International kommentar

Postdemokratiet og den politiske afmagt

Forestillingen om, at vi skulle have forladt demokratiets guldalder, holder ikke for en nærmere historisk prøvelse
17. december 2012

Postdemokrati er et begreb, som på ti år har vundet bemærkelsesværdigt indpas i politisk kulturkritik. Men selv om begrebet, der blev lanceret af den britiske samfundsforsker Colin Crouch for små ti år siden, måske kan forekomme velanbragt, når vi taler om de ’kriselande’, der nu har dannet teknokratregeringer, som ikke er blevet legitimeret ved folkelige valg, er der grund til skepsis over for den påstand, at de vestlige samfund i de senere år skulle have ’tabt demokratisk substans’.

Som ethvert andet fængende begreb sammenfatter ’postdemokrati’ en række diffuse erfaringer. I dette tilfælde primært erfaringer af politisk afmagt. Begrebet synes også at passe på en ny historisk konstellation: På den ene side findes der som legitimationsfigur ikke noget alternativ til ’folkestyre’ – selv Putin ønsker demokrati (om end det skal være ’styret’). På den anden side føler borgerne sig i stadig mindre grad overbeviste om, at holder deres politiske skæbne i egne hænder.

Hvor var guldalderen?

Hvad knytter diagnosen an til historisk? Crouch betegner 1950’erne og 1960’erne som en tid med »relativt maksimalt demokrati«. Men »relativt« i forhold til hvad? Holdt de vesteuropæiske borgere virkelig deres skæbne i egne hænder i de år? Korrekt er det, at der dengang fandtes reelle og klare alternativer, det være sig valget mellem gaullister og kommunister i Frankrig eller mellem kristdemokrater og kommunister i Italien. Men ret beset betød Den Kolde Krigs skarpt optrukne ideologiske forskelle en indskrænkning af folkestyrets spillerum: Det er næsten glemt, at Italiens kristdemokrater kunne holde sig ved magten fra 1948 og frem til 1990’erne alene på et løfte om at holde kommunisterne uden for indflydelse.

Anderledes i Storbritannien, hvor Labour- og Tory-regering afløste hinanden i et væk. Her var der virkelige alternativer at vælge imellem, og her betød etableringen af velfærdsstaten fra slutningen af 1940’erne, at den socialistiske drøm om samfundets ’kollektive selvtransformation’ så ud til at gå i opfyldelse. Den retrospektive idealisering overser imidlertid, at alt dette gik for sig uden større borgerdeltagelse, og at velfærdsstatens succes lige præcis førte til, at der blev mindre at vælge imellem for vælgerne. Deraf sloganet butskellism – en sammentrækning af navnene på den konservative politiker Butler og Labour-lederen Gaitskell, hvis politikker kun afveg lidet fra hinanden.

Mens den sande guldalder med klare alternativer er en illusion, fandtes der i det mindste ikke dengang mere ægte folkelige repræsentanter – altså politikere, som vælgerne virkelig følte identifikation med, og som i sandhed kunne omsætte ’folkeviljen’ til regeringspolitik? Også her kan det ved et skarpere historisk tilbageblik være svært at få øje på en reel forfaldshistorie: I de fleste vesteuropæiske lande blev parlamenternes magt beskåret efter 1945 af frygt for, at folkestemninger skulle bringe endnu en Hitler eller Pétain magten. I stedet for institutioner legitimeret direkte gennem folkelige valg gik forfatningsdomstolene deres sejrsgang. Ej heller var parlamenterne synderligt folkekære. Allerede i midten af 1960’erne noterede den tyske politolog Ernst Fraenkel således en udbredt ’parlamentarikerlede’.

Koncernernes magt

Hvis ’postdemokrati’ således ikke er ’postparlamentarisme’, hvad er det så? Det er med ét ord: postpluralisme. Balancen mellem de sociale kræfter, således lyder den egentlige tese, har forskubbet sig til fordel for de store koncerner. Og deres interesse er ikke så meget at sikre et frit marked som at befæste deres egen dominans. Koncernerne, således lyder diagnosen videre, gennemtrumfer deres interesser ved at pumpe stadig flere penge ind i en politik, som ikke længere behøver partier af den gamle slags, men kan nøjes med spindoktorer og politiske manipulatorer.

Det er ikke tilfældigt, at begrebet om ’postdemokrati’ opstod i Storbritannien under New Labour. For New Labour regerede i realiteten ikke blot med hjælp fra, men også til gunst for Londons City, ganske som USA’s demokrater i sluthalvfemserne regerede til gunst for Wall Street ved at afskaffe en stor del af de finansielle reguleringsmekanismer, som havde været i kraft siden Den Store Depression. En tilsvarende konstellation sås dog ikke i andre vestlige lande – primært fordi disse er langt mindre dominerede af den finansielle sektor.

