Når min søn peger på brandmanden og udtrykker, at netop dét job er hans største karriereønske, tænker jeg som alle andre med en lang uddannelse bag mig: Det går forhåbentlig over. Og jeg er næppe den eneste.
For skønt jeg naturligvis betragter brandmandens erhverv som vigtigt, vil jeg og min klasse sandsynligvis opfatte det som noget med langt mindre værdi. For klasser, det har vi naturligvis i Danmark. Kulturelle klasser, hvor de øverste klasser af journalister, forfattere, sociologer, debattører og ikke mindst politikere ser ned på buschaufføren, sosu-assistenten, rengøringsdamen og kassedamen, fordi de tænker, at deres liv må være det mest forfærdelige, uspændende, nedværdigende og ydmygende, man kan forestille sig.
Googler man disse statusløse stillinger, vil man hurtigt opleve, at ordene i sig selv fortrinsvis indgår i artikler om problemer, ydmygelse, tab og arbejdsløshed. At være en kassedame indbefatter et problem, ikke en karriere. For selve ordene dækker faktisk i nutidens debat over et stigma, der ikke på samme måde knytter sig til journalister, antropologer, reklamefolk, grafikere, kokke og andre med såkaldt ’spændende arbejde’ – skønt der også blandt disse faggrupper til tider er en relativt høj arbejdsløshed, stress, en ofte betydeligt længere arbejdsuge og derfor vel også en grund til at ynke dem en smule?
Alligevel gør vi det sjældent, for de folk har vel noget spændende, de kan tage sig til, alle de der kreative med det fede uddannelser, hvis de nu eksempelvis skulle blive arbejdsløse? Mens rengøringskonen vel er for dum til at gøre andet end at stirre ind i væggen og gå i hundene, når hun først mister arbejdet …
Derfor er der også altid en god historie at hente, når nogen lukker et værft eller et slagteri. Slagteriarbejderen og manden på værftet er gode ofre, når krisen krasser. For det må da gøre dobbelt ondt, når man både har et rædselsfuldt og ukreativt job og så tilmed skal ydmyges med en fyreseddel?
Medlidenhed med arbejderen
Sådan tænker vi i den kreative klasse, og derfor var det også kabinepersonalet, frem for piloterne – som vi snart indså stod i samme situation – der blev spurgt som de første, da rygterne om fyringer i SAS først kom på banen. Den kulturelt dominerende overklasse har ondt af alle dem med manuelle og lavtlønnede jobs, fordi de automatisk antager, at alle rengøringskoner og mejeriarbejdere hellere ville skrive artikler for Information, hvis de fik chancen.
I en nyligt udkommet bog med titlen Det Danske Klassesamfund forsøger fire cand.polit.’er at fjerne fokus fra underklassen, da de mener, at arbejderklassen i virkeligheden er oversete ofre. Bogen rummer flere beskrivelser af livet i arbejderklassen, der sådan set bare er reelle beskrivelser, men tydeligvis møntet på at få højtuddannede mennesker til at føle medlidenhed med dette primitive og ikkeboglige liv med rendegraver og øl i grøftekanten.
Hvad hvis de kan lide deres job? Normalt siger de det ikke højt, men en gang imellem løber munden af med den kloge klasse, som eksempelvis de radikales Rasmus Helveg Petersen kommer for skade at sige, at det ikke er virksomheder som Aalborg Portland, vi skal leve af i fremtiden. Her afslører han, at den kloge klasse dybest lever på en illusion om, at alle på et tidspunkt skal og vil bæres ind i den kreative klasse. Den samme forestilling, der får regeringen til at spille ud med, at 25 procent i fremtiden skal være akademikere – ligesom dem selv. For vejen til paradis er som bekendt brolagt med kandidatgrader.
Ud over at dette åbenbart forudsætter, at fremtidens huse mere eller mindre må bygge sig selv, overser denne arrogante indstilling også én anden meget væsentlig ting: Det kunne være, at disse folk godt kan lide det, de laver – også selvom det forekommer ubegribeligt for nationens fremmeste meningsdannere.
Men måske bliver de ikke ved med at elske deres job. I hvert fald ikke hvis det lykkes de dominerende klasser at eksportere deres nedladende holdninger videre rundt i systemet. De manuelle arbejdsgrupper kan ultimativt ende med at ringeagte sig selv, fordi de, der præger mediebilledet, gør det.
Overklassens snobberi
Det kan betyde, at disse job automatisk nedvurderes, og det er indirekte grunden til, at en mand som ’Dovne Robert’ bliver et så uheldsvangert ’sandhedsvidne’ for overklassens snobberi, når han erklærer, at han hellere vil have kontanthjælp end et eller andet »skod- eller lortejob« på McDonald’s.
De færreste journalister sætter spørgsmålstegn ved denne kategori, fordi de såmænd selv deler den. Også skønt McDonald’s sidste år, endnu engang, blev kåret som Danmarks bedste arbejdsplads af de ansatte.
Det samme snobberi afslørede sig i al sin uskønne ynde også, da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), i samme uge som Robert debuterede på tv, blev stillet kritiske spørgsmål fra en DR-journalist om en kommune, der havde krævet af en veluddannet grafisk designer, at hun skulle feje gader og vaske skure i den såkaldte seniorjobordning.
