Kronik

Stegt flæsk og tyske Hartz-reformer

Danmarks p.t. største (arbejder)parti Venstre er kommet med to markante forslag: Vi skal lære af de tyske arbejdsmarkedsreformer, og fagbevægelsens ret til at konflikte skal stækkes. Hvordan hænger disse sammen, og hvad vil kombinationen af de to betyde for de danske lønmodtagere?
Lavere løn og forringede arbejdsvilkår. Er det det, Claus Hjort Frederiksen (V) vil have?

Lavere løn og forringede arbejdsvilkår. Er det det, Claus Hjort Frederiksen (V) vil have?

Klaus Holsting

7. december 2012

Arbejdsmarkedet har været den nye regerings Everest. Trepartsforhandlingerne, der blev slået stort op af den indkommende regering, kulsejlede spektakulært; dagpengenes forkortede udgave står ved magt og flexjob-reformen kommer til at forringe muligheden for at få en flexstilling væsentligt. Regeringen har kæmpet som en bjergbestiger uden ilt for at forbinde, hvad man sagde før valget og gør nu.

I den daglige nyhedsstrøm overser vi dog ofte små udmeldinger, enten fordi de har en for teknisk karakter, fordi vi har svært ved at se, hvordan det rammer os eller fordi vi har svært ved at trække linjerne. Venstres henvisninger til de tyske Hartz-reformer og Venstre og DF’s beslutningsforslag B92, der sigter efter at mindske fagbevægelsens ret til at konflikte, falder inden for disse kategorier.

Spørgsmålene er nu, hvad skal vi forstå ved Hartz-reformer, hvordan hænger det sammen med beslutningsforslag B92, og hvad vil denne kombination betyde for almindelige lønmodtagere? Svarerne på disse tekniske spørgsmål giver et ildevarslende svar på, hvor dette nye selvproklamerede arbejderparti på borgen ønsker, at vores arbejdsmarked skal bevæge sig hen.

Tyske arbejdsmarkedsreformer

For at besvare disse spørgsmål, trække linjerne og se konturerne af det arbejdsmarked Venstre lægger op til, må vi forstå, hvad Hartz-reformerne indebar, og hvilke effekter de havde. Da socialdemokraten Gerhard Schröder i 1998 overtog magten fra den konservative Helmuth Kohl, var den tyske stat på vej imod afgrunden.

Arbejdsløsheden var fra 1990 til 1998 steget fra fem til 10 procent, og den tyske statsgæld var i samme periode eksploderet fra knap 38 procent til 62. Noget måtte gøres. Hartz-kommissionen blev nedsat og barslede i 2002. Reformerne, der sprang herfra, havde til hensigt at gøre det tyske arbejdsmarked mere fleksibelt og omstillingsparat, samtidig med at der var et ønske om at hæve den samlede beskæftigelse.

Overordnet indeholdt reformerne ændringer på tre områder: 1) Det offentlige aktiveringssystem, hvor reformer i stil med vores jobcenterreform fra 2009 blev gennemført, 2) Dagpengeperioden blev sænket fra 18 til 12 måneder og 3) Ansættelseslovgivningen blev lempet, så arbejdstagere nu må ansættes på væsentlig lavere løn og med meget få rettigheder – både på arbejdspladsen og i tilfælde af arbejdsløshed.

Reformen været succesfuld så langt, at beskæftigelsen samlet set er steget. Men stigningen er først og fremmest sket i atypiske ansættelser, såsom korte kontraktansættelser, mens der faktisk har været et mindre fald i antallet af ordinært beskæftigede. Dette beskæftigelsesmæssige skifte er en drivende faktor bag en markant stigning i lønulighed.

Hvad vil Claus Hjort?

Når Claus Hjort Frederiksen (V) taler om Hartz-reformer, hvilken del taler han så om? Jobcenterreformen har vi allerede fået; både tyske og danske arbejdsløse bliver f.eks. match-kategoriseret, og dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere henvender sig på samme jobcenter i begge lande.

Hvad angår kortere dagpenge, ville det være håbløst at forkorte dagpengeperioden i Danmark til tysk niveau. Den eneste årsag til, at en så kort periode accepteres i Tyskland, er fordi store dele af arbejdsstyrken i den eksporterende del af den industrielle sektor har meget sikre ansættelsesvilkår, der gør deres afskedigelse næsten umulig.

