International kommentar

Præsident Mursis Adolf Hitler-øjeblik

Med sit ’dekretstyre’ har Egyptens præsident kastet masken: Bag de fromme facader bruger han samme herskerteknikker som Mubarak
8. december 2012

Siden Egyptens præsident, Muhammed Mursi, tiltog sig Hitler-agtige magtbeføjelser til at styre Egypten pr. dekret, har vores revolution gennemlevet sin hidtil mest dystre tid. Hver dag betyder nye gadekampe mellem modstandere og tilhængere af regimet. Urolighederne er så voldsomme, at hæren forleden valgte at sende kampvogne i gaderne i min by.

Den rigide polarisering, som Egypten har kendt siden folkeafstemningen i 2011: islamister/Mursi-loyale over for ’sekulære’/Mursi-modstandere – har aldrig været stærkere. Måske kan det ikke være anderledes i et politisk klima, der er præget af mangeårig undertrykkelse af politiske og religiøse identiteter og gensidig oppustning af fjendebilleder.

Styrkeprøven mellem de to lejre handler nu kun om at mobilisere flest demonstranter. De sekulære præsterede en magtdemonstration på deres gamle højborg på Tahrir-pladsen. Men islamisterne svarede igen med et ikke mindre imponerende fremmøde ud for Kairos universitet.

De to grupper kunne dårligt være mere forskellige: Islamisterne stempler oppositionen som tilhængere af det gamle regime og ’sjofle ateister’. Anti-Mursi-demonstranterne svarer igen med at kalde islamisterne for ’uuddannede bønder’ eller ’får’, der ikke kan tænke selv.

Ved demonstrationen til støtte for Mursi talte jeg med Makhmoud – en ung mand, der beklagede sig over, at oppositionen konsekvent modarbejder alle de skridt, præsidenten tager, alene fordi den er imod hans islamiske projekt. Makhmoud, der havde et candyflosslignende skæg og var iklædt ternet T-shirt og sportsjakke, holdt et banner over hovedet med påskriften ’Vi kræver sharia!’

Han hævdede, at intet samfund i moderne tid har implementeret sharialoven ordentligt. Dog kom Taleban tæt på. Høfligt belærte han mig om, hvorfor jeg bør tænke mere på Gud og islam, og hvordan dette forhåbentlig vil kunne få mig til at bære slør og følge den rette vej.

Interessant nok sagde han også, at brødrene har lovet salafisterne, at de vil implementere den salafistiske version af sharia og ikke Broderskabets egen (som Makhmoud betegnede som ukorrekt). Et muligvis grimt opgør forestår.

Den nye diktator

Det mest besynderlige ved de islamistiske demonstranter var, at selv om demonstrationen skulle forestille at være indkaldt til støtte for Mursi og hans dekret, handlede næsten alle slagord om sharia. Da jeg så på bannere med påskrifter som ’Islam er lyset’, ’Koranen min forfatning’ og ’Hvor har Gud sagt jer, at I skal hade denne lov?’ – blev jeg for 726. gang naget af skrupler. For også jeg stemte på Mursi ved præsidentvalgets anden runde. Tanken om at have bidraget til denne onkelagtige, storhedsvanvittige persons magtovertagelse er næsten ikke til at bære – ordet Ermächtigungsgesetz (24. marts 1933 tiltog Hitler sig al magt i riget via en Ermächtigungsgesetz (bemyndigelseslov, red.) flimrer konstant for mine øjne.

Alle os, der ikke stemte på Mursi ud fra en islamistisk overbevisning, må i disse dage tåle hån og spot. Det er muligvis fortjent. Men jeg stemte kun på Mursi for at holde Shafiq væk. Var han kommet til magten, ville absolut intet have ændret sig i det egyptiske samfund. Han var intet andet end en repræsentant for det gamle regimes magtfulde støtter.

Det eneste lyspunkt er, at Broderskabet har vist sig ufatteligt elendige til at forvalte deres politiske magt. På forbløffende kort tid har brødrene opbrugt næsten al den politiske kapital de havde blandt egyptere, der ikke er medlemmer af bevægelsen. Mursi er den kedsommelige, bedrageriske ægtemand, som forsøger at gøre skaden god igen med indsmigrende middagsinvitationer.

Et glorificeret suppekøkken

Problemet er, at den hustru, han har været utro, er det egyptiske folk. Det Muslimske Broderskab er intet andet end et glorificeret suppekøkken med logistisk talent for at bespise fattige og arrangere store demonstrationer. De er en velgørenhedsorganisation med egen milits, som nu har sat sig på magten i et helt land, uden helt at vide hvad de vil bruge magten til. Og som ikke kunne drømme om at motivere sine beslutninger med fornuftsgrunde eller retsstatsprincipper. At ’det egyptiske folk stoler på onkel Mursi’ er nok.

Intet sted så vi dette mere tydeligt end i farcen om forfatningsudvalget. Næsten alle medlemmer af den politiske opposition – herunder alle kvinder og kristne – besluttede sig hurtigt for at udvandre. De tilbageværende udvalgsmedlemmer barslede med et makværk af en forfatning, udformet af en homogen gruppe af enstænkende mænd. Tankegangen er: Vi stoler på Gud, så Gud stoler på os.

Broderskabet gør, hvad Mubaraks NDP-parti gjorde i årtier (NPD – dog uden Gud-elementet): Konsoliderer sin egen position ved at dæmonisere politiske modstandere, bøjer loven efter sine beslutninger i stedet for omvendt og anlægger en paternalistisk regeringsstil, der reducerer offentlighedens rolle til at afkrydse stemmesedler.

Eneste forskel er Mursis forkærlighed for kedelige moralprædikener, som når han formaner os om at gå tidligt i seng, så vi kan være udhvilede til morgenbønnen. Det var såmænd til at leve med, hvis han tog fat på at løse de utallige konkrete hverdagsproblemer, der forpester almindelige egypteres liv. Men trods løfter om hurtige forandringer inden for 100 dage, er intet sket. Og nu er onkel Mursi og hans skæggede kumpaner så skamløse nok til at påtvinge os et nyt diktatur, fordi de tror, at de har Gud på deres side, og at de ved bedst.

Alt det er totalt Mubarak-agtigt. Held og lykke til brødrene, hvis de tror, de kommer nogen vegne ad det spor.

Sarah Carr er britisk-egyptisk blogger og journalist

© Sarah Carr og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

”Nu synes jeg ærlig talt, at man skal give Det Muslimske Broderskab chancen for at vise, hvad de står for demokratisk, i stedet for at mistænkeliggøre dem for at ville omdanne Egypten til en islamisk stat, for det er der overhovedet ikke belæg for at påstå, og jeg er helt overbevist om, at der venter gode demokratiske tider for egypterne i fremtiden”, sagde Mogens Lykketoft i fjor under et af de ulidelige træf på TV 2 News i programmet ”Ellemann & Lykketoft”, hvor de to forhenværende udenrigsministre analyserer verdenssituationen.

Gad vide hvad Folketingets formand mener i dag?

Ole Brockdorff.

Ja han tog desværre fejl. Men kan man klandre ham? På det tidspunkt,hvor han udtalte sig var Mursi da ikke lige blevet valgt demokratisk og så fair som det nu kunne lade sig gøre i Ægypten?

Sådan husker jeg det - jeg tager måske fejl. Men har jeg ret mener jeg at Lykketofts indstilling var helt korrekt dengang.

Når Mursi opfordrer den egyptiske befolkning til at gå tidligt i seng, for at være udhvilede til morgenbønnen, og ikke i stedet til arbejdet, vil det i Egypten fortsat kun gå ned af bakke.

Det er kernen af landets og befolkningens egentlige problem, om end der er mange andre, og så længe det er således, vil det socio-økonomisk ikke ændre sig til det bedre i landet. Nu kan man bare vente og se, hvor galt det går.

Det med at dæmonisere politiske modstandere, kender vi kun alt for godt også på de her kanter.

Jeg har nu altid undret mig over, hvorfor det muslimske broderskab har været vestens darling - eller i hvert fald darling for de "progressive" herhjemme, der synes islam er åh så uskyldig - . Hvis man har fulgt dem gennem de sidste 10 år kommer dette ikke som en overraskelse.

Bo Stefan Nielsen

"Den rigide polarisering, som Egypten har kendt siden folkeafstemningen i 2011: islamister/Mursi-loyale over for ’sekulære’/Mursi-modstandere – har aldrig været stærkere. Måske kan det ikke være anderledes i et politisk klima, der er præget af mangeårig undertrykkelse af politiske og religiøse identiteter og gensidig oppustning af fjendebilleder."

Sameh Nagueb fra det egyptiske venstrefløjsparti Revolutionary Socialists henviser til, at den store opbakning til Islam som en slags samfundsform også i høj grad handler om, at mange, der ønsker social retfærdighed og socioøkonomisk revolution, ser Det Muslimske Broderskab og Salafisterne som det eneste alternativ til dét sekulære system, de har kendt hidtil (Mubarak og militærstyret).

