Formand Hansen for VUC-lederforeningen bruger i Informations debat 29.–30. december et gammelt retorisk kneb. Først fremfører han en række usandheder om lærernes arbejdstid for dernæst at kunne karakterisere systemet som stift, centraliseret, oldnordisk og »så detaljeret, at der ikke er noget ledelsesrum til lederne på det enkelte undervisningssted«. Dernæst insinuerer han tilmed, at resurserne ikke kan bruges optimalt på de samme uddannelsessteder – og det er også systemets skyld forstås.
Kendsgerningen er, at man næppe i det seneste 10 år finder en større effektivisering andre steder i den offentlige sektor end i de gymnasiale uddannelser. Allerede i 1999 kom lærerne på årsnorm. De har ingen betaling af frokostpausen, mellemtimer eller ventetid på møder. Årsnormen betød, at eleverne fik 15 procent mere undervisning. Elevprisen er ifølge Undervisningsministeriets egne tal faldet med over 10 procent siden 2001. Reformen 2005 gav også stor effektivisering. Siden da er antallet af elever pr. lærer steget med 20 procent, samtidig med at der er blevet meget større forskel på eleverne. I 2011 lavede GL og Finansministeriet en ny arbejdstidsaftale med lokale aftalemuligheder for forberedelsestid og en markant udvidelse af ledelsens mulighed for at planlægge og kræve lærernes tilstedeværelse på skolen i hele arbejdstiden. Det har Hansen vist ikke opdaget. Han hævder f.eks., at »arbejdsopgaver detaljeret fastlægges to-tre år frem tiden«. Konsulentfirmaet COWI har f.eks. lavet en undersøgelse for GL, som viser, at der mange steder laves nye skemaer uge for uge og laves skemaændringer fra dag til dag. Kun 8 procent af lærerne siger, at de ved, hvad der skal ske næste uge.
Hansens egentlige ærinde
Men Hansens egentlige ærinde er at understøtte Finansministeriets krav om ’normalisering’ ved at erstatte aftaleret i GL’s overenskomst med ledelse og spare på lærernes forberedelsestid. Det siger GL klart nej til. Hansen ønsker, at ledelsen skal fordele og differentiere al lærernes forberedelsestid for at motivere enkelte lærere til at yde noget. Det er, hvad jeg vil kalde timetællerledelse eller ledelse i mørke. Det er ledelse, som ikke har øje for opgaverne og belastningen eller forståelse for motivation og lærernes evner og kompetencer. Der har til alle tider været aftalt en gennemsnitlig forberedelsestid ens for alle lærere og alle fag. Forberedelsestiden udgør den ramme, der skal modsvare et bredt undervisningsbegreb, forskelligartede undervisningssituationer og elevtyper. Det synes jeg er fornuftigt at holde fast i. Det svarer til, at der på arbejdsmarkedet i øvrigt er aftalt en ydre ramme for den ugentlige arbejdstid.
Gorm Leschly, formand for Gymnasielærerforeningen (GL)
Pudsigt at lige formanden for GL med næb og klør forsvarer sine favorable vilkår.......men hvilken værdi har det udover almindelige fagpolitisk propaganda ?
Gert V.: Hvilken værdi har dit indlæg, udover at insinuere at der eksisterer favorable vilkår? Hvad med at bringe disse vilkår på banen, så der kommer lidt substans i dine påstande.
Du kan kalde det fagpolitisk propaganda, men formanden påpeger det faktum at der ikke er tale om en effektivisering, men en spareøvelse på at område hvor man i forvejen har lavet store besparelser. Dette på trods af at arbejdsmængden er vokset (større klasser og mere individuel elevmasse).
Så er det vel også rimeligt at han må nuancere VUC-leder-formandens påstande og komme med egen synsvinkel.
En forsvarstale der ikke berører det helt centrale, nemlig det absolutte antal konfrontationstimer som en gymnasielærer har i dag.
10 timer !! om ugen.
