Læsetid: 3 min.

Skolegang har forrang

Jeg deler ikke irritationen over, at jeg ikke længere vil kunne hente Bastian tidligt fra skole, eller bekymringen for at det kommer til at gå ud over hans fritidsaktiviteter, skriver Elsebeth Hagen, der er mor til Bastian i 0. klasse på Blågård Skole
14. december 2012

I min familie er vi stadigvæk begyndere udi skolelivet. I bogstavrækken er vores søns 0.-klasse nået til ”R”, så i den her uge taler vi om ris, reflekser og ræve ved morgenbordet. Det er de helt grundlæggende byggeklodser, der bliver lagt. Entusiasmen er intakt og meget bliver leget ind, godt hjulpet af lærer-Maria, der bevæbnet med guitar får børnene op og danse og bevæge sig, mens de lærer rim og remser (hov! To andre ord med R!). 

Det er altså ikke skoletræthed, der præger vores Bastian på næsten seks, selvom legetime stadig er favorit. Men fra skole-hjem-samtalen ved vi, at han er i sit es, når der er fysisk aktivitet indblandet, og at koncentrationen nogle gange svirrer som en dansemyg, når rumpen skal i sædet.

Fordi vi er nystartede og også har en skoleivrig pige på to, har vi mange år med skolen som hverdag foran os. Derfor har vi også været spændte på, hvad der var i gære på skoleområdet. Og vi kan lide, hvad vi hører og læser.

Jeg deler ikke irritationen over, at jeg ikke længere vil kunne hente Bastian tidligt fra skole eller bekymringen for, at det kommer til at gå ud over hans fritidsaktiviteter. For det første fordi skolegang ganske enkelt har forrang. Den organisering af skoledagen, der lægges op til, kommer samtidig til at ligge milevidt fra den skolegang bestående af klokketimer med overvejende numse-i-sæde-undervisning, som vi der sled vores lilla fløjlsbukser på landets skolebænke i 70’erne og 80’erne kan tænke tilbage på.

Der kommer altså til at være afveksling, så jeg frygter ikke elever, der kæmper mod søvnen sidst på dagen. For det andet bekymrer det mig ikke, fordi de fleste fritidsaktiviteter alligevel udfolder sig som en del af forenings-Danmark. Frivillige og semi-professionelle skal også lige selv skal have fri fra deres ordinære arbejde, før de skifter kasketten og forvandles til fuldblods basket-trænere. Så her taler vi typisk efter kl. 16 alligevel. Her står skolegangen stærkt, fordi det kommer til at blive et landsdækkende fænomen. Så fritidsaktiviteter såvel som fritidsjob kommer til at indrette sig efter det.

Det vigtigste i regeringens udspil er efter min mening målsætningen om, at hvert enkelt barn skal udfordres til at blive så dygtigt, som det kan. Og at der samtidig bliver lagt op til markant frihed for både skolerne og kommunerne til at nå målene. Det er jo netop ude på den enkelte skole, at de ved, hvordan man lige dér bedst når i mål.

Det er derfor også lokalt, at samarbejdet mellem skolerne og fritidstilbudene skal tilrettelægges. Det er jeg glad for. Dels fordi jeg også godt kan lide tanken om en sammenhængende hverdag, der veksler mellem fællestimer, fagforløb og åndehuller, og som skemalægger daglig bevægelse. Dels fordi det i dag er en vigtig del af min søns hverdag, at han på sit fritidshjem er omgivet af engagerede pædagoger, der arrangerer fodboldturneringer mellem de lokale fritidshjem, laver suppe over bål til eftermiddagsmad, tager børnene med i træværksted eller sy-rum og som tager sig tid til at se det enkelte barn.

Hvis den samme gruppe af pædagoger, som i forvejen arbejder sammen med skolen, nu i endnu højere grad bliver inddraget i at understøtte børnenes faglige og sociale udvikling i en afvekslende dag, så tegner det godt.

