Kronik

Sæddonation handler også om moral

Vi interesserer os ikke for sæddonorer, som mennesker, der træffer et bevidst moralsk valg om at hjælpe barnløse med at få børn. Men hvilke overvejelser ligger der egentlig bag valget om at blive sæddonor?
Sæddonorer skal først og fremmest føle sig tilpas som et etisk og moralsk handlende menneske, inden de er overbevist om, at sæddonation er noget, de har lyst til at deltage i, skriver dagens kronikør. Foto: Scanpix

Sæddonorer skal først og fremmest føle sig tilpas som et etisk og moralsk handlende menneske, inden de er overbevist om, at sæddonation er noget, de har lyst til at deltage i, skriver dagens kronikør. Foto: Scanpix

26. januar 2013

KRONIK - Sæddonation er et hyppigt medieemne, ikke mindst på grund af sensationsværdien, der altid klistrer til mediehistorier om sæddonation. Hvis donoren overhovedet er interessant, er det kun som en skygge i baggrunden af den egentlige sensationshistorie som de 100 mulige børn, der kunne komme til verden, eller en arvelig sygdom, der er givet videre gennem brugen af donorsæd. I slutningen af september 2012 kunne vi f.eks. alle sammen følge historien om donor 7042. Han er bærer af en arvelig sygdom ved navnet NF1 og nogle af de børn, som kom til verden ved hjælp af hans sæd, er nu blevet diagnosticerede som bærere af den samme sygdom.

Da DR d. 23. september indledte udsendelsen af 21 Søndag med sætningen: »Vi kender ham kun som et tal, donor 7042, han er brugt som far til over 40 børn,« kunne man som seer få indtryk af, at interessen for donoren også stammer fra en bekymring for ham som person, en person, der har fået at vide, at han har videregivet en nedarvet sygdom til et vist antal børn. Men dette indtryk viste sig at være forkert. En kold efterårsaften sidder Mathias og jeg hjemme hos ham og snakker, om hvordan det er at donere sæd. Mathias er en ung mand på 25 og har været donor i et år:

»Hvis jeg får at vide, at jeg har et eller andet gen i min krop, som gør, at der er en sandsynlighed for, bare en lille bitte sandsynlighed for, at de børn, der kommer til verden på grund af min sæddonation bliver handicappede eller sådan noget, så vil jeg ikke gøre det.«

Som donor er Mathias ikke alene med denne holdning. De mænd, som donerer deres sæd til sædbanker i Danmark, er bekymrede for de børn, der kommer til verden gennem brug af donorsæd. Med andre ord er sæddonorer mennesker, der tager et etisk og moralsk standpunkt. De forholder sig til samfundets fælles beslutning om, at det at skabe familier gennem sæddonation er en legitim og ønskværdig måde at få børn på. Men kigger man på det billede, der tegner sig i den danske offentlighed og det danske medielandskab, kunne man nemt få indtryk af, at sæddonorer kun er dem, som leverer sæden. Bliver donorerne omtalt, reduceres deres person nemlig til et spørgsmål om motivation: De gør det jo kun på grund af pengene. Men så enkelt er det ikke.

Ingen entydig motivation

Mathias er en af de mænd, som jeg har interviewet som en del af mit igangværende Ph.d.-projekt om sæddonation og sæddonorer i Danmark. I disse samtaler tegner der sig et mere nuanceret billede af, hvad det egentlig betyder at være sæddonor. Et billede, der er lidt mere komplekst end spørgsmålet om motivation kan redegøre for. For når man spørger til motivation, har man også en forventning om, at der kun findes en bestemt årsag til menneskers beslutninger. Men et område som menneskelig reproduktion er det meste af tiden kendetegnet ved beslutninger, som ikke er baseret på entydig motivation. Som forskning har vist, inddrager mange af de beslutninger, der fører til at få børn, en kompleks konstellation af individuelle og samfundsmæssige situationer, som de fleste mennesker ikke ville kunne redegøre for, hvis de blev spurgt om dem. Og det samme gælder for sæddonorernes beslutning om at donere sæd. At træffe en beslutning om at være sæddonor indebærer en række etiske og moralske udfordringer, som de mænd, der gerne vil donere deres sæd, skal forholde sig til. Og disse udfordringer går langt ud over det simple spørgsmål, om man vil tjene penge eller ej.

