Når min søn peger på brandmanden og udtrykker, at netop dét job er hans største karriereønske, tænker jeg som alle andre med en lang uddannelse bag mig: Det går forhåbentlig over. Og jeg er næppe den eneste.
For skønt jeg naturligvis betragter brandmandens erhverv som vigtigt, vil jeg og min klasse sandsynligvis opfatte det som noget med langt mindre værdi. For klasser, det har vi naturligvis i Danmark. Kulturelle klasser, hvor de øverste klasser af journalister, forfattere, sociologer, debattører og ikke mindst politikere ser ned på buschaufføren, sosu-assistenten, rengøringsdamen og kassedamen, fordi de tænker, at deres liv må være det mest forfærdelige, uspændende, nedværdigende og ydmygende, man kan forestille sig.
Googler man disse statusløse stillinger, vil man hurtigt opleve, at ordene i sig selv fortrinsvis indgår i artikler om problemer, ydmygelse, tab og arbejdsløshed. At være en kassedame indbefatter et problem, ikke en karriere. For selve ordene dækker faktisk i nutidens debat over et stigma, der ikke på samme måde knytter sig til journalister, antropologer, reklamefolk, grafikere, kokke og andre med såkaldt ’spændende arbejde’ – skønt der også blandt disse faggrupper til tider er en relativt høj arbejdsløshed, stress, en ofte betydeligt længere arbejdsuge og derfor vel også en grund til at ynke dem en smule?
Alligevel gør vi det sjældent, for de folk har vel noget spændende, de kan tage sig til, alle de der kreative med det fede uddannelser, hvis de nu eksempelvis skulle blive arbejdsløse? Mens rengøringskonen vel er for dum til at gøre andet end at stirre ind i væggen og gå i hundene, når hun først mister arbejdet …
Derfor er der også altid en god historie at hente, når nogen lukker et værft eller et slagteri. Slagteriarbejderen og manden på værftet er gode ofre, når krisen krasser. For det må da gøre dobbelt ondt, når man både har et rædselsfuldt og ukreativt job og så tilmed skal ydmyges med en fyreseddel?
Medlidenhed med arbejderen
Sådan tænker vi i den kreative klasse, og derfor var det også kabinepersonalet, frem for piloterne – som vi snart indså stod i samme situation – der blev spurgt som de første, da rygterne om fyringer i SAS først kom på banen. Den kulturelt dominerende overklasse har ondt af alle dem med manuelle og lavtlønnede jobs, fordi de automatisk antager, at alle rengøringskoner og mejeriarbejdere hellere ville skrive artikler for Information, hvis de fik chancen.
I en nyligt udkommet bog med titlen Det Danske Klassesamfund forsøger fire cand.polit.’er at fjerne fokus fra underklassen, da de mener, at arbejderklassen i virkeligheden er oversete ofre. Bogen rummer flere beskrivelser af livet i arbejderklassen, der sådan set bare er reelle beskrivelser, men tydeligvis møntet på at få højtuddannede mennesker til at føle medlidenhed med dette primitive og ikkeboglige liv med rendegraver og øl i grøftekanten.
Hvad hvis de kan lide deres job? Normalt siger de det ikke højt, men en gang imellem løber munden af med den kloge klasse, som eksempelvis de radikales Rasmus Helveg Petersen kommer for skade at sige, at det ikke er virksomheder som Aalborg Portland, vi skal leve af i fremtiden. Her afslører han, at den kloge klasse dybest lever på en illusion om, at alle på et tidspunkt skal og vil bæres ind i den kreative klasse. Den samme forestilling, der får regeringen til at spille ud med, at 25 procent i fremtiden skal være akademikere – ligesom dem selv. For vejen til paradis er som bekendt brolagt med kandidatgrader.
Ud over at dette åbenbart forudsætter, at fremtidens huse mere eller mindre må bygge sig selv, overser denne arrogante indstilling også én anden meget væsentlig ting: Det kunne være, at disse folk godt kan lide det, de laver – også selvom det forekommer ubegribeligt for nationens fremmeste meningsdannere.
Men måske bliver de ikke ved med at elske deres job. I hvert fald ikke hvis det lykkes de dominerende klasser at eksportere deres nedladende holdninger videre rundt i systemet. De manuelle arbejdsgrupper kan ultimativt ende med at ringeagte sig selv, fordi de, der præger mediebilledet, gør det.
Overklassens snobberi
Det kan betyde, at disse job automatisk nedvurderes, og det er indirekte grunden til, at en mand som ’Dovne Robert’ bliver et så uheldsvangert ’sandhedsvidne’ for overklassens snobberi, når han erklærer, at han hellere vil have kontanthjælp end et eller andet »skod- eller lortejob« på McDonald’s.
De færreste journalister sætter spørgsmålstegn ved denne kategori, fordi de såmænd selv deler den. Også skønt McDonald’s sidste år, endnu engang, blev kåret som Danmarks bedste arbejdsplads af de ansatte.
Det samme snobberi afslørede sig i al sin uskønne ynde også, da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), i samme uge som Robert debuterede på tv, blev stillet kritiske spørgsmål fra en DR-journalist om en kommune, der havde krævet af en veluddannet grafisk designer, at hun skulle feje gader og vaske skure i den såkaldte seniorjobordning.
Journalisten havde den aften svært ved at skjule sin forundring, da Mette Frederiksen fastholdt, at det sådan set var ok, for der var ikke noget arbejde, der var finere end noget andet. Det var tydeligt, at journalisten så anderledes på den sag.
I Danmark er ordet ’lavtlønsjob’ i en politikers mund automatisk et ord, der skal fremkalde bekymring og afkræve handling, så dette fænomen på en måde kan begrænses. Men sandheden er jo, at der findes job, der kræver et meget lille omfang af konkrete tillærte evner, hvor arbejdstageren ikke kommer med nogen særlig eksklusiv kompetence, som er ret meget værd, og hvor det output, der produceres, heller ikke ligefrem er nogen guldgrube. Sådanne job belønnes lavt, men det kunne jo sagtens være, at jobbet alligevel havde arbejdstagerens interesse, eller – endnu mere mærkværdigt – at arbejdstageren, modsat normen i den dominerende samfundsklasse, ikke knyttede sin identitet til sit arbejde.