Men det betyder ikke, at man i Storbritannien eller USA ikke længere behøver at gå til stemmeurnerne, som om alle partier nu bare vil det samme: De velfærdsnedskæringer, som Storbritanniens nuværende koalitionsregering af konservative og liberale har gennemført, ville næppe have taget samme drakoniske omfang under New Labour. Og det er empirisk bevist, at indkomstforskellene i USA er vokset med større hast under republikanske end under demokratiske regeringer.

Tiden vil vise, om det civilsamfund, som Colin Crouch og andre sætter deres lid til, kan skabe en ny form for pluralisme. Og sandt at sige har en bevægelse som Occupy Wall Street, selv om det ofte overses, stillet meget konkrete krav – nemlig en tilbagevenden til de reguleringslove, som Clinton-regeringen afskaffede og en reform af den amerikanske partifinansiering (hvor der efter en højesteretsdom ikke længere findes noget loft for, hvor meget de store koncerner kan donere).

Ideelt set er ’postdemokrati’ et advarselsbegreb, der kan skærpe offentlighedens bevidsthed over for farer, der ikke passer ind i det 20. århundredes velkendte anti-demokratiske mønstre. Men det risikerer også at svække viljen til politisk engagement, fordi det tilskynder til den defaitistiske tanke, at det politiske system i sin nuværende form ikke længere er noget rigtigt demokrati. Netop en sådan resignation risikerer at bane vej for sådan et egentlig autoritært system.

Jan-Werner Müller er professor i politisk teori ved Princeton Universitet

© Neue Zürcher Zeitung og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Danmark er et diktatur. Demokrati forudsætter materiel væxt. Det har vi ikke, derfor er vi nu en fattig diktaturstat.

Så enkelt er det.

Håber snart, det går op for menigmand.

I Danmark er det meget tydeligt, at vi får neoliberalisme, uanset hvem vi stemmer på. Det er meget tydeligt. Hvordan ellers kan man forklare, at erklærede socialister står for nedskæringer og skattelettelser?
Og så vidt jeg ved, går dette mønster igen i andre lande vestlige lande.

USAs system er så langt ude, at det knap kan sammenlignes med de europæiske lande.

Glem ikke, at hele jordens BNP er større end nogensinde. Men alligevel fattes alle penge. Hvordan hænger dét sammen?
Det må alt andet lige dreje sig om et fordelingsproblem.

Flemming Andersen

"Forestillingen om, at vi skulle have forladt demokratiets guldalder, holder ikke for en nærmere historisk prøvelse"

Det er ikke en historisk prøvelse, det er kun en prøvelse!!

Det er lige nu vi oplever at demokratiet er ude af kraft fordi der ikke er nogen forskel, på den politik partierne reelt tilbyder.
Bindingen og suverænitetafgivelsen til EU er en del af forklaringen, mangelen af almindelige menneske som folkevalgte en anden. En tredie er drabet på lønmodtagernes organisationer, som er foretaget men ikke opdaget.

Niels Ludvigsen

Demokrati, hvad skal vi med demokrati, når markedets klamme hånd kræver og sikre faldende omkostninger for de private virksomheder(læs fyringer, mere arbejde til samme løn eller lønreduktion) mindre offentlig service(læs: fyringer, mere arbejde til samme løn mv.).

Markedets forventninger og krav styrer i modsætning til demokratiet, som ikke kan andet end opfylder markedets forventninger og krav.

Vi har et styre, men at kalde det et folkestyre er vel, at tage munden for fuld.

Niels Engelsted

Her er så en grim en, venner.

Vi har folkestyre. Vi vælger selv, hvem der skal i Folketinget. Vi er fri til selv at stille op. Vi kan stifte et parti--endda meget nemmere end i de fleste andre demokratier. Vi har forsamlingsfrihed og kan demonstrere, og er vi mange nok, bliver der lyttet. Vi har ytringsfriihed, og kan udgive, hvad vi vil--pjecer, bøger. Vi kan endda udgive aviser og bestemme over indholdet.

Det er ikke sikkert, at vi ville have alle disse ting, hvis folkeviljen for alvor truede den herskende økonomiske orden. Men det gør den ikke. Snarere tværtimod.

Så hvis man syntes, at det går ad helvede til, så er det ikke på trods af folkestyret.

Paradoksalt nok ikke uden penge, så det holder ikke i praksis engelsted. Det er illusorisk, at bryde med det eksisterende - medmindre man har ressourcer. Hvilket jo var udgangspunktet i paradokset.

