, om evig harpesang i himlen eller evig gråd og tænders gnidsel i helvede, kun tilfredsstiller et stadig svindende mindretals trang til åndelig erkendelse. Heller ikke de materialistiske teorier synes tilstrækkelige for mange, mens de åndsvidenskabelige teorier faktisk vinder frem.
Det vil naturligvis komme mange svært utilpas, hvis et paradigmeskifte faktisk er undervejs, men en uhelllig alliance mellem materialister og "klassisk kristne" vil dog næppe være i stand til at afværge noget sådant. Faktisk opfatter de åndsvidenskabeligt orienterede kredse i udstrakt grad sig selv som kristne, og en anelse større tolerance i "klassisk kristne" kredse ville medføre, at folkekirken i højere grad kunne danne basis for en levende kristendom, hvilket jeg i grunden har en fornemmelse af er ved at være tilfældet.
Med al respekt Tolsgaard så er udtrykket paradigme skifte når vi snakker samfundsmæssig udvikling i mine øjne lige stort nok for det du tænker på. Jeg vil ikke afvise at dette kan ske i fremtiden men er bestemt ikke tryg ved at det kan kommer i form af nye religiøse bevægelser og overbevisninger, end ikke sekulære af slagsen.
Teosofien og dens aflæggere var, som jeg ser det, først og fremmest en reaktion på et paradigme skifte som skabte tvivl om de gamle religioner. Den producerede ikke selv et sådant - end ikke med vandbæreriet for reinkarnationslæren. Men hvis denne sidste pludselig skulle blive accepteret som dogme af f.eks. den Lutherske kirke selv - ja så kan vi begynde at tale om et paradigme skifte - det er inden for denne trosretning. Men det forekommer ikke sandsynligt at det skulle ske. Snarere bliver det vel noget med at man til Randlevs fortrydelse i stigende grad accepter at mange medlemmer tænker sådan, hvorefter man i den liberale ånd give plads for den slags - sådan af bagvejen.
Jeg finder heller ikke lige netop disse guruer er mere forurolingnde end så mange andre (Bailey er jeg dog yderst utryg vd). Jeg er bare generelt skeptisk overfor guruer og nye åndelige svar-på-alt-bevægelser, samt talen om åndelige verdener og væsener. Jeg påpeger, som dig selv i øvrigt, at sådan noget let ende i storstilet magtmisbrug og at det er farligt. Jeg mener ikke tro og trosretninger er eller bør være vejen frem. Den vej har alt for mange faldgrupper og tendenser i retning af det totalitære.
Når jeg ser det gamle som sikrere og mindre foruroligende er det derfor ikke det samme som accept af dette som bedre. Det er bare en konstatering af at dette er velkendt jord, meget liberalt, ret tandløst og temmelig ufarligt i sin nuværende form.
Det der kan forurolige mig er enhver antydning af massebevægelser af mennesker der med julelys i øjnene bekender at de har set eller fundet 'de store sandheder', og den absolutte løsning på livets gåde.
Afsluttende vil jeg sige at det ikke forekommer at man kan være 'for' skeptisk eller at skepsis kan føre til forfærdelige samfundsmæssige tilstande.
Jeg kan ikke - du kan måske det skal jeg ikke sige - komme på et eneste eksempel på at skeptiske mennesker har begået forbrydelser mod menneskehedenb. Men jeg kan uden problemer komme på masser af eksempler på, at i øvrigt gode mennesker som pludselig er blevet grebet af en hellig ild - det være sig en materialistisk og verdslig eller en religiøs det er for mig lige gyldigt - er endt med at begå eller bare tillade forfærdelige forbrydelser.
Kasper
Nej jeg har ikke noget specielt problem med islam - andet end det vi alle har i disse år, men det er ikke mit ærende her.
Jeg mener bestemt at skepsis og tvivl er vejen frem snarere end tro - og det er nok snarer det der er mit ærende. Ellers mener jeg at det vidunderlige ved livet netor er at der ikke er svar på alt eller gives svar på alkt, og at vi er for uvidende til at kunne hverken be- eller afkræfte ideen om en skaber, så du har for mig lov at tro på en, selvom jeg ikke selv gør det.
