Kronik

’Jeg mistede fællesskabet på Nørrebro’

I november beskrev Miriam Nawaz, hvordan det var at blive ’efterladt’ på Blågårdsskolen på Nørrebro, mens de etniske danskere forlod skolen én efter én. Her svarer én af de frafaldne Miriam i et personligt brev
Dagens kronikør skriver i et åbent brev, at det ikke var hendes egen  beslutning at flytte fra Hellig Kors Skole på Nørrebro, som i dag hedder Blågårdsskole. På billedet ses en 9. klasse fra Blågårdsskole.

Dagens kronikør skriver i et åbent brev, at det ikke var hendes egen beslutning at flytte fra Hellig Kors Skole på Nørrebro, som i dag hedder Blågårdsskole. På billedet ses en 9. klasse fra Blågårdsskole.

Sigrid Nygaard

29. december 2012

Kære Miriam.

Jeg læste din kronik i Information en torsdag aften, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg læste den flere gange i træk, og flere linjer læste jeg op for mig selv igen og igen.

Siden den dag efter sommerferien i 8. klasse, hvor jeg ikke dukkede op i vores klasse ligesom jer andre, har jeg haft en klump af dårlig samvittighed liggende et lille sted i min mave. Det fortæller jeg dig ikke, som et forsøg på at give den dårlige samvittighed tilbage til dig. Jeg fortæller dig det, fordi jeg gerne vil have, at du får et indblik i mine tanker omkring dengang.

Når jeg tænker på min opvækst på Nørrebro og min skolegang på Hellig Kors Skole – i dag bedre kendt som Blåggårdsskolen – tænker jeg tilbage på masser af gode minder og en fantastisk tid. Jeg har især gode minder fra vores pigegruppe i 6.-7. klasse, og det, at vi havde hinanden, var klart det allervigtigste for mig i den periode.

Jeg lærte mange ting af jer alle sammen, og jeg misundede mange ting ved jeres liv. Inden jeg skiftede skole og tog 8.- og 9. klasse på Statens Pædagogiske Forsøgscenter, følte jeg mig overbevist om, at mit liv ville ende med at minde mere om det, jeg oplevede gennem jer, end det jeg oplevede i min egen familie og hos de af mine veninder, der kom fra samme familiekultur, som jeg selv.

Jeg var særligt glad for den store mængde tid, jeg tilbragte hos min bedste veninde og hendes familie. Hun boede på et lille værelse sammen med sine tre søstre, hvor jeg altid var velkommen. De tog mig med på familiebesøg, til bryllupper og inviterede mig i det hele taget ind i deres familie, som var spredt ud over hele København.

I blev fravalgt

Når det så endte med, at jeg mistede jer alle sammen fra den dag, jeg startede på den nye skole, skyldes det primært mig selv og min egen frygt for at se jer i øjnene. Jeg ændrede mig meget, da jeg begyndte at være i et helt andet miljø, og jeg turde ganske enkelt ikke tro på, at jeg kunne være en del af begge miljøer.

Jeg valgte mine nye venner frem for jer, selvom jeg aldrig troede eller ønskede, at det skulle blive sådan.

Det var ikke mig selv, der tog beslutningen om at søge om optagelse på den nye skole. Jeg ønskede ikke at forlade Nørrebro og det stærke fællesskab, jeg var en del af dér – »os mod dem, Nørrebro mod Danmark«, som du meget rammende beskriver det.

At forlade vores skole var hverken spændende eller positivt. Jeg var tværtimod både bange og vred over, at den beslutning var taget hen over hovedet på mig af min mor og mine lærere i fællesskab.

De mente, jeg havde brug for at komme et sted hen, hvor jeg kunne få nogle større faglige udfordringer. Min klasselærer var sikker på, at det nok skulle blive godt for mig at lære på en ny måde i et nyt miljø.

Jeg har ikke talt med min mor om tiden omkring skoleskiftet, men jeg er overbevist om, at en del af årsagen også var, at hun var bekymret for, hvilken person jeg ville udvikle mig til at blive. Hun oplevede mig, hendes datter, som en ung pige med værdier og interesser, hun nok ikke helt kunne forstå. Jeg opførte mig ikke, som en typisk dansk teenagepige gjorde, og hun havde formodentlig et ønske om, at jeg skulle opleve nogle andre måder at være ung på.

Jeg havde ingen venner af det modsatte køn og brugte stort set al min fritid sammen med mine veninder rundt omkring på Nørrebro. Vi spillede basket i Hans Tavsens Parken, holdt pigefester og besøgte hinandens baggårde.

Mit sprog afveg også en del fra den måde, andre danske piger på min egen alder talte på. Jeg talte grammatisk ukorrekt og havde i det hele taget, hvad mange nok vil betegne som et ’hårdt’ sprog. En helt særlig accent som vi i øvrigt alle sammen talte med.

Det var da bestemt også en anderledes oplevelse at starte i min nye klasse. Undervisningen var meget forskellig fra det, jeg var vant til, da det var en skole, der havde til formål at afprøve nye undervisningsmetoder. Men mine nye klassekammerater var også meget anderledes. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg dømte dem alle sammen til at være nogle uvidende, halvracistiske bonderøve, der ikke havde den fjerneste idé om, hvordan den virkelige verden fungerer.

Mange af dem bed i øvrigt også mærke i mit alternative sprogbrug.

Der gik dog ikke mange dage, før jeg tog de første skridt til at knytte nogle meget tætte venskaber med mange af mine nye klassekammerater.

’For meget perker til det’

Den negative omtale af vores folkeskole og af vores lokalmiljø påvirkede i høj grad os på Hellig Kors Skole – som du også skriver i din kronik. Jeg husker især, hvordan mange af vores klassekammeraters faglige selvtillid var fuldstændig ikkeeksisterende.

For eksempel mindes jeg en eftermiddag i 7. klasse, hvor vi sad tre piger hjemme hos dig og lavede lektier; du, jeg og vores veninde fra klassen. Vores veninde gav hurtigt op efter at have læst opgaveformuleringen. Hun rakte mig sit papir og sin kuglepen og sagde grinende: »Jeg er for meget perker til det. Her, tag det! Du er den kloge.«

Den situation, tror jeg, var meget sigende for den faglige struktur i vores klasse.

Jeg er vokset op i et af de sociale boligbyggerier omkring Blågårds Plads. Min far, der oprindeligt var fra Portugal, døde, da jeg var syv år, og jeg boede derfor alene med min mor og min fire år yngre lillebror.

Min mor kommer ikke fra en akademisk familie og arbejdede indtil de tidlige år i min barndom som tandteknikker. Hun tog senere en studentereksamen og en ny uddannelse, mens hun var alene med min bror og jeg, og arbejder i dag som folkeskolelærer.

Etnisk dansk = ressourcestærk?

Til trods for denne baggrund blev jeg ikke karakteriseret som ressourcesvag af de voksne i mine omgivelser. Jeg startede i skole efter at have gået i en børnehave med en stor overvægt af såkaldt ressourcestærke børn. De hjem, jeg kom i gennem min opvækst, var gennemgående præget af overskud, diskussionslyst og inspiration til at sætte mig ind i og sætte spørgsmålstegn ved det samfund og den verden, der omgav mig.

Men min baggrund som etnisk dansker var nok den primære årsag til, at de nye voksne i mit liv, mine lærere i folkeskolen, undlod at placere mig i boksen med ressourcesvage elever. I kraft af min familiemæssige baggrund havde jeg en kæmpe fordel, som jeg ikke behøvede at arbejde for: Jeg havde talt dansk hele mit liv, og jeg havde talt dansk med alle i mit liv.

Mine folkeskolelærere var dygtige, sjove og kærlige og ville uden tvivl alle os elever det bedste. Men jeg er dog alligevel ikke i tvivl om, at de forudindtagede idéer om vores – de stærke elevers gode faglige egenskaber – virkede selvforstærkende og gjorde os dygtigere – og det på bekostning af nogle af vores klassekammerater. For når nogle børn konstant får at vide, at de er de dygtigste, må det nødvendigvis betyde, at de andre ikke er det.

Jeg har savnet Hellig Kors Skole og vores barndom på Nørrebro, lige siden jeg forlod det og blev en del af verden udenfor. Jeg bor godt nok stadig på Nørrebro, men har ingen kontakt med folk fra vores folkeskole. Desværre. For det at vokse op på Nørrebro og gå på Hellig Kors Skole er muligvis det, der har haft størst indflydelse på, den jeg er i dag.

 

Sofia Cerqueira Rasmussen er stud.jur. på KU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

If'ølge dette er Statens Forsøgsskole lukket i 2007?

"Siden Folketinget d. 7. februar i år vedtog at lukke Statens Pædagogiske Forsøgscenter fra næste sommer, har bl. a. Københavns Kommune vist interesse for fortsat at kunne drage fordel af SPFs pædagogiske udviklingsarbejde – også efter 2007."

kilde:
http://www.pressesystemet.dk/default.asp?id=634

Men nu er der selvfølgelig også gået 5-6 år siden dengang....

Og lad os antage at denne elevs far ikke var død da hun var 7 år? Mon ikke omgivelserne så havde sat mærkatet eller prædikatet resursesvag på hende, da hun jo taler to sprog... dansk og portugisisk....

Og hvad er der galt i at 14-16 årige piger kun har pige-veninder? Er det ikke almindeligt kun at have pige-venner i den alder? det er det altså herovre i Jylland, måske er det anderledes i København...?

Og nej, du er ikke etnisk dansker, din far er jo født i Portugal, ikke sandt? Derfor er du, ifølge danmarks statistisk enten efterkommer af dansk oprindelse eller bare efterkommer....

Og sådan er der jo så meget...

"Og nej, du er ikke etnisk dansker, din far er jo født i Portugal, ikke sandt? Derfor er du, ifølge danmarks statistisk enten efterkommer af dansk oprindelse eller bare efterkommer….

Fortsættelse:

Aaen - når blot en af forældrene har dansk statsborgerskab og er født i Danmark - da har man ifg. DST dansk baggrund - etnisk opererer DST ikke med - som jeg har fortalt nogle gange efterhånden.