Hønen eller ægget.

Flemming Andersen

Jeg kan forstå at 11 kasser med de samme kartofler nu kan tilfredstille de mest kræsne gourmeter.

Når der alligevel bliver serveret det samme om man ønsker Engelsk Beuf eller øllebrød er det jo en fordel når alle får de samme kartofler.

Så kan man jo altid sige: Der var ikke nok der ønskede øllebrød

Flemming Andersen

Jeg kan forstå at denne tvangsfodring med de samme kartofler så skulle munde ud i at vi alle skulle få samme forudsætninger og fundament.

Hilsen til de rigtigt raske

Flemming Andersen

Det er selvfølgeligt ubehageligt at erkende at de kartofler man sidder og søber i sig er smaskrådne.

Så er det alligevel bedre at forestille sig et veldækket bord.

Hilsen til de rigtigt raske

Ole Chemnitz Larsen

Løftebrud og misbrug af statsmagt

er i hvert fald 2 områder, som vælgerne og borgerne gør klogt i at holde øje med, hvis de ikke ønsker at blive snydt.

Løfter, der bliver til løftebrud efter valget er velkendt for vælgerne.

Derimod er misbrug af statsmagt til at bryde og skjule lovbrud måske nok kendt for borgerne, der jo betaler gildet.

Men det faktiske omfang synes ukendt for offentligheden.

Der er selvfølgelig noget komplet galt med politikere, der mener sig berettigede til at bryde valgløfter, fordi de ikke helt har forstået, at er underlagt vælgerbefolkningen, ikke dennes herrer.
Det er sigende, at denne artikel er trygt i en schweizisk avis, hvor man aldrig har været i tvivl om, hvem der er herrer og hvem tjenere i staten.

Demokratisk guldalder - kræver demokrati praktiserende borger.
- Dertil er borgerne for passive

Man kan også undre sig over hvem der største synder.
- Politikerne eller vælgerne ?

Jeg siger mig enig med Niels Engelsted.

Vi har demokrati. Men vi vælger at bruge vores demokratiske stemme til at lade industrien diktere os. Det skyldes nok mest at virkelighedens verden ikke helt lever op til idealet om oplysning.

Det skræmmer mig, at de ting, man lærer om på samfundsfag på højt niveau, er de ting, som man burde have lært i folkeskolen som helt basale fornødenheder til at begå sig i et moderne demokratisk system. Hvornår mon demokratideltagelse kommer på skoleskemaet? En ret uheldig mangel, vil jeg sige.

DR.DK:

Debatten om "Dovne-Robert" og "Fattig-Carina" har vakt så meget postyr, at fire ud af ti danskere på kun ét år har ændret deres syn på kontanthjælp.

GP:
Det eneste "post-demokrati" er den borgerlige kontrol over medierne.

Det er ikke nogen ny opfindelse. Det havde Sovjetunionen allerede indført.

De havde endda 2 medier: Pravda og Isvestia.

I begge ville man kunne læse enslydende historier om Robert og Carina.

Under et sandt demokrati ville vi som mod-historie i en modpresse kunne læse om "Gustav og Heidi" fra Hellerup, der er født med en sølvske i munden.

Hverken de eller deres forældre har nogensinde rørt en finger. De er smarte spekulanter, der har levet af andres ulykke, og som har et privatforbrug og en co2-udledning (mange rejser) der er 100 gange så store.

Tager de hænderne op ad lommen, er det højst for at godkende, at arbejdspladser flyttes til udlandet.

Niels Engelsted

Jesper Wendt, det du i realiteten siger med din korrekte påpegning af, at penge er afgørende, er at penge bestemmer folkeviljen, fordi folkeviljen er til salg--via medier og reklamer og allehånde former for bestikkelse.

Men at vi på den måde er til salg, gør det det til mindre folkestyre?

Rasmus Kongshøj

Jeg er såmænd enig med forfatteren i at der aldrig har været nogen demokratisk guldalder. Det er dog ikke fordi demokratiet i dag er en realitet, men snarere fordi parlamentarismen alle dage har været styret af en lille elite, der holdt borgerne uden for reel indflydelse.

Det har dog været bedre førhen. I tiden fra Anden Verdenskrigs afslutning, og indtil Thatcher/Reagan-tiden leverededet parlamentaristiske system faktisk demokratiske resultater i form af øget lighed og velstand for flertallet. Ligeledes var der flere synspunkter repræsenteret i parlamenterne og i pressen. Parlamentarismen havde således den gang visse demokratiske træk. Det var den simpelt hen nødt til; eksistensen af et alternativt system i Sovjetunionen gjorde det nødvendigt at bestikke borgerne med velstand for at holde sammen på systemet.