Herudover kan tyskere heller ikke på samme måde som i Danmark miste retten til kontanthjælp på grund af personlig formue. Tilbage har Claus Hjort lavere løn og forringede arbejdsvilkår, der særligt vil slå igennem i den private servicesektor. Årsagen hertil er, at det er i denne sektor, at fagbevægelsen i forvejen står svagest.

Den kollektive overenskomstdækning er for f.eks. hotel- og restaurations branchen omkring 40 procent for begge lande. Det betyder, at der i forvejen findes et stort ureguleret arbejdsmarked, og den private service sektor er derfor, som vi har set i Tyskland, særlig sårbar over for løntryk og forringelser af arbejdsvilkår, da arbejdsgiverne har gode muligheder for at udskifte arbejdskraft og ansætte på prekære vilkår. At det er dette aspekt, Venstre ønsker at importere, viser sagen om Vejlegården og beslutningsforslaget B92, der vil stække fagbevægelsens konfliktret.

I Danmark har vi trods den ret lave overenskomstdækning et forholdsvist højt lønniveau i den relativt set lavtlønnede del af servicesektoren (hotel- og restaurations branchen eksempelvis), hvis vi sammenligner med andre europæiske lande.

Den høje løn hænger direkte sammen med fagbevægelsens evne til at gennemsætte og opretholde deres overenskomster overfor arbejdsgivere. Dette lønniveau har så en afsmittende effekt på lønniveauet i resten af sektoren. Måden, de gør dette på, er bl.a. ved at benytte de faglige konfliktvåben, som er konstitueret i Septemberforliget (arbejdsmarkedets grundlov) fra 1899.

Blandt disse våben er blokader og sympatikonflikter, som vi konkret har set i forbindelse med Vejlegårdssagen. Forpagteren ville ud af 3F’s overenskomst og over på Krifas, der ville betyde væsentligt lavere løn og ringere arbejdsvilkår. 3F igangsatte så en konflikt – helt i tråd med gældende regler, som arbejdsretten netop har dømt.

Væk med konfliktretten

Her kommer netop det sidste element af Hartz-reformerne og Venstre og DF’s beslutningsforslag B92 ind i billedet. Hvis dette forslag om at ulovliggøre konflikter mod virksomheder, der har indgået en overenskomst, på et tidspunkt kommer igennem, vil det potentielt have en effekt meget lig den vi så i Tyskland som følge af Hartz-reformerne i form af markant forøget lønulighed.

Årsagen hertil er, at så vil arbejdsgiverne have muligheden for altid at vælge den overenskomst, der er mest fordelagtig for dem, uden at fagbevægelsen kan ty til kollektive kampmidler som eksempelvis konflikter. Det vil betyde, at Krifa og sågar udenlandske faglige organisationer kan slå sig ned på dette nye danske ’overenskomstmarked’ og leve i fred under beskyttelse af dansk lovgivning.

Arbejdsgivere vil kunne ’shoppe’ efter den overenskomst med de lønvilkår, de finder mest favorabel – uden at fagbevægelsen kan reagere.

’Working poor’

Dette kan og vil medføre udbredt løndumpning, længere arbejdstider og forringede arbejdsvilkår, da det reelt kan slå bunden ud af overenskomstsystemet ved at forkludre og forskubbe den magtbalance, der ligger i, at arbejdsmarkedsparterne har lige stærke konfliktvåben: Arbejdstagere kan strejke, og blokere og arbejdsgivere kan lockoute og boykotte.

Diskussionen om de tyske Hartz-reformer og beslutningsforslaget præsenteret af Venstre og DF kan og skal derfor ikke forstås enkeltvis, men giver først mening, når vi anskuer dem som et samlet projekt med en indbygget vision for det danske arbejdsmarked.

Vi skal, hvis Venstres reformplaner får vind i sejlene, til at øve os på den engelske frase working poor – en direkte konsekvens af reformerne i Tyskland, som meget vel kan blive en dansk realitet. Små og tekniske ændringer kan således have vidtrækkende konsekvenser i tysk retning for det danske arbejdsmarked.

Danske lønmodtagere og særligt det lavtlønnede LO-segment har allerede betalt dyrt for krisen i forringelser af efterlønnen, dagpengene og flexjob, men hvis visionerne hos Danmarks moderne arbejderparti indfris, har LO-medlemmerne i den private servicesektor stadigvæk den dyreste regning til gode.

