International kommentar

Nationalismen er på fremmarch i Østeuropa

Når utilfredse borgere går fra spontane demonstrationer og vredesytringer til at marchere i gaderne som i Ungarn, er der grund til bekymring
16. januar 2013

I juleferien læste jeg fyrst Starhembergs memoirer. Ernst Rüdiger von Starhemberg var officer, østrigsk aristokrat og i mellemkrigstiden leder af Heimwehr – en nationalistisk bevægelse, der så sig selv som arvtager til det habsburgske kejserdømme og bestandig gerådede i åben konflikt med først og fremmest socialister af forskellig slags (Starhemberg sammenfatter dem for det meste under ét som ’marxister’), men sidenhen også med Hitlers nationalsocialister, som blev opfattet som ’preussiske stortyskere’, der optrådte fjendtligt over for Østrig.

Hitler var den store trussel, og Starhemberg og hans tilhængere forblev hans uforsonlige modstandere til det sidste.

Starhemberg er en hengiven patriot. Men han er ikke demokrat. Loyalt sidder han i regering med ’austrofascisten’ Dolfuss, og siden med Schuschnigg, da Dolfuss myrdes af nazisterne.

Hans store forbillede og velynder er længe Benito Mussolini, som han ser som den eneste naturlige allierede mod Hitler. Frankrig og Storbritannien? Nej, de demokratiske stormagter kan man ikke vente sig noget af. Også Starhemberg er austrofascist: Et selvstændigt Østrig er målet, parlamentarismen betyder ørkesløs palaver og national splittelse. Vold er et magtinstrument, som måske nok er betænkeligt, men ikke af princip forkasteligt. Nazismens antisemitisme og racelære kan han dog hverken begribe eller billige.

Nationalismen er tilbage

En stor del af Starhembergs tankegods og overbevisning er igen kommet på den europæiske dagsorden. Mange af os havde nok troet, at noget sådant ville være umuligt efter Anden Verdenskrig. Men nationalistiske og populistiske reaktioner, både på EU’s integration og på EU’s krise, er i fremmarch i både Vest- og Østeuropa som en slags politisk selvforsvar. Nationen og nationalstaten er langtfra en udrangeret model, uanset at den i en globaliseret verden må forekomme forældet.

Og dog er situationen selvfølgelig meget anderledes end på Starhembergs tid. Hans generation var præget af Første Verdenskrig, det moderne Europas urkatastrofe: Direkte fra fronten, ofte med våben i hånd, kom den tids unge centraleuropæere tilbage til et samfund, som befandt sig i opløsning. En fire år lang krig i fuld skala overgik til endeløse spændinger. Starhembergs memoirer beskæftiger sig indgående med, hvordan våben smugles over grænser, hvordan forskellige friskarer og militser bliver hvervet, opbygget og trænet af krigsveteraner, alt sammen ud fra et alibimotiv, der skulle gå ud på at beskytte ejendom og civilbefolkningens liv og lemmer. Men imod hvem?

Bønder mod arbejdere eller det stik modsatte, ’røde’ mod ’hvide’, by mod land – det kommer alt sammen ud på ét, hvad enten vi taler Tyskland, Østrig, Ungarn, Polen, Finland eller Baltikum. Retrospektivt kan det, vi plejer at kalde Mellemkrigstiden, ligne en kort og ikke synderligt fredelig ’pause’ i en europæisk borgerkrig, som varer fra 1914 til 1945.

Demokratiet som fjende

Også selv om de ydre forudsætninger i dag er nogle helt andre, er nationalismen fortsat uforandret i sin kerne. Også i dag handler det om den varme og tryghed, som det hjemlige fællesskab skænker. Eller for at være mere præcis: Om den oplevede fare for tabet af dette fællesskab og de trusler, der ses som rette imod det. For nationalismen definerer sig altid over for en fjende, som den gerne gør til eneansvarlig for ens egen nations og ens eget fællesskabs ulykke og nedtur.

Andre nationer er per definition sådanne fjender. Men også demokratiet, som er uden opofrelse og patos, ikke varmt som et ægte fællesskab og desuden udtryk for kompromiser (hvilket ultimativt er et udtryk for tolerance), som nationalismen må opfatte som svaghedstegn og spild af tid. For det, som Starhemberg har til fælles med Ungarns Viktor Orbán eller Hollands Geert Wilders er overbevisningen om, at det er her og nu, det gælder; at fjenden må besejres en gang for alle, og at netop egen styrke, ikke mindst en fysisk sådan, er det bedste middel til at opnå dette mål.

Parlamentet, selve indbegrebet af demokrati, er som en rød klud for nationalisten. Parlamentet kommer derfor under angreb, helst og mest effektivt fra gaden. I sin tid i opposition mobiliserede Viktor Orbán gaden mod parlamentet gang på gang, indtil han med absolut majoritet selv kunne begynde at benytte parlamentet til en lovgivningsproces, som tilstræber i stadig højere grad at undergrave dets betydning for det ungarske samfund. Også dette kan vi genkende fra forrige århundredes europæiske historie: Parlamenter, som afskaffer sig selv eller påfører sig selv uoprettelig skade.

Støvler og uniform

Især Østeuropa er udsat for denne nynationalisme. Ikke fordi en lignende udvikling ikke også kunne finde sted i Vesteuropa, men det er i øst, at de demokratiske traditioner står svagest. Her er institutionerne endnu svage og civilsamfundet passivt eller lidet udviklet. Skridtet fra parlamentet tilbage til gaden er meget kort, og den seneste tids demonstrationer – nogle af dem uhyre voldsomme – i stater som Grækenland, Ungarn, Rumænien eller Slovenien må derfor vække bekymring.

Hvad jeg imidlertid mener at have lært af Starhembergs memoirer er, at der er stor forskel på demonstrationer. Borgernes spontane og anarkistiske vredesytringer er ildevarslende nok, men kan ikke sammenlignes med, når samfundets utilfredse bruger gaden til at marchere. Denne sondring er vigtig: Når der marcheres og ikke længere ’bare’ demonstreres, er utilfredsheden blevet opfanget, stillet på ordnede geledder og iklædt uniform og støvler. Vejen tilbage til parlamentet bliver herefter lang og vanskelig.

Der er vi ikke endnu i dagens Europa. Langtfra, heldigvis. Men i det mindste i dagens Ungarn bliver der ikke desto mindre marcheret gennem gaderne, og jeg tror, at fyrst Starhemberg ville have følt sig helt hjemme.

Richard Swartz er svensk forfatter og journalist. I mange år var han Østeuropakorrespondent for Svenska Dagbladet

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Ferenc Kovacs
  • Morten Kjeldgaard
Steffen Gliese, Ferenc Kovacs og Morten Kjeldgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ferenc Kovacs

Det er en dyster fremtid for Central- og Sydeuropa Richard Schwarz lader os få en glimt af. Vi kan kun håbe at afdemokratiseringen ikke få lov til at udvikle sig. Trods alt har vi nu EU. Dog er det bekymrende, at England er ved at vende den ryggen.