Demokratiet er dog trængt tilbage efter Sovjetunionens opløsning. I dag er det politiske spektrum kraftigt indsnævret. Vælgerne får ikke lov at vælge mellem andet end nyliberalisme med fadbamser og grænsebomme og nyliberalisme med bøssebryllupper. Mediebilledet domineres af borgerlige synspunkter. Man får tudet ørerne fulde af historier om Robert og Carina, mens ingen bekymrer sig om de spekulanter, der har sendt os ud i den største kapitalistiske krise siden 1930'erne.

Formelt set har man selvfølgelig mulighed for at deltage i det parlamentariske system. Man kan stifte partier, demonstrere, prøve at udgive medier osv., men uden solid kapital i ryggen, er ens bestræbelser dømt til at mislykkes, og uden opbakning fra det eksisterende system af medier og politikere, er ens såkaldt demokratiske rettigheder blot retten til at råbe i mørket.

Det burde være lettere end nogensinde at stifte nye partier, og den politiske rådvildhed er også så stor, at mange mennesker vil kunne overtales af et fornuftigt og pragmatisk partiprogram, der på mindre ideologisk vis vil gå efter mere optimale resultater.
Vi skal væk fra, at en finansminister kan bruge som eksempel på behovet for sin økonomiske politik, at "vi har valgt, at den næste generation skal være den bedst uddannede nogensinde". Det har "vi", mig bekendt, ikke bestemt, det er nogle af den slags latterlige, luftige, ligegyldige paroler, politikere forveksler med samfundets retning.

Hvad der er meget nødvendigt at holde sig for øje er, at det er blevet meget vanskeligere at blive opstillingsberettiget til Folketinget: reglerne for listegodkendelse er gjort næsten umuligt med en udløbstid for underskrift på 18 måneder (men en underskrift gælder for hele valgperioden, så man kan ikke som vælger være stiller for en anden liste efter 18 mdr.), indskrænkning i muligheden for at skrive under, så man ikke længere som ægte demokrat kan skrive under på alle de lister, man vil m.m.
På mange måder har det politiske system lukket sig om sig selv, også med høje politikerlønninger - en uskik af karat- massiv partistøtte - også en uskik, som fjerner partierne fra vælgernes nødvendige opbakning og medvirker til etableringen af en uafhængig klasse af politikere.

Flemming Andersen

Niels Engelsted

Det du så påstår er at penge og magt ingen inflydelse har i et demokrati??
Det er nok en smule naivt.

Sandheden er så på godt dansk at kun nogle få får det de stemmer for og virkeligt går ind for og det kan jo så med den optik du benytter i denne sag, kun være befolkningens egen skyld, fordi de er for blåøjede??

Jeg for min del havde aldrig, ALDRIG forestillet mig, at jeg skulle se socialistiske partier skamride og misrygte vor tvældfærdssystem på den måde og i den grad tilfældet har været siden regeringen tiltrådte.
De siger du så er min egen skyld, fordi jeg skulle have gennemskuet deres handlinger på forhånd. Måske nok, på baggrund af de tidligere svigt, men dette overgår mine vildeste fantasier og jeg tror ikke jeg er alene.

Omvendt kender jeg adskellige rettænkende mennesker der bekander sig til den borgerlige fløj, uden at det gør dem ringere borgere i mine øjne, i det vi alle bor i et frit land med retten til at mene hvad man vil.
Disse mennesker gav udtryk for nøjagtigt samme følelse af svigt fra deres politikere, hvor de aldrig havde forestillet sig at man ville bruge 10 år på ikke at forbedre samfundet, men at snolde mulighederne op.
Selv de som har fået meget store personlige fordele ud af skattestop og boligboblen, var beskæmmede, fordi de godt vidste at regningen derfor skulle betales bagefter, men de havde ikke ønsket disse uhyrligheder og var ikke klar over at det var konsekvensen af at afgive en borgerlig stemme.
Synes du de skulle have forudset det Niels.

For det er jo sådan at når vi stemmer, så afgiver vi vor magt og ret til en repræsentant i tillid.
Disse mennesker der påtager sig et offentligt ombud bør så være den tillid værdig.

Denne tillid afgiver vi i tillid på baggrund af de udsagn vedkommende afgiver om fremtiden som vi vælger at tro på og den viden vi har om fortiden.
Vi træffer således vort valg på basis af tro, hvilket jo nu er vort lod, og ikke viden.

Hvis dit udsagn om at det er i vor skyld at demokratiet er i den sørgelige forfatning det er og vi ikke har magtet at tro på bedre repræsentanter, hvad underbygger du så din tro på at vi kan foretage bedre valg i fremtiden, når hvor viden er at stort set ingen af dem vi har valgt gør det vi forventer??

