Klumme

Først var jeg på B-holdet

Men så opdagede jeg, at jeg havde adgang til A-holdet. Hvis jeg før var i tvivl om, hvorvidt der er forskel på offentlig og privat sygdomsbehandling, er jeg det ikke længere
19. januar 2013

En morgen for et år siden vågnede jeg og kunne ikke komme ud af sengen. Ikke fordi jeg var træt. Men fordi jeg havde ondt. Jeg havde så mange smerter i mine led i knæ og albuer, at jeg havde svært ved at bøje dem og endnu sværere ved at gå. Jeg følte mig som en meget gammel, syg dame. Og jeg tænkte, at der måtte være noget galt, siden jeg kun var 35.

Jeg gik naturligvis til lægen. Smerterne var ikke bare kommet fra den ene dag til den anden. Jeg havde over en længere periode haft ondt, men nu var det altså så galt, at jeg havde svært ved at gå. Særligt om morgenen var det slemt – generne fortog sig i løbet af dagen.

Jeg er født i 1970’erne et sted, hvor det ikke var håndboldhallen eller tennisbanen, der trak – men teaterklubben. Der, hvor jeg voksede op, gav det mere street cred at improvisere en fed scene eller indtage hovedrollen i en forestilling end at løbe fem kilometer på tid. Og rygning var noget sejere end et højt kondital. Jeg kan godt lide at røre mig, løber af og til og elsker at være ude i naturen. Men jeg er ikke vokset op med motion som en væsentlig del af min hverdag og min første tanke var derfor, at min usunde livsstil nu hævnede sig på mig.

For mange smøger, for mange fester og for lidt løbetræning havde sat sig i mine led. Men det mente lægen altså ikke havde så meget med sagen at gøre. Jeg fik i første omgang konstateret et meget lavt niveau af D-vitamin i blodet og blev sat til at tage en masse af dem. Efter en måneds tid gik det bedre, men smerterne forsvandt ikke. Min daværende egen læge, som jeg var meget glad for, tog nogle prøver for gigt – alt så umiddelbart normalt ud. Jeg blev for en sikkerheds skyld sendt til røgten og reumatolog. Det første gik fint – det sidste gik slet ikke. Jeg ringede med min henvisning i hånden til en reumatolog i København K for at få en tid. Det var i maj måned, og de ville ringe tilbage. Jeg hørte intet over sommeren og heller ikke noget efter sommerferien. Jeg ringede flere gange, men kunne end ikke få oplyst, hvorvidt jeg overhovedet var på venteliste.

»Når du har ringet én gang, så er du i systemet. Men vi kan ikke undersøge, hvor du er. Du hører fra os,« lød beskeden.

Imens levede jeg med varierende grad af smerter. Der var dage, hvor jeg på arbejdet måtte tage elevatoren, fordi jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne gå på trapper. Smerterne blev bedre i løbet af efteråret, men blev så værre igen. Jeg kunne bestemt have været mere insisterende, end jeg var. Jeg var alt for tålmodig. Men jeg tænkte, at der nok skete noget på et tidspunkt.

Lige før jul opdagede jeg tilfældigt, at jeg faktisk havde en sundhedsforsikring. Det siger helt sikkert noget om min egen grad af utjekkethed, at jeg ikke havde været opmærksom på det noget før – men det havde jeg altså ikke. Efter juleferien ringede jeg til forsikringsselskabet. Beskeden var klar: Tag på et privathospital efter eget valg – vi betaler.

Receptionisten på privathospitalet begyndte med at undskylde, at de først kunne give mig en tid om fem (!) dage. Og mens jeg skriver disse linjer, er jeg netop kommet tilbage fra dette besøg. Jeg fik en behandling, som var så god, at jeg ikke kunne have ønsket det anderledes – bortset fra den underligesmag i munden af, at jeg kun sad der, fordi jeg opdagede, at jeg havde en privat sundhedsforsikring.

For hvad med alle dem, der ikke har en sådan forsikring? Dem, der ikke har råd? Eller dem der er for gamle til at forsikringsselskaberne vil forsikre dem? I de 40 minutter, konsultationen på privathospitalet varede, blev jeg grundigt undersøgt, fik lavet ultralydsscanning og taget diverse prøver. Om 14 dage skal jeg derud igen for at blive endelig udredt. Hvis jeg ikke havde haft en forsikring, havde jeg sandsynligvis ventet endnu.

Jeg erkender blankt, at mine vanskeligheder med at få tid hos reumatologen i første omgang kan være enkeltstående. Og at man selvfølgelig altid skal være varsom med at drage konklusioner på baggrund af enkelte oplevelser. Faktisk kan det jo sagtens vise sig, at jeg blot var uheldig. Men noget siger mig, at jeg ikke bare var uheldig, men at det måske bare er sådan, det er.

Så jeg spørger alligevel: Kan en del af svaret på, hvorfor rige lever længere end fattige, findes et sted i folketingssalen?

Amalie Kestler er politisk redaktør på Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Slettet Bruger
  • Torben Nielsen
  • Tom Paamand
  • Dennis Berg
  • John S. Hansen
  • Michel Steen-Hansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Lene Timmermann
  • Arne Thomsen
  • Simon Olmo Larsen
  • Inger Sundsvald
  • Bill Atkins
  • Erik Jensen
Rasmus Kongshøj, Slettet Bruger, Torben Nielsen, Tom Paamand, Dennis Berg, John S. Hansen, Michel Steen-Hansen, Lise Lotte Rahbek, Lene Timmermann, Arne Thomsen, Simon Olmo Larsen, Inger Sundsvald, Bill Atkins og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg er som pensionist også på B-holdet, men jeg tror bestemt at det har været et uheld med den behandling. Jeg har selv fået nøjagtig besked om både ventetid og muligheden for i stedet at blive behandlet i privat regi, hvis ventetiden var over 2 mdr.

