International kommentar

Red vores fremtid – bryd koncernkapitalismens magt

Glem Doha. De neoliberale dogmer forbyder de uomgængelige skridt, uden hvilke vi ikke kan stoppe klimaforandringerne. For at redde planeten må vi formulere en ny og radikalt anderledes politik
6. december 2012

Den største krise i menneskehedens civilisation falder sammen med fremkomsten af en ideologi, som gør det umuligt at løse den. For siden 1980’erne, da det blev klart, at menneskeskabte klimaforandringer truer den levende planet og dens beboere, har verden befundet sig i kløerne på en ekstrem politisk doktrin, hvis grundsætninger forbyder de indgreb, uden hvilke klimaforandringerne ikke kan stoppes.

Neoliberalisme (også kendt som markedsfundamentalisme) hævder at ville friholde markedet fra politisk indblanding. Staten skal holde sig fra alle andre opgaver end at forsvare nationen militært, beskytte den private ejendomsret og fjerne hindringer for erhvervslivet. Men det, som neoliberale ideologer kalder for den skrumpede stat, ligner mere et skrumpet demokrati, hvor borgerne fratages stadig flere af de midler, de kunne bruge til at holde elitens magt i ave. Og det, de kalder for ’markedet’, ligner mere de store koncerners og ultrariges interesser. Neoliberalisme er ikke andet end et påskud for at legitimere plutokrati.

Sejrsgangen

Doktrinen blev påtvunget Chile i 1973, da tidligere studerende ved Chicagos universitet – alle skolet i Milton Friedmans ekstreme opskrifter og finansieret af CIA – arbejdede sammen med Pinochet om at gennemføre et program, der ville have været umuligt i en demokratisk stat. Resultatet blev en økonomisk katastrofe, hvor de rigeste – som overtog Chiles privatiserede industrier og ubeskyttede naturressourcer – fik enorm velstandsfremgang.

Den neoliberale trosbekendelse blev samlet op af Margaret Thatcher og Ronald Reagan, og dens principper påtvunget den fattige verden af IMF og Verdensbanken. Da klimaforskeren James Hansen i 1988 kunne fremlægge sin første detaljerede model for fremskrevne temperaturstigninger i USA’s senat, var doktrinen implementeret globalt.

Som vi så i 2007 og 2008 (da neoliberale regeringer måtte opgive deres principper for at redde bankerne), findes der næppe noget værre udgangspunkt, når en krise skal løses. Først når den ikke længere har noget valg, vil den selvhadende stat gribe ind, uanset hvor akut krisen er, og uafhængigt af hvor dystre dens følger er.

Skal vi forebygge et klimasammenbrud – de fire, fem eller seks graders opvarmning, som grønne ekstremister som Verdensbanken, Det Internationale Energiagentur og PricewaterhouseCoopers nu forudsiger for dette århundrede – har vi intet andet valg end at tage konfrontationen med olie-, gas- og kulindustrien.

Vi må tvinge disse industrier til at give afkald på fire femtedele eller mere af de fossile energireserver, som vi ikke har råd til at brænde af. Det må indebære, at vi indstiller alle bestræbelser på at lokalisere og udvinde nye reserver – hvad skulle pointen være, når vi i forvejen end ikke må opbruge de nuværende forekomster? Derudover må vi opgive enhver udbygning af den infrastruktur (såsom lufthavne), som ikke kan fungere uden dem.

Handlingslammet stat

Men den selvhadende stat kan ikke handle. Kapret af interesser, som demokratiet formodes at holde i skak, kan den kun blive siddende på vejen som en skræmt kanin, hypnotiseret af den lastbil, der tordner mod den. Konfrontation er forbudt, handling en dødssynd. Du kan højest få lov til at kaste penge efter ny energi, ikke lovgive imod den gamle.

Lord Stern betegnede engang klimaforandringerne som »den største og mest vidtrækkende markedsfejl nogensinde«. De håbløst rudimentære foranstaltninger, der nu drøftes i Doha er en ubarmhjertig blotlæggelse af markedsfundamentalismens mest vidtrækkende fiasko: dens manglende evne til at løse vores eksistentielle krise.

Allerede de nuværende kulstofemissioners fremtidige virkningshistorie har potentiale til at smadre den menneskelige civilisation. Højtudviklede samfund har tidligere formået at overleve imperiers fald, pest, krige og hungersnød. De vil næppe kunne overleve klimaændringer i form af en stigning i den globale gennemsnitstemperatur på seks grader, som holder sig i 1.000 år frem.

Prisen for 150 års eksplosivt forbrug, hvoraf en stor del ikke bidrog væsentligt til at fremme menneskelig velfærd, skal betales i form af en ødelæggelse af den naturlige verden – og af de menneskelige systemer, der afhænger af denne.

Klimatopmødet i Doha udstiller de nuværende grænser for politisk handling. At gå ud over de her satte rammer vil svare til at bryde pagten med magten – en pagt, der både skjules og blåstemples af den neoliberale trosbekendelse.

Legitim intervention

Neoliberalismen er ikke det ondes rod. Neoliberalismen er snarere den ideologi, der – ofte med tilbagevirkende kraft – bliver taget i brug for at retfærdiggøre en uhæmmet elites globale tyveri af magt, offentlige aktiver og naturressourcer. Men problemet kan ikke løses, før vi formår at udfordre den neoliberale doktrin med effektive politiske alternativer.

Med andre ord: Kampen mod klimaændringer – og alle de kriser, der i dag hjemsøger både mennesker og naturen – kan vi først vinde, når vi begynder at føre en bredere politisk kamp: en demokratisk mobilisering mod plutokrati. Kampen bør begynde med en indsats for at reformere finansieringen af valgkampagner, så det ikke længere bliver muligt for de store selskaber og superrige at købe politikker og politikere.

Men dette er kun begyndelsen. Derudover må vi begynde at formulere en ny politik, én, der ser intervention som legitim; der stræber efter højere formål end uhæmmet handlefrihed for koncerninteresser forklædt som markedsfrihed; én som sætter menneskers og den levende verdens overlevelse højere end nogle få begunstigede industriers.

Med andre ord: en politik, der vil tilhører os alle, og ikke kun nogle få superrige.

 

 

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fremragende artikel om den fundamentalistiske doktrin, der har taget magten gennem de seneste årtier og som truer med at afskaffe muligheden for en demokratisk udvikling.

Lise Lotte Rahbek

En demokratisk mobilisering mod plutokrati..

Det kan man jo dårligt være modstander af.

Jeg tror dog ikke længere på, at politikere og meningsdannere kan bidrage i den mobilisering med andet end ord. Den reelle mobilisering kommer til at foreg i befolkningerne og helt nede på græsrodsniveau.
Om det kan lykkes at banke en Gandhi-inspireret form for civil ulydighed op,
om det bliver ad en omvej af fascismens fremmedhad og strækmarcher eller det ender i regulær borgerkrig, det er svært at forudsige.

Det er jo ikke mellemlagene, som bliver trængt i første række af den neoliberalistiske tommelskrue. Det strammer hårdt til længere nede i befolkningerne, som mister håbet om at kunne imødese en lysere fremtid for sig ud i arbejdsløshed, krav, disciplinering, og ikke mindst moralske fordømmelser af middelklassen, som endnu står med deres på det tørre og tramper på fingrene af dem, som forsøger at holde fast i håbet.

Jeg vil gerne medvirke til at det bliver Gandhi-modellens civile ulydighed frem for blodbadene, som bliver fremtiden. Men jeg er efterhånden også ved at miste håbet om få vristet båndene løsere.

Endnu en artikel som beklager sig over det bestående, uden at have nogen konkrete løsningsmodeller ud over "vi må begynde at formulere en ny politik".

Hvor længe kan den slags artikler blive ved med at være interessante?

