Kronik

Politikerne må ikke glemme arbejderklassen

Er arbejderklassen i det store og hele blevet en del af middelklassen? Ja, mener socialdemokraten Henrik Sass Larsen. Men han lukker øjnene for de stadig store forskelle i uddannelse, muligheder og risici, skriver Lars Olsen – en af forfatterne til bogen ’Det danske klassesamfund’
Arbejderklassen er ikke væk. Og den har både dårligere uddannelse, hårdere arbejdsmiljø og mindre frihed på arbejdsmarkedet, siger Lars Olsen. Arkiv

Arbejderklassen er ikke væk. Og den har både dårligere uddannelse, hårdere arbejdsmiljø og mindre frihed på arbejdsmarkedet, siger Lars Olsen. Arkiv

Mikkel Østergaard

Debat
31. december 2012

Giver det overhovedet mening at tale om arbejderklasse i dagens Danmark? De faglærte og ufaglærte bor i ejerbolig, rejser på ferie til udlandet, og mange af deres børn går i gymnasiet. Nutidens arbejdere befinder sig lysår fra det forarmede proletariat, vi kender fra historiebøgerne.

Debatten er central i forbindelse med bogen Det danske klassesamfund, som udkom for nogle måneder siden. Jeg og mine medforfattere af bogen præsenterede udvalgte konklusioner her på kroniksiden den 29. oktober. Men hvordan har reaktionerne på bogen været?

En del roser os for at »genoplive arbejderen«, som Politikens anmelder udtrykte det. Andre er imidlertid ude med grovfilen, og det er ikke kun de borgerlige.

Idehistorikeren Asger Brandt beskylder ligefrem bogen for »grov manipulation«. Arbejderklassen er »blot en middelklasse med mindre uddannelse«, skriver han i Kristeligt Dagblad. At tale om arbejderklasse i dagens Danmark er ikke andet end nostalgi og doktrinær arbejderisme.

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, er ude med samme synspunkt, bare fra en lidt anden vinkel:

»Det socialdemokratiske projekt var gennem mange år at løfte en forarmet arbejderklasse ind i middelklassen, hvor de kunne få sig et hus, en bil, en tryg opvækst, et ordentligt arbejde og en ordentlig indkomst. Missionen er langt hen ad vejen lykkedes. At kvalificere folk som del af arbejderklassen vil mange af dem være kede af,« sagde Henrik Sass Larsen i Deadline.

Kritikken gentages i den socialdemokratiske netavis Piopio. Her er der dog svar på tiltale fra bygningsmaler Paw Østergaard Jensen, der er socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i Albertslund:

»Det kan aldrig være et mål at afvikle arbejderklassen – eller bilde sig ind, at man gør det. Målet må være at skabe gode forhold for alle, herunder arbejderklassen og dens børn. Vi skal ikke være flove over at være arbejdere – de af os som er – eller som parti repræsentere arbejderklassen. Tværtimod. Der er intet smukkere end stolte arbejdere, stolte af vores fag, af vores bidrag til samfundshusholdningen og af vores historie,« skriver Paw Østergaard Jensen på Facebook.

Forskel på klasserne

Hvad er op og ned? Bogens klasser er defineret ud fra menneskers uddannelse og position på arbejdsmarkedet. Lad os se på de tre klasser, der hverken tilhører overklassen eller underklassen uden for arbejdsmarkedet:

Arbejderklassen består af faglærte og ufaglærte lønmodtagere, der er i arbejde, men ikke har ledende positioner. For eksempel tømrere, lastbilchauffører og sosu-assistenter. Arbejderklassen udgør 47 pct. af de 18-59-årige, fraregnet studerende.

Middelklassen består dels af selvstændige og ledere uden høje indkomster, dels af folk med videregående uddannelse (men ikke akademikere). Middelklassen udgør 24 pct., og her finder vi eksempelvis ejeren af frisørsalonen, brugsuddeleren, folkeskolelæreren og sygeplejersken.

Den højere middelklasse består dels af akademikere, dels af selvstændige, ledere og folk med videregående uddannelse, som har højere indkomster, men ikke nok til at høre til overklassen. Her finder vi læger og gymnasielærere, men også den velbetalte journalist, skolelederen og andre, der sætter rammer om andres liv som ledere eller meningsdannere. Denne klasse udgør ni procent.

Når det handler om indkomster, har Henrik Sass Larsen og Asger Brandt ret – forskellene er ikke dramatiske. Nogle af de ufaglærte tjener meget lidt, men som helhed ligger arbejderklassen pænt. Middelklassens små selvstændige tjener faktisk væsentligt under en faglært arbejder, derimod er grupper som folkeskolelærere og sygeplejersker lidt over. Det er dog kun de dele af den højere middelklasse, som er ledere, specialister m.v., der skiller sig ud med markant højere indtægter end en faglært arbejder.

