Klumme

31 gange ’neger’...

... er altså lige i overkanten, når man læser en børnebog op for sin søn. Også selvom man var ung i de ironiske 90’ere og anser sig selv som værende alt andet end politisk korrekt
10. januar 2013

Der er sket en del med den danske kultur siden Jørgen Clevin i 1948 udgav bogen Rasmus får besøg, en opfølger til den berømte Strudsen Rasmus. Det blev tydeligt, da min søn på snart tre år fik bogen i julegave, og jeg en af de følgende julemorgener glad tog ham op på skødet for at læse den højt for ham. Det blev en noget speciel oplevelse. Rasmus får besøg begynder på følgende måde: »Solen skinnede. Det var i det store, varme land, Afrika. Alle negrene havde fest.«

Jaja, lad gå med ordet ’neger’ en enkelt gang, tænkte jeg. Det tager knægten vel ikke skade af. Og bogen er jo skrevet i en anden tid – kulturer ændrer sig, og det skal der være plads til. Det er jo kun i dag, at ordet ’neger’ klinger racistisk, sagde jeg til mig selv. Det skulle dog blive ret ekstremt – faktisk byder de følgende sider i bogen på et sandt neger-bombardement. Med til festen er en negerhøvding og en negertryllemand med en negertryllestav samt en gummineger i en pose. Kort efter møder vi historiens hovedpersoner, nemlig fem små negerbørn, som naturligvis har en negermor. De fem negerbørn sætter sig for at finde strudsen Rasmus. Man kan jo blive sulten på sådan en tur, men det er der råd for: »Negermor lavede fem små sorte negermadpakker, og så rejste de,« står der. Jeg har siden talt det op, og ordet neger bruges 31 gange i forskellige varianter i løbet af denne børnebog. På en enkelt særlig voldsom side optræder ordet seks gange. Der er 35 ord på siden (jeg kunne ikke lade være med at tælle efter), og det vil sige, at hvert sjette af de ord, jeg denne julemorgen sad og læste højt for min søn, var ordet neger – altså lige i den passage. Dertil kommer de karikerede tegninger: Kæmpe læber, store krøller osv.

Jeg anser ikke mig selv som værende politisk korrekt. Tværtimod hører jeg til den generation, der ofte – og til tider på en demonstrativ og kikset måde – har taget afstand fra den politiske korrekthed. Vi grinede af Timm og Gordons »De politisk ukorrekte forældre«, og vi brugte ordet perker, uha, om vore brune medborgere, selvom vi var alt andet end racister. Men selv for et barn af den ironiske 90’er-tid, var 31 gange neger altså lige i overkanten denne fredfyldte julemorgen, og jeg overvejede i stedet at sige ’sort’ hver gang, men det var ikke muligt uden fuldstændig at spolere den rytme, bogen er skrevet i. Desuden mener jeg grundlæggende ikke, at man skal redigere i tekster, blot fordi tiden har ændret sig.

Gyldendal fortjener sådan set ros for at have trykt bogen i denne ucensurerede udgave i 2011. For et par år siden interviewede jeg en kvinde, der i sit speciale havde sammenlignet en politisk korrekt og en politisk ukorrekt oversættelse af Tintin i Congo. Hendes pointe var, at man godt kan tale pænt og ordentligt (hun kaldte det ordskik – en omskrivning af bordskik), uden at man behøvede at råbe op om censur og ytringsfrihed. Alligevel måtte hun indrømme, at den oversættelse, der var tro imod originalen (den politisk ukorrekte), var den litterært set bedste.

Aksel, min søn, var i første omgang ligeglad med neger-ordet. Men man kan ikke lade være med at tænke på, hvad han vil sige næste gang, han møder en sort – og her kommer ordskikken ind i billedet. Børn tager den slags til sig. For et par år siden havde min gode ven lært sin dengang etårige søn at sige som alle dyrene. Det resulterede i, at han lavede abelyde og pegede, hver gang de kom forbi en sort – og de bor på Vesterbro. Så er det altså træls at være ham, der går der bag klapvognen, uanset hvor ironisk en indstilling til livet, man ellers måtte have.

Jeg læste naturligvis Rasmus får besøg færdig. Den er fin og slutter med, at de fem små negerbørn får lov til at blive i Zoologisk Have i København, hvor de til sidst har fundet Rasmus (det fremgår ikke, om de skal være i bur). Men jeg ikke har læst bogen for Aksel siden. Tiden er bare ikke helt til det, må jeg konstatere. Jeg respekterer originaludgavens litterære kvalitet – den fortjener ikke at blive censureret – men jeg respekterer også tidsånden. Så den eneste løsning, jeg kan komme på, er at lægge bogen på hylden i et par år. Så kan vi læse den igen, når han er gammel nok til at forstå, at bogen er skrevet i en anden tid – eller når tidsånden igen er en anden, selvfølgelig.

Kristian Villesen er kulturskribent på Informations kultur- og weekendredaktion

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Øllgaard

Hvorfor det skulle være særlig odiøst at bruge ordet neger, forstår jeg ikke. Det virker på mig ligeså reelt som 'sort' og betydeligt bedre end den kunstige foranstilling 'afro'.
På samme måde forstår jeg ikke, at det skulle være så forfærdeligt at bruge ordet 'muhammedaner'. De mennesker, det dækker, er jo Muhammed-dyrkere så det gør noget. Tænk blot på Muhammed-kriserne.

Svend Erik Sokkelund

I Brasilien bliver jeg kaldt 'gringo', i Vestafrika 'tubab'. Begge dele kalder man hvide mennesker.
Og hvad er der i vejen med det?

@ Kim; afro er lidt kunstigt, hvis det er en neger der er født i Løgstør.
Muslim er måske lidt mere korrekt end at gøre Muhammed til gud. Han er kun profet.