Kronik

Halvdelen af rigsfællesskabet har sovet i timen

Venstre og Dansk Folkeparti er pludselig ivrige efter at sikre, at Danmark investerer i Grønlands undergrund. Men hvorfor kommer interessen først for alvor efter storskalalovens vedtagelse? Og har Lars Løkke Rasmussen overhovedet forstået, hvad selvstyre betyder, når han foreslår en ’timeout’ af storskalaloven, så Danmark kan blive hovedinvestor?
Venstres forslag om, at Grønland og Danmark skulle holde timeout i forhold til storskalaloven, mens Grønland og Danmark samles om en offentlig investeringsfond, forudsætter, at Venstre og Lars Løkke Rasmussen overhovedet har et timeout-kort at spille. Det har de ikke, mener dagens kronikør.

Venstres forslag om, at Grønland og Danmark skulle holde timeout i forhold til storskalaloven, mens Grønland og Danmark samles om en offentlig investeringsfond, forudsætter, at Venstre og Lars Løkke Rasmussen overhovedet har et timeout-kort at spille. Det har de ikke, mener dagens kronikør.

Michael Bothager

23. januar 2013

Det er vist ikke gået manges næser forbi, at Grønland for nylig har vedtaget en såkaldt ’storskalalov,’ som sætter rammerne for fremtidige store anlægsprojekter såsom en mulig jernmine og et muligt aluminiumssmelteværk. Storskalaloven trådte i kraft 1. januar i år og har under hele processen været genstand for stor debat i både Grønland og Danmark. På baggrund af storskalalovens vedtagelse har Venstres formand foreslået en timeout af storskalaloven med henblik på at undersøge mulighederne for et grønlandsk-dansk udvindingsselskab. Og mandag meldte Dansk Folkeparti sig på banen med et forslag om en form for DONG 2 – altså et offentligt investeringsselskab som skal sørge for, at Danmark investerer i Grønlands undergrund.

Det er rart, at der endelig vises interesse for investeringer i vores mulige storskalaprojekter i Grønland, men jeg henledes til at spørge, om den danske højrefløj ikke har sovet i timen?

Det, vi ser udspille sig i Grønland nu med vedtagelsen af en storskalalov og for den sags skyld også råstofloven, som trådte i kraft den 1. januar 2010, er nemlig lige præcis det, Selvstyreloven omhandler. Det ligger i selvstyreaftalen, at det er den vej, Grønland skal gå.

Samtidig står Grønland over for store økonomiske udfordringer. Selvstyreaftalen indebærer nemlig også, at bloktilskuddet fra Danmark er fastfrosset på 2009-niveau og ikke længere kan forhandles hvert tredje år. En faktor, som fordrer en høj grad af ansvarlighed fra grønlandsk side i forhold til økonomisk styring.

Endnu vigtigere har Grønland og Danmark med selvstyreloven i fællesskab også defineret en løbebane for den økonomiske udvikling vores lande imellem. Det handler om håndteringen af indtægterne fra råstofferne. De første 75 millioner kroner beholder Grønland selv, resten deler vi lige imellem os. Bloktilskuddet til Grønland bliver nedjusteret via Danmarks andel, og når bloktilskuddet går i nul, skal vi forhandle på ny.

Selve forvaltningen af råstofferne, hvad vi udvinder, hvordan og hvornår, er et suverænt grønlandsk anliggende. Det følger af råstofloven af 2010, og nu har vi også fastsat en særlig rammelovgivning for de potentielle projekter af stor skala.

Løn og arbejdsrettigheder

Internt i Grønland er storskalaloven blevet vendt og drejet. Behandlingen af loven i Inatsisartuts, det grønlandske parlaments erhvervsudvalg, fik forlænget behandlingstiden og gennemgik en proces, som både inddrog civilsamfundet og ikke mindst mange møder med SIK (Grønlands største arbejdstagerorganisation) og Grønlands Arbejdsgiverforening.

Resultatet blev også derefter. I den vedtagne lov kommer paragrafferne godt rundt om de forhold, som mange var kritiske overfor under processen. Den gældende mindsteløn for grønlandske arbejdere skal også gælde for udenlandske arbejdere, og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne bevarer deres forhandlings- og konfliktret. Derudover er der i loven indarbejdet en lang række høringsprocesser i forhold til de kontrakter, der skal indgås ved trepartsforhandlinger mellem Selvstyret, den pågældende grønlandske kommune projektet skal placeres i og projektselskabet. Kravene er uddybet i loven, således at projektselskabet er forpligtet til at involvere grønlandske virksomheder og arbejdere i så høj grad som muligt. Endelig er grundige høringsprocesser omkring vurderingerne af virkninger på samfund og miljø skrevet ind i loven. Vi skal vurdere fra gang til gang, om et pågældende projekt er bæredygtigt, både økonomisk, sociokulturelt og miljømæssigt.

Et storskalaprojekt defineres ved, at anlægsomkostningerne overstiger fem milliarder danske kroner. Anlægspriserne for projekter i Grønland er højere end i de dele af verden, der har en udviklet infrastruktur. Derudover er Grønland ufatteligt tyndt befolket; vi er kun lige knap 57.000 personer, og demografien udgør i sig selv en udfordring. Vi bor koncentreret i byer og bygder, hvor der skal sejles eller flyves imellem for at komme fra A til B.