Jon Lystlund Halkjær og Laust Høgedahl er ph.d.-stipendiater ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det er svært at vide, om Claus Hjort Frederiksens planer drives af dumhed eller ondskab.

Menneskekærlighed er der vist ingen, der vil beskylde ham for.

Den almindelige dansker, som ønsker Venstre tilbage , aner ikke en dyt om working poor målet!! De bliver såmænd ført bag lyset af stærkt manipulerende politikere, der bruger nysprog, moderne mobning, standretter (Elbæksamrådet) og andre Udanske metoder fanget op i USA hos Teapartybevægelsen. Jeg væmmes ved dette partis måde at agere på. Det handler ikke om at gøre folk klogere, men fortsætte fordummelsen.
Jeg kommer sågu helt til at holde af Vestager og Jelved.

Flemming Andersen

Det der gør Claus Hjort Frederiksens planer særligt ulækre er for mig to ting:

1. Erfaringerne omkring hans og Foghs ønske om at erstatte meningsdannere med gode liberalister og den planlægning og røgslør dette fasist-agtige forførelses isceenesatte mediestunt, med effektiv succes, fortæller tydeligt at ikke meget af det Claus Hjort Frederiksen går og foretager sig er tilfældigt
.
Det er i det hele taget dygtigt styret og planlagt på bedste propaganda-vis, efter de gamle kendte tricks og fiduser brugt af mesteren himself.
Denne planlæggelse medfører selvfølgeligt også at skyld ikke kan bortforklares.

2.At alle skal være helt klar over at manden ALDRIG siger det han mener, at hans mål er et andet end de grunde og årsager han udtrykker.
Det er i den grad anstrengende for demokratiet og samfundet at vi hele tiden skal indstille os på alle sammen, pressen, medierne, befolkningen, vælgerne at store dele af partiapperaterne kun fungerer og kan få deres politik gennemført ved løgne og fortielser.
Jeg skal i særlig grad i omgangen med Venstre, gennem personlige erfaringer med Fogh, advare imod at man tror en løgn bliver sand ved uendelige gentagelser, som afsenderen udmærket ved er usande.
Ved Claus Hjort Frederiksen er det værd at iagttage at den største løgn er en halv sandhed, hvilket han i særlig grad synes at nyde at svømme rundt i.

Desværre er Venstre ikke alene i denne tro på at løgne og fortielser fremmer deres politik, men de er mestre i denne taktik og lægger tydeligt niveauet for resten af disse vort samfunds svageste i sindet.

Rasmus Kongshøj

Man kunne næsten ønske for alle de almindelige arbejdere, der stemmer Venstre, at de fik lov til at opleve liberalismen på deres egen krop.

Det er bare synd, det skal gå ud over os andre.

Lise Lotte Rahbek

Rasmus Kongshøj

Desværre og ubegribeligt vil adskellige af dem, som vil stemme Venstre, have oplevet venstre-liberalisme på egen krop. De husker bare kun den del af det, hvor det hele gik så godt så godt og alle havde råd til et fedt nyt køkken.
Jeg har sågar mødt ultra lavtlønnede, som stemte på Liberal Alliance. (der var jeg nær ved at give mig til at tude)

Thorbjørn Thiesen

Hvornår går det op for vores politikkere, at den ulighed de skaber, er det mest ødelæggende for vores samfund.
Det er ikke til glæde for nogen som helst, at vi får større ulighed. Flere rapporter og analyser viser hvilke negative resultater det har, at der stor ulighed i samfundet: Flere teen-age mødre, ringere social mobilitet, større livvidder, mere kriminalitet, flere selvmord.
Mit gæt på hvad Hjorten drives af er: grådighed, egoisme samt dumhed og desideret ondskab og så er han fuldstændig amoralsk.

Det er jo desværre sådan, at det med de værdier, der hersker, er de værst egnede, der sættes i spidsen for både samfund og virksomhed.

Der mangler også en forståelse af, at lovgivning kan laves om, så det ikke kan lade sig gøre at argumentere for en given udvikling udfra de gældende love, som man ser det i mange diskussioner om f.eks. rådighedsregler, de mærkelige pligter o.a., vore politikere disker op med, fordi de har fået deres opgave galt i halsen.

