Læsetid: 3 min.

Mangfoldigheden er et røgslør

Det klinger hult at høre forældre/forbrugere råbe højt om sammenhængskraft i en tid med hysterisk stigende individualisme. At mangfoldigheden skulle være en forudsætning for sammenhængskraft, dannelse og bruddet med den sociale arv er det rene nonsens. Debatten dækker bare over nedskæringer
Det klinger hult at høre forældre/forbrugere råbe højt om sammenhængskraft i en tid med hysterisk stigende individualisme. At mangfoldigheden skulle være en forudsætning for sammenhængskraft, dannelse og bruddet med den sociale arv er det rene nonsens. Debatten dækker bare over nedskæringer
5. december 2012

Som far til tre piger, der har tilbragt hele deres skoleliv på Rådmandsgade Skole, har jeg fulgt den evige debat om folkeskolens gyldighed med en stærkt aftagende interesse: Der er ganske simpelt for mange rigtige meninger i omløb hvis man måler det i forhold til den stadig faldende opbakning til ’den lokale skole’.

Her skurer debatten om sammenhængskraften ofte i mine ører. Det klinger temmelig hult i lyset af den hysterisk stigende individualisme som forældre/forbrugere har været eksponent for i de sidste 40-50 år.

Mangfoldigheden er af mange blevet udnævnt som forudsætning for ’sammenhængskraft’, dannelse og bruddet med den sociale arv er det rene nonsens: Mangfoldigheden er her, og det gælder alle miljøer; fra den fjerneste uforstyrrede landsby til ’den kulturelle smeltedigel’ på Nørrebro. Så længe vi er mere end en håndfuld aktører er der utallige kombinationsmuligheder på skolens dansegulv!

Fokus burde derimod nok snarere rettes mod den sociale eksklusion, der sker på alle niveauer i samfundet, men som i kraft af den overdrevne, og måske endda kalkulerede, interesse for folkeskolen som integrationslaboratorium alt for ofte bliver overskygget af en unuanceret fokus på tosprogede, vilde drenge, mobning, differencieret undervisning, manglende udfordringer og så videre og så videre.

Heldagsskolen er en dårlig idé

Tør jeg efterhånden hive åbenlyst gammelstalinistiske begreber som solidaritet og tillid op af den moralske værktøjskasse, når jeg snakker om lærere og elever og deres behov i klasselokalet.

Min egen, og mine børns erfaring med skolen er, at de laver et ganske fremragende stykke arbejde. Ikke desto mindre virker det som om, at folkeskolen er blevet gjort til syndebuk for sædernes forfald og som en brugbar undskyldning for fremtidige nedskæringer.

Nu bebudes eleverne så belønnet med tre års ekstra undervisning presset ind i de allerede eksisterende 10 år. Velbekomme! Der er umiddelbart ingen evidens for at et forøget timetal i sig selv skulle have en positiv effekt på elevernes resultater, faglige såvel som menneskelige. Heldagsskolen har ingenlunde vist sig at have nogen nævneværdig forældreopbakning. Og hvad med at tale med lærerne? Nyere forskning, national som international, viser tværtimod behovet for en meningsfuld, og aktiv, fritid.

Helt aktuelt taler børne- og ungeborgmester Anne Vang (s) så om de pligter, der følger med alt det gode, vi vil give til de kære små. Farvel barndom! Det er jo ikke sådan, at børnene er direkte ansvarsfrie, men selve pligttænkningen er altså en reminicens, fra før man overhovedet forskede i læring og læringsmiljøer. Hvad er sanktionen overfor børn, der ikke opfylder deres pligter?

Selvfølgelig er folkeskolen ikke en statisk størrelse, og den må nødvendigvis i sagens natur (folkets skole) følge den nye viden såvel som de udviklingsparametre, den demokratiske proces udstikker ca. hvert 4. år, hvilket så også er dens akilleshæl.

Konstant skal den revurderes og sættes op imod skiftende forvaltningers aktuelle ekspertbud på, hvad der virker i folkeskolen. Dette indebærer desværre, at det lange seje træk med at modernisere skolen, fagligt og fysisk, til gavn for alle elever, bliver underkendt på bekostning af ideologiske udmeldinger, der i alt for høj grad afspejler en udelukkende økonomisk dagsorden.