Klasseskel og uddannelse

Historien om klasseskellene stopper imidlertid ikke her. Når arbejderklassen kaldes middelklasse uden uddannelse, lukkes øjnene for andre og nok så vigtige sider af livet – for eksempel uddannelse og arbejde. Lad os starte med skole og uddannelse. Klasseskellene slår benhårdt igennem i børnenes karakterer i skolen. Ved eksamen i dansk får et arbejderbarn 5,5 i gennemsnit, mens der vanker 6,4 til den jævnaldrende fra middelklassen og 7,4 til den højere middelklasse. Skolens undervisningsformer er tydeligvis indrettet mere efter middelklassen end efter arbejderklassen. Regeringens forslag til folkeskolereform søger faktisk at adressere dette, f.eks. med lektiecafeer og mere praktiske læringsformer. Dette skyldes nytænkning af socialdemokratisk skolepolitik. Undervisningsminister Christine Antorini (S) er bevidst om de store sociale forskelle. Hun har gjort op med »ansvar for egen læring« og andre fikse middelklasseideer, så skolen bliver bedre til at løfte arbejderklassens børn.

Det er der da også hårdt brug for. I dag forplanter uligheden sig hele vejen gennem uddannelsessystemet. Kun syv procent af arbejderklassens unge er som 25-26-årige i gang med en akademisk uddannelse, derimod er det 14 procent af middelklassens unge og hele 29 procent for den højere middelklasse. Det er fortsat børn af de bedrestillede klasser, der får adgangsbilletten til de mest indflydelsesrige job.

Frihed i arbejdslivet

Skellene mellem de unge afspejler dybe klasseskel i forældrenes arbejdsliv, som vi nærmest er holdt op med at tale om: Hvor meget frihed har vi i dagligdagen? Hvem kan gå til tandlægen uden at spørge chefen? Hvor meget indflydelse har vi på jobbet? 31 procent af arbejderklassen oplever, at de sjældent eller aldrig har indflydelse på deres arbejde. I middelklassen er det kun det halve – 15 procent – og i den højere middelklasse 11 procent.

Samtidig har arbejderklassen et langt hårdere arbejdsmiljø. Ganske mange lønmodtagere har én belastning i arbejdsmiljøet – alvorlig støj, dårligt indeklima, ensidigt gentagne bevægelser etc. Det er imidlertid hele 36 procent af arbejderklassen, som har to eller flere alvorlige belastninger. I middelklassen er det kun 16 procent og i den højere middelklasse otte procent. Af samme grund har arbejderklassen større risiko for at måtte forlade arbejdsmarkedet og gå på førtidspension.

Der er også langt flere, som benytter sig af efterlønnen – og ofte allerede som 60-61-årige. Derfor rammes arbejderklassen særlig hårdt af efterlønsindgrebet. Det er slet og ret den største forringelse for almindelige arbejdere siden Anden Verdenskrig. Hertil kommer, at arbejderne har større utryghed i jobbet. 17 procent af arbejderklassen var i 2012 berørt af arbejdsløshed, i middelklassen var det otte procent og i den højere middelklasse kun fem procent (Ugebrevet A4 19/11 2012).

Arbejderne under pres

Krisen har ramt bredt i det danske samfund, men i særlig grad arbejderne.

Meget tyder på, at skellene mellem middelklassen og dele af arbejderklassen bliver skarpere i de kommende år. Det er især de faglærte og ufaglærte, der mærker globaliseringens skyggesider. Inden for rengøring, landbrug, transport og byggeri er der store problemer med social dumping, hvor østeuropæere og andre presser løn- og arbejdsvilkår. Hertil kommer udflytning af mange job i industrien. Samtidig har arbejderklassen været de store tabere ved de seneste års »reformer«. Det gælder efterlønnen. Og det gælder stramningen af dagpengene. Det store flertal af de ’udfaldstruede’, som vi diskuterer i disse måneder, tilhører arbejderklassen.

Det kan være taktisk bekvemt for S-toppen at lukke øjnene for skellet mellem arbejder- og middelklasse. Men det er ikke klogt. Over hele den vestlige verden er der en tendens til større ulighed og pres på de kortuddannede. Hvis centrum-venstre ikke træder op imod dette, tabes den røde tråd i arbejderbevægelsens historie. Konsekvensen er også, at S & co. taler forbi mange menneskers hverdagserfaringer – og at scenen overlades til helt andre politiske kræfter.

