Kronik

Opgør med en brutal ulighed

Juristen og den ufaglærte arbejder har formelt lige adgang til sundhed. Alligevel lever den ene ti år længere end den anden og har bedre chancer for at overleve samme sygdom. Hvis vi skal gøre op med uligheden i danskernes sundhed, kræver det politisk handling og et fokus på, hvad der skaber uligheden
Behandlingresultater og prognoser er forskellige, alt efter om du er velstillet eller ej. Både fordi ressourcestærke har flere kræfter til at gå aktivt ind i behandlingsforløbet. Men måske også fordi systemet og personalet har en anden tilgang til direktøren end til den ufaglærte, mener sundhedsminister Astrid Krag (SF). Arkiv

Behandlingresultater og prognoser er forskellige, alt efter om du er velstillet eller ej. Både fordi ressourcestærke har flere kræfter til at gå aktivt ind i behandlingsforløbet. Men måske også fordi systemet og personalet har en anden tilgang til direktøren end til den ufaglærte, mener sundhedsminister Astrid Krag (SF). Arkiv

Jakob Dall

12. december 2012

For et stykke tid siden faldt jeg over en artikel i Information, hvor uligheden var beskrevet med en kort togrejse mellem Sjælør station og Hellerup lidt nord for København:

»For hver station, toget stopper ved ud mod Hellerup, lever de passagerer, der venter på perronen, i gennemsnit et halvt år længere end dem på stationen før. For hvert trinbræt vil færre slå ventetiden ihjel med at ryge cigaretter. Sandsynligheden for, at de har en øl i den ene hånd og en basse i den anden, vil blive mindre, og muligheden for, at de har taget cyklen hen til stationen, større. Når toget er helt i Hellerup har man således vundet tre år mere at leve i.«

Tankevækkende, når man tænker på, at der kun er få minutter mellem hvert stop på rejsen.

Ulighed på arbejdspladsen

Et af mine mål som sundhedsminister er at sætte fokus på den ulighed, som stadig – og i stigende grad – gennemkløver vores samfund. En ulighed, der ikke kan reduceres til et spørgsmål om nogle få hjemløse, narkomaner, prostituerede og andre socialt udsatte, men derimod en ulighed, som også kommer til udtryk i markante forskelle i levealder, livsvilkår og sundhed mellem de vellønnede og højtuddannede i samfundets top på den ene side og den store gruppe af danskere med almindelige job inden for industri, byggeri, transport eller service på den anden side.

Ingen skal være i tvivl om, at regeringen vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe samfundets udsatte grupper, men vi skal ikke bilde nogen ind, at vi hermed har gjort op med uligheden. Den centrale politiske konflikt i sundhedsdebatten handler ikke om, hvorvidt ’manden på risten’ skal have en varm og støttende hånd, men om den ulighed, du kan se på din egen arbejdsplads og i din egen hverdag.

Det handler om, at buschaufførens liv slutter ti år før ingeniørens. Det handler om, at hende, der støvsuger på kontoret, dør langt tidligere end den ledende medarbejder, hvis navn står på døren.

Sort på hvidt

Man kan spilde lang tid på at diskutere, om tiden ikke er løbet fra udtryk som klassesamfund og klassekamp. Ordene er ikke vigtige for mig. Men på sundhedsområdet taler kendsgerningerne deres eget brutale sprog:

Den rigeste fjerdel af de danske mænd lever i gennemsnit ti år længere end den fattigste fjerdedel. For 25 år siden var den forskel ’kun’ 5,5 år.

Den forventede restlevetid blandt ufaglærte 30-årige mænd er omkring 44,9 år. For den 30-årige akademiker er restlevetiden 52,2 år. For kvinderne ser det lidt bedre ud.

Antallet af genindlæggelser på sygehusene er markant højere for kortuddannede og folk med lav indkomst.

Her – netop her – har vi en af sundhedsvæsenets største udfordringer, som jeg som sundhedsminister gerne vil være med til at løse. Og noget skal der gøres efter et årti, hvor den sociale dimension ikke fyldte meget i sundhedspolitikken, men hvor fokus i stedet var på at opbygge et privat alternativ til vores fælles sundhedsvæsen med Løkkes overbetaling af privathospitalerne som det mest kendte eksempel herpå.

Desværre – men ikke overraskende – er uligheden i sundheden vokset i de senere år. Hvor langt og godt et liv du får, afhænger af din indkomst og uddannelse. Advokaten og overlægen får simpelthen flere – og bedre – leveår end sosu-hjælperen, frisøren og skraldemanden.