Med en realistisk tilgang til Grønlands økonomiske tilstand har Naalakkersuisut, den grønlandske regering, derfor også taget en principiel beslutning om, at investeringer i disse mulige store anlægsprojekter ikke skal komme fra landskassen. En fornuftig beslutning, som gør, at vi undgår store udlandslån til projekter, som i bund og grund er risky business. Al finansiering skal komme udefra, men investorerne står ikke kø. Udsigten til igangsættelse af eventuelle store anlægsprojekter kan derfor være noget længere end umiddelbart portrætteret af de mange skriverier i pressen.

Lars Løkkes fejltolkning

Selvstyreordningen er en fornuftig ordning for begge parter. En ordning, som er resultatet af forhandlinger, hvorunder både vi fra grønlandske side, og de danske folketingspolitikere og siddende regeringer forhåbentlig har haft øjne og øre åbne. Eller har de?

Venstres forslag om, at Grønland og Danmark skulle holde timeout i forhold til storskalaloven, mens Grønland og Danmark samles om en offentlig investeringsfond, forudsætter, at Venstre og partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, overhovedet har et timeout-kort at spille. Det har de ikke.

Det paradoksale i denne situation er, at vi her ser en tidligere dansk statsminister fra selvsamme parti, som sad ved magten, da selvstyreloven blev vedtaget, som synes at have misforstået selvstyreordningens præmisser. Storskalaloven er en lov vedtaget af Grønlands parlament, den er trådt i kraft, og hverken en dansk oppositionsleder, regering eller et dansk parlament kan agere overhøjhed over et sagsområde, som Grønland til fulde har hjemtaget det legislative ansvar over.

I deres udmelding om et ’DONG 2’ udtrykker Dansk Folkeparti desuden en stor frygt for kinesiske investeringer i Grønland. En frygt, som sådan set er forståelig nok. Det er klart, at det må virke voldsomt på danske politikere, at Danmark har måttet se sig forsvinde i slipstrømmen af asiatisk interesse i den grønlandske undergrund, når det er det selvsamme Danmark, som i århundreder har udforsket og beskrevet Grønlands rigdomme.

Men frygten for kinesiske investeringer i grønlandsk erhvervsliv virker dobbeltmoralsk, når Danmark samtidig selv gør alt for at tiltrække investeringer fra netop Kina.

Grønland har meldt klart ud. Man vil fra grønlandsk side ikke udelukke nogle investorer til fordel for andre. For Grønland handler det om at balancere sit engagement med en bred vifte af internationale investorer. Og for Danmark bør det handle om, at Danmark genfinder sin rolle over for Grønland – herunder også som mulig kilde til investeringer, side om side med andre investorer.

Alternative eksportmuligheder

Den grønlandske økonomi har brug for, at der kommer nye penge i kassen. Fisk og rejer udgør på nuværende tidspunkt 90 procent af vores eksport. Hvis ikke vi får flere ben at stå på eksportmæssigt, vil vi mangle én milliard danske kroner om året, når vi når år 2040. Vi har en høj ledighed; i 2011 var den på ca. 9,4 procent. En stor andel af disse er ufaglærte, og 40 procent af befolkningen tjener mindre end SIK’s mindsteløn. Det er ikke forhold, vi kan leve med. Slet ikke hvis vi vil opretholde det velfærdssystem, vi har i dag.

Vi har et stort ønske om at øge ligheden i Grønland, og for at være i stand til at skabe bedre uddannelser og livsvilkår for kommende generationer er det klart, at vi vil vurdere alle muligheder, som byder sig.

Det er rart med den udviste omsorg for det grønlandsk-danske forhold, og det er rart, at vi nu taler mere åbent og bramfrit om vores fælles udfordringer som et rigsfællesskab. Men lad os nu være reelle i engagementet og droppe spillet for galleriet. Lad jeres engagement været oplyst og velfunderet, så vi sammen finder de gode fælles løsninger.

Sara Olsvig er MF for Inuit Ataqatigiit

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jairus Lyberth
  • Jens Thaarup Nyberg
  • John Hansen
  • Niels Mosbak
  • Erik Jensen
  • Holger Madsen
  • Bill Atkins
Jairus Lyberth, Jens Thaarup Nyberg, John Hansen, Niels Mosbak, Erik Jensen , Holger Madsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et eksempel på at kapitalismen ikke tager nationale hensyn... der er ikke noget der hedder 'dansk kapitalisme', men der er stadig noget der hedder danske arbejdspladser. Gad vide hvor længe det skæve forhold kan forsætte?

Usædvanlig velformuleret og informativt indlæg af Sarah Olsvig. Ser frem til, at Information fortsat stiller spalteplads til rådighed for hende, når grønlanske forhold skal belyses.

ivalo frank, Jairus Lyberth og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Fint nok, Sara Olsvig, men er importen af tusindvis af underbetalte kinesiske arbejdere vejen frem for Grønland?