Interview

’Det er for omkostningsfuldt at fortælle om det’

Sæddonation er stadig et så tabubelagt område, at det kan være svært for medierne at få donorerne selv til at stå frem og fortælle om deres overvejelser, mener medieekspert
26. januar 2013

Når sæddonorers motiv i medierne ofte bliver reduceret til et spørgsmål om penge, skyldes det slet og ret, at det kan være svært at få folk til at stå frem med navn og ansigt og fortælle, at de er sæddonorer. Det er for omkostningsfuldt at gøre det i en avis, hvor både venner, familie og svigermor kan læse med.

Det mener lektor Mark Ørsten, leder af journalistuddannelsen på Roskilde Universitet.

»Spørgsmålet er, hvad der sker, når en sag først er kommet på dagsordenen. Bliver den hængende på den samme vinkel, eller kommer der andre vinkler til? Uden at have set videnskabeligt på det, så ser det ud til, at når det handler om sæddonation, så kommer der ikke andre vinkler på, og der er ikke nogen af de historier, der har særlig meget fokus på donorerne,« siger Mark Ørsten.

»Men det kan der være en god grund til. Nemlig, at det har en stor personlig omkostning for donorerne at fortælle omverdenen om det. Så når der i medierne ikke er så stor fokus på donorernes overvejelser, kan det skyldes, at det simpelthen er svært at finde nogle cases, der vil stå frem med ansigt, fordi det kan have nogle ret store omkostninger.«

Ifølge Mark Ørsten er det ikke kun donorernes etiske og moralske overvejelser, der mangler i debatten. For det er ikke kun donorerne, der skal gøre sig etiske og moralske overvejelser. Det er også modtagerne.

»Det er jo ikke sæden alene, der gør det. Der er også nogen, der har brug for det, og den del af debatten ser heller ikke så belyst ud. Man hører kun om folk, der har købt dårlig sæd og ikke dem, der har gjort det rigtige. Det er jo igen, fordi det sikkert overskrider nogle moralske grænser at stille sig frem og sige, at man gjorde det af de og de årsager,« siger han.

–Men hvorfor er det overhovedet et problem?

»Det betyder jo, at vi får en pengedebat i stedet for en etisk og moralsk debat.«

»Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor meget medierne har prøvet på at finde cases, men jeg vil da gætte på, at man har prøvet det, og så er de blevet mødt af problemet med, at det er for svært at finde folk, der har lyst til at stille sig op over for alverden med sine etiske og moralske overvejelser omkring sæddonation,« siger lektor Mark Ørsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu