Læserbrev

Kommuner fodres med egen hale

19. januar 2013

Nyrenoverede plejecentre for ældre hvor medarbejderne ikke kan nå de mest basale plejeopgaver. Og flotte børnehaver med alt for mange børn til alt for få voksne. Det kan blive konsekvenserne af den aftale, regeringen netop har indgået med KL.

Kommunerne må fremover bruge to milliarder kroner ekstra på bygge og anlæg. Men det skal vel og mærke være to milliarder, som kommunerne sparer på deres egne driftsbudgetter. Det betyder, at hvis kommunerne for eksempel vælger at spare to milliarder kroner på folkeskoler, børnepasning og ældreomsorg, så må de bruge pengene på at bygge og renovere bygninger i kommunen. Den aftale har jeg svært ved at se fidusen i. Godt nok kan ingen være i tvivl om, at mange kommunale bygninger i den grad har brug for en kærlig hånd. Tænk bare på de mange gamle folkeskoler og daginstitutioner, der ligger i midlertidige pavilloner.

Når jeg alligevel ingen problemer har med at holde armene nede, så skyldes det, at regeringen spiser kommunerne af med en aftale, der svarer til at fodre hunden med dens egen hale.

I forvejen bruger kommunerne alt for få penge. Faktisk har det offentlige tilsammen i 2012 brugt omkring 8 milliarder kroner mindre end det, de ifølge aftalen med regeringen måtte bruge.

Med den nye aftale giver regeringen kommunerne et øget incitament til at spare og skære ned. Og da den største post på de kommunale budgetter er løn til de offentligt ansatte, der står i spidsen for den borgernære velfærd, ja så ligger fyringer og ansættelsesstop lige for.

Det betyder så at sige, at kommunerne må fyre social- og sundhedspersonale, lærere og pædagogmedhjælpere og i stedet bruge pengene til håndværkerlønninger og byggematerialer.

Modsatte vej

Jeg synes, at vi skal gå den modsatte vej.

Omregner man de to milliarder, som kommunerne må bruge på bygninger, til lønninger, kunne man genansætte cirka 5600 fuldtidsansatte social- og sundhedshjælpere i ældreplejen eller 5600 pædagogmedhjælpere i daginstitutionerne.

Så i stedet for at øge kommunernes spareiver, synes jeg, at regeringen skulle pålægge kommunerne at tage spenderbukserne på. Det er ikke til at bære at vide, at pædagoger nogle gange er alene med 20 små børn, og at ældre ikke kan komme i bad, så ofte, som de har behov for, når det offentlige samtidig i bedste husmorstil gemmer 8 milliarder kroner på kistebunden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Knudsen
  • Inger Sundsvald
Tommy Knudsen og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Regeringen vil gerne medvirke til at skabe private arbejdspladser i byggeriet, men jeg forstår ikke at man ikke kan gøre begge dele, når kommunerne nu er kommet til at spare 8 mia. for meget.