Læsetid 1.88 min.

Alle danskeres tv

Håndbold-VM, ’Borgen’ og Melodi Grand Prix samlede 5,3 millioner seere i weekenden. Når bare det er underholdende, følger ’danskerne’ troligt med i tv’s iscenesatte fælles begivenheder
30. januar 2013

Jeg ved ikke, hvad der gjorde stærkest indtryk på mig på tv i den forløbne weekend. VM-finalen (»Røvfuld med spanskrøret« – 24 timer), Borgen om dansk svineavl (»Mere fakta end fiktion« – BT) eller Melodi Grand Prix (»GRAND PRUT« – Ekstra Bladet).

De to nationale tv-kanaler har i årevis overgået hinanden i slogans som ’Hele Danmarks fjernsyn’ eller ’Alle danskeres tv’. DR1 og TV 2 vil ’samle nationen’ med store fælles oplevelser. I løbet af 24 timer lykkedes det de to kanaler – DR mest – at samle i alt 5,3 millioner mennesker foran skærmen. Det svarer nogenlunde til hele landets befolkning.

Flertallet af de 5,3 millioner slappede af med to typer virkelighed. Den fiktive i Borgen, der for første gang i den nye sæson satte noget væsentligt på dagsordenen, nemlig dansk svineproduktions dyreetiske og kemiske uhyrligheder. Fiktionen afstedkom rutinemæssigt protester fra landbruget, der i mere end 40 år har råbt fornærmet op, når journalister eller filminstruktører går kritisk til værks. I 1977 påkaldte Ebbe Nyvolds og Simon Plums kortfilm Den industrialiserede gris sig landbrugets vrede, og siden er kritisk journalistisk og debatskabende kunst automatisk blevet mødt med en indimellem indædt vrede fra Axelborgs svineafdeling. Der er problemer med svineproduktionen, og selv om Landbrug & Fødevarer har hyret Jørgen Leth til at lægge sit karakteristiske organ til en lækker og blød reklamefilm, holder debatten ikke op.

Karakteristisk for debatten efter Borgen er, at den ikke handler om svineproduktionen, men om betimeligheden i, at DR Drama laver fiktion, der har sit udgangspunkt i fakta. Borgen i søndags handlede i virkeligheden om spin, og hvordan en lille episode med en stegt svinekotelet skånselsløst udnyttes for at profilere et nystartet parti. Synkront med Borgen udsendte en gruppe videnskabsmænd og kunstnere et åbent brev til regeringen, hvor de protesterede mod overforbruget af antibiotika og vækstfremmere i dansk landbrug. Lur mig om ikke den væsentlige debat ignoreres og overdøves af en ligegyldig debat om, hvorvidt Adam Price, Borgens hovedforfatter, er en undergravende manipulator, der med DR’s licensmillioner i ryggen forsøger at ødelægge dansk svineeksport. Borgen samlede 1,3 millioner danskere foran skærmen til noget, der var fakta og fiktion på samme tid.

Når seertallet til Borgen var et par hundrede tusinde lavere end normalt, skyldtes det en virkelig virkelighed, der sendte 2,2 millioner danskere (på begge nationale kanaler) ind i en kollektiv depression. Efter at medierne i et par dage havde bygget forventningerne til VM-guld metodisk og lidt hysterisk op, var vi vidne til en dobbelt nedsmeltning. Første nedsmeltning var på banen med en ydmygende røvfuld, senere så vi ’verdens bedste træner’ Ulrik Wilbek på pinlig vis smelte helt bort fra pressemødet. Nu kan man frygte, at detaljerne omkring Wilbeks påståede maveonde udpensles af gravende sportsjournalister. Lad os dyrke den kollektive depression, så længe den ikke handler om kontanthjælp, bankkollapser eller Afghanistan! Håndbold er virkelighed, men der er en hårfin grænse mellem den totalt iscenesatte ’virkelighed’ i DR Drama og sportens virkelighed. Begge dele er underholdning.

