Læsetid: 3 min.

Højtbegavede børn er ikke ressourcestærke

Begavede børn er ikke nødvendigvis ressourcestærke, men de har til gengæld et højt indlæringspotentiale. Hvis ikke det bliver forløst, så kan de lige som alle andre ende med at blive urolige og forstyrre undervisningen. Derfor må vi ikke bare tænke, at de skal nok klare sig, når folkeskolereformen skal på plads
16. januar 2013

”Jeg glæder mig” udbryder Jep, da Jep og mor kører forbi skolen. ”Hvad glæder du dig til?” spørger mor. ”At lære noget” svarer Jep. Shit, shit, shit går der gennem mors hoved. For mor har en ide om, at Jep er ret godt begavet, og hendes erfaring siger hende, at det der med at lære noget i 0. klasse er ret hurtigt overstået. Eller i hvert fald ikke det samme, som Jep forventer.

Et år efter har Jep og mor lange snakke om, at i 0. klasse skal man lære at gå i skole. Mors dialog med skolen bærer ikke frugt, for Jep er da bare en helt almindelig drenge med krudt i numsen. Og han er jo absolut ikke den bedste i klassen. Dybest set kan Jep bare ikke forstå, hvorfor han ikke lærer noget og hvorfor han skal lære det, de siger han lærer.

Desværre for mor har hun erfaring fra sine andre børn. Søren går nu i 6. klasse. Mor savner Søren. Hun savner den lidt sarte dreng med omtanke for andre. Nu har hun en dreng, der skøjter igennem skolearbejdet, og så ellers laver al den ballade han kan. De er nået langt forbi snakkene om at kede sig i timerne. Søren ender allermest nede hos skolelederen. Og mor får lange beskeder om, at Søren svarer igen, er fræk og uforskammet. Når hun prøver at snakke med Søren, siger han, at han bare fortalte det rigtige, og at lærerne ikke forstår noget, at det er kedeligt. Skolen er begyndt at snakke om, at det måske ville være godt for Søren at skifte kontekst. Så Søren kan genopfinde sig selv.

Men det som smerter allermest er Mette. Hendes førstefødte lille prinsesse. Mette går nu i 8. klasse. Fra at være prinsesse er Mette nu allermest blevet en sort person. Mette går altid i sort, og er helt forsvundet bag sit lange sorte hår. Når der er skole-hjem samtale, får de altid det samme at vide: vi tror Mette er dygtig, men hun bliver nødt til at vise det. Mette kan gå dage i skolen uden at tale med nogen. Og efterhånden kan Mette også gå dage derhjemme uden at tale med familien.

Sådan er det naturligvis ikke for alle højt begavede børn i den danske folkeskole. Men sådan er for nogle. Højt begavede børn er ikke ressourcestærke børn, men børn med et højt indlæringspotentiale. Det vil sige, at de højt begavede børn kan lære rigtigt meget, ikke kun udenad (selv om en del af dem har en absurd god hukommelse), men også på et højt abstraktionsniveau.

Søren, Mette og Jep er heldige, hvis de kommer fra en ressourcestærk familie, der har overskud til at gå i en (måske) vedholdende dialog med skolen. Hvis familien bor i den rigtige kommune, kan der være tilbud, både i og uden for skoletiden. Måske skal familien selv ud og lede efter tilbuddene. Der vil højst sandsynligt ikke være et tilbud til Jep. Så man må håbe, at Jep kommer igennem de første år. Kan han det – dvs. kan Jep sidde og kede sig hver eneste skoledag i en 4-6 år, uden rigtigt at finde venner, uden at miste motivationen, uden at reagere hverken i timerne eller på andre måde – så er der håb for, at Jep kan blive udpeget til et af de få tilbud, der findes.

Det lyder fantastisk med en skolereform, der skriver at ”Målet er, at alle børn bliver så dygtige, de kan, uanset baggrund.”. Grundlæggende giver det mening at skabe rum til og tilrettelægge dagene, så børnene kan lege læring ind. At skabe sammenhæng mellem fagene, så fagene giver mening i forhold til dagligdagen, kan absolut give forståelse for, hvorfor der skal læres at læse og laves matematik. Der er masser af godt at sige om den nye skolereform.

Men tænk nu, hvis det bare bliver mere af det samme? Det lyder forfærdeligt at lade Mette være udstillet som underlig og dybt ensom 37 timer om ugen; at Søren nu skal bruge 35 timer om ugen på at ’råbe op’ uden at blive set som den højt begavede dreng han er. Og Jep, jamen, vi krydser fingre og håber på, at han er en af de heldige, der kommer godt igennem.

Pia Ryding er seniorkonsulent og arbejder med højtbegavede børn. Hun er selv mor til to af dem

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Nielsen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Sofie Jørgensen
  • randi christiansen
  • Sören Tolsgaard
  • Steffen Gliese
Torben Nielsen, Heinrich R. Jørgensen, Sofie Jørgensen, randi christiansen, Sören Tolsgaard og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Tankegangen om skolen er helt absurd - den skal sætte i gang, den skal børnene at lære at læse, så de kan læse selv. Matematik er det lidt sværere at finde adgang til selv, men der er da situationer også for børn, hvor det kan være svært praktisk.
Det er, som om man helt er kommet væk fra, at børn drager erfaringer og forestillinger at alt, hvad iagttager. Der er også en meta-læring i skolen, der er skolen som erfaring og overvejelse.

Søren Kramer

Nu er det altså lærerne, som praktiserer efter denne absurde tankegang. Men det er måske slet ikke ud fra deres egne ideer? Og hvorfor fortsætter det?

Og hvad er det så en erfaring børnene får, og overvejelser de gør sig, når de alle bliver tvunget til at spise den samme jævne leverpostej?

Fællesskab i folkeskolen er reduceret til projektarbejde og at alle sidder på deres flade røv mens der gennemgåes et eller andet enten totalt kedeligt, eller helt uforståeligt, for halvdelen af eleverne. Så kan de lære hvad fælleskab er. Hvilken metalæring drages af det?

