Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
7. december 2012

Elbæk offer for smålighed

Niels Hansen, Risskov

Debatten om Uffe Elbæks gøren og laden har været helt ude af proportioner. Jeg så store dele af det meget omtalte åbne samråd i tv og fandt, at han bestræbte sig på at svare fyldestgørende, åbent og ærligt.

Derimod fik jeg et særdeles ubehageligt indtryk af spørgerne. De virkede nådesløst ubarmhjertige og angrebslystne, blottet for lydhørhed, og mere ude efter Elbæks skalp end efter at få sagen reelt oplyst.

Uffe Elbæks afgang som minister skal ses i lyset af en helt utrolig pernittengrynet smålighed i det politiske parnas, strækkende sig fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti.

Forsvaret skal beskytte Arktis

Jonas Dahl, forsvarsordfører (SF)

Det er et stærkt og ansvarligt forsvarsforlig, regeringen har indgået med et bredt flertal i Folketinget. Og i SF er vi rigtig glade for, at vi kommer til at bruge markant færre penge på krudt og kugler i fremtiden.

Med forsvarsaftalen moderniserer vi forsvaret, så det passer til den virkelighed og de udfordringer og opgaver, vi står over for. Samtidig opprioriterer vi velfærden og giver en økonomisk gevinst til nogle af de faggrupper, der har mindst.

Tiden er for længst løbet fra frygten for russernes invasion af vores land. De traditionelle skyttegravskrige hører fortiden til. Med forsvarsaftalen kommer forsvaret til at kunne håndtere fremtidens mange og vekslende opgaver herhjemme og internationalt – om det så gælder søredning eller havmiljøberedskab.

Det gælder ikke mindst den danske tilstedeværelse i Arktis. Der er allerede nu stor aktivitet i Arktis, hvor jagten på naturressourcer og sightseeing fra krydstogtskibe stiger i intensitet for hver dag, der går. Det danske forsvar skal være klar til at redde menneskeliv, sæler og isbjørne. Og det skal sikre, at miljøet ikke bliver taberen i jagten på guld og olie.Det nye forsvarsforlig giver Danmark et stærkt og veluddannet forsvar, der kan løse de udfordringer, vi står overfor. Samtidig får vi mere for pengene, hvilket kommer alle danskere til gode. Med forsvarsforliget sikrer vi et mere moderne forsvar.

Gentagelser fra skyttegravene

Benny Lihme, København

Debatten om prostitution og kriminalisering af kunderne er vigtig, men også trættende. Det er de samme argumenter, der føres frem fra skyttegravene igen og igen.

For 29 år siden havde jeg en kronik i Politiken under overskriften ’Big Sister Is Watching You!’, lanceret som et angreb på Nordens rabiate feminister. Der burde have stået ’socialistiske’ feminister, for det var først og fremmest folkesocialistiske akademikerkvinder, der dengang ønskede kriminalisering af mænd. Også pornografi skulle kriminaliseres – porno var jo teorien, voldtægten praksis.

Det nye er de urbane former, fejden nu antager. Dengang var det feministiske efterretningsvæsen aktivt og slog blandt andet horekunders navne op på offentlige steder, affotograferede kundernes bilnumre til brug for chikane af de formastelige og deres eventuelle hustruer, og de unge københavnske ’Valkyrier’ smed røgbomber i pornobiografer osv.

Og dengang som nu er det svært at forstå, hvad socialistisk der er i, at højtuddannede kvinder handler hen over hovedet på deres medsøstre.

Deprimerende, Bødskov

Torben Lindegaard, Ballerup

Den 3. december kan man læse den deprimerende historie om Mariam Daoud, der bortset fra én dag har boet hele sit liv boet i Danmark. Daoud kom grundet en tidlig fødsel til verden i Sverige frem for Danmark, og derfor har justitsminister Morten Bødskov lagt sig på linje med Birthe Rønn Hornbech og nægtet at give hende statsborgerskab.

Det forekommer så indlysende, at Mariam Daoud skal have dansk statsborgerskab.Hvilken anden stat skal dog give hende statsborgerskab? Alle mennesker bør som bekendt kunne blive statsborgere i en eller anden stat, der kan yde dem beskyttelse.

I 00’erne var jeg sikker på, at når vi fik en anden regering, så ville den slags himmelråbende uretfærdigheder ophøre – men det sker bare ikke.

Søvndal tøver om Vestsahara

Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

I onsdags besluttede et flertal udenom regeringen i det svenske parlament, at Sverige, som det første EU-land, snarest bør anerkende Saharawi Arab Democratic Republic (SADR) – bedre kendt som Vestsahara, der har været besat af Marokko i 37 år. Det er stadigvæk uvist, hvordan den svenske regering vil forholde sig til dette.

Afrika Kontakt sendte efterfølgende et brev til udenrigsminister Villy Søvndal for at spørge, om dette får ham og regeringen til at overveje at anerkende SADR. Sidste år svarede Søvndal nemlig Afrika Kontakt, at en af grundene til at Danmark ikke har valgt at anerkende SADR er, at ingen europæiske lande har valgt at tage dette skridt. Det på trods af at SADR er medlem af Den Afrikanske Union og er blevet anerkendt af over 80 lande – men altså først onsdag af et EU-land.

Vestsahara har været besat af Marokko siden 1975, og der er ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch ’beviser på tortur og alvorlig mishandling’ af Vestsaharas befolkning begået af den marokkanske besættelsesmagt.

Alligevel har EU igennem længere tid spillet en negativ rolle i det besatte Vestsahara. Det er på tide, at Søvndal og EU anerkender Vestsahara.

EU-løn dækker hele husstanden

Anne Albinus, Herning

Information skriver 4. december, at skattefrihed og skyhøje lønninger tilsyneladende er en del af hverdagen som embedsmand i et kriseramt EU. I den forbindelse udtaler Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, at »selv i forhold til de medlemslandes administrationer, der har meget høje lønninger, som eksempelvis Danmark, er EU-lønningerne betydeligt højere«.

Men man skal huske, at den løn, der gives til en EU-ansat skal dække en hel husstand. Kan den medfølgende ægtefælle ikke fransk, er det ikke let at få job i Bruxelles.

Startlønnen for en akademiker er næppe tiltrækkende nok til, at to akademikere med job i Danmark vælger at flytte til Bruxelles, medmindre den medfølgende ægtefælle kan beholde sit job og arbejde fra Bruxelles.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu