Klumme

’Genovese-syndromet’

Når folk bare bliver siddende, skønt volden raser lige for deres øjne, må sociologen give en forklaring. Her en lignelse
29. januar 2013

I USA har menneskers vold mod naturen på det seneste medført så voldsomme reaktioner fra naturens side i form af blandt andet tørke, brande, stormfloder og orkaner, at den genvalgte præsident Barack Obama allerede i sin indsættelsestale for nylig følte sig tilskyndet og fik mod til at genfremsætte grønne løfter, som han ellers tidligere har svigtet på det sorteste.

Svigtet på grund af lammende passivitet.

Fra sine medmenneskers og medborgeres side. Fra sine vælgeres, politikeres, erhvervsdrivendes, fagforeningsmedlemmers side. Menings- og medie- og kunst- og underholdnings- og populærvidenskabs-industriens toneangivende udøveres og forstå-sig-på’eres passivitet: Dér har de siddet i bussen på vej mod afgrunden og gloet passivt på volden – rasende lige for deres øjne ...

Nu kommer lignelsen:

»Der er klassisk forskning, der viser, at passivitet smitter. Når én bliver siddende, så smitter det, og så bliver alle siddende. Der er givetvis mange af passagererne i bussen, der moralsk har følt, at de burde gøre noget. Men når ingen andre reagerer, så gør man heller ikke selv,« forklarer professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen.

30 mennesker ignorerede råb

Medpassagerernes passivitet er nemlig helt efter lærebogen. I de sociologiske lærebøger kaldes fænomenet ’passivitets-syndromet’ eller ’Genovese-syndromet’. Som henviser til en 28-årig New York-kvinde, Kitty Genovese, der i 1964 blev knivmyrdet brutalt, mens op mod 30 mennesker angiveligt ignorerede hendes råb om hjælp.

»Havde en stor mand rejst sig og blandet sig, så ville flere andre følge trop. Men det er en overvindelse at være den første, for den første skal jo også have vished for, at de andre vil bakke op. Hvis ikke man har den sikkerhed, så risikerer man jo at stå alene. Og frygt for selv at blive et offer er givetvis en faktor her,« siger Michael Hviid Jacobsen.

»Man kan godt forestille sig, at alle sidder og venter på, at nogle andre skal gribe ind.«

Man føler måske, at andre er bedre egnede til at gribe ind. Man suspenderer sin moralske sans og tænker, at der er en anden, der er større og stærkere og bedre egnet til at gribe ind.

I den forbindelse er det vigtigt at huske, at vi er opdraget til, at det er et anliggende for myndighederne at gribe ind. Så man tænker, at det må chaufføren klare.

Eller politiet.

»Man passiviserer sit eget moralske ansvar.«

Så vidt sociologiprofessor Michael Hviid Jacobsens udtalelser til TV2’s hjemmeside.

Om noget helt andet. For sådan er nu engang en lignelse. Her dog ikke professorens skyld, men alene klummeskriverens. Der ikke har kunnet stå for sociologens forklaring på, hvad udspandt sig i torsdags i en bus 6A på vej mod Nørreport Station i København.

Den 20-årige udvekslingselev Nick Townsell fra USA og med asiatiske aner blev overfaldet, gennemtævet, dynget til med slag og spark af fire drenge. Mens alle hans medpassagerer i bussen sad og så til. Passivt.

Ikke en eneste løftede blot en lillefinger til forsvar for Nick Townsell. Der først blev tilråbt ’chinese boy’ og ’nihau’ og siden blev yderligere vrænget af, da drengene vred deres øjne skæve. Det verbale overfald blev mere og mere ophedet, og til sidst blev den ene af overfaldsmændene så ophidset, at han placerede et spark lige i maven på Nick Townsell. Samtlige medpassagerer reagerede stadig med total passivitet.

Nu må man håbe, den ikke gentager sig totalt i USA. Når Obama nok engang opfordrer til aktivitet mod volden over for naturen.

Forpligtelse som borger

Herhjemme ærgrer passiviteten Mads Helios fra Københavns Politi.