Den mest uvirkelige virkelighed oplevede 1,8 millioner seere lørdag aften, da det danske Melodi Grand Prix blev afviklet fra Boxen i Herning. Det eneste virkelige her var, at det rent faktisk fandt sted, selvom man ind imellem kom i tvivl. Hvert et laserlys, hver en tone, hver en replik og hvert et dansetrin var planlagt. Studieværterne Louise Wolff, Lise Rønne og Sofie Lassen-Kahlke var til lejligheden tynde, ned- og udringede og åh så spontane. Lassen-Kahlke kunne som skuespiller – i modsætning til de to ’professionelle studieværter’– aflevere sine ’spontane’ replikker naturligt. Musikkvaliteten overlader jeg til andre at bedømme. Arrangementet som sådans var glat, koldt, storslået og professionelt. Jeg tænkte på en gammel kollega, der over for en chef udbrød: »Du er ikke avlet i kærlighed, du er konstrueret med passer og lineal!.« MGP er ikke avlet i kærlighed, men konstrueret med kølig kynisme.

Tre virkeligheder, der ’samlede danskerne’ på et døgn. Og så er X Factors 1,3 millioner seere fredag ikke engang regnet med.

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Per Meinertsen
    Per Meinertsen
  • Brugerbillede for Birgitte Maria Smidt
    Birgitte Maria Smidt
  • Brugerbillede for ole eising
    ole eising
  • Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
    Rasmus Kongshøj
  • Brugerbillede for Jørgen Rygaard
    Jørgen Rygaard
  • Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
    Michael Kongstad Nielsen
  • Brugerbillede for Jens Christoffersen
    Jens Christoffersen
  • Brugerbillede for Inger Sundsvald
    Inger Sundsvald
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
Per Meinertsen, Birgitte Maria Smidt, ole eising, Rasmus Kongshøj, Jørgen Rygaard, Michael Kongstad Nielsen, Jens Christoffersen, Inger Sundsvald, Grethe Preisler, Erik Pørtner Jensen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Så nu ingen af de tre (fire) nævnte programmer. Må forstå, at jeg ikke ved, hvad underholdning er.

Jens Overgaard Bjerre og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Nu skal jeg ikke udtale mig om hverken håndbold, dårlig mave eller Grand Prix, da jeg ikke har set noget af det i tv eller deltaget i den folkelige debat desangående. Men jeg så Borgen og svinerierne, og har selv heppet med på forargelsen.

Selvfølgelig er landbruget sure over at familien Danmark får smidt fakta i hovedet om antibiotika og vækstfremmere, men det er intet imod den storm af indædt vrede der vil rejse sig efter næste afsnit, hvis det som antydet kommer til at handle om nogle tilsvarende fakta om prostitution.

Det skulle slet ikke undre mig om det nye parti ’skamløst’ vil profilere sig ved at påpege dobbeltmoralen hos politikerne og skånselløst bore i uhyrligheder og brudte løfter hos veletablerede partier.

Det er nok tvivlsomt at det vil sætte dybere spor. Underholdning er underholdning, og næste afsnit kan tage et nyt kontroversielt emne op. Seerne er trods alt vant til lidt af hvert, og bliver gennem nyhederne hærdet med nye uhyrligheder fra verden hver eneste dag, som man efterhånden er blevet ret god til at ryste af sig.

Brugerbillede for Lasse Jensen

Jeg ved godt, det er risikabelt at skrive om tv-underholdning og sport i Information. Man risikerer ikke at ramme hele målgruppen :-)
Og Inger, du har ret: Næste søndag handler Borgen om noget andet. Måske noget lidt saftigere end en antibiotisk svinekotelet. Tror jeg.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Men hvis det bliver kritisk om prostitution, SÅ kan der blive en laaaaang debat, bare med et par enkelte fra målgruppen i prostutionslobbyen - og mig, hvis jeg gider, hvilket jeg nok ikke gør ;-)

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nu er Price jo kun hovedforfatter, han skriver det på ingen måde selv - faktisk er det mit indtryk, at det er et kollegium, der skriver alle afsnit sammen.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Danskerne ser for meget fjernsyn.
De skulle hellere melde sig ind i debatten på Information.dk.