På den måde mener jeg, at ulighed i sundhed er en af de mest barske uligheder, der findes: Man dør tidligere, blot fordi man er dårligere stillet. Det er et stort problem. Og derfor sætter regeringen ind. Vi indfører en ny garanti, som betyder, at patienten har ret til at få stillet en diagnose inden for fire uger. Det vil især gavne de svage patienter, der i dag oplever at blive kastebolde i systemet.

Vi afviser brugerbetaling på lægebesøg, som store dele af højrefløjen foreslår, fordi det vil øge uligheden og ramme pensionister, børnefamilier og lavtlønnede urimeligt hårdt. Vi har med næste års finanslov gjort det markant billigere at gå til tandlæge for borgere med få penge på lommen. Før regeringen kom til, kunne folk med sundhedsforsikring komme forrest i køen – vel at mærke for alle skatteborgernes regning. I dag er sundhedsforsikringer ikke længere skattefri. På den måde skaffer vi penge til sundhedsvæsenet og mindsker uligheden.

Vi har etableret et lighedsnetværk, som skal give sundhedsvæsenet et socialt serviceeftersyn.

Og som det måske allervigtigste, så vil vi ligestille psykiatrien med det somatiske område. En bedre psykiatri vil være et væsentligt skridt mod mindre ulighed, fordi langt flere ufaglærte end veluddannede trækkes med psykiske problemer.

Men lad mig sige det, som det er: Alle disse initiativer er gode, positive og trækker Danmark i den rigtige retning, men vi har som samfund lang vej endnu.

Vi må også være parate til at vende blikket indad i sundhedsvæsenet. For selv om vi har fri og lige adgang til sundhed i Danmark, og vores sygeplejersker og læger hver dag yder en indsats, som kun kan kalde på respekt, kommer vi måske uforvarende til at gøre forskel ved at behandle alle ens.

Alle skal ikke behandles ens

Lad mig give et eksempel: Som sundhedsminister arbejder jeg for, at der skal være stigende fokus på patientinddragelsen i sundhedsvæsnet, og at vi hele tiden skal udnytte teknologien, så vi får bedre og billigere behandling. Men er ’velfærdsteknologi’, ’brugerstyrede senge’, ’patientuddannelse’ og mange af de andre facetter, der skal understøtte patientinddragelsen, ikke kun for de stærke patienter? Dem, der i forvejen nok skal klare sig?

Jeg ville gerne kunne svare entydigt ’nej’ til dette spørgsmål. Men det er en hel reel bekymring, som hele sundhedsvæsenet skal have fokus på. Vi har en vigtig opgave i at inddrage bredere, så vi ikke taber de patienter, der har allermest brug for det.

Vi ved, at prognoser og behandlingsresultater er forskellige, alt efter om du er ufaglært arbejder eller djøf’er. Og at det blandt andet hænger sammen med, om du selv har ressourcer til at ’gå ind i’ dit behandlingsforløb. Men det har nok også betydning for, hvordan systemet og personalet møder dig.

Forskning viser, at der går længere tid for mennesker med færre økonomiske og sociale ressourcer fra første kontakt til egen læge, og til, at f.eks. reelle kræftdiagnos-tiske undersøgelser bliver sat i gang. I henvisningsprocessen fra egen læge til specialist er der altså en udvælgelsesproces, hvor socioøkonomiske faktorer spiller ind på ventetid. Og det er ikke kun de allerdårligst stillede, der rammes af social ulighed. Det er en trinvis effekt, der stiger gradvist, alt efter hvor meget man tjener, og hvor godt man er uddannet. Hvem vi er, betyder altså meget for vores chancer for at overleve eksempelvis kræft. Der er mange forhold, som spiller ind på den ulighed i sundhed, som vi i statistikkerne kan konstatere er til stede, og som har været stigende gennem de seneste år. Vi skal ind bag tallene og forstå de bagvedliggende årsager, så vi kan sætte ind de steder, hvor behovet er, og hvor en indsats vil gøre størst gavn.

Blandt andet derfor har jeg netop dannet ’Lighedsnetværk’ – et nætværk af hospitaler, kommuner og lægehuse. Netværket rummer alle de led, patienten i et forløb kan komme igennem – fra udredning til behandling, pleje og genoptræning. Formålet er at afdække, hvor i systemet uligheden kommer ind, og hvor samspillet mellem sundhedsvæsnet og patienterne ikke er optimalt, så vi kan sætte målrettet og effektivt ind.

I dag deltager jeg sammen med den norske sundhedsminister Jonas Gahr Støre i Sundhedsstyrelsens konference om lighed i sundhedsvæsenet. Her er formålet at inspirere ledere og politikere i regioner, kommuner, sygehuse og praksissektoren til at tage initiativer, der kan reducere den sociale ulighed i sundhed.

Det er ikke en let opgave at mindske uligheden, men jeg overbevist om, at vi kan komme langt, hvis alle aktører i vores fælles sundhedsvæsen gør deres yderste, og den politiske vilje til et opgør med uligheden er til stede.

Astrid Krag (SF) er sundhedsminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Man kommer uvægerligt til at tænke på Mor Thøgers skattereform og en del andre reformer, efterløn og dagpenge fx. Hykleriet er til at få øje på.

'Ordene er ikke vigtige for mig.' Skriver hun i en lang kronik, der ikke kan skjule manglen på handling, der batter.

Niels P Sønderskov

Det er ellers meget nemt, Astrid. Lighed i sundhedsvæsenet hænger direkte sammen med lighed generelt. Den er pæn i Danmark, men er gået i den gale retning under VK-regeringerne. Derfor er der brug for genopretning.

Godt at se, at du ikke har fået så megen hjælp med lektierne. Men jeg synes det går galt allerede i de første afsnit. Rejsen i tid fra Sjælør til Hellerup og befolkningens levealder fra station til station har jo ikke noget med tiden imellem stationerne at gøre, så der er ikke noget tankevækkende i det.

ja lad os da kaste endnu flere penge efter mennesker, som ikke er deres ansvar, hvad angår sundhed, voksent.

Senest med tilskud til tandbehandling.

Men føler sig sgu en kende dum i nakken ved netop at have betalt 4500 til tandlægen.

Både jeg og andre kan naturligivs blot bruge en tandbørste. Det er meget billigt og kræver ikke 25 års uddannelse.

Det er IKKE raket videnskab at leve sundt.
Om der så evt. skal gøres endnu mere i skolerne, det kan vel være.

Men blot bevidstløs at kaste flere penge i grams er tåbeligt.

Inge tvinger mennesker til at ryge, drikke frasige sig motion.

Hvor fa... blev ansvaret for egen sundhed af ??

Hvad bliver det næste ?? 10000 ekstra ansatte til at tage ud og børste tænder på folk.

At mennesker med en højere uddannelse og mennesker med bedre intelligens er bedre til at tage vare på sig selv og sine nærmeste end de med ingen uddannelse eller de med lav intelligens gør, kan man ikke ændre på fra politisk hold.

(Bid venligst mærke i, at jeg ikke sammenstiller uddannelse og intelligens, inden I kammer over i forargede kommentarer)

Flemming Andersen

Astrid Krag er ikke nem ar narre.
Når hun stemmer sammen med et flertal for en skattelov, der har til hensigt at øge uligheden, så er det det der sker. Flot.

At denne større ulighed kan spores i levealder vidste hun vel også da hun tiltrådte som sunhedsminister.

Vejen kan jo nok på den måde synes urimelig lang for hende afhænig af om hendes mål er det hun siger eller det hun gør.

Mon ikke resten går ind under betegnelsen fyldstof??

Flemming Andersen

Per Nielsen

anske flot generalisering du har fået ud af at betale for den tandlægeregning.
Gem du den, puds og plej den så den kan vokse sig stor og stærk...........engang.
Så kan det være du kan bruge den til noget.

Johannes Nielsen

"Man dør tidligere, blot fordi man er dårligere stillet."

Det passer ikke. Derimod dør man i gennemsnit tidligere hvis man ryger 20 cecil om dagen, indtager aftensmaden på den lokale grill og undlader at bevæge sit legeme...

Til Peter Jensen

Det er IKKE dyrt at leve sundt, det er IKKE dyrt at løbe eller gå en tur.

Det handler om selvansvarlighed og priotering af sine ressourcer

Jeg kan kun være enig Per, men jeg forstår ikke, hvorfor du henvender dig så direkte til mig, som om jeg havde givet udtryk for et modsatrettet synspunkt ...

Man kan jo starte med at få den del af befolkningen som ikke lever så længe til at holde op med at ryge. Mærkeligt nok er der en sammenhæng her.