Det er uhørt, langt lavere end i andre nordiske lande, godt det halve at OECD, og en tosset prioritering af ressourcerne.
http://dev.gymnasieskolen.dk/indikator-d4-og-l%C3%A6rernes-arbejdstid
Søren, givetvis spildte Guds ord på Balle-Lars, men "det helt centrale", er bare ikke "det absolutte antal konfrontationstimer som en gymnasielærer har i dag."
Ud over at de tal der altid fremhæves er gennemsnitstal, som også omfatter lærere med andre opgaver som f.eks. studievejledning, skal du regne med, at undervisning er andet og mere end konfrontationstimer.
Undervisning kunne man sige er det centrale; man kunne også sige, at læring er det centrale, men lad os kigge på undervisningen.
Undervisning er også pauserne (hvor vi altså ikke på magisk vis transporteres til en behagelig sofa med en kop kaffe, men i hvert fald mellem lektionerne og ofte både før og efter opholder os på skolen og ofte i selskab med de elever, som vi brænder for at uddanne).
Undervisning er også lektiecafe. Undervisning er også at stille skriftlige opgaver og rette besvarelserne. Undervisning er også feedback på opgaver eksempelvis pr. mail. Undervisning er også tværfaglige projekter, SRP-opgaver, SSO-opgaver. Undervisning er også tutorfunktion.
Undervisning er komplekst og mangesidigt.
Fuld tid for mig betyder ca. 20 lektioner i en gennemsnitlig arbejdsuge. Jo, der er også ferier, men al skolernes ferie er ikke vores ferie; vi har hverken mere eller mindre ferie end alle andre.
Der er også eksamensperioden; vi skal ikke glemme at modsat mange andre lande har vi mundlig eksamen, hvis afvikling og planlægning også er en del af vores arbejde.
Vores arbejdstid (fuld tid) er 1680 timer om året som alle andre på det danske arbejdsmarked. Lærere har også andre opgaver end de allerede nævnte. Der er et pænt mål administration, der er møder, korrespondance osv. Vi har ganske vist gået på universitetet, men man skal også følge med fagligt. Det er også en del af arbejdet.
Hvis du er oprigtigt interesseret, har emnet været diskuteret ad nauseam af læserne af denne avis. Prøv at blade tilbage i arkiverne, og du vil finde mange flottere redegørelser end denne for lærernes komplekse arbejde og hvordan vores tid fordeles (du og andre vil muligvis betragte dem som ”forsvarstaler”). Du kan finde masser af læsestof på GL’s hjemmeside om gymnasielærernes arbejde.
Naturligvis er vores aftaler ikke givet af Gud, men resultatet af forhandlinger og af prioriteringer, hvor der er foretaget en række valg. Antallet af konfrontationstimer kan sagtens øges; der kan skæres i forberedelsestid, skæres i møder, i efteruddannelse og tid til faglig opdatering osv. osv. Det afhænger helt af, hvilken skole vi ønsker.
Fuld tid ligger erfaringsmæssigt mellem 18 og 24 lektioner om ugen og skemaer med 28 lektioner om ugen kan forekomme. Det er ret heftigt, hvis der også skal forberedes og rettes opgaver (og andre lønmodtagere har pauser indlagt i arbejdstiden).
Manipulerede tal bliver ikke mere rigtige af at være sendt gennem OECD. Jeg tror, at det er Detektor, der har set nærmere på det.
http://www.dr.dk/P1/Detektor/Udsendelser/2012/05/08091804.htm
https://www.youtube.com/watch?v=2NmiyHBIOKQ
Bemærk, at det er "tid med eleverne". Der er undervisning, direkte elevrelateret, som ikke er tid med eleverne, og der er arbejde, der skal gøres, som ikke er undervisning.
Det er det, lærerne får penge for. Mange af os arbejder mere, nogle sikkert mindre. Garanteret er det de færreste, der sidder med et stopur og holder regnskab. Heldigvis.
Gert Villadsen: Gå dog efter bolden i stedet for manden! Du er pinlig!
Tak for lektionen Jens Illum.
