Læsetid 1.92 min.

Et kludetæppe af et medieforlig

Det nye medieforlig bliver rutinemæssigt skudt ned af oppositionen, som bl.a. mener, at DR er blevet forgyldt – få måneder efter at den selv har været med til at forgylde DR og TV 2-regionerne med ekstra 140 millioner kroner
23. januar 2013

Fredag lavede kulturminister Marianne Jelved (R) et smalt forlig med Enhedslisten om mediestøtten. Oppositionen var end ikke inviteret til forhandling i denne omgang og mobiliserede i stedet rutinemæssig surhed. Venstres vidende og erfarne medieordfører Ellen Trane Nørby mistede pludselig jordforbindelsen og talte om et forlig, »der er endt som en spareøvelse, der efterlader en usikker situation for mediemarkedet – især for lokale og regionale blade«.

Det er en sandhed med modifikationer. De fleste regionale og lokale dagblade kan nu se frem til at få mere. Undtagelsen er Sjællandske Medier, der mister 4,5 millioner. Horsens Folkeblad og Vejle Amts Folkeblad får f.eks. omkring syv millioner mere, Nordjyske Medier knapt to millioner ekstra. De danske betalingsdagblade får godt 17 millioner mere end før. Ikke nok til at kompensere for den forhøjede lønsumsudgift, der forringer alle dagblades økonomi med 40 millioner, men dog en hjælp.

Tallene er baseret på Kulturministeriets tal fra 2011 og skal derfor tages med en gran salt, men det smalle forlig ændrer ikke grundlæggende på den danske dagblads-økonomi. De to store bladkoncerner – JP/Politiken og Berlingske Media – der står for næsten 80 procent af det samlede oplag, får begge nogle millioner mere, så myten om, at ’de store skal betale for de små’, holder ikke en meter.  

Forligets store taber er de schweizere, der for nylig købte gratisaviserne MetroXpress og 24timer. De mister 31 millioner, så de øgede bevillinger til dagblade, fagblade og den nye støtte til netmedier som altinget.dk og avisen.dk kan finansieres. Ingeniøren mister i alt 4,2 millioner, fordi forligets ejerskabsforbehold forbyder støtte til medier, der ejes mere end to tredjedele af f.eks. brancheorganisationer og fagforeninger. Mon ikke Ingeniørforeningen formelt ændrer på ejerforholdet, så Ingeniøren alligevel kan komme i betragtning?
Her kan de lære af fagbevægelsen, der skyndte sig at ændre på ejerforholdet til avisen.dk og Ugebrevet A4. Denne tilskudstænkning skaffede de to medier næsten syv millioner kroner.

Og så skæres der i tilskuddet til de såkaldte ’ideelle blade’. Det er blade, der udgives af foreninger, klubber, sammenslutninger osv. En nøje gennemgang af denne millionordning afslører medieverdenens smukkeste eksempel på tilskudstænkning. Ældre Sagen udgiver ikke ét, men 22 blade. Bl.a. et i hver af Ældre Sagens distrikter. Det giver årligt godt otte millioner statskroner. Den nye topgrænse på 750.000 kroner reducerer Ældre Sagens tilskud med 3,4 millioner, men der er stadig omkring fem millioner tilbage.

Bundgrænsen på 5.000 kr. betyder, at hundredvis af blade ikke får tilskud. Alvorligt for Åbenrå Skiklub, der mister 539,33 kroner, Islandshesteforeningen Ganti, der mister alle sine 556 kroner og den private Golfklub Hvide Klit, der mister 3.379,55 kroner.  

Oppositionens kritik af, at forliget skaber en »usikker situation for lokale og regionale medier«, holder ikke ved et nærmere eftersyn. Lønsumsudgiften er opfundet af finansministeren, og den var grunden til, at oppositionen forlod støtteforhandlingerne før jul. Det, man i et svagt øjeblik kunne fristes til at kalde hyklerisk, er, at V og K nu åbent støtter dagbladenes kampagne mod DR, der har fået nye, store bevillinger, men ikke er blevet pålagt begrænsninger i sit udbud af gratis nyheder på nettet. Oppositionen har belejligt glemt, at den for få måneder siden gik med i et bredt licensforlig, der forgyldte DR og TV 2-regionerne med en ekstrabevilling på 140 millioner kroner. Nu kritiserer den samme opposition regeringen for at give DR for mange penge!

Det smalle medieforlig er kortsigtet, siger Venstre også. Men gudskelov for det. Forliget er et kludetæppe, som skulle hastes igennem af den nye kulturminister. Den tidligere minister brugte over et år på at forsinke og til sidst tabe forhandlingerne på gulvet. Kortsigtede og smalle forlig betyder altid usikkerhed om fremtiden. Men det er ikke mediestøtten, der afgør mediernes fremtid. Det gør et marked, der er under voldsom forandring. Det går så hurtigt, at et forlig lynhurtigt forældes. Så hellere et kort end et langt. Og så er det i øvrigt interessant, at det nu kaldes produktionsstøtte og ikke længere demokratistøtte. Hvad skal vi lægge i det?    