 

 

 

Lars Olsen er en af forfatterne til ’Det danske Klassesamfund’ (Gyldendal 2012). Hvor andet ikke er nævnt, stammer tallene fra bogen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Lars Olsen. Jeg har en akademisk uddannelse bag mig. Den har taget 6 år et universitet. Jeg tjener cirka 360.000 kr. pr. før skat. Min nabo som ingen uddannelse har og er ansat i en virksomhed tjener omkring 560.000 kr. pr. år før skat. Vil du virkelig påstå, at jeg tilhører den højere middelklasse? mens min nabo tilhører arbejderklassen?

Jeg sætter aldeles ingen rammer for andres liv gennem mit liv - jo, måske nok for mine elever igennem min gennemførelsen af undervisningenpå en sprogskole for voksne indvandrere, men da ellers ikke...

Ift. det der med den praktiske læring - hvad er det du præcis mener og hvad er det Antorini mener...? Antorini har gået i en Montessori-skole - er det mon en sådan skole hun vil have samtlige folkeskoler i dette land lavet om til? Eller vil hun have lavet linier i folkeskolens 7.-9-klasser så de bogligt begavede kan tage en linie, og de alment begavede (eller de praktisk begavede som Niels Hausgaard kalder dem) kan tage en anden linie. Så kan de 'dumme' gå på den linie der fører dem frem til teknisk skole, og de kloge kan tage den linie som fører dem frem til det almene gymnasium, STX. Præcis som i 1960erne....

Fatter I da ikke, I to, Antorini og dig, at det er lige præcis derfor, V og K og til dels DF, støtter oprettelsen af disse linier i 7.-9.klasse; eleverne kan på denne måde blive delt. Og de dumme kan (igen) blive skilt fra de kloge.

Og hvorfor har du og Antorini så meget imod teori? Jeg forstår det simpelthen ikke? Handler det ikke i stedet for om hvordan teorien bliver præsenteret?
Skal man undervise i litteraturteori omkring digte og lyrik, så er det min erfaring at man begynde et sted hvor eleverne er, gå i dialog med dem og spørge dem om de ved hvad et digt er, og hjælpe dem på vej eks. ved at blaste Isam B.'s I danmark er jeg født ud over klassens anlæg (via youtube). Og i dete hele taget udvise engagement og medleven og signalere, at dette her bliver spændende.

Og skal man undervise i fysik, f.eks. i hvor hurtigt en spand med vand bliver fyldt kan man jo finde en spand og så fylde den op med vand, og så lade eleverne gætte hvor lang tid det tager. Og så lade eleverne selv forsøge sig udi formlernes verden, opstille regler mv. for forsøget. Problemet er bare dette: i dag er der ikke tid til dette. Men tænk hvis elever i 9.klasse havde en fysikdag hver uge...eller bare hveranden uge...

Og kære Lars Olsen, hold nu op med at skrive om ansvar for egen læring, ford du aner jo tydeligvis ikke hvad det drejer sig om; ansvar for egen lærig handler om at eleverne skal lære at det ikke kun er lærernes indsats som gør at de lærer, men at de også selv må frem i skoene og tage imod læringen, der tilbydes dem. Desuden er ansvar for egen læring er for længst glemt og borte, det hedder nu medansvar for egen læring med udgangspunkt i det som interesserer eleverne. Og især indenfor ordblinde-undervisningen

Og kære Lars Olsen, hvorfor kommer du og Christine Antorini ikke rundt i det ganske danske land og ser de lektiecafeer der på folkeskoler, på gymnasier, på erhvervsskoler mv. Og på erhvervsskolerne har man et fag som hedder bedre dansk som netop er beregnet på elever, danske som udenlandske, som har svært ved dansk, både de almindelige ord, fagord samt ord som kredsløb, distribution, etc. - også kaldet gråzoneord...

Alt det som du og Antorini vil sætte i værk er altså allerede sat i værk, Lars Olsen. Hvorfor dog så ødelægge dette?

Ift. matematik mv. vil jeg - som har undervist 2 år - på teknisk skole - gerne oplyse om at det altså er noget helt helt andet at læse en konstruktionstegning, og at tegne en konstruktionstegning til f.eks. et fuglehus eller en brandstation. Der er en grund til at det tager 4 år at blive uddannet tømrer - og at man skal kunne sin matematik ordentligt når man bliver tømrer. Ellers bliver husenes gavle jo skæve., og pladsen til vinduerne bliver ikke udregnet ordentligt...

Og derfor er der snarere brug for noget andet: nemlig at du, Antorini og de tekniske skoler går ud og fortæller offentligheden i dette land, i dette Danmark, hvad der virkeligt kræves for at blive mekaniker, tømrer, smed eller frisør i dette land. Og at ja, der er også en god del teori, der skal læres. Men al teori på teknisk skole starter - eller burde starte med - den praktiske side af sagen.

Nu er det jo heldigvis ikke politikerne, der skal fører lønmodtagernes klassekamp - så så det sgu sort ud - men derimod lønmodtagerne, der skal anvende deres fagforeningerne til at føre klassekamp.

Klassekampen føres på flere niveauer, men tre hovedtemaer er vigtige:

Ligheden i samfundet fastholdes og udbyttedeling sker ved hjælp af fagforeningerne og overenskomstindgåelse. Hvis der skal udvises løntilbageholdenhed, så skal der gives kompensation i form af centralt placerede medarbejderaktier.

Socialstaten fastholdes og udbygges ved hjælp af politikerne og den finansieres gennem skatteudskrivning.

Den faglige styrke sikres gennem internationalt samarbejde, solidaritet og strejker.

Ovenstående ser ud som om det er fra århundredeskiftet - og det er det også, men der er ikke andet der virker.

Og som Karsten Aaen så klart anskueliggør i indlægget ovenfor, så er der ingen grund til at skelne mellem forskellige niveaur af lønmodtagere. Alle der er aflønnet af kapitalejerne er tvunget til at føre klassekamp - ingen skal regne med at blive skånet som arbejdsgivernes særligt udvalgte.

Niels-Holger Nielsen

Reformistisk arbejderisme. Bvadr!

Torben Knudsen

»Det kan aldrig være et mål at afvikle arbejderklassen – eller bilde sig ind, at man gør det. Målet må være at skabe gode forhold for alle, herunder arbejderklassen og dens børn. Vi skal ikke være flove over at være arbejdere – de af os som er – eller som parti repræsentere arbejderklassen. Tværtimod. Der er intet smukkere end stolte arbejdere, stolte af vores fag, af vores bidrag til samfundshusholdningen og af vores historie,« skriver Paw Østergaard Jensen på Facebook.

Det må da være målet at afvikle ordet arbejderklassen i ordets historiske nedgørende betydning.
Hvis man vil have klasser for at kunne sætte i bås må det være indkomstklasser, uddannelsesklasser etc. så kunne man måske indføre en betegnelse som den udsatte klasse, som vil rumme de, der forlader et uddannelsesforløb uden færdiggørelse.
Historisk kan man da sikkert opretholde en stolthed om det arbejdende folk, men det er ikke tidsvarende, de røde faner kan blive i stalden og kræfterne sættes ind på at 100% af en årgang får en uddannelse, der så føre til forskellige indkomstklasser.

Fra Johannes nytårstale:

- "Netop derfor har vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre brugt generationer på at opbygge det fællesskab, vi kalder velfærdssamfundet. Grund-ingrediensen er tryghed."

http://www.bt.dk/politik/johannes-nytaarstale-velfaerd-handler-om-at-vid...

Claus Oreskov

Må jeg gøre opmærksom på at der er stor forskel på sociale klasser defineret efter status, og sociale klasser defineret efter den sociale struktur. Bruger man den første kan man let bilde sig ind at middelklassen har opsuget arbejderklassen. Bruger man den anden definition, er det personens position i strukturen der bestemmer klasse tilhørsforholdet. Ejer man produktionsmidlerne og har man retten til at lede og fordele arbejdet – så hører man nok til i middelklassen!
Asger Brandt, Henrik Sass Larsen samt leder skribenten i Politiken er farlige personer, som på hver sin måde forsøger, at tilsløre de virkelige udbytnings forhold i samfundet. Arbejderklassen forsvinder ikke sådan lige, bare fordi dele af arbejderne, få del i nogle få flygtige goder og deltager i andre kulturelle sammenhæng ind tidligere:

“ Keep you doped with religion and sex and TV
And you think you're so clever and classless and free
But you're still fucking peasants as far as I can see”
(John Lennon - Working Class Hero)
PS: Og kære politikere og andre “ansvarlige” :-), hvad med alle os (hundrede af tusinder) som blev født ind i klassesamfundet som proletarer og blev stigmatiserede i hoved og røv gennem opvæksten, skolen og på arbejdspladsen – HUSK vi er her stadig!

Steffen Gliese

man skal heller ikke lukke øjnene for det valg, som arbejderklasseforældre tager på deres børns vegne, når de ikke i tilstrækkelig grad får dem til at forstå væsentligheden af det, der læres i skolen.

I et samfund,hvor alle uanset familieforhold og penge kan få den uddannelse, som de ønsker , så er det ( groft og forenklet sagt) "de dumme" , der ligger i bunden af samfundet, og "de kloge" der ligger i toppen.

Inden for samme famile er der nogen, der er mere kvikke end andre, så vi har vel i familierne repræsententer fra flere forskellige "klasser" ( f eks storesøster er blevet overklasse p g a hendes uddannelse og lillebror uden uddannelse er underklasse) - og man er vel vænnet til, at vi inden for familierne falder forskelligt ud ,og at vi alligevel helt selvfølgelig har det fint med hinanden .