Nu er det så heldigt at vort demokrati netop går ud på at vi afgiver vor magt og ret til repræsentanter, hvor den konsentreres og derfor er skylden for tingenes tilstand selvfølgeligt også konsentreret der, hvad jeg ærligt talt mener du burde kunne se.

Jeg kender udmærket tésen om at et folk har de politikere de fortjener. Hvor denne ide kommer fra om det er højskolesangbogen eller Frimurerne ved jeg ikke, men efter at have set mine hårdtarbejdende medborgere, både dem der er i job og dem der ikke er det, hvad enten de er borgerlige eller socialister i grundholdning, hvad enten de er lærere, læger, buschauffører eller djøffer, så ved jeg at det danske folk aldrig har gjort sig skyldige i en forbrydelse der retfærdiggør de politikere de er belemret med.

Flemming Andersen, Niels Engelsted (og jeg) henviser til det simple faktum, at folk afstår fra at organisere sig i partier og på den måde tvinge magten tilbage til folket, ud af hænderne på dem, der ikke skal bestemme politikken, men føre den ud i livet. Der er dog ingen tiltro til denne magt mere, selvom det var den, der lå bag den progressive politik i "gamle dage". Folkets manglende tiltro til at kunne løfte i flok - og fremfor alt at have de samme mål og idealer - er forsvundet, og før vi finder den igen, vil vi stå i moradset og lade os styre fremfor at styre selv.

Jeg vil gerne nominere denne sætning sakset fra RK's indlæg til prisen for:

"Årets mest præcise kortfattede pletskud":

RK:

"Vælgerne får ikke lov at vælge mellem andet end nyliberalisme med fadbamser og grænsebomme og nyliberalisme med bøssebryllupper. "

GP: Det fortæller jo egentlig alt - der er ikke noget at tilføje.

Engelsted, hvis du med 'folkestyre' mener "ét frit og oplyst individ, én stemme" så er folkeforførelse vel en skævvridning af demokratiet.

Heinrich R. Jørgensen

Folkestyre var (i dansk kontekst) tænkt som netop 'folkets' styre. Folkets fællesvilje, der anvendes til at tilstræbe det fælles/almene vel.

Demokrati er metode og sindelag. Vilje til at lytte og til at samtale. Tingstedskultur, hvor enhver kan ytre sig, men én ad gangen, mens andre er aktivt lyttende. Den offentlige samtale, som demokratisk metode, til at få reflekteret over udfordringer, visioner og muligheder -- sammen.

Hvis man vil undersøge demokratiets tilstand, er det enkelt. Betragt 'offentlige rum'. Er fremmødet i folketingssalen (det fineste og højeste offentlige rum) massivt? Er det en 'samtale' eller en 'dialog' (hvor sigtet er at hjælpe hinanden til forståelse og indsigt)? Hvad med den offentlige samtale i medierne -- er denne præget af et ønske om at fremme det almene vel? Eller handler det mest af alt om splid?

Ideerne om folkestyre og demokrati er for tiden petrifiserede, i en kollektiv uforstand der følger en dem-og-os a/k/a del-og-hersk diskurs. Den samfundsmæssige suicidalitet er til at føle på.

Flemming Andersen

Peter Hansen

Du går så ud fra at demokratiet kan overleve denne traditionelle udgydelse af løgne og bortforklaringer , det har udviklet sig til??

Det vil jeg så sammenligne med økonomernes tro på vækst, den tvivler jeg også på berettigelsen af.

Det er muligt du har ret. Det håber jeg selvfølgeligt også.
Men jeg ser ikke nogle folkelige initiativer, og holdbarheden af disse evtualliteter betvivler jeg så på baggrund af min viden om fortiden.

Derfor frygter jeg for demokratiets fremtid og anser den mest som meget dunkel, hvis ikke mørk, indtil det forhåbentligt vender engang igen, når folk bliver motiverede for at tage ansvar på sig igen.

Og nytten af at pådutte en forrådet befolkning skylden for politikernes ødelæggelser, den køber jeg simpelthen ikke.

Politikkerne har tvæt imod tilranet sig meget mere magt og bestemmelse over ting befolkningen ikke ønskerde skal have og de gør det fordi de vil gennemføre ting befolkningen heller ikke ønsker.
Det kan aldrig blive andet end politikernes ansvar

Folkeforførelse, korruption, og økonomisk afhængighed (jobmangel og gæld) er den bærende treenighed i den moderne privatkapitalistiske stat. Ingen af disse tre redskaber er omfattet af det borgerlige demokrati, men er helt og totalt overgivet i kapitalisternes hænder.