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Er der slet ingen nedre grænse for, hvordan man vil tillade sig at beskrive folkeskolen? I det ovenstående indlæg er den befolket af idioter, lige fra lederen, der sidder på sit kontor og finder sig i, at Søren "allermest" ender "dernede" ... over lærerne, de kedsommelige, småtbegavede individer ... til de andre elever, der ikke forstår at tale med de begavede.
Nu er de i denne artikel omtalte elever jo fiktive, så i modsætning til den nylige artikel i Politiken om folkeskolens ulidelighed kan man ikke problematisere kilderne til denne. Der er hverken person eller stedangivelse, så på trods af en enkelt, modificerende bemærkning om, at det ikke er sådan for ALLE højtbegavede børn, postulerer den på denne måde et generelt billede.
Det mest besynderlige er, at de fiktive børns fiktive moder tilsyneladende finder sig i den skildrede trøstesløshed. "Shit, shit, shit" går der gennem hendes hovede, da den yngste ytrer ønske om at lære noget - men nogen handling fører det ikke til. På trods af, at vi kun har undervisningspligt i Danmark - ikke skolepligt. Hvorfor finder hun ikke en privat skole, eller giver hjemmeundervisning - der er jo alligevel ingen, der taler med den nu sorte prinsesse? Og Søren er mest til skideballe hos skolelederen - rent bortset fra, at hans lærere jo er for dumme til at lære ham noget? Hvorfor lærer hun ikke Jep at læse, så han kan finde sig den viden, han higer efter?
Jeg kan godt forstå, at Pia Ryding er noget betænkelig ved en skolereform, der giver børnene yderligere tid i den skole - bakket op af Søren Kramer, der kan fortælle, at: "Fællesskab i folkeskolen er reduceret til projektarbejde og at alle sidder på deres flade røv mens der gennemgåes et eller andet enten totalt kedeligt, eller helt uforståeligt, ..." (hvordan de to ting så end skal foregå samtidig). Jeg har for den sags skyld også selv betænkeligheder over for skolereformforslaget, men lad det nu ligge til en anden tråd.
Hvordan i alverden kan forældre finde på at overlade deres børn til et sted, de overhovedet ikke respekterer - som de kun har en så nedladende foragt til overs for? Hvad forventer man at få ud af at være så udokumenteret, ensidigt nedgørende overfor den fælles skole?
Denne gentagne myte om de højtbegavede børn, der mistrives af netop denne grund! Myten om, at lærerne ikke kan vurdere det højt begavede barn med det store læringspotentiale - "Jep er da bare en helt almindelig drenge med krudt i numsen." siger de, selv om hans mor ved, han er så godt begavet, at det er et problem. Når Sørens lærere påstår, at han er uforskammet, kan han selv fortælle, at det bare er fordi han fortæller dem det rigtige, de forstår ingenting og er kedelige - og den køber mor!
"Shit, shit, shit!" må jeg tænke - sig mig, hvor mange folkeskoler har du besøgt, Pia Ryding - og hvornår og hvor længe?
Lagde du mærke til, hvordan det gik med den række privatskoler, der blev oprettet specielt for højtbegavede børn (uden krav om test - optagelse på baggrund af forældrenes opfattelse af barnets egenskaber) for få år siden? Og - ja, jeg ved godt, at det er uforskammet af mig at spørge - når du i dit arbejde som seniorkonsulent for højtbegavede børn bliver opsøgt af forældre; afviser du dem så nogensinde med den begrundelse, at deres barn ikke har problemer på grund af særskilt høj begavelse, men på grund af dårlig opførsel? Samt måske forkerte forventninger om, hvad alle andre skal gøre for ham/hende?
P.S.: Naturligvis ved jeg, at der er børn, der mistrives i skolen, og mit hjerte bløder for dem. Det er dog svært at forestille sig en skole, hvor ingen lærer ser dem og føler ansvar for at gøre noget for dem. Der er i virkelighedens verden ikke mange chancer for, at en pige som Mette, hvem ingen taler med i skolen eller hjemme, skal gå rundt på den måde, uden at hendes skole sætter tiltag i gang. Tiltagenes succesrate afhænger så bl.a. af, at forældrene har valgt sig en skole, de kan samarbejde med og have respekt for - og for de andre forældres tilsvarende respekt.

Hvordan det er gået til, at høj begavelse skal gælde for en eller anden slags handicap, der gør livet ekstra svært, overgår min forstand. Der er ikke skygge af videnskabeligt belæg for det, og almindelig sund fornuft tilsiger, at god forstand er en styrke, ikke en svaghed. Dermed ikke sagt, at højt begavede børn ikke også kan have deres at kæmpe med. Men alt andet lige er deres liv naturligvis lettere end deres ringere begavede jævnaldrendes. Det er nu engang sjovere at være klog, rask og rig end dum, syg og fattig.

Søren Kramer

Selvfølgeligt kan det blive svært hvis nogle børn er bedre fag-fagligt end deres lærer, eller hvis de bare er mere kvikke. Det bliver svært hvis læreren ser sig som eksperten der får eleverne til at forstå hvordan verdenen hænger sammen, præcist som mange forældre ønsker det, og ikke som den der sætter igang.

Og det er svært hvis nogle lærere tror de kan "se" eleven, når de strør om sig med ord som "i virkeligheden" og taler om børns opførsel som et produkt af barnets personlighed og opdragelse.

Det er svært at være anerkendende for et anderledes synspunkt, når man er en gammel romantiker med blødende hjerte, som drømmer om respekt.

Søren Kramer

@Niels Christian Sauer
Det er måske lidt nemmere som menneske at være klog, rask, rig og pæn end det modsatte. Vores lykke, den er derimod, det meste af vejen, bestemt af vores gener. Det er sådan set det videnskaben siger. Det kan man så tage som en deprimerende eller trøstende kendsgerning - afhængig af ens gener selvfølgeligt.

Vi skal bare drive skole, så alle er med. Det giver os "folke"skolen og muligheden for at bevare den. Det må bare være sådan. De urolige og voldelige. De kloge og egoistiske. Alle er med, og det skal ikke diskuteres. Det fungerer hver dag, så selvfølgeligt kan det lade sig gøre.

Steffen Gliese

Søren Kramer, lad være med at forfalde til en biologistisk verdensforklaring, der gang på gang modbevises af virkelighedens kompleksitet. Gener er en lille bitte detalje i menneskets komplekse væren.
For hvert menneske er livet en rejse, og jo mere man er i stand til at reflektere over, hvad der sker undervejs og påvirke det en smule i den retning, man ønsker at det skal gå, jo mere tilfreds og opfyldt af tilværelsen bliver man.

Min påstand: børns intelligens har i princippet ingen relation til om man er rig eller fattig. Intelligens er heller ikke en statisk størrelse, men selvfølgelig kan det være lettere at styrke evnerne hvis man har forældre med overskud,hvilket ikke behøver være på det økonomiske plan.