Georg Christensen

Nutidens VENSTRE, er ikke andet, som "værdiløshedens" parti. Det undre mig, at "venstre folket", ikke forlængst, har indset det.

De ønsker nok bare alle, først at gå konkurs, eller brygge "bio eternol", som så kan sælges for en bedre "PRIS", som ! litter "MÆLK" er istand til at give os "forbrugere".

NB: Et "sted", hvor især "bundeknolden sammen med arbejdsknolden" burde tage hinanden i hånden, og i fællesskab, sige "NEJ", så "onds fraværende", er vi i "fællesskab" ikke. Vi nyder gerne i fællesskab også "stegt flæsk", men vi hader også (Tyskernes "Hartz 4" reformer..

Hos "Enhedslistern", kan du få det hele.

Hos denne "liste", har de åbenbart fundet et "styresystem", som let tilpasses "virkeligheden", stedet hvor "tilpasnings evnen", ikke behøver diskuteres i årevis, men "målet" forude (lyset for enden af tundlen), altid er KLAR.

Enhedslisten, er mit "parti", selv om jeg er både (venstre og højre)?.

Partiet, som er istand til at tage hele samfundet i sin "favn", ikke med "lobbyister", bare søge at formere sig selv. Et parti, hvor også "ungdommens" virke mod, får muligheden, og "nytænkning", får udfoldelses muligheden..

Nå ja, det sidste afsnidt, var nok lidt "idealistisk" betonet. Alligevel tør jeg (følge og støtte "Enhedslisten").

Se også denne status over ti års Hartz-lovgivning i Tyskland foretaget af Joachim Bischoff og Bernhard Müller - Hartz IV en sejr – men for hvem? i nettidsskriftet Kritisk Debat:

- I de ti år, der nu har været præget af ”Århundredets reform” er de rige blevet rigere, og socialstaten er faldet ned på et tydeligt lavere niveau. Følgevirkningerne af væksten i fattigdommen blandt ældre på grund af lave satser og prekære lønindtægter kommer til at belaste kommende generationer hårdt - både socialt og politisk.

http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1185

Denne infame lovgivning er den nyere tids alvorligste angreb på og forfølgelse af ordentligt folk – så lad os endelig se og komme i gang med dette regime herhjemme også – måske vil det omsider få de sidste snorksovende drønnerter til at åbne øjnene for galskaben og neo-grusomhederne in spe …

http://www.tagesschau.de/inland/dossiers/hartzivdossier100.html

PS: beklager sproget – men man kommer uvilkårligt til at tænke på de politisk anløbne danskere, der i 1930-erne ivrede for at indføre samme politiske ideologi, som dengang herskede med alle sine villige hjælpere og paladiner dernede syd for Skelbækken …

Man kan nemt forstå Venstres (og andre borgelige partiers) handlen på dette område, hvis man bare indser, at det intet har med politik at gøre.

Politikerne er blevet rene lønarbejdere, hvis politiske kurs udstikkes af dem, der betaler for, at politikerne kan blive (gen)valgt. I Venstres tilfælde er det virksomheder og Schur-banden, I Liberal Alliance Saxo Bank etc. Venstre har sågar offentligt fortalt, at de vil strukturere partiet som et firma. Altså bliver de folkevalgt ansatte, så man skal altså gøre sig fortjent til valgstøtte.

Og med fare for at dømme nogle for hårdt, vil jeg påstå, at der er en god del af dem, der sidder i folketinget, som uden for Christiansborg-verdenen, kun ville tjene det halve af det, de gør nu. Og det lugter lidt af, at det for mange er vigtigere at blive genvalgt, end at fremføre en politik de selv har udtænkt og står inde for.

Hvad der driver SF og Socialdemokraterne er vanskeligere at bestemme. Måske drømmer de bare om at blive accepteret af dem, der støtter de borgerlige.
For dem, der normalt støtter dem, vil næppe støtte dem med penge eller stemmer ved næste valg.

Inger Sundsvald

Venstre kalder sig jo for landets største "arbejderparti". Desværre ved folk ikke i dag hvad en arbejder er.

Jeg spekulerer over, om det nogensinde vil gå op for folk, at de graver deres egen grav ved at være uvidende om, hvad solidaritet er. De pæne mennesker i forretninger og på kontorer, som går rundt i pænt tøj, bilder sig ind at de hører til middelklassen, selvom mange ikke tjener mere end en opvasker – og hvis de ikke allerede ér lavtlønnede, så bliver de det, hvis Hjort Frederiksens drøm bliver til virkelighed.

Umiddelbar behovsopfyldelse lader til at være det som driver værket ! Man kan ved et skift til en religiøs fagforening spare næsten 1000 kr. pr mdr.
Et godt tilbud - specielt nu hvor man skal fylde op med julesul
At man skyder sig selv i foden ? Nå ja de varmer jo også at tisse i bukserne.
Jeg er nu glad for at vi trods alt har fået en bedre regering - go jul

Helt enig.

Det ville værre uhyggelig frygtelig, hvis der blev skabt flere arbejdspladser til uffaglært.

Tænk hvis mennekser ligefrem kunne blive selvforsørgende.

Det går virkelig ikke.

Hvor står det skrevet at ALLE på arbejdsmarkedet mere eller mindre skal have råd til det samme ??

Hvori består det frygtelig at nogle evt. kun har til lige dagen og vejen ??

Tænk hvis f.eks. slagteriarbejde havde holdt lønnen i ro de sidste 10 år, så havde mange arbejdspladser stadig været i DK istedet for Tyskland. Men det er seævfølgelig bedre at være ansat hos AF. NOT

Michael Borregaard

Den nuværende retorik er desværre med til, at svække meningen med det, at have et socialt system, og formålet med samme. Og dette hjælper blandt andet Regeringens, Liberal Alliances, Venstre og Konservatives samt tænketanken, Cepos m.fl., udtalelser ingenlunde på. For der er såvel i tale og skrift tale om et klatmaleri, som intet har med det sociale systems funktionsdifferentiering, at gøre.

Der er nok tale om en gammel tungekrøller, men den er lige så forkert i dag, som den var i går, for standpunktet baseres på en fejlagtig opfattelse af, at mennesket er dovent, modløst og offer for egne drifter - og derfor er hård disciplin, den eneste måde man kan få dem til, at udfylde en funktion i minimalstaten på. Det er med andre ord ikke det sociale system der er socialt uansvarlig, det uansvarlige består i, at mange politikere, ikke vil vedkende sig, at mennesket har en indre udviklingskraft, for det er ikke så meget størrelsen på overførselsindkomsten der hindrer denne i at springe ud, men fraværet af respekten for de social-psykologiske loves referenceramme og det manglende fokus på de positive effekter af tilbud og accept, frem for pisk og gulerod.

Det gode arbejde, er karakteriseret ved, at arbejdet er rettet mod bæredygtige værdier og ikke kun kortsigtet profit. Det gode arbejde er per definition såvel psykologisk som filosofisk underlagt optimeringslogikken ikke maksimeringsoptikken.

Definitionen af det gode arbejde er arbitrært, det bevis som modbeviser, at den liberalistiske mistænkeliggørelse i sig selv, er den der er til skade for den lediges mulighed for, at udvikle sin indre udviklingskraft, og dermed forbedre vedkommendes mulighed for selvforsørgelse.

En mere rationel tilgang er afgørende for, at få flere ledige til, at iscenesætte sig selv og opnå sociale relationer på arbejdsmarkedet eller gennem uddannelse, for tager man pulsen på de arbejdsløse, er det ikke lysten der mangler, men den der er lagt på rygraden af det sociale system som forhindrer, systemet i, at systemet, faktisk udfylder sin formålsbestemmelse, for det er bestemmelsens eksistens som skal og er beskrivende for forholdet mellem mennesker.

Det kan siges kort: Som tingene er i dag, så er arbejdsløshedslovgivningen ingenlunde for børn, men den er bestemt heller ikke forbeholdt voksne – smhl artiklen: Det usikre arbejde og dets konsekvenser.

Det er, når det gang på gang fremsættes, at de arbejdsløse hængekøje danskere er mere dovne end andre, vi øger polariseringen mellem dem som arbejder, og dem som går ledig. I den politiske smartness gør den nuværende regering alle de samme ting som dens forgængere og måske endda lige så professionelt. På den måde opgejler og tilfredsstilles impulser, der ligger parat i forvejen. En udvikling som er et logisk udslag af, at klassefortællingernes version 2.0 vinder frem. Men hvis velfærdssamfundet som solidarisk projekt er truet, er det næppe af horder af moralsk anløbne ’nydere’, men snarere af de samtidsfortællere, der bidrager til myten om yderen og nyderen.