Niels-Holger Nielsen

Peter Jensen

Præcis så længe illusioner om den grasserende kapitalisme og det skrantende parlamentariske demokrati er fremherskende. Nogen må bekæmpe kapitalismen og nogen må komme demokratiet til undsætning. Hvis disse nogle er de samme, begynder vi at ane nogle strategier, vi kan handle efter. Sig nej til kapitalisme og ja til radikalt demokrati. Organiser dig og tag fremtiden i fælles hænder. Fine planer har ikke flere chance end en snebold eller en skrædder i helvedet. Konfrontation er vejen frem. Smid illusionerne over bord og gå efter en løsning, som tager udgangspunk i dagens misere og ikke i luftige 2020-erklæringer.

Merete Jung-Jensen

Peter Jensen

Jeg mener der er et konkret løsningsforslag her:

“Kampen bør begynde med en indsats for at reformere finansieringen af valgkampagner, så det ikke længere bliver muligt for de store selskaber og superrige at købe politikker og politikere."

Spørgsmålet er bare hvordan vi kommer dertil når det er politikerne selv der skal ændre det…
Men så længe politik kan købes kommer vi i hvert fald ingen vegne.

randi christiansen

Nu har vi fået internettet - så nu kan det blive sagt. Af alle os der før ikke havde nogen stemme. Lad os sige det, igen og igen - og lad os stemme Retsforbundet ind i Folketinget - de har ædruelige ideer om en bæredygtig administration af fællesskabets ressourcer. Men det bliver svært, at få kapitalejerne til at slippe slanterne - det kan I godt forberede jer på - de plejer at holde fast med næb og klør.

Første skridt er at føre den overbevisende og uigendrivelige argumentation for, at kapitalejerne har stjålet af kassen - her har socialisterne ikke været skarpe nok. Dernæst må det eksisterende alternativ af samme kvalitet præsenteres - og SÅ kører det

Lise Lotte Rahbek skriver:
"...om det bliver ad en omvej af fascismens fremmedhad og strækmarcher..."

I så fald spår jeg ikke størstedelen af Informations kommentarkorps store chancer.

Jeg så et par minutter af en udsendelse om "Le Resistance", den franske modstandsbevægelse. Der blev sagt, at et folk først rejser sig, når alt er taget fra det. Når der ingen sikkerhed er, ingen retsstat, kun undertrykkelse og fornedrelse.

Der er vi ikke endnu, langt, langt fra. Folk vil tåle meget endnu, inden de rejser sig.
Men heldigvis er USA - som på så mange andre områder - langt foran os her. Det er der den revolution, som dette kræver, skal komme fra. Jeg kan ikke se hvorfra ellers.

Lise Lotte Rahbek

Dennis Berg
Jeg er nået ca. omkring realiteten af at vi alle dør under alle omstændigheder.
Så.. jeg vil helst dø med håbet i live om en lidt mere retfærdig fremtid.
Årh pis. jeg kommer lige i tanke om, at jeg ikke har børn. Skide være med det, så.

Arh, det passer ikke helt, at det kun er fra USA det kan komme. Det kunne vel også komme fra sydeuropa. Nogle landes krak og en væltet økonomi kunne også gøre det - det næste krak må da skylle neoliberalismen endeligt væk.

Der er da endnu håb et par steder fra.

Niels-Holger Nielsen

'Lise Lotte Rahbek skriver:
“…om det bliver ad en omvej af fascismens fremmedhad og strækmarcher…”

I så fald spår jeg ikke størstedelen af Informations kommentarkorps store chancer.'

Nu er fascisme heldigvis en overordentlig svær ting at håndtere i vore dages velhavende og demokratiske stater. I sidste instans ville de ikke have skyggen af chance mod en forenet modstand, som tager gaden i besiddelse. Politi og militær ville byde sammen over for presset fra venner, søskende, kusiner, onkler og konens kolleger. De ville ikke repræsentere andet end den direkte genvej til helvedet.

Fascismens vej er en svær vej at begive sig ind på, men det vil givetvis blive forsøgt igen og igen. Men denne gang kender vi dem f(r)a si(d)st. Vi vil ikke lade det ske igen. Pas på krise, krig og kapitalisme, det er fandens farligt. Konfrontation er bedre, frem for alt mere lære- og fremgangsrigt end eftergivenhed og tilpasning. 'Kan hænde det gælder at redde vor jord' Rudolf Nielsen.