Vestlige kapitalister har skabt et system, hvor folkeforfører bilder os ind at den enkelte har en helt unik ytringsfrihed, og hvor begrebet korruption pr. gængs opfattelse er noget der vedrører vores handelspartnere. Denne systemløgn fører vi gerne krige for at udbrede - overvejende i områder med råvare som vi selv skal forbruge, men som vi ikke umiddelbart på vanlig vis kan få lov at købe af venligtsindede diktatorer for de glasperler vi kalder dollars.

Heinrich R. Jørgensen

Flemming Andersen:
"Jeg kender udmærket tésen om at et folk har de politikere de fortjener. "

Det udsagn er såre sandt. Som 'folk' fortjener vi de ulykker vi i vores kollektive uforstand påfører os selv.

Det er ikke i modstrid med at samtlige individer, synes at forholdene er dybt uretfærdige og ufortjente. Misforholdet mellem den individulle frustration, og den kollektive ulykke, påpeger hvor elendige enhver er til at fatte at "vi" er fællesskabet, samfundet, folket, og dernæst ændre på forholdene -- sammen.

Flemming Andersen

Heinrich R. Jørgensen

Hvorfor går du dog ud fra at der skal være en naturlov, som tilsiger et misforhold imellem vor individuelle opfattelser og summen af disse.

Dermed fremsætter du en teori om at demokrati ikke er mulig at udføre i praksis, hvilket jeg vel acceptere ligeså lidt som den anden tése.

Niels som fremsætter første tése :
"Jeg kender udmærket tésen om at et folk har de politikere de fortjener. “
Modbeviser den selv , hver dag her på siden, hvor han selv forsøger at udvidde horisonten og forbedre vilkårene for debatten, så den kan forløbe på et for flere rimeligt resultat.
Det behøvede han ikke hvis han deltog i et samfund, som blev regeret med samme ildhu, hvormed resten passer deres job. Han er altså ikke selv tilfreds med de politikere han påstår vi fortjener og må mener han fortjener bedre. Det har han ret i, men ikke sin tése .

Det samme kan siges om dit udsagn:

"Det udsagn er såre sandt. Som ‘folk’ fortjener vi de ulykker vi i vores kollektive uforstand påfører os selv."

For at det udsagn skal være bæredygtigt, kræver det at politikerne har stået og fortalt at de ville misrøgte deres embede i den grad de gør.
Og at befolkningen kunne have en tro og forestilling om at noget sådant var muligt.

Dette er ikke tilfældet.
Ej heller har denne viden været tilgængelig, i det det indtil nu har været et faktum gennem et par generationer nu , at vore politikere har formået at bevare og udbygge vor veldfærsstat i stedet for helt bevidst at forsøge at destruere den.

Derfor skal og må skylden placeres der hvor svigtet er bevidst og hvor magten til det er, ellers er vi selv med til at forringe chancen for at demokratiet overhovedet kommer til at virkre fremover.

Heinrich R. Jørgensen

Flemming Andersen:
"For at det udsagn skal være bæredygtigt, kræver det at politikerne har stået og fortalt at de ville misrøgte deres embede i den grad de gør."

Du. jeg og mange andre har længe vidst, at de personer der byder sig til som 'politiker', sjældent formår at holde sig på dydens smalle sti, og rent faktisk betragte det hverv (sic!) de har vundet, som et tillidshverv, som burde indfries ved at de ydmygt og sagligt søger at tjene det almene vel.

Du, jeg og andre ved, at de personer der opnår samme tillidshverv, oftest har en særpræget måde at tilgodese interesser på. Det er som oftest det parti, de tilhører, deres og egne sponsorer, deres og egne netværk der nyder de folkevalgtes gunst.

'Misrøgte' er et stærkt udtryk, men at konstatere at der er et misforhold mellem ideal og realitet burde vi alle kunne, i et sobert øjeblik.

Som kollektiv, svigter vi, ved ikke at føre en dialog om emnet, ved at ignorere den åbenlyse udfordringer, og ved at godtage en apatisk og affældig holdning om, at disse tilstande er uforanderlige og uforbederlige. Vi (som kollektiv) fortjener de ulykker, vores kollektive uforstand og ryggesløshed udløser.

Vores største kollektive svigt er, at vi hver især, og navnlige i fællesskab, nægter at se realiteterne i øjnene, og lader de forrykte forhold bestå fordi vi er konfliktsky, intellektuelle svagp*ssere.