Som samfund har vi brug for, at der sker et uddannelsesmæssigt løft, der betyder, at de bogligt svageste børn kommer med og de kvikkeste stadig bliver udfordret. Det tror jeg de gør, når det prioriteres, at lærerne kun skal undervise i deres linjefag og at skolelederne bliver opkvalificeret og spiller en større rolle.

Da det er årstiden for lange lister med ønsker, vil jeg på min tilføje et fromt ét af slagsen: at udspillet munder ud i en aftale, der betyder, at det er slut med at lade folkeskolen være evig kampplads og politisk kastebold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Da det er årstiden for lange lister med ønsker, vil jeg på min tilføje et fromt ét af slagsen: at udspillet munder ud i en aftale, der betyder, at det er slut med at lade folkeskolen være evig kampplads og politisk kastebold" --- 100% enig

Men hvorfor kan man ikke lade det være op til velfungerende børn selv at tage vare på deres eftermiddage ? Hvorfor skal den tid nu også institutionaliseres ?

Det er det problematiske i heldagskolen

http://www.information.dk/319978#comment-713885

Troen på at læring kun sker, når voksne har tilrettelagt lækre og spændende forløb for børnene, er ved at tage overhånd. Vores børn lærer mindst lige så meget, når vi ikke er i nærheden. Når de, uden hjælp fra voksne, lærer sig at stave til lort, når de selv arrangerer og opfinder lege, når de passer fritidsarbejde etc.

Skolen bør ikke have forrang, fordi den bør. Hvad der bør have forrang er forsøget på at give vores unger det bedste og mest lærerige liv. Og her kan et fritidsarbejde, fri leg og alt muligt andet være mindst lige så vigtigt som 37 timers nok så spændende og veltilrettelagt skolegang.

Elsebeth Hagen kan drømme nok så meget hun vil om, at det skal være slut med at lade folkeskolen være evig kampplads og politisk kastebold i offentligheden, men den koster trods alt skatteyderne 39 milliarder kroner i årlig drift, og derfor kan man ikke undgå offentlig kritik, når den ene undersøgelse efter den anden dokumenterer, at rigtig mange børn kommer ud af folkeskolen, uden at kunne læse, skrive og regne på et rimeligt niveau.

jeg synes nu elsebeth hagens indslag er dejligt konstruktivt. jeg går og sysler med et spørgsmål: er det ikke 30 timer, de små elevers skoleuge skal være på efter reformen? er der nogen der kender tal på hvor mange børn der for nuværende bliver passet/opbevaret/undervist i mindre end 30 timer i institutioner? dét bliver de da rask væk allerede fra vuggestuealderen, gør de ikke?!

@ Dorte

Det kan jo ikke blive et argument for mere skolegang, at de allerede er i institution. Så kunne man jo også argumentere for, at der burde løses opgaver til klokken 19, fordi de jo alligevel er vågne.

Diskussionen går vel på, om det bedste for børnene er mere skole. Og 30 timer er kun for de allermindste. Efter 3. bliver det 35 og fra 7. kl. til 37 timer. Måske har mere frie og mindre planlagte stunder også en kvalitet.

hej niels kondrup. nej det kan du da godt have ret i, jeg tænkte bare at det kunne sætte tingene lidt i perspektiv for de forældre der hyler op om at deres barn skal være længe i skole. de fleste børn har vel allerede en arbejdsuge på omkring 30-40 timer fra de begynder vuggestue og til de ikke kan komme i SFO mere....
mit indslag er ikke synderligt visionært, indrømmet.. men hvis "mere skole" betyder "en anden form for skole", så ja! dét tror jeg kan være bedre for børnene. denne anden form for skole kræver så bare noget mere tid...måske fordi den skal rumme mere frie og mindre planlagte stunder. vi er ikke nødvendigvis uenige .

Det falder måske ikke rigtigt nogen ind, at skolegang er hård kost! Den er intellektuelt krævende, og den er især udmattende for små børn.