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’.
Klummen i morgen: Kristian Villesen om at opdage, man ikke længere er ung

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jens Christoffersen
    Jens Christoffersen
  • Brugerbillede for Anders Sigsgaard Skov
    Anders Sigsgaard Skov
  • Brugerbillede for Anders Fjordbak-Trier
    Anders Fjordbak-Trier
  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
Jens Christoffersen, Anders Sigsgaard Skov, Anders Fjordbak-Trier og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kurt Loftkjær
Kurt Loftkjær

"Gratisaviser" er ikke gratis!

Det er et fremskridt, at statens støtte til de såkaldte "gratisaviser" reduceres. Desværre modtager disse aviser stadig 8 mill. kroner, hvilket er 8 mill. for meget.

Dygtige forretningsmænd har på et tidspunkt med stort held introduceret begrebet "gratisaviser", som en socialforanstaltning.

Der er ikke noget, som er gratis i denne verden og derfor heller ikke aviser. Der er selvfølgelig nogen, som betaler. I øjeblikket er det stat og annoncører. Læserne betaler en anden pris, nemlig tabet af troværdighed i det evt. journalistiske læsestof, som i heldigste fald præsenteres for. Annoncørerne vil i stor udstrækning præge stoffet. Hertil kommer, at læserne i "gratisaviser" skal underholdes og ikke udfordres.

Efter et liv med lokalaviser, som også er "gratis", så er det min erfaring, at der reelt ikke er andet i sådanne aviser end det, som annoncørerne og i dette tilfælde kommunen ønsker. En gang havde man en journalist Tonny Vinkel Sørensen, som fik flere journalistiske priser og herunder Cavlingprisen. Han var så udfordrende for lokalsamfundet, at annoncørerne tilsyneladende fik ham fyret.

Pointen er at annoncørerne uanset, hvad man påstår, indirekte og direkte vil påvirke "gratisaviser". Det samme gælder selvfølgelig også internet-gratisaviser.

Og selv om det synes sympatisk, at staten støtter de øvrige aviser, så er der tale om samme problem. Den såkaldte fjerde statsmagt bliver viklet ind i de øvrige tre magter, hvilket heller ikke er godt for noget.

Den bedste vej ud af moradset, er at købe borgerne køber sin daglige avis.

Søren Kristensen og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Lasse Jensen glemmer en anden gruppe der kommer i klemme. Kravet om mindst tre journalister rammer f.eks. Samsø Posten der ikke har økonomi til mere end to, og de har vel næppe brug for flere, så meget sker der ikke på Samsø. Men avisen er vigtig for øen.

Brugerbillede for Steen Sohn

"Hvorfor skal medier have støtte?"

Medier skal have støtte - især hvis de udtrykker noget andet end de dominerende 99% gør.

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Det er vigtigt at huske på, at man har udskilt TV2 og DR fra mediestøtten. De to foretagende får i hoved og røv med verdens største statsfinancierede licens. TV2 blev også oprettet af statsmidler, for derefter at blive en mærkværdig hybrid med statsbetalte nyhedsstationer og en privat underholdningsafdeling. Hvordan man kan holde disse ude fra hinanden er mig en gåde. Og burde undersøges på samme måde, som man metodisk går efter de fattige og enlige i tv-stationernes programmer.

Jeg kan godt forstå, at man giver lokale blade får mediestøtte. Ellers kan de jo gå ned. Samsø Posten er et godt eksempel. Lasse Jensen er journalist, og som sådan ikke en af de værste af den meget forkælede gruppe mennesker, med en mellem-uddannelse, svarende til en håndværkeruddannelse i tid.

Jeg fatter ikke, at Danmark skal forkæle denne gruppe så meget som man gør? Lasse Jensen har selv oplyst, at en svensk journalist i gennemsnit tjener lidt under ½ delen af en svensk journalist. Hvorfor? Er det fordi de laver bedre journalistik? Eller fordi de ser mere svensk tv i Sverige? Hvori ligger forskellen?

For min skyld kan man lave hele lortet privat. Med Budweiser-øller, Coca-Cola og Apples medieprodukter, eller danske tilsvarende. Det er jo fuldstændig ligegyldigt. De fattige er alligevel ikke med i tv. De eksisterer ikke, for journalisterne kommer fra en anden verden og ikke den med lejeboliger og etagehuse.. Som iøvrigt udgør 40 procent af befolkningens hjem.

Jeg får tit fornemmelsen af, at Danmark er et forsøgsprojekt. Man vil se hvor langt man kan gå med befolkningen, ved hjælp af propaganda og masser af penge til propagandørerne. Om Politiken får lidt mere til sine auktionærer eller ej, betyder mindre. Men, at man fjerner muligheden for de små samfund for at have et samlende medie er en politisk led ting. Men de, politikerne, tror jeg, er komplet ligeglade.

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Gratisaviserne er en gave til befolkningen, mener jeg. Især til den del af befolkningen som ikke kan, vil eller er i stand til at læse tunge, lange og komplicerede sætninger som f.eks. dem Information, Politiken og JP jo ofte benytter sig af. Mange unge mennesker læser deres første avis i toget, ligesom mange indvandrere forøvrigt gør. Og som indvandrerlærer bruger jeg nogle gange tekster fra MetroXpress og 24timer i undervisningen, ligesom det glæder mig (som lærer) at se eleverne læse ------ aviser.