Læsetid 3 min.

Markedets logik på afveje

Nye ledelsesværktøjer, der fokuserer på økonomiske incitamenter, har vundet indtog i psykiatrien. Men har de nogen berettigelse der?
9. januar 2013

Nye ledelsesværktøjer i form af new public management betyder, at medarbejdere i psykiatrien bliver nødt til at anvende stadig mere af deres tid på opgaver, der ikke er direkte relateret til behandling af patienterne. Det står i klar modsætning til den udvikling, der ellers præger de politiske systemers syn på, hvordan vi højner kvaliteten i det offentlige.

Og det bør give anledning til bekymring for en af vores svageste patientgrupper. Jeg er bekymret for, at vi ikke har overvejet tilstrækkeligt grundigt, om de ledelsesværktøjer, der virker i den private sektor, også har en berettigelse i psykiatrien. Her står der som bekendt andre ting på spil end bundlinje og aktionærer.

Den aktuelle udvikling sker tilmed på en baggrund, hvor psykiatrien i årevis har lidt under, at de somatiske sygdomme har haft størst politisk bevågenhed. Den deraf følgende mangel på ressourcer er en af grundene til, at ca. 460.000 danskere i dag bruger antidepressiv medicin. Det store forbrug af medicin afspejler også en endnu manglende erkendelse af, at psykologhjælp for mange patienter udgør et effektivt og stort set bivirkningsfrit alternativ til den vanedannende medicin.

New public management

Og nu er vi så vidner til, at et nyt ledelsesfænomen bidrager til at trække ressourcer væk fra det væsentlige: helbredelse af patienterne.

Under betegnelsen new public management – NPM – er ledelsesprincipper fra den private sektor i fuld gang med at brede sig til psykiatrien. En af antagelserne i den tankegang, NPM udspringer af, er, at det er økonomiske incitamenter, der skaber udvikling og motiverer personalet i deres omsorgs- og behandlingsarbejde.

Det kan ikke afvises, at NPM kan virke nogle steder i den offentlige sektor. Men i psykiatrien fører NPM til, at behandlingen af patienter i stigende grad bliver underlagt direktiver, retningslinjer, ugeplaner, procedurer, styringsreoler og behandlingspakker.

For at efterleve NPM’s produktionsmål tilskynder systemet til fantasifulde og til tider ligefrem bizarre metoder.

For eksempel bliver psykologer på ambulante enheder bedt om at dobbeltbooke deres kalender i forventning om, at nogle patienter udebliver.

I tilfælde af at alle patienter skulle møde op – og det sker jo også – får de pålæg om at gøre samtalerne med patienterne kortere, så dagens ydelsesnorm kan nås.

Det er kvantitet, men bare ikke kvalitet.

Der er også eksempler på, at ledelsen på ambulante enheder foreslår sygemeldte psykologer, at de ikke skal melde afbud til deres egne patienter, så de fremmødte patienter i stedet kan få lejlighed til et par minutters samtale med en anden medarbejder. Dermed ’kommer ydelsen jo i hus’.

En anden indbygget svaghed i NPM er, at det ikke formår at opfange en række af de arbejdsopgaver, psykologerne også er forpligtet til at tage sig af. Det gælder for eksempel supervision, undervisning, debriefing af personale og møder.

NPM er altså ikke tilpasset virkeligheden, men ender som et arbitrært forsøg på at få virkeligheden til at passe ind i en teoretisk model. Forskydningen af arbejdets fokus fra dets faglige indhold til opfyldelse af et produktionsmål gøder medarbejdernes fornemmelse af at blive fremmedgjort.

Det får hverken patienterne eller personalet det bedre af.

Nytænkning påkrævet

De gode nyheder er, at regeringen har indset, at vores psykiatriske behandlingssystem har behov for et løft, og derfor har sat det højt på sin politiske dagsorden.

Konkret skal regeringens psykiatriudvalg i 2013 fremlægge sine forslag til, hvordan vi indretter psykiatrien bedre og inddrager alle de faglige kompetencer på en måde, der kommer patienterne til gavn. Og det er mit håb, at regeringen vil benytte lejligheden til også at se kritisk på de anvendte ledelsesværktøjer. Irrelevante dokumentationskrav og kontrolmekanismer gavner ikke.

Nytænkning er påkrævet, og den overordnede målsætning bør være at sidestille psykiske sygdomme med ’fysiske’ sygdomme.

De menneskelige og samfundsmæssige omkostninger ved psykiske lidelser er enorme, og det bør afspejle sig i de politiske ressourcer, der afsættes til behandlingen af mennesker med psykiske lidelser.

Det centrale er, at vi må prioritere kvaliteten og fagligheden højere i den behandling, vi tilbyder mennesker med psykiske lidelser. Det har de titusinder af danskere, der har ondt i sjælen, fortjent. Og det samme har vi som samfund.

