Kronik

Mellemøsten vender sig mod Østen

To år efter Det Arabiske Forår er der kaos overalt i Mellemøsten. Efter krige i Irak, Afghanistan og Libyen er der brug for en ny, ikkemilitær aktivistisk udenrigspolitik. Alternativet er at overlade scenen og indflydelsen til de nye stormagter i øst
Det undrer dagens kronikør, at der ikke har været en grundig debat om, hvad vi skal i tiden efter de ti års militærindsats i Mellemøsten. Vesten glider gradvist ud af Mellemøsten, ikke bare militært, men også politisk og økonomisk, og samhandlen mellem Østen bliver for Mellemøsten vigtigere end samhandlen med Vesten. På billedet ses en far og hans søn i Aleppos gader.

Det undrer dagens kronikør, at der ikke har været en grundig debat om, hvad vi skal i tiden efter de ti års militærindsats i Mellemøsten. Vesten glider gradvist ud af Mellemøsten, ikke bare militært, men også politisk og økonomisk, og samhandlen mellem Østen bliver for Mellemøsten vigtigere end samhandlen med Vesten. På billedet ses en far og hans søn i Aleppos gader.

14. januar 2013

Der har næppe været så kaotiske og håbløse forhold i hele Mellemøsten som i denne tid – to år efter Det Arabiske Forår. Det er ikke bare tragisk for de 300-400 millioner mennesker i regionen. Det er et nederlag for den danske, europæiske og vestlige politik over for vores vigtigste naboskab. Danmark bærer nogle af de tungeste omkostninger med 51 dræbte soldater i Afghanistan- og Irak-krigene.

Men i stedet for helt at kaste håndklædet i ringen, bør vi give de seneste års aktivistiske udenrigspolitik en kursændring, så den bliver ikkemilitær, og så vi politisk og økonomisk engagerer os kraftigt i Mellemøsten, der i disse år bevæger sig fra Vesten til Østen.

Et år før Det Arabiske Forår rejste jeg i bil rundt i Mellemøsten og gjorde holdt på et smukt højdedrag, Umm Qais, i Jordan ved den velbevarede romerske ruinby Gadara. Mod vest er der udsigt til Tabor-bjerget med Nazaret bagved, og mod nordvest ligger Galilæa-søen og mod nord det israelsk besatte Golan-højdedrag.

Hele dette område omkring Jerusalem, Amman, Damaskus og Beirut fylder ikke mere end Jylland, og så har der på den beskedne plet været krige og spændinger i én uendelighed siden 2. Verdenskrig, ja siden Abrahams tid. Men i samme område har mennesker gennem historien skabt de skønneste ideer, bygninger og bymiljøer med en livlig handelsplads mellem Europa og Indien.

Potentielt kunne den samme region i dag blive et nyt blomstrende center for erhverv, kultur, turisme og pensionister.

I Syrien, Jordan og Egypten så jeg, at økonomien buldrede afsted med en stærk middelklasse som drivkraften. Og Tyrkiet var ved at blive hovedkraften i en stærk økonomisk udvikling.

På randen af kollaps

Nu ligger alt i ruiner. Fattigdommen har taget kvælertag på Egypten, og måske gør de yderligtgående muslimske salafister det også. Egypten bliver et mere islamisk domineret land end tidligere. Der er mere demokrati i Libyen, men landet er stærkt opdelt af stridende klaner.

Uroen ulmer i det ellers så stabile Jordan, og borgerkrigen i Syrien kan trække ud og ende med et balkaniseret land eller ’somaliseret’ land, som FN’s Syrien-udsending, Lakhdar Ibrahim, har kaldt det. Borgerkrigen har givet terrorgrupper som al-Qaida ny næring, og skærpet og militariseret den religiøse strid mellem sunni- og shiamuslimerne, så Mellemøsten kan ende i en religionskrig med et opgør mellem et Iran- og Saudi-domineret Mellemøsten.

Det kan føre til, at Irak bliver domineret af Iran, især hvis Kurdistan bliver selvstændigt, og det kan få voldsomme konsekvenser for Tyrkiet.

Hvad angår Israel, udgør den arabiske verden ikke længere en militær trussel, men det betyder ikke, at der ikke er nogen terrortrussel. Og Israel kan forværre perspektiverne ved et angreb på Iran, som i sagens natur vil svare igen. Selv uden et angreb vil Israels besættelse af Palæstina skabe voksende problemer. De seneste bosættelser ved Jerusalem sker på en måde, der er ved at omdanne Vestbredden til etniske enklaver eller bantustans som under det sydafrikanske apartheidstyre. Israel risikerer mere end nogensinde at blive en international paria, mens Palæstina får voksende opbakning, især fra de vækstlande, som kommer til at dominere verdensøkonomien, og som stod bag den halve anerkendelse og opgradering af Palæstina i FN.

Vest erstattes af Øst

Samtidig glider Vesten gradvist ud af Mellemøsten, ikke bare militært, men også politisk og økonomisk. Mellemøstens regimer har traditionelt haft tæt kontakt til Vesten i kraft af olieleverancer, men nu ser vi en kursændring, og det skyldes ikke kun de politiske omvæltninger.

USA står til at blive verdens største olieproducent i 2020 og vil på sigt søge at gøre sig uafhængig af olieimport. Derfor mister USA betydning for Golfstaterne og Saudi-Arabien, og de arabiske lande vil fremover levere langt hovedparten af deres olie til vækstlandene, især Indien og Kina. De skal leve af Østen og ikke af Vesten, og samhandlen mellem Mellemøsten og Østen bliver langt vigtigere end samhandlen med Vesten. Det får uundgåeligt politiske konsekvenser.