Angående Grand Prix, - gud ved hvor meget energi og CO2-udledning, sådanne programmer koster. Husk, der er grænser for vækst.

Niels Jørgensen, Niels Mosbak og Eva Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Nu ser jeg ikke Borgen, men har desuagtet i årevis undladt at købe svinekød i min egen stille protest mod svineavlernes dyreplageri. Tænk hvis det var hunde, man gav disse levevilkår!

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Og Peter! Nu, hvor det er blevet muligt at se - og læse - dit 'brugerbillede', vil jeg ikke undlade at gi' det en stor anbefaling. I like. ;-)

Brugerbillede for Brian Pietersen
Brian Pietersen

Alle danskere, er en misvisende overskrift....

tv har mistet mig, jeg har opgivet at finde noget fornuftigt at se... der er for langt imellem det der er godt.

Hanne Koplev, Per Jongberg, Morten Lange, Jørgen Rygaard, Rasmus Kongshøj og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Jeg synes artiklen mangler lidt respekt for det haandvaerk der praesteres. Haandbold er internationalt set en naesten ligegyldig sport, men kombinationen af excentrikeren Wilbek og mediernes guldfeber goer da, at jeg hellere vaelger den en endnu en reportage fra et soevnigt billiardbord paa Eurosport. Formaalet med Melodi Grand Prix er at dyrke det hoeje haar og tandpastasmilet - det er der mange der godt kan lide, ligesom der er mange der godt kan lide Joe Cocker, Amy Weinhouse m.fl. hvor hver tone helst skal lyde som den sidste. Borgen er i sin helt egen internationale klasse, og gav et fornemt doseret hip til landbruget - man skulle tro det var en marengsopskrift.

Personlig har jeg det helt fint med at reducere den danske svinebefolkning til ca. det samme antal som humanbefolkningen, og betale det dobbelte for min kotelet - men det tror jeg ikke flertallet af danskerne er enige i, og er det saa en opgave for DR at forsoege at gennemtvinge det?

Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen
Torben Knudsen

Som Kim Larsen netop sagde, der er sgu så tomt i byen.
Desværre er vi også snart tomme i bøtten-6 timer i snit og statistikker lyver jo, en del ser ikke TV, en del ser behersket, så mange må sidder der rigtig meget.
Her taler jeg ikke om gode eller dårlige udsendelser, men om frihedsberøvende doping, statsstyret som public service- det mest beroligende middel, der er opfundet siden psykofarma.
Der er ro på-Kanal 'Folketinget' the real thing-hvafornoget?politik-uhyggeligt du.
Fra fødsel til død, jeg nåede sgu ikke skoven, cykler sjældent en tur, læser så godt som aldrig en avis, læser aldrig en bog-nå for satan nu spiller Man U.goodbye.

Brugerbillede for Jørgen Rygaard
Jørgen Rygaard

80 % af befolkningen går gik eller gak ind for krigen i afghanistan - hvornår de så end har tid til at svare gallup med alt det fine tv ?

Brugerbillede for emil groth

Nu har jeg ikke fjernsyn, men kan forestille mig, at borgen mentalt og følelsesmæssigt er en omgang linedance, eller en omgang de unge mødre, bare i jakkesæt.

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Det er som jeg og andre altid har gjort opmærksom på: Tv er kun til underholdning. Og lad det af den grund blive sat frit på markedet. Dankserne betaler, efter de undersøgelser jeg har gjort, den største licens i Europa, måske i hele verden.

Men problemet er selvfølgelig, at politikerne er fuldstændig afhængige af et godt 'venskab' med tv, da det samtidig er det hovedmediet og langt overgår alle andre medier i gennemslagskraft.

På den anden side er tv ved også ved at uddø i sin nuværende faktionsform, hvor man blander fakta sammen med fiktion. Internettet vil ganske enkelt overtage billed/lyd-kommunikationen, hvis det ikke bliver stækket af politikerne. Så vi er vidende til en et medie, der i sin nuværende form allerede er ved at uddø.