Flemming Andersen

Heinrich R. Jørgensen

Du mener med andre ord at når en vælger går til valgurnen her i landet, så burde han vide at han er fyldt med løgn og historier, at han ikke kan forvente andet fordi han har tilladt sig at se TV og vendt ryggen til dem der har påtaget sig jobbet en dags tid eller to??

Sådan placerer man ikke ansvar.

Ansvaret har først og fremmest den der har hensigten, i dette tilfælde til at lyve, den der har midlet og dernæst efter hvem der har mest af magten.
Når du så har placeret ansvaret der hvor det hører hjemme er ordet misrøgte måske for mildt et udtryk, men du risikerer at komme i kontakt med straffeloven, hvis du kaldet det ved rette navn.

At mene at et demokrati kan overleve i et miljø af løgne og endda bygge på det som normalen og have en forventning om funtion og overlevelse må da være din spøg??

I så fald vil enhvert forsøg på et repræsentativt demokrati være forbundet med evig mistro, kontrol og atter kontrol. Det vil intet samfund overleve.

Tro og tillid hører fremtiden til, det overlader vi vore folkevalgte at forvalte. Kan vi ikke det er demokratiet umuligt.

At forsøge at tilbageføre de folkevalgtes svigt til en form for kollektivt ansvar, vil blot udvande dette og fjerne ethvert ansvar og kan allerhøjst blive betragtet som uagtsomt i modsætning til den der har hensigten.

Alternativt kan du jo så vælge at tro, der ikke er en hensigt bag de svinestreger der foregår, hvilket blot gør at samfundet er overladt til sig selv uden styring, men ikke fjerner ansvaret for det hos de folkevalgte.

Niels Engelsted

Bortset fra at jeg ikke forstår Flemmings kryptiske henvisning til raske SS'er, så er jeg enige med alle i hovedsynspunktet, hvad Flemming også venligt gør opmærksom på.

Men nogen gange er det formålstjenligt at prøve at tænke mod sig selv for at teste sit synspunkt.

Vi trækker rask og gerne falsk bevidsthed, bestikkelse, dumhed, mangel på oplysning, falske ideologer og fristelser frem, når vi skal forklare (eller bortforklare), hvorfor vores demokrati bevæger sig den vej det gør, og da demokrati er godt--det er vi også enige om--så må det være fordi, at nogen--penge- og mediemagten, f.eks.--forhindrer det i at være et rigtigt folkestyre, (for tænk hvis det var et rigtigt folkestyre.)

Men nogen gange er denne sang for nem, og når noget er for nemt, bliver analysen let doven, og det har vi ikke rigtigt råd til. Det er bare det, jeg foreslår til afprøvelse.

Flemming Andersen

Det kan jo også være at symptomerne, der hedder på skjulte og mangelfyldte oplysninger, bestikkelse, utilbørlig omgang med betroede midler, overdreven dumhed, for store fristelser at lade ubenyttet, ensretning at mediestrømmen, overvågning af borgerne i flest mulige sammenhænge, udviddelse af de offentlige magtstrukturer, og tilsvarende indskrænkelse af de borgerlige rettigheder netop var symptomer på sygdommen og den man skulle bekæmpe.

Fint nok at folket skal være på tæerne og ønske at medvirke til demokrati, men hvis dem der har magten og midlerne nu forholder folket den reelle mulighed og forløjer tingenes tilstand, skulle vi så ikke kalde en skovl for en skovl snart, ellers tror jeg ikke der vil være nogle symptomer at stille diagnose ud fra, men en hel anden sygdom at behandle.

Somme tider vælger man jo at undlade at analysere fordi det er for ubehageligt at kende svaret.

Heinrich R. Jørgensen

Flemming,

jeg synes repræsentativ parlamentarisme er en glimrende idé. Den fungerer også i praksis, vil jeg mene der er omfattende historisk erfaring for.

Hvis valglovene føres tilbage til praksis før 1918, så hver valgkreds vælger én værdig og kapabel repræsentant, der er så uafhængig af andre interesser at denne kan være hele lokalsamfundets repræsentant, vil meget være forbedret.

Helt formelt set er det dronningen der 'svigter' ....men spørgsmålet er om hun så gør det.
Men magthaverne opførfer sig bqare som om de var i fagforening - og det er de. Det faglige fællesskab er internationalt.
Og 'lauget' er som bekendt , trods sin historiske nytteværdi i socialistisk mobilisering, en yderst borgerlig opfindelse.

Heinrich R. Jørgensen

Niels,

kritikken af USA's valgsystem til kongres og senat er velplaceret.

Den føderale "orden" i USA er syg og korrumperet.

Det samme kan muligvis ikke siges om forholdene på statsligt niveau over there. Det (mener jeg) er væsentligt ikke at miste fokus på.

