Kronik

Retten til at dø, som man vil

Diskussionen om aktiv dødshjælp er meget mere end en diskussion om retten til at dø. Det er også en diskussion om, hvilke valg samfundet giver de døende. Og om hvorvidt selvbestemmelsen for nogle vejer højere, end den risiko aktiv dødshjælp medfører for andre
Skal man selv bestemme, hvornår man vil dø?

Skal man selv bestemme, hvornår man vil dø?

Roos Koole

27. december 2012

Mennesket bestemmer ikke, om det vil fødes eller ej. Vi kastes ind i livet, hvad enten vi vil eller ej. Andre store beslutninger så som hvilken kultur, vi skal opdrages i og hvilke sociale forhold, der skal bestemme vores opvækst og skolegang, er vi heller ikke herrer over. Senere i livet vokser vi ind i mere indflydelse og begynder at træffe valg omkring partner, uddannelse, bolig med mere. Dog ikke mere end valgene delvist er bestemt af vores præferencer, evner og interesser, som de er formet gennem opvæksten i en bestemt familie og kultur.

At modnes er også at opdage, at de fællesskaber, man indgår i, er med til at forme og bestemme ens valg på både bevidst og ubevidst plan. Fællesskaber åbner for livsmuligheder, men begrænser også vores frihed – de stiller krav til vores adfærd.

To fællesskabsforståelser

Hovedargumentet for en legalisering af aktiv dødshjælp er, at eftersom vi selv bestemmer alle andre vigtige ting i vores liv, bør vi også have ret til at bestemme tidspunktet for vores død.

Bundetheden til fællesskabet ses i denne optik som et problem. Fællesskabet er primært det, der begrænser min udfoldelse. Målet bliver i sidste ende at skabe så stor afstand til de andre, at jeg kan gøre, hvad jeg vil. Frihed er at være uafhængig af andre.

Fortalerne for aktiv dødshjælp synes her at glemme, at ønsket om at dø altid udtales med baggrund i en tilværelse, der opstår i samspil mellem individet og omverdenen.

Frem for at se fællesskabet som en begrænsning af min frihed, kunne man se det, som det, der giver mig rammerne for at udfolde min individualitet, min frihed. Fællesskabet er således ikke en begrænsning, men det, der skænker muligheder. At tage vare på fællesskabet og sikre sin fortsatte indfældethed i det, bliver således en positiv opgave mere end en forhindring.

I det følgende vil vi diskutere to af hovedsporene, som debatten om aktiv dødshjælp følger og se dem i lyset af disse fællesskabsforståelser. Det første spor handler om, at de færreste af os ønsker en smertefuld død. Det andet spor handler om, at de fleste af os gerne vil have kontrol over væsentlige aspekter af vores liv.

Ønsket om en smertefri død

Hvad angår det første spor, så er hovedargumentet for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp her, at mennesker ellers risikerer en langstrakt og smertefuld dødsproces, der opfattes som uværdig. Forestillinger om voldsomme smerter, tab af selvkontrol og en langstrukken pinefuld død, hvor sundhedsvæsenets eneste tilbud er at trække al behandling tilbage, skræmmer nok de fleste af os. Aktiv dødshjælp, hvor patienten enten på egen begæring eller på begæring af de pårørende og i samråd med lægerne kan undslippe denne situation og få det, der så kaldes en ’værdig’ død, ses som den eneste måde at løse problemet på.

Grundlæggende er der tale om en diskussion, der hviler på nogle antagelser om, hvordan tingene foregår derude i virkeligheden. Da Det Etiske Råd af sundhedsministeren blev bedt om at komme med en udtalelse om aktiv dødshjælp, gjorde Rådet derfor meget ud af at afdække om sådanne antagelser, beskriver den virkelighed, som døende møder i sundhedsvæsenet - og om der i givet fald findes alternativer til aktiv dødshjælp.

