Kommentar

Giv plads til religionens forskellighed

Debatten om homovielser viser, at vi ikke anerkender kirken på kirkens præmisser. Retten til forskellighed er muteret til en nivellering af reelle kulturelle udsving – vi har kun plads til det, der ligner vores egen betonhumanisme
22. januar 2013

Rune Lykkeberg skriver nuanceret om folkekirkens rolle i Information 12. januar. Det er befriende at se et indlæg, der ikke er fundamentalistisk ’for’ eller ’imod’. Et indlæg, der ikke kommer med de meget populære generaliseringer eller en ensidig fordømmelse. Nuvel. Lykkeberg beskriver det bizarre i, at en præst beder for at homoseksuelle skal ’helbredes’. Men han påpeger dog samtidig, at de fleste præsters indstilling til moderne vestlige menneskerettigheder er endog ret så meget i tråd med resten af landet. Til gengæld mener Lykkeberg, at kirken er blevet et slags »moralsk og etisk frirum«, og at modstandere mod homovielser giver udtryk for en holdning, som »man i andre institutioner ville regne for skandaløst«. Og at det er ren diskrimination, når Per Stig Møller (K) foreslår et andet ritual for homoseksuelle.

Her går Rune Lykkeberg efter min mening galt i byen. Og kortslutningen er symptomatisk for en debat i Danmark, hvor retten til forskellighed er muteret til en nivellering af reelle kulturelle udsving. Hvor vi i vores iver efter at være favnende pludselig ikke har plads til forskelle, der ikke huer vores homogene og ensrettede version af humanisme og etik. Og derved faktisk kun har plads til det, der ligner os selv.

Et lukket sprog

Noget af problemet ligger i ordet ’institution’. For kirken er en institution, støttet af staten, og derfor underlagt visse krav om åbenhed og lige behandling af alle. Men for de troende er kirken ikke bare en institution. Den er et fikspunkt i forhold til netop rituelle eller spirituelle personlige virkeligheder. Baseret på åbenbarede sandheder.

Og som et fællesskab baseret på noget så tilsyneladende uhåndgribeligt som religion, er den åbenbart uforståelig for den offentlige samtale. Vi ser igen og igen, hvordan argumenter, der tager deres udgangspunkt i en spirituel eller åndelig tradition, bliver dømt ude, simpelthen fordi den retorik i dag er værdiløs i ordets bogstavelige forstand.

Værdiløs for en debatform, hvor selv begreber som tro, køn og identitet er reduceret til kvantitative størrelser for at kunne indgå i rationalismens virkelighed. Vi diskuterer lykke og livskvalitet ud fra undersøgelser og tal, og menneskers værd ud fra deres betydning for nationens økonomiske underskud. Og der mister vi muligheden for at gå ind i en menneskelig diskurs, der i tusinder af år – i alle samfund – har udforsket både individet og skæbnen, sorgen og kærligheden. En diskurs, der ikke finder sin begrundelse i løsninger, men snarere ved netop sin erkendelse af f.eks. verdens uudgrundelighed.

Vores debatsprog er hermetisk lukket for at forstå religiøse argumenter. Vi kan højst ’tolerere’ dem eller måske læse dem sociopolitisk som (oftest) undertrykkende.

Politikkens forrang

Hvis vi vælger kun at se kirken som institution, der ikke indeholder den spirituelle dimension, er regnestykket enkelt. Så skal den følge lovgivningen, punktum. Men det fremhæver kun, hvor absurd den forståelse af religion og kirke er. I tolerancens navn ender vi med ved lov at ændre i en kirkes hellige ritualer. Prøv lige at tænke den til ende. Altså, staten ændrer i religionens sakramenter af politiske grunde. Det er sådan noget, vi forbinder med meget mere undertrykkende samfund end vores eget. Kirken er ikke en moralsk autoritet i dag. Men det er ikke et moralsk spørgsmål, det her. At en kirke, der baserer sig på – ærlig talt – ældgamle ritualer som værende hellige, ikke vil ændre på de ritualer. Også selv om de fleste præster rent politisk og privat er lige så tolerante som alle andre.

Vi diskuterer ud fra en idé om, at politikken er virkelig, og at ritualet ikke er det. For det er ulogisk og derved ikke brugbart.

Vil vi mangfoldigheden?