Men jeg har ikke brug for din velforberedte tavleundervisning.
Når 95% af en årgang skal videre fra folkeskolen, så er der bare ikke penge til, at konfrontationstiden er nede på de ca. 370 timer om året.
Så såre simpelt er det. I kommer op på minimum de 500 om året. Hvis det ikke sker nu, sker det med den næste regering. Det betyder selvfølgeligt at der skal skæres andre steder og at undervisningen ikke bliver den samme. Det er en politisk prioritering.
Men konfrontationstiden kommer op. Jeg vil også forvente der sker en normalisering af arbejdsforholdene også ift. brugen af ledelse på gymnasierne.
De spareøvelser der ligger for folkeskolen og ungdomsuddannelserne ser vi også inden for andre sektorer inden for det offentlige. Nogle specialist fagområder er blevet direkte nedlagt. Det er noget der kan mærkes.
Det er jo ikke sådan at det arbejde der er udført tidligere ikke er godt eller vigtigt, der sker bare en benhård prioritering, fordi ressourcerne bliver færre, og vi reelt set skal håndtere flere personer med det samme eller lidt mindre personale.
På ungdomsuddannelserne skal der bare flere igennem for de samme penge. Det er en spareøvelse og der er reelt kun en måde at gøre det på og det er at ændre konfrontationstiden forstået som lektionstimer.
Det er bare bare hårdt det der sker. Det der er bærende er at få gennemført ændringerne uden at folk står tilbage og føler sig ikke anerkendte, og at det hele er elendigt.
Det er både de faglige organisationer og et stort ledelsesmæssigt ansvar at sikre at arbejdsglæde og vilje stadig er til stede.
Det handler ikke om at individet skal tænke positivt men om at gå ind i forandringerne med det mål at skabe rammer som er robuste også om 5 år, så der kan komme noget ro på, så folk kan koncentrere sig om det der er vigtigst.
Søren, du har enten ikke forstået eller ønsker ikke at anerkende, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem konfrontationstid i klasselokalet og den undervisning, eleverne modtager, samt den læring, der finder sted. Det har jeg søgt at forklare ovenfor, men åbenbart uden held. Du bliver i hvert fald ved at sætte dette lighedstegn, men det giver lige så lidt mening som det bombastiske udsagn om ”5oo timer”. For at forstå, hvordan skolen fungerer, er du nødt til at anerkende, at undervisning er andet og mere end det, der foregår i et klasselokale, hvor læreren er sammen med eleverne. Det er selve præmissen for en fornuftig diskussion. Uden denne erkendelse kan du end ikke måle den undervisning, du ønsker at regulere, da du ikke får et reelt billede at, hvad det er du søger at ændre, og det må være selve forudsætningen, hvis man ikke skal handle i blinde.
Som sagt er mængden af undervisning ikke lig antallet af konfrontationstimer i klasselokalet, og det giver derfor ikke mening at sige, at skal der præsteres mere undervisning, og skal flere igennem systemet for de samme midler, så skal der flere konfrontationstimer til, idet du ikke kan bruge konfrontationstimer som mål for den undervisning, eleverne modtager, og den læring, der finder sted. Skal du have mere undervisning for de samme penge, kan du sige, at lærerne skal arbejde mere end 37 timer om ugen; du kan sige, lærerne skal gå ned i løn; eller du kan skære andre arbejdsopgaver væk. Det er umiddelbart de tre muligheder, du har. Så kan du naturligvis også udskifte den ene form for undervisning med en anden form for undervisning, men det kommer der jo ikke mere undervisning af.
Udviklingen er faktisk gået fra tavleundervisning til mere individuelt tilrettelagte undervisningsformer, forelæsninger og gruppearbejde med indførelsen af studieretningsopgaver, AT o.l. Det er en prioritering, og det kan man da lave om igen, hvis det ikke fører til de ønskede resultater. Det er imidlertid resultaterne, man skal kigge på. På en måde er det sådan set også virkelig smart, hvis man får noget undervisning skrevet ud af regnestykket og kan cutte noget forberedelsestid væk. Ved at omlægge lærernes arbejde, kan man desuden hævde, at de underviser mindre, ved stadig at insistere på at tælle det antal timer, de står ved katederet, men det er en anden snak.