Måske elsker skraldemanden ikke sit job, men bygger drager i den fritid, som den dominerende klasse ofte udfylder med endnu mere arbejde. Det gør ham bare ikke til et offer.
Nej tak til ’taberjob’
Men vi uden for disse erhvervsgrupper fatter det ikke, og derfor beskytter vi også rent sprogligt disse erhverv ved at give dem nye titler, så de lyder finere, end de er. Således at ’renovationsarbejderen’ kan bevare sin stolthed. Et ord jeg i øvrigt vil vædde på ikke er opfundet af arbejderen selv, men snarere af akademikeren fra hans fagforening, der sad og græd ved synet af de stakler nede i gården, der om morgenen bar hans skrald ud og ikke havde nogen varm computer at gå hen til bagefter.
Konsekvensen af dette snobberi bliver, at folk som ’Dovne Robert’ hellere vil have en ærefuld kontanthjælp end et af de ringeagtede ’McJob’, og politikerne egentlig godt kan forstå det, da de heller ikke kunne drømme om at være graver på en kirkegård. Faren er derfor, at de indretter systemet således, at færre og færre behøver at komme i kontakt med opgaver, som de selv synes er taberjob. Konsekvensen er, at der faktisk er ledige job, som ingen tager, at eksempelvis vikarbureauer melder om masser af ledige stillinger, og at polakkerne må tage hertil for at dele vores reklamer ud. For hvem gider have et job, som ingen tilskriver nogen form for ære?
Ultimativt risikerer vi, at de job, vi stadig har brug for, ringeagtes, at der breder sig en manglende forståelse for værdier, vi alligevel ikke kan udrydde, og at der sker en pseudoproblematisering af de mennesker, der ikke ligner de definerende klasser selv.
Dennis Nørmark er antropolog og forfatter
Uha.
Når Dennis Nørmark tror, at alle og enhver kan blive gode gadefejere, skraldemænd, kassedamer eller rengøringsassistenter,
så åbenbarer han jo netop,
at hans personlige erfaring med de fag er forsvindende lille.
Det handler sgu ikke bare om løn og prestige, selvom dette har betydning.
Det handler lige så meget om at gøre noget, som man er god til.
Hvis man selv føler - og får at vide af kollegerne - at man er dårlig til sit arbejde, hvad er så ideen med at udføre det?
Ja, man kan gøre en grafiker til gadefejer. Det kan være nogenlunde lige så dumt som at gøre en gadefejer til grafiker, hvis ingen af dem kan finde sig tilrette i jobbet.
For at være gadefejer skal man kunne lide at være udendørs, alene og gå rundt mellem en masse mennesker, som måske ikke 'ser' en. Eller måske overvåger. Man skal have øjnene med sig, man skal være fysisk ret robust og man skal have en rank ryg - billedligt talt, og ikke lade sig undervurdere af en kreativ skribent, hvis fordomme er større end hans erfaringsbredde.
Sammenhold dette emne med emnerne :
- SU og uddannelse
- EU`s arbejdskraftens fri bevægelighed
- Løndumping gennem udenlandske firmaer
- Det skal kunne betale sig at arbejde - diskussionen
- Indvandrepolitikken - hvem må arbejde.
Det hele skal med.
Men ære og status er ikke det samme, og status aka klassesamfundet, fordrer polariseringen. Så enighed netop aldrig bliver konsensus.
Selvom man føler ære ved sit job, vil de fleste blive såret alligevel, da det jo minder en om de uretfærdigheder de privilegerede og kreative ikke magter at løse.
Det Robert værner om er sin skygge, noget der blev kaldt individualitet da jeg gik i skole(eller indskrevet.)
-Evnen til at være kritisk og åben, på en og samme tid. Fordomsfrit bliver det aldrig, præmisserne vi stiller til rådighed, vil gøre summen af succes.
Det er i øvrigt et gammelt billede - nu ser der sådan ud.
Jeg vil give Dennis Nørmark ret i, at overklassen/den kreative klasse ser ned på de såkaldte 'lortejobs', og da de ofte er dem der er synlige i diverse debatter, er det deres værdier og fordomme der kommer frem i medierne. Ikke nødvendigvis de såkaldte arbejderer, der netop udfører disse jobs.
Angående følgende citat:
'Det kan betyde, at disse job automatisk nedvurderes, og det er indirekte grunden til, at en mand som ’Dovne Robert’ bliver et så uheldsvangert ’sandhedsvidne’ for overklassens snobberi, når han erklærer, at han hellere vil have kontanthjælp end et eller andet »skod- eller lortejob« på McDonald’s.'
så mener jeg, at en del mennesker blev forarget over Robert's udmelding, når han tillod sig at kræve at han blev respektet som menneske UANSET hvilket job han udførte. At det så var på McDonalds at Robert oplevede denne mangel, er ikke pointen.
Som jeg forstår det, så blev Robert's udtalelser fordrejet og anvendt til at tilpasse forskellige fordomme. Ligepludselig blev det til at han ikke ville have et lortejob punktum, hvor hans reelle pointe var, at han som ufaglært krævede at blive behandlet ordentligt. Måske det ramte noget i den kreative klasse, at et menneske fra underklassen med et lortejob, som de ser ned på, pludselig offentligt krævede respekt?
Jeg tror at forældre uanset klasse ønsker for deres børn, at de får mulighed for at få et arbejde, som de er glade for og hvor de kan bruge og udvikle deres evner. At en arbejder ønsker dette for sit barn, ser jeg ikke nødvendigvis som snobberi.
I de seneste år har der både herhjemme og i udlandet været produceret og vist en del komedier om underklassen, hvor den kreative klasse kunne udstille deres fordomme og latterliggøre underklassen/de ufaglærte og bistandsklienterne. Her kan nævnes Linda P i DK og 'Little Britain' i England.
