Klumme

Et ønske om stilhed

Larm kan antage mange former – oftest er den anmassende, men larm kan også beruse. Personligt er jeg træt af at skulle råbe for at blive hørt. Kan vi få lidt mere stilhed i det nye år?
Debat
31. december 2012

Jeg leder efter stilhed i det nye år,« skrev en dansk veninde på Facebook forleden.

Og det kan man ikke fortænke hende i, for hun er journalist og nybagt mor, og efter julens strabadser, med alt hvad dertil hører af våde julefrokoster og ditto fester med familie og venner, er larm et af de dominerende karakteristika i hendes verden.

Forestillingen om mere kontemplative aktiviteter i højtiden såsom at sidde med en god bog og en hæderlig cognac i et rum, der gerne må minde om et engelsk bibliotek på en ditto herregård, forbliver en drøm. En sådan aktivitet forudsætter i øvrigt hårdt arbejde af andre medlemmer af husholdningen, der skal styre støjen fra børn, støvsugere og snurrende gryder andetsteds. Ikke at det ville genere mig det mindste. Men Informations læsere hylder med søvngængeragtig sikkerhed lighedsprincipper, så for at foregribe arrige kommentarer i netdebatten under klummen, vil jeg altså sige, at det har jeg tænkt på.

Apropos netdebatter, så figurerer de også på min ønskeliste for 2013. Hvis vi kunne få mindre støj på linjen online, ville jeg være evigt taknemmelig. Det har været kendetegnende for 2012, at skrålene fra de virtuelle, verbale skraldespande aldrig har fyldt mere, og aldrig har været mere aggressive.

Og det siger jeg ikke udelukkende (om end delvist), fordi jeg selv har været i skudlinjen, udsat for angreb, som jeg selv med min bedste vilje ikke kan karakterisere som andet end urimelige forsøg på at gå efter kvinden frem for bolden. Jeg noterer mig, at kloge hoveder mener, at det handler om, at de sociale medier bare skal ’finde deres form’, og at de digitale slagsmål og den højtråbende trang til selvpromovering vil dø ud hen ad vejen. I så fald hellere i dag end i morgen.

Men der er meget mere. F.eks. den kollektive larm, som fremkommer fra tusindvis af forkælede unge mennesker, der er verdensmestre i at gå i byen, men hvor kun få evner at sætte sig ned og koncentrere sig.

Det er ikke deres skyld, strengt taget handler det om forældre og lærere, der ikke har taget deres opgave som undervisere og opdragere ud i dyder som koncentration, informationssøgning og hårdt arbejde alvorligt.

Oveni kan man lægge den betragtelige støj, som fremkommer fra de evigt tændte computere, der udspyr musik, net-tv domineret af realityshow, porno og computerspil, som overlæsser unge hjerner, indtil de når et punkt, hvor teenagere ikke længere kan spise, læse lektier eller tale med andre, uden at skærmens eller mobiltelefonens blå lys blinker til dem.

Men der findes værre scener i klasseværelser. I en lille by i staten Connecticut – nogle timers kørsel fra, hvor jeg bor – er der små børn, som aldrig vil glemme lyden fra et semi-automatisk håndvåben, der blev brugt til at myrde deres klassekammerater med. Støjen fra massakrer i USA, senest den rædselsvækkende i Newtown, er nu blevet så øredøvende, at den har råbt selv flere våbenglade politikere i USA’s kongres op. Desværre mødes den af et skingert modangreb fra en af USA’s mest magtfulde lobbyorganisationer, NRA (the National Rifle Association), som nok skal skabe så megen uro, at julefreden næppe sænker sig over de amerikanske skoler før et godt stykke inde i 2013.

Der skal nok være mennesker, der trækker på smilebåndet over en bøn om ro herfra. Deres klummeskriver hører ikke til verdens stille eksistenser.

Ikke desto mindre er jeg i 2012 blevet næsten afhængig af de stille timer mellem midnat og klokken 4-5 om morgenen. Hovedparten af mit skrevne arbejde både op til, under og efter præsidentvalget, hvor min arbejdsuge sneg sig op på de 90 timer, blev udført her – mens de fire børn sov, og ægtemanden oftest befandt sig på et andet kontinent.