Du kunne selvfølgelig også sætte klassekvotienten op. Så ville du få flere elevkonfrontationstimer med de samme lærertimer, som udgør en del af undervisningen. Hvorvidt det ville føre til læring, som jo er målet, er en anden snak. Måske du blot ville opnå øget frafald eller at færre består. Man kan selvfølgelig endelig mene, at det er komplet ligegyldigt, men så er øvelsen jo formålsløs, og du er lige vidt.
Desværre er den herskende politiske logik, at lærerne arbejder for lidt, eller at vi arbejder forkert, og får vi flere timer ved katederet, løser alle problemer sig af sig selv. Er vi uenige, så klynker vi eller holder ”forsvarstaler”. Lyttet bliver der i hvert fald ikke. Arbejdsviljen skal såmænd nok være der, og arbejdsglæden ligeså, men det bliver lidt mere surt for alle.
Min fornemmelse er, at vi to aldrig vil nå hinanden:-)
Jammen jeg er da glad for at høre at der undervises helt anderledes end da jeg gik i gymnasiet.
Dengang var pædagogikken at læreren lavede oplæg om et emne ved at pakke informationen i en container, sparke den ud til eleverne, hvorefter forståelsen blev checket med spørgsmål eller diskussion. Der var ganske rigtigt helt idiotisk.
Det er helt anderledes i dag kan jeg forstå, hvor læreren mere er katalysator og rammesætter for elevernes egen evne til at tilegne sig viden og anvende den.
Der bliver heller ikke talt ned til eleverne mere. Faktisk så bliver læreren ikke set som eksperten der skal føre de dumme elever til den rette indsigt.
Men nu hvor læreren ikke er den bløde, stærke, alvidende fader, så kunne man måske tænke sig at der ikke var brug for den samme forberedelse hjemme på klosteret, men at læreren selv skulle indgå i det vidensudviklende fællesskab på skolen?
Hvad pokkern, det kan jo være en dag at lærerne ikke blot skal undervises i en social konstruktionistisk tilgang på seminariet, men også selv skal have en hverdagspraksis der afspejler det. Det ved jeg godt er at stramme den, og det bliver ikke i denne omgang.
Men hvad ved jeg, jeg er jo ingen Platon. Jeg er jo bare underlagt de herskende diskurser, diagnose regimet, celebrity kulturen, individualiseringen og materielt forbrug, og kan derfor ikke se virkeligheden som er at det hele bliver lidt mere surt.
Jeg ved ikke helt hvor de 10 konfrontationstimer kommer fra? En gymnasielærer har normalt mellem 16-18, måske 20 konfrontationstimer pr. uge. Og dertil kommer så møder, teamarbejde, rettearbejde - der er ret meget rettearbejde i de store fag i gymnasiet, dansk og engelsk, så har man et af de fag har man måske 14-16 konfrontationstimer pr. uge med eleverne.
OCEDs tal kan man ikke bruge til noget som helst - en dansk gymnasie uddannelse kan altså ikke sammenlignes en amerikansk high shcool education, den bør snarere sammenlignes med en amerikansk college education.
Ift. Sverige kan man heller ikke sammenligne direkte, her hedder alle ungdomsuddannelser nemlig gymnasiet, der er forskellige linjer, f.eks. er der en erhvervslinje, hvor elever går som skal være mekanikere, sosu-assistenter mv.
Præsterne skal måske så kun have løn den tid de står på prædikestolen? eller ? Så slipper vi da i hvert fald for de spørgsmål som små piger og drenge stiller hvert evigt eneste år, nemlig, hvor har demon gjort af præsten frem til næste år?