Man ser utrolig sjældent en arbejder stolthed i medierne, underklassen bliver latterliggjort i komedier, polakkerne og asiaterne kommer og tager lortejobsene og selv vores regering straffer de svage bistandsklienter og fortidspensionister i den nye skattelov, så det var et stort mod Robert egentlig havde, da han stillede sig op og gik mod strømmen og krævede sin menneskeret. Siden har der bl.a. her i information været artikler om hvordan bistandsklienter bliver behandlet af det offentlige, og Lisbeth Zornig Andersen har brudt med skammen over at komme fra udkantsdanmark og dårlige kår.
Det er blevet cool for den kreative klasse at vise menneskelighed ved f.eks. at inviterer en ensom til julemiddag, og tro mig der ville komme andre ting af den slags der bliver cool i fremtiden. Den kreative klasse vil nu, igen, misbruge de svage og ensomme til at udstille sig selv, som mennesker med overskud og ansvarlighed. Ikke at det altid er et misbrug. Det kan bunde i en reel motivation som f.eks. da Claus Meyer ansatte fanger i hans bageri.
For en gangs skyld siger Dennis Nørmark noget fornuftigt!
"Wendt, prøv at tænke lidt over, hvorfor kineserne stormer frem som de gør?
Hvad tror du en topstyring der ikke indbefatter kulturradikale snakkehoveder til at obstruerer en effektiv beslutningsproces i det politiske liv gør ved et lands konkurrenceevne?"
Carsten Olesen: Prøv at tænke over hvordan det er at være i kineser i bunden af det kinesiske eventyr?
Hvis den erhvervsorienterede tænkning kun kan byde på to alternativer: Slaveri eller Kaos - så finder jeg hellere en anden tænkning
Det er debatter som disse, hvor internettet virkelig tjener os til gavn, fordi fordomme bliver udvekslet og aflivet.
Det er godt at læse, at mange er glade for deres arbejde - og personligt kunne jeg ikke drømme om at se ned på folk, der udfører vitale funktioner for samfundet og i øvrigt tjener adskillige flere tusinder end jeg selv, hvilket dog ikke er en forskel, jeg lægger ind i ligningen, så kunne jeg jo bare forsøge at få et lignende job selv, og det har jeg sidst af alt lyst til. Jeg går her som en selvfølge ud fra, at de fleste heller ikke ville ønske at leve på min måde. Vi er forskellige og udretter forskelligt efter interesser og erfaringer i livet.
"Prøv at tænke over hvordan det er at være i kineser i bunden af det kinesiske eventyr?"
Det er sikkert ikke skægt, men dog nok mere håbefuldt end at være i bunden af den danske/vestlige tragedie?
Teknokrater har gennemgående fået galt fat i sammenhængen: vi arbejder for at kunne realisere frihed, civilisation, samfund. Derfor er det flintrehamrende ligegyldigt, om tingene foregår rationelt i et og alt, sålænge der produceres mere end tilstrækkeligt til at holde befolkningen i godt humør.
Sammenligningerne med Kina må stoppe! Der er tale om et land, der efter at have forsøgt i flere tusind år stadig ikke er i stand til at brødføde sig selv.
@Lone
Og fordi Robert een gang blev fornærmet i McDonald's har han livet igennem ikke kunnet finde et job hvor hn blev behandlet værdigt?
Nej han er doven og snu som han selv siger,og hvis han skal have penge fra andre foreslår jeg det sker gennem frivillige indbetalinger, og ikke gennem skattekroner.
Jasper Bertrand,
Som jeg husker det, så har Robert haft andre jobs, hvor han blev behandlet godt bl.a. et håndværker job, hvor firmaet måtte nedskære og fyre flere medarbejdere.
Det eneste æreløse ved lavtlønsjob er ... lønnen.
Nic: Skatteopkrævere har f.eks også altid haft et stort problem.
Absolut ikke i mine øjne - og jeg ved at de unge mennesker i familien ser et program der hedder noget i retning af "Skat rykker ud" med meget stor interesse.
Jongberg: Falder de ikke ind under "og dermed beslægtede job"?
Bill,
helt ærligt!?
Skulle Sheriffen af Notttingham blive en helt, hvis man lavede et tv-program med ham som helt?
Som i ""Skat rykker ud"?
Kongemagt og statsmagt er to helt forskellige instanser...
Husk skattefar har bespist mange sultne børn... det har jeg aldrig hørt kongemagten blive beskyldt for.
Fra artiklen: "Også skønt McDonald’s sidste år, endnu engang, blev kåret som Danmarks bedste arbejdsplads af de ansatte."
Den afstemning var det rene fup. Det er sådan et marketingsstunt arrangeret af et privat firma.
http://www.greatplacetowork.dk/
Nogle firmaer betaler kassen for at være med men langt langt langt de fleste arbejdspladser bliver slet ikke evalueret. Det er en marketing-gizmo.
Nis Pedersen:
"Det (at være kineser i bunden af samfundet) er sikkert ikke skægt, men dog nok mere håbefuldt end at være i bunden af den danske/vestlige tragedie?"
Yep! De kan håbe på 150 års arbejderkamp før de kommer i nærheden af rimelige forhold!
De kan naturligvis også håbe på mirakler!
Men det kan vi også, altså håbe på mirakler. Jeg gør det hver dag, så nej. Jeg tror faktisk ikke det er mere håbefuldt som sådan
@Niels P. Sønderskov
Jeg ville ønske at det passede, dette med at livsindkomsterne ikke er så forskellige endda. Men det gør det ikke. AE. har glimrende analyser og statistik, som viser meget betydelige forskelle i livsindkomsterne for forskellige grupper.
Mvh. John
Fra artiklen : "......en kommune, der havde krævet af en veluddannet grafisk designer, at hun skulle feje gader og vaske skure i den såkaldte seniorjobordning".
Det hører med til den historie at den pågældende selv syntes, at jobbet var under hendes værdighed.
Der har været flere debatter om, hvilke jobs man kunne påtvinges, som betingelse for at modtage en social ydelse.
Før i tiden har der været debatter om "meningsfyldt" arbejde.