Alternativer til aktiv dødshjælp

Der er ingen tvivl om, at der er de, som har oplevet mennesker, de elsker, gennemgå en dødsproces, hvor sundhedsvæsenet ikke slog til. Hvor den sidste tid var plaget af smerter, ubehag, tab af kontrol, manglende kommunikation fra personalet med de pårørende med mere. Spørgsmålet er blot, om dette ikke kunne have været undgået? Ud fra de eksperter, som Det Etiske Råd konsulterede i forbindelse med udtalelsen, synes der ikke at være tvivl. Med en ordentlig pleje og omsorg er der ingen, der behøver gå igennem en dødsproces, hvor der ikke smertebehandles og tages hensyn til den døendes behov. Angsten, fortvivlelsen, sorgen og bekymringen kan ikke fjernes. Men de fysiske smerter kan lindres og den døende og de pårørende kan hjælpes til at se gå døden i møde på en måde, hvor døden bliver et grundvilkår og ikke en rædselsscene.

Fokuseres der på at almengøre hospiceerfaringerne og ikke kun lade de udvalgte dø i værdige rammer, imens andre efterlades på overbebyrdede medicinske afdelinger med for lidt personale, tyder alt på, at bekymringerne kan undgås. Hvis vi forpligter os på det fællesskab, som vi uundgåeligt er indlejret i, så har vi kompetencerne og erfaringerne til at give mennesker kvalitet i livets sidste faser. Hvis fællesskabet udstrækker sit hensyn til også at tage vare på de døende og deres pårørende tyder meget på, at ønsket om aktiv dødshjælp forstummer. I hvert den del af det, som har baggrund i frygten for en pinefuld død. Dette har imidlertid ikke den store betydning for det andet hovedspor i diskussionen, der er et langt mere principielt spørgsmål om den enkeltes ret til at vælge sin egen død. Det er et ønske om at bevare kontrollen med egen skæbne og selv vælge dødstidspunktet i tilfælde af terminal sygdom. Ikke af angst for smerte, men fordi det er en ret, som den enkelte har.

Her bliver diskussionen mere indviklet. Der er to hovedargumenter mod den enkeltes ret til selv at bestemme sit dødstidspunkt. Det ene modargument er absolut. Det hævder, at det ikke er en ret at vælge sit dødstidspunkt. Døden kommer, når den kommer. Det andet modargument er relativt i den forstand, at det hviler på en afvejning af de forskellige mulige konsekvenser af en legalisering af aktiv dødshjælp.

Det første modargument kan være begrundet både religiøst og ikkereligiøst. En kristen kunne relatere det til tanken om, at livet er noget, som er givet mennesket af Gud til at forvalte og udfolde, men som det ikke i udgangspunktet er givet mennesket at afslutte. For en ikkereligiøs kunne livets ukrænkelighed være knyttet til erfaringen af, at mange institutioner og praksisser i gennem tiden har haft som mål at værne livet i et ellers koldt og meningsløst univers. Væsentligt er det at slå fast, at både den religiøse og ikkereligiøse kan være enige om, at livet grundlæggende er værdifuldt, og at det derfor helt fundamentalt set er problematisk at afslutte det.

Hvad med taberne?

Det andet modargument ser på de mulige problemer, som en legalisering af aktiv dødshjælp kan medføre. Her er det hensynet til de medlemmer af fællesskabet, som kunne komme i klemme, der er i fokus. Man kan forestille sig mange scenarier, hvor aktiv dødshjælp af den enkelte måske mere blev set som en pligt end en ret. En situation, hvor de, der oplever sig selv som værende til overs og i vejen, vil vælge døden frem for at bede om vores hjælp. En situation, hvor vi andre, når muligheden nu er der, ikke giver de døende og deres pårørende de optimale rammer for at lade døden indfinde sig, men indretter et system, hvor valget mellem aktiv dødshjælp og en ’naturlig’ død ikke bliver et reelt valg. Og i og med at den enkelte – i særdeleshed de ældre – er mere marginaliserede end for 100 år siden, er der en vis risiko for, at nogle vil føle sig presset til at vælge døden.

Diskussionen om aktiv dødshjælp er således meget mere end en diskussion om retten til at dø. Det er også en diskussion af, hvilke andre muligheder vi som samfund kan hjælpe de døende med. Og en diskussion af, om vi skal vægte hensynet til dem, for hvem retten til selv at bestemme betyder meget eller hensynet til dem, der kunne blive skadet af denne selvudfoldelse. Og så er det en diskussion af, om døden er en ret – eller om retten snarere er en berettiget bøn til fællesskabet om at stå den døende bi.

Mickey Gjerris er lektor, ph.d. på KU. Thomas Ploug er lektor, ph.d, AAU København.Begge er medlemmer af Det Etiske Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bevidstheden eller "selvet" er det eneste, som i yderste instans virkelig kan siges at være privat eller ens eget. For mig er der absolut ingen tvivl; alle levende væsener bør skænkes friheden til selv at bestemme, hvad de selv gør ved deres eget selv. Om det så gælder bevidsthedsændrende stoffer eller døden. Hvis et menneske vitterligt ønsker at dø, er der intet overhovedet galt i, at give vedkommende en hjælpende hånd. Praktisk kan man jo evt. indføre en sikkerhedsmargen, som siger at ønsket skal have været konstant i så og så lang tid.
At der kan opstå komplikationer og usikkerheder, er en sag, og et problem som må løses - ikke noget, der skal afholde os fra at give individet friheden til at bestemme over sit eget liv.

Jens Overgaard Bjerre

Med den politik regeringen fører, er der for de fattige ikke så meget at vælge i mellem længere. Er du gammel og fattig og ryger på hospitalet eller plejehjem, er dine dage så godt som talte. En forstoppelse og sygeplejerskernes virvar og uopmærksomhed, tager livet af dig fordi dine tarme springes. På plejehjemmet giver de dig en seng som er over 1 meter høj, og når du er faldet ud af den et par gange og der er gået betændelse i dit brækked lårben, ja, så dør du. Smertefuldt selvfølgeligt. Altså hvis du er fattig. Ellers er der andre og mere skånsomme metoder. Du kan endda også blive helbredt, eller bo på et godt privat plejehjem. Men fanden og regeringen tager de fattige. De! kommer aldrig på et offentligt sygehus eller offentligt plejehjem. Det har de sikret sig!

Brian Pietersen

jeg stoler ikke på mine medmennesker, så jeg nægter at gå med til aktiv dødshjælp... jeg betragter det som mord hver gang ..

Selvfølgelig vil det værre lettere med den rette behandling, det siger sig selv. Det ændrer dog ikke ved det etiske aspekt. For mange mennesker er livet en gave, det er det bare ikke for alle.

Forarmning hjælper næppe.

Det er et godt spørgsmål hvordan man forhindrer korruption, da det ikke er tilfældet i noget virke.

—At stå til ansvar for fællesskabet, desværre fungerer det ikke i den nuværende model. At bruge flokmentaliteten, i en aggressiv model, snarer end den defensive, der er tilstanden.

Karsten, det er bare ikke lovligt, og et individuelt valg fra lægens side. Godt at de hjælper, men så gerne det blev med åbne kort. Dilemmaet kunne være der sker en masse fejlbedømmelser. Læger er også under pres.

Åbenhed er som regel det bedste kort.

Joh, men de fleste tosser er jo dog istand til at hjælpe sig selv af dage med f.eks en håndfuld piller og en flaske sprut, som en kommentator foreslog i en anden tråd om fremtidens pensionisters vilkår.

Det er mere problematisk, hvis man fysisk ikke kan sådan noget.

Det er dybe men gode spørgsmål, som Hans Hansen stiller.

Peter,

jo, formodentlig.

Men spørgsmålet er vel så om nogen, tosser eller ej, skal tvinges til at leve imod eget ønske og om en person der hjælper nogen med deres ønske skal ses som en ven eller straffes som forbryder?

Det er vel også det sidste, som er samfundsrelevant. Det er jo lidt vanskeligt at straffe nogen for at have taget livet af sig selv (jeg er ateist!).
Men hvad gør man med en, som hjælper den hjælpeløse i den situation?

