Klumme

Når det regner på kapitalisten

Drypper det på lønmodtageren – Den socialdemokratiske drøm og Vilhelmsens kvaler
Debat
22. januar 2013

Her er – om ikke fuldt og helt The Danish Way of Life og måske heller ikke ganske The Danish Dream – så dog noget, der er meget tæt på: Den socialdemokratiske drøm.

Af mange lærde og en del godtfolk også kaldet: Den Danske Model (The Danish Design). Inkarneret forleden i Avisen.dk:

»Hvad fanden er det for et samfund, hvis Socialdemokraterne skulle se Dansk Arbejdsgiverforening som hovedfjenden og med alle midler bekæmpe dem? Det ville da blive et forfærdeligt samfund. Jeg vil personligt blive stiktosset, hvis Socialdemokraterne udpegede Dansk Industri som hovedfjenden.«

Åbenbaringen blev offentliggjort den 14. januar og havde et par dage forinden fundet sted »i det store hjørnekontor i Nyropsgade i København med udsigt over søerne«, forkyndt af vores stærke smed Claus Jensen, formand for Dansk Metal, opvokset i et hjem med »stærke socialdemokratiske værdier« og selv fagligt aktiv allerede fra 19-års-alderen – som indmeldt og erklæret socialdemokrat. I Metal Odenses lærlingeklub var Jensen aktiv med det udtrykkelige formål »at agere bolværk mod kommunismens fremmarch».

Til hans socialdemokratiske trosbekendelse hører også:

At »Claus Jensen repræsenterer et fagforbund, der traditionelt har haft et tæt samarbejde med arbejdsgiverne. Interesserne er ofte modsatrettede, men de er til at stole på, lyder det fra Metal-formanden.«

Hvad de såkaldte ’borgerlige’ partier derimod ikke altid er:

»Vi har en stor udfordring i at få sammenhængskraften tilbage i det danske samfund. Jeg synes, vi har haft en regering i mange, mange år, der gerne ville splitte samfundet. Enten gik vi ind for krigen i Irak, eller også holdt vi med terroristerne. Enten gik vi ind for en afskaffelse af efterlønsordningen, eller også gik vi imod. Man ville gerne hele tiden lave skel ned i den danske befolkning og få os til at stå på hver side af åen og råbe efter hinanden. Det mener jeg er udansk. Sådan har vi aldrig oplevet vores samfund før. Venstre har taget et stort skridt ud af den liberalistiske vej. Hvor de gerne vil dæmonisere store dele af befolkningen, hvis man ikke holder med Venstre. Vi vil rigtig gerne skabe mere helhed i samfundet. Det vil arbejdsgiverne også, og det tror jeg også, at den danske befolkning vil.«

Og så kommer Vilhelmsen og ødelægger det hele. I hvert fald udtalte Socialistisk Folkepartis nye leder, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, sig for nylig på en måde, der efterlod mistanke om, at hun i ramme alvor betragter Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri som nogle, der måske kunne være fjender af socialismen. For ifølge ministeren er det ikke alene de borgerlige partier, men også »deres støtter i erhvervslivet, der modarbejder regeringen«.

»De borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering,« påstod hun. Og pegede på, at regeringen har sat en masse initiativer i gang – blandt andet et fradrag på 115 procent for nye investeringer, som nærmest bliver saboteret af erhvervslivet, der derfor puster krisen mere op end nødvendigt.

»Faktisk har vi på den måde gjort langt mere end i de initiativfattige år i 00’erne, da de borgerlige var ved magten! Det store spørgsmål er så, hvorfor vi oplever så markante konsekvenser af krisen, selv om langt fra alle er ramte,« siger hun.

»Erhvervslivet er for besatte af at opnå vækst i stedet for at tænke på fællesskabets interesser,« mener ministeren.

»Hvis vi alle så på fællesskabets interesser i stedet for den enkelte virksomheds eller den enkelte persons, ville meget være anderledes,« tillader Vilhelmsen sig ligefrem at sige højt. Som om der er nogen som helst modsætning mellem besættelsen af vækst og fællesskabets interesser.

Svære betingelser

Hvem kan være socialdemokrat på de betingelser? Må ikke alene den stærke smed spørge. Det må enhver, der drømmer den socialdemokratiske drøm. Og som derfor rigtig gerne vil være med til at skabe mere helhed i samfundet. Sådan som arbejdsgiverne vil, og som Claus Jensen også tror, at den danske befolkning vil. I erkendelse af, at når det regner på kapitalisterne, drypper det på os lønmodtagere. I form af arbejdspladser og måske endda lønforhøjelser. Derfor har en socialdemokrat (og hvem er i dag ikke det, selv om det paradoksalt nok netop nu er blevet moderne at kalde sig noget andet) altid vidst, at vel er kapitalejernes og lønmodtagernes interesser ofte modsatrettede, men man slagter nu engang ikke gåsen, der lægger guldæg. Man passer på den. Man passer på kapitalismen. Og det er socialdemokrater bedre til end de borgerlige. Har Vilhelmsen ikke forstået det?

Eller er situationen bare, hvad Informations-læser Ivan Gullev noterer på information.dk:

»Naturligvis er kapitalen imod en centrumvenstreregering, der fører højrepolitik. Kapitalen er dement.«

Guldgåsen er af den økologiske ressourcekrise (herunder klimakrise) blevet natur- og dermed livstruende dement...

Hvad gør Claus Jensen m.fl. så?

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Når det syre-regner på kapitalisten, hvad sker der så?
Det har det jo gjort i mange år, så det sker der ikke noget ved.

Når det stormer, varmer, oversvømmer, brænder over alt i verden, så gør kapitalisten heller ikke noget, for kapitalisten går efter afkast og reagerer kun pr. ordre.

De kapitalistiske medier skriver det, som folk helst vil læse, og derfor er situationen ikke så alvorlig, at vi bliver nødt til at gå ned i forbrug og fordele arbejde og løn.

Den røde regering fører blå politik, og lige før havde vi en blå regering, der førte rød politik, men uanset hvad, så ligger vækstønsket fast og dermed temperaturstigning og ødelæggelse af naturen.

Mona Jensen, Rasmus Kongshøj, Simon Olmo Larsen og John Hansen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Vi er på vej mod 4-6 grader i sidste halvdel af århundredet og guldgåsen har ikke en plausibel plan - alt hvad den har stået for i den sammenhæng har vist sig at være total fiasko, og i denne tid har den mere travlt med sin egen overlevelse end med klimaet. Hvordan forestiller guldgåsen sig, at den skal overleve ved at opæde ressourcegrundlaget for sin egen eksistens. I sandhed en dement guldgås. Man kan ikke løse et problem med de metoder som skabte det. Vi har vandvittigt travlt, skulle jeg hilse fra Ivo de Boer og sige (Orientering, P1 mandag). Hvordan mon det spænder af når syv milliarder mennesker har hulens travlt, men savner en plan for det strategiske tilbagetog? Heldigvis bliver flere og flere klar over at guldgåsen er en del af problemet, men ikke en del af løsningen. Der er andre tipping points end de klimatiske. Der kan i hvert fald ikke være noget galt med at råbe op, man bliver næppe til grin i den tid vi er på vej ind i.

Niels-Holger Nielsen

Der er kun en vej frem, og det er nedsættelse af energiforbruget til et niveau, som realistisk kan dækkes af VE inden for en tidshorisont på 10-15 år. 2 grader er også en klimakatastrofe (flere og flere oversvømmelser, tørker, brande og ørkenspredning), men det er en chance for at udviklingen ikke går amok, at vi med sejt arbejde kan afværge vores skæbne, som den tegner nu. '....... vi bliver nødt til at gå ned i forbrug og fordele arbejde og løn.' Vi bliver også nødt til at organisere arbejdet på en anden måde.

Da denne debatside ofte præges af den åndelige/spirituelle side af sagen kunne nogen måske have glæde af at læse denne: Religion, Science, and Spirit: A Sacred Story for Our Time http://www.yesmagazine.org/happiness/religion-science-and-spirit-a-sacre...

Niels-Holger Nielsen

Vækst må der til:

'»De borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering,« påstod hun. Og pegede på, at regeringen har sat en masse initiativer i gang – blandt andet et fradrag på 115 procent for nye investeringer, som nærmest bliver saboteret af erhvervslivet, der derfor puster krisen mere op end nødvendigt.'

Hun har vist ikke forstået så meget af det hele.

Flemming Andersen

Det er faktisk betænkeligt med det voldsomme pres, så spage og forsigtige opfordringer som Wilhelmsens kan afstedkomme.
Tænk hvis en ledende politiker virkeligt tillod at sige sandheden om, hvad samfundet burde forvente at initiativer af honoratiores og bedrestilledes indsats, i forhold til den småfornærmede klynken over at koncentrationen af pengemidlerne besværliggør deres forsøg på at tjene penge.
Sikke et ramaskrig. Jeg gætter på hjul og stejle.