Journalisten havde den aften svært ved at skjule sin forundring, da Mette Frederiksen fastholdt, at det sådan set var ok, for der var ikke noget arbejde, der var finere end noget andet. Det var tydeligt, at journalisten så anderledes på den sag.
I Danmark er ordet ’lavtlønsjob’ i en politikers mund automatisk et ord, der skal fremkalde bekymring og afkræve handling, så dette fænomen på en måde kan begrænses. Men sandheden er jo, at der findes job, der kræver et meget lille omfang af konkrete tillærte evner, hvor arbejdstageren ikke kommer med nogen særlig eksklusiv kompetence, som er ret meget værd, og hvor det output, der produceres, heller ikke ligefrem er nogen guldgrube. Sådanne job belønnes lavt, men det kunne jo sagtens være, at jobbet alligevel havde arbejdstagerens interesse, eller – endnu mere mærkværdigt – at arbejdstageren, modsat normen i den dominerende samfundsklasse, ikke knyttede sin identitet til sit arbejde.
Måske elsker skraldemanden ikke sit job, men bygger drager i den fritid, som den dominerende klasse ofte udfylder med endnu mere arbejde. Det gør ham bare ikke til et offer.
Nej tak til ’taberjob’
Men vi uden for disse erhvervsgrupper fatter det ikke, og derfor beskytter vi også rent sprogligt disse erhverv ved at give dem nye titler, så de lyder finere, end de er. Således at ’renovationsarbejderen’ kan bevare sin stolthed. Et ord jeg i øvrigt vil vædde på ikke er opfundet af arbejderen selv, men snarere af akademikeren fra hans fagforening, der sad og græd ved synet af de stakler nede i gården, der om morgenen bar hans skrald ud og ikke havde nogen varm computer at gå hen til bagefter.
Konsekvensen af dette snobberi bliver, at folk som ’Dovne Robert’ hellere vil have en ærefuld kontanthjælp end et af de ringeagtede ’McJob’, og politikerne egentlig godt kan forstå det, da de heller ikke kunne drømme om at være graver på en kirkegård. Faren er derfor, at de indretter systemet således, at færre og færre behøver at komme i kontakt med opgaver, som de selv synes er taberjob. Konsekvensen er, at der faktisk er ledige job, som ingen tager, at eksempelvis vikarbureauer melder om masser af ledige stillinger, og at polakkerne må tage hertil for at dele vores reklamer ud. For hvem gider have et job, som ingen tilskriver nogen form for ære?
Ultimativt risikerer vi, at de job, vi stadig har brug for, ringeagtes, at der breder sig en manglende forståelse for værdier, vi alligevel ikke kan udrydde, og at der sker en pseudoproblematisering af de mennesker, der ikke ligner de definerende klasser selv.
Dennis Nørmark er antropolog og forfatter
Tak for denne artikel lige netop her på Information. Slambam dynomolygte:-)
Spot on.
Hvis man faktisk blev betalt for det arbejde man udførte og ikke for de evner man har fået foræret af samfundet, så var der ikke noget problem. Men personer som dronningen, Joachim B. Olsen og Lars Løkke måtte jo nok på bistand.
Det passer ikke at 'de kreative klasser' ignorerer arbejderklasse-beskæftigelserne. Men de foretrækker at deres udøvere er små, sorte og korrekte.
Kan importeres. Til salg mange steder i verden. Der påregnes snarlige tilbud fra syriske markeder.
Av for den... Tid til selvrefleksion!
Tak for en fantastisk, virkelig relevant artikel.
Jeg var i Østrig i sommer, og mødte en gruppe jævnaldrende fyre i midttyverne, som alle var under uddannelse eller i arbejde. De havde jobs som hhv. hjemmehjælper, nattevagt på plejehjem, og én var ved at uddanne sig som ambulancekører.
De er alle nogenlunde velhavende børn, med alle muligheder liggende for deres fødder, men de valgte alligevel professioner som i mine øjne gav 'taber'jobs. Jeg blev dog imponeret over, hvor glade og frigjorte de var, og hvor meget de værdsatte deres liv og hverdag, i forhold til de danske venner jeg har. Danske unge i dag har et kæmpe pres liggende på sig - vi skal helst alle være kandidater, tage den på normeret tid, og tilsidesætte, at vi kan tvivle på, om dette nu også er det rigtige studie for os.
Italesatte jeg fx, at jeg frem for at læse til Cand.Scient overvejer at få et job hvor jeg føler jeg har begge ben mere på jorden, vil dette af mine forældres generation ikke blive mødt med andet end rystende hoveder. Den unge pige skal jo, som alle andre unge i dag, gerne have et job med prestige, da det er det samfundet synes.
Tendensen i Danmark, som er beskrevet i artiklen, har i den grad sat sit aftryk på mig - jeg fik det så dårligt over at jeg kunne se ned på nogle mennesker (i Østrig), som valgte de jobs der interesserede dem mest, i et samfund hvor der ikke er snobberi omkring disse. Især da jeg oplevede hvilken livsglæde der var blandt dem - og hvor ligeværdigt med dem selv, de opfattede både buschaufføren og kassedamen.
Jeg vil virkelig prøve at lægge mærke til situationer, hvor snobberiet kommer til udtryk, og så vil jeg poste denne artikel, så folk forhåbentlig kan opdage, hvad det er de er i gang med at ødelægge.
"Dronningen måtte komme på bistand" ?
