Læsetid: 4 min.

Mangfoldighed kræver fælles værdier

Den indvandrerkritiske debat igennem nullerne gjorde det svært for tilflyttere at definere sig som danskere. Modsvaret blev alverdens kulturelle hensyn i skolerne, men i dag bør vi finde et fælles grundlag. Tidligere skoleleder Klaus Mygind kigger tilbage på debatten om mangfoldighed fra sin tid som skoleleder på tre folkeskoler i København
4. december 2012

Respekt for forskellighed og respekt for fællesskabet hænger nøje samme. Mangfoldighed er en styrke – det er rigtigt, men mangfoldighed er også en udfordring – en stor udfordring – i en kultur, som grundlæggende er meget homogen.

Jeg har været skoleleder på tre skoler i København. I 90’erne på Sortedamskolen på Østerbro. Fra 98 på Hellig Kors Skole på Indre Nørrebro, der i 2008 blev sammenlagt med Blågårdskolen og i dag hedder Blågård Skole.

Der er markant forskel på at bedrive skoleledelse på Sortedamskolen og Hellig Kors og Blågård. På Sortedamskolen var forældregruppen højt uddannet – 80 % af forældrene havde i midt 90’erne en videregående uddannelse, næsten alle havde dansk baggrund.

Det betød en meget stor homogenitet. Der var en fælles forståelsesramme. Når vi i skolens værdigrundlag skrev, at vi på ‘Sortedamskolen har vi et nært hjemligt skolemiljø, hvor demokratisk tankegang sættes højt‘, så forstod vi det samme ved ordene.

Da jeg kom til Hellig Skole var det meget mere komplekst. Den sociale sammenhæng var helt anderledes på trods af, at der var mindre end 2000 meter mellem skolerne. Her var hele verden repræsenteret, her var hovedparten af forældrene uden videregående uddannelse.

Vi havde klasser, hvor ingen forældre havde fast arbejde. Vi havde verdens mangfoldighed – fantastisk, men vi havde også alle verdens konflikter indenfor skolens vægge - social undertrykkelse, racisme, krigstraumer og frygt, mistillid og mistro til statslige myndigheder.

»Hvor er danskerne? De siger, at vi skal integrere os, og så melder jeg mit barn i skole og ser, at der kun er indvandrerbørn i klassen. Hvordan skal jeg integrere mig, når rummet er tømt danskere?« Noget i den retning stod en meget oprørt far og sagde til mig.

Svært at definere sig som dansker

Mangfoldigheden kom frem på alle positive måder og som skoleleder fik man nye indtryk hver dag. Man mødte meget større taknemmelighed og glæde fra forældrenes side over den ekstraordinære indsats, som skolens lærere stod for og samtidig vidste man, at der kunne opstå konflikter ud af ingenting.

Ved skolens først Eid-fest for 10 år siden, hvor forældre og klasser kom med mad, blev der hamstret mad – det havde jeg ikke forudset. En lærer beskrev på et tidspunkt i starten af 2002 skolegården som Vestbredden, hvilket var overdrevet, men det var hans oplevelse.

Der var mange konflikter – nogle drevet frem af vores manglende forståelse for situationen. Vi forstod ikke, at mange af vore elever helt konkret i deres hverdag oplevede mangel på accept af dem som mennesker.

Den indvandrerkritiske debat, der igennem nullerne blev mere og mere heftig, prægede deres oplevelse af Danmark, og de havde svært ved at definere sig som danskere.

Den 11. september, Danmarks deltagelse i Irak-krigen og Mohammed krisen var begivenheder, som var med til at udvikle Hellig Kors Skole. Det var en stor overraskelse for os, at 11. september ikke bare entydigt blev opfattet som negativt.

Muhammed-krisen om tegningerne satte skolen på den anden ende. På et tidspunkt troppede et fransk TV-hold uden min tilladelse op i 7. klasse, og fik elever til at vise deres vrede over situationen. Eleverne oplevede faktisk, at de var part i en konflikt, selvom de boede og mange endda født i Danmark.

Samtidig oplevede eleverne, at deres frihed var begrænset af deres egne forældres gammeldags opdragelsestraditioner og frygt for, hvad der skete blandt danske unge.

Endelig blev religiøst begrundede holdninger hos elever og forældre et problem. Skulle man tage hensyn til elevernes og deres families religiøsitet, når vi betragtede skolen som et ikke religiøst sted? Dette afstedkom mange diskussioner mellem lærere og elever, som desværre blev til konflikter, frem for udviklende. Skal alle elever være med til at danse om juletræ til skolens afslutning før jul? Skulle skolen tilpasse sin ferieplan til andet end de kristne helligdage? Forstod vi skolen som særlig dansk og hvad var det særlig danske?