Den klassiske klassetænkning, - der byggede på en undertrykt arbejderklasse , som man tilhørte i kraft af sin fødsel , og en monopolistisk overklasse, som man også blev født ind i for evigt - holder ikke mere.

Jo mere effektive uddannelsestilbuddene bliver for alle uanset baggrund, jo mere er det "ens egen skyld" , hvis man ikke får noget ud af tilværelsen - og dermed bliver der mindre medfølelse med de svage - og det er den triste del af en i øvrigt god udvikling.

Claus Oreskov

@Peter Hansen. Du skal lige medtænke, at i skolen møder arbejderklassen en helt anden og fremmede verden, end den de kender hjemmefra. Arbejderbørn skal lære to kulturelle koder for, at klare sig: deres egen arbejder kultur med dens egne værdier, som f.eks. sammenhold og solidaritet og så skal de kunne beherske den borgerlige kultur de indoktrineres ind i - i skolen. Her er solidaritet afløst af ekstrem individualisme og en stræben efter egen vindig. Den borgerliggørelse som skoler og gymnasier står for opleves, som et angreb på arbejderbørns integreritet. Det gør hele affæren noget mere komplicerede.

Claus Oreskov

@Robert Kroll. Jeg kan ikke dele din begejstrede tro på uddannelsessystemet, som social udligningsanstalt. Så skal vi da først afskaffe den private ejendoms ret, arveretten og nationalisere hvad der nationaliseres kan. Herfra kan man så drømme om det klasseløsesamfund men ikke før!

Niels Engelsted

Det er altid klogt at lytte til dem, der har skoen på.

Lise Lotte Rahbek

Der ligger et mindre hav af sociale koder og relationer iblandt menneskene i undervisningssystemet (både undervisere og elever)
og ude på arbejdspladserne,
som ikke ændres ved,
at man opnår et eksamensbevis med pæne karakterer indenfor at fastlagt tidsrum.

Hjæælp jeg tilhører ikke nogen af klasserne ...

Steffen Gliese

Claus Oreskov, arbejderklassen synes ikke rigtigt at leve op til dine romantiske forestillinger om solidaritet.
Og i en tid, hvor der ses fjernsyn i store dele af døgnets vågne timer, burde det ikke være ukendt, hvad samfundet vægter værdimæssigt - det vil man kunne spørge om i en afrikansk kraal med fællesfjernsyn.

John Christian Mogensen

Artikelens definitíon på arbejderklasse indebærer, at man som faglært eller ufaglært er med i klassen, når man er i arbejde og ude af klassen, når man bliver fyret. Når den fyrede således smides ud af klassen, skulle han måske også smides ud af fagforeningen? I gamle dage tror jeg nok, at arbejderklassesolidariteten også omfattede den fyrede og arbejdsløse.

Flemming Andersen

Lars Olsen har gjort og gør et flot stykke arbejde med at forsøge at fastholde fokus på arbejderklassens/de ringere stilledes problemer kontra de bedrestilledes fordele i samfundet. Det vil jeg gerne kvittere for, med tak.

Der er en masse interesse i at forplumre denne debat og fjerne denne fokus ved begrebs og definitions forvirring, det ønsker jeg så ikke at medvirke til.

Jeg synes det er værd at lægge mærke til at forskellene i tilbudte vilkår er stor for de heldige og mindre heldige og at interessen i at vedligeholde denne forskel ikke kan være at udbytte samfundets resurser bedst muligt, men må søges i andre årsager.

Ud over almindelig samfundsskadeligt grådighed kunne nævnes styring af andre end den mindre heldige, når evnerne til styring og motivering ikke er bedre en tilfældet er.
Dumhed er da også en mulighed.

Flemming Andersen

John Mogensen

Det er faktisk, som jeg ser det, et af fagbevægelsen meget store problemer, at den netop ikke selv medtager de ledige som omfattet af solidariteten og dermed værd at arbejde for at forbedre forholdene for.

Denne manglende solidaritet ser du netop idag og imorgen, hvor fagbevægelsen ikke fatter nødvendigheden af at slås for de der mister dagpengeretten imorgen.
Fagbevægelsen medlemmer mister dermed den tryghed de kunne have og ryger netop derfor ud af arbejderklassen og ned i underklassen når arbejdet mistes.
Det er ikke definitionen det er galt med, det er sgu solidariteten i fagbevægelsen der gør at denne udstødelse finder sted.

Flemming Andersen

Eller rettere mangelen på solidariteten selvfølgeligt.

Bestemt har Lars Olsen med rette sat fokus på at klasse-samfundet stadig eksisterer i Danmark.