Grundlæggende er det bare ikke sådan, at mennesker kommer i to versioner, de kloge og de dumme. Langt de fleste - alle? - har et ben i begge lejre. Alene derfor er det meningsløst at lave niveaudelte skoler. Det ender altid som en social sortering.

randi christiansen

Med en bæredygtig miljø-og socioøkonomi er alle problemer løst, fordi ressourcerne vil blive administreret hensigtsmæssigt - og der vil således være overskud til at møde de usædvanlige børn - som der i øvrigt sandsynligvis vil være færre af, fordi samfundet vil være indrettet på en måde, der er i overensstemmelse med de grundliggende livsprincipper.

Disharmoniske reaktioner er indlysende nok tegn på underliggende ubalancer - men hvilke?

Tydelige overgreb er f.eks. miljøgifte - er det ikke indlysende, at de har indflydelse på menneskets biologi og funktionalitet?

Arbejdsmarkeds- og familiestrukturer er helt tydeligt også meget rigide og giver meget lidt plads til det atypiske adfærdsmønster - der skal ikke meget til for at falde udenfor.

På den baggrund at forestille sig, at man kan kreere en folkeskole, der giver plads til, at det enkelte barn kan udvikle sig optimalt, er urealistisk ønsketænkning.

Samfundene ensrettes i fht en overordnet skabelon bestemt af en lille finansiel klike, som igen er med til at definere en EU politik, som skal bestemme, hvordan DK anvender sine (kommunernes) opsparede midler. Her er ikke meget råderum til at efterforske den filosofiske indsigt, som må ligge til grund for det gode børne- og skoleliv.

Steffen Gliese

Jeg er ikke udpræget tilhænger af niveaudeling - men jeg husker, at delingen i de såkaldte grund- og udvidet kursus i visse fag i mine sidste skoleår havde en væsentlig positiv virkning, og det var to små hold.

Peter Hansen: Ja opdeling i hold efter interesser og evner på bestemte felter kan styrke, det som kan være humlen er den holdning som ligger bag eller rettere sagt menneskesynet. Alle individer har i princippet ret til anerkendelse og omsorg.
et som er gået galt i de senere år og måske i mange er at praktisk intelligens ikke anerkendes på lige fod med den teoritiske..

Flemming Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Søren Kramer

Når niveaudelingen har virket har det jo netop været fordi, der er blevet tavleundervist, fremfor at sætte børnene i gang med deres egen læring.

Det er som om der er en opfattelse af, at for at fællesskabet skal bevares, så er det nødvendigt at behandle eleverne ens.

Undervisningen er for lærercentreret. Det er væsentlig at bryde med de vaner, hvis folkeskolen - og fællesskabet - skal bevares.

randi christiansen

Skoleklasser med 30 eller flere elever hvor det forventes, at læreren både skal hole ro og orden OG tilbyde individuel undervisning? Det er en pølsefabrik, hvor resten af samfundets dårligdomme vil afsætte sine tydelige spor i form af mobning, utilpassethed etc. - læreren og børnene har ikke mange chancer i den opsætning.

Flemming Andersen, Torben Nielsen og Sofie Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bine Feldbæk Siefert

Thora - nu er du der igen. Med din nedskydning af hvad rigtig mange forældre til børn med høj IQ oplever. Du spørger hvor mange folkeskoler Pia Ryding har kendskab til - og det kan jeg naturligvis ikke svare på. Men jeg kan svare for mig selv og det er ikke så få som pædagogisk konsulent - og selv om den fiktive case er karikeret så er den skræmmende nær den virkelighed som mange børn OG deres forældre oplever. At du ikke vil accepterer det - betyder ikke at det ikke er andres virkelighed.

Du råber ved enhver given lejlighed "MYTE" om børn med en høj IQs mistrivsel men måske skulle du selv lægge paraderne et øjeblik og så gå undersøgende ind i sagen - for efter min bedste mening - og nu er jeg efterhånden stødt på dine indlæg en del gange - så gør du lige nøjagtig det der gør det så svært at komme videre. Du parerer i fornægtelse - ikke på baggrund af viden men på baggrund af antagelse og holdning. Den kunne jeg ikke drømme om at tage fra dig - med mindre du var ansat hos mig for så ville jeg tvinge dig til at tage "de anerkendende briller på" og få løst problemet i samarbejde med forældrene - ikke ved at hamre dem i jorden. ;)

Der findes naturligvis både gode, dygtige og meget arbejdsomme lærere - men det der er problemet er når lærere - som du også gør - skyder det ned de ikke kan læse i en forskningsrapport (og det skal lige siges at den slags findes men i alt for ringe omfang i DK) og udelukkende tager udgangspunkt i egen virkelighed - og dermed har en microsubjektiv tilgang. Det er simpelthen ikke godt nok i en profession at slagte en gruppe børn på baggrund af egne holdninger.

Det kan simpelthen ikke nytte noget at folkeskolens repræsentanter holder fast i "synsninger" i stedet for i undersøgelser. Det skaber en fastlåst og rigid folkeskole der aldrig får skabt rum for de gode diskussioner. Så slagt nu de hellige køer - jeg kan - og vil meget gerne - vise dig skoler hvor dette er virkelighed og hvor man også har gjort noget ved det. Det er bare i privat regi og vi taler ikke om de skoler du benævner. De findes helt sikkert også i offentligt regi men vejen ind til forståelse er ofte lidt længere i det offentlige - er min erfaring.

Folkeskolen er jo skolen for folket og folket er en broget skare, og derfor er man også nødt til at lukke lidt op for de stagnerede holdninger og kigge ud over egen habituale holdninger.

Jeg er selv forældre til en af slagsen - han bliver aldrig professor, måske dyrepasser eller noget i relation til Netto - hans yndlingsbutik... Og ganske fint med mig, men først må han altså lide under den manglende forståelse for at det ikke har været tilladt at tænke ud af boxen i folkeskolen. Og selvom mit hjerte befinder sig i folkets skole - ja så går han nu på en friskole hvor det er tilladt at være anderledes - og ikke kun på hans måde. Sikken en befrielse og hvor er jeg ked af at de 4 første skoler ikke kunne formå at rumme en lille rummand. Han er hverken udadreagerende eller flabet - snarere tvært imod - men hjerner kræver udfordring uanset hvordan de er skruet sammen. Og hvis ikke han var havnet på den skole han går på nu så er jeg bange for at han helt havde mistet modet på at gå i skole.