Groft karikeret er det tømmerflåden og hjuldamperen. Tømmerflåden er tung, uhåndterlig, uden fremdrift, og fyldt med nydere. Hjuldamperen har arbejdskraft, fremdrift, leveringssikkerhed, og er fyldt med ydere. Hverken mere eller mindre. For en stor del af stigningen i arbejdsløsheden igennem de seneste år skal ses som udtryk for en tilbagevenden fra det ekstraordinære niveau beskæftigelsen og lønniveauet ramte i 2008, fordi man havde alt for travlt med, at ekspandere, på bekostning af, at konsolidere.

I debatten af velfærdsstatens sammenhængskraft, er der langt fra tale om et nulsumsspil, for størstedelen af talen er rettet mod det negativt ladet ord krævementalitet. Dette er et problem, og det er en konsekvens som er blevet skabt af en stigende referenceafhængighed, hvor folk får en lykkefølelse ved, at stå godt i forhold til andre grupper. Som naturen er i dag, tenderer det negativt ladet ord krævementalitet til, at rigtigt mange sparker ned ad, mens dem der er nederst sparker opad. Under denne nye regering, er de cirkulere bevægelser kendt under ordet krævementalitet, om end der er tale om et gammelkendt udtryk.

Ordet krævementalitet minder meget om ordet forurettede, i et strafferetligt henseende er den forurettede ofret, med fattigdomsdebatten har solidariteten lidt et yderligere knæk, for såvel de fattige som skaffedyrene ”hidser” sig op og beklager sig over, at de evig og altid skal høre om andre menneskers kvababbelser, og dermed mister diskussionen sin kritisk-konstruktive funktion, nemlig forståelsen for og opmærksomheden i sig selv som det vigtigste redskab for fremtidens solidaritet.

Fakta er det, at så længe, de dybere kulturelle værdier, som dag for dag falder længere ind i tornerosesøvnen, desto sværere bliver krævementaliteten, at italesætte. Dette gør sig gældende over for såvel den arbejdsløse, som for boligejeren, men også over for regeringen, som partout henviser til forsigtighedsprincippet. For som tingene er, kan man betragte arbejdsløshed, som inkluderende eksklusion. De arbejdsløse spiller nemlig en prekær dobbeltrolle i vores samfund som henholdsvis nødvendige og overflødige. Der er så at sige, gået inflation i 00ernes udlændingehetz, hvilket bekræfter, at den siddende regering, præcis som sin forgænger under Lars Løkke Rasmussen, er kulturradikale ”issue-takers”. Sådan er det jo! Det kan siges kort. Regeringen taler med to tunger: en slags tale til offentlig brug, og en anden slags når de taler med regnedrengene, for den bedrøvelige sandhed er, at Venstre og Socialdemokraterne adskiller sig, når det kommer til de arbejdsløse, kun på spørgsmålet om kontanthjælpsloftet.

Hvad er Hartz, ud over at være personen Peter Hartz?

Hartz I-III aftalerne trådte i kraft i perioden 2003-4, og hårdt sammenfattet var hovedpunkterne regulering og facilitering af deltids-/marginalbeskæftigelsen samt en effektivisering af arbejdsformidlingen. Hertil kom forskellige støtteordninger såsom økonomisk tilskud til begrænset videreuddannelse og tilskud til oprettelse af selvstændig virksomhed - kaldet Ich-AG (”Jeg A/S”).

Hartz-IV (2005) indeholdt et af de mest omdiskuterede reformpunkter: en omlægning af ydelsen for langtidsledige fra arbejdsløshedsforsikring til socialhjælp med en betydelig forringelse af ydelsesniveauet. Sikringsydelsen ”Arbeitslosengeld” (ALG/”dagpenge”) fik koblet en andenklasses vogn på, ALG II, som er en social ydelse på niveau med socialhjælp (”Sozialhilfe”).

Samtidig ændredes definitionen på langtidsledighed fra max 36 til max 12 måneders ledighed - 18 måneder for personer over 55 år - hvorefter der er tvungen omstigning til ALG II-vognen. Herudover blev jobsøgningskravene udvidet, så der bl.a. blev indført pligt til at acceptere aflønning under overenskomst-tariffen, og endelig blev jobcentrene slået sammen med de tidligere socialcentre.