Jeg kritiserer bare, uddannet samfundsfagslærer som jeg også er, den måde, Lars Olsen m.fl. har valgt at opdele samfundet på. Mener han, Lars Olsen, virkelig at en folkeskolelærer eller en gymnasielærer som tjener 400.000 kr. pr. år er højere i status end en smed, eller mekaniker som tjener 600.000 kr. pr. år. Og at en gymnasielærer har mulighed for at påvirke noget som helst i samfundet?

Flemming Andersen

Karsten Aaen

Jeg synes så det forekommer ganske udmærkede og vedkommende kriterier der er anlagt.
Du er selvfølgeligt velkommen til at mene noget andet end dem der har lavet arbejdet med undersøgelsen og bogen. Men

Det forekommer mig ganske muligt at det ikke er indkomst, men indflydelse og medbestemmelse der giver en placering i middelklassen er det vist.
Der foruden er sikkerheden for indkomsten også en parameter der er i gymnasielærerens favør, selvom sikkerheden jo svinder for alle.

Jeg tror du misforstår opdelingen. Det handler ikke om status, men indplacering af sociale rettigheder og muligheder.

Og der må man også give LO og Co. ret i at en lærers mulighed for indflydelse på sit samfund, både i kraft af sin personligheds udviklende uddannelse, videregivelse af viden, påvirkning ef egen arbejdsmetode o.s.v. har større mulighed for at påvirke samfund og medborgere.
Den er god nok, selv om den skurer i dine øren.

Flemming Andersen

Michael Pedersen

Mange undermålere ville så blive kastet ud igen.*SS*

At være blåøjet kunne godt have sine fordele i visse firmaer??

Hårfarven ved jeg ikke med??

Har du selv et bud??

Martin B. Vestergaard

Ja, klassesamfundet trives stadig i bedste velgående. Men både S og SF ledes af medlemmer af middelklassen og stort set ingen på tige er hentet udenfor denne samfundsklasse. Derfor er der ikke meget håb for at vore politikere er opmærksomme på at der findes andre samfundsklasser, og da slet ikke at de tager hensyn til disse i den generelle politik.

Vi behøver bare at se på de forvrøvlede eksempler der blev brugt, for at argumentere for at der i dagens Danmark ikke var brug for en efterlønsordning: "Vi bliver jo ikke nedslidte længere", og "de unge i dag går så længe i skole at de selv med den forhøjede pensionsalder og afskaffelsen af efterlønnen er kortere på arbejdsmarkedet end deres forældregeneration."

Ja, det skal nok passe for politikerne og deres børn, men de udgør ikke et repræsentativt udsnit af befolkningen. Det kan vi ikke klandre dem for, da det er os selv der har stemt dem ind, men det vi kan forlange, i hvert fald af S og SF, er at vi får mulighed for at stemme på kandidater der ikke tilhører middelklassen.

Med hensyn til hvem der er medlemmer af hvilke klasser og hvordan man definerer dem, så er der mange måder at gøre det på. Man kan definere dem ud fra indtægt, ud fra uddannelse, ud fra indflydelse på samfundet, eller noget helt fjerde. Men det man ikke kan, er at benytte de gamle metoder fra den industrielle revolution, for set i det lys findes arbejderklassen ikke længere. Jo der er arbejdere, men deres sociale status er næsten lige så forskellige som bankdirektørens er det fra bumsens.

Det vi kan lære af Lars Olsens tal er at den sociale arv fortsat er alt for stor i Danmark. For selvom vi er et af de lande der har en meget høj sociale mobilitet, betyder forældrenes uddannelse stadig meget, både for hvor lang en uddannelse børn får, og for deres jobchancer.

Claus Oreskov

@Martin B. Vestergaard. Måske skulle du genlæse din Marx! Du skriver: ”Men det man ikke kan, er at benytte de gamle metoder fra den industrielle revolution, for set i det lys findes arbejderklassen ikke længere.” og det begrunder du med: ” Jo der er arbejdere, men deres sociale status er næsten lige så forskellige som bankdirektørens er det fra bumsens.” Her bruger du ”status” som model for hvem som er arbejder og Karl Marx brugte altså en strukturel model til forståelse af samfundsklasserne. Borgerlige ideologer og sociologer anvender gerne status modellen.

Kristian Rikard

Måske du skulle gøre Lars Olsen opmærksom på det?

En musikterapeut er akademiker. Hun er nemlig uddannet på Aalborg Universitet. En socialrådgiver i Nordjylland er nemlig også akademiker. Hun er også uddannet på Aalborg Universitet. Eller mener Lars Hansen & Co. virkelig at kun folk med 5-6 årige uddannelser er akademikere. En af mine tidligere kolleger havde en bachelorgrad i engelsk og tysk. Hun er så også akademiker eller hyr?