Hvornår starter det ?
- opgøret med neoliberalismen ?
Hvor længe kan vi vente ?
Hvem skal starte det ?
- Og hvor starter det ?
Hvormange er med ?

Lise Lotte Rahbek

Lasse D.
Jeg tror der er mange jern i ilden. Mange forskellige vinkler på 'at leve''.
Nogen vil helt sikkert gå den politiske vej.
Men andre er også ved at opgive, fordi EU kan man ikke bekæmpe og globalisering er totalt håbløst påvirkelig.. så..
der er noget lokalt igang. Noget med selvforsyning. Noget med simpelhed. Noget med at arbejde for sin egen ernæring og ikke for elitens..
Men det er stadig småt og i sin vorden og det har slet ikke nået et niveau, hvor de har nået mediernes interesse.
Men det er der.

Niels-Holger Nielsen

Dennis Berg

Fo små tre år siden stemplede Monbiot antikapitalister, som insisterede på, at klimakampen var en del af en mere omfattende kamp mod kapitalismen som sekterikere, som var farlige for en succesrig kamp mod klimaforværringerne. Den GB er efterhånden svær at få øje på. I årene op til COP15 var GB min store (klima-)helt, og jeg blev aldrig træt af at henvise til hans talløse og skarpe indlæg i debatten, så jeg følge ham igen med fornyet spænding. I den aktuelle post er jeg ikke ubetinget enig i hvert et ord, men det er lovende takter, skarpere end hans ellers ramsaltede reaktioner på COP17 i Durban.

Fascismens grimme fjæs er dukket op i Grækenland - sammen med sultens grimme fjæs - der venter et opgør med begge dele.

Så må man jo håbe at den græske stat besinder sig - for den er befolkningens fjende i øjeblikket.

http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite6_1_06/12/2012_473205

Når det så samtidigt forlyder at Papandreau familien har stukket 500 millioner US$ til side i HSBC-banken i Geneva, ifølge "Lagarde Listen" som Pasok's nuværende leder og tidligere finansminister, Venizelos, har gået med i lommen siden 2010 og således forholdt den græske offentlighed denne viden, er målet snart ved at være nået. (Det er ham på billedet.)

http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_11/10/2012_465758

http://www.ibtimes.com/greece-bleeds-papandreou-family-denies-they-stash...

Den politiske elite er i dette skema brudt ned, så man kan se hvem der snyder hvor meget - i de forskellige professioner og hvorledes disse professioner er repræsenteret i parlamentet.

http://www.grreporter.info/en/political_elite_and_tax_evasion/8309

Men alt er jo ikke bare tumult og elendighed - næ, den rige elite lider ingen nød, den har såmænd råd til at deltage i champagnesmagning til 120.000 euro - pr. flaske.

http://www.grreporter.info/en/how_1_greeks_live/8162

Men til allersidst synes jeg I skal have lov til at møde en der ligner alle os andre - må jeg præsentere jer for Alex...

http://www.youtube.com/watch?v=ehsxIjeRaME

Og så er det jo 4-årsdagen for politiets drab på den 15-årige Alexandros Grigoropoulos

http://www.grreporter.info/en/clashes_and_tear_gas_exarcheia/8337

Niels-Holger Nielsen

Det er godt at høre Niels Mosbak

'Fascismens grimme fjæs er dukket op i Grækenland - sammen med sultens grimme fjæs - der venter et opgør med begge dele.'

Det er svært at følge med her fra andedammen, når det eneste fremmedsprog man fostår er engelsk og så meget andet presser sig på. Man kunne givetvis fylde en daglig avis med væsentlige kriseberetninger fra middelhavslandene. Godt du gør lidt for at fastholde vores opmærksomhed. God vind.