Jeg skal give dig et eksempel: Han kunne ikke læse før han gik i 3. klasse. "Martin og Maria i Isby" kunne på ingen måde vække hans nysgerrighed. Til gengæld havde han en fantastisk hukommelse, så når han havde hørt en bog 2 gange i fx Læsefidusen-genren så kunne han den udenad. Det betød at læreren længe ikke opdagede at han ikke kunne læse - trods adskillelige hints fra mig. Mange børn med en høj IQ er elendige til at terpe - og en del undervisning er bygget op omkring terperi - fx. skrivebøger, regnestykker fra matematikbogen på nettet - du kender den sikkert. Udemærket for de fleste, men min søn blev dårligere og dårligere til at regne jo flere ens opgaver han fik og det er meget signifikant for hans læring. Han lærte først rigtig at læse i 3. klasse da jeg fandt ud af at låne nogle bøger til ham til en ældre aldersgruppe (Mere handlingskomplekse) men skrevet til børn med læse vanskeligheder (altså svarende til hans læsetekniske niveau). Efter 2 mdr. læste han selv Erik Menneskesøn og færdiggjorde dem alle 4 (?) på lidt over en måned. Før det var det gråd og tænders gnidsel og han var skoletræt i midten af 2. klasse og i slutningen af skoleåret var han reelt deprimeret.

Det lyder jo som om der skal vildt meget til og at der skal undervises på universitetsniveau i klasserne - men det er jo ikke nødvendigvis tilfældet. Der skal faktisk ikke altid så meget til - bare det er det rigtige. Børn der møder anerkendelse og bliver set trives bare bedre - og for at anerkende er man nødt til at være åben og turde at eksperimenterer.

Jeg er fuldstændig enig med Sauer når han skriver at det ikke i sig selv er et problem at have en høj IQ. Nej det er det ikke - hvis man er i en dagligdag hvor man anerkendes også selvom man ind i mellem skiller sig ud, accelererer hurtigere end gennemsnittet eller tænker mere komplekst. Men det er bare ikke dagligdagen for mange - desværre bakke godt op af voksne fagpersoner med "synsninger".

Sultne hjerner skal fodres - ellers riskerer man at de udvikler mentale "spiseforstyrrelser" og som lærer er man denundelyneme forpligtet på ikke at være en kylling der ikke tør at kaste sig ud på de 70.000 favne fordi man benægter eksistensen af et eller andet - i dette tilfælde at børn med høj IQ ofte har behov for kompleksitet der sætter deres jævnalderende af - ikke nødvendigvis som "acceleration" men som "Enrichment" - altså et spadestik dybere. Hvorfor er det så vigtigt at benægte eksistensen af mistrivsel. Er det fordi det føles som om folkeskolen er under beskydning? Eller lærerne er? Hvad er det der er så slemt at det skal gå ud over forståelsen af at børn ikke trives når de ikke anerkendes og forstås?

Den største misforståelse er som jeg ser det - at der hele tiden refereres til denne gruppe som talenter og kloge. Ja de velstimulerede, glade, trygge og harmoniske børn kan måske ses som sådan - og de findes da gudskelov også. Men de selvsamme børn kan komme i mistrivsel hvis ikke de vandes - nøjagtig som alle andre - bare ikke nødvendigvis med samme vand.

Thora - hvad har du opsøgt af viden siden sidste debat? Ja det er muligvis lidt provokerende spurgt - men dine argumenter er de samme (Gælder i øvrigt også Sauers) men kan man tillade det som professionel? Er man ikke særligt forpligtet på at udfordre sig selv på holdninger og viden så man ikke risikerer af få ofret nogle børn på "synsningernes" bål?

Jeg mener at et helt centralt punkt overses hos både Sauer og Rasmussen nemlig børnenes perspektiv. Hvis en åbenhed kan medføre gladere børn - med blod på tanden og lyst til at gå i skole så må det da være en vindersituation?

Jeg har skrevet det før og gør det gerne igen "Der er forskel på at have 30 års erfaring" og erfaring der er brugt i 30 år.

Jeg ved at personlige anekdoter godt kan blive lidt kedelige og "langhårede" men jeg synes alligevel at det er vigtigt at få et broget billede på hvordan børn med høj IQ er (Bemærk at jeg ikke skriver begavelse da jeg mener at det er et misvisende begreb der jo netop leder tankerne hen på en der bare stryger derud af og det er bestemt ikke altid det billede jeg ser - og jeg ser en del ;)

Så ned med våbnene og lad os få løst udfordringerne istedet for hoppe på stedet på¨ømme tæer.

Mogens Fosgerau, Sabine Behrmann, randi christiansen og Sofie Jørgensen anbefalede denne kommentar

@ Peter Hansen: Du ".. husker, at delingen i de såkaldte grund- og udvidet kursus i visse fag i mine sidste skoleår havde en væsentlig positiv virkning," Jeg gætter på, du gik på udvidet kursus?

Niveaudeling blev opgivet fordi var løbet fra den. Den hører sammen med landbrugs- og industrisamfundet. Vi kan ikke bruge et uddannelsessystem, som sætter hele socialgruppe fem af inden de overhovedet er kommet i gang. Det siger selv OECD.

Bine Feldbæk Siefert

@Sauer

Du antager pr. definition at dette udelukkende skal tilgodese "dygtige" elever - hvilket må være antagelsen bag dit gætteri på at Peter Hansen gik på udvidet?

Det sidste år jeg arbejdede på efterskole eksperimenterede vi med niveaudeling i matematik. Vi lavede 3 hold. Eleverne valgte selv hvilket hold de ville være på og de kunne rykke hvis de oplevede at det enten var for nemt eller for svært. Sjovt nok havde vi OG eleverne svært ved at få armene ned over at alle var glade. De der gik på holdet med det laveste niveau kom fra folkeskoler hvor de havde oplevet at føle sig dumme og efter eget udsagn følte de for første gang fx stolthed når de pludselig kunne følge med - og vigtigt - de følte sig ikke dumme tvært imod. De der gik på holdet med det højeste niveau følte for første gang at det var okay at være dygtig og at de kunne få lov at lave matematik som de syntes var sjovt fordi de ikke hele tiden skulle vente på andre. - Ingen så hverken op eller ned på hinanden af den grund.