Den tidligere kinesiske ambassadør i Iran, Hua Liming, havde for nylig en kronik i China Daily, hvor han skrev, at regionen i det kommende tiår vil »se mod øst«. Regionen bliver mere afhængig af Kina, og det giver Kina en chance for at udbrede »sine diplomatiske principper om at respektere andre landes suverænitet og modsætte sig ydre indblanding i et lands indre affærer«, skrev han.

Denne udtalelse bør Vestens diplomater skrive sig bag øret, for det er netop Vestens indblanding i Irak, Afghanistan og Libyen samt overvejelserne om at blande sig i Syrien, der har fået Kina på barrikaderne – sammen med Rusland – for at bremse den vestlige interventionspolitik. Og Kina får stiltiende støtte fra de andre tunge vækstlande som Indien og Brasilien, for eksempel udtrykt i deres modstand mod sanktioner mod Iran.

Egypten som fødevarecenter

Vesten er altså på tilbagetog. Hvad skal vi så? Det er besynderligt, at der ikke har været en grundig debat om, hvad vi skal i tiden efter de ti års militære eventyr. Skal vi opgive den aktivistiske udenrigspolitik og koncentrere os om vores hjemlige eurokrise?

Eller vi kunne vælge at fortsætte den, men med ikkemilitære midler, der passer til en helt ny verdensorden. Danmark har med Det Arabiske Initiativ været mere optaget end de fleste europæiske lande i at føre en aktiv mellemøstpolitik, og det bør vi vende tilbage til – også bedømt ud fra snæver egeninteresse. Vi har en interesse i at undgå fornyede terrorhandlinger, og det bedste middel imod det er først og fremmest økonomisk fremgang i stor skala. En yderligtgående islamisk kurs er formentlig uundgåelig, hvis fattigdommen og håbløsheden fortsætter, mens resten af verden buldrer forbi.

Vi kan hjælpe Egypten og Sudan til at blive et gigantisk fødevarecenter – og selv få gavn af det. Algeriet og Libyen kan levere solenergi til et nødlidende Sydeuropa. Mellemøsten kan blive et alternativ til turisme, rekreation og pensionistboliger i Sydeuropa og Sydøstasien. Den europæiske industri kan etablere fabrikker for at være tættere på hjemmemarkedet som et alternativ til Fjenøsten. Israel er et højteknologisk center, og med et Palæstina med en avanceret arbejdskraft kan der skabes endnu mere skub i dette center efter en fredsslutning med Palæstina.

Intet tyder dog på, at Israel vil opgive sin besættelse. Derfor kan omverdenen kun hjælpe Palæstina effektivt, hvis landene nærmest tvinger sig adgang til Palæstina med investeringer og samhandel, som da USA brød den sovjetiske Berlin-blokade. Selvfølgelig skal Vesten garantere Israels eksistens, men problematikken understreger, at vi ikke kan nøjes med diplomatiske floskler, hvis vi vil søge indflydelse, heller ikke, hvis det er ikkemilitært.

En ny aktivistisk udenrigspolitik bliver særdeles vanskelig. Den må nødvendigvis også revurdere den 40 års lange vestlige afstandtagen til Iran, så Iran bliver en normal partner. Samtlige nationer i regionen må betragtes som ligestillede, og derfor kommer vi uvægerligt også til at tage nøgternt stilling til, om der kan skabes fred eller balance, når én atommagt, Israel, vil diktere atompolitikken for en region med ca. 400 millioner indbyggere.

Præsident Barack Obama synes med sit nye mandskab i udenrigs- og sikkerhedspolitikken at lægge op til en kursændring, så brugen af krig og militær intervention nærmest indstilles, mens terrorbekæmpelsen opretholdes.

Men der mangler fortsat en klar vision for den ikkemilitære satsning i et Mellemøsten, der ser mod øst, og som dybest set hører til vores egen familie. Vi kan bruge den europæiske erfaring i et forsøg på at få både nationer og stridende religiøse grupper til at leve i fordragelighed. Det er alt i alt en bedre aktivisme end at bruge uanede ressourcer på at sende soldater i krig uden at opnå det tilsigtede resultat.

Hugo Gården er journalist og bosat i Shanghai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels H. Poulsen

"Der er mere demokrati i Libyen ..."
Ja, det er i hvert fald et demokratisk paradis for salafister.
Helt så demokratisk ser det ikke ud for de personer, der formaster sig til at kritisere påbud om hijab eller flerkoneri o. l. Så vanker der tortur og fængsel.
Men nu er England så åbenbart begyndt at tage imod politiske og religiøse flygtninge fra Libyen. Ironisk, da England jo var med til at etablere dette såkaldte demokrati i Libyen.
http://www.bbc.co.uk/news/world-africa-20584573

Interessant artikel, især set i lyset af hvor Vesten nu søger sine græsgange, for at slå dem "som de ikke li", som en socialdemokrat udtalte det, nemlig Mali. I Syrien og Libyen, blev Nato og EU holdt i skak af Russisk og kinesisk diplomati. Det er med stor undren at DK uden tøven halser ind med et EU bestilt Herkules fly. Ovenstående artikel kunne godt give et bud eller fingerpeg om hvorfor.