Alt dette viser, at også de nødvendige, men lavt ansete arbejdsopgaver, bliver ringeagtet af mange af dem, der udfører dem.
Sprogligt er der sket en udvikling fra betegnelser med en "dårlig" klang til mere teknokratiske betegnelser. Hvor kommer det fra ?
Jeg tror ikke skraldemanden var ked af sin stillingsbetegnelse.
Alt i alt tegnes et billede af danskere generelt som et socialt snobbet og forkælet folkefærd. Jeg tror det ligger i det socialdemokratiske lighedsmageri, som har ødelagt den danske folkekarakter.
De sortesmuskede kan lave det, vi ikke selv gider, anser for meningsfyldt, eller ikke er lønnet godt nok. Så hellere hæve samfundsstøtten i passivitet.
Ikke særligt prisværdigt.
Det er interessante betragtninger, der luftes i artiklen - men stadigvæk kaldes det at have et job som kassedame for "en karriere". Det er et job, man kan tjene til tilværelsen på - og et nødvendigt job, man for øvrigt kan være god til - men karriere?
Jeg selv er lærer. Det valgte jeg ikke for at gøre karriere eller for at avancere - jeg valgte det for at undervise, det er jeg faktisk god til. Jeg valgte det for at gøre mit arbejde i en flad struktur med samarbejde uden karriereræs og spidse albuer - det er desværre i nogen grad spoleret af NPM.
Der er brugt læssevis af penge på at gøre lærerjobbet til "en karriere" - det har hovedsageligt ført til karrierer for akademikere uden daglig kontakt med børnene. Lærere kan nu kalde sig "professionsbachelorer"; men hvis de skal videreuddanne sig, skal de til lommen og financiere dyre kurser, før de kan læse videre. det tidligere Lærerhøjskolen er nu befolket af rigtige akademikere uden erfaring fra folkeskolen - de uddanner sig til at skrive klogt om, hvad der er forkert og hvordan vi andre burde agere.
Og det er, hvad der mangler i artiklen: Blik for, at jobbenes værdi og arbejdsglæde ikke kun kommer af, hvad vi tænker, men også i, hvad vi gør.
At være postbud var tidligere et job med kontakt til mennesker og frihed i udførelsen - det ødelægges med kontrolposter til stempling. At være billletsælger på en S-togsstation var et ikke voldsomt spændende job; men man havde positiv kontakt med mennesker og forhindrede både snyd og hærværk. Gad vide, om ikke billetkontrollører (der kun oplever negativ kontakt) og automatreperatører, programmører etc. koster lige så meget?
Og når vi komme til arbejdsbetingelserne og lønningerne, ja så er det pinligt at forbigå EU's indflydelse. Fagforeningerne er voldsomt stækkede, og der er ingen tiltag for at forhindre firmaer, der opererer på tværs af landegrænserne for at undgå at betale til det fælles nogen steder.
For når de polske arbejdere kan leve for de yderst lave timelønninger, så skyldes det ikke udelukkende, at det er billigere at leve i Polen end i Danmark. Det skyldes også, at de ikke betaler skat nogen af stederne!
Det er ødelæggende for alle ordentlige samfund. Og det udbedres ikke ved en gang snik-snak!
Man skal huske, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, at alle disse hasarderede 'rationaliseringer' mest er et dansk fænomen. Nu hører jeg endnu et eksempel, der er dybt forargeligt: man vil bygge gennemsigtige daginstitutioner, så børnene kan overvåges af færre, går jeg ud fra, jeg ville engang skrive pædagoger, for det offentlige er jo ikke længere særskilt interesseret i uddannet personale.
Det er en stor misforståelse at sige og tro at ”folk som ’Dovne Robert’ hellere vil have en ærefuld kontanthjælp end et af de ringeagtede ’McJob’”.
Robert vil gerne have et job, men han vil fandeme ikke ses ned på og behandles nedværdigende.
Når Joachim B. Olsen får tid i tv til at sige, at Robert åbenbart ikke vil have et ordentligt job, og hånligt siger at han gerne vil leve af at blogge, så er uredeligheden komplet. JBO bliver rost af sit parti for at være sådan en dygtig politiker - fordi han har været god til at gentage nogle tillærte sætninger som en anden abekat i et cirkus.
Mette Frederiksen stiller sig op i tv og spiller forarget over fuldstændigt udokumenterede påstande om at folk ikke vil tage et arbejde til 110 kr./t.?
En arbejdsgiver får 120 ansøgninger, og så skal vi blive forargede over, at 30 straks melder fra – muligvis fordi de gerne vil forsøge at få et arbejde man rent faktisk kan leve af?
Hvorfor tilfredsstille forargelsens brølende uhyre? Enhver ved jo, at højrefløjen slår sig på lårene af grin over at Mette Frederiksen står der og ligner en fortørnet Claus Hjort Frederiksen. Bed dog, i det mindste, om dokumentation for påstandene.
Venstremanden får også tid i tv til at udbrede sig om, at han ikke kan få besat en stilling på sit savværk. Stillingen har ikke været slået op på Jobnet, men han får lov til for rullende kameraer, at gøre jobbet så uattraktivt som muligt, i håb om at få jobansøgeren til at melde fra på stedet. Hvis dét er fremgangsmåden, så forstår man godt at folk skrider igen. Hvis man vil have ansatte, så er det sguda nødvendigt at behandle dem ordentligt og værdigt, og ikke på forhånd mistænke dem for slendrian. Arbejdsgiveren så nærmest ud som om han ikke troede sine egne øjne, over at der var nogen der ville have det møgjob og så til den løn.
Meget, meget præcist indspark. Hvad angår kåringen af McDonalds, så er der dog mere til det.
135 arbejdspladser deltog, hvilket svarer til en halv promille af landets arbejdspladser. Så det er vel det man kalder en markedsføringsmæssig stramning, når de hylder sig selv på t-shitrs og busreklamer byen over.
http://avisen.dk/005-procent-kaempede-om-arbejdsplads-titel_193581.aspx
Nej jeg har ikke ondt af min buschauffør, da jeg ikke kører i bus, men foretrækker cykel, bil og tog i nævnte rækkefølge.