Gradvist flyttede Hellig Kors Skole sig i retning af såkaldt multikulturalisme og accept af større mangfoldighed. Men hvad betyder det? Er det en skole uden fælles værdier og mål, uden faste og tydelige rammer, som eleverne kan se og fungere i?

Respekt for forskellighed og for fællesskabet

Hvorfor nævne disse ting? Fordi skolen blev nødt til at forholde sig til dem. Svaret er, at den mangfoldige skole bør have faste fælles værdier og et stærkt fællesskab, der er med til at skabe respekt for forskellighed.

Respekt for forskellighed ses ofte som en umiddelbar modsætning til et forpligtende fællesskab, men det er min erfaring, at de er hinandens forudsætninger. Respekten for og accepten af forskellighed og mangfoldighed bliver stærkere, hvis fællesskabet er stærkt.

For en skole med en social, kulturel og etnisk mangfoldig elevgruppe, skal elever og forældre opleve, at skolens familier lever på forskellig vis og at familierne har forskellig historie, og at det respekteres af skolen.

Det, at skolen har lukket på religiøse helligdage, som en stor del af skolens familier holder, udtrykker respekten for forskellighed, men samtidig styrker det fællesskabet for alle indgår i en fælles aftale om, hvordan skolens ferieplan indrettes.

Man kan her trække en parallel til den aktuelle sag om juletræ i en boligbebyggelse i Nordsjælland. Den vil forhåbentlig blive løst ved, at der i fremtiden både kommer et juletræ, og at der holdes en Eid-fest og at den aftale, der forhåbentlig indgås styrker boligforeningens noget ramponerede fællesskab.

I forhold til mangfoldighed og sammenhængskraft er spørgsmålet: Er der en særlig forpligtigelse til majoriteten i et samfund til at deltage i integrationen og sikre, at der er et samfundsmæssigt fællesskab – sikre sammenhængskraften.

Jeg mener, at der er en forpligtigelse, men så gælder det jo også, at majoritetgruppens forskellighed skal respekteres i lighed med alle andres. I den konkrete sammenhæng, betyder det, at folkeskolerne på Nørrebro bliver nødt til at kunne indfri de såkaldte danske ressourcestærke familiers behov og forventninger og ønsker til folkeskolen, hvis vi skal have dem med ind i fællesskabet, og det skal vi.  

Klaus Mygind er tidligere skoleleder på Sortedamskolen, Hellig Kors Skole og Blågårdskolen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da mitt barn begynte på en skole i Oslo var de ti piker fra samme børnehave. Nå er det tre etnisk norske på den skolen. De norske sluttet en etter en efter ulike problemer som ikke ble taget alvorlig av skolen.
Det verste var det sosiale, og hvordan vi norske forventet at våre barn skulle få venner i klassen og treffes på ettermiddagene, mens innvandrerforeldrene mente at det var nok å leke litt i friminuttet. Det gjorde jo også at det ble mye bråk i klassen, da barna ikke fikk lekt nok. Og vi norske ble, hver gang det var et problem, indirekte kalt rasister. Selvsagt vil ikke en rasist sende sitt barn på en slik skole?
Lærerne var ute av stand til å si fra til foreldrene helt enkle ting som at ditt barn kan ikke bra nok norsk og du må gjøre noe norskt med det om ettermiddagen. Det er ikke nok for språket å bare høre det i skoletiden.
Jeg måtte alltid selv ta kontakt og hilse først på de andre foreldrene, og trodde først det var noe galt med meg da de til stadighet forlot samtalen for å snakke med en annen på urdu eller somalisk, inntil jeg oppdaget at det samme skjedde med de andre norske foreldrene. Dette er den oppførselen som blir kalt for rasistisk når norske gjør det, men det er visst helt i orden når somaliere gjør det. Jeg tror ikke det er rasisme, men det er heller ikke hyggelig.
Når barna er opptatt på koranskole hver eneste dag er det umulig å bli kjent.

Simon Olmo Larsen

'Mangfoldighed', 'multikulituralisme', 'integration' alle disse finde 'ord' kunne koges ned til:
'Relationer' mellem mennesker.

Den 'politiserede kultur', er nok det største 'problem' for 'sammenhængskraften'.