Dit argument med industrialiseringssamfundets ånd som udgangspunkt for niveaudeling er dobbeltsidig - for en manglende accept af at vi ikke alle kan spejle os i den samme sø, fastholder jo netop den industrialiserede - eller oplysningstidsidealet om det akademiske som det ypperste. Lad nu for pokker matchgruppe 5 få lov at udvikle det de kan og ikke med de kommende ingeniører som nærmeste "udviklingszone". Personligt synes jeg ikke blot at denne tanke går ud over de dygtigste men også over de bogligt svageste. Den eneste gruppe der reelt tilgodeses er Mellemgruppen.

Hvis tiden er løbet fra noget er det da de hellige køer som har været argumenteret for på samme måde de sidste 20 år - det kan da ikke passe at der ikke er sket en udvikling i argumenterne, for så må de måske ses som ikke-tidssvarende.

OECD - Dem der også mener at økonomisk vækst og konkurrencedygtighed skal styre uddannelserne? Det er da blot en ny måde at skabe outsidere på.

Jeg er ikke fortaler for at niveaudeling er id lykke. Jeg er fortaler for at vi i et demokratisk samfund bliver nødt til at tage diskussionerne om hvad der er "ønskværdigt" ved uddannelse - og det gøres altså ikke ved at sige "Nej - punktum". Dannelse og kvalifikationer og i sidste ende kompetencer er ikke bare en grå masse vi kan smørre bredt ud over børn af i dag. Den største trussel for alle i dag er ikke om de kan læse og forstå som kinesere - men om de kan få lov at blive frie demokratiske (og selvforsørgende) mennesker, der både har lært men også har lært af at lære- og det er efter min bedste mening noget vigtigt vi er ved at sætte over styr. Det gøres ikke ved at behandle alle ens men ved at behandle dem lige. Verden er i forandring, så dermed må vi skabe mulighed for at børn rustes bedst muligt til at være sig selv - et svært fag at sætte på skemaet, men muligheden gror i lærerens og ledelsens syn på hvad der skal til for at skabe god uddannelse - for alle, ikke om de skal være i samme lokale.

Så jeg postulerer hermed at dine holdninger er nøjagtig lige så industrialiserede - same same but different.

Se en uddybning her http://www.youtube.com/watch?v=zDZFcDGpL4U

En rapport fra 2008 lavet af børnerådet "fællesskab og forskellighed" viser at 30 % (!!!) af de adspurgte børn i 6. klasse føler sig udenfor og anderledes og en stor del af dem mistrives i skolen. Når børnene spørges hvad der har betydning for om man vil være venner med hinanden er et af svarene fx at man ikke må være alt for god i skolen - mens det ingen betydning har at man er dårlig i skolen. Faktisk måtte man hellere have et handikap end at være god i skolen. Det er da skræmmende men bakkes jo godt op af lærere der død og kritte ikke vil forstå at det for rigtig mange børn med en høj IQ ikke er en dans på roser uanset om de er dygtige eller ej.

Tværtimod har jeg mødt alt for mange lærere med holdningen "Hvis de er så kloge så må de da også kunne XXXX" fordi de blander fornuft og forstand til en fælles masse - så meget længere er vi nået efter Descartes og Kant!!!

Skal høj IQ forstås så skal det ses som et kompleksitetsrationale/potentiale og det er jo ikke sikkert det lige er i folkeskoleregi at dette foldes ud, men for de børn der er så "heldige" at være potentielt dygtige i det som folkeskolen værdsætter, ja de kan så få lidt mere af det samme bare skruet lidt op - men kompleksitetsniveauet hæves jo ikke fordi man sætter et nul mere bag minusstykket.

Forskning viser at der kan tabes op til 3 IQpoint om året hvis barnet ikke stimuleres - og det kan simpelthen ikke passe at folkeskolen med sine rigide væbnere skal være et sted med brain-drain uanset hvor man startede?

Kun ganske få procent af de børn man kalder højt begavede ender som højtbegavede voksne - og her har folkeskolen altså et kæmpe ansvar. Det er ikke op til enkeltpersoner med sure miner at frarøve børn noget der er deres og ikke lærernes. Det er sgu tyveri ved højlys dag!

Jeg er barn af 70´ernes post-neurotiske socialkarakter - hvor vi alle skulle kunne det samme og ligne hinanden. Hold da fest hvor har jeg kæmpet med at være anderledes i et miljø hvor det bestemt ikke var velset at ville andet end at være kæreste med Peter fra paralelklassen, gå på EFG handel og kontor og få nogle unger der skulle gå på samme skole som man selv havde gået på. Nyheder hos os kom med BT og da jeg som 16 årig endelig var blevet så umulig at jeg blev smidt ud hjemmefra blev jeg anbragt på et kollegie istedet for en ungdomspension fordi jeg ikke var god til at ryge hash.... Og endelig mødte jeg nogen der kunne tale mig med, forstå mine tanker og sætte pris på mig som den jeg var. Mærket af en skolegang med 5 skoler inden afgangseksamen - er uddannelse først kommet sent til mig og i en alder af 41 er jeg påbegyndt en kandidatuddannelse (1½ år tilbage) som den første i min familie - og for første gang i mit liv skal jeg stå på tå fagligt. Hold da op en udfordring og tænk at jeg skulle blive 41 før jeg prøvede det. Det er fandme pinligt for den måde vi tænker uddannelse på i Danmark.

Så slagt nu de køer for dælen og lad os finde ud af hvordan vi tilgodeser ALLE børn bedst muligt - uden at falde i 70´er-gryden.

Mogens Fosgerau, randi christiansen, Flemming Andersen, Torben Nielsen og Sofie Jørgensen anbefalede denne kommentar

Du har inderlig ret i, at vores nuværende, udelte skolesystem ikke fungerer perfekt. Men deraf kan ikke sluttes, at den delte skole kan gøre det bedre. Vi har en række udfordringer, som er blevet negligeret, og forestillingen om at alle skal være i det samme klasseværelse uanset hvad, er en af dem, enig. Vi kunne jo begynde med at sikre ro og fred i klassen.

Jeg vil også medgive, at valghold i udskolingen kan være en del af løsningen. Også selv om de uvægerligt vil medføre en vis grad af social sortering.

Men når vi voksne begynder at sortere børn efter beskaffenhed, det være sig vægt, hårfarve eller testscore, så knækker filmen for os. Så begår vi overgreb. Og det gjorde man i den delte skole, jeg husker fra min barndom. I lange baner, rutinemæssigt og ganske uden fornemmelse for almindelige menneskerettigheder. Dengang var det jo almindeligt og accepteret at slå løs på børn.