Jeg vil til enhver tid foretrække at have et arbejde frem for at være på dagpenge. Og sådan har de fleste mennesker det, men altså ikke alle. Det vidner de forskellige sager om, der har nået pressen. Fx savværket i Hvalsø, der ikke kunne skaffe 2 ansatte (før en frisk skolelærer i et TV-indslag tog jobbet.)
I 80´erne, hvor jeg blev student, var det en kendt sag at det var nemt at komme på kontanthjælp hvis man ville det efter sin studentereksamen. Det var også nemt at flexe ud og ind af arbejdsmarkedet for at beholde dagpengene.
Denne avis har brugt megen spalteplads på at beskrive problemet i at dagpengeperioden nu er blevet forkortet til 2 år. Men de nævnte sager vidner om at det åbenbart for nogle stadig er mere attraktivt at være på dagpenge end at være i job, og derfor skal dagpengeperioden have en passende længde. Måske er den stadig væk for lang.
"Dovne Robert", er han ikke en helt?
http://politiken.dk/debat/ECE1752090/filosof-robert-er-en-helt/
Nu må jeg indrømme at jeg ikke kan få mig selv til at læse artiklen helt færdig, men jeg er kommet så langt at jeg kan tage til genmæle og hilse fra arbejderklassen (som jeg oprindeligt stammer fra) og sige at arrogancen altså er gensidigt.
Det er ikke kun den kreative klasse der mangler fantasien til at forestille sig at et medlem af arbejderklassen kan have et kreativt og rigt liv og derfor ser ned på dem, det gælder mindst i samme omfang omvendt: de fleste arbejdere vil faktisk ikke bytte med ingenøren eller endnu værre, en fuldmægtig etc. og har i bedste fald moderlig/faderlig medlidenhed tilovers for de stakkels veluddannede snobbere som må have det rigtigt hårdt i livet, selv om de ikke lider af kroniske smerter i pengepungen.
(det gør de jo alligevel, fordi det at man har meget betyder for de fleste jo bare at de vil have endnu mere)
Forskellen er at arbejderdrengen/pigen ikke finder det tiden værd at prøve at skrive artikler endsige bøger om så tåbeligt et emne, og det gør jeg selv heller ikke.
Peter Hansen, din opfattelse af Kina er ikke bare fuldstændig respektløs overfor verdens ældste civilisation, den er også helt ud i hampen.
Kina har været meget igennem, gyldne tidsaldre som ikke så gyldne, verdenskrige, borgerkrige og en kommunistisk revolution som svar på imperialistisk udplyndring og undertrykkelse, og er p.t. igen på vej mod en ny storhedsperiode.
Selv om mange stadig tror det er det marode, korrupte og bankerotte USA der bestemmer kammertonen, så passer det jo ikke længere.
Kina er efterhånden verdens eneste virkelige supermagt og vi skal endda være glad for at de har taget førerrollen.
Han snakker godt for sin syge moster, gør management-konsulent, LA-medlem, antropolog og medstifter af det hedengangne Borgerligt Centrum Dennis Nørmark.
Vi skulle skamme os, skulle vi, over sådan at "stigmatisere" skraldemænd og rengøringskoner og alle de andre udmærkede samfundsborgere, som for ringe betaling påtager sig de nødvendige opgaver, der også skal løses af nogen, hvis medlemmerne af den klasse, som Dennis tilhører, skal have arbejdsro til at løse de mere sofistikerede og vellønnede opgaver, de har kvalificeret sig til via deres studievalg.
De lavtlønnede skulle jo nødigt gå hen og få den tanke, at det er fordi Dennis og hans klassekammerater ser ned på dem, at han finder det i sin orden, at de må nøjes med så ringe arbejdsvilkår og så lidt i løn i forhold til medlemmerne af "den kreative klasse".
Jamen, hvor er vi også henne, hvis det er lige så attraktivt at fede den hjemme på sofaen på kontanthjælp som at stå op i nattens mulm og mørke og dele aviser ud, før man skal hen og vaske gulv i direktionslokalerne og videre til en tjans som tallerkenvasker på et af den kreative klasses eksklusive vandingssteder?
De skal ikke stigmatiseres, vel skal de da ej! De har deres plads i hierarkiet, som er - ja hvor?
Ja da i hvert fald mindst ét trin over dem, der for længst er faldet neden ud af arbejdsmarkedet og feder sig på tiende år på kontanthjælp.
Jeg kan oplyse, at det ikke havde med andet end de månedlige 23.000,- at gøre, da jeg pakkede kød i kasser på DC. Det havde ikke noget med stolthed at gøre, eller de permanente papirsnit fra kasserne, aftenarbejdet mens man håbede på at få benene ind på dagholdet, de vekslende temperaturer, 20 - 30 gange om dagen, som min krop sådan hader, eller at man ikke kunne nå akkorden hvis sikkerhedsudstyret skulle benyttes.
Det var pengene, og kun pengene.
Nu har jeg været ude af betonen i en del år. Jeg opfatter ikke længere arbejdet hos DC som vellønnet, selvom jeg stadig har svært ved både at tro på, at landet gennemsnitsløn ligger over 35.000, og at min bank-dame tjene en lille halv million om året. Den del af min bevidsthed der troede, at den uopnåelige løn over de 30.000,- var noget der var forbeholdt de absolut få, og dygtige mennesker, er udvisket.
At gøre rent til 110/t er en nødløsning, der kun lige trumfer kriminalitet og offentlige forsørgelse. Men nu var jeg også den kvikke dreng, i min ghetto. Men så kan vi bare lave nogle bedre ghettoer til de uduelige. Er det 8% af den amerikanske befolkning, der er i "solide ghettoer"?
Nok, har jeg fået, når selv de kloge går med på den liberale stridsvogn. Problemet er jo, at de et begyndt at gå op for bunden, hvor stor forskellen reelt er, og hvor lille mobiliteten er. Stolthed over job med ringe løn hører fortiden til. Mænd i uniformer undtaget (sjovt nok).