Her kan man reflektere, drikke en kop te og spise en ostemad på rugbrød og af og til endda savne den lille lighedselskende velfærdsstat højt mod nord, hvor skolerne ikke har låste døre eller overvågningskameraer, der filmer hvert minut. Og hvor nyhederne før jul definitivt ikke handlede om, at salget af skudsikre rygsække og body armors til skolebørn var eksploderet.

Jovist, USA larmer uden tvivl langt mere end Danmark. Derudefra ønsker trofaste læsere et lykkebringende nytår med evnen til refleksion i førersædet.

 

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære AGR,

Jeg vil entydigt bakke dig op omkring dine betragtninger omkring støjen på netdebatten.

Men .....

Prøv i fremtiden at lade være med at generalisere en hel befolkning på grundlag af såkaldte (ikke eksisterende) egenoplevelser. Kælderbutikker i Torvegade f.eks. Det er nemlig også støj.

Godt nytår.

Ønsket om mere stilhed kommer med alderen. Jeg husker med gru stilheden 1., 2. og 3. juledag i min barndom. Kedsomheden var knugende, alt var lukket og der skete INTET. Nu 50-55 år senere er ro og stilhed oftest en fornøjelse, som man ikke behøver at lede efter, den er lige ved hånden, sluk for strømmen.

Inger Sundsvald

Desværre tror jeg ikke på at verden bliver mindre larmende. Netdebatter fortsætter også med at være grænseløst modbydelige, selv hvis nogenlunde anstændige debattører klapper helt i og overlader scenen til aggressive verbale skraldespande.

Men jeg synes det er lidt uretfærdigt at skrive, at: ”Informations læsere hylder med søvngængeragtig sikkerhed lighedsprincipper” – ingen nævnt ingen glemt – og således kan alle føle sig truffet og generaliseret.

JEG hylder lighedsprincipper, men ikke ”søvngængeragtigt”. Jeg ville heller ikke sige, at ”Informations journalister” ikke gør. Hvis det var rigtigt, ville journalisterne været ualmindeligt dårligt ”castet”.

Men hvis man skriver personligt, får man også personlige svar, og det er ikke altid at folk kan skelne mellem hvad jeg f.eks. mener politisk og hvilken person jeg er. Det er ikke småting jeg i årets løb har fået hæftet på mig. Det rører mig ikke så meget. Det er værre hvis det uretfærdigt går ud over andre respekterede kommentatorer, uanset om jeg ellers er enig med dem eller ej.

Jeg vil også ønske dig, Annegrethe Rasmussen, et lykkebringende nytår m.v. og alt godt :-)

Man skulle måske overveje at anskaffe sig et såkaldt nytårsforsæt – ønske og selv bidrage med mere stilhed i verden – mindre krig og ballade; ingen debatter i visse intellektuelle avisers netfora; færre selvpromoverende debattører med bevisligt manglende kundskab om emner, de absolut mener andre skal informeres om; mindre hvid støj på alle indre kanaler i dette gallupianske demokrati, hvor magthaverne har udstyret sig selv med indkøbte holdningsagenter, hvis drypvise propaganda møgspredes døgnet rundt til det publikum, der ikke for længst har slukket for strømmen; sluk-sluk-sluk – for fanden …

Uoplysthed og manglende engagement - den nye form for almen dannelse – så ingen kan føle sig krænket, modbydeligt behandlet eller blot svinet til …

Maj-Britt Kent Hansen

En ugentlig personlig, polemisk klumme.

En sådan kan provokere og medføre endnu mere polemik.

Hvad kan man egentlig bruge det til - udover at få luft? Og kan man ikke få luft på andre måder? F.eks. ved at ignorere klummen, ved at droppe kommentarerne?

Nå, måtte både skrive en kommentar og være polemisk.

Men så da godt nytår til alle!

