Læsetid: 2 min.

Skift Bank

Debat
1. februar 2013

Sidst i 1980’erne havde jeg konto i en Danske Bank-filial. Afdelingslederen – lad os kalde ham Brian – opfordrede mig igen og igen til at låne til en computer og printer. Som forfatter havde jeg en yoyo-økonomi, det vil sige op og ned i indtjening. Jeg var ikke indstillet på at låne og sagde det. Blandt andet med den begrundelse, at konkurrencen i it-branchen var så hård, at priserne ville gå ned. På det tidspunkt kostede en printer 20.000, mens jeg få år senere fik en til 1.400.

Til sidst sagde jeg til Brian, at jeg ville lukke min konto, hvis han blev ved med at plage mig.

Det gjorde han, og jeg ringede til bankens hovedsæde og forklarede en stram herre, at jeg ikke brød mig om en bank, der betvivlede min dømmekraft. Og sluttede med at sige:

»Men I er jo ikke interesseret i en kunde som mig.«

»Nej.«

Jeg skiftede bank og kom til at tænke på den gamle episode i sidste uge, da mit barnebarn ringede med en klage over Danske Bank, underforstået: Bedstemor, kan du låne mig pengene?

Den snart 30-årige har et godt job som maskinarbejder, er gældfri og har sparet en del op til indskud i en bedre lejlighed. Men mangler 10.000, som banken ikke vil låne ham. Mit svar til det kære væsen var: Skift bank og kom tilbage!

Jeg er nu der, hvor jeg er en del af den folkelige bevægelse mod Danske Bank, der med sin asociale gebyrstrategi vil tvinge de mindstbemidlede kunder til at betale et nyt gebyr. Det er for fuld skrue den magtens arrogance, vi lærte at kende i Foghs tid: Giv de rige skattelettelser, og lad fattigrøvene betale!

Lovgivning nytter ikke, mumler politikerne, og det er sikkert rigtigt. Vigtigere er: Følger de andre banker efter?

Det er ikke til at vide, bankfolk er hårdhudede. Alligevel håber jeg, at denne miserable sag vil være et wake-up call for de andre banker. Der må være en grænse for, hvor længe og hvor arrogant danske virksomheder tramper på borgere, der bare desværre ikke er rige nok til at blive behandlet anstændigt.

Jamen, Danmark er da ikke et klassesamfund? Tjo, tja, eller? Der er netop udgivet et studie fra Aalborg Universitet i samarbejde med universiteterne i Oslo og Stavanger: Det skjulte klassesamfund.

Udgangspunktet for studiet er arbejderbyen Aalborg, og analyserne er sprøde og dybe på samme tid. De enkelte kvarterers særpræg og holdning til klasser er forskellige og dog ens, vi behøver ikke bankgebyrer og magtens arrogance for at se vores lille land, som det er.

Klassetilhørsforholdet findes ikke i de røde faner, men i knoglemarven, og ingen er i tvivl, når de går ind i en bank!

Når barnebarnet beder om sit lån, får han det. Ikke kun fordi jeg elsker ham, men fordi vi deler skæbne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels P Sønderskov

Jeg kommer somme tider til Italien, hvor man stadig i vid udstrækning bruger checks til betaling hvor som helst. I Danmark fandt vi for tyve år siden ud af, at det var en meget dyr måde at formidle betalinger på, og der blev indført gebyrer pr. checkhefte og pr. check. I dag er der næsten ingen, der bruger checks her.

Det er ikke helt nemt at finde ud af hvad vores største bank har fundet på, men det er sikkert nok at de har regnet på det, og det er vel nemt nok at forstå, at banken ikke kan tjene mange øre på en kunde, der kun sætter en sparsom løn ind en gang om måneden og har hævet den igen gratis hver den 25. i måneden.

Andre kunder, der har været så uforsigtige, at låne et par millioner, skal banken nok sørge for at tjene lidt på.