Heinrich - den teosofiske bevægelse behøvede ikke kræfter udefra til at undergrave sin indflydelse - det klarede den helt selv. Grunden var åndelig utålmodighhed. Iver afgter at se en rigtig åndelig orgasme. Beasnt 'kunne ikke dy sig for at forsøge at tage det jele til yderligere en tand op ogh det gjorde hun så ved at erklære at hendes adopotivsøn var den næste verdenslærer. Fra det øjeblik var bevægelsen død, men de fleste så først skriften på væggen da den nye 'verdenslærer' (Krisnamurti) klogeligt brød med sin adoptivmor og hendes bevægelse.
Jeg har i øvrigt vanskeligt ved at se at han havde andre muligheder. Manden var jo heller ikke ubegavet, uanset hvad man i øvrigt mener om hans ideer og tanker. Men projektet var idiotisk - det var en søgen og en påkaldelse - et råb efter en åndelig orgasme der - 'gud være lovet' - aldrig materialiserede sig. Men den slags begivenheder er ikke sjældne i netop religiøse bevægelser.
I øvrigt godt at se Tolsgaard at du også kan lave navnefejl :)
Politikere Kasper er i det store hele kun virkeligt farlige når de også bekender sig til en tro med påstande om at have patent på sandheden - om det er sekulært eller religiøse overbevisninger er i den sammenhæng uvæsentligt. Dog mener jeg, som tidligere nævnt, at der er noget fundamentalt religiøst også i rent sekulære trosretninger og bevægelser.
@Robert O Nielsen:
Jeg er tilbøjelig til at tro, når vi hører om unge mænd eller modne familiefædre, der forsøger at løse personlige problemer, som jalousi, konkurs og depression, med skydevåben, at der ofte netop ligger mistet tro på tilværelsens mening bag, en overdreven skepsis og dyb misantropi i forhold til sine medmennesker, samt en materialistisk funderet opfattelse af, at problemerne kan løses gennem fysisk udslettelse i form af mord og selvmord.
At miste troen på Gud som en samlende kraft bag sin livsførelse er andet og mere end den intellektuelle proces, som i bedste fald kan fremme en sund skepsis. I overdrevent mål ender det tvivlende sind i en afgrund af mismod og livslede, som i en materialistisk kontekst meget vel kan afklares gennem fysisk tilintetgørelse. Vi ser dette realiseret i adskillige subkulturer, som sværger til anvendelse af vold og destruktion. Også den materialistiske lægevidenskab søger i stigende grad materielle løsninger på sjælelige problemer.
Det er naturligvis rigtigt, at religiøse ekstremister også har anvendt vold og død som midler til indflydelse, ligesom politiske bevægelser fra det yderste venstre til det yderste højre, men det er dog langtfra kendetegnende for de åndsvidenskabelige pionerer, der tværtimod i reglen har været fortalere for fredsbestræbelser og religiøs/politisk tolerance, omend der naturligvis også her har været deltagere, som stræbte efter personlig magt og anseelse.
Den "klassiske" kristne tro har i den henseende været anvendt til lidt af hvert, både til konkret manifestation af næstekærlighed og til krigsmageri. Nu spiller den kun en mindre rolle, idet den materialistiske indstilling har gået sin sejrsgang, og folk lader sig i almindelighed ikke anfægte af, om deres handlinger måtte føre til himlen eller til helvede. Der er frit valg på alle hylder, og i dette gudsforladte landskab kan en idealistisk materialist så argumentere for, at den bevidsthed, som ikke længere rummer evighedsperspektivet, kan motiveres for ædle og almennyttige handlinger. Og nogle kan måske, mens andre farer vild.
Jeg antager, at der fortsat vil være behov for langt mere vidtrækkende perspektiver, hvis den enkelte skal finde meningen med sit liv. Og det hænger naturligvis sammen med, at jeg ud fra mine forudsætninger tror på, at sjælen netop rummer disse perspektiver, som rækker meget længere end til det enkelte fysiske liv. Hvis de spirende åndsvidenskabelige teorier har hold i virkeligheden, står vi kun på tærsklen til at overskue konsekvenserne.
Og jeg tror egentlig ikke, at dette paradigmeskifte behøver at udmønte sig som en magtkamp om folkekirkens trosform. Det vil blot gradvis manifestere sig, ligesom også ateistiske præster og strømninger baner sig vej på godt og ondt. Nye tendenser bringer i hvert fald liv i kludene, mens klyngen sig til det gamle og tandløse i værste fald udarter sig til dekadence. Og det er jo ikke de mægtige, som gerne sidder til skue på forreste række, der fører de fortabte til Kristus, men snarere de ydmyge i baggrunden, som afventer tidens fylde.