En etisk beslutning

I Danmark får sæddonorer en erstatning for deres sædprøver, der gennemsnitlig ligger på mellem 200 til 400 kroner pr. prøve. Og selvom denne erstatning er en del af beslutningen om at blive sæddonor, er det ikke det mest afgørende for, om donorerne bliver ved med at donere sæd. Donorerne skal nemlig først og fremmest føle sig tilpas som et etisk og moralsk handlende menneske, inden de er overbevist om, at sæddonation er noget, de har lyst til at deltage i.

Mathias’ bekymring om, at han muligvis kunne nedarve en genetisk sygdom til børn, er et godt eksempel på det. Når mænd træffer en beslutning om at donere deres sæd, træffer de samtidig også en beslutning om, hvordan menneskeligt liv skal begynde og om, hvad deres rolle skal være i denne proces. Og for at føle sig tilpas med denne beslutning er det ikke kun afgørende, hvad den enkelte mand synes er rigtigt eller ej, men også velsignelsen fra mændenes venner, kærester, familier og ikke mindst velsignelsen af samfundet som helhed.

Mediernes rolle

Den første private sædbank i Danmark blev grundlagt i 1987, kort tid efter nedfrysning af menneskelig sæd blev rentabelt på kommercielt plan. Siden har sæddonation været meget præsent som et emne i den offentlige debat. Mange donorer er først blevet opmærksomme på sæddonation gennem medierne. Og denne konfrontation med sæddonation blev langt hen ad vejen en del af grunden til, at de så valgte eller ikke valgte at donere sæd. Medierne er altså med til at skabe en offentlighed, der tænker reproduktion på forskellige måder. I et samfund som Danmark, hvor teknologisk assisteret reproduktion er en del af menneskers hverdag, er der større sandsynlighed for, at mænd vil tage beslutningen om at være sæddonor, end der vil være i et land, hvor det ikke er tilfældet. Det samme gælder omgangen med seksualitet i den offentlige debat. Hvis der ikke havde været en åbenhed omkring seksualitet, ville der med stor sandsynlighed heller ikke have været så stor en villighed blandt danske mænd til at blive sæddonorer.

Men udover nødvendigheden af en offentlig debat er det særligt de individuelle forhold, der er afgørende for, om en mand vil føle sig tilpas med at være sæddonor. I Mathias tilfælde skabte beslutningen om at være sæddonor eksempelvis uventede problematikker i hans forhold, som medførte, at han undlod at blive sæddonor, indtil disse problematikker var løst. Hans kæreste havde det svært med at forestille sig, at der ville være børn i fremtiden, som delvis stammer fra Mathias sæd, men som alligevel ikke var en del af deres partnerskab.

Men også donorernes forhold til forældre og søskende er afgørende. For at kunne svare på de skemaer, som sædbankerne bruger til at udforske donorernes medicinske historie, er de fleste donorer nødt til at kontakte nærtstående familiemedlemmer. Dermed indgår de samtidig også i en samtale omkring deres beslutning om at være sæddonor og møder deres forældres og søskendes synspunkter. Når en mand overvejer at blive sæddonor, træffer han altså ikke bare denne beslutning alene. Tværtimod skal han gennem en forhandlingsproces med sin omverden om det, som han har tænkt sig at indgå i, overhovedet er acceptabelt.

Hvis vi som samfund gerne vil skabe en dialog omkring de etiske og moralske aspekter af sæddonation, bliver vi nødt til at tage sæddonorerne alvorligt som mennesker, og ikke kun som leverandører af sæd. Uden sæddonorer havde mange børn aldrig set verdens lys. Sæddonorer er ganske almindelige personer, der træffer etiske og moralske valg og må føle sig tilpas med disse. Vores samfund burde give dem mulighed til at gøre lige præcis det.

Sebastian Mohr er etnolog og ph.d.-studerende ved Center for Medicinske Videnskabs- og Teknologistudier på KU

Serie

Seneste artikler

  • Når forestillinger om sex skaber syndebukke og tabuer

    2. februar 2013
    Assisteret befrugtning adskiller sex og reproduktion. Alligevel sniger forestillinger sig ind om seksualitet i de beretninger, der fortælles på fertilitetsklinikker og i den offentlige debat. Det skaber stigmatiseringer, syndebukke og tabuer. Derfor er det på tide at fortælle nye ansvarlige historier om, hvordan børn bliver til på fertilitetsklinikker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu