Er demokratiets grundtanke, folkets styre, overhovedet kapabelt til at adaptere tidens tempo, den økonomiske anarkisme og politiske vilkårlighed, der præger starten af det globale 21. århundrede, hvor alt handler om økonomiens krise, men ingen for alvor vil tage patent på den helbredende kur? Eller er Vestens alter ego ikke snarere en inficeret og syg anakronisme?
Staternes etablerede magt, ofte funderet i demokrati, udgør formelt endnu den overordnede struktur i den internationale politik og dermed konditionerne for vores hjemlige demokratiudfoldelse, men reelt har staterne ikke længere afgørende kontrol over politikken.
Politikere tilpasser i kritisabel grad deres politik og ideologi efter det neorealistiske begreb, kapabiliteter, der i neorealismens forståelse er underlagt staten og dermed det politiske demokrati – men som i vores reale verden udgøres af udemokratiske og statsløse giganter som Exxon, Goldman Sachs, Apple, Microsoft og PetroChina. Af verdens 100 største økonomier er de 60-70 private virksomheder!
Erkendelsen af, at den demokratiske magt ikke alene kan afsondres i et politologisk afsæt, men også må inddrage førnævnte økonomiske magtpositioner, fremsatte Galbraith allerede i de tidlige 1970’ere. Denne synes dog ikke at være en integreret del af den almene politiske diskussion blandt folket, her høres ofte kun ’at det jo også er krisen’.
Magtudredningen konkluderede i 2003, at demokratiet overordnet var i forandring, men generelt i god stand. Udredningen er efterfølgende, med rette, blevet kritiseret for, at den forskningsmæssige tilgang var for kyklopisk i sin politologiske udredning, og for at en komparativ udredning af den økonomiske magt glimrede ved sit fravær.
En dybere analyse af den økonomiske krise, der uvægerligt trækker den politiske diskurs med, har vi altså endnu til gode, om end Preben Wilhjelms Krisen og den udeblevne systemkritik må fremhæves. Denne type analyse har dog tilsyneladende endnu svært ved at tiltage sig bred, kommerciel taletid. Skyldes det en overvejende borgerlig presse? Eller en manglende folkelig erkendelse af, at den ukontrollerede markedsøkonomi har alvorlige funktionsfejl, der uvægerligt er vokset til politiske problemstillinger?
EU og teknokratierne
EU forsøger med svigtende held politiske løsninger på økonomiske problemer i for eksempel Grækenland og flere andre stater. Problemer der ganske enkelt ikke vil finde en bæredygtig løsning uden, at førnævnte kapabiliteter tages til indtægt og pålægges et ansvar, der er politisk og juridisk funderet.
I stedet for at adressere hovedproblemet, vælger politikerne at kortslutte deres eget mandat. Dette ved at suspendere de demokratiske forretningsgange og indsætte teknokratstyrer, for eksempel i Italien og Grækenland.
Den demokratiske udfordring er til at få øje på, og den folkelige opinion er til at overse.
Politikerne må selvfølgelig agere i den virkelighed, der er i dag og ikke den ideelle. EU tager nu hastige skridt mod et banktilsyn, der skal imødegå systemiske trusler mod eurozonen og de andre tilknyttede lande. I udspillet ligger vidtgående beføjelser til den europæiske centralbank, ECB, og flere tenderer suverænitetsafgivelse for de lande (Danmark?), der vælger at blive en del af tilsynet.
Vil vi som danske politikere noget med det folkelige styre, må en folkeafstemning absolut være til overvejelse. Banktilsynet, der muligvis kan dæmme op for systemiske sammenbrud, er dog blot forløberen for endnu mere vidtgående EU-forslag.
Illusionen om et folkestyre
Rompuy og Barrosos udtalelser er stærkt influeret af føderal argumentation. Men de europæiske befolkninger må og skal inddrages og være medansvarlige for at svare på, hvorledes og i hvor stort et omfang demokratiske stater skal tage kontrollen med udemokratiske økonomiske mastodonter på et anarkistisk marked. Men prisen skal ikke betales med følgende indskrænkning af det nationale råderum i nye vidtgående traktatændringer.
Hvis vi, med dette in mente, vender tilbage til de indledende postulater om en tidsånd, hvor træk som utålmodighed og økonomisk anarkisme kan være tiltagende, og hvor den politiske etik er kamæleontisk i sin fremtoning, er vi som demokratisk samfund udfordret.
Udfordret til stillingstagen om vi skal fastholde illusionen om folkestyre og rituelt vandre til stemmeurnerne, mens vi i vores lukkede, nationale kredsløb sentimentalt gjalder i kor om demokratiets festdag og den frie verdens lyksaligheder?
For det økonomiske kredsløb har for længst forladt de lukkede, nationale kredsløb. Det er en global og grænseløs kraft, der på absurd vis deler ufattelig rigdom til få og ufattelig ulighed og fattigdom til endnu flere. Imens er det demokratiske modsvar så tilsyneladende stivnet i kapitalistisk overmæthed og den eneste bevægelse, der er synlig, er den populistiske. De amerikanske tilstande har nemlig for længst gjort sit indtog i dansk politik.
Ved demokratisk ringside har vi fulgt Nyrup vs. Fogh, Fogh vs. Lykketoft, Fogh vs. Thorning-Schmidt og så videre. Det besværlige og komplicerede politiske stof er destilleret ned til et prime time-koncentrat, der fokuserer på performance, antal svedperler, mimik, punchlines, og hvis en kandidat forlader sin tildelte pult, er det breaking news.
Fordummelsen af den politiske substans bærer medier, politikere og folket et fælles ansvar for. Medierne for at forstærke tidsåndens utålmodighed og higen efter lette, åndelige kalorier.
Politikerne og partierne, fordi de kritikløst lader sig indrullere i en medievirkelighed, der på sigt udvander demokratiet og reducerer det til et realityshow.
Partierne har selv, med topstyring og klinisk udrensning af intern (demokratisk?) debat, undergravet kerneydelsen, den brydende debat.
Paradoksalt nok måtte undertegnedes eget parti ud og stå på mål for, at man gennemførte et formandsvalg, der på demokratisk vis lod medlemmerne – der er partiet – tage stilling. Kommentatorer, journalister og affældige politikere emeriti blev dybt forskrækkede og advarede mod denne letsindighed.
Den købte indflydelse
Samtidig iagttager den mættede forbruger sin egen forpligtelse som ’folkestyrer’ på behagelig (apatisk?) afstand af begivenhederne. »Jeg kan alligevel ikke gøre noget, det nytter ikke noget, ’de’ (læs: politikerne) holder alligevel ikke, hvad de lover,« er det ofte hørte og magelige ræsonnement, mens den demokratiske libido slukkes mellem sofaens slidte folder.
I ly af dette køber kapabiliteterne politisk tid og direkte indflydelse ved at finansiere politikerne. Det ekstreme eksempel er, udover USA, Italien, hvor mediemogulen Berlusconi kunne tilsidesætte al politisk etik og styre folkeoplysningen, da han sad på majoriteten af medierne.
Denne udvikling forekommer ligeså på vore breddegrader.
Tydeligst – og ærligst – eksemplificeret ved Saxo Banks adoption af Liberal Alliance, der med partileder Anders Samuelsens ord har været og er »fuldstændig afgørende« for selve partiets fremgang og eksistens. Selv Emil i 7. klasse kan med en ramponeret kugleramme akkumulere, at de driftige folk i Saxo Bank ikke gør det gratis.
Er slaget tabt? Ender den folkestyrede udøvelse og indflydelse som en hyggetradition, hvor familien med indkøbte popcorn hepper på blå eller rød – afstemt ud fra den politiske identitet som femogtyve ’find dit parti’-spørgsmål på nettet har afklaret for dem? Demokratisk dannelse på flaske!
Eller vil demos række ud efter krati? Tør vi for alvor underlægge markedet den nødvendige, politiske kontrol – funderet i folkets vilje – der ikke lader sig kyse af trusler om udflytning, fyringer og velfærdsstab? Skal politikerne tvinges til åbenhed om deres bestyrelsesposter med mere?
Eller måske har vi allerede solgt vores demokratiske integritet for at få adgang til kapital og forbrug ad libitum?
Thomas Klimek er medlem af SF’s Landsledelse og folketingskandidat i Himmerlandskredsen.
Karen, så vidt jeg er orienteret så er hverken den private ejendomsret eller arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet blevet indskrænket væsentligt de senere år - tværtimod...
...så jeg vil mene at dine for ventninger til videnssamfundet er baseret på luftkasteller.
Elendig artikel.
Ja det har du ret i – det Wallerstein mener er at det globale økonomiske system vi har haft siden renæssancen er et kapitalistisk økonomisk system. Før den tid var der tale om feudale økonomier (det var mig der ikke fik forklarede Wallerstein ordentlig.
Det lort om Lenin du lirer af efter bogen, giver jeg selvfølgelig ikke 5. potter pis for. Men det må da være dejlig, at dele værdier og historieopfattelse med denne verdens udbyttere og magthavere.
Thorben Krogh,
dagens bankdebat i alle medier viser jo så tydeligt at bankerne havde fået for frie tøjler i 00-erne, og det kunne de ikke stå for og slet ikke styre. Selv hæderkronede gamle banker. De fik for meget fart på, som de så pænt udtrykker det. Vi lod os føre med i det optimistiske ræs. Jeg fatter stadig ikke, at solide bankfolk i direktioner og bestyrelser kunne lade sig "rive med", som det skete.
