Kommentar

Et EU-spøgelse går gennem Europa

EU har vist sig ude af stand til at løse krisen. I utallige andre lande har krisen ført til debat om EU’s magt og vælde, og i England tales der sågar om udmeldelse. Men i Danmark er EU-debatten stendød. Hvornår tør vi diskutere vores medlemskab seriøst?
31. januar 2013

EU-debatten raser i EU. I Sydeuropa over fjernstyrede sparekrav, i Rigsdagen i Sverige over EU-centralisering, og i England skal man sågar stemme om selve medlemskabet. I Danmark derimod er debatten død.

Tænk på Jens Rohde (V), som i efteråret blev vraget som EU-spidskandidat efter en EU-positiv kronik, som stort set svarer til den traditionelle linje i hans parti. Balladen om Rohde blev udlagt, som om Venstre var blevet mere EU-skeptisk. Mit bud er snarere, at de frygter debatten.

Udviklingen i EU går nemlig stærkere end nogensinde, og alligevel er EU-debatten mest at regne som et spøgelse: stendød og noget alle frygter!

Der er ellers sket meget, siden vi meldte os ind, hvor der blev truet med økonomisk ruin ved et nej. I dag har vi årligt 8-10 mia. kroner i underskud på EU-medlemskabet, som kunne være brugt på velfærd.

Nødderne på arbejdsmarkedet skulle vi også selv knække dengang, hvor virkeligheden i dag er, at det indre marked også er et marked for social dumping og løntrykkeri.

Forbundsstat?

Siden starten er EU gået i retning af en slags europæisk forbundsstat. Fællesmarked, Maastricht-, Amsterdam-, Nice- og Lissabon-traktater har stedse ført mere magt til EU, mens Europluspagt, Finanspagt og Sixpack binder landenes økonomiske politik til en stram sparedoktrin, der med kommissionens egne ord direkte skal sænke lønninger og pensioner og blot vil medføre fornyet recession. Kommunerne må ikke bruge deres opsparede midler af frygt for EU’s budgetkrav, og vi er sågar så langt i den økonomiske styring, at Bruxelles skal godkende finanslovene i et system, som minder mere om forholdet mellem KL og regeringen herhjemme end et egentligt internationalt samarbejde.

I dag bestemmer EU ifølge en tysk undersøgelse 84 procent af al lovgivning, og intet tyder på, at tallet er anderledes i de andre EU-lande, eller at udviklingen peger i retning af mindre EU-stat – med bankunionen som seneste eksempel.

Lige så hurtigt EU tiltager sig mere magt, lige så skræmmende små er resultaterne. Klimaet sjofles, miljøet hører ingen om, og ikke engang en lille ting som at sætte en stopper for lange dyretransporter kan de finde ud af. I stedet høvles milliarder i ideologiske projekter for at skabe en national EU-identitet. Vi skal have fælles flag på nummerplader og kørekort, og euroen var i første omgang et identitetsprojekt, som skulle sikre en følelsesmæssig tilknytning til EU, når vi hver dag havde penge i hænderne. I dag står euroen som et kæmpemæssigt fejlslagent eksperiment, som er ved at tvinge Europa i knæ og kaste millioner af mennesker ud i fattigdom.

20 procent demokratisk?

Alligevel er EU-debatten stort set forstummet herhjemme, og det er i det lys, Rohdes fald skal ses.

Politikerne fra ja-partier er vildt berøringsangste over for debatten. S-SF tvinger ukritisk en finanspagt og Lissabon-traktaten igennem uden folkeafstemning, selv om enhver kan se, at det ligger alenlangt fra deres politiske arv. Den borgerlige fløj, som kan glædes over, at deres økonomiske politik tvinges igennem, er tilsyneladende fuldkommen ligeglad med øget bureaukrati og svindel. Hvem tør sige højt, at EU’s regnskaber ikke er blevet godkendt af EU’s egne revisorer i 13 ud af de sidste 14 år? Der er simpelthen brug for en grundlæggende samfundsdebat om hele EU-medlemskabet og dets betydning for demokratiet.

Allerførst er der grund til at spørge: Hvis EU bestemmer 80 procent af lovgivningen herhjemme, er Danmark så kun 20 procent demokratisk?

Hvad betyder det for demokratiet, når stort set alle store beslutninger træffes på lukkede møder mellem Tyskland og Frankrig? Og hvad med den daglige EU-lovgivning, som også er udemokratisk? Demokrati handler ikke kun om, at folkevalgte skal vedtage lovene men også om, at befolkningen kan påvirke politikerne til at træffe de beslutninger, som flertallet ønsker. Og ikke mindst at kunne afsætte dem, som træffer de upopulære beslutninger.

Sådan er det ikke i EU.

Hvis en dansk regering stemmer for en ny lov i EU, som er upopulær herhjemme, og loven vedtages, så kan vi ikke bare vælge nogle nye politikere, der kan ændre loven ved næste Folketingsvalg. Så bestemmer EU, og kun EU-Kommissionen kan stille et nyt forslag. Vi kan godt vælge nogle nye politikere herhjemme, men vi kan ikke ændre loven igen. På den måde sættes demokratiet ud af kraft. I stedet spises vi af med et teater ved folketingsvalg, som alene kan forvalte de sidste 20 procent. Hvorfor tror I ellers, at sidste valgkamp mest handlede om en lokalpolitisk betalingsring?