@dorte

Jeg tror ikke vi kan blive enige om, at det vil være en god ide med mere tid i skolen, for jeg synes nemlig, at det er godt, at min datter har noget "fritid" i sin fritidsordning. Jeg mener ikke, at hun har behov for en andens slags skole, den er faktisk ganske fin. Endvidere synes jeg ikke, at hun skal have 7-8 timer om dagen, når hun bliver lidt ældre. Det tror jeg nemlig ikke på, at der er nogen, der får ret meget ud af. At der er nogle børn som har behov for yderligere hjælp er så noget andet. Lad dem få en hjælp, hvor de ikke skal kæmpe med 24 andre om lærerens opmærksomhed. Så tror jeg, at man ville kunne hjælpe den femtedel, der har det svært med færdighederne.

Ha det herligt:)

jeg er bestemt også stor tilhænger af en stor fritid. i det hele taget synes jeg, at jo mere man ved og jo mere man erfarer om skoleområdet, desto sværere er det at have sikre meninger om det. tak for snakken :O)

Hvor er jeg snart ved at være trip trap træt af debatten om folkeskole-reformen...Ikke så meget pga. selve debatten, men man kunne godt få det indtryk, at der kun findes ganske få skoler i DK. Blågårds plus et par stykker mere i Kbh-området. Det er i hvert fald de eneste vi hører om. Det er dem, som ALTID bliver trukket frem som eksempler på det gode, på det dårlige osv. osv. Set herudefra 17. kartoffelrække i provinsen kan man godt frygte, at vore politikere heller ikke evner at se ud over Valby Bakke,..

michael parly pedersen

" Den organisering af skoledagen, der lægges op til, kommer samtidig til at ligge milevidt fra den skolegang bestående af klokketimer med overvejende numse-i-sæde-undervisning, som vi der sled vores lilla fløjsbukser på landets skolebænke i 70´ erne og 80´erne kan tænke tilbage på."

Det var dog godt nok en ret forhåbningsfuld svada. Jeg tillader mig at have min tvivl om, hvor vidt dette kommer til at passe. Som jeg, der selv har haft to unger i den danske folkeskole for ikke så længe siden, kan huske det, så havde lærerne usandynligt svært ved at fange mine to knægtes opmærksomhed sent på eftermiddagen - også i timer hvor man ikke blot sad flad på sin røv og man forsøgte sig med uortodoks undervisning.

Der skal virkelig ske en revolution i lærernes undervisningmetoder hvis dine forhåbninger skal indfries, og der skal tilføres en ikke ubetydelig sum penge til lærernes nyorientering inden for undervisningsmetoder og til folkeskolen, hvis dine spådomme skal blive en realitet - en virkelig tilførelse af økonomiske midler der batter af noget tror jeg ikke på vil komme.

Det er muligt, Elsebeth Hagen, at du er den intellektuelle type der elsker boglig uddanennelse og skoler. Det er også muligt, at du har kunne præge dit barn i den retning. Men der er fanden fise mig mange der ikke har det på samme måde.

Fritidshjemmet bliver afskaffet, gør det. OG SFOen ligeså. Det er jo det der er meningen. Pædagogerne skal så ind og have legetimer, kaldet aktivitets-timerne med børnene. Og mange af dem. Mellem 9 og 14 timer skal pædagogerne aktivere børnene i skolen, ikke ved at tænke, hvordan man f.eks. lærer matematik ved at måle højden på et træ eller hvordan man f.eks. lærer engelsk ved at synge sange og finde udsagnsord eller navneord i en engelsk tekst.

Men ganske enkelt ved at eleverne har undervisning (måske) fra 8.00-8.45, så er der en aktivitetstime med en pædagog fra 8.45-9.15, hvor børnene gør noget, eks. leger staveleg. Newsflash: danske lærerne arbejder allerede på den måde at børn skal igennem en stavestafet, hvor de kun kommer videre, hvis de kan stave til bestemte ord eller bøje verberne korrekt.
Lærerne har altid en pædagogisk overvejelse bag tilrettelæggelsen af denne undervisning.

