Kommentar

Hundrede år uden for Sverige

100 år er gået, og jeg bliver ved med at suge næring af min svenske forbindelse
9. januar 2013

Jeg fik en bog i hånden som hedder Hundra år i Sverige. Jeg faldt hen i dens svælgen i årtier, som man alle synes at kende, selv om ens bevidste liv kun omfatter lidt mere end halvdelen.

Havde bogen nu heddet Hundrede år i Danmark havde jeg vist ikke taget den til mig på den måde. Jeg ville finde skøjteturen overfladisk. Men min viden og mit forhold til Sverige er sådan, at selv om jeg kan nikke genkendende til meget, er der meget jeg er gået glip af.

Trods mit svenske navn kan man ikke kalde mig svensk. Havde nu mine bedsteforældre været sorte, havde jeg også været sort og ingen kunne være i tvivl om sammenhængen. Nu hænger min sammenhæng med Sverige ikke på farven og kræver forklaringer og udlægninger. Der er så mange i Danmark med svenske navne og det er ikke noget der diskuteres, eller som der tages udgangspunkt i. Det er bare navne. De er danske. Og jeg er selv sådan en. Kald mig Per Johansen og du er tættere på virkeligheden.

Samtidig med genkendelsen af personer og begivenheder i bogen Hundra år i Sverige slår det mig, at ikke blot mit eget liv men også familiens liv kunne samles under titlen Hundrede år uden for Sverige. At vi slet ikke hører med til den svenske historie. Vi er er noget endnu mere uden for end balt-svenskere og russisk-svenskere. Vi er ikke kun en glemt historie, vi er en afvist historie. Skønt det ikke har dækket vor egen opfattelse. Vor? Jeg vover at tale på andres vegne, om ikke andet de afdødes.

Fra Tyskland

Netop i år kan jeg fejre, at min farfars forældre kom til Danmark. Ikke fra Sverige for resten. De havde boet 11 år i Wolgast i Nordtyskland. Farfars far var kommet til Danmark engang i 1880'erne. Et par af hans andre sønner var fulgt efter, en af dem var død i Danmark på Kommunehospitalet i Købehavn. Farfars far vendte tilbage til Sverige og døde så vidt jeg ved der. Min far blev født i Danmark og blev dansk statsborger efter sit 18. år ved ikke at fastholde sit svenske statsborgerskab. Farfar måtte søge om at blive dansk statsborger, og det gjorde han. Min mor kom først til Danmark som 17-årig men havde aldrig tanker om at vende tilbage til Sverige og blev også dansk statsborger.

Hermed skulle den svenske historie være slut, som den er for så mange andre svenskætlinge i Danmark.

Men det blev hundrede år uden for Sverige i stedet for. Sverige blev liggende som en vældig magnetisk nordpol. Hvordan er det muligt, tænker jeg, i den grad at bilde sig ind man er 'med' - når man dog rent faktisk er udenfor

Historien om, hvordan det kunne blive hundrede år uden for Sverige og ikke bare farvel til Sverige og færdig med det gemmer sig i det forhold, at det erhverv, familien havde slået sig på havde Sverige indbygget.

Farfars far var kurvemager, hans sønner kurvemagere, mine forældre kurvemagere. Flertallet af dem, de arbejdede sammen med om kurvene i de næsten 100 år, kurveeventyret varede i Danmark, kom også fra Sverige. Det holdt Sverige levende. Det var ikke i tal noget stort miljø, men det var et miljø som virkede som en sluse til det danske samfund. I årene inden Første Verdenskrig kom der til stadighed nye til, som efter en tid som kurvemagere fandt anden beskæftigelse i Danmark og gav plads for nye på værkstedet. Træet, der skulle høvles til spåner, var fyrretræ som blev købt i Sverige. De kurve man ikke selv kunne nå at producere blev importeret fra Sverige. Familiebåndene blev holdt i live.