Jovist, Annegrethe, USA larmer uden tvivl langt mere end Danmark -

”And in the naked light I saw
Ten thousand people maybe more
People talking without speaking
People hearing without listening
People writing songs that voices never shared
No one dared
Disturb the sound of silence”

http://www.youtube.com/watch?v=FaSFzp6IDgw

Godt Nytår!

Får vi en artikel i det nye år om de danskere der tager muligheden for at vende hjem til Danmark fra "det synkende USA" for at begynde forfra ?

Exit USA ?

Henrik Bjerre

Hvis der er nogen jeg noedig vil vaere kammerat med er det dem, der forsoeger at generere selvcensur ved hoejlydte protester, vrede eller ligefrem vold.

Saa det er ikke oploeftende, at hoere AGR overveje hvordan aggression paa en artikel nu kan undgaas.

Til de fleste gode halshugninger, ifoerer man baade delinkvent og boeddel en solid haette - det goer det hele lidt nemmere. Skulle kommentatorkorpset lade sig inspirere anderledes - og fremstaa tydelige med navn og aabent ansigt?

Annegrethe Rasmussen

Tak for kommentarer. Kælderbutikken i Torvegade findes skam (med mindre den er lukket siden jeg besøgte den i juli). Da Torvegade ikke er særlig lang, er det ikke svært at finde den. Cirka skråt over for "Lagkagehuset".
Jeg opfinder ikke konkrete butikker, personer eller steder til klummebrug.
Derudover bliver man simpelt hen nødt til at generalisere, når man skriver klummer. Ellers er genren umulig.
Og når jeg generaliserer fra den sex-interesserede antikvar er det naturligvis fordi jeg oplever det danske samfund helt generelt som ret fikseret på de dele. På en anderledes direkte måde end det på mange måder mere bornerte USA.
Men klummer kan ikke sådan give sig til at forklare deres pointer. Hvis de ikke siver ind hos læserne er der blot to mulige forklaringer:
1. Klummen er for dårligt skrevet så budskabet kan ikke opfattes
2. Læseren er ikke indstillet på at forstå klummen eller er så irriteret over budskabet (subsidiært: over skribenten selv) at det skygger for indholdet.

Jeg skal ikke her blande mig i, hvilken version, der er "den rigtige" kun anføre, at begge dele givet forekommer.

Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen

PS: Kære Inger Sundsvald,
Jeg synes det er meget klogt - og godt set - når du siger, at man ikke nødvendigvis ER som man SKRIVER (eller hvad man skriver).
Og når jeg skrev "med søvngængeragtig sikkerhed" var det ganske rigtig en lidt grov generalisering, som jeg dog ikke mener noget ondt med. Det var såmænd blot min lidt hurtige måde at skrive på, at Informations læsere i al almindelighed er temmelig venstreorienterede.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Maj-Britt Kent Hansen

Hvordan kan AGR kalde den omtalte butik (som nu er blevet udpeget nærmere) for en kælderbutik?

Indgangen og vinduerne er og har hele tiden været i gadeniveau.

Nå, det er selvfølgelig småting - vil nogen mene.

Henrik Bjerre

Det bliver mere og mere pikant - butikkens atmosfaere opleves aabenbart moerk og underjordisk .... den ligger i hvert fald paa skyggesiden.

Annegrethe Rasmussen

Vi er sandelig ude i detaljerne her. Butikkens vinduer er rigtignok i gadehøjde - ellers ville man jo ikke kunne se dem, men da man såvidt jeg husker går NED fra gaden ad en lille trappe for at komme ind i butikken, vil jeg mene, at det er rimeligt at kalde det en kælderbutik. Men da jeg kan tage fejl (jeg har kun være i den tre gange i sommer) er det muligt, at den faktisk er en "stueetage-butik" :-)
Men nu var det jeg reagerede på sådan set ikke om v talte stue eller kælder, men at en læser tidligere kaldte bemeldte butik "ikke-eksisterende". Og det er for mig vigtigt at understrege, ar mine klummer bygger på virkelige begivenheder, hændelser og personer mv.