Klumme

Hul på bylden!

Hul på bylden?
8. januar 2013

Pessimisterne er dog de reneste tåber,

de tror på det modsatte af hvad de håber.

Nej, de optimister som livet beror på,

er dem der tør håbe på noget de tror på.

 

… må dog vist være det gruk af salig Piet Hein, hvormed der mest passende kan kvitteres for energiminister Martin Lidegaards (R)seneste manende opsang til – håbet.

Her i bladet i fredags – og bl.a. direkte henvendt til undertegnede – lød optimistsangen allerede i kronikkens overskrift: »Klimakampen skal vindes på håb – Dommedagsprofetier om klimaet virker ikke stærkt nok som politisk motivation, uanset hvor realistiske de er. Vi er nødt til at kunne tro på alternativet og vejen dertil, og begge dele skal forekomme mindst lige så indbydende, som det liv vi lever i dag.«

Jamen, det er jo så evig sandt, hvad Hein og Lidegaard noterer: Man må håbe på det, man tror på. Ellers kan man ikke tro andet end det onde, man frygter. Sådan tror jeg også briterne Churchill for 80 år siden og Monbiot for 0 år siden havde og har det – med deres dommedagsprofetier. For den førstes vedkommende, som angik alle de mennesker, ikke blot jøder, han profeterede, ville komme til at lide og lade livet, hvis ikke Hitler blev standset i tide. Og de kom til at lide og lade livet, fordi Churchill fik ret i sin dommedagsprofeti. For den sidstes vedkommende, læs blot hans artikel her i bladet i torsdags »2012 blev et annus horribilis for naturen«, som angår alle de levende væsener, planter, dyr og mennesker, der kommer til at lide og lade livet, hvis ikke vi standser »den brede globale tendens til nedbrydning af økosystemer og naturlige strukturer igennem et stadig mere intensivt landbrug, fiskeri, minedrift og andre industrier«. Og som nu lider og lader livet, fordi kendsgerningerne allerede i dag giver Monbiot ret i hans dommedagsprofeti/-konstatering:

»Allerede tre uger før den nåede sit minimum, slog afsmeltningen for den arktiske havis alle tidligere rekorder. Rester af den globale megafauna såsom næsehornet og den blåfinnede tun blev skubbet voldsomt tættere på udryddelse. Fugle og insektbestande formindskedes drastisk. Koralrev trak sig tilbage, det marine liv svandt ind. Og de, som vi har betroet ansvaret for at beskytte os og den verden, hvori vi lever, lod blot, som om intet af dette skete.«

Ingen modsætning

Men der er da ingen tvivl om, at Churchill som en anden Piet Hein håbede, og at Monbiot som en anden Martin Lidegaard håber, at deres ord og gerninger kunne og kan fremkalde både alternativet til dommedag og vejen dertil, og at begge dele dengang forekom og nu forekommer mindst lige så indbydende, som det liv vi lever i dag. I den forstand er der ingen modsætning mellem virkelig håbefuld optimisme og glødende advarsler mod dommedag: Jo mere man håber, desto større er kraften også til at se truslen i øjnene.

Lidegaard ser den i øjnene, når han forjættende udskifter ’klimakrise’ med den langt mere dækkende betegnelse ’ressourcekrise’. I erkendelse af, at det ikke blot er Jordens absorption af udledte CO2-ekvivalenter, der som ressource (naturgode) for højere udviklede planter og dyr, herunder mennesker, er groft overforbrugt af os i den vestlige verden, men at mange andre naturgoder tillige er det:

»Menneskeheden har nu i 40 år været pinligt bevidst om den omfattende ressourcekrise, som følger med det dramatisk stigende antal mennesker på kloden og vores støt stigende forbrug (…) De ødelæggende klimaforandringer, hastige fald i biodiversiteten, mangel på vand og fødevarer, stigende priser på råvarer og så videre og så videre (…) Det menneskelige forbrug har været – og er – alt andet end bæredygtigt, både miljømæssigt, økonomisk og socialt. «