Ole Chemnitz Larsen

Formelle rettigheder og reelle/faktiske rettigheder for vælgerne og borgerne.

Hvad hjalp det f. eks. de statsløse unge, at de havde en formel ret til et statsborgerskab,

når der var nogle,der misbrugte deres magtbeføjelser til at forhindre, at de unge fik det statsborgerskab, som de havde et klart retskrav på?

Heinrich R. Jørgensen

Ole Chemnitz Larsen:
"Hvad hjalp det f. eks. de statsløse unge, at de havde en formel ret til et statsborgerskab, når der var nogle,der misbrugte deres magtbeføjelser til at forhindre, at de unge fik det statsborgerskab, som de havde et klart retskrav på?"

Jurister (som ikke nødvendigt har skyggen af fornemmelse for justits) har jo netop sørget for, at denne gruppe ikke havde et 'retskrav'.

Ved at ændre i prímært Indfødsretsloven i 2004, således at lovteksten og bemærkningerne ikke omtaler visse mellemfolkelige konventioner (læs: FN konventioner), kan en bogstavtro jurist og embedsmand bringes til at godtage, at de ratificerede konventioner, ikke var 'dansk lov', da de teknisk set ikke omtales af disse (længere).

Hvad embedsmænd skal forvalte, og er forpligtede på, er dansk lovgivning. Ergo kan embedsmænd besnakkes fra oven om, at de ikke skal gøre, hvad de egentligt burde, men alene gøre hvad 'dansk lovgivning' dikterer. Nogle andre må gøre noget; men ikke embedsmændene.

Når det ikke er 'dansk lovgivning' der giver bl.a. statsløse indfødsret, så kan man teknisk set ikke tale om at disse har et 'retskrav'. Retskrav hviler på dansk lovgivning. Hvad ofrene for nutidens farisæere fupnumre og slyngelstreger har, er et 'konventionskrav'. Så kan de jo henvende sig i den mellemfolkelige organisation, FN, er logikken.

At den ratificerede konventioner om f.eks. statsløse, indeholder bestemmelser om hvad forvaltningen i de enkelte lande må og skal gøre, bliver så udeladt af regnestykke.

En uhellig treenighed af rævekagebagning, håndvask og gloriepudsning, udført af folkets og statens tjenere.

Demokratiet i Dk. er en pragmatisk konstruktion der hviler på 'det muliges kunst' . Så ud fra en ideel definition er det et meget ufuldkomment demokrati, hvor der er plads til forbedringer, anderledes kan det nu engang ikke være. Demokratiet udvikler sig hele tiden , nogen gange den forkerte vej andre gange - det sker heldigvis - til det bedre. Det vigtige er at vi alle har et medansvar for det.
Det der virkelig bekymrer mig er demokratiet fremtid på længere sigt. Der ligger nogle kæmpe udfordringer der kræver hurtige beslutninger hvis de skal løses.
Klimakrisen er den største. Endtil nu har de demokratiske lande ikke kunnet finde en løsning og spørgsmålet er, om de kan finde en, helst indenfor de næste 3 år. Sker det ikke tror jeg demokratiets dage er talte -på sigt. Når folk oplever at demokratierne ikke kan finde løsninger på deres problemer, begynder de at se sig om efter noget andet - der er masser af eksempler fra historien på det. De ikke-demokratiske regimer er ikke svaret på problemerne. De vil blot gøre ondt værre, men folk er desværre politisk set ofte ikke rationelle .
Churchill sagde som bekendt:' Demokratiet er det værste system der findes bortset fra alle de andre'

steen ingvard nielsen

Denne artikel påpeger at det skulle være labour i
Fup eller fakta 2.
England og Demokraterne i USA, der skulle have være årsag til det private erhvervslivs større politsike magt. I bogen Den Store Omstilling af Jøren Steen Nielsen, hævdes det, at det var Regan regeringen (Republikanerne) og Thatcher regeringen (konservativ), der var årsag til den større liberalisering af markedet og frihandel i 80`erne.

Det er da rigtigt dejligt demokratisk, så kan man selv vælge sandheden efter smag.

Ole Chemnitz Larsen

Tak for den gode udredning Heinrich.

Når der er alt for meget at komme efter

Kan supplere med en generel model for administrativ praksis, der tilsyneladende bliver til konkret adfærd, når der er skabt en situation, hvor der er alt for meget at komme efter:

Fakta, der ikke kan bestrides, bortskaffes fra sagen, og erstatttes af generelle eller abstrakte udsagn, der anvendes som begrundelse for, at der er handlet juridisk korrekt.

Fakta, der fremgår af de ansvarliges egne dokumenter.