International kommentar

International adoption som norm og undtagelse

Sjældent har adoption ryddet dagsordenen, som det var tilfældet med Masho-sagen i december. Problemet er bare, at langt størstedelen af debattørerne forsøger at se enten Masho, det etiopiske børnehjem eller familien i Danmark som en undtagelse. Men adoption består af undtagelser – der findes ingen norm
17. januar 2013

For en måned siden rasede debatten om international adoption i de danske medier i kølvandet på TV2’s dokumentarprogram Adoptionens Pris, bedre kendt som Masho-sagen. Sagen kastede lys på nogle af de mere problematiske aspekter ved international adoption. Fra forskellige sider fulgte krav om bedre tilsyn og ændringer i den nuværende adoptionsprocedure.

Imidlertid er og har hele den offentlige debat omkring international adoption været præget af en fundamental misforståelse omkring forholdet mellem norm og undtagelse. For i og med at vi betragter Masho-sagen som en undtagelse, understøtter vi samtidig ideen om en normativ adoptionserfaring, der ganske enkelt ikke eksisterer.

I de konkrete, virkelige tilfælde gælder det, at alle internationale adoptionssager er undtagelser – både de spektakulære og medieombruste sager om Amy og Masho, såvel som de lidet omtalte, anonyme, oversete, glemte og fortrængte sager. For der findes ikke nogen norm eller målestok for, hvordan en adoption bør forløbe.

De gentagne ’undtagelser’

Ideen om den normative adoptionserfaring eksisterer i dens konkrete virkelighed kun som undtagelsen, der således kommer til at bekræfte reglen; en norm der nødvendigvis må undtages i hvert konkret tilfælde for netop at opretholde troen på denne norms gyldighed. For Masho var det et spørgsmål om, at hun var for gammel. Det vil sige hvis bare hun havde været lidt yngre, ville adoptionen have forløbet, som den skulle – på en ’normal’ måde. For Etiopien var det et spørgsmål om, at det kun drejede sig om børnehjemmet Enat Alem (det etiopiske børnehjem, hvor Masho boede indtil adoptionen), det vil sige hvis bare børn bliver hentet fra andre børnehjem, vil adoptionsproceduren forløbe, som den skal – på en normal måde. For Danmark var det et spørgsmål om, at det blot drejede sig om Henriette og Gert (Mashos danske adoptivforældre), det vil sige hvis bare Masho var blevet adopteret til andre forældre, ville adoptionen have forløbet, som den skulle – på en normal måde. Disse tilfælde bygger på en illusorisk forestilling om, at netop dette barn ikke kunne tilpasse sig; at netop denne adoptionsproces ikke var legitim; at netop disse forældre ikke var velegnede. I hver enkelt konkret adoptionssag er der altid én forklaring, én fortælling, der belyser og bekræfter dens undtagelsesstatus i forhold til en norm, som omvendt kun eksisterer i kraft af de undtagelseshistorier, vi konstant klamrer os til.

Uvidenhed om egen uvidenhed

Adoptionens konkrete virkelighed er imidlertid, at den altid er et undtagelsesfænomen, og at den aldrig kan gøres til en norm.

Den nuværende debat afspejler, hvor langt vi har bevæget os væk fra denne tanke, og hvor dominerende og altoverskyggende den normative adoptionsforståelse er blevet. Sidstnævnte muliggøres ikke blot af vores uvidenhed om adoptionens konkrete virkelighed, men snarere uvidenheden om vores egen uvidenhed. Det er denne dobbelte uvidenhed, der gør det muligt at tro på eksistensen af en gyldig, normativ adoptionserfaring som passer med en konkret virkelighed – altså lige bortset fra, at hvert enkelt tilfælde indebærer en grundlæggende uvidenhed om kontroversielle fakta, der ikke blot ville modstride det normative ideal om adoption, men ligefrem gøre idealet umuligt at opretholde.

Sandheden er, at meget få mennesker i den danske debat véd noget konkret om de forhold, hvorunder børn fra ikke-vestlige lande er kommet til Danmark i de seneste halvtreds år. For flertallet begrænser denne viden sig typisk til adoptionsbureauets kommercielle brochure, der trygt forsikrer os om, at intet illegalt eller etisk uforsvarligt nogensinde har foregået – og hvis det har foregået, drejer det sig om en undtagelse.

Store interesser på spil

Et eksempel er mønsterlandet Korea, hvorfra danske forældre har adopteret tusinder af børn i de seneste mange årtier. Man kan retorisk spørge, om der eksisterer én eneste vestlig, koreansklæsende adoptionsforsker, der har konkret, lokal viden om, hvad der helt præcist har foregået i de koreanske adoptionsbureauer og børnehjem? Debatten indikerer, at dette ikke er tilfældet. Til gengæld har vi et kor af mediefikserede ’adoptionseksperter’, som godt nok ikke er i stand til at læse afsenderlandets sprog – og dermed reelt set ikke aner, hvad der gemmer sig i bureauernes arkiver – men som ikke desto mindre kan tale om undtagelser i forhold til en norm.

Så hvad er det lige præcis, vi ved om international adoption? Vi ved, at der er en norm, i forhold til hvilken Masho-sagen udgør en undtagelse. Og så er der selvfølgelig alt det, vi ikke véd, men som ikke blot er simpel uvidenhed – det er uvidenhed om vores egen uvidenhed, en art Donald Rumfeldsk ’unknown unknowns’. Uvidenhed om uvidenhed producerer et vidensregime, der forveksles med sandheden, og som således udstikker grænserne for og definerer, hvad vi kan sige og mene om fænomenet adoption.

Den pludselige interesse for international adoption afslører, hvor meget der er på spil, og hvor vigtigt det er for visse institutioner og grupper at forstå Masho-sagen som en undtagelse, der bekræfter reglen: Den normative adoptionserfaring. Samtidig åbner debatten dog muligheden for en ny måde at tænke adoptionsfænomenet på: Som en undtagelsestilstand der til stadighed stiller etiske spørgsmål omkring vore menneskelige forpligtelser i den globale verden.

 

 

 

Boonyoung Han er ph.d.-studerende i social politik på Seoul National University. Hun er adopteret fra Korea til Danmark og har boet de seneste 10 år i Korea

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper van der Schaft
Jesper van der Schaft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper van der Schaft

Jeg, som selv er adoptivbarn fra Sydkorea, vil stadig sige, at det er op til adoptionsforældrene at behandle deres adoptionsbarn/børn på en kærlighed og omsorgsfuld måde, så at adoptionsbarnet/børnene ikke endnu engang bliver omsorgssvigtet, som barnet/børnene vil føle, når det/de skulle forlade deres oprindelige land og adopteres til et andet land.

Svigt på svigt, gør barnet/børnene ikke mere glad(e) men bliver mere og mere skadet. Jeg selv har da fået at vide fra mine adoptionsforældre, at deres kærlighed til mig blev slidt op.

Så alle har et ansvar for at adoption bliver på en god "ting"

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, adopteret fra Sydkorea 1973