At forsøge at aflede debatten med tillæg som snobberi eller præstige effekt, er kun en måde at aflede fre det det drejer sig om, Lønkamp.
Og lønkampen starter med det beløb staten giver i hold æftpenge, jo mindre der kan tildeles de ringeststillede, jo mindre kan man nøjes med at give de mindre attraktive job.
Hvis disse "lortejob" bliver for dyre, så bliver der mindre til de veluddannede.
Derfor er det smart at erstatte løn med præstige eller medlidenhed.
Fri mig for det vrøvl og betal prisen.
Det er ikke altid gutterne fra LA slipper helt godt fra at optræde i medierne med sangen om at folk ikke gider arbejde.
Jeg husker stadig da Simon Emil Ammitzbøll måtte deltage i en arbejdsprøvning i et gartneri. De var hensynsfulde nok til ikke at vise billederne af ham liggende på maven på en båre, som blev trukket mellem radiserækkerne, hvor han skulle fjerne ukrudt.
Det var i samme udsendelse han fandt det passende at meddele en kvinde, at hun kunne få lige så mange børn hun ville og være imod abort, hvis bare han ikke skulle finansiere hendes unger.
Buschauffør er nok det farligste job som findes. Ingen pauser - blodpropper samt kredsløbsforstyrrelser og tidlig død. Spytklatter samt verbale tæv hører til dagens orden.
Husk de fleste passagerer er alle fra samfundets bund. Ingen med anden mulighed for transport cykel eller bil, vil betale overpris.
Det kunne jo være ligegyldigt, hvad de øvre mener om de nedre, hvis de nedre var i besiddelse af selvtillid og arbejder stolthed.
Men de presses jo ned af de øvres forlængede arm, politikerne, som spinder dem ind i umyndigørende regler og overadministration.
Jeg siger -dem- for jeg tilhører midten, men har bare en højt udviklet frihedstrang og retfærdighedssans.
Hvis Robert vil have et værdigt job må han jo finde et, og kan han ikke beskytte sig selv må han melde sig i en fagforening. Og synes han ikke den gør det godt nok må han gå ind i arbejdet i foreningen.
Og hvad er der forkert ved at Simon Emil roste en kvinde for at hun var blevet steriliseret når hun allerede havde fået 4 børn mere end hun kunne forsørge. Mange inf debattører overser at de penge staten uddeler i sidste ende tages med vold fra andre borgere!
Så spar os for det klynk på klynkernes vegne.
Og lige med Kina er det noget vrøvl at de ikke kan brødføde sig selv, alllerede i de tidlige kommunistår købte de korn for guld på verdensmarkedet. Og det er vel ikke anderledes end lande som England og Tyskland der i mere end 100 år har importeret landbrugsvarer. Det er jo kun godt for dem der har sådan nogen at sælge.
Jeg tror, vi alle helst vil bidrage til samfundet med det, vi kan. Selv har jeg i min karriere arbejdet for god løn, gratis og for understøttelse, men jeg har Gud være lovet aldrig været nødt til at gøre andet end det, jeg har valgt - indenfor samfundets traditioner og værdier - at specialisere mig i.
Dennis Nørmark er helt til grin. Skulle denne artikel forestille at være en analyse af nogle forhold på det danske arbejdsmarked? Og så af en akademisk uddannet person? Hvorvidt, et job er et ´skodjob´, handler udelukkende om løn-og arbejdsforhold og om jobbets relevans.
Det er da klart, at der ikke er status i at blive underbetalt i et job med dårlige arbejdsbetingelser, og som måske ovenikøbet strider mod ens samvittighed, f.eks. at sælge benzin til de larmende og pladskrævende monstrum´er, der forpester vores luft. Jeg har da erfaring med nogen stykker af den slags job. De amputerede mig som menneske. Der var ingenting tilbage, når arbejdsdagen i et eller andet surreelt univers var slut - og man kunne - måske - lige nå at finde sig selv, inden man efter weekenden skulle starte igen.
At Socialdemokratiet taler om ret og pligt uden at huske disse sammenhænge, er et af deres største svigt. Derfor er de ikke længere arbejderklassens parti, og at det er lykkedes finansmagten, den 0,001%, at hjernevaske så mange socialdemokrater med deres nyliberalistiske retorik er dybt skuffende.
Hvis Dennis Nørmarks slatne ´analyse´er repræsentativ for den kreative klasse, er det ikke noget under, at visse områder skranter gevaldigt i den del af den offentlige forvaltning, som er præget af disse tankegange.
Så indtil buschaufførens og de andre såkaldte ´lavstatusjob´ bliver behandlet efter fortjeneste – f.eks. færre timer + bedre arbejdsforhold + bedre aflønning – ja, så har jeg ondt af min buschauffør (bortset fra at jeg, på trods af trafikkens ildelugtende og sundhedsskadelige udstødningsgasser, så langt foretrækker cyklen) – og jeg har også ondt af alle os andre, som skal lide under så unødvendigt elendig administration af fællesskabets ressourcer.
Det eneste æreløse ved lavtlønsjob er … lønnen - siger Mikkel Schou.
Tak for det, bedre kan det vel ikke sammenfattes.
Vi lever i et samfund hvor man åbent kan stille spørgsmålstegn hvorvidt vi har råd til at de mest basale menneskerettigheder skal gælde for alle mennesker Dette gør man både på et intellektuelt plan men også på et rent materialistisk plan ved at presse de lavere lønninger ned mens man skærer i velfærden.
Samtidigt med at man accepterer at nogle mennesker har en ret til grænseløs personlig berigelse!
Det er på tid at vi indfører et loft for personlig rigdom.
DET er spørgsmålet som ville tvinge de mange skabsliberalister frem i lyset.
