Kommentar

Videnskabsfolk tvivler på demokrati

Ganske længe har det været regnet for progressivt at ytre sig antielitært og prodemokratisk. Nu kan den modsatte tendens så småt spores
10. december 2012

Den bevægelse for demokratisering af videnskaben, vi har observeret de seneste årtier, mødes for tiden af en begyndende modreaktion. En international gruppe af engagerede naturvidenskabsfolk, som i årtier har været optaget af naturvidenskabens rolle i samfundet, er for eksempel ikke længere så sikre på, at det der med demokratisk deltagelse egentlig er en god ide.

Der korresponderes om det bekymrende forhold, at folk lader sig narre af pseudovidenskabelige kure, men ikke lader sig overbevise af dokumentation om menneskeskabte klimaforandringer.

Dette ses som en trussel mod selve grundlaget for demokrati: Hvis beslutninger træffes på grundlag af fejlagtige opfattelser, så virker demokratisk deltagelse mod hensigten, lyder argumentationen.

Men argumentationen er mudret – for at sige det mildt. Når den alligevel er værd at trække frem, er det fordi, mudderet kan ses som tidstypisk. Og fordi det kan ses som et tegn i tiden, at det begynder at blive salonfähig at se demokrati og dertilhørende normer om politisk lighed som noget, der kan undergrave videnskaben. Mudderet stammer fra, at argumentationen hviler på en forudsætning om, at der ikke er forskel på videnskabelige og politiske spørgsmål – en forudsætning, som i øvrigt også præger bevægelsen for demokratisering af videnskab.

Pendulsving

En ny elitedyrkelse er et andet udslag af den begyndende modreaktion. På akademiske møder i dag kan der tales om akademikeres intellektuelle overlegenhed, uden at tilhørerne generelt ser ud til at blive pinligt berørt. Og uden at det underforståede budskab, at samfundsspørgsmål retteligt burde overlades til dette intellektuelt overlegne folkefærd, tages op til drøftelse. Ingen af de to eksempler, som her er nævnt, involverer folk, der bekender sig som konservative. Tværtimod.

Pendulet synes at svinge. Efter at det ganske længe har været regnet for progressivt at ytre sig antielitært og prodemokratisk, kan den modsatte tendens spores. Fremprovokeret af en bevægelse for demokratisering af videnskab, hvor alt er blevet anset som forhandlingsegnet, er det nu tilsyneladende ved at blive fashionabelt at mene, at hvor ’videnskaben’ – og dermed ’eliten’ – har talt, er der ikke noget at snakke om.

En af de to standpunkters fælles svagheder er, at det ikke overvejes, om det kunne have betydning, hvilken type spørgsmål som videnskabelige tænke- og fremgangsmåder anvendes i forhold til. Begge poler mangler et selvstændigt begreb om politik. Et begreb, der ikke er afledt af – og derfor heller ikke står i modsætning til – videnskab. Derimod er begreberne forskellige. Uden en sådan skelnen kan det ske, at en bevægelse for demokratisering af videnskab fører til, at det bliver fashionabelt at ytre sig antidemokratisk.

Små skridt og farlig ros

To danske demokratitænkere udgav bøger om demokrati lige efter anden verdenskrig, højskolemanden og teologen Hal Koch og juristen Alf Ross. En fælles pointe blev fremhævet i indledningen til de to i øvrigt ret forskellige bøger: Tilslutning til demokratiske idealer var af ny dato.

I trediverne lød det ifølge Koch fra alle hjørner af Europa, at »det vesteuropæiske demokrati som politisk system havde udspillet sin rolle«, og det var, noterede Ross, »mode selv for demokratiets tilhængere at tale med træthed og skepsis om folkestyret«.

Fælles var også en vis bekymring. »Mange enkelte skridt er i det små et valg i retning enten af demokratiet eller diktaturet. Frugten modnes måske, uden at vi mærker det«, skrev Ross i 1946. Året før havde Koch erklæret sig tilbøjelig til at tro, »at man lettere kan rose demokratiet ihjel, end udrydde det ved kritik«. Politik, herunder demokrati, har grænser. Det har videnskab også. At holde en kritisk diskussion om grænselandet åben er bydende nødvendigt, hvis ikke vi skal ende med at miste begge dele.

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant iagtagelse i tiden, men ikke særlig overraskende set i det historiske lys. Videnskabsfolk sætter deres forskning over politik og de kigger derhen hvor pengene er. De tyske videnskabsfolk sagde heller ikke på noget tidspunkt fra overfor naziregimet - og faktisk har videnskabsfolk jo ikke mere forstand på politik end andre mennesker.

...men med det store arbejde videnskabsfolk lægger i at undervise de studerende på universiteterne kunne man tænke at deres formidlingsmæssige evner blev provokeret af at de ikke rigtig kan nå ud i den daglige debat. Who cares?

Det ville hjælpe lidt, hvis Gitte Meyer kunne blive lidt mere specifik i forhold til de grupper af videnskabsfolk hun taler om. Hvem er de?

Der er vel den sandhed i det, at befolkningen valgte det facile og materialistiske fremfor det indsigtsfulde og udviklende, da pengedjævelen bød sig til.
Væk var da straks den danske glæde over det beskedne, men trygge liv, hvor indtægterne fra eksporten sikrede alle i samfundet uddannelse, sygdomsbehandling, institutionspladser og kompensation ved arbejdsløshed og uarbejdsdygtighed.

Og så er det selvfølgelig også et svar på kravet om instrumentalisering af forskningen - hvor det ikke længere accepteres, at videnskab foregår for på langt sigt at gøre os indsigtsfulde i den verden, vi bebor og påvirker, vil videnskabsmændene ikke længere stille sig tilfredse med, at deres resultater netop blot indgår i en kontinuerlig vekselvirkning med det alment anerkendte.

En god beskrivelse af to typer videnskab, som kan eksemplificeret ved 2 akvarister der sidder og nyder deres akvarie.

Den ene (pseudoen) bruger sit akvaries liv, som bevis for at biotopen i akvariet lever fordi ballancen er i orden, uden at tage hensyn til alle de biotoper der tilføres via foderet.

Den anden har taget det hele med, som årsag til sin nydelse.

Heinrich R. Jørgensen

Hvorfor tvivle på demokrati?

Hvis der med 'demokrati' skal forstås partivælde, sammensat som en numerisk afspejling af befolkningens udtrykte præferencer, burde al rimelig tvivl om det forehavende være elimineret forlængst. Det er og bliver en dødssejler. Det er en glidebane, der uvægerligt leder til samfunds humane og sociale deroute. Derom er der ingen grund at tvivle, for nogen person der praktiserer videnskabelig metode.

Det er til gengæld til at fortvivle over, at videnskabelig metode i høj grad ingen vægt har, eller tillægges.

Alf Ross havde ganske ret. Det demokratiske projekt som det havde manifesteret sig på, havde allerede før 1930'erne bevæget sig ud ad forrykte tangenter, hvor demokrati som princip og metode var blevet forladt, til fordel for et narreværk af en illusion om folkelig indflydelse.

Der er nok ingen tvivl om, at tabet af universitetsdemokratiet har givet medløb for de synspunkter, Gitte Meyer refererer.
Imidlertid er intet demokrati noget værd, hvis ikke praksis bakker op om det politiske system, f.eks. hvis undlader at organisere sig politisk og deltage i en udvikling af parti og samfund på græsrodsniveau. Men det er svært at forestille sig, at man skulle kunne fastholde politiske repræsentanter på sporet uden forpligtende fællesskaber med autoritet på det basale organisationsniveau.