Farfar og farmor kom med deres tre børn født i Wolgast til Danmark i år 1900. I Danmark fødtes en datter og min far. Familien flyttede ind hos farfars bror, som drev en spånkurvefabrik i Kvistgård ved Helsingør. To år efter flyttede de til Lillerød Station lidt nærmere København, nuværende Allerød. Her oprettede de en fælles kurvevirksomhed, hvor min farfar stod for produktionen og hans bror for salget. Heraf opstod et lille svensk miljø.

Mine ældste brødre, født i 30'ernes begyndelse talte svensk til de skulle begynde i skole. Familien lagde sig så mere bevidst efter det danske.

Det svenske lever

Hvordan holdt det svenske sig levende? Det er da klart, det er udvandet i dag 100 år efter, men det lever, selv om det er svært at lave statistik på.

Sproget er nok den vigtigste bro. Der blev talt svensk. Der blev læst svensk. Religionen og litteraturen. Svensk politik og den slags har jeg ikke indtryk af var vigtig, dér talte den danske virkelighed.

Jeg forsøger at følge den streng i forløbet, som fører til, at jeg sidder her og grunder over forholdet og min egen placering i forløbet. Jeg læser svensk hver dag, jeg hører svensk radio, ser svensk tv hver dag. Jeg tager tit på ferie i Sverige. Jeg taler en slags svensk, om ikke andet for sjov. Skrive svensk kan jeg ikke. En nevø er flyttet til Sverige og har boet der i over ti år, han er blevet en slags svensker og holder familien fast til 'den svenske forbindelse', hvor familietrådene måske ellers var ved at blive lidt tynde.

Efter nogle år i min ungdom, hvor mine besøg i Sverige gjaldt begravelser, besluttede jeg mig til, at enten måtte det være slut med Sverige, eller også måtte jeg se mere aktivt på sagen. Mere end halvdelen af årenes ferie er blevet afholdt i Sverige.

Hjemme læste vi dagligt en svensk avis. En vane jeg tog med mig, skønt jeg skiftede Norra Skåne ud med Dagens Nyheter. En vigtig indgang til svensk kulturdebat og litteratur. Vi fik svenske venner på vor egen alder og med fælles interesser.

Folk på vej opad

Fra århundredets begyndelse dominerer indtrykket af Første Verdenskrig. Sverige havde langt større problemer end Danmark. Den danske gren af kurvemagerne har virket som folk på vej opad. Som et trin på vejen væk fra 'dårlige tider'. I stedet for at udvandre til Amerika kunne man nøjes med at tage til Danmark. Forhold der ændrede sig med Anden Verdenskrig. Så var Sverige landet i frihed og efter krigen landet på vej opad. Jeg er sikker på, jeg opfattede det som et lille Amerika. Det var ikke svensk hemslöjd man vurderede efter men efter 'moderniteten'.

Der blev mindre og mindre behov for spånkurve, plastic tog over, og i 1970 holdt min far op med produktionen. I dag er en spånkurv nærmest et ukendt begreb i Danmark.

Og Pang! 100 år er gået, og jeg bliver ved med at suge næring af min svenske forbindelse. Sverige ved slet ikke, jeg er her og er sikkert også ligeglad, for der er ingen ideologi involveret, jeg skal ikke hjælpes 'hjem til Sverige'. Det er et helt privat projekt. Eller er det?

Jeg tror nemlig, der i Danmark er en hel del 'private projekter' som mit, og kan nogle samle beskrivelsen af os sammen, så er det ikke slet så privat mere med disse 'hundrede år uden for Sverige'.

Per-Olof Johansson er dansker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

Jeg synes, det er godt gået af Information, at denne artikel fra år 2000 stadig kan findes på nettet. Nu indgår den i intrduktionen til min bog 'En tid med spånkurve' http://per-olof.dk/spaanbog.htm som jeg udsendte sidste år. Selvom udgangspunktet kan siges at være en lokalitet, er det ikke udelukkende en lokal historie, men om et hjørne af den almene kulturhistorie, som uden den nok ville være gået i glemmebogen. Da ingen af mine seneste bøger er blevet anmeldt i Information, har jeg denne gang sparet udgiften ved at sende den til avisen.