»Jeg har fuld forståelse for, at folk ikke synes, de har ressourcer eller midler til at lægge sig imellem og blande sig i en konflikt som denne her,« siger Helios til tv2.dk, »men som det mindste så bør man i hvert fald tage fat i buschaufføren, så han kan underrette sin central eller trykke på en overfaldsalarm, eller også skal man ringe 112, så politiet kan komme frem og gøre det, der skal gøres. Jeg synes ikke, det er klædeligt for danskerne som folkefærd ikke at agere, når der er nogen af vores medmennesker, der bliver overfaldet på denne måde. Jeg synes, man har en forpligtigelse som borger til at gøre de nødvendige ting.«

Det kunne ligne en slutning på Genovese-klummen her:

Jeg synes ikke, det er klædeligt for os mennesker fordelt på folkefærd overalt på Jorden ikke at agere, når naturens materielle goder (ressourcer), levende planter og dyr og i sidste ende også vores egen art bliver overfaldet på den måde, som Obama nu for anden gang vil forsøge at gøre noget ved. Jeg synes, man har en forpligtelse som borger til at gøre de nødvendige ting.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Simon Olmo Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • John Fredsted
  • Niels-Holger Nielsen
  • Maria Francisca Torrezão
Heinrich R. Jørgensen, Simon Olmo Larsen, Niels-Simon Larsen, John Fredsted, Niels-Holger Nielsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

'Jeg synes, man har en forpligtelse som borger til at gøre de nødvendige ting.'

Alligevel er der alt, alt for mange, der venter på Obama, som er en kransekagefigur på et totalt korrupt selvmordssystem (som også vi danskere er en del af).

Krig om ressourcer og aktion for at redde klimaet står ikke så godt til hinanden. Det er ikke for at være på tværs, det er bare en uomgængelig tanke.

Niels-Holger Nielsen

Det er utroligt, hvad mange mennesker er i stand til at forene i deres desperate håb om at nogen griber ind. Hvis vi skal ofre os for menneskeheden, så lad os starte med at ofre illusionerne.

John Fredsted

Fremragende Frie Ord, der netop illustrerer og understreger, hvor vigtige det enkelte individs handlinger er, således også hvad klima- og overforbrugstruslen angår: "Jeg synes, man har en forpligtelse som borger til at gøre de nødvendige ting." Amen!

Ejvind Larsen

Tak, John, Niels-Holger og Maria.

Og ja, man skal ikke tørre sit eget ansvar af på chaufføren/politikeren/præsidenten/kransekagefiguren...

Niels-Simon Larsen

Man kan ikke andet end at føle sig truffet. Man kan så sige, at det er de forkerte (os uden magt), der lider under denne følelse. De store skurke har det fint, men man kan også spørge, hvorfor ikke alle os uden magt gør noget ved tingene, for det kunne vi jo godt.

Man kan også sige, at vi alle gør en hel masse. Lad os bare sige det. Hvor meget har det nyttet indtil nu? Temperaturen falder ikke, tværtimod.

For at blive i billedet med bussen, så gør alle noget. Nogle vender sig halvt om. Andre tænker, om de unge ikke snart kan dysse sig ned. Andre igen giver tidens råhed skylden. Det samme må gælde for de økologiske katastrofeområder: Kan regnen dog ikke snart holde op med at regne, ilden med at brænde og isen med at smelte?

Tænk om Inf. var alle ’omstillernes’ avis. Tænk, om vi kunne lave et stort møde og beslutte, at nu bakkede hele miljøbevægelsen op om Inf. med grøn prik over i’et (hvad betyder den røde?). Tænk, hvis vi gik fra passiv beskuelse og tvungen deltagelse i naturødelæggelsen over til aktiv deltagelse i omstillingen og Inf. var avisen, hvor man fandt hinanden. Tænk, hvis mange af os ganske frivilligt, når vi kom rundt omkring, opfordrede andre til at abonnere på avisen, så den lige pludselig fik 10.000 nye abonnenter så reklamer (for det modsatte af det vi står for) forsvandt. Tænk, hvis den opgivende stemning forduftede og blev afløst af ’Yes we can’, og Obama hørte om et lille land, der handlede i hans ånd, den ånd han ikke engang selv kan handle i.
Man kan tænke sig til så meget, og hvad skal jeg gøre ud over at skrive det her?