Regeringen har vedtaget at der kun må være 28 elever i en gymnasieklasse - nu ser det ud som at lærerne i gymnasiet skal betale for dette. Ved at undervise mere - dette der nemlig den eneste måde jeg kan se det kan lade sig gøre på. Hvad er det så lærerne ikke skal lave?
Er det lektiecafeerne som hjælper elever med at lave deres lektier, få læst teksten igennem og hvor lærerne svarer på elevernes spørgsmål. Eller er det læsevejledningen eller er det hjælpen til de ordblinde elever, der skal tages bort? Eller er det teamarbejdet? der skal skæres bort?
For min del vil jeg tro at mange lærerne gerne vil bytte nogle møder ud med mere undervisning, pointen er blot denne: mange af de møder som gymnasielærerne går til er bestemt fra statens side....
Næh, det kan knibe med udsyn og overblik, selv for de bedste af os:-)
Karsten, det er forberedelsen. Den behøver du jo ikke, når du kan dit stof. Du skal bare improvisere, så bliver undervisningen også sjovere.
Gymnasielærerne uddannes altså ikke på et seminarium. Gymnasielærere er uddannet på et universitet. Og har en faglighed der svarer til dette - i tillæg til dette har de en pædagogisk uddannelse. (nu vist mere teoretisk end praktisk?) Og ja, netop enten i praktikken, eller i den daglige undervisning er en lærer i dag en formidler eller en igangsætter af elevernes læreproces, ikke blot en formidler af et pensum som så overhøres.
Og gymnasielærerne arbejder altså allerede i team mv. Men den måde man møder klassen på er ved selvstændigt at gennemføre den plan man har lagt for undervisningen, og ved at nå de opstillede mål for undervisningen; de mål som udspringer af bekendtgørelsen og den lokale undervisningsplan.
Lærerne indgår i allerede i dag i det vidensudviklende lærerarbejde på skolen - dette sker i teamarbejdet sammen med de andre lærere.
Men igen:
Hvilke opgaver skal skæres væk hvis en gymnasielærer - og alle andre lærere - skal undervise 3 lektioner (2 klokketimer a 60 minutter) mere om ugen? Flere elever igennem systemt for færre penge - og med færre lærere - ser det ud til, at regeringen satser på nu. Og det selvom i 2016 viser beregninger fra Undervisningsministeriet, at 90% af alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse..... og det er da vist verdensrekord...
Karsten. På andre arbejdspladser vil det være ledelsen der sætter rammerne og laver prioriteringen, dvs. beslutter hvad der skal skæres væk.
Det kommer ikke til at ske her, eller i folkeskolen (jeg fik lige forvekslet uddannelsen her :)). Det vil blive bestemt af finansministeriets eksperter. Det er et resultat af stærke faglige organisationer, som bestemmer meget. Er det tilfældet kommer man til at sidde ved bords med finansministeren. Og de ting der burde bestemmes af teams på skolen, og ud fra elev sammensætning, bestemmes af en ekspert i et ministerium i dialog med fagforeningen.
Så kører det. Nu blot med besparelser på dagsordenen og med finansministeriet med taktstokken.
De faglige organisationers styrke, bliver til umyndiggørelse af den enkelte lærer.
Jeg ville ønske at min fagforening ansatte nogen folk er var bedre til at præsentere statistisk materiale på en simpel grafisk måde.
Søren Kramer har ret i at vi skal kigge på bundlinjen, men han linker til en side der fortæller at lærernes arbejdstid bliver udregnet på meget forskellige måder i de nordiske lande. Men GL får svært ved at vinde kampen i pressen, hvis de ikke forsøger at præsentere en alternativ udregning.
Jeg kan ikke genkende Søren Kramers ti konfrontationstimer fra min hverdag, men når jeg søger efter gymnasielærer og arbejdstid på google, så er jeg lidt skuffet over at jeg ikke finder en webside hvor GL, præsenterer en alternativ udregning med let forståelig grafik eller et skema.
Hele den måde arbejdstiden reguleres på både i folkeskolen og gymnasiet er en skændsel mod moderne kompetenceudvikling. Det burde på ingen måde være interessant at tale om konfrontationstimer, da det skulle bestemmes helt decentralt.