Lad os få en ting på det rene. Udtrykket ”Hartz IV” er i daglig tale blevet synonym for fattigdom og udstødthed. Hvis dette ikke lyder bekendt, er man enten dumsmart ellers også følger man ikke med i hvad der sker i hverdagen. Sådan er det jo! Hverken mere eller mindre: Hartz IV-hjælp er kontanthjælp (ALG II-ydelse), Hartz IV-tv er fordummende formiddags-tv og Hartz IV-familier er husstande, der udelukkende lever af kontanthjælp. Der er i dag alt efter beregningsmetode 6-7 millioner tyske Hartz IV-borgere og et ukendt ”mørketal” af mennesker, der er røget helt ud af systemet. De hårdest ramte tyske regioner har omkring 40% Hartz IV-børn. Hvis det lyder bekendt, er dette forståeligt, for det er denne skrift som står skrevet på væggen, ikke alene på Christiansborg, men også hos KL, som inden for det sidste år, blandt andet har forslået, at tillidsmænd skal kunne fyres, og de sociale ankenævns beslutninger minimeres til et absolut minimum.

De mange forskellige udspil fra de respektive regeringer og fra EU for den sags skyld peger i samme retning.

Den offentlige sektor skal ”slankes”. Færre skal lave mere, og endnu færre skal stige i løn. At nå så langt forudsætter svækkede faglige organisationer og styrkede arbejdsgivere. Det er der ikke noget nyt i. Heller ikke i del-og-hersk taktikken. Velkommen til Monetarismens version 2.0.

Kylle Zimmermann

Ja! Der er god grund til at gyse ved tanken om, hvad Venstre kunne finde på!
Men hvad er der tilbage af den danske model, som for nylig blev hyldet af Mette Frederiksen efter afgørelsen i sagen om Restaurant Vejlegården, når regeringen tryner lærerne med udsigten til et lovindgreb i overenskomstforhandlingerne?

Samfundstømmerne V2.0 er over os …

Hvad er der egentlig at sige til det herskende neo-liberale menneske- og samfundssyn – teserne med, at mennesket er befængt med bibelsk arvesynd og derfor på alle måder skal holdes i kort snor – samt at samfundets værdier kan man bare rage til sig – V-sociopaterne og kleptokraterne beviser selv tesen uden at nogen får moralske skrupler – det er jo deres livsstil, som henved hver tredje dansker åbenbart er helt på linie med …

Steen Erik Blumensaat

John Kenneth Galbraith: Usikkerhedens år, 1978.
Gailbraith fremhæver således Winston Churchill 8 daværende finansminister) som >>hovedmanden bag den største og mest katastrofle bommert begået af en regering i moderne tid<< ved i 1925 at lade pundet vende tilbage til guldfoden fra før krigen- den gamle sikkerhed, Depressionspolitik kaldes det og blev det.
Resultatet blev arbejdsløshed og gennerelle nedskæringer.
Fra arbejdsgiverside blev der foreslået >>længere arbejdsdag<<.. sløjfning af minimumslønnen og lavere løn til alle...<<
En kommision gik ind for at lavere lønninger var nødvendige <<, for at forbedre konkurrenceevnen.
kommentar af Kai Vangskjær i 1978,
( tilsyneladende er den konventionelle økonomiske visdom ikke blevet meget klogere).
Information mandag den 6 november 1978.

Intet nyt fra vestfronten.

Steen Erik Blumensaat

Herbert Spencer, den herskende klasse og de herskende sociologiske teorier, og klasses position var en følge af den naturlige udvælgelse.
Den aristokratiske påstand: Enhver får som de har fortjent.

Tak herfra for en sober og særdeles lærerig gennemgang af Hartz IV - der mangler dog bare en ting: Peter Hartz er tidligere formand (CEO) for folkevognsfabrikkerne, altså han ser sagen fra arbejdsgiverside.

I den private service-sektor i Tyskland, f.eks. i hotel og restaurationsbranchen, har folk som arbejder der mulighed for at tjene en pæn skilling penge; de kan nemlig få drikkepenge. I Danmark er drikkepengene inkluderet...