International kommentar

Hvor ender Det Arabiske forår?

Mellemøsten er under fuldstændig omkalfatring, men det er umuligt at bruge regionens fortid til at forudsige, hvordan dens fremtid falder ud
7. januar 2013

De seneste meldinger fra Syrien tegner et katastrofalt billede: Tabstallet er opjusteret fra 45.000 til 60.000. Den væbnede opposition er mere splittet end nogensinde. Plyndringer hører til dagens orden. Antallet af rivaliserende fraktioner mangedobles. I Damaskus er situationen for Bashar al-Assad og hans inderkreds under hastig forværring. Præsidenten siges at være »isoleret og skræmt«. Hans styrkers operationelle kapacitet falder drastisk. Selv Rusland ser ud til at være på vej til at slå hånden af Assad, hvis ikke af Syrien selv.

Regimets undergang tegner uundgåelig. Derfor spørger mange: Hvad sker der efter Assad?

Problemet er, at de værktøjer, vi gerne griber til for at forklare komplekse konfliktsituationer, ofte kan være misvisende. Det gælder ikke mindst forkærligheden for at ville forklare aktuelle begivenheder ud fra historiske analogier. Som den autoritative Kings of War-blog, der føres af Instituttet for Krigsstudier på Kings College i London, med rette bemærker: »Mellemøsten er ikke Balkan i 1990’erne, lige så lidt som Egypten er 1979-revolutionens Iran.«

Kadrer af kremlologer evnede ikke at forudsige Sovjetunionens sammenbrud. Hærskarer af Mellemøsten-eksperter så ikke Det Arabiske Forår komme, men gav sig ikke desto mindre straks til at bruge Tunesien og Egypten som modeller for, hvordan andre revolutioner ville udvikle sig.

Vi kan ikke sige, om Syrien efter Assad med dette lands særlige sociale og sekteriske spændinger kommer til at ligne Libyen efter Gaddafi eller Irak efter Saddam. Alle konflikter og alle post-konfliktsituationer er ulykkelige og ustabile. Men de er det hver især på deres egen særlige måde.

Ny politisk islam

Hvad vi kan sige om Det Arabiske Forår er ikke, hvordan det ender, men hvor vi befinder os nu. Nemlig midt i omfattende omkalfatring af alle de regionale forudsætninger, som har vi har været vant til at tage for givet i en generation.

Forårets dominerende træk har indtil nu været fremkomsten af en ny slags politisk islam, der som internationalt fænomen især er udformet af Det Muslimske Broderskab. Men selv her er det vanskeligt at generalisere, da Broderskabet findes i mange forskellige manifestationer. Hamas, dets palæstinensiske udløber i Gaza, er som, det er, fordi det er blevet formet igennem sine erfaringer med væbnet kamp, mens Broderskabet i Egypten tilsvarende er blevet formet af sin historie.

I Egypten har den politiske beslutningsproces under Mohamed Mursi udviklet sig fra det ene ’bagholdsangreb‘ til det næste. En fremgangsmåde, der ser stort på konsensus og offentlig høring. Skønt denne tilgang ikke er anti-demokratisk i sig selv, bygger den på en udpræget ’vinderen tager det hele’-politik med ledsagende nedvurdering af hele den politiske opposition. At vinde valget giver i dette perspektiv sejrherrerne mandat til at regere helt uden om alle hensyn til taberne.

Et andet påfaldende fænomen er Golfstaternes stigende aktivisme, især Qatars og Saudi-Arabiens. De forskellige akser for qatarsk indflydelse, penge og bistand, er blevet en væsentlig faktor i Det Arabiske Forår, ikke mindst i Libyen og Syrien. Deres motiver til at støtte revolutioner andre steder er blevet kaldt et kynisk forsøg fra de to golfmonarker på »at være i køkkenet for ikke selv at komme på menuen«.

Et tredje centralt element, der overlapper med det andet, har været den fortsatte stigning i sekterisk sunni-shia-antagonisme i regionen. Samtidig med at Egypten, Qatar og Tyrkiet er trådt i karakter som en relativt ny og kraftfuld akse for sunni-indflydelse, er de kommet i opposition til et stadig mere isoleret Irans forsøg på at opbygge sin indflydelse i regionen, ikke mindst gennem sine nu mere eller mindre kompromitterede alliancer med Assads Syrien og Hizbollah.

Pessimister taler allerede om en ’Arabisk Vinter’, men som den amerikanske politolog Sheri Berman hævdede i sidste uge, kan denne skepsis være malplaceret.

Et karakteristisk træk ved alle det forrige århundreders bølger af demokratisering har ifølge Berman været, at de blev ledsaget af »af en understrøm af udbredt problematisering af den demokratiske regeringsførelses levedygtighed og ønskelighed«. Hun tilføjer: »Så snart de politiske fremskridt udeblev, satte der en konservativ modreaktion ind, hvor kritikere gav sig til at beklage den nye æras turbulens og længselsfuldt så tilbage mod den påståede stabilitet og sikkerhed under den autoritære forgænger.«

Fjern udsigt til tostatsløsning

Det sidste spørgsmål, måske det vanskeligste at gisne om, er, hvordan ændringerne vil påvirke et Israel, som har sat fredsprocessen i bakgear og ser med stigende nervøsitet på sine naboer. Med den voksende usikkerhed på Sinai-halvøen og et Libanon mod nord, der destabiliseres under indtryk af krigen i Syrien, har selv Jordan oplevet politisk uro. I kombination med den tilsyneladende mangel på interesse hos præsident Obama – enten for hele regionen eller bare for at bryde dødvandet i Israel-Palæstina fredsprocessen – skal vi formentlig vente os en endnu stærkere israelsk forskansning med stadig fjernere udsigter til en tostatsløsning.

De seneste to års begivenheder i Mellemøsten har tilintetgjort flere yndede fortolkningsmodeller. Ret beset har både de liberale interventionisters, de udenrigspolitiske ’realisters’ og anti-imperialisternes argumenter fremstået nogenlunde lige letkøbte i konfrontationen med de nye realiteter.

Hvis det er en vedtagen sandhed i militære kredse, at »generalerne altid vil ruste sig til at udkæmpe den forrige krig«, gælder det samme i udenrigspolitiske kredse. Hvis vi overhovedet kan lære noget af Det Arabiske Forår, så er det at være opmærksomme på nuet og dets udfordringer. Og ikke binde os til forestillinger om fortiden eller om en fremtid, vi alligevel ikke kan forudsige.

 

Peter Beaumont er udlands-redaktør for The Observer

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Zehra Aras
Zehra Aras anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Hvor ender det arabiske forår? Ad helvedet til, som alt muligt andet (bare lidt før på grund af geografien), hvis ikke menneskeheden tager sig ganske alvorligt sammen til at gøre noget ved klimakatastrofen.