John Fredsted

@Niels-Simon: Jeg synes umiddelbart, at du er for hård ved dig selv (og det er selvsagt ikke ment bebrejdende). For med det jeg kender til dig og de aktiviteter, du er engageret i, der synes jeg ikke, at du kan gøre så frygtelig meget mere.

I aften får jeg besøg af en god ven, én jeg læste matematik og fysik sammen med, til vores omtrentlig månedlige studiemøde (lige nu arbejder vi os stille og roligt igennem en bog om kvantefeltteori). Han og hans familie har for ikke så længe siden været en måned i Kina, og det er da mit indtryk, at de ikke ligefrem har opdaget eller mener, at der et problem i forhold til klimaproblematikken.

Hvad gør jeg ved det? Ikke en skid, i hvert fald ikke længere. Tidligere småkritiserede jeg deres flyrejseaktiviteter (for Kina er ikke en enlig svale, omend det velsagtens er deres måske mest omfattende ferie). Det tog han altid meget pænt, men, såvidt jeg kan se, har det ikke medført nogen forandringer. Så har jeg i for sig bare givet op (for skal man sætte venskaber på spil)? Er det at fejle? Ja, det er det vel i en eller anden forstand.

I dag forsøger jeg såmænd bare at holde min egen sti ren: leve rimeligt materielt beskeden (uden dog at være ond ved mig selv), placere min penge etisk forsvarligt (Merkur Andelskasse), undlade privat (hvad min pensionskasse laver, har jeg overordentligt ringe indflydelse på) at have aktier og lignende. I perioden 2007 - 2011 skrev jeg en del debatartikler om klimaproblematikken (indrykket i Kristeligt Dagblad; flere af dem blev afvist af Information), men det har jeg også opgivet nu.

John Fredsted

Tilføjelse: Og med omlægningen af information.dk (for velsagtens at generere større besøgstal og dermed tiltrække flere annoncepenge) til at tækkes mennesker med forkærlighed for de mobile platforme og med forkærlighed for at profilere sig selv på diverse sociale medier så som Facebook, der var der en periode, hvor jeg flere gange overvejede også helt at opgive information.dk. Men jeg bliver, i hvert fald indtil videre, omend neddroslet i forhold til før omlægningen.

Niels-Simon Larsen

I sidste uges tråd kom vi frem til, at menneskene blev nødt til at være andet og mere end rå natur, mere end seksualitet, begær, hævntørst, selvdyrkelse m.m.

I denne uge skal menneskene også forstå, at de skal gribe ind og rette op, fx når de kører i linje 6A. Det skulle være til at forstå.

Når det drejer sig om klimaet, gælder det samme: Gør sådan og sådan, og lad være med at … Altså, du skal, og du må ikke, helt gammeltestamentligt (det er nødvendigt at påpege, for de 7 dødssynder, eller 27, er forudsætningen for at få gang i hjulene igen, så vi kan fortsætte mod afgrunden i samme fart som før).

Kunsten er nu at bruge hypnose: Du ved det ikke, men det, du har mest lyst til nu, er at tage et par dybe vejrtrækninger, reflektere over hvem du kan være noget for og ellers få fat i taknemmelighedsfølelsen over at være født og få lov at leve et menneskeliv. Du er ikke bange for at gøre dig klart, at dit liv lige pludselig kan være forbi, at du kigger ud over en verden der bløder og at din indsats er påkrævet.

Virker hypnosen ikke, hedder det: Jeg har slet ikke lyst til noget, dårligt nok til at trække vejret. Jeg tænker hele tiden, men kommer ingen vegne. Klimakatastrofen går jeg ikke op i. Jeg har nok i min egen.

I folkeeventyrene var der altid et element af magi, før der kom gang i historien. Den magi skal vi selv stå for nu. Hverdagens magi - .

Ejvind Larsen

og til hverdagens magi hører dagens kronik:

Grib chancen, Information!

Vi lever i et paradigmeskift, hvor klima og miljø vender op og ned på, hvad vi tidligere forstod som ubetinget positivt: vækst. Den nye ressourcevirkelighed giver andre journalistiske kriterier, og det er Informations store chance, skriver Knud Vilby, tidligere chefredaktør
30. januar 2013

Information er det medie, der står stærkest i dækningen af den nye virkelighed, hvor ressourceknaphed og klimaændringer er en del af dagsordenen, og hvor gamle sandheder udfordres, herunder sandheden om, at vi fortsat kan have økonomisk vækst baseret på øget produktion og forbrug.
Den nye virkelighed udfordrer traditionelle begreber. Positivt er ikke nødvendigvis positivt, og negativt ikke negativt. Intet illustrerer det bedre end vækstbegrebet. I den gamle virkelighed er vækst forudsætningen for fuld beskæftigelse. Når væksten udebliver, stiger arbejdsløsheden, og velfærdssamfundet trues. I den nye virkelighed undergraver traditionel vækst fremtidens muligheder. Vi ødelægger børnenes fremtid og sætter generationers fremskridt over styr.
Konflikterne og udfordringerne skærpes. Vi hører det i Obamas indsættelsestale, vi ser det i Grønland og i rapporterne om de seneste menneskeskabte naturkatastrofer. Der er brug for alternativer og idéudvikling, både teknologisk og videnskabeligt, politisk og folkeligt og i økonomisk/analytisk tænkning.
Journalistisk i et nyt paradigme
Men mediemæssigt giver den nye virkelighed min gamle arbejdsplads Information nye muligheder på alle platforme. Information kan udnytte sit forspring til at skærpe udviklingen af en journalistik, der giver vækst i oplag og økonomi. Det vil være nyttig vækst, som styrker en nødvendig samfundsdebat.
Journalistik skal være pluralistisk og præget af modsætninger og forskellige samfundsopfattelser.
Det forudsigelige og gnidningsfrit missionerende er kedeligt og kan ikke overbevise skeptikere eller sælge aviser. Det handler ikke om at lave et menighedsblad, der hylder det grønne og et samfund i ligevægt. Opgaven er derimod at styrke kritisk og undersøgende journalistik, som afspejler, at vi måske står i et paradigmeskift.
Vi bevæger os fra én opfattelse af verden til en anden. Næsten som da vore fjerne forfædre – med besvær og skepsis – gik fra at opfatte Jorden som flad til at erkende, at den er rund.
Personligt er jeg ikke i tvivl om det nye paradigme, som er baseret på overvældende videnskabelige beviser. Troen på at traditionel vækst kan fortsætte er netop tro. Det er veldokumenteret, at det er tro baseret på alt andet end viden. Man kan godt kalde det overtro.
To virkeligheder i artiklerne
Det er altid farligt at fastslå, at den endelige sandhed er fundet. Og det bør ikke være en journalistisk disciplin. Journalistik skal informere, undersøge, udfordre og afdække.
Men hvis man, som Information, anerkender, at virkeligheden ændrer sig, må man vurdere, hvad det er væsentligt og uvæsentligt at dække i den nye situation. Man må revurdere væsentlighedskriterierne.
I dag kan man i bogstavelig forstand – også i Information – på den ene side se artikler og udtalelser, der beklager den reducerede vækst og forbrugernes tilbageholdenhed, og på den anden artikler og udtalelser, der dommedagsagtigt taler om vækstens trusler og nødvendigheden af en hurtig opbremsning for at mindske krisen.
Begge synspunkter findes i det offentlige rum og skal afspejles i Information, men artiklerne bringes ofte, uden at modsætningerne reelt problematiseres. Der skrives, analyseres og kommenteres ud fra to virkeligheder, og konflikten mellem dem fortrænges. Læserne lades i stikken.
Miljøet ind som et grundvilkår
Information har to afgørende og spændende udfordringer, der kan føre til journalistisk fornyelse, en bredere offentlig berøringsflade og øget indflydelse.
1) Det ene er det banale og enkle krav om, at Informations medarbejdere i enhver situation stiller de rigtige kritiske spørgsmål. Ingen politiker eller økonom skal eksempelvis have lov til at tale om, at vi skal svinge Dankortet mere for at løse krisen uden at forholde sig til de ressourcemæssige konsekvenser. Det gælder i forhold til højrefløj og venstrefløj. Det gælder i forhold til alle former for erhverv og alle mulige private og offentlige investeringer. Miljø og klima skal ikke være noget, som en gang imellem huskes – det skal med som et grundvilkår.
