Læsetid 3 min.

Børn er ikke altid troværdige vidner

Bliver de opfordret og ledet til det, kan deres hukommelse let få dem til at huske ting, der ikke er sket – f.eks. at den mandlige pædagog pillede lidt forneden
8. januar 2013

En ny undersøgelse af de sidste fem års sager om seksuelle krænkelser af børn, lavet af pædagogernes fagforening, BUPL, viser ifølge Avisen.dk, at mellem 50 og 100 pædagoger i løbet af de sidste fem år er blevet anklaget for at have krænket et barn seksuelt i forbindelse med deres arbejde, men de fleste af anklagerne har vist sig ikke at have hold i virkeligheden. Undersøgelsen er endnu ikke færdiggjort, men foreløbig peger tallene på, at der har været 10-20 anklager om året, hvoraf 5-10 er gået videre til politiet. Anklagemyndighederne har dog blot rejst tiltale i ét tilfælde, nemlig i 2008, hvor der blev fældet en dom.

I det hele taget er der i vores samfund fokus på og en stigende frygt for seksuelle krænkelser af børn, hvilket gør det meget svært at være mandlig pædagog. F.eks. er mange vuggestuer og børnehaver begyndt at bygge puslerum med glasruder, så de mandlige pædagoger ikke mistænkeliggøres, når de skal skifte ble på børnene. Og flere steder er bleskift, godnatsang og fodboldkamp forbeholdt de kvindelige pædagoger.

De mange grundløse anklager om misbrug af børn viser, at børn ikke altid er troværdige vidner, bl.a. fordi de har umodne hukommelsesskemaer, og de så er hurtige til at sige det, de tror, den voksne gerne vil høre. Det ved vi fra flere undersøgelser, som f.eks. Sam Stone-undersøgelsen fra 1995, hvor man interviewede 126 børnehavebørn i alderen fra tre til seks år, og med en kombination af stereotypiske og suggestive spørgsmål endte med at få 72 procent af børnene til uretmæssigt at angive, at en fremmed ved navn Sam Stone var kommet til børnehaven og havde begået forskellige misgerninger såsom at rive en bog i stykker og hive armen af en teddybjørn. Mange af børnene underbyggede endda deres falske historier med detaljerede sanseindtryk og nonverbal gestik, hvilket virkede meget overbevisende.

Børn har altså en tendens til at opfinde erindringer om en person, hvis de på forhånd har fået negative informationer og bliver stillet ledende spørgsmål. Det betyder ikke, at man slet ikke kan stole på børns udsagn, for flere undersøgelser viser, at ud af de børn, der spontant fortæller om seksuelle overgreb, er det kun fem til otte procent, der viser sig ikke at være sande. Men børn er meget påvirkelige af voksne, og omvendt misforstår de voksne ofte – i deres frygt for de seksuelle overgreb – børnene, så hvis vi medregner de tilfælde, hvor voksne har misforstået børns udsagn og tydet dem som tegn på seksuelle overgreb, så stiger fejlraten til 23 procent. Værst er det i tilfælde, hvor der er tale om skilsmisse- eller forældremyndighedssager, hvor antallet af falske anklager stiger til 35-50 procent.

Troværdighedsvurderingen af vidner, herunder børn, er et selvstændigt forskningsfelt inden for retspsykiatrien, hvor motivafklaring, personlighedsanalyse og interviewteknik er vigtige led i undersøgelsen, der udføres af specielt uddannede psykologer. Sam Stone-undersøgelsen blev lavet i forbindelse med en mordsag, hvor hovedvidnet var en 12-årig pige, der viste sig at have ’husket forkert’, hvilket ændrede retsforløbet radikalt. Men det er ikke kun børn, der kan være utroværdige vidner. Også personlighedsforstyrrede og traumatiserede vidner kan mere eller mindre bevidst lyve eller simpelthen huske forkert, fordi deres realitetssans er forstyrret.

Vor tids store fokus på seksuelle krænkelser af børn skyldes en kompleks kombination af en hyperseksualisering af den præpubertære krop og en overdreven myndiggørelse af børn, der skal tage stilling til, hvilket tøj de vil gå i, og hvilken mad de vil spise. Og selvfølgelig spiller seksuelle overgreb på især børn på de værste registre af frygt hos velmenende forældre, der måske én gang for meget kommer til at spørge deres børn, om der er nogen, der ’rører dem forneden’ henne i børnehaven.

Men de seksuelle overgreb sker langt sjældnere, end vi frygter, og ubevidst kommer vi til at plante denne angst hos vores børn, der kommer til at opleve især voksne mænd som potentielle krænkere. Og for de mænd, der bliver uskyldigt anklaget for seksuelle overgreb, bliver anklagen ved med at hænge over dem – selv efter frifindelse.

Birgit Bundesen er læge i psykiatrien

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: Kampzoner Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu