Læsetid: 3 min.

Lærernes arbejdstid – nu igen!

Lærernes arbejdstid er kun hevet frem af skuffen, fordi regeringen er i krise og har brug for en vindersag, mener overlærer Bent Liholm.
5. januar 2013

Det er med snakken om lærernes arbejdstid som med en influenza. Den dukker op med års mellemrum og forsvinder gerne lige så stille igen. Det er som om, den går over.

Sidst var der en decideret storepidemi omkring 1990, hvor vi blev truet med 37 ½ timers fremmøde på skolerne, men så fandt man på de magiske u- og ø-tidsbegreber, som blot betød mere bureaukrati, for lærernes arbejdstid skulle dokumenteres, og så var der ro lidt igen.

Disse tåbelige begreber er forlængst afskaffet, men nu er bestræbelserne i gang igen. Ikke så meget for dokumentationens skyld. Nu er det for at finde en vindersag for en regering i krise. Ideen er hentet under et folketingsbesøg i Canada tidligere på året, og man mener, at det skal gøres ved, at børnene pludselig skal til at gå i skole hele dagen, fra 30 til 37 ½ timer om ugen - alt efter alder. Den voldsomme ekspansion skal tilsyneladende betales ved at udvide den eksisterendes katedertid betydeligt, koste hvad det vil. Gad vide hvad det bliver til: En storepidemi eller blot en let forkølelse?

Som lærer i Folkeskolen gennem snart 40 år, må man tage sig til hovedet, for det kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvis man vil bevare vore mange funktioner.

Det er helt rigtig, at vor katedertid kun udgør ca. halvdelen af vor arbejdstid. Resten udgøres af diverse pålagte møder såsom pædagogisk rådsmøder, afdelingsmøder, årgangsmøder, klassemøder, fagmøder, forældremøder, forældresamtaler, telefonmøder, mailbesvarelser, medarbejdersamtalemøder, kurser om it, inklusion, teamsamarbejde osv. osv. Herudover er der diverse sociale arrangementer, ekskursioner og lejrskoler m.v. Endelig er der den nødvendige og tidskrævende forberedelse til timerne. Man kan ikke blot - som i min barndom - tage en lærebog frem og læse den næste side med børnene. Det vil hurtigt give uro og manglende indlæring, der ikke kan matche de mange nationale tests.

Nok betyder vor katedertid, at vi enkelte dage kan ses forlade skolen ved middagstid, men oftest betyder det fremmøde igen kl. 14 og igen senere på dagen.

Det første er tilsyneladende synligt. Det sidste ikke.

Ifølge opinionsundersøgelse er der forældreopbakning bag heldagsskolerne. Det kan man et eller andet det sted godt forstå, for så skal de fortravlede forældre slet ikke beskæftige sig med at opdrage deres børn. Det skal vi jo også tage os af. Så kan børnene komme lige i seng, når de kommer hjem. Desuden er det også altid nemt for et flertal uden indsigt at kaste sig over et mindretal i samfundet, som menes at ligge det meste af tiden på divaneseren i stedet for at bruge yderligere tid på de altid kære og positivt interesserede børn, som forældrene mener at levere undervisningsparate til os hver morgen.

Udover en ekstrem stigning i krav til såvel faglig som pædagogisk udvikling og omstilling har man desværre også fået en anden spareforanstaltning smidt over os: Inklusions-”vidunderet”.

Med professor Niels Egelund, der gennem mange år altid har været den siddende regerings pædagogiske fanebærer, søges befolkningen overbevist om, at inklusion af alskens specialdiagnose-børn og dårligt opdragne børn er en kvalitet for de ’normale’ børn. I den konkrete dagligdag er det utroligt svært at se kvaliteterne i en klasseundervisning, der ødelægges totalt af en enkelt forstyrrende elev.

Sygemeldingerne fra personalet i Folkeskolen er generelt stigende disse år, og det skyldes ikke kun moderne pylrethed. Det skyldes også almindelig nedslidning, hvor det kan være svært at koble fra i den smule fritid, der bliver, efter at de mange krav er søgt indfriet.

Skal man absolut have indført en heldagsskole, må man stille den nødvendige arbejdskraft til rådighed - udover den eksisterende- for den er nedslidt i forvejen og kan ikke mere, og piskemetoden med regeringsindgreb i overenskomsterne er helt uden for vore demokratiske traditioner. Det minder om metoder i bananrepublikker.

Det er det, Anders Bondo Christrensen og DLF bør gør noget ved, i stedet for de tåbelige luftige kampagner, man har smidt millioner ud på den sidste tid – og sidste uges pludselige nye forræderiske samarbejdspolitik, som nærmest minder om den, en nødstedt dansk regering indgik med nazisterne under 2. verdenskrig.

Lad os håbe, at dette nye initiativ blot er et lille host og ikke en storepidemi. Vi lærere har rigeligt at se til. Får man ikke sagt fra nu over for en totalt kuldsejlet regering, varer det næppe længe, inden det bliver andre minoriteters tur til at komme i ”gratisarbejde-møllen”. Politikerne skulle skamme sig!

Bent Liholm er overlærer og mag. art. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Ammentorp

Jeg poster endnu en gang Cajus Petronius - citat (embedsmand under kejser Nero)

'Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer og omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering. Jeg lærte mig også, hvilken vidunderlig metode denne er til at skabe en illusion om fremgang, mens det i virkeligheden blot forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering'

er selv lærer gennem 36 år