Stater og firmaer: et nyt magtforhold

Fortalere for liberalisering og privatisering mener, at konkurrence mellem selskaber er til fordel for alle, fordi priserne falder. Offentlige licitationer sikrer billige priser til gavn for skatteydere og forbrugere. Nogle gange virker det. Andre gange – som når en kommune skal lave EU-udbud for at bygge et skur – giver det bureaukrati og merpris. Det er en anden sag.

Men med globaliseringen har vi fået en omvendt form for licitation. Det er ikke stat eller kommune, der udbyder en opgave blandt private firmaer. Det er store private firmaer – multinationale og nationale – der inviterer staterne til at give dem bedst mulige vilkår.

Professor Finn Østrup siger i Information d. 20. december, at uden globaliseringen er staterne prisgivet, og at »man skal huske på, at en globaliseret verden også medfører, stater kan trække på udenlandske selskaber og få dem til landet.«

Men i den virkelige virkelighed trækker de udenlandske selskaber staterne rundt ved næsen (eller hvor de nu trækker), og spiller dem ud mod hinanden.

Den stat, der giver det bedste tilbud, får investeringer. Ofte til skade for hævdvundne regler om løn, arbejdstid og arbejdsvilkår. Konsekvensen er ikke billige priser, men lavere lønninger og mindre sikkerhed.

Fremskridt rulles tilbage

Jeg husker en konference i Maputo i Mozambique, hvor fagforeningsrepræsentanter fra det sydlige Afrika for få år siden klagede over, at de fremskridt de havde tilkæmpet sig over mange år, blev rullet tilbage. Den ansvarlige mozambiquanske minister bekræftede analysen og tilføjede, at man gør hvad som helst for at tiltrække investeringer.

Stater siger ja til firmaer, der sætter fagligt tilkæmpede rettigheder og andre demokratiske fremskridt over styr. Det øger den økonomiske ulighed og giver flere arbejdende fattige. Og det er globalt. Fra det sydlige Afrika til aftaler om udnyttelsen af Grønlands råstoffer.

Globaliseringen har gjort kapitalen endnu mere flydende. Den er altid investeringsparat, hvis staternes tilbud er gode nok: Lavere selskabsskat, færre faglige rettigheder, ingen arbejdsmiljøregler. Frizoner for produktion, der er fri for snærende regler og skatter og afgifter. Det vidner ikke om, at staterne står stærkt overfor de store selskaber. Nogle gange står de slet ikke. De ligger.

Knud Vilby, journalist og udviklingskonsulent