Nej, intet job bør have en større kulturel værdi end et andet, men forskellene i økonomisk værdi er totalt overset her. Jeg tillader mig stadig at sætte mere fokus på kabinepersonalet end på piloten, ikke fordi jeg synes, at kabinepersonalets job er mindre vigtigt, men fordi piloten tjener væsentligt mere og derfor bedre kan komme videre. Men løsningen er rigtigt nok ikke at gøre alle til akademikere. Løsningen er at lade ufaglærte tjene det, deres job er værd — det samme som akademikerens.
Det er en fejl at tro, at det handler om løn - og at arbejde kun værdsættes gennem løn.
Det er klart, der er meget klassesamfund og -tænkning i dette.
Imidlertid er jeg nok i stand til at gennemskue, at Dennis Nørmark forsvarer den uddannedes ret til at tænke på sig selv - for det gør de manuelt beskæftigede jo også kun. Væk er arbejderens forhåbning om, at hans egen søn ikke skal stå op og gå på havnen kl. 5 om morgenen.
Og så er der den anden side af det: at arbejderens røst i dag mangler i debatten! Vi påstås at have et demokrati, det indebærer faktisk, at dem, der er langt i overtal, også er dem, der definerer rammerne for samfundet i brede træk.
Hold da op for en omgang liberal mundlort. Vi lever i et forbrugssamfund. Penge er alt!
såkaldt ’spændende arbejde’
såkaldt ’godt lønnet arbejde’
"For det må da gøre dobbelt ondt, når man både har et rædselsfuldt og ukreativt job"
Fordi arbejderes ikke er velpolstret. Fordi de ikke ejer aktiver. Fordi de ikke har årlige udbetalinger fra aktier og alt det der. Fordi sikkerhedsnettet bliver mindre. Fordi netværket ikke er det. Fordi, fordi, fordi!
"Også skønt McDonald’s sidste år, endnu engang, blev kåret som Danmarks bedste arbejdsplads af de ansatte."
Ja, det er flot, sådan at vurdere "Danmarks bedste arbejdsplads" ud fra det eneste reelle kriterie i et kapitalistisk samfund - Lønnen.
"Sådanne job belønnes lavt"
Men rent skal der være. Hvorfor er det underklassens ansvar. Men hov, talte vi ikke middelklassen alligevel?
JEG vil have Audi'en, hvis jeg skal gå og bygge DINE huse, eller samle DIT affald op!
Jeg tror Dennis Nørmark er lidt bitter over, ikke at være inviteret med i gruppen bag det "Det Danske Klassesamfund" - Der er i hvert fald ikke noget grundlag for at svine den til, når nu han understøtter pointerne.
Jeg var buschauffør fra 2007-2012 efter at have arbejdet 19 år som sælger, konsulent, salgschef.
Jeg læste til merkonom i min fritid ved siden af chauffør jobbet for at forbedre mine kvalifikationer. Jeg mangler i dag et fag for at blive færdig som akademimerkonom.
Jeg søgte en stilling som netværkschef på Fyn igennem Mercuri Urval, da jeg nu var klar til at vende tilbage til salgsbranchen og nye udfordringer.
Nogen dage efter at jeg havde sendt min ansøgning af sted ringer en person fra Mercuri Urval til mig for at høre nærmere omkring min motivation til at søge stillingen. Han var mest interesseret i at høre om hvorfor jeg havde været buschauffør, ”da man jo godt kunne have været inde i en personlig krise”, som han udtalte det.
Jeg kom end ikke til en personlig samtale og det forstår jeg slet ikke. Det burde være et plus på et CV, at man kan servicere og være ansvarlig for samfundets lavere sociale grupper.
Mercuri hvad? Er det en slags jobcenter, eller hvad?
(Jeg blev afvist)
Jack Køhler, nu begår du (ubevidst?) den samme fejl som du anklager Mercuri Urval for.
Er man i "samfundets lavere sociale grupper" fordi man kører med kollektiv transport?
@ Niels
Her på Fyn er den kollektive trafik så dårlig, at har man råd til bil eller cykel, så afstår man fra at tage bybussen. Trafikselskabet anvender ordet tvangskunder om disse - det vil jeg ikke gøre.
Personligt vuderer jeg aldrig andre menneskers job, men formoder at jo hårdere job jo stærkere fagforening og menneskers beskæftigelse er jo ikke nødvendigvis deres liv. I øvrigt har jeg mødt adskillige mellemledere i administrationsjob som absolut må have kededet sig et helt arbejdsliv. Og overklassen ser jo ikke de mennesker der arbejder på andre tider end de selv gør, og iøvrigt er deres mening jo ikke specielt relevant - men snobberi?
Engang i 90'erne vi skulle fra København til Skagen, havde vi lejet en bil hos Hertz og fordi de ikke havde en bil i den prisklasse vi havde bedt om, så fik vi - blev opgraderet til - en sølvfarvet Ford luksusklassebil (husker ikke modellen). Vi oplevede en bukken, skraben og behørig nikken, som aldrig før eller senere - jeg har mange små beretninger fra den tur - men hvis I vil opleve dansk snobberi så lej en overklassebil...
Men det er sådan set en ganske rammende betegnelse.(tvangskunde)
Personligt går jeg altid ud fra, at folk har valgt deres arbejde af den ene eller anden grund. Denne grund kan være, at man ikke ved bedre - som i tilfældet MacDonald's, hvor selv et lille barn kan regne ud, at de ansattes kåring hviler på en absolut manglende erfaring på arbejdsmarkedet og måske lettelse over, at det viste sig ikke at være værre.