Mona Jensen, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Jens Thaarup Nyberg og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: ” den åndelige/spirituelle side af sagen”
I henhold til den linkede artikel: Skabergud, computergud, gud i alt og alt i gud. Den sidste halvdel må jeg bede dig om at resumere, tak.
Ordet ’spirituel’ bruger jeg nødigt, da jeg ikke ved, hvad det dækker. Det er efter min mening ikke nødvendigt at bruge. Om vi er på trinet til en ny tidsalder lyder flot, men det må eftertiden dømme om. Hvis vor tid er præget af åndelig fattigdom, må det skyldes, at vi er optagede af materialismen. At vælge noget andet end det, der skæpper på kistebunden har altid delt vandene. Nu er kisten fuld af guld, så nu afsløres det, at det, vi stadig søger ikke har noget med materiel velstand at gøre. Hvad er det, de rige søger? Der er jo en vild søgen efter noget et eller andet andet.
At det søgte skulle være noget helt elementært som samhørighed med andre mennesker er åbenbart en velbevaret hemmelighed. Det mangler vi bare at fortælle vores politikere, så de kan tale om andet end vækst – hvis de har fantasi til det.

John Fredsted

@Niels-Simon: "Hvad er det, de rige søger? Der er jo en vild søgen efter noget et eller andet andet."

Min personlige hypotese er, at de, som så mange andre (ikke-nødvendigvis rige) moderne mennesker, forsøger at undgå i stilheden og stilstanden for alvor at skulle møde sig selv, altså kigge på sin sorg, sin angst, og sin frygt. Derfor al aktiviteten, derfor al larmen.

Mona Jensen, Rasmus Kongshøj og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@John: Interessant at se ud over terrænet fra toppen af bakken, som man må sige, at vi gør i dag.
Efter årtusinders sult kan vi spise os mætte, men føler stadig sult. Efter årtusinders frygt kan vi være trygge, men er stadig bange.
Lige pludselig skifter scenariet, men den indre verden kan ikke omstille sig. Derfor æder nogle sig ihjel. Andre lykkepiller sig ned i ikke-frygtsomme lag.

Set fra fornuftens synsvinkel burde vi vende på en femøre, men vi er styret af dunkle kræfter. Jeg kommer til at tænke på Jeppe Åkjær, der skrev om besværet med at rejse en undertrykt samfundsgruppe op. Omkvædet i sangen hedder: ”For vi træder hverandre i dyndet ned”.
Dette malende udtryk passer udmærket på i dag. Reklamer er for det meste snubletråde, der skal få os til at falde ned i overforbrugets dynd igen. Mange uddannes i at få andre til at falde, så der kan blive trådt på disse. I et sort øjeblik kan livet se ud som én stor nedknusningsmaskine a la betonknuserne.

Bevidstgørelse skal man søge uden om det etablerede system, for systemet kan ikke også sørge for systemmodstandere. Har man først en fin stilling, bliver man nødt til at varetage den til arbejdsgiverens tilfredshed. Da jeg selv var lærer, var jeg nødt til at gå ind på de givne vilkår. I dag som folkepensionist er rammerne mere vide, og jeg gør stort set, hvad der passer mig og tager de øretæver, der følger med.

For lige at komme tilbage: Hvis folk ikke vil op på et højere bevidsthedslag, men rode rundt i et ødelæggende overforbrug, bliver vi nødt til at gå imod dem. Det er så det flere af os gør her. Jeg undrer mig bare over, at der ikke er mere revolte over de unge, og kommer til at tænke på en anden af Åkjærs omkvæd: ”Kommer I snart, I husmænd”. Det er svært at samle folk i dag mod et overforbrug, som de elsker.

Ib Jørgensen

Men hvad der burde bekymre os er, om det ligger indenfor den kapitalistiske økonomis muligheder, at føre os frem til en produktions- og forbrugsform, som vil sætte os i stand til at få tilnærmelsesvis kontrol over vor kulturelle evolution.

Set i et evolutionært perspektiv, er der meget der tyder på, at den globale kapitalisme står overfor nogle meget store problemer. Hvordan den vil søge at løse dem, vil få helt afgørende betydning for vor fremtid.

Ser man på den globale befolknings situation i den kapitalistiske økonomi, så ser man en udpræget lagdeling. Et ekstremt højt forbrugende lag i toppen, efterfulgt nedefter af mere end velforsynede og højt forbrugende milliarder. I bunden en minoritet på mellem 1-2 milliarder, i kraft af befolkningsvækst voksende, hvis adgang til den den globale økonomis ydelser er så godt som ikke-eksisterende.

I et evolutionært perspektiv er denne situation opstået, dels på grund af en ny produktionskultur - kapitalismens - udradering af tidligere kendte produktionsformer, dels fordi denne produktionsmåde i hidtil ukendt grad har kunnet udnytte begæret som drivkraft bag kampen for overlevelse. En drivkraft, som vi ikke ser hos andre arter i naturen. Selv de højeste og 5-600 år gamle nåletræer i det nordvestlige USA er på et tidspunkt holdt op med at vokse.

