Læserbrev

Globalt tilbageslag for demokrati

Debat
31. januar 2013

Sidste år blev et betydningsfuldt år for civilsamfundet og demokratiet globalt. Det viser den nyeste rapport ’Freedom in the World 2013’ fra Freedom House.

På den ene side blev store sejre opnået ved at diktatorer i enkelte lande blev fjernet, og folkelige bevægelser har demonstreret deres evne til at frembringe positiv forandring. På den anden side ser vi stadig stærke angreb på civilsamfundets organisationer.Det gælder ikke mindst for borgere, aktivister og organisationer, der arbejder med menneskerettigheder.

For syvende år i træk er der et større antal lande, der viser tilbagefald i civile og politiske rettigheder, end der er lande, som viser fremgang. Rapporten beskriver kritiske udviklinger for eksempel i Rusland, Italien, Tyrkiet, Kenya og Ukraine. Vi taler om tilbagefald for ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, NGO’ers rettigheder, og de juridiske systemers uafhængighed af politiske beslutningstagere.

Rapporten gør også status i nogle af de lande, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder, for eksempel i Honduras og Uganda, der begge har oplevet massiv tilbagegang de seneste fire år. I Honduras, hvor et teknisk statskup fandt sted i 2009, og i Uganda hvor regeringen systematisk modarbejder folkelige grupper, der arbejder med følsomme spørgsmål som korruption, jordrettigheder og homoseksuelles rettigheder.

Handling bag ordene

I Folkekirkens Nødhjælp oplever vi, at civilsamfundsorganisationer er under et voksende pres fra staten i stadig flere lande. Det gælder for eksempel indskrænkning af organisationernes mulighed for at etablere sig som legale strukturer, og at deres aktiviteter til fordel for de fattigste og deres menneskerettigheder bliver gjort ulovlige. Danmark og EU bør som centrale udviklingspolitiske aktører træde mere i karakter.

Med civilsamfunds-, udviklings-, menneskerettigheds- og demokratiseringsstrategier ligger Danmark i front for at skabe et positivt samspil mellem regeringer og civilsamfund om fælles udvikling. Og også EU er godt på vej efter at unionen i sommer vedtog en ny menneskerettighedsstrategi og i efteråret en strategi for, hvordan EU skal samarbejde med civilsamfundet i udviklingspolitikken.

Men de flotte strategier skal føres ud i livet. Danmarks og EU’s ambassader skal i praksis vise, at vi ser civilsamfundet som en nøglespiller i udviklingssamarbejdet – ikke mindst i spørgsmålet om god regeringsførelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her