Kommentar

Det globale oligarki og det neoliberale bedrag

Den politik, som gør de superrige endnu rigere, er den samme politik, der presser os andre endnu hårdere
Debat
21. januar 2013

I 2012 blev verdens 100 rigeste mennesker 241 milliarder dollar rigere. De er nu 1.900 milliarder dollar værd, hvilket kun er en smule mindre end Storbritanniens bruttonationalprodukt.

Dette resultat skyldes på ingen måde tilfældigheder. Stigningen i de superriges velstand er det direkte resultat af de førte politikker. Lad mig nævne nedsættelse af skattesatser og en lemfældig håndhævelse af skattelove; regeringers modvilje mod at beregne sig en rimelig andel af indtægter fra mineraler og jord; privatisering af offentlige aktiver, liberaliseringer af løndannelsen og tilbagerulninger af kollektive overenskomstforhandlinger.

De politikker, der har gjort de globale oligarker så rige, er de selv samme politikker, som presser alle os andre. Og dette var jo ikke, hvad teorien forudsagde. Friedrich Hayek, Milton Friedman og alle deres disciple i tusindvis af handelshøjskoler, IMF, Verdensbanken, OECD og næsten alle moderne regeringer har insisteret på, at jo mindre regeringer beskatter de rige, jo mindre de forsvarer arbejderrettigheder, og jo mindre de giver sig til at omfordele samfundets velstand, desto mere velstående vil vi alle ende med at blive. Ethvert forsøg på at mindske uligheden vil kun føre til, at markedets effektivitet bliver skadet og vil dermed modvirke det stigende tidevand, der løfter alle samfundets både. Denne økonomiske læres apostle har haft 30 år til at gennemføre deres globale eksperiment, og nu foreligger resultatet: total fiasko.

Nekrolog over neoliberalismen

Før jeg går videre, vil jeg indskyde, at jeg personligt ikke anser evig økonomisk vækst for at være hverken bæredygtig eller ønskelig. Men hvis vækst er målet – det mål, som alle regeringer hævder at stræbe efter – så gør man opgaven ulige meget sværere for sig selv, hvis man vil fritage de superrige fra den demokratiske kontrols begrænsninger.

Sidste års rapport fra FN’s Konference om Handel og Udvikling var som at læse en nekrolog for den neoliberale model, som blev udviklet af Hayek og Friedman og deres disciple. Rapporten dokumenterede utvetydigt, hvordan deres politik har skabt de modsatte resultater af dem, som de forudsagde. For da de neoliberale politikker (skattelettelser for de rige, privatiseringer af de statslige aktiver, dereguleringer af arbejdsmarkedet, begrænsning af sociale sikringsordninger) begyndte at bide fra 1980’erne og fremefter, begyndte vækstraterne at falde og arbejdsløsheden at stige.

Den bemærkelsesværdige vækst i de rige lande i 1950’erne, 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var muliggjort af den nedbrydning elitens rigdom og magt, som var et resultat af 1930’ernes depression og Anden Verdenskrig. Elitens svækkelse og forlegenhed gav de øvrige 99 procent en unik chance til at kræve omfordeling, en stærkere og mere omfordelende stat og social sikkerhed, der alle stimulerede efterspørgslen.

Neoliberalismen var et forsøg på at rulle disse reformer tilbage. Overdådigt finansieret af store pengetanke og rigmænd fik dens fortalere en forbavsende succes – rent politisk. Økonomisk, derimod, floppede de.

Overalt i OECD-landene er beskatningen blevet stedse mere regressiv: De rige betaler mindre, de fattige betaler mere. Resultatet, hævede de neoliberale, ville blive en forøget økonomisk effektivitet og stigende investeringer, som ville berige os alle. Det modsatte skete. Da beskatningen af de rige og erhvervslivet blev mindsket, mindskedes også både statens og de fattigere menneskers købekraft, samtidig med at efterspørgslen faldt. Resultatet blev, at investeringsraterne faldt i takt med virksomhedernes forventninger til vækst.

De neoliberale bedyrede også, at uhæmmet ulighed i indkomsterne og en fleksibel løndannelse ville reducere arbejdsløsheden. Men i hele den rige verden er både uligheden og arbejdsløsheden steget kraftigt. Den seneste spring i ledigheden i de fleste udviklede lande – værre end i nogen tidligere recession i de sidste tre årtier – er blevet fulgt af det laveste lønniveau målt som andel af BNP siden Anden Verdenskrig. Teorien er altså dumpet med et brag ved mødet med virkeligheden, og fiaskoen skyldes den samme indlysende årsag: Lave lønninger mindsker efterspørgslen, hvilket igen mindsker beskæftigelsen.

Det handler om magt

Efterhånden som lønningerne stagnerede, supplerede de private husholdninger deres indkomst med øget gældsstiftelse. Den stigende gæld nærede de uregulerede banker med de konsekvenser, vi alle kender til. Jo større ulighed, fastslår FN-rapporten, desto mindre stabil økonomi og desto lavere vækstrater. De politikker, hvormed de neoliberale regeringer søger at nedbringe deres underskud og stimulere deres økonomier, virker med andre ord stik modsat den erklærede hensigt.