Vi skal vel have så megen medmenneskelighed, at andre ikke skal lide, for at vi ikke skal føle skyld.
Og skylden kan samfundet fjerne.

Enig i det væsentlige!

Jeg tror nu dog, at "skyld" i den sammenhæng er en meget individuel følelse.
Det er næppe enkelt at hjælpe en ven eller familiemedlem af med livet, selv efter ønske og i bedste mening.

Men samfundet kan vælge at straffe eller lade være.

Et 85-årigt familiemedlem, der kører bil, klarer sig selv og endda så godt, at han ikke engang har hjemmehjælp, får en massiv hjerneblødning.
Han bliver indlagt på neurologisk og ligger i koma ca 6 uger efterfølgende.
Den første uge bliver der iværksat behandling i form af blodfortyndende, for at han ikke skal få en ny hjerneblødning.
Ellers sker der ikke andet end, at han ligger alene, på enestue, og kun har menneskelig kontakt, når der kommer en sygeplejerske for at måle værdier, give sondemad eller smertepåvirker ham, for at tjekke bevidshedsniveau.
Ingen varme, ingen kærlighed, ingen berøring, ingen der taler til ham.
Efter ca 3 mdr er han helt vågen. Halvsidig lam, sondeslange i maven pga halslammelse, bange, forvirret og knust over at dette skulle blive hans endeligt. "Hvad har jeg gjort i mit liv, siden dette er sket for mig."
Var det ikke kroppen der sagde "tak for denne gang," da han fik en hjerneblødning, der ville have endt hans liv, hvis ikke der var blevet ringet efter ambulancen?
Fortæl mig hvor det humane i dette ligger?
Aktiv dødshjælp kunne i dette tilfælde have været ikke at starte ham op på blodfortyndende, så naturen kunne gå sin gang, og mit elskede familiemedlem kunne have forladt denne verden i værdighed.

I mine øjne er Etisk Råds medlemmer galt afmarcherede, for i den danske befolkning er der et klart flertal for dødshjælp, omend der synes at herske forvirring om begreberne: aktiv og/eller assisteret.

Jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke kan etableres sikkerhedsrutiner, der gør, at ingen imod deres egen vilje begår selvmord. Og jeg føler intet andet end dyb lede ved, at nogle skal forbeholde mig retten til- og muligheden for ved egen hånd (altså den assisterede dødshjælp, som den praktiseres i for eksempel Schweiz) at indtage en dødelig dosis medicin i tilfælde af, at jeg havner i, hvad jeg måtte anse for meningsløs lidelse.

Mit gæt er at alle ønsker muligheden for sig selv,
men vi frygter samfundets evne til administration.
Fordi alt i sidste ende går op i kroner.

Helvede er de andre - Sartre...

Det reelt eksisterende menneske er karakteriseret af en absolut frihed, hvor det i et radikalt valg er tvunget til at vælge meningen med sit liv. Sartre mener, at alle mennesker er fuldt ansvarlige for det som de har valgt at gøre med deres liv. Ikke at vælge er også at vælge. Mennesket er fordømt til frihed. Men denne sandhed ynder det ikke at indse. Derfor flygter det fra sin frihed, meningsløshed og absurditet i selvbedrag, eller hvad Sartre kalder ond tro. Man gør sig til en ting blandt andre ting i verden og nægter at indse verdens meningsløshed. Samtidig bliver de fleste mennesker fulde af angst, når de forstår, at verden er meningsløs, og at de er totalt ansvarlige for deres eksistentielle valg.

I Væren og Intet er Sartre ikke mindre skeptisk over for forholdet til det andet menneske. Sandt nok eksisterer mennesket ikke kun som for-sig-væren og i-sig-væren. Det lever også som væren-for-den-anden. Det er i mødet med det andet menneske, at friheden bliver klar over sin væren-i-verden. Men dette møde med det andet menneske er kun smertefuldt. Igennem den andens gennemborende blik føler jeg skam og skyld. Forholdet mellem mennesker er en ubarmhjertig kamp og konflikt. Helvede er de andre, og kærlighed er for Sartre ikke andet en pinefuld bølgebevægelse af sadomasochisme. Således former den menneskelige eksistens sig i en situation, hvor friheden må engagere sig, men hvor den samtidig føler sig fremmed og alene.