Og så er der undervisning i et 1½ time måske, efterfulgt af en aktivitetstime på måske 30 minutter. I debatten har det været fremme at man da ikke behøver forberede sig særligt meget på de her aktivitetstimer. Intet er mere forkert....

Og jeg forstår ikke hvorfor man absolut skal igennem hele alfabetet, hvad siger det dog børn i 0.klasse? Man begynder med a og ved juletid er man så nået til R, og til sommer er man så nået til hvad, bogstavet eller hyr? Og hvorfor taler man om ris, reflekser og ræve ved morgenbordet? Er der da mange ræve i byen København? Ris kan jeg til nød forstå.....

Men hvilken sammenhæng har disse ord med 6-årigs hverdag? Stort set ingen vil jeg mene...

I andre lande er man ved at rykke fra denne ensidige fokus på indlæring af bogstavernes og deres lyde og taler om begrebet literacy. Dette begreb handler netop om at se læring som en social aktivitet, der foregår via interaktion mellem lærer og elev. Og begrebet inddrager også elevens, her Bastians omverdens-forståelse. Og tager udgangspunkt i hans interesse for ord i hans omverden, og finder ord med r, der findes i hans omverden. I stedet for slavisk og mekanisk at træne sproglyde til bogstaver eller bogstaver til sproglyde.

Jeg ved ikke hvilken skole, Elsebeth Hagen har gået i, men jeg kan huske 1970ernes skole. Det var en skole, hvor vi i 1. klasse og vist indtil 3. klasse havde en gårdhave, hvor vi såede ærter, frø og gulerødder i. Og hvor vi elever i 1. og 2. klasse automatisk lærte om rækker, om centimeter og om kvadratmeter. I 1970erne havde man også ideer om åben plan skoler, og handlede på det, man havde også eksperimenter med at have fag i blokke, engelsk eller tysk en hel dag. Og vi havde altså mange og gode veltilrettelagte emneuger på min skole i 1970erne.

Pointen er at jeg har en erindring om 1970ernes skole, Elsebeth Hagen har en anden erindring om skolen i 1980erne. Og Kondrup har sikkert en helt tredje erindring om sin skoletid. Pointen er igen denne: Vi har alle gået i skole - vi har hver erindringer om skolen. Dem tager vi udgangspunkt i, når har meninger og holdninger om skolen.

Fra en svunden tid.
Fra 1949 til 1958 blev skoletasken kylet i gangen og livet formede sig ude blandt et hav af børn og muligheder. Om sommeren var der dårligt tid til at afbryde for en hurtig spisning.
Jeg takker for den tid (fritid), der blev gernnemlevet stort set uden indblanding fra 'voksne'/forældre.
Idag er børnene overvåget og indkapslet og værre skal det blive. De skal aktiveres, selvaktivering forsvinder/ er forsvundet.
Dog sidder de ved spillekonsollerne for dog at have lidt fred for voksen indblanding.
Vi undrer os over, at en generationerne fostrer så få igangsættere samtidig med, at vi 'fjerner flere og flere af igangsættergenerne og fejer foran børnene til de er 25! eller længere.

Når børn skal bruge det meste af deres vågne liv i skolen, vil det resultere i en ensretning. Der vil ikke være plads til det individuelle. Vi bliver en nation af kedelige grå mennesker.

David Steinberg

Man kan ikke, som Elsebeth Hagen, vurdere skolens virkning på ens børn ud fra, hvordan det er gået de første fire måneder. Det er naturligvis helt fint, at Bastian er glad for at gå i skole, at han har en god lærer, der kan synge og danse med børnene. Men der er lang vej hjem fra december i 0. klasse til juni i 9. klasse!

Når over halvdelen af de danske skolebørn i udskolingen er skoletrætte - hvilket formanden for Danmarks Lærerforening synes er "overraskende", så fortæller det ikke kun en historie om de store børn. Det fortæller også, hvad der sker med børn som kunne have været som Bastian til at begynde med, men som hen ad den lange vej mod afgangsprøven i 9. klasse ganske enkelt får smadret deres nysgerrighed, deres kreativitet og deres lyst til at lære.

Jeg har set mange børn starte i børnehaveklassen med julelys i øjnene. For de skolestartende børn tændes julelysene ikke i december men i mange år før - og især i august måned, når den store dag endelig, endelig, endelig er oprindet. NU skal de starte i skolen - de GLÆDER sig. Men før eller siden sker der noget. Allerede efter et år eller to, for nogle går der kun nogle måneder, sker der en mærkbar ændring hos dem. De har fået "skolestress"m, begynder at drille hinanden, lysten til at lære, deres nysgerrig - og julelysene i øjnene - er slukket.

Jeg har set det så mange mange, og det er lige tragisk hver gang.

Man kan altid se det på øjnene. Øjnene, det slukkede, stressede, kuede, tvungede, tyngede blik.

Lad os håbe, at børnene i Bastians klasse når til slutningen af alfabetet en dag. Lad os også håbe, at de lærer at læse. Lad os håbe, at de lærer at læse mere end jumbobøger, så de rent faktisk får en kompetence, de kan bruge i den virkelige verden (den verden, der eksisterer uden for skolen). Lad os virkelig håbe det. Lad os håbe, at de lærer de basale regnearter, og at de måske endda når at kigge på de mere avancerede, algebraiske ting. Lad os virkelig håbe det.

Men hvad nu, hvis de ikke gør? Hvornår griber man så ind som forælder?

En af de ting, man kan tænke som forælder, og som gør, at man ikke griber ind, er idéen om, at "det kommer nok". Forældre, der endnu ikke har gennemskuet, hvad der foregår, tror, at børnene "nok skal komme efter det." At de pludselig vil blive rigtigt gode læsere, at de pludselig kan plusse, minusse, gange og dividere. At det en dag - som et mirakel - pludselig bliver "anderledes". Mens forældrene går og håber på, at det en dag bliver anderledes, at "det kommer nok", bliver deres børns sind mentalt makuleret yderligere, børnene bliver endnu mere skoletrætte, deres trivsel går endnu længere ned. Stik imod hvad de rent faktisk kan iagttage med deres egne øjne, går det ned ad bakke. Og ned ad bakke. Og endnu mere ned ad bakke. Men fordi forældrene bliver ved med at tro, at "det kommer nok", så venter de. Og de bliver ved med at vente.

Og sandheden er, at det kun sjældent sker. For langt de fleste børn har pilen én retning og kun én - og det er nedad til et niveau langt under deres virkelige niveau.

Jeg har endnu ikke mødt en skoleklasse, hvor børnene ikke er startet med store forventninger, lyst til at lære, masser af energi, når den store dag, hvor de starter i skolen, endelig, endelig, endelig er oprindet, og hvor børnene efter nogle år har fået seriøst skolestress, julelysene er slukket, trætheden, den enorme sjælstyngende skoletræthed, er sat ind.

Så som sagt i starten - vejen til 9. klasse er lang. Alt for lang.

Ellen Vestergaard

Vi har valgt privatskole, fordi folkeskolen tilsyneladende er blevet politisk kastebold og ændres med få års mellemrum for at følge de nyeste politiske idealer og pædagogiske moder. Med vores privatskole ved vi, hvad vi får; mange år frem.

Heldagsskoler kan give fin mening - som en mulighed blandt andre. Hvorfor skal folkeskoler være ens fra Skagen til Nørrebro?

Giv magten tilbage til de sande eksperter - lærerne - og lad dem udforme skoler, der er vidt forskellige, og lad forældrene vælge frit i distriktet.

Vores mindste går således i en selvejende offentlig børnehave; et skønt og velfungerende sted, hvor pædagogerne bestemmer over deres egen hverdag og både børn og voksne trives.