Gode gamle Dennis Nørmark. Befamling er vel det rette ord? Hvad ved bønder om agurkesalat? Jeg må medgive, at det er effen forførelse, men det er klamt. Det er ikke virkeligheden, skulle jeg hilse og sige fra en, jeg kender, som har arbejdet i et bredt udsnit af det ufaglærte arbejdsmarked gennem hele sin erhvervsaktive alder. Klam neoliberalistisk befamling i almindelig sentimental stil. Laura-syndromet vil jeg kalde det. Arbejdet bærer lønnen i sig selv. Javel, men også profitten og nedslidningen på på sine brede skuldre. Der er absolut ingen grund til at romantisere det stadigt mere udhulede arbejdsmarked, som mere og mere ligner al det arbejderbevægelsen med større eller mindre held har bekæmpet i 150 år. Det forsvinder mellem hænderne på os. Vi er udsat for et systematisk angreb på løn og arbejdsforhold plus overførselsindkomster, rådighedsregler og i det hele på levevilkårene og velfærd i bred forstand. Vi skal knokles, kontrolleres og kastreres til at grave vores egen grav, mener de.
Arbejde er ofte stærkt nedværdigende, men kan godt udføres af stolte folk, som for ofte tier men som sjældent samtygger.
I det lys synes jeg man skal se Dennis Nørmarks indspark, som spiller på en meget brugt modsigelse mellem 'arbejdere' og 'akademikere', en slags forsøg på at cementere denne modsigelse ved netop at tale ud fa den. Næsten alle er vi mål og ofre for monopolisternes angreb, men det er der for få, der forstår. Væksten i profitterne og monopoliseringen stiger mens arbejdsmarkedet trækker sig sammen og lønnen falder.
Jeg har lige set på DR1, at vi nu den 14. januar vil få endnu et program der vil udstille de laveste i samfundet som nogle nassere og svindlere.
Programmet omhandler mennesker der snyder det offentlige for penge via manglende oplysninger om indtjening m.m. Jeg gætter at DR, igen, ikke har medtaget de rige der laver kreative skatteunddragelse i udlandet, så seerne, igen, skal sidde og blive harm over diverse bistandsklienter der snyder for et par tusinde kroner, og glemme alt om de rige der snyder det offentlige for millioner og dermed undgår overklassen nedgørelse og udstilling i offentligheden. :(
Jeg vil give Dennis Nørmark ret i at hans samfundsklasse, dem der ser sig selv som samfundets betydningsfulde meningsdannere, ser ned på os stakkels lavtlønnede arbejdere med lortejobsene. Nu vil jeg, som andre også har påpeget, indvende at det kun er i deres eget verdensbillede at vi bestrider skodjobs.
Det der er problemet i den sammenhæng er at stort samtlige politikere på borgen tilhører den samfundsklasse der ser ned på os almindelige arbejdere, og i særdeleshed på os der er ufaglærte. Det medfører at landets politik tilrettelægges så den favoriserer akademikerne.
Derudover sidder samme samfundsklasse på medierne, så vore børn og unge bliver bombarderet med samme nedladende holdning.
Men det de åbenbart ikke kan fatte er at vi er mange der bestrider jobs som mage akademikere ikke ville holde til i én uge, og i mange tilfælde ikke én fuld arbejdsdag. Og vi elsker vore jobs. Selv er jeg pædagogmedhjælper i en vuggestue, og jeg kan hilse og sige at det til tider bogstaveligt talt kan være et lortejob. Og ja, jeg er blevet gylpet på, tisset på, skidt på, spyttet på, slået, overbrækket, og smurt ind i en blanding af snot og mad mere end én gang. Men det er i min optik verdens bedste job, jeg vil ikke bytte arbejdet med de mindste børn for noget andet, og jeg har prøvet lidt af hvert.
Status har jobbet ikke i politikernes og de selvudråbte meningsdanneres optik, men det kræver nærvær og engagement. Og så kræver den en masse færdigheder, der ikke sådan lige lader sig nedfælde på papir, og da slet ikke som en lærebog på en akademisk uddannelse. Men hvis ikke jeg og mine kollegaer gør et godt stykke arbejde risikerer børn at få sociale og/eller indlæringsmæssige problemer senere i livet.
Det samme kan siges om mange andre lavstatus jobs, hvis ikke dem der udfører dem gjorde dem ordentligt, ville der blive samfundsmæssige konsekvenser.
Jeg havde en snak med en fællestillidsmand for skolernes tekniske personale, og han stillede et meget interessant spørgsmål: "Hvorfor skal ham der sidder inde på kontoret og arbejder på PC'en have et løntillæg og ikke ham der går ude i regn og slud og fejer skolegården?" Det eneste svar jeg er kommet frem til, er at der er mere status i at have et PC-kørekort end at feje blade og skidt i dårligt vejr, for begge funktioner er lige vigtige for at skolen skal fungere.
MBV,
Ja og hvad vigtigere er, de er begge forudsætninger for at ikke blot skolen men SAMFUNDET, som jeg lægger megen vægt
på, fungerer.
Randi og NielsHolger - Sjovt som vi læser Nørmarks budskab så forskelligt.
Han forsvarer arbejderklassen mod den kreative klasses arrogance. For nu at bruge hans egne ord.
Citat : "Men måske bliver de ikke ved med at elske deres job. I hvert fald ikke hvis det lykkes de dominerende klasser at eksportere deres nedladende holdninger videre rundt i systemet. De manuelle arbejdsgrupper kan ultimativt ende med at ringeagte sig selv, fordi de, der præger mediebilledet, gør det."
Læs artiklen igen.
Martin B. Vestergaard, en stor del af problemstillingen består i, at nogle netop opfatter skolens tekniske personale som udførende arbejde, de også sagtens ville kunne udføre, og at det modsatte ikke ville være tilfældet. Det er, som du påpeger, ikke nødvendigvis rigtigt, det er faktisk nok meget af en illusion Vi har da netop også derfor haft anekdoterne om distræte akademikere, som vi så kan fornøje os med - og det er faktisk rigtig ubehageligt, når man møder unge, smarte magistre, der i realiteten er i stand til både at svinge en kost og muge ud under skolens kæledyr.
Hvad der imidlertid ikke tages højde for i den ligning er, at det tager tid at feje gården eller skifte traktorens dæk - det er ikke en hurtig tjans, man lige kan gå ud og klare, mens man funderer videre over de fysikopgaver, man skal have forberedt til eleverne. - Og der er humlen: kan man påstå, at den tid, der sælges til en arbejdsgiver reelt har forskellig pris?