Og jeg sætter altså ikke rammer for andre i min hverdag som lærer voksne udlændinge på en sprogskole, som sagt, jo måske nok for hvad mine elever skal lære mv. Bestemt ikke andet...

Ift. jobsikkerheden er den ekstremt lille som lærer i dansk som andetsprog, spørg VUC-lærerne eller AMU-lærerne hvad de synes om deres jobsikkerhed. Eller spørg gymnasielærerne i tysk, fransk eller andre sprog end engelsk om deres jobsikkerhed....

Og spørg også lige folkeskolelærerne om deres jobsikkerhed...

Steffen Gliese

Karsten Aaen, det er altså fagene, der bestemmer, om man er akademiker, ikke lokaliseringen. Til gengæld har man forsøgt at bluffe med dels at lægge ikke-akademiske uddannelser ind under universiteterne, dels ved at omdøbe nogle af dem - men en købmandsskole er altså stadig en købmandsskole, uanset hvor meget man så forsøger sig med grader, der lyder universitære. På samme måde er kunstskolerne også praksisuddannelser, selvom man nu desværre mere og mere med akkreditering og strømlining forsøger at skabe en illusion om sammenlignelighed. - Men hvorfor i alverden er sammenlignelighed dog attråværdig? Det er da langt mere vidunderligt med små, indbyrdes forskellige institutter og skoler, der specialiserer sig på forskellig vis. Det er den type centre og institutter, der har drevet forskningen og kreativiteten i århundreder, ikke store mastodontinstitutioner med central ledelse.

Jens Overgaard Bjerre

Tak til Lars Olsen. Både for sin bog og artiklen her. For det kan ikke siges nok, at vi har et klassesamfund. Venstre var jo det mest ihærdige parti af alle til, ved alle lejligheder i tv, og de fik sandelig mange, at sige:

'at klassekampen var død, der var ikke nogle klasser længere.'

At klassediskussionen skulle blusse op, var og er det eneste, de virkelig er bange for.

Allerede den 1. maj 2010 skrev Nick Hækkerup i Politiken, at Socialdemokraternes formål, var, at bringe arbejderklassen ind i middelklassen!

Artiklen omtaler desværre ikke Underklassen. Som faktisk kan være tungen på vægtskalen. Og de ryger til de højrenationale partier som DF og LA, hvis der ikke er nogen andre, som vil kendes ved dem. Og også ærgerligt, da mange fra Arbejderklassen ryger ned i denne klasse.

Men til gengæld kommer tallene igen om hvilke klasser, som får en videregående uddannelse og hvilke klasser, der bliver dømt til førtidspension. Tak for det. Men vi kommer til at høre meget mere om denne diskussion. Og pas nu på! for Dansk Folkeparti har luret den af og vil fiske stemmer, ikke alene fra S, men også fra EL, hvis de ikke vågner op.

Så Hækkerup, Sass-Larsen og de andre S'ere har taget fejl. De har glemt historien og uden den forstår man ikke virkeligheden.

Og Karsten Aaen.
Lad dig nu ikke blive kvalt i misundelse. Du burde da kunne læse lønnngs-statistikkerne ligesom så mange andre. Og selvfølgelig er der forskelle, men du er nødt til at kikke på gennemsnittet. Din nabo driller dig, du tjener jo ganske godt. Og ja en akademisk uddannelse er på ca. 5-6 år. De andre uddannelser, selvom de foregår på universitet, er 'mellemuddannelser'.

Kære Claus Oreskov (kl 16.41)

Mit point er, at når alle efterhånden får al den uddannelse, som de på nogen måde kan rumme, så skaber vi et nyt klassesamfund
- nemlig et klassesamfund, hvor dem uden uddannelse eller med en simpel uddannelse klassificeres som underklasse, og dem med de efterspurgte høje uddannelser klassificeres i toppen med gode lønninger o s v.

Det totale klasseløse samfund forudsætter , at alle individer er helt ens m h t ambitioner, uddannelse, begavelse, helbred , mental og fysisk sundhed , udseende o s v o s v .

DE begavede og veluddannede med et godt helbred og pænt udseende vil ( uanset politiske tiltag, samfundsform og samfundsorden ) altid klare sig bedst - og dem med lav IQ, samt evt med mentale og fysiske problemer , dårligt udseende o s v vil altid være "i bunden

Man kan ikke komme uden om , at "naturens orden" også gælder for mennesker - de svage individer trækker i alle relationer altid det korteste strå .

Det er vores såkaldt " menneskelige kvaliteter " , der i sidste ende er bolværket mod udnyttelse af de svage - de politiske systemer giver i sig selv ingen beskyttelse.