"It’s a very complex situation. And we have to be careful with the simplistic view that these protests are just about secular forces versus Islamists.

Even when things are articulated in that way, they can be more complicated. Many Salafists say they are fighting against the secular state and for sharia law. But they see Mubarak’s regime as a secular one and see sharia as the only way that the poor will get justice and equality.

Also it is obvious that there are elements of the old regime—the “feloul”, or “remnants”—who are trying to use this mass movement. Some liberal leaders have unwisely made alliances with former Mubarak people—and this is used by the Muslim Brotherhood in their propaganda. The Brotherhood says, “Look—these people want the old regime back,” which isn’t true of course.

The latest protests are being portrayed as being controlled by the “non Islamist” parties. But this movement is out of their control. They didn’t want there to be a march on the presidential palace—but they couldn’t stop it.

New layers of people are being radicalised by these events. There are thousands of poor Christian Copts on these demos—some protesting for the first time.

There has clearly been a pact between Muslim Brotherhood and the military, since the new constitution gives the army massive powers. There will be no parliamentary oversight on the military budget. The army just needs to say “we need this much” and parliament is obliged to hand it over. Most importantly, the army’s business interests continue to be unchecked."
http://www.socialistworker.co.uk/art.php?id=30176

Det var sekulære krav om brød på bordet, jobs og politisk frihed, der antændte revolutionen. Men revolutionen havde været undervejs i mange år, og havde sine rødder i den egyptiske arbejderklasse. Særligt i industrien og geografisk mest radikalt i Mahalla. Mahalla som i øvrigt smed Broderskabets borgmester og administration på porten i fredags og erklærede byen for autonom. Arbejderne har erklæret, at de vil vælge et revolutionært råd til at overtage administrationen af byen.
http://dailynewsegypt.com/2012/12/07/mahalla-announces-autonomy/

Igen Sameh Nagueb:
"We must always remember that the Egyptian Revolution did not begin in January 2011, but it had a significant prelude in that wave of workers' strikes and mass demonstrations that broke out in Mahalla in 2006. Then it spread like wildfire through all parts of the country, and perhaps the uprising in Mahalla in 2008 was the true rehearsal for the revolution. And that wave had come after previous waves of political demonstrations in solidarity with the Palestinian Intifada, against the Iraq war and finally the democratic movement against tyranny and the succession [of Gamal Mubarak to the presidency].

These preludes confirm that the Egyptian Revolution was not only a political revolution desiring the overthrow of the head of state and his replacement with some other elite, but that it was and continues to be both a political and social revolution, aspiring to deeper transformations. They confirm the danger of only a few democratic reforms and the exchange of one ruling elite for another, Mubarak for Morsi for example."
http://socialistworker.org/2012/11/26/toward-a-second-revolution

Den egyptiske revolution er formentlig langt fra ovre. Den er snarere på vej ind i sin næste fase - eller på vej mod en ny revolution, om man vil. Den første, i januar sidste år, var en politisk revolution. Det vil den næste muligvis også blive, set i lyset af, at oprøret lige nu i høj grad handler om at undgå diktatorisk udvikling i staten. Men de socioøkonomiske krav, kampen mod neoliberalismen og for omfordeling, er i ligeså høj grad en bærende kraft, og efterhånden som det vil stå mere og mere klart for det store flertal af egyptiske arbejdere, bønder og studerende, at Mursi og Broderskabet ikke kan levere resultaterne, vil de arabiske revolutioners udgangspunkt fortsat være benzin på bålet: den sociale armod, arbejdsløsheden og den politiske elites symbiose med de store selskaber og militæret. Og sådan vil den 26-årige tunesiske gadesælger, der selvantændte og tog sit liv stadig være symbolet på hvorfor, man kæmper.

Krydsede fingre for den egyptiske arbejderklasse, uanset religiøse tilhørsforhold eller livsanskuelser.

Kristian Laursen

@Kim Øllgaard

Jeg føler selv at jeg har fulgt regelmæssigt med i udviklingen i Egypten, men jeg mener ikke på noget tidspunkt, at have bemærket mig at Broderskabet blev fremstillet positivt. Det blev dog ofte nævnt når medlemmer blev fængslet, etcetera, og de blev beskrevet som opposition til regimet.

Udover det, så er det en spændende artikel. Jeg følger ofte med i hvad Sarah Carr skriver om Egypten.