Brugerbillede for Mikkel Nielsen
Mikkel Nielsen

Ja Tv er underholdning, men sådan behøvede det jo ikke at være. Man kunne sagtens lave informativ, dybdeborende programmer, programmer der gik i dybden, stillede ekstensielle spørgsmål etc. Uheldigvis er der ikke mange kanaler med mod på dette. På trods af at DR har alle muligheder så er den i dag så Amerikaniseret at man kunne forveksle dem med snart en hvilken som helst betalingskanal, hvor seertal er det der betyder noget, havde det ikke været for de manglende reklamer.

Hvilket egentligt er en skam, personligt gider jeg ikke at se hverken X-factor, Pop grandprixet, eller Borgen. Giv mig nogle ordentlig programmer med DYBDE.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

The Guardian bringer et interview med 'Adam Price: the chef who cooked up Borgen' , samt, apropos svin, en opskrift på 'Roast bacon and parsley sauce', he.

Og hvis man som dansk bacon-spiser skulle undre sig over englændernes store begejstring for Danish Bacon, er forklaringen – efter sigende – at den bedste kvalitet … bliver eksporteret.

Lille detalje fra interviewet – om den kvindelige statsminister – som viser, hvordan fiktion ofte adskiller sig fra virkeligheden:

"We wanted her to be in contact with the real people."

Brugerbillede for Ole  Olsen

Att: Vibeke

Briterne spiser 'back-bacon', det gør danskerne ikke, de spiser 'streaky bacon', som briterne ikke regner for noget særligt. 'Back bacon' produceres og sælges i Danmark under 'Tulip' mærket, muligvis også af andre, i visse danske supermarkeder. 'Streaky' spises meget i Nordamerika. Det bedste bacon jeg har smagt nogetsteds, og jeg har prøvet en del, er canadisk. Desværre importeres det ikke.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Hvis jeg skal være ærlig, så vil jeg blive meget overrasket, hvis næste afsnit af Borgen handler om prostitution – på den KONTROVERSIELLE måde – altså, at der ikke findes en ”lykkelig luder”, men en masse sørgelige skæbner.
Det ville være langt mere sprængfarligt end en uetisk svinekotelet, og så modig tror jeg ikke Price & Co. er.

Brugerbillede for Flemming Andersen
Flemming Andersen

Og det var så TV
I næste uge tages vinterens vejr under debat.
Kan vi virkeligt være tilfredse med den danske vinter??

Brugerbillede for Elisabeth Kremer Oakeshott
Elisabeth Kremer Oakeshott

Hurra for dansk eksporteventyr:
30 mia. kr. for svineprodukter produceret med et støt stigende forbrug af antibiotika (selv Berlingske Business slår alarm: http://www.business.dk/foedevarer/dansk-svineeksport-truet-af-hoejt-medi...), 40 mia kr. for rå mineralolie og produkter deraf, 52 mia kr. for lægemidler og sidst men ikke mindst 1,7 mia. kr. for våben (med en 12-dobling i eksporttilladelser fra 231 millioner kr. i 2000 til 2,8 mia. kr. i 2010). Så sandelig en bæredygtig eksportprofil!

P.S. Jeg har selv lige bidraget til at booste dansk eksport på en anden måde ved at importere en dansk sofa.

Brugerbillede for Hasse Gårde-Askmose
Hasse Gårde-Askmose

Er desværre bange for, at Lasse jensens artikel ganske godt illustrerer, hvad der interesserer danskerne.

I begyndelsen af 90'erne var jeg engageret i foreningsarbejde i Helsingør. I en landsdækkende forening med lokalkomiteer over hele landet.

Jeg arrangerede bl.a to foredrag.
Et foredrag med Flemming Madsen DR, der fortalte om sit arbejde som journalist i DR.
Der kom flere hundrede tilhørere.

Et andet foredrag om baggrunden for konflikterne i ex-joguslavien og på Balkan.
Karsten Fledelius var foredrags- og oplægsholder.
Der kom vist nok 7, hvoraf de 5 var fra bestyrelsen.