Kommentar

Vidensfascisme

Meget i samfundet er demokratisk anlagt. Men viden er ikke demokratisk, viden er regime, som man skal indordne sig under for at blive oplyst, dannet og beslutningsdygtig
3. december 2012

Der er mange ting, som er anlagt demokratisk: folketingsvalg, valg til foreninger og diverse bestyrelser. Selv information kan være demokratisk i den forstand, at alle kan bidrage, alle kan få adgang, korrigere hinanden, og i tilsvarende forstand kan meninger være demokratiske. Men viden er ikke demokratisk, viden er et regime, som man skal indordne sig under for at blive oplyst, dannet og beslutningsdygtig.

Hvor både information og meninger kan være falske, har viden ikke den luksus at kunne være et falsum. Så er det ikke længere viden, selv om det meget vel stadig kan være information, mening, tro eller ens overbevisning. Der er meget strenge krav til viden, krav, der intet har med en demokratipraksis at gøre. Hvad der end er viden, er den ikke noget, der kan stemmes om efter demokratiske principper, ikke noget, der afgøres ved stort eller marginalt flertal eller andre parlamentariske beslutningsformer. Det er ikke noget, man kan betvivle, fordi man ikke bryder sig om det. Hvad værre er, viden er ikke noget, der kommer flyvende let og lemfældigt ind i hovedet på én, blot fordi man åbner munden eller computeren og slår efter online.

Viden er hårdt arbejde, resultatet af lange og mange studier, sandhedssøgen, og hvad videnskabsteorien har bebudet om pålidelig undersøgelse inden for alskens videnskab fra natur og samfund over menneske til teknologi. Det er i denne søgen efter sandheden om verdens indretning, at universiteter, højere læreanstalter og enhver anden institution, der har lærdom som mål, finder deres naturlige og samfundsmæssige berettigelse.

Lige gyldige

Der er dem, som mener, at alle verdensanskuelser er lige gyldige, hvilket blot betyder, at det hele er ligegyldigt. Der er også røster derude, som hævder, at søgen efter sandhed er en illusion, enten fordi der ikke er en sådan, eller fordi sandheden i sidste instans er relativ til kultur, religion, politik, samfundsklasse, og hvad der ellers har været foreslået af relativistiske standpunkter igennem tiden.

At der ikke er én sandhed om verdens beskaffenhed ville i sidste instans være en lige så stor indsigt som det, at der er en – og begge kræver underbygning og undersøgelse.

På universitetet forsøger vi ikke at patentere en bestemt sandhed, som de studerende skal abonnere på, men at give dem en mængde værktøjer til rådighed, der kan bruges til underbygning og undersøgelse. Det er denne redskabskasse, de studerende skal bruge i deres videre færden, hvad enten de kommer til at abonnere på, om der er en sandhed derude eller ej. Ligegyldigt hvad de i øvrigt kommer til at foretage sig senere, kan de bruge værktøjerne bagefter.

At lære at bruge værktøjerne i kassen kræver initiativ, tonstungt arbejde og mod. Mine studerende siger fra tid til anden: »Hvor er det dog svært det her.«

Mit svar er altid det samme: Det er ikke min skyld, det er ikke jeres skyld, det er, fordi verden er en kompliceret størrelse. Væn dig til det, fortsæt studierne, ligegyldigt hvor hårdt det end måtte være, det er intet mindre end verden, du er oppe imod, og det kræver alt, hvad du kan mobilisere. Ved fælles hjælp og mobilisering af hele det videnskabelige fællesskabs kræfter finder vi forhåbentlig ud af, hvordan vi kan anvende værktøjerne i kassen på nye måder til afkode mystikken om verdens indretning.

At indordne sig

I videnskab er der er plads til alle mod afgivelse af megen tid og flid, men der er intet demokratisk over det. Studerende bestemmer ikke, hvad der skal undervises i på universitet, lige så lidt som politikere bestemmer det. Studerende kommer på universitetet for at få viden, politikerne udstikker de praktiske rammebetingelser for denne i love og bekendtgørelser etc. Men det er op til de universitetsansatte at undervise efter bedste og mest ansvarlige evne i, hvad der betragtes som viden om kosmos, kultur og kaos på nuværende evolutionstrin.

Der er ikke demokrati i viden og videnskab. Der er blot at indordne sig under vidensregimentet, arbejde hårdt og som belønning få oplysning, indsigt, dannelse og tilstrækkelig viden til at kunne indgå i kvalificeret overvejelse, beslutning og handling. Noget, der er brug for i videnskab som i hverdag. Hvis det er at være vidensfascist, er jeg en stolt og indædt én af slagsen.

 

Vincent Fella Hendricks er professor i formel filosofi, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Vincent Fella Hendricks,
du er nok ikke skyld i overskriften 'Vidensfacisme', som lokker den nysgerrige læser til at søge en ny pointe i din kommentar. Man finder imidlertid kun en vag, generel diskussion af betydningen af begrebet 'viden', der som bekendt har været en central genstand for den vestlige filosofiske diskussion siden de klassiske græske filosoffers tid. Det er meningsløst at tage den diskussion op i en kort kommentar i Information.
At viden ikke er demokratisk er da rigtigt nok, men jeg havde ventet, at du ville gøre opmærksom på, at især nutidens demokratier bygger på udbredt uvidenhed grænsende til dumhed.
Din værktøjskasse-metafor om de studerendes udbytte af universitetsstudierne negligerer den nyere tids videnskabshistoriske/teoretiske diskussion (Thomas Kuhn og mange flere) af den historiske, kulturelle og sociologiske bestemmelse af de cognitive redskaber, der på et givet tidspunkt befinder sig i kassen. Du foregiver, at der er et universelt, tidsløst sæt af redskaber, som de studerende kan lære at bruge til at forstå verden - hvad det så måtte betyde.
Hvis det er de studerende på universiteterne, du henvender dig til, er dine råd og vejledning misvisende.
Med venlig hilsen
Klaus Illum

Heinrich R. Jørgensen

Meget enig med Klaus Illums betragtninger.

Hvis Vincent F. Hendricks med 'viden' tillægger ordet den betydning det havde før den empiriske videnskab blev moderne, nemlig det der i nutiden ofte betegnes 'indsigt' (dét, man kan tænke sig til), så hænger udsagnene muligvis sammen.

Men smøren, er og bliver polemisk og demagogisk. Der råbes, men om hvad er alt andet end klart.

Som Klaus Illum korrekt erinder om, så ved de vidende, at "nutidens demokratier bygger på udbredt uvidenhed grænsende til dumhed". Den viden bør man ikke undlade at bringe i erindring.

Hvad der desuden bør nævnes, at "nutidens demokratier" ikke alene angår den politiske 'elite' og massemedierne. Uvidenhed er udbredt grænsende til dumhed, i langt de fleste sammenhænge, i det modernistiske såkaldte 'demokrati'. Skolerne opdrager systematisk tíl uformåenhed. Det akademiske niveau, på ægte universiteter såvel som erhvervs- og fagskoler, er meget ofte er præget af uvidenhed og dumhed i et omfang, der er direkte fortvivlende.

Hvis 'videnskab' er koncensus-diktatur blandt personer der har opnået at blive lønarbejdere på akademiske institutioner, så er der næppe nogen grund til at være begejstret for moderne videnskab. Hvis den fascistiske begejstring gælder koncensus-diskursen, så er det svært at have andet end hovedrysten til overs for en sådan synsvinkel.

Kære Vincent F. Hendricks. Tal gerne dunder. Tal uvidenhed, usandhed, løgne og dumhed midt imod. Forsøg at lære andre at skelne. Men drop pop-jargonen; det bliver ingen klogere af.

Nu skal man jo ikke undre sig over, at et slag for den rene viden ikke dømmer nogen eller noget lige i næste bisætning.
Det ville nærmest være forurening af renheden. Der er aldrig nogen der har gjort eller bare 'syntes' noget, jeg ikke også ville have gjort eller bare syntes hvis jeg var dem ...
...forestiller jeg mig.