Jeg mener, at mangfoldighed betyder, at forskellige trossamfund har ret til at have deres – ofte – arbitrære kendetegn og dogmer, at den er et rum, vi kan navigere i og derfor beriges af og tage personlig afstand fra, når det virker forkert. Ikke at man gør åndelighed til genstand for lovgivning, på nær når den aktivt virker undertrykkende i samfundet.

Religionsfrihed betyder ikke, at den religion, jeg vælger at bekende mig til, skal underkaste sig mine overbevisninger, men at jeg er fri til at finde den, der gør og endda at skabe min egen.

Lad os tage afstand fra en præsts forkvaklede ’helbredelse’ af seksualitet. Men lad os værne om de instanser, der er tilbage, der forsøger at hente deres grundlag andetsteds end i den betonhumanisme, der dominerer al politisk debat. Kirken har ved lovgivningen om homovielser fået sort på hvidt, at den først og fremmest er en institution. Det er nu blevet slået fast, at den ikke er hellig. Ikke i nogen forståelse af ordet. Og det, mener jeg, er et slag for den og et tab for danskere af alle religiøse overbevisninger.

Spørgsmålet vi må besvare, er i og for sig tvedelt. Det første og det mest fundamentale er samtidig det, der er sværest at få et enkelt svar på: Anser vi religion som sådan som en virkelig kraft i menneskers liv, og tager vi derved alvorligt, at de mange forskellige trossamfund kan have åbenbarede eller overleverede principper, som vi ikke selv behøver at være enige med, men må acceptere inden for deres egne rammer?

Det andet spørgsmål er mere politisk: Gavner det overhovedet kirken at være statsreligion og dermed en institution, der derved lovmæssigt er underlagt en pr. definition sekulær politisk maskine? En institution, der skal passe til alle?

 

Kristian Leth er musiker og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Bjerregaard
  • Arne Thomsen
Jørgen Bjerregaard og Arne Thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Kristian Leth står inden for den religiøse indhegning og taler med sit ’vi’ til de andre inden for samme indhegning.
Derfor er jeg som udenforstående lidt i tvivl, om jeg skal blande mig - .

”Gavner det overhovedet kirken at være statsreligion og dermed en institution, der derved lovmæssigt er underlagt en pr. definition sekulær politisk maskine?”

Jeg kan ikke tage stilling til, hvad der gavner kirken, men der er noget Kristian Leth ikke har forstået endnu: Folkekirken er folketingets, og folketinget beskytter trosbekendelsen, dvs. bestemmer over den. Både folkekirken og trossamfundene elsker de penge, som de får tildelt af staten langt mere end de såkaldte Guds ord.

Det er ikke spor svært: Hvad for en hånd, vil du have – pengene eller kristendommen?

Karen Raunkjær

Tak for et begavet og fremadrettet indlæg vedr. Kristendom, Folkekirke,religiøsitet - også til Rune Lykkeberg.
Kristendom og Folkekirke i Dk adskiller sig fra religiøsitet i bred alm. derved at Folkekirken er tænkt som en borgerlig ramme om Folkets religiøse liv.Kristendom er måske tænkt af Gud som et forsøg på at "afskaffe" religion i verden, fordi religion er dobbelt, kan være både berigende og undertrykkende etc. Derfor lod Gud sig selv føde ind i tid og rum i skikkelse af sin søn, blev menneske etc.
Og så en afklaring vedr. ægteskab: Når langt de fleste af Folkekirken præster ikke har problemer med at vie homoseksuelle så skyldes det, efter min mening, at ægteskabet jo ikke er en af Gud indstiftet ordning og mennesker ønsker at indgå ægteskab af mange forskellig grunde idag - kun kærligheden, som Gud i kristenforstand står bag, er fælles. Og hvem er så den præst, der kan afskærer nogen fra Guds velsignelse af deres kærlighed. I den protestantiske, evangligst-lutherske kirke, som er er den Danske Folkekirke er ægteskabet ikke helligt, ikke et sakramente, som Kristian Leth synes af antage. venligst Peter Lindholt Jessen

Niels-Simon Larsen

@Peter Lindholt Jessen: Er du klar over, at du er ude i det offentlige rum med din gud? Det er meget dristigt, jeg vil sige dumdristigt, af dig. Du risikerer nemlig, at denne gudefigur, den kristne gud, bliver svinet til fx af mig, som ikke anerkender eksistensen af guder. Nu skal jeg lade nåde gå for ret denne gang, for det kunne jo være, at du troede, at du skrev på Kristeligt Dagblads forum.