NB: Vist kan jeg lave navnefejl og har forhåbentlig heller ikke hængt mig i, om du har lavet et par stykker :)
Øv, beklager, nu gjorde jeg det endda igen!
Ja det kan du utvivlsomt have ret i Tolsgaard, at de har mistet troen på tilværelsen altså, men det er jo ikke ritgtig det der menes med at forholde sig skeptisk over for bestemte forestillinger og ideer om samme DEet at være skeptisk er vel også at være nysgerrig og fyldt med glæde og forundring over tilværelsens mysterier.
Somme tider forekommer det mig at det mest vidunderlige ved tilværelsen netop er at der ikke gives svar på alt og at vi mennesker har begrænsninger. Ja at vi ved så forunderligt lidt og der er så uendelkigt meget man stadig kan opdage og prøve at blive klog på. Mennesker med den holdning går man vel ikke rundt og hænger sig vel? :)
Der er vel heller ikke noget galt i og det udelukker vel heller ikke at man som menneske kan forme sig en opfattelse af af hvordan tingene muligvis hænger sammen og danne sig en mening om hvad der tjener menneskeheden bedst samt hvordan man kan bidrage. Men det synes mig nærmest umuligt at forestille sig at et menneske med et sådant livssyn vil gå ud og slå ihjel for samme. Det synes mig at sådan noget netop kræver at man har fundet 'sikkerheden' i en eller anden overbevisnings glød.
Ikke mindst hvis bærere af denne overbevisning har bekendtgjort, at det er det man bør gøre - slå de onde ihjel altså. At det nu er tid til korstog for sagen, eller Jihad for samme, samt at der venter f.eks. 72 jomfruer på enhver martyr, ellere et perfekt tusindårsrige i horisonten, hvor alle er lykkelige, og får og løver græsser side om side. Er det i reglen ikke sådanne ting der er udgangspunktet?
alyt forladt Tålstup :) og Godt nytår
For de mennesker, jeg taler om, er det ikke religiøse forventninger, der forårsager galskaben, men de desperate forestillinger hos en ensom, isoleret bevidsthed, der ikke øjner anden udvej end døden som løsning på et personligt problem.
Har man et fællesskab at leve for, som familie, venner, kolleger, arbejde og interesser, kan man sagtens have overskud til at bearbejde det mismod og den skepsis, som kan opstå ved et tilbageslag i livet. Men lever man marginaliseret eller opstår der et større tilbageslag, øges risikoen for desperate handlinger markant. Her kan troen på åndelige sammenhænge og det fællesskab, som opleves omkring sådanne værdier, utvivlsomt i mange tilfælde tjene til at afhjælpe den desperation, som ellers kunne udvikle sig.
De åndelige strømninger, som jeg har omtalt, har på ingen måde opfordret til korstog eller jihad. De har snarere forsøgt at opretholde og udbygge forståelsen af en retfærdig guddom, og en verdensorden baseret på næstekærlighed, hvor enhver i det lange løb vil høste efter fortjeneste. Såvidt jeg kan se, giver netop begreberne reinkarnation og karma det håb, at alt vil blive udlignet i rette tid. Men man bør her læse de originale tanker, som de er fremsat af seriøse åndsforskere, ikke at man skal tage alt for gode varer, men lade de tanker tjene til inspiration, som måtte virke opbyggelige - og bevare en sund skepsis.
I denne stadig mere individualiserede tidsalder er det fællesskab, som tidligere herskede i familier og trossamfund, stærkt på retur. Nye fællesskaber opstår omkring forretningslivet, men berører kun sjældent dybe personlige lag. Det menneskelige samarbejde bliver mere overfladisk og kommercielt, og kun et styrket åndsliv kan afhjælpe dette.
Udover de religiøse forestillinger tjener hertil også den gode kunst og videnskab, såvidt den ikke er udvandet til kommerciel spekulation. Miljøer, hvor mennesker kan mødes og i alvor trænge ind til livets dybere sammenhænge, er mere tiltrængte end nogensinde, idet mange ellers vil blive stadig mere ensomme på trods af de materielle fremskridt.
Folkekirkens mission er at nære det åndelige fællesskab, vil jeg mene, at hjælpe de svage og udsatte skæbner, som har vanskeligt ved at holde fodfæstet. Hvorsomhelst mørke og miskod har sænket sig over en sjæl, bør kirken tilbyde åndeligt lys og fællesskab.
Helt i orden Hansen :) og lige over, vi snakkes!
Sider