I den danske regering er det de tunge ministre, der tænker mest traditionelt (Corydon m.fl.), hvorimod de ministre, der har de tunge områder (klima, miljø, energi), betragtes som lette. Det er en gammeldags rangorden, som styrkes af traditionel politisk journalistik, der fokuserer på tunge ministre frem for tunge emner. Det bør der gøres op med.
2) Den anden udfordring er større. Den handler om, hvad der underprioriteres i dagens journalistiske dækning, fordi de fleste tænker konformt og ’gammeldags’.
Når journalistikken skal afspejle nye videnskabelige erkendelser, giver det udfordringer hele vejen rundt: I den internationale dækning er det vigtigt at gå dybere i fundamentale og ressourcemæssige årsager til konflikter og beslutninger, herunder årsager til flygtningestrømme.
Det er centralt at dække de nye problemer, tørke, oversvømmelser, befolkningstilvækst mv., som systemer skal håndtere for ikke at gå under. Men det er også vigtigt at bringe eksempler på lokale alternative tilgange til konflikt- og udviklingshåndtering (transition towns og meget mere).
Den daglige internationale nyhedsstrøm kan sorteres med et fokus, som giver et mere retvisende billede af verden.
I Danmark er der nye journalistiske udfordringer på alle mulige områder, fordi udviklingen præges af nye dilemmaer:
Hvordan reduceres økonomisk ulighed, hvis samfundet præges af lav eller manglende vækst?
Hvilke typer af ikke-materiel vækst er ønskelige og mulige?
Hvordan besvares udfordringerne på et Lolland-Falster, hvor 10 procent af befolkningen er registreret af RKI som dårlige betalere? Og hvordan finansieres fremtidens velfærd?
Hvordan skaber vi mere beskæftigelse uden vækst i materiel produktion og forbrug?
Hvordan kan landbruget omformes, så det ikke bygger på enorme offentlige tilskud og import af foder dyrket på jord, som u-landenes befolkninger har brug for?
Hvilke forbrugsændringer vil være nødvendige for at gøre de systemiske ændringer mulige, som blandt andet klimaministeren taler om? (kronik i Information den 4. januar)
Listen kan fortsættes i det uendelige og handler også om temaer langt fra Christiansborg. Der sker meget spændende, som ikke reflekteres. Virksomheder, institutioner og lokalsamfund sætter nye standarder og udvikler visioner om økologi, nærhed, CO2-balance og vitalisering af udkanter.
De uundgåelige modsætninger skal beskrives, og dilemmaerne vil stå i kø. Men det bliver ikke kedeligt.
Kulturjournalistikken skal dække, hvad den hidtil har dækket, men det begyndende paradigmeskift ses i den kulturelle produktion, og det skal afspejles:
Det vil være spændende at læse temaserien om den ny virkelighed i kunsten. Ikke en jagt på politisk litteratur, men reportager og anmeldelser fra en ny virkelighed, som afspejles i film, i skønlitteratur, i malerkunst, i teater, i musik og i arkitektur. Alt fra dommedagsfilm til vurderinger af, om Bjarke Ingels’ nye arkitektur er bæredygtig, og til analyser af, hvorfor Ørestaden ikke blev det. Der sker mere, end nogen har overblik over. Det er en opgave for fagmedarbejdere.
Det er vigtigt at opprioritere omtale/anmeldelser af faglitteratur og videnskabelig litteratur, der viser veje frem.
Det kunne være sjovt at få nye kriterier ind i kulturreportagen. Nordisk Film investerede 20 millioner kroner i forestillingen Hey Jude. Men hvad var energiforbruget pr. aften i gigantshowet, og er der gjort noget for at begrænse det?
Eksemplerne på nye muligheder er legio. Det her er til inspiration. Det handler ikke om at lave noget medløberagtigt, men om at afspejle virkelighed. Informations styrke har altid været modspillet og udfordringen. Det var det, da vi stærkere end andre medier reflekterede og diskuterede samfundsændringer i 1960’erne og 1970’erne, og det er det i dag.
Udfordringerne er Informations store chance. Grib chancen.
Knud Vilby var ansat på Information i næsten 20 år og var avisens chefredaktør sidst i 70’erne