Umiddelbart tror jeg at vejen til fælles værdier og respekt for forskellighed og plads til at også andre værdier kan trives, er at tilstræbe en folkeskole med max. 20-25 % 2-sprogede.

Hvordan gøres så det ?.

Kan det gøres uden at fragte elever fra bopæl til en skole længere væk ?. Og hvilke konsekvenser får dette for børnenes fritid?.

Skal "ghettoerne" rives ned ?. Har vi råd til det ?.

Skal skoler med en stor andet 2-sprogede have lærere der er specielt uddannede, hvis ovenstående er urealistisk ?

De kloge hoveder må sætte sig ned og udtænke ideer. Og med kloge hoveder mener jeg folk med fingeren i jorden og med et realistisk syn på problematikkerne.
Politikere og teoretikere, der sidder bag et skrivebord dagen lang, er ikke nødvendigvis de bedste til opgaven !

Ordnedkogning :

Multikulturalisme ...
er et fint ord, ok,
der betyder det samme som i gamle dage hed 'amerikansk'. men det var ikke et plusord til tiden i 1990.

Simon Olmo Larsen

Amerikanerseringen af Danmark, begyndte vel allerede i slut 70'erne start 80'erne, med indtoget at de kommercialiserede Tv-kanaler?

Morten Pedersen

Bakker Carsten Hansen omkring synspunktet med max 20-25 % 2-sprogede.
Med en sådan andel fungerer integration og undervisning - kommer andelen over dette begynder nogle at flytter deres børn og så begynder den onde spiral.

jens peter hansen

Amerikaniseringen startede i 1920'erne da Hollywood også dengang lavede de mest sete film. Denne udvikling stoppede under krigen, men blue jeans, Elvis, James Dean og samtlige cowboyfilm var amerikanske og dominerede fra midten af 50'erne ungdommens musik og tøjstil.
De har kunnet noget med multikultur i USA, hvor millioner lever under fattigdomsgrænsen. Er det det vi vil ? Respekten for at mennesker har ret til at ende i møget ?

Simon Olmo Larsen

Jens Peter Hansen

Tak for rettelsen, det jeg mente var, at det virkelig tog fart i begyndelsen af 80'erne i Danmark, at vi siden det kommercielle fjernsyn blev hverdag i Danmark, langsomt har mistet vores relationer til andre mennesker, til fordel for billeder af virkelige livssituationer, der bliver vist Ca. 24 gange i sekundet.

Jeg kan huske, hvordan man advarede mod at sidde foran tv. skærmen, for mange timer om dagen dengang, til idag hvor fjernsynet er en del af familien.

Når jeg læser denne artikel handler det mest om Islam i forhold til såkaldt dansk kultur. Hvad med bøsse/ trans kultur, ateisme, hinduisme, osv. En god ide ville værre at holde en Eid fest sammen med en Skole Gay Pride, det er multi kultur.

Klaus mygind og mange andre kunne lære meget af Lise Egholm fra Rådmandsgade skole om integration og kultur mv på Nørrebro. Læs om hende idag.

@Jørgen Munk

Vil du have bøsse gay pride og trans kultur integreret i folkeskolen?.

For mig har dette intet med kultur at gøre.

Kære klaus Mygind

Er ganske enige i dine betragtninger og tænker at det er svært at være andet.

Respekt for forskellighed og respekt for fællesskabet hænger nøje sammen og det virker også som om meget har rykket sig siden nullerne.
Det er f.eks. indtrykket at det af forældre i de berørte skoler respekteres bredt at der holdes lukket når der skal fejres Eid, ligesom der forleden på Blågård skole hvor mine børn går, var et kæmpe fremmøde da 0 klasserne afholdte lygtefest og julen blev sunget ind.

Hvad jeg imidlertid ser som en større udfordring er den daglige håndtering af forskelligheden.
Det er ikke nok bare at respektere og acceptere.
Det er også nødvendigt at den enkelte lærer forholder sig aktivt til den forskellighed der hele tiden gør sig gældende.
Der er mange eksempler på at reaktioner på "anderledeshed" bliver slået hen i bestræbelsen på at ville "rumme" det hele. Alt for mange hensyn til lige så mange forskellige behov, kan efter min overbevisning netop være medvirkende til at rammerne og værdierne flyder ud.
Beslutninger som træffes med den hensigt at ville favne forskellige traditioner, religioner, moraler m.m. må efter min mening i langt større udstrækning synliggøres og forklares. Forståelse og refleksion er med andre ord forudsætninger for respekten.