Jeg bliver glad, når jeg læser indlæg fra folk, der faktisk er glade for det arbejde, de udfører til glæde for sig selv og andre, bl.a. fordi det letter på min egen dårlige samvittighed over ikke at følge trop; men når jeg selv i et par kortere perioder har arbejdet dels som sygehjælper, dels som medhjælper på et trykkeri - og jeg var ikke utilfreds med lønnen overhovedet - har jeg altid været et andet sted, og jeg har altid ligesom måttet gøre noget for at sætte mere fut i stedet, hvad der jo ikke som sådan var plads til allerede dengang.
For mig er intet vigtigere end at snakke og udveksle tanker og erfaringer med andre mennesker, og det tager jo også tid, som forsinker. Derfor har mit arbejdsliv ligesom måttet gå andre veje, som heldigvis er tilfredsstillende på andre planer end de økonomiske.
Problemet er faktisk arbejderklassens eget, tror jeg egentlig! Det er også blevet værre, fordi samfundet indenfor få årtier er blevet meget mere geografisk opdelt.
Filo Butcher repræsenterer i denne kommentar http://www.information.dk/321588#comment-726122 til fulde problemstillingen, som selvfølgelig er, at arbejderklassen til trods for ni års skolegang ikke formår at formulere sig om de vitale spørgsmål, der driver dette samfund. De organiserer sig ikke i partier, de gør det dårligt nok i fagforeninger - og på den måde svinder deres indflydelse, men også respekten. Jeg er træt af at se middelklassen på tv altid, men er ærlig talt lidt svært efterhånden at se, hvor arbejderklassen artikulerer sine holdninger og interesser i samfundet.
Hvis det kan glæde nogen, så er der en meget markant positiv korrelation mellem lav økonomsik vækst og høj arbejdslæshed i den kreative klasse. (se evt. dst.dk over f.eks. 30 år)
"Han forsvarer arbejderklassen mod den kreative klasses arrogance. "
Han forsvarer ingen - Peger blot fingeren en ny retning, for at aflede. Akademikeren ved jo hvordan det forholder sig, når han ser ned på buschaufføren. Problemet opstod, da også budchaufføren også forstod det.
"Hvis det kan glæde nogen, så er der en meget markant positiv korrelation mellem lav økonomisk vækst og høj arbejdsløshed i den kreative klasse"
Nej, det kan ikke glæde nogen. Akademikere, og resten af rosset, er ikke onde. De er blot velinformerede.
"When I was young, and they packed me off to school"......var det fordi erindringer om landarbejdere der arbejdede 29 dage ud af 30 fra 6 morgen til 6 aften og sov i halmkasser i stalden endnu var i alt for frisk erindring.
Hvis det virkelig var muligt, så skulle afkommet ikke leve samme skæbne, selv om når der var brug for trusler, hev man stadig "...når du først kommer ud at tjene.." ud af skabet.
Og det var muligt, i hvert fald dengang. Og så endte jeg alligevel med, ad krogede mellemveje at blive tømrer efter nogen år på universitetet. Jeg passede jo slet ikke ind i det miljø.
Nå, men det jeg egentlig ville frem til er at vi har levet i en tid med illusionen om at beskidt arbejde ikke længere er nødvendigt, dels fordi vi kan få kulierne i den tredie verden til at gøre det for os, og dels fordi vi bliver (BLEV) rigere og rigere og får flere og flere hårde hvidevarer, elektronik og biler, og selv om vi godt kunne føle en vis stolthed ved et godt stykke vel udført beskidt arbejde, så var det alligevel ikke så rart, når man ikke havde noget valg om at skulle arbejde udendørs i ugevis med kule eller regn eller begge dele, eller for den sags skyld i en fabrikshal med en helvedes larm og det endda i årevis.
Så nu hvor overflodsforbrugersamfundet er ved at blive afløst af et feudalt, neoliberalistisk knaphedssamfund, er der vel ikke mange der ser frem til muligheden for at man nu igen skal til at gå tiggergang for at få et arbejde som meget vel kan have en masse potentiale for personlig stolthed, men som alligevel aldrig har eller får det, fordi det stadig er andre, som har ret til at lede og fordele arbejdet, og hvis man skal overleve det, så må man hellere ignogere hvad man ved eller forstår om hvordan tingene hænger sammen, hvis man skal komme igennem 40 år af den slags.
Vi er altså stadig oppe imod det samme, her som i alle andre aspekter af senkapitalistisk tilværelse: Vi har levet over evne, og helt uanset, at det ville være rart om vi kunne få de rige til at dele byrden ved en omstilling, så vil en omstilling være nødvendig snart, ikke fordi det offentlige koster for meget, eller fordi det private initiativ knuses af for høje skatter eller andet vås, men fordi kloden simpelthen ikke kan bære det overflodssamfund vi har levet i.
Altså, alle de fede kulturradikale jobs vil ikke lzngere være der i den udstrækning de har været, drømmen om at sende børnene i skole var go nok i 50erne, men helt ude af trit med virkeligheden i 10'erne, uddannelses-, velfærds- og forbrugssamfundet er under afvikling, og vi vil helst ikke jages tilbage til det 19 århundredes armod, men har overhovedet hverken evnen til at undgå det eller evenen til at leve med det, begge dele gik tabt med al komforten, så we're fucked.
"Han (management konsulenten Dennis Nørmark) forsvarer arbejderklassen mod den kreative klasses arrogance".
Gå hjem og vug din gamle mor i en teske Leo Nygaard.
Han advarer de medlemmer af "den kreative klasse", der stadig ikke har skuet det himmelske lys og meldt sig under fanerne i Saxo Bank-partiet om, at hvis de ikke passer lidt på, hvad de siger om folk med lavtlønsjob som gadefejning og avisudbringning, risikerer de selv at havne i skrotbunken med outsourcede "vidensarbejdere".
Man skulle jo nødigt komme til at save den gren over, man selv sidder på som stik i rend dreng for et af de seneste topskud på klassesamfundets vidt forgrenede stamme.
Sider