"Konsekvensen af dette snobberi bliver, at folk som ’Dovne Robert’ hellere vil have en ærefuld kontanthjælp end et af de ringeagtede ’McJob’"
Suuuuk ...
En af vejene til misforståelser er mangel på ordentlig viden. En anden er mangel på perspektiveret forståelse. Det artikelskriveren fyrer af her er lodret forkert. Robert ville ikke finde sig i at blive svinet til af en lortechef. Det foregik tilfældigvis på McDonalds. Artikelforfatteren demonstrerer sin egen pointe ved at begå den fejl han advarer imod: Letkøbte konklusioner.
letkøbte konklusioner på fejlinformeret grundlag ...
Da jeg i sin tid forlod gymnasiet, stod drømmestudiet ikke særligt klart i min bevidsthed. Skulle jeg læse medicin, teologi eller jura? Mulighederne var mange, og de fleste studier indeholdt virkeligt interessante elementer, som det kunne være livsberigende at dykke ned i, men studierne var, og er vel stadigt ikke, 'tværfagligt forenelige', så dengang evnede jeg ikke at pege ét bestemt studie ud, som skulle blive min karriere.
Derfor valgte jeg først og fremmest at få min værnepligt 'af vejen', og siden, indtil jeg på et tidspunkt fandt ud, hvad jeg i virkeligheden ville, at blive buschauffør. Og jeg funderer stadig i en alder af 54 over, hvad jeg skal være ;)
Der var relativ stor mangel på buschauffører indenfor især de offentlige selskaber, der udførte buskørsel i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Så med et kørekort i lommen, erhvervet efter 5-6 køretimer, var jobbet og indtægten i hus.
Det var bestemt ikke uden stolthed, jeg startede i jobbet, og mange af de gode kolleger, jeg har haft i tidens løb, har også haft en faglig stolthed. Forståeligt for samfundets elite eller ikke.
At være eksempelvis buschauffør, er også et job med et vist ansvar - ikke mindst sikkerhedsmæssigt. Og ønsket om at udføre sit arbejde bedst muligt, er naturligvis ikke kun begrænset til 'finere' jobtitler, men kan være ligeså naturligt for en buschauffør, som for en hvilken som helst anden faggruppe.
Blandt fordelene ved mit arbejde vil jeg især pege på to: Den ene er, at når jeg har fri, så har jeg HELT fri. Jeg tager ikke mit arbejde med hjem eller med på ferien. Det betyder, at jeg frit kan disponere over min fritid, hvad enten jeg nu foretrækker at debattere på nettet eller bygge drager.
Den anden store fordel er, at jeg i det store og hele har været lykkeligt fri for karriereryttere, og med dem den uro og gensidige mistillid det kan skabe.
Forholdet til éns job afhænger ikke af, hvad andre måtte mene og tænke om det eller ej. Jeg har aldrig på den måde følt mig som et offer - hvorfor i alverden skulle jeg det?
Når talen falder på 'offergørelsen', er det derfor vigtigt at skille tingene ad.
Der findes jobs, som det kan være et personligt offer, at påtage sig. Det afhænger af personen, er altså et individuelt anliggende. Jeg ville fx. nødigt skulle slagte dyr, men er taknemmelig for, at nogen kan og vil gøre det for mig. Der ville som sådan ikke 'gå noget af mig', hvis jeg blev tvunget til det, men det ville være med stort ubehag. Nogle ting kan vi selvfølgelig lære at leve med, men det er vigtigt, at det er frivilligt - vort eget valg!
En medarbejder har et medansvar for sin jobsituation. Denne kan ændres uden medarbejderens indflydelse og medvirken, men det gælder jo for alle typer jobs. Ændres medarbejdernes jobsituation til det værre i fx et profitorienteret øjemed, kan der være tale om 'ofring'. Og når en virksomhed helt lukkes, bliver samtlige medarbejdere 'ofret' - også det administrative personale og ledelsen.
'Offergørelsen' i jobsammenhænge er således ikke en entydig størrelse og heller ikke begrænset til kun lavere lønnede jobs. Så faren for, at 'der sker en pseudoproblematisering af de mennesker, der ikke ligner de definerende klasser selv', er nok temmelig overvurderet, om ikke andet, så fordi tænkemåden i formuleringen tilhører en helt anden 'abstrakt klasse', som jeg som buschauffør nok har kendskab til og til en vis grad også forstår, men ikke ser relevansen af i min virkelighed. Og det er ikke negativt ment.
Selvom det måske ikke passer helt til det forløb Robert gennemgik, er tesen ikke nødvendigvis forkert.
Utrolig så tavse alle de højtlønnede statsansatte akademikere herinde er så tavse i kommentarfeltet :)
Artiklen sammenblander snobberi med sociale realiteter.
Ja, visse job har større snobeffekt end andre og ja mange af disse job med indbygget snobeffekt har også en større indtjening.
Betyder det så at folk med en dårlig uddannelse ønsker disse snobjob p.g.a effekten eller lønnen i det samfund vi har, hvor alle i sidste ende bedømmes på kassebeholdningen.
Sådan helt generelt betragtet.
Forfatteren siger at vi vælger efter snob effekten, jeg påstår så at lang de fleste vil vælge at gå efter den største indtjening.