Derefter kunne man få den del af befolkningen som ikke lever så længe til at spise bedre således at overvægt og diverse afledte sygdomme blev reduceret. Mærkeligt nok er der også en sammenhæng her.

I vid udstrækning er dette det personlige ansvar og har intet med brutal ulighed, stakkels fattige ,onde rige eller andre indholdsløse floskler t gøre.

Flemming Andersen

Nej bare vi kunne slippe for alle de floskler altså, de tager udsigten til lystbådehavnen og golfbanen.

Og de har da intet med folk levevis at gøre, pjat.
Ikke du gamle

Er forklaringen virkelig kun ulighed i sundhedssystemet? Det tvivler jeg meget på.

Krag nævner selv, at ulighed i levetid er mindre for kvinder end for mænd. Kunne det ikke skyldes, at mænd historisk har fået deres status målt på deres indtægt, og der gik en lige linje mellem evnen til indtægt og evnen til at tiltrække hunner? Kunne man forestille sig, at ens manglende succes kunne give et niveau af stress?

Og hvad med det generelle stress, som er på bunden? Stresset omkring arbejdsløshed med en psykopatisk aktivering, stresset omkring snart sagt enhver ydelse, som man tidligere havde umiddelbar ret til, men som man idag skal kæmpe en hård kamp for.
Stresset omkring at have en lav indkomst og få det hele til at hænge sammen: husleje og børn skal betales af en indkomst hvor disse tager en betydelig procentdel, og hver krone skal vendes for at beslutte hvad man vil købe af varer, som konstant stiger i pris, mens konkurrencen bliver mindre på det danske marked.
Problemer som rige ikke slås med.

Krag, du burde gå lidt dybere i din analyse. Det kunne godt være, at problemet stak langt dybere end bare sundhed.

Først må man jo spørge sig om et længere liv er lig med et godt liv.
Men hvis skavankerne dukker op proportionalt med levealderen så er dr jo ikke noget at komme efter.
I afventning på udskiftning af celler er vores levevis jo afgørende.
Det kan undre at så meget ulighed henføres til sundhedssystemet og at man med viden om at de med ingen eller kortere uddannelse dør tidligere.
Her skulle det da være åbenlyst at pege på opvækst, uddannelse og livsstil i stede for en masse jammer om 'sundhedssystemet' som stadig handler om sygdomme, der har ramt os og meget lidt om forebyggelse.
Altså udligning af forskelle i levealder må handle om satsning på forældres behanling af deres yngel incl. fodring, nul smøger og nul alkohol.
Via det årlige læge check og massiv satsning på fokus på opvækstbetingelser, kost motion etc. i skolen og i de videre uddannelser.
Uden en prægning som kommer til at sidde fast i rygraden er indvidet ikke i stand til selv at vælge et liv, der er livsforlængende.
Derefter kan halvdelen af den såkaldte sundhedssektor nedlægges.
Hvorfor feder vi børnene, sender massive mængder af sygdomsfremkaldende passiverende tv udsendelser. Indfør sendepauser, maximesendetid og begynd at indse, at havearbejde gøres i haven etc.
Mam kan inføre videoovervågning (sundhedssystemet'!! navnet?? men man kan også slå et brædt for hullet, der for til forkortelse af livet.
Sundhedssystemet og medicin industrien kan gøre næsten overflødige, hvis vi indstiller os på det fra år 0

Thorbjørn Thiesen

Det er ikke kun i sundhedssektoren at uligheden skal bekæmpes, men i hele samfundet. Indtægts uligheden skal gøres mindre. Der skal opbygges en hel anden respekt for det enkelte menneske og dets arbejde.
At begynde i sundhedssektoren er et skridt på vejen, men dog stadig en symptom behandling og ikke en bekæmpelse af årsagerne.
Jeg har lige læst wilkinson og Pichett's bog Lighed. Hvorfor alle klarer sig bedre i de samfund med mindst ulighed. Det er stof til eftertanke og politikerne har pligt til at gå igang med at løse opgaven omgående.
Til alle Jer selvfede der mener det er folks egen skyld, så prøv at leve på de nederste trin i dette samfund. det er ikke folks egen skyld.
Det er fantastisk, at højt uddannede mennesker, der har fået en gratis uddannelse i vores samfund, er så nedladende over for medborgere, der ikke har fået samme muligheder, men har været med til at betale til samfundet. VIS RESPEKT FOR ALLE BORGERE I VORT SAMFUND:

Hasse Gårde-Askmose

GOK; gok, gok.
En begyndelse ville nok være, hvis sundhedsministeren gik til egen læge og fik en henvisning til en specialist- for at få undersøgt sit hoved.