Michael Kongstad Nielsen

Helt ærligt Ejvind Larsen, folk i bussen skal da ikke afkræves det mod, at de skal rejse sig op overfor vilde voldsmænd. Måske kunne de advisere chaufføren, eller på anden måde mildne situtionen, uden selv at blive voldsofre. Det minder mig om historier om adslillelse mellem sorte og hvide i amerikanske busser i 1950-erne, Skulle de sorte rejse sig i bussen mod de hvides undertrykkelse, og kræve pladser ved siden af dem, når de ikke følte sig sikre på at få retsvæsenets medhold? Men generelt er psykologien omkring vold i offentligt rum mere speget, end du giver udtryk for, og kan ikke bruges til at promovere grøn deltagelse.

Åh, alle disse ord, alle disse begreber. Hvis folk ikke kan finde ud af retfærd uden, så kan de heller ikke med. Blandt andet derfor ville jeg ikke gide spilde tid på et Information som skitseret i kronikken af Knud Vilby. Må jeg venligst (hvad klimatruslen angår) bede om handling, frem for mere ordgejl, om enkelhed, og om at nogen slår i bordet og siger "Sådan er det fandme, færdig!" Nå, ikke, så snak og vrøvl og diskutér og debatér akkurat som I lyster lige indtil den yderste dag, men på denne i mine øjne nytteløse rejse skal I ikke regne med mig som følgesvend.

PS: Ovenstående er en næsten tro kopi af min kommentar andetsteds.

Niels-Simon Larsen

Vores stilling som klimadebattører her er yderst svag. At vi har nogle modstandere i form af folk, der direkte benægter, at der er fare på færde, er en sag, en meget lille sag. Meget værre er det dog, at vi har et stort flertal imod os, som næsten er enig med os. Det viser sig i praksis på denne måde: ”Det er rigtigt, at det ser sort ud, men dog ikke så sort, at der skal gøres noget lige nu. I øvrigt har jeg et anstrengende arbejde og familien kræver også sit”.

På den anden side af den væg, står jeg som klimadebattør og presser på, for at den skal vælte. Det kan jeg gøre med fred i sjælen, fordi jeg er fri. Jeg kan tillade mig at gøre det ’rigtige’, og skulle jeg så ikke gøre det? Hvem skulle ellers gøre det?

Vi er delt op i grupper, og vi kæmper med gruppens hjelm og skjold. Det er selvfølgelig et problem, for man er måske med i flere grupper. Flere af os har familie, børn og børnebørn, og her hjælper vi til, når det er nødvendigt (tid og penge). Dermed svigter man klimagruppens sag, for de små skal jo have lidt legetøj osv. Fanatisme duer ikke, så man må fire lidt. Venlig skal man også være. Det skal helst ikke ses på ens ansigt, at der er noget i vejen, og at verden er ved at skride sammen om ørene på os – gå stille, tal sagte.

Sådan har det altid været at være menneske, og hvem ville hellere have været jøde i trediverne? Nej, vores stilling er speciel - overflod, et lykkeligt folk og i 2050 gør vi sådan og sådan. At vi så er nogle få, der taler om noget andet og bliver ved, kan flertallet kun se på med accept og overbærenhed, for hvad skal de stille op med os? De kan jo ikke lave om på tingene, bare fordi en lille obskur gruppe stiller krav.

Hvad er der så at gøre? Det samme som vi hidtil har gjort. To plus to er jo fire, ikk’?

Niels-Simon Larsen

Man kan også forestille sig, at vi gik op til Christian Jensen og sagde, at vi gerne ville have en grøn avis. ”Ja, værsgo, her er nøglerne og det økonomiske ansvar”. ”Tak, vi kan godt nøjes med nøglerne”.

Der sker først noget for oven, når der er sket noget for neden, og så længe, der ikke rigtig sker noget for neden, kan der ikke rigtig ske noget for oven.