Meget få kan og vil vælge den luksus det er at vælge et job efter den status de tror på andre forbinder deres job med. Jeg tror langt de fleste vælger at sælge deres arbejdskraft så dyrt som muligt og derefter tilvælge det mest interessante og et sted nede på listen kommer sikkert en snobeffekt for nogen.
Hvis man så er bange for at nogle funktioner ikke bliver opfyldt i vort samfund, fordi nogen ikke ønsker at påtage sig dem af mangel på præstige, skal jeg anbefale at efterprøve markedskræfternes holdbarhed og hæve lønnen.
På et tidspunk vil selv de mindst tiltalende job udfra snobeffekt ganske automatisk have etableret sig som job med stor effekt i stedet.
Det man er bange for er ikke om disse job kan besættes, for de fleste ønsker ikke at have dem.
Nej det man er bange for er om de nu kan besættes billigt nok.
Bare roligt det kan de.
De veluddannede vil fortsat have de job med mest snobeffekt og den højeste løn.
Men lad være med at tro at man kan betale for et udført arbejde med tak og godt vejr eller ved at tilføre jobbet præstige. Et lortejob er og bliver et lortejob uanset hvad det kaldes.
Og de folk der udfører det gør det fordi de betales for det, fordi de måske har gode kollegaer, fordi der ikke er andet, eller tusind andre grunde.
Men ikke fordi de kan bilde nogen andre ind det er fedt arbejde at have.
Hvis nogen vil have det uddybet, stiller jeg gerne min erhvervs erfaring til rådighed gennem 47år, som rækker fra arbejdsdreng, arbejdsmand, sælger, salgschauffør, håndværker, professionel soldat, selvstændig grossist, slamsugerchauffør, buschauffør, lagerarbejder m.m. og jeg kan fortælle at jeg aldrig har været for fin til et arbejde, men jeg har heller aldrig forsøgt mig med at leve af anseelse.
"Selvom det måske ikke passer helt til det forløb Robert gennemgik, er tesen ikke nødvendigvis forkert."
Nej det er logik. Men vi beskæftiger os ikke bare med abstrakt logik, vi beskæftiger os med samfundsmæssige forhold og det her er en del af meningsdannelsen. Derfor har man, især når man er kulturelt, kreativ og overklasse, en forbandet intellektuel pligt til at opføre sig ordentligt, sætte sig ind i tingene og ræsonnere stringent.
"Typer som Robert ..."
Ahem ... Den Robert artikelforfatteren hentyder til konkret er helt klart et fantasifoster, han har i hvert fald ikke noget med Robert Jensen, bistandsklient, at gøre. Så udsagnet ku lige så godt have været:
"Typer som dem jeg forestiller mig der må være en masse af ..."
Er det en særlig kvalificeret holdning? Nix, den vidner om intellektuel dovenskab, og her har vi problemet i landet:
Overklassen, hvad enten den er øko, kult eller krea, er forblændet af en ide om at de er pissedygtige. Og hvorfor ikke? Mange af dem belønnes alt alt alt for rigeligt i forhold til kvaliteten/værdien af deres indsats, og hele samfundet klapper dem på ryggen mens f.eks. rengøringsarbejdere laver et mangefold mere nedslidende og anstrengende og komplet ukreativt stykke arbejde kl. lort om morgenen til en løn der i særligt heldige tilfælde kun er 3 gange så lav.
Men sandheden er jo at langt de fleste er middelmådigheder uden noget særligt talent der er blevet sat på skinner der intet initiativ kræver udover lektielæsning.
Det er disse mennesker der forarget udbryder "de skal sgu' ikke leve på nas" om dem der er lige så middelmådige som dem selv, men som IKKE blev sat på nogen særligt velsmurte skinner, eller som har begavelser i helt andre retninger end den begavelse det kræver at afplapre meninger og indsigter man har tilegnet sig i en bog.
Det er et helvede at være intelligent men ikke overklasse, det er langt nemmere at være overklasse og dum.
God, tankevækkende artikel. Dog er jeg ikke sikker på der er tale om snobberi, men derimod fordomme som et produkt af uvidenhed.
Den verden jeg kommer fra er brolagt med erhversfolk. Det være sig både uddannede cand.merc´ere, cand. oecon´er o.lign som jeg selv i det "blå" erhvervsliv , såvel som landets sande helte, de driftige og energiske selvstændige.
Denne klasse ser sig selv som den "værdiskabende" klasse, der betaler gildet for resten af landet. Denne klasse er sig meget bevist om værdien fra det arbejdende folk, da deres virksomheder ikke kunne eksistere uden. Jo jo, vi vil gerne selv undgå manuelt arbejde, og kan da også undres over, at arbejdere ikke ønsker "flere udfordringer". Men måske netop derfor er der også respekt for, at der heldigvis er nogen der gerne påtager sig det grove arbejde.
Den klasse der derimod ingen respekt er for blandt den værdiskabende klasse er....den kreative klasse - der åbenbart har et selvsyn der i denne artikel udmønter sig i mærkaten "den kloge klasse"!!! (hold da op!).
Den kreative klasse, med politikerer og journalister i spidsen, anses som værende sande samfundsnassere, der med al deres snak og manglende produktivitet regnes som værende obstruerende for det "virkelige" samfund" - i bedste fald ligegyldige. Det bliver der snakket en del om ved middagsselskaberne i den værdiskabende klasse, hvor der bliver sagt mere nedladende om de kulturradikale, end der nogensinde er blevet sagt om landet samlede stand af arbejdere.