Selv har jeg ikke forsøgt mig andet end med smertestillende medicin ved samme slags smerter som Amalie Kestler, smerter som jeg i øvrigt har haft siden jeg var ung og på det nærmeste har vænnet mig til. På det sidste har jeg fundet ud af, at hvis jeg tager Ibubrufen og Pinex lige inden jeg skal sove, så vågner jeg ikke ved smerter om natten, specielt i den ene lårbensknogle, og har ikke helt så ondt om morgenen inden kadaveret kommer i gang. Det er en stor lettelse at kunne sove igennem en hel nat.

Det er et dejligt fængslende velskrevet indlæg, synes jeg.
Som 79-årig føler jeg mig dog - indtil videre - godt behandlet på B-holdet, men Amalie Kestlers slut-spørgsmål: "Kan en del af svaret på, hvorfor rige lever længere end fattige, findes et sted i folketingssalen?" - det er jo ikke til at komme uden om ; - )

Rasmus Kongshøj, Claus Jørgensen, Flemming Andersen, Lene Timmermann, Simon Olmo Larsen, Niels Mosbak og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Hæ, nu er jeg endelig holdt op med at ryge for halvandet år siden, og så skal jeg ikke til at være kriminel og oveni være bekymret for hvor og hvordan jeg skal få fat i næste hvæs.

Inger Sundsvald

Ja, men ikke med så svært anskaffelige sager. Men jeg er sluppet med at have 27% nedsat vejrtrækning i forhold til min alder.

Mikkel Nielsen

Åh nej absolut ingen tilfælde der, desværre.

Offentlige sygehus etc. Kan være sneglelangsomme, især når man ikke er inde i systemet. Nogle steder er ventetiden helt horribelt, det ved jeg fra egen erfaring. Her kan man godt vente 3-6mdr. Før man kan komme til undersøgelser, yderlige 6mdr. For at få svar, skal man til yderligere undersøgelser kan du snildt se frem til yderlige 6-12 mdr. før de kommer frem til noget.

Men det er prisen for underbemanding, overbelægning, der tildeles skyldtes at venstre brugte pengene på private vennetjenester (altså Privat hospitalerne)

At man kan komme hurtigt til på et privat hospital, skyldtes bl.a PENGE (har du penge kan alt købes, også at komme hurtigt til behandling etc) de kan vælge hvilke sygdomme og lidelser. de vil "helbrede" hvorimod offentlige skal tilbyde behandling af nærmest ALT. Der er selvf. Også masser andre gode grunde, hvoraf Venstre har noget ansvar, men det er en helt anden historie.

Rasmus Kongshøj, Leif Mikkelsen, Simon Olmo Larsen, Jens Overgaard Bjerre og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Selvfølgelig er der et A og et B-hold i sundhedssektoren. hvorfor skulle man ellers lave private sundhedsforsikringer? Det er da fuldstændigt klart, at det er grunden. det er i øvrigt de samme læger, som arbejder begge steder. På de private og på de offentlige hospitaler. Hvor de offentlige hospitaler ligner dem, som vi tog os til hovedet over, når vi hørte om de bulgarske eller tjekkiske, er jo snart børnelærdom.

Og børnene i skolen snakker da også om deres forældres private forsikringer, som de snakker om deres nye biler. Hvad havde man regnet med? At det ikke var et yderligere og stort skridt i klassekampen? Så er man dummere end politiet tillader!

Der er neurologer/reumatologer, altså speciallæger, som er gode, men som på deres hjemmeside gør opmærksom på, at ventelisten er så lang, at de anmoder om, at man finder en anden. Og man skal jo igennem en speciallæge, før man kan blive undersøgt og behandlet på et offentligt hospital. Og så kan det godt være, at ens moster fik det gjort hurtigt. Det er jo ikke det, det handler om.

Jacob Lorensen

Har prøvet en lignende tur med min datter. Det er et fuldtidsarbejde at sikre atan bliver korrekt overført imellem afdelinger og imellem hospitaler. Man skal følge op på alt. Dobbelt. Selv få kopier og selv faxe dem oveni den interne kommunikation. Selv holde nøjagtig journal over hvem som siger hvad hvornår. Ellers går der glemsel, fejl og syltekrukke i den.

Kun for folk med studentereksamen eller længere boglig uddannelse.

Lennart Kampmann

Hvis man ikke er klar over at man har en sundhedsforsikring når man bliver syg, så er man måske ikke helt med på beatet.

Det private er bedre til kundepleje end det offentlige, men B-holdet, som det kaldes, er gratis. I øvrigt spiller egen evne til opfølgning ind. Den passive kommer sidst.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Mikkel Serup

I slutbrugerens øjne og med den korte tidshorisont vi generelt lever med opleves det danske sundhedsvæsen som gratis.

Ja det er finansieret, men bruger og betaler er ikke nødvendigvis den samme og dermed følger oplevelsen af gratis.

med venlig hilsen
Lennart

Søren Kristensen

Jeg har ofte lignende symptomer. Det har stået på over tyve år og intensiveret siden jeg fik problemer med ryggen. Jeg er aldrig blevet tilbudt en scanning, men de vil gene tage røntgen, som er også meget billigere. Fysioterapi og træning i lange baner er de også helt vilde med. Det skal helst være noget som bekræfter teorien om at det hele bunder i dårlig livstil og kan trænes væk. Så længe der ikke er noget konkret galt, underbygget af en egentlig diagnose, er man i princippet arbejdsmarkedsparat. De egentlige sygdommer er forbeholdt de rige - og de syge naturligvis.