Når selv Finansrådet (privat brancheorganisation for pengeinstitutterne) indrømmer, at bankerne selv har været med til at skabe krisen, så har de jo ligesom lagt sig ned.
Altså mere regulering, og det, der er på vej i EU-regi, er slet ikke nok.
Med hensyn til børserne ved jeg ikke, hvordan det skal gøres. I første omgang tænker jeg på råvarebørserne (korn, olie, metaler osv.), som ikke bør kunne frekventeres af pengemasser, som ikke har brug for råvarerne, man som bare spekulerer i prisernes op- og nedture. Aktier og obligationer og valuta kunne man sige det samme om, altså, hvis man ikke har interesse i langsigtede investeringenger, men kun spekulerer for lånte, gearede penge i kortvarige køb og salg, så lægger man gift ud for et ordentligt marked. Sådan noget kunne demokratiet regulere.
UPS -den var til Thomas Krogh
@ Lasse Damgaard . Du skriver: ” Jeg er ikke for en revolution med blod og broderdrab” og ledt længere fremme:
”Fede slaver gør ikke oprør” – du har fuldstændig ret!
Michael Kongstad Nielsen
Er det Danske Bank du mener der er blevet kronet med hæder og for hvad??
”Fede slaver gør ikke oprør”
Ja, det er meget rigtigt.
Malcolm X holdt engang en rigtig god tale over netop det tema.
Såvidt jeg husker hed den på skrift noget med "Husniggeren og landniggeren"?
Flemming Andersen, ja det var nok dem, jeg
tænkte på,men det er fordi de er størst, og man har haft en tillid til, at de var solide og gjort af gammel, ansvarlig bankkultur, der ikke "lod sig rive med". Det kan nok være, at den tiltro har fået sig én på kassen.
Michael Kongstad Nielsen
Jeg kender ikke grund til at have tillid til den ene bank frem for den anden.
Og at svine dem til i en hæder de aldrig har fortjent, som den helt overflødige institution de er og har været i årtier, er måske i virkeligheden en af grundene til at de kan misbruge vor tillid gang på gang.
@Thomas
Nej det er det ikke.
Men et partisystem er en uniform måde at koncentrere magt på. En forsamling af nikkedukker.
Kina er jo forbilledligt i den henseende - og USA med dens to partisystem, ligner jo næsten opskriften på en borgerkrig.
Borgerne ved ikke hvad de vil - de er forlængst hopnotiseret af X-faktor og billigbilsreklamer.
- Genfinde betyder; et spark i røven og udføre sin forbande liberale og demokratiske pligt - at deltage i den demokratiske proces og ide - selv hvis dette indebære det er svært både mentalt og tidsmæssigt.
Der er nogle der så ikke gider den demokratiske ide - de går ind for elitesamfundsstyre - det er jo det du gør ik'
Som et supplement til artiklen kan blandt andet nævnes den tidligere Nixon- rådgiver Kevin Philips bog: Wealth and Democracy. A Political History of the American Rich, som blev udgivet i 2002. I Bogen, som er et digert værk på 473 sider, tegnes der et rystende billede af, hvordan det amerikanske demokrati på trods af noble idealer og gode forfatningsværdier har udviklet sig til et finansielt domineret markedssystem ledet og solgt til rige pengemænd.
Clintons demokrater satte ekstra kul på spekulationen, så den overgik de brølende 1920ere USA's, og økonomien, blev i 1990erne med Phillips ord drevet som et investeringsfirma på Wall Street, der skulle tjene penge og trække kapital til fra udlandet. Spekulation og finansiel gearing var naturlige elementer. Før han skrev bogen, sagde den amerikanske økonomiprofessor, Charles Kindleberger i 1997: Den eksplosive vækst i nye instrumenter på finansmarkedet og valutaspekulationer, er en advarsel der skal tages alvorligt, for vi bevæger os hen mod uorden og vanvittige kurser på markedet.
Hvis dette lyder bekendt, var det netop også det der er skete i ooerne. I nullerne, ud over Bushs` skattelettelser, er det kendteste eksempel, på det der kaldes for legal korruption, et møde i 2004 mellem de administrerende direktører for USA´s fem største investeringsbanker og det amerikanske finanstilsyn, hvor investeringsbankerne overtalte myndighederne til at ophæve regulering, der ellers satte grænser for, hvor store deres gearingsforhold måtte være. Herhjemme er et af de mest kendte eksempler i dag formentlig den legale korruption bankerne, har haft i forbindelse, med bankpakke 2.
Hans bog fortjener at blive læst vidt og bredt. Den holder fast i de idealer, som USA's` bedste præsidenter gav røst; fra Jefferson til Roosevelt. Tænk hvis Bush i dag talte som Theodore Roosevelt, der kaldte rigmandsvældet for det »mest snavsede af alle aristokratier« og angreb »de reaktionære i forretningslivet, der krævede immunitet imod politisk kontrol«? Og tænk, hvis Bush tog tråden op fra Franklin D. Roosevelt, der angreb de samvittighedsløse pengehandlere og lagde grundsten til en international retsorden?
Men før denne, nemlig allerede i 1990, i bestselleren The Politics of Rich and Poor, tegnede Phillips et hudløst billede af, hvorfor kløften mellem rige og fattige var blevet afgrundsdyb i USA.
Lad mig formulere det så tydeligt som jeg kan. Amerikanerne bruger levevilkår fra 1969 som basis for deres vurdering af fattigdom. I de forgangne 43 år er landets produktion og velstand fordoblet uden tilpasning af grænsen udover korrektion for inflation. Havde man taget disse trends i betragtning ville tallene for fattigdom i dag være 25-30 procent højere. Det betyder, at fattige i dag har det betydeligt hårdere end for 40 år siden.
Michael Borregaard
Kan du bære flere roser??
Det var dog den mest eklatatanske og umuligste ekspressionerede diskurstilkendegengivelse mit individ har indoptaget siden det blev etableret, som kapabel sprogbruger i vores neolingvistiske fidusfællesskab.
Rettelse, der skulle naturligvis have stået:
Det var dog den mest eklatatanske og umuligste ekspressionerede diskurstilkendegengivelse mit individ har indoptaget siden det blev etableret, som kapabel sprogbruger i vores neolingvistiske fidusfællesskab?
Så er du sgu heldig, Rune!
Der er set/hørt meget, meget værre, men du har da medgivet en pointe! ;-)
Lasse Damgaard
"Nej det er det ikke.
Men et partisystem er en uniform måde at koncentrere magt på. En forsamling af nikkedukker."
Der er sikkert mange indvendinger imod et partisystem, men med det udvalg af partier vi har - og har haft - er det ikke mangel på reelle alternativer man kan brokke sig over.
Men hvis du har et konkret og bedre bud på et operativt demokrati er jeg lutter øren...
--
"Kina er jo forbilledligt i den henseende - og USA med dens to partisystem, ligner jo næsten opskriften på en borgerkrig."
Men ingen af de to systemer er vel næppe heller et argument imod et proportional-repræsentativt som det danske?
--
"Borgerne ved ikke hvad de vil - de er forlængst hopnotiseret af X-faktor og billigbilsreklamer.
- Genfinde betyder; et spark i røven og udføre sin forbande liberale og demokratiske pligt - at deltage i den demokratiske proces og ide - selv hvis dette indebære det er svært både mentalt og tidsmæssigt."
Måske - men måske ikke. Mangen en revolutionær har brændt sig på idéer om hvad folket kunne og burde.
--
"Der er nogle der så ikke gider den demokratiske ide - de går ind for elitesamfundsstyre - det er jo det du gør ik’"
Jeg går ind for demokrati. Men det indebærer også at jeg ikke forestiller mig at docere for befolkningen hvad der er bedst for dem, og fortælle dem at de er bedøvede idioter.
Se, det er ikke så svært?
Claus Oreskov
"Ja det har du ret i – det Wallerstein mener er at det globale økonomiske system vi har haft siden renæssancen er et kapitalistisk økonomisk system. "
Ja, det er nok også korrekt, men kilderne til systemet som sådan er den globalt orienterede handel - og det mere eller mindre globale monetære system møntfundet understeger - der udgør en integreret del af vores historie. Velstand har altså ofte haft en "global" dimension - noget mange antiglobalister indimellem lukker øjnene for.
--
" Det lort om Lenin du lirer af efter bogen, giver jeg selvfølgelig ikke 5. potter pis for. "
Naturligvis ikke. Det er sjældent tilhængere og modstandere af et-parti-diktatur når til enighed om deres syn på leninismens afskyvækkende realiteter.
--
"Men det må da være dejlig, at dele værdier og historieopfattelse med denne verdens udbyttere og magthavere."
Hvis disse værdier omfatter at jeg deler en tro på pluralisme, multi-parti-systemer og global handel som værdiskaber og fredskatalysator, så ja. Det er dejligt.
Folkestyret synes i hvert fald truet af 4 kategorier af faktorer:
1 Verdensøkonomien.
2 EU
3 Løfter, der bliver til løftebrud efter valget
4 Ledende myndighedspersoner, der misbruger deres magt til af begå og skjule lovbrud. til skade for borgerne
I forhold til 1 og 2 er vælgerne vel nærmest magtesløse.
Men borgerne eller vælgerne er ikke magtesløse ift. punkt 3b og 4
Michael Kongstad Nielsen
"dagens bankdebat i alle medier viser jo så tydeligt at bankerne havde fået for frie tøjler i 00-erne, og det kunne de ikke stå for og slet ikke styre. Selv hæderkronede gamle banker. De fik for meget fart på, som de så pænt udtrykker det. Vi lod os føre med i det optimistiske ræs. Jeg fatter stadig ikke, at solide bankfolk i direktioner og bestyrelser kunne lade sig “rive med”, som det skete. "
Det er jeg fuldstændig enig i. Der er absolut megen læring der skal gøres der. Herunder en gevaldig opstramning af regler og kapitalkrav.
Men det var på ingen måde begrænset til banker - eller til erhvervslivet som sådan. Politikerne var lige så meget med på vognen. Den næsten groteske udvidelse af de offentlige udgifter i Danmark i samme periode, som jo rundede 1 billion sidste år. Og de enorme lønstigninger der blevet givet til offentligt ansatte i sidste forhandling, før krisen ramte. Forhandlinger og lønstigninger venstrefløjen støttede helhjertet. Men som altså udelukkende blev financieret af boblen.
--
"Når selv Finansrådet (privat brancheorganisation for pengeinstitutterne) indrømmer, at bankerne selv har været med til at skabe krisen, så har de jo ligesom lagt sig ned.
Altså mere regulering, og det, der er på vej i EU-regi, er slet ikke nok."
Hvorfor ikke?
--
"Med hensyn til børserne ved jeg ikke, hvordan det skal gøres. I første omgang tænker jeg på råvarebørserne (korn, olie, metaler osv.), som ikke bør kunne frekventeres af pengemasser, som ikke har brug for råvarerne, man som bare spekulerer i prisernes op- og nedture."
Hvorfor ikke? Det er da lige præcis det der er brug for - det er det der gør at man som sælger eller køber af råvarer kan sælge dem på terminer, og minimere risikoen.
--
"Aktier og obligationer og valuta kunne man sige det samme om, altså, hvis man ikke har interesse i langsigtede investeringenger, men kun spekulerer for lånte, gearede penge i kortvarige køb og salg, så lægger man gift ud for et ordentligt marked. Sådan noget kunne demokratiet regulere."
Et marked skal vel være effektivt og med en høj omsætning for at fungere optimalt. Sålænge alle - inklusive bankerne - er ansvarlige for egne tab, så lad dog enhver spekulere alt det han/hun vil.
@Thomas Krogh. ”Velstand har altså ofte haft en “global” dimension - noget mange antiglobalister indimellem lukker øjnene for.” Nej det er der ingen der lukker øjnene for tværtimod, bare man tilføjer, at det er det samme globale system, som producere velstand et sted i systemet, og ubodelig armod et andet sted i systemet.
Claus
"Nej det er der ingen der lukker øjnene for tværtimod, bare man tilføjer, at det er det samme globale system, som producere velstand et sted i systemet, og ubodelig armod et andet sted i systemet."
Handel er generelt en fordel. Lukkede systemer genererer sjældent velstand. Sovjet's topstyring af al im- og eksport og Nordkorea's juche er eksempler på økonomiske katastrofer.
Det kommer ganske an på hvor/hvem man er!
Jo, bestemt.
Systemet genererer pt. stigende velstand i bl.a Asien og faldende i Vesten, hvilket måske heller ikke er urimeligt!?
Men det synes dog ikke at falde i alles smag her i Vesten, hvilket nok kommer til at give nogle problemer (mildt sagt).
Sådan er det jo tit, når teori møder praksis.
@Tomas
Tja du kan jo mene der er et stort udvalg i danmark.
Set her fra er der to.
På den ene side og på den anden side
- Som så har forskellige fraktioner til at understrege eller udtrykke særstandpunkter.
Europa har samme struktur alle steder.
- Vi lever i en polarisrings tid - hvor det er vigtigt at være på den rigtige side.
en moderne demokratibevægelse handler ikke om at være på den ene eller anden side - men om at omtænke hele vores eksistens - så vi kommer på samme side.
Lasse Damgaard
"Tja du kan jo mene der er et stort udvalg i danmark.
Set her fra er der to.
På den ene side og på den anden side
- Som så har forskellige fraktioner til at understrege eller udtrykke særstandpunkter."
Fair nok. Jeg er helt uenig i den betragtning, men der er jo intet der hindrer dig i at stifte et nyt parti med helt anderledes holdninger.
--
"Europa har samme struktur alle steder.
- Vi lever i en polarisrings tid - hvor det er vigtigt at være på den rigtige side.
en moderne demokratibevægelse handler ikke om at være på den ene eller anden side - men om at omtænke hele vores eksistens - så vi kommer på samme side."
Lyder umiddelbart lidt for meget af den gamle 70'erne "pluralisme er noget lort, vi skal hellere tænke og agere ens og i fællesskab" dele af venstrefløjen dyrkede i sin tid. Ellers tak.
Nic
"Det kommer ganske an på hvor/hvem man er!
Jo, bestemt.
Systemet genererer pt. stigende velstand i bl.a Asien og faldende i Vesten, hvilket måske heller ikke er urimeligt!?"
Jeg tror ikke man som sådan kan sige at det giver faldende velstand i Vesten. Der hvor velstanden falder er det primært fordi man ikke har tilpasset sig verden som den ændrer sig.
--
"Men det synes dog ikke at falde i alles smag her i Vesten, hvilket nok kommer til at give nogle problemer (mildt sagt).
Sådan er det jo tit, når teori møder praksis."
Frihandel giver tit forskrækkelser. Før vi fik det Indre Marked var der masser som fortalte om de katastrofer for dansk økonomi de ville være at vi åbnede vores markeder for de der sydeuropæere. Og at det ville knække vores i forvejen skrøbelige handelsbalance. Hvad skete der? En næsten uafbrugt vækst i eksport og at vi gik fra massive underskud til overskud på handels- og betalingsbalancer.
Det er naturligt at være bange for frihandel, men det er sjældent klogt. Frygten er oftest en skuffelse der ikke går i opfyldelse.
Thomas,
det kan absolut diskuteres!
Specielt hvis man studerer de forhold, som de tidligere økonomiske "lokomotiver" f.eks Storbritannien og USA gav den hjemlige økonomi under opbygningen af deres førerstatus.
Frihandel er mao. genialt for nogen, som har etablerede konkurrencefordele, men det er mere tvivlsomt for nogen, som er ved at opnå eller miste dem.
Men her ER katten nok langt ude af sækken, så at sige.
Jeg har selv før talt og tænkt som dig, må jeg vedstå.
Men det har desværre fra et europæisk/vestligt synpunkt medført den største geostrategiske bommert måske nogensinde.
Hvilket kineserne så nok kommer til at grine af i meget lang tid.
@Tomas
Lyder umiddelbart lidt for meget af den gamle 70’erne “pluralisme er noget lort, vi skal hellere tænke og agere ens og i fællesskab” dele af venstrefløjen dyrkede i sin tid. Ellers tak.
Det er en fri tolkning og viser måske noget af den modstand du kan have over for nye tanker.
- Det er helt i orden.
I dag findes pluralisme ikke.
Hvis du ser McD's logo og ser hvilke farver de har - og sammenligner dem med farverne i
Folke Republiken Kinas flag
- hvem sagde uniformslære kun findes hos Mao?
Vi kan se TV udsendelser der er rip-of af udsendelser lavet i USA eller UK - tilpasset sprogligt til en national målgruppe. Men rammen og hvad den skal eksponere for at mennsker oplever underholdningen - er den samme. UNIFOM
Vi skal kunne finde den samme varer over hele verden og straks genkende den.
Markedet dræber pluralismen som den agere nu.
Multinationale selskaber skaber uniforme produkter til uniformt underholdt borger verden over.
- Markedet dræber pluralismen.
Mennesker er meget ens over hele verden.
Samme føleslser samme biologi - og kulturmæssigt nærmer vi os hinanden med raske skridt.
Forskelligheden kommer måske af at jeg trods alt ser stjernerne en smulle anderledes, end min nabo - grundet vinklen hvorfra jeg står er forskudt lidt i forhold til ham.
.
Eller måske har vi allerede solgt vores demokratiske integritet for at få adgang til kapital og forbrug ad libitum?
For de mere fremtrædende medlemmer af kasten "de professionelle politikere" samt for den del af befolkningen der nyder godt af den nuværende verdensorden må svaret uden tvivl være:
Ja, de har
Nic,
"Specielt hvis man studerer de forhold, som de tidligere økonomiske “lokomotiver” f.eks Storbritannien og USA gav den hjemlige økonomi under opbygningen af deres førerstatus."
Som gav dem fordele og ulemper. Ganske som f.eks. Japan.
--
"Frihandel er mao. genialt for nogen, som har etablerede konkurrencefordele, men det er mere tvivlsomt for nogen, som er ved at opnå eller miste dem."
Jeg er ikke helt enig - problemet med den holdning er at den fører til "vi skal bare lige beskytte det her marked i nogle år, så skal de nok blive konkurrencedygtige", men det sidste sker aldrig.. Men bliver konkurrencedygtige af at være på et åbent marked. Ikke af misforstået beskyttelse.
--
" Men her ER katten nok langt ude af sækken, så at sige.
Jeg har selv før talt og tænkt som dig, må jeg vedstå.
Men det har desværre fra et europæisk/vestligt synpunkt medført den største geostrategiske bommert måske nogensinde.
Hvilket kineserne så nok kommer til at grine af i meget lang tid."
Jo, men er det forskelligt fra det vi hørte om Japan for 20 år siden? Man lavede endda film om det -f.eks. "Solen Stiger" - hvor den kommende japansk dominans var en ingrediens. Og hvad skete der?
Kina er i en vækstperiode, ikke ulig den Japan var i 60'erne og 70'erne (selvfølgelig bare større), men de oplever det samme. Stigende lønninger og stignede behov, som vi jo står fint for at udnytte.
På den meget korte bane kan jeg godt forstå at man kan føle sig fristet til at beskytte sig mod Kina (og frihandel i almindelighed), men for verden som helhed, for fred og samarbejde etc, vil jeg langt, langt hellere have et Kina der deltager i frihandel med os.
At man går ind for markedshandel, betyder vel ikke at man ikke anderkender samfundets ret til at sætte de rammer markedet skal argere inden for i den suverene stat.
Man bør vel også anderkende at disse rammer bør være politisk betemte med de mål og ønsker befolkningen ønsker.
Hvis man anderkender dette bekender man sig vel så som demokrat og at det er markedet der skal tilpasse sig samfundets præmisser og ikke omvendt.
Lasse,
"Lyder umiddelbart lidt for meget af den gamle 70’erne “pluralisme er noget lort, vi skal hellere tænke og agere ens og i fællesskab” dele af venstrefløjen dyrkede i sin tid. Ellers tak.
Det er en fri tolkning og viser måske noget af den modstand du kan have over for nye tanker.
- Det er helt i orden."
Intet problem. Sålænge du ikke fremlægger et konkret alternativ kan jeg ikke gøre meget andet end at tolke frit.
--
"I dag findes pluralisme ikke.
Hvis du ser McD’s logo og ser hvilke farver de har - og sammenligner dem med farverne i
Folke Republiken Kinas flag
- hvem sagde uniformslære kun findes hos Mao?"
Min erfaring er noget ganske andet. Sammenligner man f.eks. de arbejdspladser jeg har været på senest, med dem jeg startede på i sin tid, så er dels udvalget og variantionen af jobs og funktioner, og de politiske diskussioner vi har, uendeligt mere varierede end før.
--
"Vi kan se TV udsendelser der er rip-of af udsendelser lavet i USA eller UK - tilpasset sprogligt til en national målgruppe. Men rammen og hvad den skal eksponere for at mennsker oplever underholdningen - er den samme. UNIFOM"
Sammenligner man mediebilledet i dag, med sådan som det var i min barndom er der ingen sammenligning overhovedet. Variationen og udvalget er uendeligt meget større i dag. Men i dag sker meget af interaktionen og informationsindhentningen på nettet i stedet for gennem TV.
--
"Vi skal kunne finde den samme varer over hele verden og straks genkende den.
Markedet dræber pluralismen som den agere nu.
Multinationale selskaber skaber uniforme produkter til uniformt underholdt borger verden over.
- Markedet dræber pluralismen."
Ikke desto mindre kan jeg med få klik finde et udvalg af varer og ydelser der er størrelsesordner større end for en generation siden. Jeg tror du udelukkende fokuserer på den del af udviklingen der har skabt store koncerner, og ikke den tilsvarende udvikling der har givet os alle adgang til uendelige mænger af alternativer.
--
"Mennesker er meget ens over hele verden.
Samme føleslser samme biologi - og kulturmæssigt nærmer vi os hinanden med raske skridt."
Nej. Kun på nogle punkter. Første gang jeg var i Kina for en del år siden, var de meget engelsk-orienterede i sprog, men her sidst har de "genopfundet" både deres sprog og kulinariske tradtion og meget andet. Så globalisering og kulturel stolthed og respekt for kultur og oprindelse kan sagtens gå hånd i hånd.
--
"Forskelligheden kommer måske af at jeg trods alt ser stjernerne en smulle anderledes, end min nabo - grundet vinklen hvorfra jeg står er forskudt lidt i forhold til ham. ."
Uden tvivl. Jeg deler bare ikke din pessimisme.
@ Thomas Krogh . Nu er der ingen relationer der udelukkende er endimensionelle, ej heller handelsrelationer. Sovjetunionens udenrigshandel blev ikke eksklusivt styret fra Moskva, sådan som du skriver. Omverdens ambivalente syn på handel med Sovjetunionen spillede en afgørende rolle, for hvilken muligheder landet havde. US monopoler og embargo står i centrum for hvad Sovjetunionen kunne opnå på verdensmarkedet. Markedet er nemlig ikke anonymt, men styres af de mest reaktionære og udemokratiske personer man kan ønske sig. Skal disse nedrige skiderikker forsat styrer verden, eller skal magten tilbage til folket – det er spørgsmålet!
Fin artikel, med mange konstateringer og et par bud på årsagen til at et fordummet folk ikke kan løfte demokratiet som styreform.
(Fordummelsen af den politiske substans bærer medier, politikere og folket et fælles ansvar for. Medierne for at forstærke tidsåndens utålmodighed og higen efter lette, åndelige kalorier)
Vi fødes uden indflydese, vi præges til det vi bliver.
Radioen blev afløst af fjernsynet, der i begyndelsen var 80-90 oplysning og resten underholdning.