Energiministeren kan på derfor ikke være uenig med Danmarks første professor i øko-økonomi, Inge Røpke, når hun her i bladet den 12. december sidste år mente, »at det må betyde, at økonomien og dens processer skal beskrives i biofysiske termer og med mål for økonomiens faktiske størrelse i forhold til naturgrundlaget, dvs. i form af stofstrømme, energiregnskaber, økologiske fodspor osv. – i stedet for blot i priser. I mainstream-økonomisk teori finder markedet frem til den rigtige pris, og det er så automatisk udtryk for, hvad noget er værd. I den version af økologisk økonomi, som jeg (Inge Røpke, red.) står for, er det nonsens. Pris og værdi har groft sagt ikke noget med hinanden at gøre (…) Priserne er mainstream-økonomiens forsøg på at sætte sig ud over det faktum, at der i den virkelige verden hersker usammenlignelighed«.

Eller som fru Nielsen fra Valby Langgade har oplyst, så har hun virkelig – på foranledning af tv-avisernes mainstream-økonomers påstand om, at 10 kr. æbler er lig med 10 kr. pærer – prøvet at lave æblegrød af pærer. Det er aldrig lykkedes. Æbler og pærer er usammenlignelige.

Men nu går der hul på bylden. Vi har fået en regering, der i sin håbefuldhed bryder med den håbløse mainstream-økonomi. Eller har vi? Mærkeligt nok glimrer Røpke og fru Nielsens selvfølgeligheder totalt med deres fravær i slutningen af Lidegaards kronik. Jamen, er energiministeren da ikke optimistisk nok?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Larsen, kan du ikke fortælle om Larsen? Det er Larsen, der spørger.

Denne lidt kryptiske opfordring, kræver nok lidt forklaring.
Ejvind, engang for mange år siden fortalte du om et kæmpe isbjerg på Antarktis, der bar navnet Larsen. Det rev sig løs pga. det mildere klima. Hvad der blev dets senere skæbne, ved jeg ikke. Jeg var ikke abonnent dengang i halvfemserne.

Der er en aktuel grund til, at jeg spørger. Her i trådene er der nogle hårde (klima)benægtere, ja, der har lige optrådt en med en høj uddannelse. Han kunne besmykke sig med mange titler. Du ved, det minder lidt om den der sildesalat af ordner, man ser på generaler. Vedkommende var ret skruet i sin argumentation. F.eks. sagde han, at man ikke skulle være bange for at isen smeltede, for hidtil havde det ikke fået verdenshavene til at stige. Så står man der og siger, øh. Man kunne jo også bede sådan en type om at følge med i Jørgens artikler eller i Monbiots klummer, men det har vedkommende nok gjort. Sådan en er up to date, ved alt og har regnet på klimapanelets regnestykker og fundet små fejl. Der er katastrofer over hele verden, men sådan en vil sige, at det kun er en overgang. Desuden vender væksten snart tilbage, ligesom den altid har gjort.
Jeg tænker af og til på Larsen, isbjerget – som måske er ude af sagaen nu.

Pris og værdi har groft sagt ikke noget med hinanden at gøre

Det vil sige at prisen på den prægtige blåfinnede tun på 342 kg. der blev solgt på Tokyos fiskeauktion for 10,3 millioner kroner her forleden, ikke er udtryk for nogen værdi i økologisk sammenhæng.

Men sammenligner jeg prisen med den pris der i januar 2011 blev givet for en tilsvarende prægtig blåfinnet tun på 222 kg. så får jeg at kiloprisen er steget mere end syv gange.

Det kan have flere årsager:

1. Blåfinnet tun er blevet så populært at japanerne gladeligt betale 7 gang mere end tunen er værd. (den såkaldte BMW-effekt)

2. Den japanske yen er devalueret til en syvende del.

3. Japanske fiskere har fundet andre interessante fangstobjekter.

4. Antallet af blåfinnede tun er blevet decimeret til en syvendedel på 2 år.

Hverken 1., 2. eller 3. tilfælde tror jeg på er sandsynlige

Jeg håber fandeme at økonomer og biologer i fællesskab kan forklare mig at jeg har lige så ringe indsigt i priser, råvare og økonomi som fru Nielsen.

Og har jeg ret i at japanerne med de priser nok vil intensivere jagten på den prægtige fisk?

John Fredsted

@Niels-Simon: At is, der flyder på vand, ikke får havene til at stige, når det smelter, er en direkte konsekvens af Arkimedes' lov: Et flydende legeme fortrænger en mængde vand (eller hvad det nu måtte flyde på) svarende til dets vægt.