Ideen om større faglighed, og hårdere arbejdsindsats, som forudsætning for en bedre skole bunder i forældede drømme om ’den gode gamle skole’, hvor eleverne var dydige mønstereksemplarer, der kiggede op på læreren med plirrende øjne og drømte om at tjene fædrelandet. Det fjerner fokus fra de stadige nedskæringer selv samme skole udsættes for, selv om der konstant messes om de øgede midler til folkeskolen.

En anden kedelig tendens i den aktuelle debat om den danske folkeskole, i Information specifikt på Nørrebro, er den kedelige uskik med at pege fingre af hinanden: Den skole ’hamstrer’ hvide middelklassebørn, den skole rager uforholdsmæssigt mange midler til sig via sine politiske forbindelser, den skole giver et falsk billede af dens faglige niveau, den skole lever ikke op til sine lokale forpligtigelser, og den skole er fyldt til randen med ballademagere. Alt sammen ting der svækker folkeskolens autoritet og troværdighed. For jeg bliver altså lige nødt til at understrege at ofrene for at lade sorteper gå videre udelukkende er eleverne.

Så jeg syntes at folk skulle tone rent flag: Tage deres barn i hånden og gå ned om hjørnet og ind i den lokale folkeskole og engagere sig helhjertet i den eller også venligst afholde sig fra at forplumre debatten.

René Norqvist Hansen er skolebestyrelsesformand på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fremtidens samfund er et projektsamfund, hvor den mest værdifulde kompetence, vil være at kunne navigere i en hyperkompleks verden og kunne finde den viden, der er brug for i forhold til en given opgave. Grundegenskaberne for dette, er at kunne læse godt og at kunne skabe struktur. Jeg tror ikke det er heldagsskolen eller drømmen om den gamle skole, der er løsningen. Jeg tror at der skal fokuseres på læsning, sprog og matematik, hvor rammen er projektarbejde, sådan som det allerede gøres i mange skoler. Jeg mener der skal være tid til en meningsfuld fritid, med aktiviteter, som musik og bevægelse, eller blot være tid til at lege og socialisere uden de styrende rammer, som folkeskolen udgør. Det som folkeskolen skal have mere af, er ikke flere timer til den enkelte lære, men flere lærere i undervisningen, således at det kan sikres at alle elever bliver inkluderet i læringsprocessen.

- Sådan !

Ja det er blevet et skældsord at sige solidaritet
- samtidig med at man gemmer sig bag; Jamen jeg har lidt travlt på arbejdet
- Eller mit barn mistrives; ja kunne det være fordi Mor er fraværende - fordi hun skal arbejde ?

-" jamen jeg gør det jo for dig skat - jomen mor jeg vil hellere være sammen med dig - nå men det har jeg ikke tid til, jeg har travlt ....

Fraværet af en stor del af forældrene er jo en ligeså vigtig faktor når det handler om læringsmiljø og dannelse.

Det er krævende at leve i et demokratisk og ansvarsbevist samfund - hvor det at praktisere fælleskabs opgaver. Er en vigtig del af at tingene er levedygtige.

- "Folkets skole dør - hvis ikke folket vil deltage
Det kan hverken lærer eller politikere lave om på.

Lars Christensen

Måske det var på tide at politikere, undervisere og forældre begyndte at lytte til folk som Sir Ken Robinson og andre forskere.
Det er jo ret interessant at folk stadigvæk står i stampe tilbage i begyndelsen af den industrielle revolution når det kommer til hvordan vi som mennesker lærer bedst, og det er da ganske rædselsfuldt at høre at Danske politikere og vælgere begynder at synge den samme sang, som har været en så fantastisk fiasko herovre i US med "No Child Left Behind".

http://www.ted.com/talks/sir_ken_robinson_bring_on_the_revolution.html

- "Der er umiddelbart ingen evidens for at et forøget timetal i sig selv skulle have en positiv effekt på elevernes resultater, faglige såvel som menneskelige."

Præcis som der heller ikke er nogen som helst evidens for at øgede ressourcer (flere penge) skulle have en positiv effekt på elevernes resultater, faglige såvel som menneskelige ..

Og så er der de samfund som Sdr. Bjert hvor SF's formand bor hvor der kun er en folkeskole.....og måske hvis det går højt en friskole.

Pointen her er denne: i store byer som København og Aarhus kan folk vælge mellem flere typer skoler og det gør de altså; ude på landet er der som regel kun en folkeskole - den samme...