Så opfandt man Public Service og ret hurtigt gled oplysning fra 80-90 % til 10-15% og resten blev underholdning-mere eller mere flad, incl. vejrudsigter-det ren show.
Her sidder demokraterne så og kører på cykel med Tour de France og går i haven med Søren Ryge og der er ingen ende på passiveringen og fordummelsen. Er det oppe på 6 timer pr. dag i snit.
De ansvarlige for fjernsynets udvikling som samfundsbedøvende begår overgreb på befolkningen hver dag- et overgreb som kun kommer til udtryk ved at demokraterne klager over programmerne medens de fordummes og holder sig langt væk fra det , der er basen for et demokrati.
Oplysning, indsigt og medansvar.
Fogh sagde vi skullle være et vidensamfund og som den lille piges svovlstikker så vi et lille lys, men meget kort.
I fuld belysning bliver vi åndeligt mere og mere forarmede og har ikke noget at stå imod med efter prægningen i opvæksten har været programmeret i alle detajler så individets evne fra fødslen til at bevæge sig ved egen kraft er skåret væk.
Vi er institutionelle smågrise, der øffer med de programmer vi ser.
Folkeforførelse med alles viden.
Bare glem Danmark, folkens. Vi kan kritisere alt det, vi ønsker, men situationen bliver kun værre. Her er absolut ingen fremtid.
Flyt ud.
Eller bliv - og kæmp!
Lad os alle udslette samfundet. Så har samfundet ikke flere problemer. Det synes, at samfundet er problemet, som sådan.
Kæmp for hvad, Lars? En synkende skude, en fattiggård, et total-smadret samfund uden fremtid?
Thomas,
"Jeg er ikke helt enig - problemet med den holdning er at den fører til “vi skal bare lige beskytte det her marked i nogle år, så skal de nok blive konkurrencedygtige”, men det sidste sker aldrig."
"Aldrig" holder ihvertfald ikke! ;-)
Det var faktisk præcis, hvad USA gjorde for 100+ år siden, mens de opbyggede et produktionsapparat, der kunne konkurrere med det dengang langt overlegne britiske!
Med ret overbevisende resultater, må man vist sige?! ;-)
Og alene størrelsesforholdet gør Kina usammenligneligt med Japan.
Japan havde aldrig potentiale til at gøre USA+Europa til en udkonkurreret "has been".
Det har Kina.
Og "vi" har desværre bl.a med stupid enøjet, nu anakronistisk, fokusering på USSR/Rusland som trussel givet dem en kickstart, som vores efterkommere vil forbande os for.
@Torben Knudsen Præcis. Dette fordummende stykke inventar, som platform for en udbytning via licens samt kabel afgifter, som ikke er til at slippe for. Tænk hvis de samme penge kunne anvendes frit til indkøb af kultur / avis m.m.
Giv os vor frihed tilbage!
Nic
"Det var faktisk præcis, hvad USA gjorde for 100+ år siden, mens de opbyggede et produktionsapparat, der kunne konkurrere med det dengang langt overlegne britiske!"
Njae.. kun til dels. Det var først efter depressionen og de lempelser der skete derefter at USA for alvor fik sit økonomiske gennembrud, og vi kan jo se at de firmaer der har haft størst succes, er dem der fra starten har været mest fokuserede på marked og betingelserne, udenfor USA. DuPont, Boeing, Microsoft, Apple, Intel,..
--
"Med ret overbevisende resultater, må man vist sige?! ;-)"
De meste beskyttede - og mest "hjemme-orienterede" - af deres industrier, de store bilfabrikanter er ikke ligefrem vidne om det. Ej heller briternes tilsvarende forsøg på at beskytte deres bilindustri op gennem 60'erne og 70'erne. ..
--
"Og alene størrelsesforholdet gør Kina usammenligneligt med Japan.
Japan havde aldrig potentiale til at gøre USA+Europa til en udkonkurreret “has been”."
Nej, men der var alligevel en masse spådomme om hvor tæt Japan var på at overhale USA som verdens største økonomi. Det skete jo aldrig og det enorme handelsoverskud der i mange år var en "trussel" mod resten af verden er i dag afløst af et underskud. Så man skal passe på med at projicere for mange udviklinger.
--
"Det har Kina.
Og “vi” har desværre bl.a med stupid enøjet, nu anakronistisk, fokusering på USSR/Rusland som trussel givet dem en kickstart, som vores efterkommere vil forbande os for."
Fuldstændigt uenig. Jeg vil 100 gange hellere have et Kina der er 10xJapan end et fattigt, isoleret Kina, der kunne ende med at være et 50xNordkorea.
Kina's integration i verdensøkonomi - og det faktum at fremsynede kinesere og ikke-kinesere har arbejdet for det - er formodentligt det aller-aller smarteste og mest fremsynede der er sket for klodens fred og velstand, de sidste 20 år.
Sider