MÅSKE vilel en kur/behandling hjælpe på hendes tankevirksomhed og realitetssans.

Var ikke klar over, at Sundhedsministeriet havde juleforkost igår.

Lise Lotte Rahbek

Jeg tror ikke at alderdom er nær så tiltrækkende for en aldrende underklasser,
som den er for en aldrende overklasser.

Dels er der fysikken. Hvis man har brugt en stor del af sit liv på at arbejde fysisk eller på at stresse rundt i åndsforpestede aktiveringscirkusser, så er en folkepension uden tilskud nok ikke så fed en udsigt endda at slutte sit liv med, for fysikken er slidt og det berører begrebet 'livskvalitet'. Hvis der er drlige knæ, hofter, ryg, skuldre, nakke, lunger, lever, nyrer, blodomløb er der ikke SÅ fandens stor frihed til at dyrke marathon eller kajakroning som alderdomsadspredelse.

Velstand.. tjah. Hvis man har udsigter til at sidde i en lejlighed længst muligt i eget hjem og vente på besøg eller at der er en ny sygdom, som melder sit indtog, så kan det vist være lidt lige meget.

At leve længe kan betyde mange ting. Og længden af livet kan være mere eller mindre ønskværdig.
Personligt har jeg meget svært ved at se det opløftende ved alderdom i fattigdom - bare fordi sundhedsministeren synes det ser pænt ud i statistikkerne.

Der er ingen misundelse over livslængden hos overklassen set fra mit perspektiv.

Mads Kjærgård

Hvordan skal man motionere når man bor på gaden?
Og betyder det noget, at man holder op med at ryge, når fremtiden blot er fattigdom? Der er jo ikke noget ved et langt liv, hvis det er et møg liv. Som forfatteren D. H. Lawrence sagde: "lad os gasse de fattige og de udstødte, de vil takke os for det" Et rabiat synespunkt, men ikke desto mindre havde manden indset, hvor meningsløs og ond tilværelsen helt nede på bunden var! (Jeg formoder også, at det var ment som en provokation)

Læste lige om en handicappet der kun kom ud en gang om ugen, fordi kommunen skulle spare! Hvad gør det mon ved hendes sundhed? Men nej hun kan jo bare løbe en tur eller holde op med at ryge, nåå nej hun røg jo ikke!

Hvis Astrid ville gøre noget, så burde hun gøre op med den sociale ulighed, det nytter ikke at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Og så, det garanterer ikke et langt liv, selvom du ikke ryger og løber, det ligger i generne og så ligger det i pengepungen! Der er masser af fattige igennem tiderne, som fik mere end rigelig motion og som ikke kunne ryge, fordi tobakken ikke var opdaget endnu, de døde som fluer alligevel, mens adlen stort set blev nogenlunde lige som gamle som i dag!

I en IQ-test har størstedelen en IQ tæt på 100 med en afvigelse på 30 til hver side.

Det betyder, at en IQ mellem 70 og 130 betragtes som normal, da 95 procent af befolkningen ligger i den gruppe.

Har man en IQ over 130, er man højt begavet, mens man er mentalt retarderet med en IQ under 70.

Folk med en højere uddannelse har vist typisk en IQ på over 90 (- ellers dumper de til prøverne).

Mon det forholder sådan, at det er i persongrupen med en IQ under 90, man finder den større dødelighed / kortere levealder ?

Det er ikke "populært" at sige , at nogen er mere kloge end andre, men hvis det nu er én ud af flere vigtige årsager til ulighed, så må man håndtere den uden "fine fornemmelser " for hvad der er politisk korrekt ?

Hasse Gårde-Askmose

Var lige oppe hos den lokale købmand for at købe en juleøl.

På min gåtur så jeg væsentlig flere ældre, friske personer med røde huer.

De yngre have ikke rød hue på og så faktisk ikke særlig friske ud.

Så noget kunne tyde på, at det virker befordrende for helbredet at gå med rød hue.

Så det var måske et forslag til opfølgning: Gå med rød hue.

til Thorbjørn

Det koster ikke alverden at lade være med at begynde at ryge. Ej hellere at købe sund mad istedet for skrammelmad.

