Medier sluger Facebook opdateringer råt

Landsforræderi er også et hårdt ord. Det er jo ikke krigstilstande. Men jeg synes, at danske musikere har en moralsk forpligtelse til at tilbyde sangen til Danmark først,« sagde Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus til Jyllands-Posten lige før jul. Anledningen til denne vidt citerede politikerudtalelse var noget om, at en dansk sangskriver havde lavet en sang til det lettiske Melodi Grand Prix. Man kom til at tænke på et af de mest citerede citater i samme genre, nemlig Fremskridtspartiets Kresten Poulsgaards udtalelse om, at »Danmark er et alt for lille sprogområde til at have en national ballet.«

Der er oceaner af politikercitater, som giver anledning til historier i medierne. Nu behøver politikerne ikke længere at opsøge journalister eller vice versa for at komme i medierne. Man skriver bare noget på Facebook, som er et stigende antal politikeres foretrukne spindoktor. Her er der intet journalistisk filter og ikke altid nogen ubehagelig journalistisk redigering, vinkling eller kritiske modspørgsmål. Facebook er det sted, ministre meddeler deres afgang til offentligheden, det er på Facebook, at Venstres Søren Pind indvier offentligheden i, at han 1. juledag blev påkørt »med vilje« af en bilist »som helt sikkert genkendte ham«, og for en sikkerheds skyld offentliggjorde Pind den »skyldiges« bilmærke og registreringsnummer på Fjæsbogen. Det gjorde de fleste medier dog ikke, fordi der stadig er medier, som opretholder et minimum af presseetik. Man beskylder ikke folk for noget strafbart uden videre og slet ikke uden dokumentation.

Facebook, der har op imod tre millioner danske medlemmer, og dermed er landets mest udbredte samtaleorgan, har på den måde ændret journalistikken. Hvis først en kendt person har skrevet et eller andet på sin væg, ved enhver journalist og redaktør, at konkurrenten også har adgang. Og frygten for at misse en historie vil så automatisk overskygge et sundt journalistisk krav om prioritering og sortering. Væsentlighed kommer ikke ind i billedet. Var Pind blevet påkørt uden personskade, før han kom på Facebook, ville han næppe have indkaldt til pressemøde og annonceret episoden. I dag kan han gribe smartphonen og sende meddelelsen, mens han stadig sad lidt rystet i bilen. Og være sikker på at den vil ramme hele mediemaskinen på en gang – fra Ritzau til TV2 News.

Det er den slags, der kunne forlede til helt uantagelige og forkastelige tanker. Nemlig, at man kunne have lyst til at indføre en slags medie-karenstid for bestemte politikere, erhvervsfolk eller andre. Indføre en ’Pind-fri’-måned eller tre måneders frihed fra at høre om, hvad Asger Aamund mener om det ene eller det andet. Det gjorde redaktøren på netavisen The Daily Beast, Lloyd Grove, der satte milliardæren Donald Trump på avisens sortliste, efter at han havde udlovet fem millioner dollars til velgørenhed, hvis Obama offentliggjorde sine universitetspapirer og pasansøgninger. »Med virkning fra nu og i lyset af Deres seneste tåbelige forsøg på at virke betydningsfuld, vil vi ignorere Dem og deres varme luft i fremtiden – eller i hvert fald indtil valgdagen den 6. november,« skrev han til Trump i et offentligt brev.

I 2007 eksperimenterede det store nyhedsbureau Associated Press ifølge New York Times med at sortliste Paris Hilton. »Vi ville bare se, hvad der ville ske, hvis vi slet ikke dækkede dette mediefænomen, dette væsen, som internetsladder-alderen havde frembragt,« stod der i et internt memorandum. Blokaden varede en uge, så blev Paris Hilton arresteret for spritkørsel og kom i fængsel. Det kunne man (selvfølgelig) ikke ignorere.

Når tanken om at give bestemte personer karantæne fra spalter, æter eller net er uantagelig, er det selvfølgelig, fordi den går stik imod den ordentlige journalistiks rygrad. Man kan og må ikke på forhånd dømme nogen ude. Til gengæld har man på fornemmelsen, at nogen automatisk er inde, næsten uanset hvad de gør, eller hvad de siger. Det, der adskiller journalistikken fra Facebook, er prioritering og redigering. Det sidste kræver ressourcer og mod. Hvad mangler? Meget af det ene og lidt mere af det andet.

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’