Så ja, der ER køer, der skal slagtes. Men ideen om den fælles klasse er ret beset kun 20 år gammel, og forud går hundreder af år med social sortering. Så hvad med at give den en chance?

Bine Feldbæk Siefert

Sauer. Se den lille film jeg har linket til. Den kan måske få os til at tænke lidt i nye baner omkring hvordan vi jo deler nu - bare efter alder.

Du ønsker fred og ro - men i min optik er det ikke det samme. Der hersker en forestilling om at uro er ukonstruktivt men Jens Rasmussen bruger et meget fint eksempel i sin bog "Socialisering og læring i det refleksivt moderne" hvor han beskriver at spørge kursister - læreruddannede - om hvad der adskiller de unge i dag fra tidligere. Lærerne beskriver forskellen med begreber som egocentriske, rodløse, snakkende og vidende. Han tolker herefter disse karakteristiska i en systemisk terminologi til rodløse=selekterende, egocentriske = selvrefererende, snakkende= kommunikerende og vidende får lov at stå for sig selv. De førstnævnte begreber har alle en negativ klang hvor de sidste har et udviklingspotentiale og besidder dynamik. Og for at gøre pointen omend mere poetisk så også mere tydelig - Kahlil Gibran skriver i Profetens bog om børn "Deres legmer kan I yde husly, men ikke deres sjæle - Thi deres sjæle dvæler i huset af imorgen som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme. I kan stræbe efter at blive som de, men søg ikke at danne dem i jert billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne".... Og dermed er hele talen om uro, små uopdragne egocentrererede individualister måske også et spørgsmål om at nutidens voksne må sande at de er overhalet indenom af en generation de ikke forstår, ikke anerkender og ikke formår at få bragt i fold...simpelthen fordi folden er håbløs umoderne og børn i dag ikke har det tilpasningsgen vi så gerne ville have så der var ro til at undervise - på den måde vi forestiller os at undervisning er bedst. Hvis ikke vi tænker ud af boksen så tror jeg at vi netop gennem måden vi organiserer både klasser og megen undervisning på, får "produceret" alt for mange der falder igennem.

Jeg skal ikke her postulere at uro er læringsfremmende men det er da skræmmende at en undersøgelse for nyligt viste at 6 ud af 10 lærere ikke tilegnede sig ny viden ud over hvad de blev sendt på af kurser - og det ved vi godt ikke er så mange som man kunne ønske. Forestil dig at det var din bankrådgiver der ikke som en del af sit arbejde helt naturligt søgte viden om det nyeste, om muligheder og begrænsninger i verden. Lærere må og skal betragte deres fag som en evig proces hvor udvikling er et fagligt vilkår og det også gerne skulle smitte af på holdninger og menneskesyn .

Din beskrivelse af din barndoms skole handler jo netop ikke om opdeling men om rangeringen af opdelingen. At opdelingen havde det formål at sortere hierakisk - men tænk hvis vi ikke blev ved med at reproducere det syn.

Og jeg bander PISA-test mv. til helvede fordi det er med til at reproducere og fastholde tomme værdier der hverken komme den ene eller den anden tilgode. ALLE børn fortjener i min optik anerkendelse og mit kendskab til børn med en høj IQ er at trods det at de er lige så forskellige som børn der er bidt af en gal fodbold så har de noget tilfælles - nemlig deres kompleksitetsniveau - ikke at forveksle med faglighed. At forvente og forlange at de ikke skal stimuleres er som at bede kropslige børn om at sidde stille i solidaritet med dem der ikke har samme behov. Hvordan havde verden mon set ud hvis Darwin var vokset op i et betonhøjhus på Vestegnen?

Da min søn gik i 5. klasse fik de en af de her "skriv om en kendt"-opgaver. Han valgte så Niels Bohr. Og brug nu lige 5 sekunder på at regne de andre børns reaktion ud. Jo du har nok gættet at deres blikke blev tomme (også til Trods for at min søn fik fortalt at Niels Bohr var en habil fodboldspiller). De fandt det kedeligt og var på ingen måde imponeret over at sønnen min kunne vise dem at manden havde fået opkaldt et grundstof efter sig.

Da han var 9 år spurgte han til et foredrag for børn om vindenergi foredragsholderen hvorfor man egentlig ikke brugte foden af havvindmøller til at lave bølgeenergi på når nu man alligevel var igang med at forstyrre fiskenes naturlige miljø... Og da manden var fra Vestas sagde "det kan man ikke".... Slut, færdig, punktum.

Kan du forestille dig hvor mange gange en lille aktiv hjerne bliver lukket og slukket af voksne i denne verden til de efterhånden er så tilpassede at de har glemt at tænke kreativt, komplekst og kun kan kaste papirskugler efter klassekammeraterne - eller svare "flabet" tilbage?

Hvorfor er det at de ikke må få hjerneføde? Og få det uden at de som ikke har brug for det samme skal være måbende tilskuere. Det er da "morsomt" at vi stadig rangerer akademiske evner højt bare man først udviser dem i gymnasiet. Hvad gør børn der ikke anerkendes og får lov at udvikle det de nu har? De mister tilliden til verden. Hvad gør børn der altid skal føle sig forkerte? De samarbejder eller bukker under med stress... Det er simpelthen så urimeligt at angsten for det elitære skal holde en gruppe børn som gidsler.

Deres forældre - hvor en del af dem selv har haft en skrækkelig skolegang - er væbnede til tænderne, sårbare som bare fanden og skrækslagne for om ungerne skal igennem ligeså meget som dem selv... og det skal de ofte - for læreren som en den pædagogiske definitionsmagtindehaver - har ikke tygget Løgstrups etiske fordring igennem,, men tillader sig - ja det tør jeg godt at sige - at lade egne personlige holdninger danne rammen for om barnet får lov at være sig selv og mødes der - eller er "forkert" og bare skal rettes ind.

For min skyld kan man godt bevare klasser og fællesskab også gerne med en god diversitet men man må fandmesgu ikke ofre børns dannelse og uddannelse på et personligt vendetta mod elitær tankegang. Det er IKKE mere professionelt end de koner der stirre surt på skrigeballonen i køen foran ishuset i Zoo - fordi de ikke kan se at barnet har en adfærdsforstyrrelse... Så sæt da nogle grænser for barnet...suk.

Nå ret beset har jeg nu skrevet mere end Pia Ryding selv - men mon ikke jeg har tydeliggjort hvad jeg mener?