Såvidt jeg ved, så flød de dele af Larsen isshelf, der er brudt af, på havet. Derfor vil de ikke, når de smelter, få havene til at stige. Og ligeså vil heller ikke et totalt smeltet arktis få havene til at stige.

Helt anderledes forholder det sig dog med is, der ikke flyder, altså is, der befinder sig på land, for eksempel isen på Grønland og al den is (hvilket er langt hoveddelen) på Antarktis, der hviler på grundfjeldet. Smelter al den is, så stiger havene med 70 meter, såvidt jeg husker.

Det, der er bekymrende ved nedbruddet af Larsen isshelf, er, at den ikke længere kan fungere som en bremse, via dens enorme vægt, for de bagvedliggende ismasser, hvoraf det meste vistnok netop hviler på grundfjeldet.

Niels-Simon Larsen

Sjovt nok var jeg selv ude i TV-byen og overværede debatten mellem Clement og Martin. Det var et dramatisk højdepunkt, da Clement spurgte, hvorfor man ikke bare fortalte befolkningen, at det var slut nu, underforstået med overforbrugs-livsstilen.

Nu kan man sige til Martins forsvar, at han tit har sagt, at situationen er alvorlig. Det har Connie også. Alligevel sker der ikke den vending, der bør ske. Omvendelse, med et andet ord.

Det får mig til at tænke på himmel og helvede, som religionerne har stillet os i udsigt i flere tusinde år. Det har ikke forhindret os i at komme i den situation, vi er i nu.
Heller ikke truslen om økologisk sammenbrud eller visionen om det grønne, sunde samfund har fået os væk fra katastrofekursen.

Det får mig igen til at tænke på, at vi som mennesker er så afhængige af penge, sex og magt, at vi kører os selv ud til afgrundens rand. I rolige øjeblikke kan vi godt se, at det er forkert, men desværre kan vi ikke lade være.
Rygeren holder måske op, når det går ud over vejrtrækningen, alkoholikeren når livet ligger i ruiner. ’Overforbrugeren’ set som global type holder først op, når naturen er tømt, og så er genopretning for sent.

Alligevel skal man tro og håbe, men på hvad? Drevet helt ud kan man kun håbe på, at der sker en slags kvantespring med menneskeheden. Lige pludselig omvender vi os og indser vores helt, helt, helt forkerte måde at leve på. Et det mon det, Martin Lidegaard hentyder til?

John Fredsted

@Niels-Simon: "Lige pludselig omvender vi os og indser vores helt, helt, helt forkerte måde at leve på. Et det mon det, Martin Lidegaard hentyder til?"

Helt centralt synes passagen "Og det kan kun lade sig gøre at få befolkningen med, hvis det samfund, der venter på den anden side, er mere attraktivt end det nuværende" i Lidegaards kronik Klimakampen skal vindes på håb.

Hvis et samfunds attraktion er proportionalt med befolkningens materielle levefod og muligheden for at forbruge, så kan jeg ikke se, at håbet kan være baseret på andet end forventninger til teknologiske innovationer, og, som jeg var inde på i min kommentar i anden tråd vedrørende Sønderborg, så vil den tilgang grundstøde før eller siden.

Niels-Simon Larsen

@John: Jeg prøver at holde tungen lige i munden og holde fokus på problemet – som er, at befolkningen kun er til at få med på omstillingen, hvis det bliver som en tur i Tivoli. Udarter det til bodsgang på Hærvejen, har omstillingen ingen interesse.

For det første skal erkendelsen af, at noget er galt, stå helt klart på lystavlen. Det gør det langt fra. Den besked kan eller vil politikerne ikke sende til befolkningen.
Connie og Martin advarer, men det bliver ikke opfattet som et sporskiftesignal. Om nogen tid advarer de igen og så fremdeles.

Så lige en udsendelse om luftkrigen over England. Måske er det først, når man kan pege op på truslen, at folk rykker sammen. Jeg synes selvfølgelig, at der er masser af trusler at pege på, men de batter ikke noget. ’Forbrugslivet’ fortsætter. 45 graders varme i det sydlige Australien med tilhørende skovbrande. Nå, der er deres problem.