Sartres slagord er nemlig frihed i situationen. Som projekt og engagement må den enkelte altid vælge sit liv som projekt i en eksistentiel situation. Valget af personlighed bliver til en situation, hvor det konfronteres med historie, krop og det andet menneske. Eksistensen bliver forstået som et engagement for frihed i den konkrete handlingssituation.

Else Marie Arevad

Argumenterne mod aktiv dødshjælp, herunder menneskelivets ukrænkelighed og hensynet til de personer, der involveres i processen, forekommer mig ret hykleriske set i lyset af, at vi i mange år har haft fri abort i Danmark. Ved en provokeret abort aflives et menneskefoster, i visse tilfælde sent i graviditeten, og det kan der være mange gode grunde til. Men ved aktiv dødshjælp er der jo alene tale om, at en person ønsker at få afkortet sit eget liv, fordi det er blevet ubærligt. Så hvorfor er det stadig forbudt?

Heinrich R. Jørgensen

Else Marie Arevad:
"Så hvorfor er det stadig forbudt?"

Måske fordi den dødsangst der præger vores kulturkreds, grundlæggende er et middel der fastholder en befolkning i docil ubehjælpsomhed?

Tænk hvad der ville ske, hvis befolkningen var sammensat af personer, som ikke frygtede at dø?

Tænk hvad der ville ske, hvis disse personer ikke var knugede af forestillinger om, at bevidstheden ophør (oftest sammenfaldende med kroppens ditto) uvægerligt var forbundet med smerte, lidelse, tab, nederlag og andet, der sædvanligvis er rædselsfulde oplevelser?

Tænk hvad der ville ske, hvis disse personer i stedet for at være optagede af hvorvidt de helt konkret fortsat kunne trække vejret, havde fokus på at have en meningsfuld og værdig tilværelse.

Mon ikke accepten af de nuværende magtforhold og de gældende vilkår enhver er blevet påtvunget, hurtigt ville diffundere? Effekten af lys på tåge er sædvanligvis, at tåge forsvinder, og klart syn bliver muligt.

Epikur konkluderede ganske korrekt, da han sagde, at der ikke var grund til at frygte døden: "Hvor jeg er, er døden ikke, og hvor døden er, er jeg ikke". Det er sandt -- ingen vil nogensinde erfare døden.

Mere korrekte beskrivelse vil være, at det er ens 'verden' der ophører, eller at ens tid (ens tidsalder) udløber.

Hvis man ønsker at kunne dominere og kontrollere en befolkning til docil lydighed, og dermed reducere dem til husdyr eller slaver som ikke erkender at de er slavegjorte, hvad kunne da være et mere effektivt middel end at hjernevaske dem til at være skræmte for hvad de aldrig skal opleve, og derved være for skræmte til at turde håbe og finde mod til at fokusere på de muligheder en livsbane giver for at udvirke positive forandringer, til gavn for andre og fællesskabet?

Det er i det mindste én teori om, hvorfor det politiske parnas, det politisk udpegede præsteskab, den politisk udpegede pendant til et 'Vogternes Råd', ønsker at aktiv dødshjælp skal forblive kriminaliseret og tabuiseret.

Muligvis er der andre teorier, der kan tilbyde plausible forklaringer. Men hvilke? Er der nogen?

Else Marie Arevad

Jeg er ikke bange for døden, men jeg er bange for den forudgående dødsproces med alt, hvad den måtte indebære af smerter og uværdig hjælpeløshed. Aktiv dødshjælp burde for længst være en menneskerettighed for alle døende.. Som situationen er nu, er disse patienter helt afhængige af den til enhver tid ansvarlige overlæges skøn.