»Vi er nødt til at genlære nogle gamle lektioner om retfærdighed og deltagelse,« hedder det i FN rapporten, der konkluderer: »Kun sådan kan vi overvinde krisen og forfølge en vej mod bæredygtig økonomisk udvikling.«

Som nævnt har jeg ikke nogen aktie i denne problematik ud over min overbevisning om, at intet menneske burde være fattig i dette hav af rigdomme. Men jeg finder det slet og ret fantastisk, at så mange i Europa og USA stadig kan lukke øjnene for, at hele strukturen i den neoliberale tænkning er et bedrag.

De ultrariges krav og uendelige grådighed er blevet forklædt som sofistikeret økonomisk teori, der søges presset ned over virkeligheden, uanset udfaldet. Og den fuldkomne fiasko for dette eksperiment i verdensomspændende skala er øjensynligt ingen hindring for at gentage eksperimentet. Dette har intet at gøre med økonomi, men alt at gøre med magt.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

Leo - "Den forførende part er magten med pengene. Enig ??"

Det kan du lige øsregne med.

Når jeg overhovedet og først responser nu, er det nærmest et tilfælde pga den ringe tilbagerapporteringsfunktion, som jeg hidtil forgæves af debatredaktionen har udbedt mig forklaring + fremtidsprognoser på

randi christiansen

Leo : socialist må betyde at være socialt orienteret som i at have forstået, at den enkelte er del af en indbyrdes forbundet helhed, i hvilken det er mere hensigtsmæssigt at samarbejde end at konkurrere indbyrdes om overlevelsesressourcer, og følgelig må skillelinjen i den aktuelle debat være imellem ´liberalister´ og ´socialister´. Liberalister synes at understøtte jungleloven ´nak og æd´(dog med en af dem ikke nærmere defineret nedre grænse > minimalstaten). Socialister har forstået, at samarbejde er mere hensigtsmæssigt for helheden og smukkere > den græske firkant : det gode, sande, skønne og retfærdige.

Jeg må ty til scifi intergalaktiske spilteorier for at forstå et muligt rationale i verdensordenen, som den udspiller sig og historisk har udspillet sig - ellers må der være tale om ren og skær dumhed fra mindre ånder, som vi alle slavebindes i - altså et evolutionært spørgsmål, og græsset gror jo ikke, fordi man hiver i det.

Så tålamod samtidig med at vi er aktive, oplader vore stemmer og kæmper for livet, hvor vi kan. Verden er smuk, og nu ´skal vi sejre i Fristadens fejde´

Randi - Den får ikke for lidt, hva`?
I mit (vores?) forsøg på forståelse, at forene skabhalsene på begge sider af ismernes kamp, kan vi da godt bruge "det gode, sande, skønne og retfærdige."
Socialister (og kristne) har ikke eneret på disse menneskelige egenskaber.
Hvorfor udelukker også du liberale (og ateister) fra den samme programerklæring.
At der er mennesker med de modsatte hensigter og livsførelser er evident, men det har intet med den politiske holdning at gøre.
Jeg synes (penge)- griskheden i verden, det onde, falske, grimme og uretfærdige, skal bekæmpes. Gør det mig til socialist, målt med dagens Danmarks politiske målestok ? Nej, en liberal hylder friheden, men ikke til at forhindre sin næste i at udøve den samme frihed.
Når pengeverdenen genere samfundet, røver de almindelige menneskers frihed.
Og er de derved liberalister, er jeg ikke liberalist.

Lad os alle mødes på den tredie vej, brolagt med retfærdighed, respekt for naturen og den enkelte borgers frihed.
Dèr fik den ikke for lidt, hva`.

Niels-Holger Nielsen

Forbandede nye system. Jeg ville se den samlede liste over anbefalere af denne:

Flemming Nielsen
23. januar, 2013 - 09:00

... og kom i stedet ved en fejltagelse til at anbefale den.

Generelt set kan jeg ikke støtte den forkerte opfattelse, at hele den økonomiske misere skulle ligge i kreditskabelsen og finanskapitalens manipulationer. Skulle det forholde sig sådan ville det jo ikke være et uløseligt problem at redde kapitalismen og få den til at køre til evig tid. Den tidlige kapitalisme var ikke en dans på roser for arbejderklassen. Problemerne ligger i realøkonomien, hvis indre modsigelser har ført til tøjlesløs kredit- og finanspolitik, som altså er afledt ud fra en nødvendig udvikling med henblik på at reparere på kapitalismens indre modsigelser. Se nu at få læst Monopolkapitalet af Baran og Sweezy.

Husk nu lige at vi alle ved at FN er de røde lejesvendes hovedorgan!

Tyskland har faktisk en spekulationsfri banksektor: Länderbank som er en sammenslutning af banker som er ejet at forbundsstaterne.

Modellen er der til fri efterligning. Det er i Danmark kun viljen der mangler, og som andre allerede har gjort opmærksom på, så er vi en nation af sortbørshandlere og spillefugle uden lige i Europa.

Og bankernes generelle holdning om at gevinster skal være private mens tabene skal nationaliseres er desværre en holdning der gennemsyrer hele den danske befolkning. Se bare boligmarkedet: gevinst på boligsalg er helt privat, mens man synes det er helt i orden med alle mulige fiduser der vælter tabene eller sådan set bare renteudgifterne, over på samfundet.

Denne model er unik for hele EU, hvis ikke hele verden.

Sider