Økonomier og produktionssystemer frem til kapitalismen var i overvejende grad domineret af behov som motoren i det menneskelige arbejde. Begærsdrevet økonomisk (og magtbaseret) adfærd var så godt som udelukkende forbeholdt de herskende individer eller grupper i samfundet. Indtil for 3-400 år siden var subsistensøkonomien eneste mulighed for måske 99% af den globale befolkning. Idag tillader den begærsdrevne og totalistiske kapitalisme ikke (endnu?) subsistensøkonomier. En hovedkonflikt, som vil præge evolutionen, er derfor, om, hvorledes og i hvilket omfang de stadigt ekskluderede milliarder vil blive integreret i den globale kapitalisme. Andre væsentlige konflikter vil præsentere sig indenfor kapitalismen. Endelig opfyldelse af begær er i princippet umuligt (begærets karakteristikum). Fortsat opfyldelse af merbegær hos nogen, vil derfor kræve reduktion i begærsopfyldelse hos andre, subsidiært udstødning af økonomien. Sidstnævnte situation har vi her i Europa fået tæt ind på kroppen med udviklingen i Sydeuropa. I skrivende stund lytter jeg til en debat om det betimelige i, at de mere velstående lande i EU skal give nødhjælp til f.eks. Spanien og Grækenland. Unødvendigt at tilføje, at den hastigt voksende erkendelse af klodens med stor sandsynlighed manglende bæreevne, vil skærpe de fremtidige konflikter, som jeg her har skitseret.
(udsnit af afslået kronikforslag til Information)

Michael Kongstad Nielsen

Vilhelmsen har naturligvis ret. Og at hendes udtalelser skaber så hysteriske reaktioner fra de borgerlige og det meste af pressen, bekræfter på en måde, at hun har ret.

Hun siger: »De borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering,« . Ja, selvfølgelig har de det. De borgerlige partier har af indlysende grunde den interesse, da de satser på at genvinde magten hurtigst muligt. Og deres støtter i erhvervslivet var jo ikke deres støtter, hvis ikke de støttede dem.

Til trods for dette stykke logik for bæltedyr, er der noget ulogisk over affæren alligevel. Og det skyldes, at den "røde" regering ikke er spor rød. Den gør alt muligt for at erhvervslivet skal klare krisen, den vil forbedre produktiviteten, få folk til at arbejde mere, ser positivt på SAS-medarbejdernes lønnedgang, piner folk på dagpenge og overførselsindkomster, så de tilbyder sig til lavere løn, og, som minister Vilhelmsen selv nævner det, 115 % fradrag (skat?) for nye investeringer.

At erhvervslivet ikke kvitterer for denne erhvervsvenlighed, er det ulogiske. Men jeg vil nu mene, at virksomhederne inderst inde er ganske godt tilfredse med den "røde" regering, der fører borgerlig politik, de går bare stille med det. Manglen på investeringer skyldes snarere, at danske virksomheder ser mod udlandet og ikke mindst Kina og Brasilien. Pudsigt nok kommer investeringerne i Danmark mest fra udenlandske investorer, som altså godt kan se fordelene ved Den danske Model.

John Fredsted

@Niels-Simon: "Set fra fornuftens synsvinkel burde vi vende på en femøre, men vi er styret af dunkle kræfter."

Jeg ved såmænd ikke, om der er tale om dunkle kræfter (det afhænger selvsagt også af, hvad vi mener med begrebet). Vore ydre vilkår, de materielle vilkår, har, som du netop skriver, ændret sig voldsomt over de seneste årtusinder, ja, vel snarere, over de seneste få århundreder, på mange punkter naturligvis til det bedre. Når den indre verden til trods herfor ikke kan omstille sig fra at være bange til at være tryg, så skyldes det jo (hvilket du naturligvis godt ved), at tryghed er langt mere end materiel tryghed.

Det er netop derfor, at jeg ind imellem - nogle vil måske påstå, at det er meget ofte - taler om eksistentiel angst og frygt, således også i min tidligere kommentar. For netop disse aspekter er noget mennesket altid har haft- og altid vil have med sig, uanset de materielle vilkår. Måske er det sådan, at i takt med, at de materielle vilkår er forbedret, er frygten (der handler om noget konkret) blevet mindre, men så er angsten (for ensomhed, for tomhed, for meningsløshed, for fortabelse, for udstødelse, etc.) blevet større eller bare mere mærkbart påtrængende i ens indre.