Selvfølgligt udregnes det forskelligt, da det af gode grunde er svært at definere.
Men hvem er det som har interesse i at diskutere konfrontationstimer og forberedelsestid?
"Der har til alle tider været aftalt en gennemsnitlig forberedelsestid ens for alle lærere og alle fag. Forberedelsestiden udgør den ramme, der skal modsvare et bredt undervisningsbegreb, forskelligartede undervisningssituationer og elevtyper. Det synes jeg er fornuftigt at holde fast i. "
Fortæl mig hvad logikken er i ovenstående. Vi har en fagforening der taler for en gennemsnitlig og ens forberedelse for alle lærere og alle fag, og i samme sætning siger vi taler om forskelligartede undervisningssituationer og elevtyper. (han glemte selvfølgeligt også de forskellige lærere - men de er jo ens fra hans perspektiv).
Det giver jo ingen mening. Hvis resten af arbejdsmarkedet udførte arbejdet efter den logik ville effektiviteten styrtdykke.
Kan det komme som en stor overraskelse at det set udefra ligner et forsvar for privilegier?
Hr Porges
"Der har til alle tider været aftalt en gennemsnitlig forberedelsestid ens for alle lærere og alle fag" ..... siger alt. Lad alt blive uforandret --- fuldstændigt sindsygt, at alle lærere og alle fag skal have sammen forberedelsestid --- det vanvid, skal der gøres op med.
Gert: Har du eventuelt et forslag til hvordan den enkelte lærer skal sandsynliggøre sit behov for forberedelse, uden at skolens ledelse uden videre kan skære ned til nul?
Den gennemsnitlige forbederelsestid er netop det der sikrer at skolerne, som gerne vil præstere overskud, ikke tvinger lærerne til ikke at forberede sig. Det er således også en sikring af elevernes vilkår for god forberedt undervisning. Kontrollen foretages af skolen gennem utallige elevevalueringer, prøver, tests og supervision.
Andre modeller kan fra mit perspektiv, kun komme til at blive unødigt bureaukratiske.
"fuldstændigt sindsygt, at alle lærere og alle fag skal have sammen forberedelsestid".
Korrekt det lyder mærkeligt, nogle fag tager måske længere tid at forberede end andre, men hvem skal vurdere dette? Hvordan skal det kvantificeres?
Lærerne får ikke betaling af mellemtimer? Hvad? Det skal de da have! De er jo ikke frie, med mindre de bor 1 minut fra gymnasiet. De skal da også have løn for frokostpausen. Samme ting.
Da jeg gik i gymnasiet, afleverede vi en stil hver uge. 28 elever. Det er 28 stile der skal rettes hver uge. Måske 150-200 sider. Det tager da sin tid. Karakteren skal være nogenlunde exakt, det tager da sin tid. De skal forberede sig til timerne. Osv., osv.
Af ovenstående artikel at dømme, forstår jeg ikke, lærerne ikke gør oprør. Hvad får dem til at finde sig i sådan noget? Jeg kan ikke forestille mig Asiater ville finde sig i sådanne arbejdsvilkår. Umuligt.
Fuck nedskæringer. Fuck vores politikere. Lorteland!
Lidt oplysende info fra folkeskolen: Niels Christian Sauer har skrevet et glimrende indlæg (som han desværre fik tilbage fra Politiken - håber NC Sauer, at der i orden, at jeg citerer lidt af det her ?)
kilde til alt dette her:
[url]http://www.folkeskolen.dk/520887/laerernes-behov-for-forberedelse[/url]
Om lærernes behov for forberedelse:
"Mere kompliceret at forklare er lærernes behov for forberedelse. I modsætning til, hvad mange tror, handler det ikke så meget om at sætte sig ind i det stof, der skal undervises i. Det, der tager tid, er klasseledelse, relationsarbejde, differentiering, inklusion, evaluering (herunder rettearbejde), skriftlig dokumentation, planlægning, kommunikation og logistik samt faglig opdatering. Intet af dette kan genbruges."
