Kronik

Atomaffald skal ikke hastes igennem

Sundhedsminister Astrid Krag vil deponere Risøs atomaffald i et slutdepot. Men den løsning er skudt ned af internationale eksperter, og borgerne for de potentielt berørte kommuner er ikke blevet hørt
I løbet af januar og februar forventes der at blive truffet beslutning om hvilke to-tre kommuner i Danmark, der risikerer at blive hjemsted for et slutdepot for det radioaktive affald fra forsøgscentret på Risø.

I løbet af januar og februar forventes der at blive truffet beslutning om hvilke to-tre kommuner i Danmark, der risikerer at blive hjemsted for et slutdepot for det radioaktive affald fra forsøgscentret på Risø.

Niels Ahlmann Olesen.

8. januar 2013

Nedtællingen til, hvor Danmarks radioaktive affald skal begraves, er begyndt. I løbet af januar og februar forventes der at blive truffet beslutning om hvilke to-tre kommuner i Danmark, der risikerer at blive hjemsted for et slutdepot for det radioaktive affald fra forsøgscentret på Risø. Vi, der repræsenterer borgergrupperne imod atomaffald i de fem kommuner, som for øjeblikket er i spil – Bornholm, Kerteminde, Lolland, Skive og Struer – føler imidlertid på samme måde som kommunalbestyrelserne og borgmestrene og stort set den samlede befolkning i de berørte kommuner, at vores stemmer ikke er blevet hørt i denne proces.

Magtvælde

Vi er dels utilfredse med lokaliseringsprocessens åbenlyse demokratiske underskud – manglen på åbenhed, gennemsigtighed og dialog mellem myndigheder og borgerne – dels med kvaliteten af det slutdepotkoncept, vi bliver påtvunget.

Meget tyder nemlig på, at Folketingets beslutningsgrundlag tilbage fra 2003, der ligger til grund for atomaffaldsprogrammet, og som kun fokuserer på slut-, men ikke mellemdeponering af det radioaktive affald, set i lyset af internationale erfaringer ikke længere er tidssvarende. Det anser vi for problematisk, al den stund slutdepotet i givet fald bliver det første, der bygges i verden. Ved en offentlig høring i Børssalen i København i oktober fik sundhedsminister Astrid Krag (SF), der har ansvaret for atomaffaldshåndteringen, overrakt mere end 52.000 protestunderskrifter. Her kom det frem, at ikke blot borgergrupper, borgmestre, miljøorganisationer og uafhængige eksperter, men også mange politiske partier er stærkt kritiske overfor atomaffaldsprogrammet. I stedet for at lytte til indvendingerne besluttede sundhedsministeren imidlertid, at lokaliseringsprocessen skulle fortsætte som hidtil. Det skete efter et møde med Folketingets partier, hvor det også blev nævnt, at man vil undersøge, om den samlede mængde affald fra Risø eventuelt kan deponeres i udlandet.

Vi frygter imidlertid, at der her er tale om en afledningsmanøvre, eftersom Dansk Dekommissionering i sin teoretiske depotudredning for længst har slået fast, at det er urealistisk at eksportere det lav- og mellemradioaktive atomaffald til udlandet. Tværtimod mener vi, at man i Sundhedsministeriet koldt og kynisk kalkulerer med, at hvis blot lokaliseringsprocessen fortsætter uforandret, og antallet af mulige værtskommuner reduceres fra fem til to, vil modstanden formindskes tilsvarende.

Ignorerer ekspertkritik

At intet tilsyneladende kan få sundhedsministeren til at fravige den fastlagte kurs synes klart, efter det danske slutdepotkoncept i artikler i bl.a. dagbladet Information utvetydigt og uden reservationer er blevet forkastet af svenske og norske atomaffaldseksperter. Af samme grund skrev vi i slutningen af november til ministeren og opfordrede hende til at nedsætte en bredt sammensat kommission eller i det mindste en ekspertgruppe med international repræsentation, der kunne foretage en kritisk revision af atomaffaldsprogrammet og analysere de sikkerhedsmæssige, miljømæssige og økonomiske aspekter af de scenarier, der foreligger. Endvidere foreslog vi, at en sådan kommission udover repræsentanter for de relevante myndigheder f.eks. kunne have repræsentanter for de berørte kommuner, borgergrupper, miljøorganisationer og uafhængige internationale ekspertorganisationer. Allerede samme dag afviste ministeren imidlertid vores forslag.

Internationale erfaringer

Det finder vi forstemmende, al den stund man i USA, Storbritannien og Tyskland i situationer, der til forveksling minder om den danske, har nedsat uafhængige kommissioner eller ekspertgrupper, der skal vurdere den eksisterende atomaffaldshåndtering og komme med anbefalinger til, hvordan den kan forbedres. I disse lande er processen med at etablere et slutdepot – ligesom i øvrigt i Belgien og Canada – blevet rullet tilbage, og man har taget en tænkepause, der bliver brugt til at overveje de forskellige muligheder for at håndtere atomaffaldet.