Det personelige ansvar er netop et ansvar

Rahbek:
Tak for den indsigt, omkring pensionen.
Det havde jeg da helt glemt. Det er jo nok ikke den pensionerede læge, som går og roder efter flasker nede i parken, selvom han dårligt kan gå på sine nedslidte knæ.

Lise Lotte,

"Robert Kroll. Sætter du IQ-målinger lig leveduelighed??"

Det tror jeg ikke Robert gør. Han tillader sig at stille spørgsmålet: Er der sammenhæng mellem IQ og leveduelighed? Og må vi overhovedet forske i den retning?

Astrid Krags artikel er endnu et eksempel på hvordan løgnen ophøjes til sandhed ved gentagelse.

Fra 1 . januar risikere arbejdsløse at miste behandlingsgarantien. Nu skal de ikke bare døje med manglende indkomst, men også stå længere i kø i sundhedsvæsenet.

For så at føje spot til skade, så kan de måske ikke få dagpenge, da de jo er syge og ikke opfylder beskæftigelseskravet.

Det skal man da nok blive rask af. Eller hvad?

Krags udtalelser kommer fra den sædvanlige skuffe: Studentikost og "kostenlos".

Gad vide om hun selv ved hvilken politisk overbevisning hun tilhører.

Rasmus Kongshøj

Som mange andre har bemærket, så vil det ikke give mening at se på ulighed i sundhed isoleret. Man er nødt til at kæde det sammen med det voksende ulighedsproblem i almindelighed.

Sundhedssystemet som sådan er meget udmærket, og ser man bort fra privathospitalerne, så har alle i princippet lige god adgang til sundhedsydelser.

Forklaringen på ulighed i sundhed bør søges i andre uligheder. En af forklaringerne er ulighed i arbejdsforhold. Det fysisk hårde og farlige arbejde er så godt som udelukkende forbeholdt underklassen, mens overklassen nyder godt af langt mere skånsomme og behagelige forhold, både hvad angår arbejdstider, arbejdspladsens indretning og faciliteter osv.

Derudover er der også en ulighed i stress. Alt i alt er underklassen de mest stressede. Hvor de velstillede stresser over ikke at få den forfremmelse de arbejder på, er underklassen derimod truet på langt mere basale behov, hvilket fører til et skrappere og dermed mere skadeligt stressniveau. Der er trods alt forskel på den stress man oplever når man ikke får den forfremmelse man har drømt om, og så den stress man oplever når man ikke ved hvor pengene til huslejen skal komme fra.

Selvom de ny-omvendte SF'ere og den øvrige regering nødig vil tale om det, så kommer man heller ikke uden om at skulle forholde sig til økonomisk ulighed, når man taler om ulighed i sundhed.

Det liv man lever som fattig, er ganske enkelt hårdere, mere stressende og mindre sundt. Det er der mange forklaringer på, såsom dårlige arbejdsforhold og økonomisk betinget stress. Derudover har underklassen et højere forbrug af nydelsesmidler som tobak, fedt og sukker. Dette hænger ganske givet sammen med et højere behov for trøst og bedøvelse, når man tilhører den fattige og foragtede del af befolkningen. Det er alt andet lige lettere at kvitte smøgerne, når man har et liv man kan være tilfreds med, end når cigaretterne er en af de eneste behagelige adspredelser man har.

Derfor vil det ikke nytte stort, når kampen mod ulighed i sundhed føres som de velstilledes formynderiske forsøg på at opdrage underklassen. Ulighed i sundhed forsvinder først, når ulighed som sådan i samfundet forsvinder.

Selvfølgelig kan man jo også bare vælge den lette, fladpandede løsning, og sige det hele handler om at de fattige er dumme og dovne og bare skal tage sig sammen. Det vil nok bare ikke ændre på noget som helst, hverken hvad angår ulighed eller hvad angår sundhed.

Kære Lise Lotte Rahbek ( kl 12.45)

Til dit konkrete spørgsmål til mig ( ad indlæg kl 12.29 ) er svaret nej.

Men når man kan tillade sig at drøfte folks overvægt, højde og drøjde, fysiske og psykiske sygdomme / handicaps, opvæksforhold i barndommen o s v, hvorfor skal man så ikke også kunne se på den eventuelle betydning af IQ ???.

Er IQ under en vis grænse ( f eks 70) , så er det et gevaldigt medfødt handicap, der lægger snævre rammer for hvorledes man kan realisere sig selv og for ens sociale interaktion med andre.

Det er vel en medfødt ulighedsårsag ?

Jens Overgaard Bjerre

Jeg tror hende ikke over en dørtærskel. Hun var fremme med, at når man havde levet et vist antal år og altså var gammel, så skulle man jo nok se på om det kunne betale sig at operere.

Og nu kommer forslaget - som er en ringen med kirkeklokkerne over hele landet - om, at de, som ikke er i arbejde, skal springes over i køen til indlæggelse for operationer.

Det er gammel liberalisme. En kedelig tilbage-rulning af velfærden.

Tilbage står spørgsmålet: hvad vil hun i et parti med det navn?

Som sædvanlig en fuldstændig ignorering af causalitet.

Uddannede lever længere end uuddannede, ergo er det uddannelsen der bestemmer om man lever længere.

Man må vist være SF'er hvis man stopper her, og begynder at lave politik på baggrund af den slags Erasmus Montanus logik.

Som jeg husker det fra min tid i tyverne, (mine tyvere ikke forrige århundredes) så var der en (1) forskel på dem som fik en uddannelse, og dem der ikke gjorde.
De personer der kunne udsætte et behov for at bruge tid og penge på bajere, smøger og andet forbrug, og i stedet brugte tiden på universitet og i selskab med bøgerne, de fik en uddannelse.

Det er den samme evne til at tilsidesætte et umiddelbart behov for smøger, usund mad og tidsforbrug på sofaen i stedet for at løbe en tur, som kommer dem til gavn i forhold til at holde sig sunde, og til at få nosset sig op til lægen når de pisser blod eller har for højt blodtryk.

Se iøvrigt: "Stanford marshmallow experiment".

Jens Falkesgaard

Fra teksten "Forskning viser, at der går længere tid for mennesker med færre økonomiske og sociale ressourcer fra første kontakt til egen læge, og til, at f.eks. reelle kræftdiagnostiske undersøgelser bliver sat i gang"...

Kunne det tænkes at de "strammere" vilkår på arbejdsmarkedet "lavere" del har en indflydelse her? Arbejdsmanden finder det måske rigelig problematisk at skulle spørge om "fri" til ét lægebesøg, så det opfølgende bliver lige udskudt?

Eller; efter et langt livs dårlige erfaringer bagatelliseres symptomerne indtil det er for sent...?

Og kære neoliberalister: megen sygdom er IKKE "selvforskyldt" - så drop venligst den tåbelige idé om at alt er godt hvis folk "bare" tager sig sammen.

Lise Lotte Rahbek

Robert Kroll

Nej, spørgsmål er skam for det meste interessante. Også dit. Jeg måtte bare lige ha' det uddybet lidt.

Jeg har en tendens til ikke nødvendigvis at koble iq (som er en bestemt, målbar måde at tænke og genkende mønstre på) og klogskab sammen, så studsede jeg over dit spørgsmål.
Jeg har mødt nogle højscore-iq'er hist og pist og deres pladser på arbejdsmarkedet var ikke for alles vedkommende i den prestigefulde kategori.
Klogskab.. det er noget andet end iq og det tror jeg helle ikke hænger sammen med iq-tests.
Men det er et helt andet emne.

Sundhedssektor = sygdomssektor
Et sted man symptombehandler.

Engang fik kvinderne frihed gennem økonomisk mulighed for at slippe for stodderen. (at nogen siden overdrev, ja,ja :-))
På samme måde kan de dårligst stillede få en økonomisk frihed gennem borgerløn. Den vælger man selv og den er personlig. Så har man mulighed for at slippe for "stodderne".
Men der følger ansvar med i frihedshandlen. Du skal selv kammerat og lille veninde. Dit liv er dit eget.
Der følger meget med. Måske endda noget så skrækkeligt som brugerbetaling.
De, der arbejder og tjener en lille løn, skal til gengæld ned i skat.

De kloge frivillige bør hjælpe til (dem med røde huer), når nu de dumme ikke kan finde ud af det med tilværelsen. Når samfundet gennem lang tids forkert opdragelse til uselvstændighed skaber tabere uden selvværd, er det næsten uoverstigeligt at komme tilbage. Det går jo i arv.

Se det lille barn, der stolt spankulerer de første usikre skridt. Det har direkte retning mod velfærdstankens og forældres overbeskyttende karakternedbrydning.
Tyve år senere siger de ikke mere : Se, mor og far. Jeg kan selv !

Undskyld, men jeg bliver s`gu bare så ærgerlig, når jeg hører sådan en gang S-SF snak.