EU-spøgelset er løs

For 165 år siden skrev en skægget mand en pamflet om et spøgelse, som gik gennem Europa. I dag er EU-spøgelset sluppet løs i resten af Europa. Sydeuropa demonstrerer mod EU’s asociale sparekrav og de politiske diktater fra Bruxelles. I England vil man nu sågar stemme om udmeldelse. På Island er man lykkelig for, at man ikke er EU-medlem, da krisen er blevet succesfuldt bekæmpet med kapitalkontrol, nedskrivning og jobskabelse – lige nøjagtigt de kriseredskaber, EU’s traktater og økonomiske politik forhindrer. Og i Norge har flertallet mod medlemskab aldrig været større end de nuværende over 70 procent.

Hvor ville det være befriende, hvis medier og politikere herhjemme turde samle handsken op og tage debatten. Lad os sætte EU-spøgelset løs som i resten af Europa.

Jakob Lindblom er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og Folkebevægelsen mod EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Lindblom
  • Bo Stefan Nielsen
  • Héðinn Björnsson
  • Grethe Preisler
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Jensen
Jakob Lindblom, Bo Stefan Nielsen, Héðinn Björnsson, Grethe Preisler, Lise Lotte Rahbek og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Der er ingen vej udenom EU, men så længe folk ikke beskæftiger sig med politik længere, er al diskussion stendød, og det overlades til politikerne at sætte rammerne. Det er meget muligt, at de sidste mange traktater har drejet EU i retning af mere liberalisme, men hvad vi også har kunnet iagttage er, at det jo ligesom ikke er en øvelse som at ændre den danske grundlov, der er tale om, når nye traktater skal forhandles.
Skellet går et andet sted: de borgerlige-liberale kræfter forsøger at begrænse politikkens styring af erhvervslivet, og derfor er der stigende skepsis blandt dem i forhold til et magtfuldt overnationalt samarbejde, hvor det rent faktisk vil kunne lade sig gøre at spille op mod det stadigt mere transnationale erhvervsliv.

Jakob Lindblom

Peter Hansen. Jeg ved ikke om det er Fukuyama in spe, du henviser til, når du siger, at der ikke er nogen vej uden om EU. Og det er i hvert fald ikke rigtigt, at den borgerlige-liberale elite er stigende skeptisk overfor overnational styring, når man når helt op på magthaverniveau - se bare på Merkel og hele Finanspagten, Europluspagten osv. Og tænk på, hvor svært det er at ændre traktaterne igen i en solidarisk retning. Faktisk har traktaterne grundlovsstatus herhjemme qua EU-rettens forrang.

Alt efter hvilken forsker, man spørger, så bestemmer EU mellem 60 og 80 procent herhjemme, men det ligger langt tilbage og før de seneste traktater. Den tyske undersøgelse er iøvrigt den mest præcise med de 84 %, som jeg har set. Til sammenligning sagde den norske magtudredning 18 procent.

Der er altså et enormt demokratisk momentum, selv med en EØS-aftale, som Norge, selvom jeg ikke engang støtter det. Derudover vil vi fortsat kunne handle frit med EU-landene ligesom Schweiz og vil vil kunne øge samhandlen med resten af verden, når vi ikke er en del af EU's toldmure og mange fordyrende tekniske handelshindringer + spare de 20 mia. på kontingentet, hvor vi har et underskud på 8-10 mia. årligt.

Økonomisk vil vi altså sagtens kunne klare os - trods grædekonernes påstande om det modsatte.

Og så vil vi jo stå frit til at bekæmpe social dumping, stå frit internationalt til en mere solidarisk udenrigspolitik og i det hele taget selv kunne gennemføre en lang række ting, som i dag er uden for demokratisk kontrol (hvis ellers vi vælger nogle politikere, som vil det). Det er ikke indførelsen af socialisme, men man vil fx. kunne iværksætte kommunal støttet produktion osv. som EU i dag forbyder, som konkurrenceforvridende. På den måde kan vi for alvor bryde kapitalmagten, det sker ikke automatisk via EU, hvis bare vi taler pænt om det, som Steen Gade og co. har gjort i 15 år - hvor vi glemmer EU-modstanden og sukker henført om, hvor godt det kunne være, selvom alle realiteter siger det modsatte.

Bevares, det sker heller ikke bare isoleret i lille Danmark, men første skridt er at tage en debat om, hvad der er galt i det nuværende system (som i denne artikel). De næste mange skridt er at gøre noget ved det og mon ikke, at det kommer til at foregå parallelt i en række lande, som jo faktisk er det, som vi ser nu i de andre EU-lande, og som også er artiklens pointe. Det nytter i hvert fald ikke, at være enig i dårligdommene, og så bare sige, at det burde være anderledes. EU er traktaterne og er man imod dem, så er man imod EU, og bør tage debatten.

Flemming Andersen

EU vil lide at det sammenbrus alle andre unioner i historien har lidt og det vil gøre det på samme uskønne måde, hvor man benytter "jernnæven" i forsøget på at holdet "skidtet" sammen.
Derfor skal vi ud inden den tid.....og den nærmer sig vist