Således skrinlagde man i USA i 2010 planerne om at bygge et slutdepot til landets radioaktive affald og nedsatte en kommission, The Blue Ribbon Commission, der skal bidrage med anbefalinger til en langsigtet løsning på håndtering og bortskaffelse af det højradioaktive affald. I Storbritannien nedsatte man i 2003 en Committee on Radioactive Waste Management, hvis opgave er at rådgive myndighederne om håndteringen af det højradioaktive affald for at beskytte mennesker og miljø. Og i Tyskland oprettede Miljøministeriet i 1999 en uafhængig arbejdsgruppe, AkEnd, der afsluttede sit arbejde tre år senere. Også i Sverige har man uafhængige institutioner, der kontrollerer og kritiserer myndighedernes planer på atomaffaldsområdet. I 2004 oprettedes Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning (MKG) som et samarbejde mellem Naturskyddsföreningen (den svenske naturfredningsforening) og Fältbiologerne. MKG er finansieret af Kärnavfallsfonden, som forvalter afgifter fra atomkraftindustrien.

Senest tyder alt heldigvis på, at Danmarks Naturfredningsforening, ligesom sin søsterorganisation i Sverige, ønsker en bredere faglighed i atomaffaldsprocessen. På et møde i forretningsudvalget i starten af december 2012 vedtog foreningen på vegne af sine ca. 133.000 medlemmer at opfordre sundhedsministeren til at inddrage udenlandske eksperter i den videre proces.

Genovervej mulighederne

I betragtning af at slutdeponeringen af atomaffaldet kan have konsekvenser for sundheden, sikkerheden og miljøet i meget lang tid fremover, mener vi, at det er tid til en time-out i atomaffaldsprocessen, hvor man – ligesom i USA, Storbritannien, Canada, Tyskland og Belgien – genovervejer de forskellige muligheder, der foreligger.

Under denne tænkepause kunne en ekspertgruppe eller en bredt sammensat kommission analysere og fremsætte anbefalinger i forbindelse med f.eks. følgende temaer:

Etablering af et moderne mellemlager for atomaffald med tilstrækkelig fysisk beskyttelse, der skal holde i ca. hundrede år.

Etablering af en atomaffaldsfond efter svensk forbillede med det formål at finansiere deponeringen af det radioaktive affald, så fremtidige generationer ikke bliver belastet, selvom et slutdepot måske først skal bygges engang i fremtiden.

En nærmere fastlæggelse af de langsigtede sikkerhedskriterier for slutdepotet, der gør, at man i Danmark opstiller mindst lige så strenge krav som de bedste udenlandske atomaffaldsprogrammer.

Afklaring af atomaffaldets farlighedsgrad. Slutdeponeringskonceptet er af MKG blevet kritiseret for at bygge på forkerte forudsætninger, fordi det ikke i tilstrækkelig grad skelner mellem kortlivet og langlivet mellemradioaktivt affald. Det lever heller ikke op til de svenske sikkerhedsstandarder, først og fremmest fordi sikkerhedsanalysen ikke er grundig nok.

Eksport af de ca. 230 kg højradioaktivt affald.

Valg af deponeringsmetode.

Afklaring af spørgsmålet om reversibilitet.

Undersøgelse af muligheden for at indlede et nordisk samarbejde om atomaffaldsdeponeringen. Sverige og Finland har langt mere erfaring på dette område, end vi har, og i Norge har man lignende problemer som i Danmark.

Eftersom sundhedsministeren har afvist ideen, opfordrer vi de politiske partier i Folketinget til at pålægge regeringen at nedsætte en kommission eller en ekspertgruppe. Sker det ikke, får vi ikke den faglige second opinion, der er nødvendig for at kunne vurdere, om den danske atomaffaldsproces er blevet håndteret rigtigt. En strategisk miljøundersøgelse eller en VVM-redegørelse (vurdering af virkninger på miljøet, red.) – der i øvrigt under alle omstændigheder er obligatoriske – vil ikke kunne levere et tilstrækkeligt grundlag for en second opinion.

De fem kronikører repræsenterer borgergrupper i de berørte kommuner. Louise Haxthausen, Bornholm mod Atomaffald, Bodil Waagensen, Lolland mod Atomaffald, Torben Larsen, Kølstrup Sogneforening (Kerteminde Kommune), Anders Rask, Foreningen Mod Radioaktivt Affald i Skive, og Bendy Poulsen, Thyholmgruppen mod Atomaffald (Struer kommune)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Pedersen

Flere af dine påstande falder til jorden pga. Det faktum at halveringstiden er omvendt proportionel med radioaktiviteten!

Desuden kan jeg til din oplysning, fortælle dig at Kina lige har overhalet vesten og startet en ny æra ved at idriftsætte verdens første generation 4 reaktor som ikke er en forsøgsreaktor. Det betyder en reaktor som er selvregulerende og ikke kan nedsmelte pga. Negativ temperatur moderation, desuden er affaldet kun skadeligt i ca. 150år, hvilket er væsentligt mindre tid end de meste af det kemiske affald der er tilovers ved vindmølle produktion.

Henrik Wohlfahrt

Skræmmende at de ikke vil høre på eksperterne. Nej lad os bare grave det ned og ødelægge en hel landsdel med det lort. Lav dog et lager som i Holland hvor det opbevares over jorden og så placer det lager der hvor man har lavet affaldet.

www.atomaffald.dk kan der findes masser af information omkring affaldsproblemet.