Jesper Jakobsen

Det handler ikke om penge men om værdier. Som vi har kunnet se på tallene i den seneste debat har enlige forsørgere ca 10000 kr i rådighedsbeløb med et barn, alligevel bliver der år for år flere der søger julehjælp.

Det handler alt sammen om opdragelse, men spørgsmålet er om staten kan gøre meget. Der findes mange folk for hvem det gode liv inkluderer cigaretter og meget alkohol. Jeg vil nødig leve i et samfund hvor staten gør sig til dommer over det gode liv

Hvordan bliver en lille elite repræsentativ, set i lyset af at mange ikke engang har det valg, at gå efter de høje uddannelser - kroniske sygdomme etc - listen er lang, der forhindrer drømmen. Disse mennesker bliver pr. automatik indregnet, hvilket må skævride resultatet.

Alle der taber i toppen, er lykkeligt glemt... Det virker ikke som en plausibel formel.

standard svar fra de fleste debattører. Send flere penge og endnu en gang. Det er samfundets skyld at mennesker ikke vil tage ansvar for eget liv og ikke mindst sundhed

Michael Kongstad Nielsen

Uligheden ændres bedst, hvis man omfordeler.
Jeg er ikke sikker på, at sundhedsministeren ved, hvad det betyder, så jeg vil gerne forklare det:

-"omfordeling" er statens evne til at opkræve skat fra de rige, og give det til de fattige.
Det tør sundhedsministeren ikke at bide skeer med, - derfor hendes slatne artikel.

Henrik Brøndum

Astrid Krag er jo godt begavet, om man saa er uenig med hende er en anden sag.

For mig er det uforstaaeligt hvorfor vi skal praesenteres for et argument, der er omhyggeligt renset for facts og i stedet garneres med den smaa-komiske S-togshistorie.

Jeg har kun minimal viden om dette omraade, men jeg vil tillade mig at vaedde en hel skaal pebernoedder og et stort glas gloegg paa, at enhver foersteaarsstuderende i medicin, geografi, eller oekonomi kan afdaekke en krystalklar sammenhaeng mellem de seneste aars reduktion i antallet af tobaksrygere og den stigende ulighed i levealderen.

Johannes Nielsen har allerede bemaerket rygningen, men hvad er det der goer, at mange danske politikere synes debatten skal holdes faktafri?

Danmark er verdens mest såkaldt lige samfund, men det er ike en rekord vi behøver at være stolt af. Lighed er ikke i sig selv et mål for noget som helst. Tværtimod betyder den voldsomme og politisk bestemte omfordeling i vore samfund at dynamikken er forsvundet fordi det ofte ikke kan betale sig at yde noget ekstra. Det gamle, moralske og gode princip om at man skal yde før man kan nyde er væk. Nu gæld det bare om at rage til sig af de gode andre hr skabt, og ellers som Astrid råbe op om hvor ulige det hele er.

Flemming Andersen

Mangfoldigheden og forskelligheden af meninger, må forbløffe en gang på gang.
En gang imellem kan man dog blive helt modløs...
Nå kigger lidt længere tilbage i tråden

randi christiansen

Per Nielsen - "Standard svar fra de fleste debattører. Send flere penge og endnu en gang. Det er samfundets skyld at mennesker ikke vil tage ansvar for eget liv og ikke mindst sundhed"

Hvor tror du evnen til at ville og kunne kommer fra? Julemanden ?

Christel Larsen

@Egon Maltzon

forhåbentlig opdagede du den senere undersøgelse som fortalte en helt anden historie om “Stanford marshmallow experiment”

Den viste at hvis man "snød" et barn, så ville de næste gang ikke vente , men spise omgående fordi de ikke stolede på den voksne...

Nu kan jeg ikke lige finde linket til undersøgelsen igen men vil gå på jagt efter det.

Der er lige en lille hage ved den stigende levealder og nedgangen i antallet af rygere: aftrapningen af rygning bør være sket på så sent et tidspunkt for dem, der bliver gamle nu, at det ikke burde have nogen virkning på deres sundhed.

Henrik Brøndum

@Peter Hansen

Der tror jeg nu du tager fejl - jeg mener der er en omgaaende positiv virkning. Paa skadestuerne kunne de maerke rygeloven fra dag et - i form af faerre akutte hjertetilfaelde. Derudover er der ogsaa gevinster paa lidt laengere sigt. Men det er bedre hvis en der har forstand paa dette lige kridter banen op.

Sider