Om klasseledelse:
"Klasseledelsen handler om styringen af arbejdet i klasserummet. Skal eleverne arbejde solo, i smågrupper eller i plenum? Det beror på en nøje vurdering af klassens dagsform og stoffets væsen. Forhold vedrørende klassens kemi, tidspunktet på dagen, de fysiske rammer og undervisningens genstand afgør, om jeg skal vælge den ene eller den anden organisationsform. I nogle klasser går gruppearbejde op i hat og briller, i andre sidder der for mange, der ikke magter at arbejde solo, og atter andre klasser kan have meget svært at holde et fælles fokus. I hvilket omfang skal der læres nyt, og i hvilket omfang skal der trænes? Noget stof forudsætter en fælles instruktion, andet kan hver enkelt elev bare kaste sig ud i, og så er der stof, der forudsætter indbyrdes samtale i plenum, hvor alle kan komme til orde. Typisk er situationen den, at flere organisationsformer skal bringes i spil i samme lektion."
Om lederens differentiering af forberedelsestiden mv.
Her gennemfår N.C. Sauer først en lang række elementer:
"Klassens størrelse og sammensætning, herunder dens historik og forekomsten af inkluderede elever samt andre elever med særlige behov og disses konkrete art, lærerens faglige forudsætninger, sammensætningen af lærerens arbejdsplan mht. antal klasser og fag og disses fordeling, omfanget af støtte i klassen...."
Og så kommer der dette:
"Opgaven skal afvikles forud for den fagfordeling for det kommende skoleår, der typisk finder sted i løbet af en måneds tid om foråret. Sætter vi, at indhentning og vurdering af alle disse oplysninger for hver enkelt lærers vedkommende samt den dermed forbundne mødeaktivitet vil tage fx 5 timer, så bliver det med 50 lærere i alt 250 timer. Det svarer til 50 timer om ugen i fem uger under forudsætning af, at ledelsen ikke beskæftiger sig med andet. Det kommer aldrig til at ske, og resultatet vil derfor blive en høj grad af vilkårlighed, hvor beslutningerne foretages på et så ukvalificeret grundlag, at mange lærere vil forlade skolelederens kontor skummende af mere eller mindre indestængt raseri. Hvad det vil gøre ved skolens psykiske arbejdsmiljø, kan enhver forestille sig, og på disse vilkår skal lærerne så bære en folkeskolereform hjem."
Dette gælder for folkeskolen, men kan også udstrækkes til at gælde for gymnasieskolen og for erhvervsuddannelserne (selvom man allerede her arbejder 37 timer i gennemsnit pr. uge og har 6 ugers ferie pr. år).
En mulig måde at komme ud af dette morads på er at indføre selvstyrende teams, hvor lærerne f.eks. i overbygningen (7.-9.klasse) selv lægger deres skema; det er nok ikke det, der er meningen med forslaget om lederne skal bestemme hvad den enkelte lærer skal arbejde med hver dag eller hver uge.
Igen: en skole er ikke en kjolefabrik, hvor lederen kan bestemme, at den person der syede knapper i tøjet i går nu skal sy skulderpuder eller sy ærmer på kjolerne i dag. Ej heller er en skole en byggeplads, hvor byggechefen kan bestemme, at den håndværker som i går arbejde med at lægge tag i dag skal sætte vinduer eller i eller lægge gulv.
Forestiller man sig at en skoleleder skal bruge f.eks. 2 timer om ugen (eller mere) på at planlægge hvad skolens 50 lærere (eller flere) skal næste dag eller næste uge, bliver det et administrativt kaos af den anden verden, også selvom man tager computere mv. til hjælp. Ledelsen kan jo ikke lave andet så end lægge skemaer hele tiden i folkeskolen, det vil betyde, at man så må hyre en eller to skema-læggere bare til at holde styr på alt dette her. Og det var vel ikke det der var meningen - eller er det?