Et sidste spørgsmål hvis du er kommet så langt - Gør det en forskel for dig om børnene selv har et valg i forhold til fx niveaudeling eller om de "prikkes"?

Vi har nok ikke krydset klinger for sidste gang ;)

randi christiansen og Sofie Jørgensen anbefalede denne kommentar

For at starte bagfra: Ja det gør da en enorm forskel, om eleverne selv vælger deres hold eller om de prikkes. Der er bare grænser for, hvilke valg man anstændigvis kan pålægge børn. Men de største elever - ja, i et eller andet omfang, enig. det mpå bare ikke ende som social sortering igen. Og det ser vi stærke tendenser til i de skoler, der rent faktisk har åbnet for linjer i udskolingen. Så det er ikke vejen. Flere valgfag og tilbudsfag, jatak!

Jeg er ikke længere sikker på, at vi er særligt uenige. Jeg synes som du at det er til at tude over, at børns kloge nysgerrighed bliver lukket ned af voksne, herunder lærere, der ikke har overskud til at fange børnenes flyvske fantasier i farten. Men en af mine pointer er, at det netop er det, der sker, når der er for meget uro i klassen. Den konstruktive uro, du beskriver i indledningen, er en livsbetingelse for den gode skole. Det skal slå gnister, for det er levende liv.

Den uro, jeg vil have nedkæmpet, er den destruktive uro, om hvilken der intet godt er at sige. Det handler om den stærkes ret, om at sk*** på de andre og den fælles dagsorden. Om forvirring, utryghed, konflikter, social angst, chikane, mobning og nedslidning. Det er een af de mest hårdnakkede vrangforestillinger, at uroen er et produkt af snerpede læreres indsnævrede normalitetsbegreber. Det forholder sig stik modsat. Når normalitetsbegrebet er gået i opløsning og alt bliver tilladt, ender man med et galehus. Og jeg er ked af at sige det, men det er faktisk, hvad der er ved at ske mange steder i folkeskolen. Du ville ikke tro dine egne øjne!

Bine Feldbæk Siefert

@Sauer - jeg skal prøve at gøre det kort denne gang, men at fatte mig i korthed har aldrig været min spidskompetence :)

Du vil have nedkæmpet en destruktiv uro - og hvem vil ikke gerne det? Men for at flive i de store tænkere så pointerede Løgstrup jo urimeligheden i at forvente noget af det "at holde skole" som vi ikke forventer af resten af samfundet. Urimeligheden i at forvente noget af børn som voksne ikke kan levere.

Forleden hørte jeg i radioen at HK sidste år havde haft en stigning på 45 % i henvendelser ang. mobning og chikane på arbejdspladser. Med dette mener jeg naturligvis ikke at vi så bare skal give op i forhold til børn men vi må sande at børn ikke gør hvad vi siger, men hvad vi gør - så måske skulle vi sætte særligt ind mod mobning, chikane, personlige angreb osv. blandt voksne hvis vi skal have bare en kinamands chance for at ændre det i skolen.

Du har ret - sagde jeg virkelig det ;) - i at normalitetsbegrebet har forskubbet sig, men samtidig vil jeg postulerer at det ikke er "de særlige børn" - uanset hvad der gør dem særlige i forhold til normen, der har skubbet det.

En børnepsykolog sagde til mig for ikke lang tid siden at det i dag var blevet sværere at være psykolog. En gang kunne man meget hurtigt vurdere diagnosekriterier - vigende øjenkontakt - vi tjekker på autisme, Uro i kroppen og hyperspontan adfærd - vi tjekker på DAMP.... Men i dag er mange børn med diagnoser så velstimulerede hjemmefra at de umiddelbare kriterier ikke kan bruges til ret meget - og at børn uden diagnoser havde adfærdstræk der mindede om diagnosekriterierne. Jeg citerer blot - jeg er ikke psykolog og ved ikke om det passer - men tanken passer vel meget godt på en del af den destruktive adfærd du beskriver.

Nå - jeg må stoppe hvis jeg skal overholde løftet om at gøre det kort :)

Ps. Jeg har en del med folkeskolen at gøre så den er mig ikke helt fremmed ;)

Sofie Jørgensen

Jeg var glad for at gå i skole, dengang i 70'erne og 80'erne, og jeg havde nogle søde lærere, som jeg nu er ret sikker på, godt fornemmede både mit potentiale og mine problemer med skolen. Men nogle af vikarerne og nogle af de andre klassers lærere ku' være ret ubehagelige, når de ikke ku' tackle mig, - det var nemmere at udstille mig, ydmyge mig og få klassen til at grine af mig end at rumme, at jeg gjorde mig tanker, stillede spørgsmål, det tog tid at besvare (hvilket en lærer, der har 24 andre elever, der måske lige skal ha' den én gang mere for overhovedet at forstå første niveau, ikke har!), og måske endda satte spørgsmålstegn ved “solide sandheder”. Mit held var, at jeg var velopdragen, rimeligt beskeden og tålmodig og i starten vist også meget sød og social, så mine faste lærere ku' li' mig og opgav mig aldrig. Med tiden blev jeg mere hård i det, som forsvar, fordi jeg jo altid var dum. Når læreren forklarede noget, og alle andre havde forstået det, var jeg jo altid den, der havde fem spørgsmål og syntes, noget andet modsagde det, læreren lige havde sagt, så jeg måtte jo være dum. Lektierne behøvede jeg ikke at lave, - læsestof ku' jeg gætte mig til, udefra hvad jeg i forvejen vidste, og de skriftlige opgaver ku' jeg kradse ned i frikvarteret, eller samtidigt med at læreren forklarede den foregående opgave, som jo heller ikke var svær. Resultatet blev, at jeg aldrig lærte at lave lektier, noget som mange i min omgangskreds ikke forstår, hvad jeg mener med, for lektier skal man da ikke lære at lave!? I Mensa har jeg mødt mange genkendende nik til den problematik, både fra dem, der havde det som jeg, og dem, der havde andre udfordringer i folkeskolen.
Jeg kom igennem gymnasiet, med pæne karakterer, selvom alle skr opgaver blevet lavet natten før eller i bussen eller i frikvarteret eller dagen efter...Jeg kom også gennem min kortere videregående uddannelse, men har tit tænkt på, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg ikke havde været datter af en enlig mor i Høje Gladsaxe og gået i en folkeskole i 70'erne med mange bogligt svage børn, nogle af dem også fra ressourcesvage hjem.
Hvis jeg havde fået lidt mere plads, fået stillet lidt højere krav, der passede til mine evner, ville jeg måske være blevet bedre til at studere, og havde måske taget en længere uddannelse, hvor mit potentiale var bedre brugt. Hvis jeg ikke havde følt mig som den, der var forkert på den, som tænkte for meget og altid sku' være besværlig indtil jeg var over tredive, ville jeg måske have haft et bedre selvværd og været et mere lykkeligt menneske?
Nåh, måske skal jeg bare være glad for ikke at være barn i dag, der var trods alt flere ressourcer i folkeskolen i 70'erne og ingen, der sendte mig videre i systemet med en diagnose som utilpasset. Velviljen var der, om end der ikke var ressourcer til at differentiere undervisningen for mig.
Min “gode forstand” er sikkert en styrke, men jeg tror nu ikke, den har gjort mit liv hverken lettere eller sjovere. Og jeg er ikke sikker på, det er alle, højtbegavede børn i dag, der bliver set, og set med velvilje. Kan man ikke råbe op på den søde måde, - hvis man er den stille type, eller går mere i forsvarsposition end jeg gjorde, - tror jeg, man nemt kan blive en sort prinsesse eller ballademageren.