-Hvordan kommer der så til at ske noget for neden?
-Når man spreder det glade/triste budskab på det niveau, hvor man er.
-Sker det så?
-Nej, ikke tilstrækkeligt.
-Hvorfor gør der ikke det?
-Tja, det svarer til klassikeren, at man leder efter noget, man ikke har. Hvis man ved, hvor man skal finde det, går man bare derhen, men det er ikke den sande situation, for den er, at man ikke ved, hvor man skal finde det. Når man ikke ved, hvor man skal lede, er det nærmest omsonst at gå ud at lede. Man leder de sandsynlige steder, men ’tingen’ befinder sig et helt usandsynligt sted. Det er nærmest umuligt at finde ’den’.

Det er der andre end mig, der har filosoferet over, fx Kierkegaard (i Filosofiske smuler), men Søren er en rigtig lille snydetamp, der sætter en helt sindssyg figur, han kalder Gud, til at finde det, han leder efter (meningen med livet).

Jeg leder ikke efter meningen med livet, men selve livet og dvs. dets beståen. Den håndgribelige trussel var ikke opfundet for godt og vel 150 år siden. Kun den religiøse dommedag, ikke den økologiske.

Vi leder efter muligheden for vores fortsatte beståen, og det skulle man tro, at man kunne få alle avisredaktører med på, men de er bange for læserne. Politikerne er bange for vælgerne, præsterne for menigheden, advokaterne for klienterne. Alle er bange for nogen, og derfor sker der ikke det, der skal ske. Der er kun en lille gruppe kaldet klimahysterikere, alarmister og fanatikere, der ikke er bange for noget. De vil noget andet - og det skal de ikke have lov til.

Niels-Simon Larsen

Man kan også spørge sig selv om, hvorfor man som almindelig oplyst borger med skolegang og uddannelsesbaggrund kan være så uenig med andre om, hvordan klimaet opfører sig. Jeg mener, der er jo folk i samfundssystemet, der er på et langt højere niveau end mig, hvad moral, etik, religiøsitet og intelligens angår. Altså folk, der står højere i enhver henseende så at sige. De mener så, at det er mig, der er forkert på den, og jeg mener, at det er dem. Der kunne så udspille sig en levende debat mellem os, men det gør der ikke. De trækker sig og svarer ikke, og det er jo klart, når jeg står på så lavt et stade i forhold til dem. Jeg kan heller ikke bare henvende mig personligt til dem, dvs. en erhvervsspids, en religiøs leder, en højesteretssagfører, en ping-et-eller-andet. Jeg vil få en af de der moderne, venlige afvisninger: ”Tak for dine betragtninger. Vi er altid meget glade for at . . .”. Systemet kan ikke bære folks betragtninger om en truet fremtid. Dem må de holde for sig selv.

Man kan endvidere spørge sig selv om, hvorfor i djævlens skind og ben, vi har en masse kirker, der viderebefordrer sjælenes frelse, når vores fysiske frelse er så grumt i fare, som den er. Man kunne lave kirkerne om til omstillingscentre til gavn for den menneskehed, der blev grundlagt i Edens have, men flertallet mener at vide, at sjælens frelse er vigtigere end den rent fysiske. Ånd er vigtigere end stof, og 80% forestiller sig en anden virkelighed end den, der er virkelig lige nu. Man tror på den religiøse dommedag, men ikke på den økologiske. Hvorfor går Information ikke over til os? Svaret behøver ikke blæse i vinden, det giver sig selv.

Jeg er her et par dage senere kommet en smule i tvivl om, om min reaktion på Knud Vilbys kronik nu også var helt rimelig. For han foreslår jo trods alt, at Information mere kritisk, end hvad den nu gør, skal holde de to sider af klimadebatten op mod hinanden, og ikke bare lade dem stå side om side i avisen, hvilket skaber håb for, at den klimabenægtende side af debatten vil få vanskeligere vilkår.

Men jeg er bange for, at øvelsen trods alt vil være nytteløs, for (på linje med det, jeg tidligere skrev): hvis folk ikke kan finde ud af op og ned i klimadebatten uden alle disse ord, så kan de sikkert heller ikke med, for så svært er det grundlæggende problem altså heller ikke; i mine øjne handler det jo ikke om, at folk ikke kan forstå det rent intellektuelt, men om at de simpelthen ikke vil have det med at gøre, fordi det er ubelejligt for deres muligheder for at føre alle deres projekter ud i livet.

PS: Ovenstående er en næsten tro kopi af min kommentar andetsteds.