 

 

Eva Secher Mathiasen er formand for Dansk Psykolog Forening

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lene Timmermann
    Lene Timmermann
Lene Timmermann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Colin Bradley
Colin Bradley

Er der andet at sige end - 'Hørt!'? Ja - måske. Efter snart 25 år i faget har jeg lært at være vagtsom når jeg hører den ene eller anden myndighed annoncerer kvalitetsforbedringer i psykiatrien. Af uransagelig grund betyder disse i praksis næsten altid kvalitetsforringelser. Omdannelsen af psykiatrien til Psyk. co inc. har været i gang i mange år, og i de samme år har vi desværre set psykiatrien glider langsom men sikker ned mod grovere og grovere udsultning og marginalisering. Seneste tiltag er Regionernes landsforenings trompeterede 'pakkeløsninger'. Pakkeløsninger indebærer afgjort intet nyt i psykiatrien men til gengæld vil forsøge at sikre at de psykiatriske tilbud på tværs af landet bliver til cloner af hinanden; enhver der arbejder inden for faget forstår hvad dette i virkeligheden betyder. Nemlig, endnu mere topstyring, dokumentation, monitorering, ensretning, fokus på statistik og resultater der kan se pænt ud på papir, i stedet for der hvor fokus så desperat er efterlyst - kvaliteten i det faglig arbejde i kontakt med patienterne. Dette er især skidt for de afdelinger og tilbud i psykiatrien som i mange år stille og roligt selv har arbejdet med kvaliteten og opbygget deres egne - ofte særpræget men succesfyldte - kulturer som de nu bliver tvunget til at lægge til side til fordel for en kunstigtfabrikerede og kulturløs skemalagt arbejdsgang, der bliver lagt som et monokromt tæppe over hele landets psykiatri.
Især er jeg vagtsom overfor usagn som: "Nytænkning er påkrævet, og den overordnede målsætning bør være at sidestille psykiske sygdomme med ’fysiske’ sygdomme." At arbejde kvalitativt med psykiske sygdomme betyder faktisk at man er i stand til at bevæge sig væk fra pleje og behandlingsmodeller der gælder i somatikken, fordi psykiske sygdomme bare ikke er, i en højprocentdel af tilfælde, sammenlignelig og til at sidestille med somatiske sygdomme. Der er nogle ganske anderledes indsigter og personlig og professionelle kvaliteter man er nødt til at dyrke for at arbejde kvalitativt med psykiske sygdomme. Eneste instans hvor vi kunne trænge til at blive sidestillet med somatikken er i tildeling af ressourcer hvor vi kronisk og skandaløst sakker langt bagud, men det sker næppe.
Pakkeløsninger er et politisk tiltag som forsøges solgt som kvalitetsforbedringer men i virkeligheden ikke er andet end endnu en økonomisk opstramning, som kommer til at ramme et i forvejen meget omlægningstræt fagområde usædvanligt hårdt. Når det om et par år viser sig at være miserabelt forfejlet, uden skygge af et løfte i kvaliteten i syne, vil politerkerne være klar med deres løsning. Ja - du gættede - de vil åbne endnu mere op for market managment og en endnu nyere New Public Management med en endnu nyere pakkeløsning vil blive iværksat. Markedet er jo vores nye religion, og det ville være kætterisk at tvivle på det og forslå andre løsninger som ville skrotte alt det tom snak om cost benefit, økonomiske incitamenter, produktorientering og blah blah.....
Folk som arbejder indenfor faget er en sær gruppe som ingen behov har for at blive motiveret. Det er de i forvejen og folk som ikke er det forsvinder som regel rimelig hurtigt og finde noget mere regulært og nemt håndterebare at arbejde med. Men de har et behov for IKKE at blive demotiveret, hvilket desværre har været resultatet af de seneste års politiske mismanagement siden Regionerne blev indført. Vi har behov for at føle at disse organer der bestemmer over de ressourcer vi skal bruge for at udføre vores arbejde består af reelle mennsker som er i stand til at forstå hvad det er vi bakse med til dagligt, og er klar til at yde det opbakning vi har brug for. Men mere og mere føler man at tingene styres af et ansigtløs maskineri som er fuldstændig koldt overfor personalets samlede situation, og ser på det bare som et ressource som altid kan presses til et ekstra ydelse således at systemet stadig kan præsentere et acceptabel ansigt til offetligheden, og har næsten ingen indsigt i hvad det daglige arbejde i psykiatrien består i.
Jeg er pessimistisk og tror desværre kun meget lidt på at en regering som, på alle andre fronter har vist sig mere end villig til sælge ud af alle de værdier opbyggede af deres partiideologiske forfædre gennem årtier, ville være i stand til at ordinere noget effektiv medicin for psykiatri. Penge kan vi i hvert fald godt glemme. Men de vil sikkert komme med et bud på hvordan psykiatrien skal omorganiseres uden at det vil koste noget (udover hyring af den nødvendige privat konsulent bistand naturligvis). . .

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Hvad betyder "et løft"? Er der noget med penge?
Og hvad er det, samfundet mister ved psykisk sygdom? Er det god arbejdskraft?