Heinrich R. Jørgensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Hvis Pia Ryding og andre vil forstå hvad der går helt galt i børns møde med skolevæsenet og skolesystemet, kunne de overveje at tage de omtalte børns beskrivelse af situationen for pålydende.

'Søren' udtrykker, at han bestræber sig på at udtrykke hvad der er korrekt og sandt, og at lærerne ikke evner at fatte det. Det er overordentligt sandsynligt, at det er præcist sådan det forholder sig. Det er mildest talt ikke første gang et opvakt barn, har diagnosticeret situationen på netop den vis -- og har ramt plet.

Det er imponerende, at Søren formår at tage kampen op mod stupiditet og kollektivets normer, hver dag. Det er naturligvis en overlevelseskamp, der udspiller sig i de situationer. De konfrontationer handler vitterligt om forskellen mellem 'liv og død'. Ikke i korporlig forstand, men på det intellektuelle plan. Den dag Søren resignerer, er han en knækket (ung) mand.

Det er ikke mindre imponerende, at 'Mette' holder munden lukket. Hvorfor strø om sig med perler, når al erfaring fortæller én, at gale hunde vil trampe dem ned i mudderet? Den dag Mette opgiver sin tavshed, i håbet om at ensomheden og ubehaget fortager sig, er hun knækket.

Prøv for én gangs skyld, at bortlægge præmissen om, at lærere og forældre er de, der ved bedst, og at læreres og forældres virkelighedsopfattelse vitterligt afspejler realiteter bedre end børn som Søren og Mette. Prøv at gøre, uagtet at det forekommer både lærere og forældre helt surrealistisk, at dette scenarie kunne være tilfældet.

Om ikke af andre grunde, så af den helt indlysende, at alternativet (som har været fastholdt meget, meget længe) ikke har ført til andet end ekstreme frustrationer og usigelige lidelser (navnligt for de stakkels unge personer). Hvor længe skal en død hest piskes? Hvor længe skal en strategi, der konsistent har været kontraproduktiv, fastholdes? Hvor dumt er det ikke at antage, at de handlemønstre der har ført til problemers opståen, vil kunne afhjælpe dem?

Når alle de bud på forklaringer der virker plausible, har vist sig uden forklaringskraft, er det på tiden at overveje bud på forklaringer, som man har anset for utrolige. Drop fordommene.

Det er ofte børn, der formår at se og indse hvad andre ikke formår. Børn, der med høj og klar røst erklæreren, at skole eller lærere er bar røv på den pompøse og selvhøjtidelige måde, skal man ikke nødvendigvis tysse på, udskælde, ignorere eller belære om at de ser forkert.

Hvis man ikke vil tro på børn, så stol dog i det mindste på en ældre herre, som John Taylor Gatto, hvis erfaringer og meritter er i sværvægtsklassen.

Jeg foreslår, at følgende bøger straks anskaffes, og gives til Søren og Mette. I takt med at de unge mennesker får har læst dem, kunne forældrene forsøge at stave sig gennem de samme bøger efterfølgende. Søren og Mette vil muligvis kunne være behjælpelige i forældrenes læringsproces...

John Taylor Gatto: 'Dumbing Us Down: The Hidden Curriculum of Compulsory Schooling'
Weapons of Mass Instruction: A Schoolteacher's Journey Through the Dark World of Compulsory Schooling: 'Weapons of Mass Instruction: A Schoolteacher's Journey Through the Dark World of Compulsory Schooling'

samt:

Miriam Joseph: 'The Trivium: The Liberal Arts of Logic, Grammar and Rhetoric'
'Quadrivium'
John Holt: 'Teach Your Own: The John Holt Book Of Homeschooling'

Desuden bør også 'Jep' roses, for sin klarhed i tanke. Det purker ønskede sig, var at lære. Desværre blev også han eksponeret for et skolevæsen, der ikke havde til hensigt at hjælpe ham til at lære, men alene tilbød 'indlæring'.

Heinrich R. Jørgensen

Se i øvrigt Sir Ken Robinsons TED talk, som Niels Kondrup og Bine Feldbæk Siefert har henvist til. Han rammer plet.

randi christiansen

Sålænge biotopens ressourcefordeling er ubalanceret og uretfærdig, hvorledes kan man da forvente, at de herpå baserede institutioner er velfungerende?

randi christiansen

Kom til at anbefale Thoras indlæg

Jeg selv og min søn hører til de for det almindelige system tabte alternativt begavede - vi blev spået en lysende fremtid i etablissementet, men vi kan ikke ånde i den spændetrøje, og for mit vedkommende blev det en tilværelse som dissident. Måske - og talentet og arbejdsviljen er tilstede - vil det lykkes min søn at skabe sig en tilværelse som musiker. Jeg har gjort mit yderste for at han skal blive en god samfundsborger og tilpasse sig og respektere fællesskabet - børn gør ikke som vi siger, men reagerer i deres oprindeligste form på al input.

Find ondets rod - det er smerteligt at se sit pragteksemplar af et barn være tvangsindlagt til pølsefabrikken - og her taler jeg ikke kun om folkeskolen men om hele det ideologiske grundlag for statsdannelsen - kommentarerne her på tråden vidner dog om at den totale hjernedød endnu ikke er indtrådt.