Derfor er det menneskesyn der bliver fremført i denne artikel, mere end noget andet et udtryk for det navlepilleri af påtaget klogskab der reagerer hos de kulturradikale. De er så sammenspiste og uvidende om samfundet omkring dem, at de virkeligt tror dette er en opfattelse resten af landet deler med dem. Men det gør hverken høj eller lav - det er en fordom der kun lever blandt de kulturradikale. Som så til gengæld er genstand for resten af landets fordomme overfor dem. Og sådan har de fleste grupperinger i samfundet ofte fordomme overfor hinanden - bare se indvandredebatten.
Så der er ikke tale om snobberi. Der er tale om fordomme - der igen udspringer af uvidenhed.
Det var dog et noget forvirrende indlæg og ditto debat.
Årsagen til at man gerne vil have ens børn til at læse videre er jo, dels at der er flere kroner at hente (dokumenteret), dels at der er mere fleksible arbejdstider (sjældent nat eller aftenarbejde), sjovere opgaver, og dels at der er ikke så store risici for arbejdsskader, nedslidning og dødelighed.
Det er ikke et spørgsmål om manglende værdi - tværtimod tror jeg de fleste af os, ville være meget ilde stedt uden skraldemanden, buschaufføren og kassedamen, men det er dokumenteret at nedslidning, stress og lave lønninger er den triste lave tak for disse jobs.
Jobs'ne er i øvrigt også karakteriseret ved lav sikkerhed i ansættelsen, og stress pga. arbejdspres og sure kunder, samt dårlige arbejdstider, der ikke harmonerer med daginstitutionerne..
Jobs med så stor nedslidning burde være takseret til færre timer pr. uge, så man ikke dør før tid, eller skal hutle sig igennem pensionsafklaringssystemet i mange år, hvis man får dårlig ryg eller skæv skulder.
Som ung havde jeg selv masser af "lavstatus studiejobs", og jeg kender til trætte fødder, når du har stået en hel dag, og træthed, når du kom hjem kl. 24 fra arbejde med bussen og skulle møde næste dag kl. 11. Jeg kender også til sure kunder, træthed i ryggen, allergisk eksem på hænderne, og stabler af sennepsbefængte tallerkener, der skulle vaskes op.
Samtidig husker jeg dog også glæden ved gode kollegaer, sammenholdet, sjove kunder, og følelsen af veloverstået arbejde.
Men jeg var ung og frisk. Jeg var ikke nødt til at arbejde i 40 år i disse jobs.
Den klassiske konflikt, Carsten Olesen, mellem idea- og materialister.
Studsede i øvrigt lige over det med at "hente polakker til at dele reklamer og aviser ud" - lidt det samme med at plukke jordbær.
Disse jobs er så lavtlønnede, at de egner sig til skoleelever og ikke til voksne mennesker med familie og børn.
At polakkerne tager disse jobs og er glade for dem, ja det skyldes at de har familien hjemme i Polen, hvor der er boliger og varer til polske priser. Selv lever de meget spartansk mens de er her.
Samtidig har rigtig mange gartnerier/landbrug fyret de danske arbejdere og ansat billige østarbejdere uden overenskomst. og kun til 50 kr. i timen.
Og ja, 50 kr. i timen - ja, det er altså FØR SKAT, og det svarer til 8.016 kr. pr. måned for fuldtidsarbejde. Det kan man ikke leve af i Danmark.
Olesen, Hvis vi kan undvære politikere, og du kan dokumentere der ikke er brug for samfunds koordinering, så klapper jeg bestemt.
Det er jo sådan set præcis det samme erhvervsledere gør.
Wendt, politikere er desværre et nødvendigt onde, men en mere effektiv teknokratisk styreform er da meget velkommen hvis du spørger erhvervslivet (ingen vil bare indrømme det til citat). Men det kan også være det bliver nødvendigt at følge det Italienske eksempel på en teknokrat regering i fremtiden, hvis det går galt nok med det nuværende politiske system.
Det er OVERHOVEDET ikke det samme erhvervslivet gør. Erhvervslivet er topstyret og effektivt og dem der ikke er effektive - eller er mindst effektive - dør bort. Det politiske system er derimod ineffektivt som en i helvede. Der er ingen konsekvens og alt for meget snak. Kan slet ikke sammenlignes.
Wendt, prøv at tænke lidt over, hvorfor kineserne stormer frem som de gør?
Hvad tror du en topstyring der ikke indbefatter kulturradikale snakkehoveder til at obstruerer en effektiv beslutningsproces i det politiske liv gør ved et lands konkurrenceevne?
Hvordan synes du beslutningsprocesserne har udviklet sig i fx. EU. Der er kommet flere og flere beslutningstagere, flere og flere politiske lag - og det går dårligere og dårligere.
EU har et ledelsmæssigt problem i det politiske system, og derfor taber vi den globaliserede konkurrence.
John S Hansen
Ja er godt klar over at de allerede er på bistand, men mener den bistand vi også påtvinger psykisk syge og andre personer med invaliderende sygdomme mm. Der ikke er i stand til at tage et ordinær jop.
At være buschauffør er et fremragende job, der
endda giver en pæn løn. De udfører et rigtigt godt stykke arbejde til glæde for store og små, unge og gamle. Jeg holder meget af dem.
Carsten Olesen er inde på noget af det rigtige, problemet er at samfundet har skabt for mange fede stillinger til uddannede med forbindelser, som fedtlag i offentlige virksomheder, wellness medarbejder i en mest skattefinansieret NGO, sekretær hos AFUK og AKUF etc., 50 kommunikationsmedarbejdere i en offentlig virksomhed uden salg, etc. Og den slags er jo bedre end at starte kl 7 om morgenen, så hvis man uden særlig lidelse kan få en kandidatgrad der fører frem mod det, opfordrer folk deres børn til det.
Det er fint at Dennis Nørmark citerer Rasmus Helveg for Rasmuses udsagn er et af de dummeste i nyere tid. Hvis vi danskere skal bruge cement, skal vi selvfølgelig producere cement, hvem ellers? vi kan måske hente det fra et naboland, men skal så give dem en tilsvarende vare igen. Og hvis vi vil have fejet gaden, eller spise jordbær, må vi selv feje eller plukke. Hvem ellers? Der kan så være Dovne Robert problemet, at afstanden mellem støtten og lavtlønnen er så lille, at danskerne ikke gider. I en lukket verden ville feje og plukke lønnen så stige, men i dag betyder det jo at østeuropæere rykker ind. Derfor må vi finde en måde at motivere Robert på.
Derfor holder jeg meget af at være i sauna. Her er vi alle lige afklædt og det kommer der mange gode samtaler ud af.
Artiklen er egentlig helt kikset: For hvem gider have et job, som ingen tilskriver nogen form for ære?
...
... det gælder ihvertfald ikke nogen af de nævnte job i artiklen.
Hvad er det egentlige budskab i artiklen?
at der faktisk er ledige job, som ingen tager
Pis og papir. Hvis du er på kontanthjælp og der et job med overnskomst inden for rimelig transporttid fra din bolig så skal du tage det.
Det er da dejligt, hvis folk med lavtlønsjobs er glade for dem, af andre årsager end lige lønnen og status.
Jeg er selv ansat i et lavtlønsjob, som til fulde lever op til fordommene om lavtlønsjobs. Det er nedslidende. Dårligt lønnet. Og ubekvemme arbejdstider har jeg sandelig også. Jeg betaler idag prisen for at have forladt et statskundskabsstudium i utide.
Når jeg sidder i selskab med mennesker, som er veluddannede og højtlønnede, og jeg fortæller dem, at jeg er fængselsbetjent, ja så ser de helt rystede ud. Efter lidt pinlig tavshed kommer de så med udsagn som " Jamen, det er da også et vigtigt arbejde "
Og indrømmet;man føler sig da ikke helt på toppen, når man sidder sammen med (typisk Djøffere)folk der tjener 3-4 gange så meget, som jeg selv tjener, ved at passe på farlige(og ofte meget ubehagelige)mennesker, på alle tider af døgnet.
Det kan næppe undgåes, at man får et lille knæk på selvværdet ind imellem. For hvad enten man vil det, eller ej, så er man ikke noget, hvis man går rundt og tjener 24-25.000 om måneden(før skat) Så kan den opgave man løser for samfundet være nok så vigtig.
Jeg er, som det fremgår, ikke akademiker som Dennis Nørmark. Jeg er arbejder!
Men jeg har det på samme måde, når mine børn viser interesse for fremtidige jobs, som er placeret langt nede i fødekæden.
Det er sandelig ikke fordi de skal leve mine uopfyldte akademikerdrømme ud. Men jeg vil til enhver tid råde mine børn til at få gode solide akademiske uddannelser, gerne inden for Djøf-området. Dette fordi jeg har erkendt, at man ellers vil få svært ved at få en løn man kan leve af, og anstændige, og ikke- helbredsskadelige arbejdsforhold.
På sin vis ikke så sympatisk, da jeg jo godt ved at de utaknemmelige jobs skal besættes af nogen. Det skal bare ikke være mine børn!
Ganske interessante betragtninger. Nu er jeg selv en del af arbejderklassen - jeg har kørt lastbil i ti år - og jeg kan godt nikke genkendende til mange af tingene i artiklen.
Men jeg vil ikke ynkes. Jeg er i transportbranchen fordi jeg brænder for det. Jeg elsker den mekanik der ligger bag at få gods fragtet rundt. Jeg elsker den hektiske stemning der hersker, når eftermiddagen indtræder og godset skal fordeles til morgendagens destinationer. Jeg elsker når uret siger 4½ time og der skal holdes pause - hele 45 minutters frokost - og hvis man er heldig med havudsigt. Jeg elsker at køre hjemmefra klokken 4 om morgenen med kaffe i koppen og ikke en bil på vejene... Så jeg vil ikke have medlidenhed.
Det jeg vil have er respekt. Eller bare en forståelse for, at jeg ikke er blevet tvunget ind i det fordi jeg er dum. Fordi jeg ikke havde andre muligheder. For det havde jeg. Jeg har skam gået på HHX og mit snit var heller ikke dårligt, men da vi nåede 2. år måtte jeg spørge mig selv om det her var mig. Og det var det ikke. End of story.
Men jeg oplever tit, at der bliver set skævt til mig fra overklassen. Indrømmet, et sæt overalls er måske heller ikke så klædeligt som et Hugo Boss jakkesæt, men derfor er jeg da lige så meget værd for samfundet som alle andre. Det handler om, at acceptere folks forskelligheder og ikke lukke sig selv ude.
Jeg har lige fejret nytår sammen med nogle venner, heriblandt to akademikere, som jeg kender perifert. Men selvom jeg er arbejder og de er akademikere, talte vi sammen på et ligeværdigt niveau. Ingen ynkede eller så ned på hinanden, for vi har samme åbne tilgang til mennesker. Så selvom de er til rødvin på caféen og jeg er til håndbajere på værkstedet havde vi en hyggelig aften, hvor der både blev diskuteret politik, bøger, kultur og biler.
Begge klasser skal arbejde på at af-dæmonisere hinanden, for når alt kommer til alt, er vores job "kun" vores job. Hvorfor afskære sig selv fra nogle potentielt gode venskaber og samtaler bare fordi vi befinder os i forskellige klasser?
"Dog er jeg ikke sikker på der er tale om snobberi, men derimod fordomme som et produkt af uvidenhed."
Sååh, hvad andet ER snobberi da, hvis jeg i min uvidenhed må tillade mig at spørge? ;-)
Sikke da en gang ævl!
Som nogle af de fornuftige indlæg også viser, er der ingen som helst sammenhæng imellem jobfunktioner og den ulidelige misundelse Dennis snakker om. Jeg har altid selv tænkt, at de hårdere og mere ubehagelige jobs burde være bedre betalt end de fede og behagelige, hvor man måske endda kan arbejde med noget, der interesserer én dybt.
De fleste af os aner jo ikke hvad vi roder os ud i når vi vælger uddannelse og job. I gamle dage fungerede det nogenlunde, når folk fortsatte i fars fodspor, men i dag kan man højest håbe på det som fungerer i de fleste lavstatusjobs: At man kommer til at arbejde sammen med nogle fornuftige mennesker. Det er også det afgørende i (arbejds)livet.
Og så skal de fleste i øvrigt ikke være så sure over det med aflønningen. Når livsindkomsten gøres op, er der ikke så stor forskel som man forestiller sig. Skattefar hjælper også godt til, så højere indkomster barberes ret kraftigt.
Der er et par punkter hvor det hinker lidt: Jeg kunne virkelig godt tænke mig at nogle flere, lidt kvikkere unge mennesker ville vælge en erhvervsuddannelse i stedet for mere eller mindre blindt at følge flokken der spilder to eller tre år på en gymnasial uddannelse. Og så er der for mange, der slet ikke får taget sig sammen til en uddannelse efter grundskolen. Det bliver ikke fedt i fremtiden uden de mest grundlæggende kundskaber.
Men jeg har ved den søde grød ikke ondt af dem, for de har haft alle muligheder.
Nic Pedersen, siger du at snobberi og fordomme er det samme?? Forstår ikke rigtigt dit spørgsmål.
Jeg vil hellere være buschaufør end "journalist" på gomorgen Danmark.
I mange tilfælde, hvis du kan manipuler med personer i kraft af din attitude, så kan det være vejen til et højt lønnet job.
Højt lønnet job kan være et game, så hvis din profil er ærlighed og ydmyghed, så befinder du dig i den forkerte verden.
Tak til John og Thomas for to fine historier !
Mange af de jobs, som kaldes "taberjob" er efter min mening, ofte meget vigtigere end bankdirektører. Hvor ville vi være ubehjælpsomme hvis der ikke blev hentet skrald. Hvis ikke der var nogen til at passe de gamle og syge. At vaske op på den fine restaurant. At gøre rent i nationalbanken. osv. Tænk hvis "arbejdsløn" blev vendt på hovedet, og det at være skraldemand eller kloakarbejder, gav det samme i lønposen som bankdirektøren får. Og bankdirektøren måtte "nøjes" med en arbejdsmandsløn. Det havde været interessant at prøve, bare én måned!
Olesen, jeg var godt klar over du var teknokrat.
Og jeg er da enig i demokratiet er besværligt, men at give op for ensretning har aldrig været løsningen, hverken i øst eller vest.
Jeg tror endda indianerne havde palaver?
Problemet er langt mere omfattende, lige p.t kører vi 3 ideologier sidevers, hvilket selvsagt giver problemer.
Dertil har din proklamerede klasse 20.000 lobbyister alene i eu regi, så skal vi ikke lige revidere hvem der obstruerer hvad.
For hvem gider have et job, som ingen tilskriver nogen form for ære?
Det enste job jeg rigtig kan komme i tanke om der er æreløst det er bødel - og dermed beslægtede job.
Carsten Olesen,
"Nic Pedersen, siger du at snobberi og fordomme er det samme?? Forstår ikke rigtigt dit spørgsmål."
Jeg vil foreslå, at du (og også gerne andre) så definerer snobberi.
Det VAR mit spørgsmål!
Hvar er det så?
Bill Atkins,
ikke engang bøddel er per definition æreløs.
Mange ville have sat stor ære i at ekspedere f.eks Saddam, Ceusaescu, Mussolini, Beria og mange, mange andre gennem tiden!
Det er aldrig så meget jobbet som ens forvaltning af det (og ens grænser), der giver ære!
Skatteopkrævere har f.eks også altid haft et stort problem.
@ Bill Atkins
Om aeresloese job.
Maa jeg foreslaa lejesoldater ... dvs personer, der af politiske aarsager er udstyret med fribillet til at slaa andre mennesker ihjel ?
Sider