Jeg finder det vigtigt at pointere, at det såmænd ikke er angsten (eller frygten) i sig selv, der er problemet; det er fornægtelsen heraf, eller forsøgene herpå, der er problemet. Således kunne det heller aldrig falde mig ind at tale nedsættende om et menneske, der er bange (for også jeg er naturligvis bange). Jeg ved, at flere debattører herinde på information.dk er ganske uenige med mig, men i mine øjne er vor arts vanskeligheder først og fremmest relaterede til den samlede sum af forsøg på fornægtelse (gennem akkumulation af rigdom, gennem forbrug, etc.) af livets tungere sider. Uden et langt mere udbredt mod til åbent at indrømme, først for sig selv og dernæst for sit medmenneske, at man da naturligvis er bange, så ser jeg faktisk ingen redning.

John Fredsted

... indrømme, først overfor sig selv og dernæst overfor sit medmenneske, at ...

Niels-Simon Larsen

Ser man på artiklerne i dagens avis, handler de alle om noget ydre fx co2-kvoter, lyssky økonomisk virksomhed og valg i Tjekkiet. Der står ikke noget om ’eksistentiel angst og frygt’ og ’angsten for ensomhed, for tomhed, for meningsløshed, for fortabelse, for udstødelse’ for nu at citere John. Der står ikke noget om frygten for de menneskelige grundvilkår, men det gør der til gengæld her. Det bliver muligvis for meget for nogle, men der skal tales om det indre - selvfølgelig skal der det.

Jeg undrer mig over, at den personlige linje har så trange kår, for det har den. Der er ingen fløj, hvorfra en stærk personlig præget tale kan komme. En, der taler personligt, vil straks blive mast ud, for vedkommende, hvor sandt der end skrives, vil for de fleste kun se ud til at nytte som en skrædder i helvede.

’Skrædderne’, som jeg selv regner mig til, må absolut ikke give op, for så vil der mangle noget i debatten (også selvom ingen synes, der mangler noget).
Måske skulle ’skrædderne’ prøve at vokse i mængde og indflydelse, for hvad har de andre opnået indtil nu?

John Fredsted

@Niels-Simon: "Ser man på artiklerne i dagens avis, handler de alle om noget ydre fx co2-kvoter, lyssky økonomisk virksomhed og valg i Tjekkiet."

Med undtagelse af lige at læse tekst-tv-nyhederne, der som de fleste andre nyheder ikke skulle kaldes 'nyheder', men derimod dagens 'gentagelser' (af lort), så er jeg i det store og hele holdt op med at læse- og se udsendelser om disse ydre ting. Meget mere end kede mig og gøre mig ked af det, så efterlader de mig nemlig ufyldestgjort tom indeni: der mangler i mine øjne et fokus på de bagvedliggende eksistentielle årsager (jeg har også tidligere gjort opmærksom herpå), for disse ydre ting falder ikke ned fra himlen af; de er snarere summen af alt det, der foregår inde i os. Tænk sig hvis for eksempel politikerne i en valgkamp i stedet for ydre ting som tørre tal om fordelingspolitik gav sig til også at tale om sådanne ting? Nuvel, de ville sikkert prompte blive kategoriseret som naive tosser, der ikke havde fattet en kæft af, hvad politik synes at handle om: magt og kun magt; at vinde, så andre kan tabe.

Niels-Simon Larsen

Omstillingen omfatter både noget ydre og noget indre. Det ydre er det letteste at tale om, da det er noget, man kan røre ved, en vindmølle, en solcelle eller en el-bil. Det er straks sværere, når vi taler om det sindelagsskifte, der går forud for at fremstille noget tingsligt.
Derfor er det mest interessant at diskutere, hvordan vi får indført en ny mentalitet. Det er også det sværeste, for der går ikke mange minutter, før der stilles krav om konkretisering – og kan du ikke lige tegne det eller lave en model af det i træ eller plastic.

Når det nu er sådan noget vanskeligt noget, som at stille om til en helt anden livsform, så ville det være meget apropos, at politikerne var med. Det er de ikke, for de har ikke et anvendeligt sprog til den slags, et sprog de kan bruge til at overbevise borgerne med.
Og så sker der ikke noget, for når politikersprog kun er noget, man kan foreslå nye motorveje med, så er det klart, at det, man kunne kalde en indre omstilling, er langt ude på Lars T’s marker.

Så er vi nogle flittige debattører her, som taler om uegennytte, altruisme, varetagelse af biodiversitet, naturens overlevelse, ja, det heles overlevelse, og så er det lige før, at man kommer til at bruge ord, der mere hører hjemme i Frelsens hær end i den hårde politik. At nævne, at der er menneskelige værdier, der bør sættes højere end materielle, er blot et eksempel, og det er da også svært, at skulle sige, hvad det kan være. Venlighed, elskværdig enkelhed, at fundere over formålet med livet, at tackle sine problemer uden falsk hjælp fra medicinalfabrikkerne osv., det er ikke noget en politiker kan gå til valg på.

John Fredsted

@Niels-Simon: "... så ville det være meget apropos, at politikerne var med."

Ja, og medierne lige så.

Tag nu et begreb som 'grådighed'. Det beskæftiger medierne sig skam godt nok med; problemet er bare, vil jeg mene, at begrebet i psykologisk henseende ikke er et grundstof, så at sige, men er sammensat og drevet af dybereliggende psykologiske mekanismer. Jeg anser en offentlig demaskering af sidstnævnte for værende en altafgørende forudsætning for, at vi som art kan redde os ud af vores nuværende knibe. For herved om et menneske, der har behov for at fylde stadig mere, at være i stand til at gennemskue, at vedkommende, snarere end værende én, man skal respektere og se op til, er én, der formodentligt er besjælet med et ringe(re) mod til at påtage sig sin del af den fællesmenneskelige byrde: sorg, angst, etc.

Men jeg ved det godt: medierne er naturligvis en integreret del af hele fornægtelsen; herfra skal man ikke forvente nogen synderlige åbenbaringer eller omvendelser.

Michael Kongstad Nielsen

Selvom denne uges "Frie Ord" ret beset handler om klassesamarbejdet, som det har udfoldet sig siden Stauning, og som ikke gerne har tålt forstyrrelser og indsigelser, og om Socialdemokraterne, der er blevet mere borgerlige end de borgerlige, og nu irriteres sammen med dem over den halvrøde regeringspartner, som Villy ellers havde gjort salonfähig, ved at indsætte nogle halvstuderede karriereministre, der hellere ville lave skatteforlig med de borgerlige end med de rigtigt røde fra EL, indtil det blev for meget for SF´s bagland, og de valgte en ny formand, der mener det røde alvorligt med fællesskab og solidaritet, og som til Kerteminde Avis kom til at sige, at erhvervslivet nok går ind for klassesamarbejdet, men det skal være med de borgerlige, og ikke de ligeså borgerlige fra Socialdemokratiet, - så får Ejvind Larsen alligevel til sidst sagen drejet hen i retning af den "... økologiske ressourcekrise (herunder klimakrise)...". Med den lidt finurlige sløjfe, at kapitalen er blevet dement. Og at det er den økologiske ressourcekrise (herunder klimakrise), der har forårsaget demensen.

I hvert fald kan kapitalen ikke se, sanse, forstå og reagere på naturens gispen efter vejret. Det kan vi andre måske heller ikke. Spørgsmålet er, om moderne mennesker helt har kappet tråden til forståelsen af og livet sammen med naturen. Hvis det er sådan fat, så tror jeg (som vist nok tidligere nævnt i Ejvinds tråd) ikke det er umuligt at få forbindelsen genetableret. Som også Ole Jensen plæderer for i "På kant med klodens klima". Jeg vil meget gerne henvise til en god kronik i dagens Politiken af forfatteren Jens Smærup Sørensen (det skader vel ikke at gøre lidt reklame her):
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1878358/bogfinken-og-mig/#tocomment

Michael Kongstad Nielsen

Tak for anbefalingen, Niels-Simon. Jeg synes, den kronik af Smærup Sørensen er helt fantastisk god. Er slet ikke færdig med den endnu, men må lade den ligge, indtil man igen får tid til at kigge på den.

Niels-Simon Larsen

@Michael: Absolut en god kronik med tanker både om det nære og det fjerne - og så må jeg alligevel dryppe malurt i bægeret, desværre. Jeg er ved at komme ud over det punkt, hvor man skal indynde sig. Hvis man mener, at vi nærmer os vippepunktet, skal der slås i bordet. Det er det, politikerne vil kalde ’at gøre befolkningen bange’. Er det så en god kronik? Ikke god nok.

Tage Voss har lige skrevet en bog, ”Midnats pejling. Har mennesket en fremtid”. Den er barsk. Den siger det, som det er. Det er nok de færreste, der kan holde ud at læse den, og jeg tror ikke engang, at Inf. ville tage en kronik af ham.

Min egen grundholdning er at være venlig, men sige sandheden (den jeg har mødt). Jeg ser et gigantisk forræderi fra hele toppen af det danske samfund. Når jeg ser nytårskuren i fjernsynet, er jeg ved at brække mig og slukker, inden jeg forurener gulvtæppet. Prins Charles har lige luftet sin bekymring på sine kommende børnebørns vegne. Vil Kronprinsen det?

Efter læsningen af Tages bog, tænker jeg igen over, hvorfor vi mennesker er så aggressive og ødelægger vores eget livsgrundlag. Kunne vi ikke lade være? Hvad er det for en knap, vi skal ind og dreje på? Hvis det er seksualiteten og begæret, kan vi jo godt gå i kloster. Jeg tror bare ikke, at vi kan leve uden, og dvs. at vi ikke kan leve uden at ødelægge os selv. Paradoksalt. Det er vist den knude, Smærum Sørensen heller ikke kan løse og derfor kigger ud på fuglene. Meget forståeligt.

John Fredsted

Jeg læste kronikken af Jens Smærup Sørensen i går. Den efterlod mig ikke synderlig imponeret; jeg småmumlede vistnok umiddelbart efter endt læsning noget i stil med "så blev der snakket lidt igen" (det er måske urimeligt af mig, trods alt). Kun to steder bed jeg for alvor mærke i:

1.) Han bringer ordet 'angst' på bane, desværre kun én gang.

2.) Han laver ikke udelukkende en skønsang om naturen, men husker også på, at "Der er stygge dyr, set med vores øjne, der er ækle organismer og sygdomsfremkaldende pestilenser, som det er mere end svært at finde plads til i en hyldest til skabningens vidunderlighed." Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvorvidt Ole Jensen, der taler om, at vi skal genfinde agtelsen for naturen, mener, at denne agtelse også bør omfatte for eksempel Ebola-virussen.

I går slog det mig, at mennesket for at redde naturen skal opføre sig unaturligt: Som jeg tidligere har skrevet andetsteds, så synes enhver form for liv på denne planet at fortsætte med at ekspandere indtil det får 'et par på hovedet' af andre livsformer (der således med rette føler sig truede), eller indtil livsgrundlaget er udtømt. Mennesket er ingen undtagelse. Skal mennesket derfor redde naturen, skal det holde op med at gøre det, som alt i naturen gør.

John Fredsted

Tilføjelse: Jeg vil vove den påstand, at vi i stedet for, eller i det mindste sideløbende med, den tilsyneladende så vidt udbredte skønsang om naturen, herunder fjerbolde (undskyld: fugle) på et foderbræt, og den tilsyneladende så vidt udbredte fantasi om, at naturen er en idyl, skal fremhæve, hvad naturen - os inkluderet - også eller snarere er: et brutalt barbari.

Ikke for at udslette naturen, men for at erkende vores sande ophav, vores sande arv. For at erkende, at mennesket for at skabe noget, der ligner paradisiske tilstande på denne planet, snarere end at agere på naturens måde skal hæve sig op over den. For nænsomhed og ydmyghed er tydeligvis unaturlige egenskaber.

Niels-Simon Larsen

@John: "Skal mennesket derfor redde naturen, skal det holde op med at gøre det, som alt i naturen gør".
Den vil jeg lige lade stå lidt på skærmen.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, sådan er vi så forskellige. Jeg vil mene, at bare det, at der bliver snakket om naturen og vores forhold til den, er et fremskridt, så det hele ikke kun handler om, hvad vi kan få ud af den, hvad den giver i eksportindtægter og BNP, eller om hvor tåbeligt vi bærer os ad rent klimamæssigt. Her i kronikken startes et andet sted - ved vores personlige forhold til naturen. Sansningen er en indgangsvinkel, som bringer os meget tæt på den. Det er langfra nok, men en begyndelse. I den anden ende ligger lovgivning og internationale aftaler.

At mennesker har en impulsiv lyst til at værne om naturen kan være med til at bestemme, at politikerne til sidst vedtager de rigtige love. Jeg ser ikke nogen hindring for, at agtelsen også kan omfatte de grimme og farlige ting i naturen. Det er en helhed, der hænger sammen i gensidige afhængighedsforhold - man vi skal nok ikke gentage os selv for meget, jf. tidligere debatter.

Niels-Simon Larsen

Pyh, hah, den bliver svær. Det naturskabte menneske skal gå imod naturen! Måske var det det, der dunkelt foresvævede os dengang, vi anskaffede os en bevidsthed? Den bevidsthed skulle så have udviklet sig til en højere bevidsthed, men der kom åbenbart noget i vejen.

Det er seksualiteten, den lille djævel, der spænder ben selvfølgelig. Jeg kunne heller ikke lade være med at ønske den lille, rødhårede Marie med den lækre røv. Hun var den rene salighed. En dag, hvor jeg lå i med hende, bankede det på døren og en vismand spurgte, om vi ikke havde lagt mærke til tørken, og branden i horisonten. Det ødelagde det hele. Aldrig kan man have lidt fred.