"Even if the legendary Brotherhood existed, as just possibly it might, it was inconceivable that its members could ever assemble in larger numbers than twos and threes. Rebellion meant a look in the eyes, an inflexion of the voice, at the most, an occasional whispered word. But the proles, if only they could somehow become conscious of their own strength, would have no need to conspire. They needed only to rise up and shake themselves like a horse shaking off flies. If they chose they could blow the Party to pieces tomorrow morning. Surely sooner or later it must occur to them to do it? And yet-!

He remembered how once he had been walking down a crowded street when a tremendous shout of hundreds of voices women's voices -- had burst from a side-street a little way ahead. It was a great formidable cry of anger and despair, a deep, loud 'Oh-o-o-o-oh!' that went humming on like the reverberation of a bell. His heart had leapt. It's started! he had thought. A riot! The proles are breaking loose at last! When he had reached the spot it was to see a mob of two or three hundred women crowding round the stalls of a street market, with faces as tragic as though they had been the doomed passengers on a sinking ship. But at this moment the general despair broke down into a multitude of individual quarrels. It appeared that one of the stalls had been selling tin saucepans. They were wretched, flimsy things, but cooking-pots of any kind were always difficult to get. Now the supply had unexpectedly given out. The successful women, bumped and jostled by the rest, were trying to make off with their saucepans while dozens of others clamoured round the stall, accusing the stall-keeper of favouritism and of having more saucepans somewhere in reserve. There was a fresh outburst of yells. Two bloated women, one of them with her hair coming down, had got hold of the same saucepan and were trying to tear it out of one another's hands. For a moment they were both tugging, and then the handle came off. Winston watched them disgustedly. And yet, just for a moment, what almost frightening power had sounded in that cry from only a few hundred throats! Why was it that they could never shout like that about anything that mattered? "

- 1984

Udover at den liberalistiske ideolog og politik een gang har medført en verdensomspændende katastrofe i form af Nazismen og Facismens forbrydelser i 30-40'erne, som ville have været utænkelige uden den liberalistiske idiotis herredømme i forbindelse med 30'ernes kapitalistiske krise, som kun USA og dele af Europa blev reddet fra grundet det keynesianistiske opgør med markeds fundamentalismens liberalistiske forbrydelser, så kan denne neoliberalistiske økonomiske klassepolitik let vise sig være en større forbrydelse mod menneskeheden end Nazisme, Stalinisme, Facisme, Maoisme samt Pol Pot, Rwanda og de serbiske krigsforbrydelse TILSAMMMEN, men nu fremført med slips og jakkesæt og nobel optræden af hele det internationale slæng af politiske forbrydere med Republikanerne i USA samt vores hjemlige CEPOS, LA, Venstre og R i spidsen bakket op af den 'koncernkapitalistiske' overklasse samt den højere middelklasses egocentriske selvoptagethed og umådeholdne nærmest narkoagtige forbrugeristiske grådighed!
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi...
http://www.garps-verden.com/2012/07/den-nye-herskende-klasse.html

Steen Erik Blumensaat

Rablende forvirende og det rene vrøvl.
Konservative er, neo-liberale,intet er, alt er anderledes,
Skyldes denne gang vrøvl, at forfatterens investering i det grønne, har vist sig at være ikke konkurerbar, en dårlig indvestering, som han ikke har tjent på , men har måttet betale dyrt for i form af øgede skatter, grøn skat, og har fundet ud af det hele gik ud på at inføre nye skatter, så dum-hovederne ikke opdagede det, men troede de var jordens frelser, ny medlem af frelsens hær.

Steen Erik Blumensaat

Pensionskasse pengene, er det dem der er kapitalisterne?
Alle andre har gæld, så hvad snakker forfatteren og oversætteren om, jeres egne og familiens pensions penge. aha skreg skurken, der er forbryderen, forbryderne.

Steen Erik Blumensaat

Olie, gas, kul, har udkonkureret, vind og sol, vind og sol er så dyr at det ikke kan betale sig,men de der betaler 14 kr for en halv liter gammel vand på flaske, istedet for vandhanevand til en krone, synes det er i orden at give 17 milliarder for en vindpark som kan indtjene 4 milliarder.