Claus Oreskov

@ Robert Kroll. OK jeg tror jeg har forstået hvad du mener. En anden ting, vi kender ikke ”naturens orden”, men vi er gode til at konstruere en ”naturens orden”. Og en hvilken som helst konstruktion, tjener et formål: politisk eller økonomisk eller bare, som en undskyldning for social udbytning! Gennem kulturelle værdier kan sociale skævheder rettes op, til fordel for fællesskabet, og de svageste led i kæden. Ingen er en svækling på alle områder, og ingen er stærk og smuk på alle områder.
Se også : http://www.loskolen.dk/kaeden

Verner Nielsen

At forsøge sig med at komme "op" fra arbejderklassen er som at kæmpe mod kviksand: Jo mere man sparker jo mere sidder man fast. Derfor sidder jeg helt stille og nyder min "placeing".

Det er da sikkert korrekt at jeg som lærer - uanset om vi taler folkeskolelærer, gymnasielærer eller underviser i dansk for voksne indvandrere selv har en vis indflydelse på den tid jeg bruger, og på hvordan jeg bruger den. [Men står det til Corydon og Co. er den tid jo snart en saga blot...]

Og det er da også korrekt, at jeg kan forfatte og skrive artikler og kommentarer bedre end f.eks. en murer kan.
Eller en frisør eller en automekaniker. Det jeg opponerer imod er den der med man automatisk fordi man har en 5 årig uddannelse er med i den højere middelklasse. Sådan føler jeg det bestemt ikke især fordi jeg ikke bestemmer over nogen som helst i mit arbejdsliv. (igen - en lille smule bestemmelse har jeg ift. mine elever mth hvad vi skal lave og de skal lære mv) Min protest retter sig også mod begrebet 'sætter rammen om andres liv'......... som ledere eller meningsdannere...' Det mener jeg bestemt ikke, jeg gør. Og mine ledere er så også at finde i den højere middelklasse...

Det betyder jo så også, at en chefsekretær er en del af den højere middelklasse på samme måde som hendes chef er det? I hvert fald hvis hun (eller han) har en akademisk uddannelse...

Pointen er denne her:

Modsætningsforholdet mellem chefer og ansatte, især i det private erhvervsliv bliver sløres, visket ud mm. såfremt vi blot accepterer at en leder som sætter rammer om gymnasielæreres liv er i den samme klasse, den højere middelklasse, som gymnasilelærer som aldeles ikke sætter rammer for nogen som helsts liv. Undtagen måske sit eget, sine børns og til dels sine elevers også.

Claus Oreskov

@Peter Hansen. Der er sandelig ingen romantik over arbejder klassens solidaritet – den er vokset organisk frem gennem de muligheder moderniteten og industrisamfundet gav m.a.o. arbejderklassens strukturelle forankring giver alle muligheder for at anvende solidaritet i praksis. Fællesskabet voksede frem på de store arbejdspladser og i arbejdernes boligkvarter. Vi var jo blevet anbragt sammen af systemet for, at man nemmere kunne udbytte os, men denne placering gav samtidig en mulighed for, at stå sammen imod udbytningen. Systemets indbyggede modsigelse lille Marx have sagt! Vi var altid sammen med andre proletarer på arbejdet, i skolen og hjemme i familien. Mine forældre kendte kun andre proletarer i hele deres liv, og jeg selv var 19 år, inden jeg socialiserede mig med andre, end min egen samfundsklasse. Det var faktisk et infamt kulturmøde, jeg måtte lærer deres værdier for at kunne kommunikere med dem, medens de forblev uvidende overfor mine. Det var jo deres ret, fordi i en borgerlig og en kulturradikal forståelse findes kun et sæt valide værdier – deres egne! Jeg giver Verner Nielsen fuldstændig ret når han skriver: ” At forsøge sig med at komme “op” fra arbejderklassen er som at kæmpe mod kviksand”. Intelligens er ikke nok til at bryde en negativ social arv, som nogen mener på denne tråd. Tværtimod hvis en arbejder er alt for intelligent, vil han møde så meget mere modstand og foragt for hans klasse. Har I aldrig alvorligt lyttet til John Lennons "Working Class Hero" (They hate you if you're clever and they despise a fool) ? Hvis ikke så gør det nu, det er en meget alvorlig sang og den fortjener at blive taget alvorligt: http://www.youtube.com/watch?v=YsmQhbd1KWE

Flemming Andersen

Claus Oreskov

Du har helt ret i at John Lennons “Working Class Hero” burde give mange flere stof til eftertanke.
Og det uanset hvor hvilken klasse de tilhører.

Derfor er det arbejde LO laver af stor betydning uanset om man er enig i alle detailer, hvad jeg så i øvrigt heller ikke er.
Men arbejdet kan ikke undværes og fortjener stor ros.

Mikael Ellborg

jeg syntes den er go