Skal vi finde et kloster i Himalaya, og er det det, hele øvelsen går ud på? Eller leve et kristenliv med henblik på det næste? Hele menneskehedens historie siden landbrugets indførelse er gået med udpining, og til sidst bliver livet bare en stor pine. Hvorfor kan vi ikke gå imod naturens orden? Vi kan gå sammen med den et stykke tid, men vi bliver nødt til at gøre os selv til andet end natur. Hvordan? Jeg må sige, at jeg er blank.

”Ved støvet hænger dog min sjæl, og slangen bider i min hæl” (Grundtvig). Skal vi sige verden ret farvel? Og farvel til de skønne stunder? Skal vi opgive at leve for at overleve? Vi er helt ude, hvor kragerne vender, eller måske slet ikke vender tilbage mere.
S.U.

John Fredsted

@Niels-Simon: Det er ikke noget svar, men jeg drømmer (helt gennemført naivt og utopisk, desværre) om, at vores art - netop via vores store intelligens og herigennem erhvervede kolossale viden om den verden, vi er en del af - ville være, eller i det mindste ville arbejde tydeligt hen imod at være, en form for helle i, hvad jeg grundlæggende anser for værende et barbarisk helvede: den biologiske eksistensform. Ind i en sådan verden, og formodentlig kun en sådan verden, ville jeg i dag kunne finde på at sætte børn.

John Fredsted

Rettelse: Det følgende er ikke noget svar ...

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted - kæmpes, det skal der. Og det kan vi, når vi har brug for det. Det er ikke noget ondt i at kæmpe, men man skal nok vælge sine kampe.
Man kan kæmpe for at nå toget, kæmpe med at få sneen ryddet, man kan kæmpe med slå modstanderen i håndbold, mennesket har gode evner for at kæmpe, og det er ikke barbarisk. Det er sund overlevelse.

Mennesket udnytter sine gener, sine muskler, sine hjernevindinger på at holde varmen, få mad osv. Hvis man var indianer for nogle hundrede år siden, ville man kæmpe for stammens overlevelse, og udnytte sine færdigheder, lytte til natueren og vente på byttets ankomst. Men samtidig skatte naturen som vores ophav og liv. Der er ingen modsætning. Livet er en sammenhæng. Sådan som det nu en gang er konstrueret. Vi kan ikke gøre det om, eller anderledes, vi må tage det som det er, ligesom vi må tage universet som det er, krumt, uendeligt,eller netop ikke, what so ever, men som det er, med relativitet og tyngdekraft og det hele, som jeg ved du interesserer dig for. Hav en god aften.

Michael Kongstad Nielsen

Undskyld, jeg sletter lige det med "hav en god aften", det var ikke meningen, at trække det ned.

John Fredsted

Måske jeg skulle præcisere, hvad jeg mener, når jeg i min forrige kommentar taler om, at jeg drømmer om, at vores art ville være en helle i den biologiske eksistensform:

Når jeg på fjernsyn ser mennesker hjælpe et dyr i smerte, så ser jeg et eksempel på det, jeg mener menneskelivet burde handle om: Via vores store intelligens og herigennem erhvervede viden, herunder den medicinske, at lindre den samlede smerte på denne planet, for både dyr og mennesker. Det ville i mine øjne gøre menneskelivet aldeles meningsfuldt; uden det, eller måske rettere (som det er nu), i dets næsten totale relative fravær målt i forhold til alt, hvad vi ellers foretager os, er vores art i mine øjne bare en grundlæggende overflødig (aggressiv) kopi af alt andet liv på denne planet, uanset vore kulturelle og videnskabelige frembringelser.

Michael Kongstad Nielsen

Men der er da masser af muligheder for at lindre smerte og hjælpe dyr og mennekser i nød. Op det praktiseres i stort omfang. Dyrlæger og veterinærklinikker, man kan blive "veterinary nurse", som de siger på engelsk, jeg har engang set en løve blive opereret på Landbohøjskolen i København, eller da den kom ind, og ud. Der er WWF, Verdensnaturfonden, der er naturbeskyttelse og Nationalparker, naturfredningsforeninger og dyrevelfærdslove og meget mere.
Endelig er der den største industri af dem alle, nemlig medicinal- og sundhedsindustrien rettet mod menneskene. Det er uanede summer der bruges til at lindre smerte og helbrede mennesker over hele verden, mest i den rige del selvfølgelig. Novo-aktien stiger og stiger, fordi der er penge i at lindre smerte eller hvad de laver.

Jeg går også ind for at helbrede og lindre, men endnu bedre er det at forebygge. Og den indsats går ud på at sikre, at livet trives og har det godt.

John Fredsted

@Michael Kongstad Nielsen: Bemærk venligst ordene "... i dets næsten totale relative fravær målt i forhold til alt, hvad vi ellers foretager os ...", i min forrige kommentar: Vore gode gerninger drukner i mine øjne i et gigantisk hav af det modsatte.